Tro er…. at kunne se! – Thomas Risager

Alle der har børn, kan genkende dette!
Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, men kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

I søndagens tale tager vi til Jeriko, hvor vi møder en blind tigger. Tro handler om at kunne se. Det kan man ikke altid, heller ikke selvom man ikke er blind, som tiggeren.

Hør mere Her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen. Bemærk venligst, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 25. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 10,46-52.

Tro er… at kunne se!

Alle der har børn, kan genkende dette!

Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, man kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

Nogen gange er vi blinde, også selvom vi faktisk kan se.

Gud gør nogen gange gode ting, lige for næsen af os, men vi ser det ikke.

Det er ærgerligt, for Gud er der, hvor vi er. Ikke bare om søndagen, men hver dag. Alle dage. Hele tiden, Men vi kan ikke altid se det.

Selvfølgelig var det noget helt særligt, at få besøg af Jesus. Og det fik de, i Jeriko, som Jesus kommer igennem på sin vej ind til Jerusalem.

Vi ved ikke, hvor længe han har været der. Men på dette tidspunkt, hvor Jesus har bevæget sig rundt i Israel i tre måske endda fire år og nu nærmer sig rejsens mål, Jerusalem, har alle hørt om ham.

Det har Bartimæus også. Det kan godt være, at han er blind. Men han sidder der ved Byport,hvor alle ,der går ind og ud kommer forbi. Det er et godt sted at tigge, men det er også der, hvor man for alvor kan følge med i hvad der sker i byen.

Jeg undrer mig over, at Bartimæus ikke giver sig til kende, da Jesus går ind.

Vi ved ikke, hvor længe Jesus var i byen, eller hvad han lavede. Men jeg tror at alle i en forholdsvis lille by, som Jeriko har vidst alt om, hvad der skete. – Også Bartimæus.

Det er lidt samme mekanisme, som når man kommer helt hen mod slutningen af en koncert, og først dér kommer publikum på benene. Det kan selvfølgelig være fordi koncerten er ringe, men der er en aller anden mekanisme med, at vi først “overgiver” når det er ved at være sidste chance.

Først da Jesus er ved at gå ud af byen giver Bartimæus sig til at råbe. Måske ved han, at det er absolut sidste chance.

Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!«

v48  Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« v49  Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!

Disciplene truer af ham. Det gør de, fordi de anser Jesus som religiøs leder, og de kan ikke rigtigt slippe det paradigme, som de er vokset op med, nemlig at blindhed, sygdom og elendighed i livet, alt sammen er selvforskyldt. Hvis man er blind bliver man holdt på afstand, for det må jo være fordi, man ikke har levet anstændigt.

Vi ved heldigvis bedre, og det gør Jesus også.

Bartimæus kalder endnu engang. Han er så sikker på, at Jesus, hvis han altså bare hører ham, vil ham det godt. Der skal alligevel tro til, for hvis Jesus ignorer ham, er han til grin i hele byen.

Jesus Davids søn forbam dig over mig.

Jesus vender op og ned op alt, da han kalder Bartimæus til sig. “Det kan man da ikke!” Siger folk. Men det kan Jesus og han gør det.

Bertimæus ved, at nu er det nu, så han smider kappen fra sig, springer op og kommer hen til Jesus.

Jesus ser ham og spørger, hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?

Det er jo ikke fordi, jesus ikke vidste, hvad der skete i Bartimæus’ liv eller vidste at han var blind. Det havde han helt styr på, men det er sådan med Guds kærlighed, at den ikke bare sparker hjertets døre ind, vi må give lov.

Mester, at jeg må kunne se?

Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, kommer Bartimæus til at se.

Det første hans øjne ser, er manden foran ham. Han ser Jesus.

Og dér beslutter han sig for at følge ham på vejen.

At tro handler om at kunne se.

Så vidt jeg ved, er der ingen af os, der som Bartimæus er blinde. Men jeg har i hvert fald i mit liv perioder, hvor det er fair at sige, at jeg ikke kan se.

Perioder, hvor jeg ikke synes, at jeg kan se Gud og alt det gode han gør mit liv.

Jeg har læst mig til, at bare fordi jeg ikke kan se Gud, så er det ikke detr samme, som at han ikke er der.

Så hvis Jesus spørger mig: “Hvad kan jeg gøre for dig?”

Så vil mit svar være: “At jeg må kunne se!”

Amen

Find et hvilested, Gospelmeditation – Thomas Risager

Dagens gudstjeneste i Metodistkirken i Odense, var vores første gospelmeditation, hvor vi tager gospelmusikken helt ned i tempo og lafer det være rammen for en gudstjeneste, hvor det primære formål er at finde ro.

Ved en gospelmeditaion er der også en tale, som du kan høre her.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Hør mere:

podcast-large

Hvis du hellere vil læse talen, kan du også gøre det. Bemærk at det talte ord ofte afviger en del fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 18. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matth 11,28-30.

Hvis du bare er lidt heldig, sådan som jeg er, så har du haft en barndom, hvor der var steder og personer, hos hvem du følte dig rigtigt hjemme og var helt fuldstændigt tryg. Her vidste du, at du var velkommen uanset hvad.

Her kunne man komme, hvis man var på flugt fra de større drenge i byen. Her kunne man komme og bare være.

Sidste weekend var jeg på besøg i Strandby, hvor jeg er vokset op.

Min far bor stadig i mit barndomshjem, så at træde ind der, er at gå lige ind i alle minderne.

I min barndoms gader finder man også min mormor og bedstefars hus.

Her kom jeg rigtigt meget efter skole.

Ude foran huset stod ahorntræet, hvor bladene var så tætte, at man for alvor kunne gemme sig for verden. Her kunne man tænke de store tanker, som nu en gang findes oven i hovedet på en helt enorm gammelklog dreng på 10 år.

Den eneste i hele verden, som vidste, hvor jeg befandt mig, var min elskelige mormor, som kunne se mig fra sit køkkenvindue, hvor hun ofte stod og bagte brød og lavede kaffe på sit gaskomfur med den gamle madam blå.

Ahorntræets frø kunne man lave de mest fantastiske helikoptere af, og var man rigtigt heldig stak mormor en Herremand og en bondemand ud af vinduet. En franskbrød og en rugbrød klappet sammen med brun farin i mellem. Uh, så var livet godt.

På Krøghsvej 1 var der bedre end noget andet sted i hele verden. Her kunne jeg bare være. Her kunne jeg være mig, og ikke et sekund tvivlede jeg på, at jeg var elsket, accepteret og velkommen. Her var jeg drengen.

Drengen blev jeg kaldt af min bedstefar, som tog mod mig med favnen åben. Han hed Thomas Risager, det er ham jeg er opkaldt efter.

Han var gammel, da jeg blev født. Sådan en gammel mand med stok, ærmeholdere på skjorten og tykke briller.

Der skulle virkelig være varmt, før han smed skjorten og lod sin kridthvide netundertrøje komme frem.

Om sommeren havde han stråhat på, og jeg lyver ikke når, jeg siger, at han kunne finde på at ryge en pibe tobak fra en af de helt gammeldags lange piber.

Lykken og allerstørst tryghed, var at sidde samme med ham i skyggen under tjørnetræet og lytte til hans historier fra et langt liv som fisker, og tro mig, han kunne historier – også om hvordan de skjulte jøder og sejlede dem til Sverige under krigen.

Da jeg var dreng var det stedet, hvor jeg fandt ro og hvile. Et sted, hvor udgangpunktet uden tvivl var, at man var OK, og her måtte man være. Der var ikke krav om noget som helst.

Hvis du spørger mig, hvad der var det bedste ved at være barn, så er svaret, at livet der, var uden bekymring, der var masser af tid, og man skulle ikke leve op til en hel masse.

Sådan synes jeg ikke livet er længere. Jeg kan bruge masser af tid på at bekymre mig, heldigvis bliver langt de fleste af mine bekymringer ikke til noget.

Tid er der helt sikkert for lidt af. Jeg synes, det er svært, at når alt, det som jeg gerne vil, og det som mit arbejdet nogen gange kræver af mig. Det går mere og mere op for mig, at tid er en knap ressource. Min tid bliver ikke ved med at være.

Livet er blevet alvorligt. Der er så meget man skal kunne, og der bliver trukket i én fra så mange sider på en gang, at man til sidst føler sig fuldstændigt udsplattet.

Ind i en kultur, hvor mange mennesker har det sådan, så kan det virke mærkeligt, at man i kirkenerne taler om Gud, som en himmelsk far.

Ved du hvad, kan man fristes til at sige, det har jeg slet ikke tid til at forholde mig til.

For Gud er tid imidlertid noget helt andet. Han forholder sig ikke til timer og skemaer, men til evigheder.

Han forholder sig ikke til dine præstationer og evner og manglende tid, men til din sjæl. Til den, du er allerinderst inde.

Gud ser den du er, når ingen andre kigger.

Gud ved godt, at inderst inde, er det du længes efter og trænger til, måske at kunne finde tilbage til … Jeg ved ikke hvad det er for dig… men for mig at kunne kravle op i ahorntræet og gemme mig i bladene. Eller at sidde i skyggen af tjørne-træet sammen med min gamle bedstefar.

I Paulus’ brev til Romerne tales der om, at vi med et gammeldags ord, har fået barnekår, hos Gud. Vi har børns vilkår hos Gud. En del steder i bibelen omtales mennesker som Guds børn.

Hvad kan et barn forvente?

Et barn kan forvente tryghed, omsorg, kærlighed.

Tryghed, som gør at man ikke behøver at bekymre sig.

Kærlighed, som gør at man ikke behøver præstere og lade som man man har styr på alt, man er alligevel elsket og accepteret.

Omsorg, som gør at man kan gemme sig og finde trøst. Der er én som lytter og holder om.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Matt 11,28-30.

Amen

Tør du? Maria – Bræstrup Aaskov

Gudstjenesten handler om endnu en side af tro. Tro er … tillid!

Vi står overfor spørgsmålet: tør du give slip på dit eget og stole på Gud?

Maria Bræstrup Aaskov stiller spørgsmålene og viser, hvordan det er muligt at have tillid til Gud.

podcast-large

Tro er Taknemmelighed, Høstgudstjeneste – Thomas Risager

Jeg er taknemmelig.

Især, når jeg minder mig selv om alle de gode ting, som er i mit liv, så er jeg taknemmelig. Det er jeg på trods af, at der bestemt også er ting i mit liv, som jeg virkelig ville ønske var anderledes.

Det er ikke altid, jeg er taknemmelig, for når der er noget, der går skidt i livet, så fylder det nemt det hele. Men ved dagens høstgudstjeneste minder vi hinanden om, at vi alle – uanset hvem vi er – har noget at være taknemmelig over. Vi ser det synliggjort i et alter, som er pyntet med madvarer, frugt og grønt.

Vi er taknemmelige. I dag har vi gjort vores taknemmelighed synlig, idet alt på alteret blev bortauktioneret til fordel for skolebørn i Congo.

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joel 2,12-27 & Luk 17,11-19

Jeg er taknemmelig.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har lidt penge i banken.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mere end to par bukser og flere sko at vælge mellem.

Jeg er taknemmelig over at jeg er en del af en familie.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har en kirkefamilie og venner i Odense Metodistkirke.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mad at spise hver dag. Oftest mere end jeg har behov for. Det er så et andet problem i vores del af verden.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste, hvor kirken er pyntet med frugt og madvarer i alle afskygninger. Vi fejrer og glæder os over, at det bliver meget synligt, at vi ikke bare har fået mad nok, men at vi ligefrem har overflod.

Vi bor midt i den stor by, eller en storby, lidt afhængigt af hvem man spørger, så der er ikke mange af os, som i det daglige har jord under neglene eller tænker over, hvor vacumpakkerne med kød egentlig kommer fra.

Det er også kun de ældste af os, de som har oplevet Anden Verdenskrig på egen krop, som har prøvet at man ikke bare kunne få alle de varer, man kunne ønske sig. Og lige gyldigt hvad I siger, så smagte RICH’s-Kaffeerstatningen ikke godt.

Alle vi andre er så priviligeret at vi aldrig har prøvet at mangle noget.

Selvom jeg har aldrig har manglet noget, så husker jeg de perioder, hvor der var isvinter, eller langvarige blæsevejr, hvor min far bekymrede sig over at der ikke var indtægt. For sådan er det jo at være fisker. Hvis ikke man fanger noget, tjener man ikke noget. Heller ikke selvom man har været flittig på havet.

Vores kristne tro, har sin rod i den jødiske kultur, hvor man var en agerbrugskultur. Det var man endda i et land, hvor jorden ikke er så frodig, som ude i den fynske muld.

Hele kulturne og den religjøse tænkning er bygget op omkring afhængigheden af høsten, som igen er tænkt ind, som Gud, der forsyner os med det vi skal bruge.

Joels Bog, siger:

v23  Zions sønner,

I skal juble og glæde jer

over Herren jeres Gud;

for han giver jer

regnen til retfærdighed,

han sender jer regnskyl,

efterårsregn og forårsregn som før.

v24  Tærskepladserne fyldes med korn,

persekarrene flyder over med vin og olie.

v25  Jeg erstatter jer de år,

da græshoppen åd,

da larven, gnaveren og bideren åd,

min store hærstyrke, som jeg sendte imod jer.

v26  I skal spise og spise og blive mætte

og lovprise Herren jeres Guds navn,

når han handler underfuldt med jer.

Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme.

Når I er mætte, skal i lovprise Guds navn. Lovprisningen var ikke bare ord, men at man rent faktisk ofrede en tønde korn til templet, hvis man havde fået ti i hus. Det er den tanke, som ligger bag tiende-offeret, som jo den dag i dag får mennesker til at give 10% af deres indtægt til vores kirke.

Alt sammen handler det om taknemmelighed for alt det, som når man lever i vores del af verden, så nemt kommer til at at taget for givet.

Taknemmelighed er måske ikke altid så let, fordi det som man ikke er taknemmelig for, så nemt kommer til at fylde forholdsvis mere.

Når der er problemer i liver, er det det, som fylder, men har vi ikke alle også et eller andet at være taknemmelig over?

Jesus var, som så ofte før, på vandring mod Jerusalem. Han fulgte grænsen mellem Samaria og Gallilæa.

På vej ind i en landsby, møder han ti spedalske, der holder afstand til ham, sådan som loven sagde, at de skulle. Datidens løsninger ved sygdom var at udstøde individdet til fordel for fællesskabet. Synd for dig, at du er blevet syg, men du må leve alene udenfor byen, vi skal nok sætte mad ud til dig. Det huskede man de første fjorten dage, derefter var det at klare sig, som man bedst kunne.

Nå står de og råber på Jesus, Mester, forbarm dig over os!

Jesus ser dem, forbarmer sig over dem, og beder dem gå til præsterne for at blive undersøgt. Præsterne havde myndigheden til at erklære dem rene igen. Det betyder, at hvis de er raske, så kan de af præsterne få lov til at få deres gamle liv igen.

En far kan vende hjem til sin kone og børn, tilbage til sit arbejde, tilbage til hele sit sociale netværk.

De ti mænd bliver raske.

De ni løber tilbage til deres gamle liv, uden at skænke de mørke stunder en tanke. Det kender jeg i hvertfald godt. Nå, så er vi videre. Dejligt.

Men der var én af dem. Ovenikøbet et samaritaner, en af de, som ikke har nogen som helst religiøs indsigt i forholdende. Han vender tilbage til Jesus for at takke ham.

Han var taknemmelig.

Jesus glæder sig over ham og siger: “Din tro har frelst dig!”

Ja tak til det !

Lad os glæde os over alt det gode, vi har.

Amen