Hvem følger du? – Thomas Risager

I dag går mange mennesker op i at have følgere på de sociale medier. De følger ofte selv mennesker, som de ser op til og dybest set drømmer om at efterligne.

Jesus havde også følgere. Ikke på de sociale medier, men mennesker, som fulgte ham rent fysisk. Hvor han gik, gik de. Også i dag er der mennesker, som følger Jesus. Men hvad vil det egentlig sige? Umiddelbart er det nok en anelse mere udfordrende end at følge en kendis på Instagram.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 26. juni  2016. 

Hvem følger du efter?

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 9,51-62.

 

Hvem følger du?

I dag går mange mennesker op i at have følgere på de sociale medier.

De følger ofte mennesker, som de ser op til og dybest set drømmer om at efterligne. Det gør jeg også!

Jesus havde også følgere. Ikke på de sociale medier, men menesker, som fulgte ham rent fysisk. Hvor han gik, gik de.

I dag er der mennesker, som følger Jesus. Men hvad vil det egentlig sige?

Umiddelbart er det nok en anelse at det er mere udfordrende, end at følge en kendis på Instagram.

Det, som Jesus viser verden er íkke glamour, veltrænede mavemuskler, nyeste mode eller de sidste lækre sommersalater.

Jesus viser menesker sit liv. Han gør det ganske ufiltreret. Der er ikke nogen skjult dagsorden. Tværtimod der er ikke så meget udemomshalløj med ham.

Vi er i Lukasevageliet, og her kommer Jesus med sin prigramerklæring i Nazareths synnagoge.

Det er her, han siger:

“   v18  Herrens ånd er over mig,

fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

v19  for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Så er det ligesom sagt, at der skal vendes rundt på alt, hvad folket ellers kender. For der hvor Guds kærlighed får magt, der frelses mennesker.

For Jesus er det at frelse mennesker ikke kun noget, som handler om livet efter døden, men i høj grad også noget, som har med dette liv at gøre.

I danmark er vi vant til at tage det lidt roligt omkring det med tro. Det er måske også derfor vi kan skræmmes af nogle af vore muslimske brødre og søstre, som tager deres tro ganske alvorligt.

Hvis vi tror, at tro ikke er vigtigt begår vi imidlertid en stor fejl. Tro er vigtigt.

Jesus begynder at begive sig til Jerusalem, som er målet for hans rejse, og for hans vedkommende porten til himlen. Men også stedet, hvor hans tro, koster ham livet.

Disciplene har fattet alvoren i det hele, så da samaritanerne ikke vil tage mod Jesus, fordi han var på vej til Jerusalem, så foreslår disciplene, Jakob og Johannes at vi da lige kan lade det regne med ild, så de brænder op.

Godt nok er tro et alvorligt spørgsmål, men det glæder mig alligevel, at jesus sætter dem i rette.

Det med at skæmme folk til at tro, er ikke en fremgangsmåde. Heller ikke på Jesu tid.

At følge efter Jesus handler om, at efterligne hans liv. Det er dybest set det, som tro handler om. At forsøge at gøre, som Jesus ville have gjort i alle de situationer, som vi kommer ud for i livet.

For år tilbage var det moderne med armbånd og t-hirts, hvor der stod” WWJD” What Would Jesus Do

En påmindelse om at tro udleves i hverdagen, ikke kun om søndagen i kirken. Når i er sammen her, er det jo let nok.

Et par af discpilene bliver lidt hovmodige: “Jeg vil følge dig, hvor du end går hen!”

Jesus understreger for dem, at han aldrig hviler, at troen ikke er nogen sovepude, men et aktivt liv. En konstant udfordring.

Det er så vigtigt, at begravelse og afsked med familien må vente, for nu kræver efterfølgelse, at fokus er på

Jesus og ikke på det, der ligger bagude.

Så hvem følger du?

Er det ligegyldige kendisser på de sociale medier, eller ønsker du at følge den jesus, som giver verden tro, håb og kærlighed?

Hvordan gør man. Man lærer alt det man kan om Jesus. Man beder og holder sig nær ved Gud, så hans kærlighed ikke kun er noget man snakker om, men noget man gør.

Hvem vil du følge.

Amen.

Fuldstændigt forandret – Maria Bræstrup Aaskov

Kan du huske da du for første gang læste om Jesus – eller hørte om ham? Hvad gjorde det ved dig? Kan du genkalde dig en oplevelse af at have været ”tæt” på Jesus, i din hverdag, i kirken eller naturen? Hvad gør det ved dig?

Denne søndag handler bibelteksten om en mand, der kommer tæt på Jesus. Hans liv blev fuldstændig forandret. Forvandlet om man vil.

Du kan høre Maria Bræstrup Aaskov tale her:

podcast-large

Det er pinligt – Thomas Risager

Ved alle store familiefester er der altid én person, som gør sig uheldigt bemærket. I dag taler jeg ud fra Lukasevangliet kapitel 7, hvor der er en kvinde, som bryder al etikette. Det er så pinligt! Alligevel kan hun rejse sig og gå derfra med Jesus’ ord om, at hendes tro har frelst hende.

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være forskel på det skrevne manuskript og det talte ord.

Prædiken søndag d. 12. juni  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 7,36-8,3

Ved alle store familiefester, i hvertfald i min meget store familie,  er der altid én person, som gør sig uheldigt bemærket.

I dag er vi vidne til sådan en episode. For der er en kvinde, som bryder al etikette. Det er så pinligt. Alligevel kan hun rejse sig og gå derfra med Jesus ord om, at hendes tro har frelst hende.

Lad os tage til fest.

Det er ikke sådan en fest, hvor vi fejrer en rund fødselsdag. Men et middagsselskab hos en af farisæerne, Simon, som har indbudt Jesus til at spise hos sig.

Farisæerne skiller sig ud, fra de almindelige jøder, i et oprigtigt ønske om at være gode lovlydige, og dermed desværre fokusere alt for rigidt på de mange regler og påbud i den jødiske lov.

De, som er meget hellige kan nogen gange være så frelste, at de ikke er til at holde ud.

Det behøver ikke kun at være religiøst hellige. Mennesker, som lever supersundt, motionerer meget, kan nogen gange bare være så irriteretende i deres forsøg på at få vi andre til at få dårlig samvittighed, at de ikke er til at vær sammen med. Det blev det samme for farisæerne, så de var ofte en anelse isoleret og foragtede.

Mens Jesus sidder til bords i Simons hus, er der en kvinde ude i byen, som hører det. Hun tager sin alabastkrukke og går mod Simons hus. Hun vader direkte ind og sætter sig ved Jesu fødder.

Her græder hun, så meget at hun med sine tårer vasker Jesu fødder og hun tørrer dem med sit hår. Hun kysser hans fødder og bruger den kostbare, formentlig Nardus-olie, fra krukken til at smøre Jesu fødder i.

Dette gør man bare ikke!

Ud over at opførslen er vildt mærkelig, så er listen over de religiøse overtrædelser også lang. En kvinde rører ikke ved en mand, hun ikke er gift med.

Kvinden er også kendt af alle farisæerne, dem med den høje moral. Moralen er ikke højere, end at de godt ved, at hun lever i synd, at hun er prostitueret. Hvor ved de det fra?

Simon tænker også ved sig selv, at ham Jesus der, da umuligt kan være en stor profet, når han tillader sådan en kvinde en røre ved ham.

Men Jesus er en stor profet. Han ved, hvad Simon tænker.

Mens kvinden salver hans fødder fortæller Jesus historien om pengeudlånere, som eftergiver hhv. 50 denarer og 500 denarer og stiller spørgsmålet, hvem af de to, der har fået eftergivet gæld, der elsker mest.

Rationalet er, at den, der elsker mest, er den som har fået mest eftergivet. Sådan vil en farisæer i hvert fald tænke, for han er vant til at tælle point og holde regnskab.

I mens har Jesus tilladt den syndige kvinde at fortsætte med at vise ham kærlighed. Dette er ret epokegørende. Jesu tillader et åbenlyst brud på de religøse regler, vd at tage mod hendes kærlighed.

Når Lukas understreger, at kvindener syndig, og samtidigt fortæller historien om han, som får eftergivet 500 denarer, er den der elsker mest, så er det for at vi skal tænke. Hold da op, så kan man ikke komme længere ud. Det kan ikke blive værre for noget menneske.

Det er en vigtig pointe ind i en kultur, hvor mange mennesker har travlt med at slå sig selv i hovedet, fordi de føler sigt langt fra kulturens perfektheds- og dygtighedsidealer.

I gamle dage, gjorde man meget ud af i kirkerne at tale om synd, for at få mennesker til at forstå, at de uden Gud var langt længere ude, end de nogensinde ville kunne bunde.

Vi bruger ikke ordet synd, men mennesker i dag føler sig langt fra perfekte. Vi ved udmærket, de områder i vore liv, hvor vi ikke er det.

Det er netop mennesker, som os, der ligefrem kan tvivle på, om Gud dog kan holde af sådan en som mig, der skal se, at Jesus til et mennesker, der ikke kan komme længere ud, siger: “Din synder er tilgivet, gå bort med fred!”

Det sker for øjnene af alle de selvretfærdige, som forarges og spørger, hvem er dog han, som tilgiver synd.

Det skal jeg sige sige dig: HAN ER JESUS!

Amen

Det er helt normalt – Thomas Risager

Bibelen indeholder utallige historier, hvor Gud besøger sit folk – kommer helt tæt på og udretter mirakler i menneskers liv.

Men faktisk er det helt normalt, at Gud besøger sit folk – også i dag. Har du haft besøg af ham? Hør mere på søndag, når Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen om opvækkelsen af den døde i Nain.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er forskel på det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 5. juni  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 7,11-17.

Det er helt normalt! Alle, der har teenage piger vil vide, at det er en butik i Vestergade.

Det er helt normalt!

Altså i bibelens verden er det helt normalt, at historierne er vilde.

Vi går ind i den del af kirkeåret, som hedder trinitatis-tiden og løber helt indtil første søndag i advent. For mange præster er det lidt en ørkenvandring, fordi den ene lille historie om Jesus afløser den anden, og det store drama, som er påsken, himmelfarten og pinsen rummer, er særdeles fraværende.

Men det begynder med et brag af en historie. Det er helt normalt, at det går vildt til. – Ikke i Vestergade, men i bibelen.

Jesus nærmer sig sammen med disciplene og en hel masse tilhængere, der følger med, byen Nain. Inden de kommer ind i byen, ser de at et stort følge er på vej ud gennem byporten, bærende på en død.

Nærmest hele byen fulgte med kvinde, som var enke, og nu havde mistet sin eneste søn.

Hele byen havde medfølelse med hende, for situationen var alvorlig.

Ud over sorgen ved, at have mistet sin enste søn, så var der også det faktum, at hun var enke. Med andre ord, så var hendes situation meget alvorlig.

I datidens samfund, var kvinder ikke selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. De var totalt afhængige af dem. Da kvindens mand døde, var det naturligt, at sønnen overtog det økonomiske ansvar for kvinden, og nu var også han død.

En barnløs enke i den situation havde to muligheder. Hun kunne tigge, eller forsørge sig selv på på den måde, som i et dobbeltmoralsk samfund, ville betyde ekstra udstødelse og pegen fingre. Så der var stor nød den dag i Nain.

Jesus fik ondt af hende, og kunne se elendigheden, de stod i. Han siger til kvinden: “Græd ikke!” og til den døde søn: “Rejs dig op!”

Miraklet skete. Drengen vågnede og gav sig til at tale.

Det er nok ikke helt normalt.

I hvert fald blev alle fyldt med frygt, men de forstod også, at Gud gjort et under lige midt i deres liv.

De udbrød med glæde: “Gud har besøgt sit folk.”

Det var lige netop det, der hvor Gud har besøgt sit folk sker der ting og sager.

Jeg ved ikke med dig, men mit liv er sådan rimeligt normalt og jævn kernefamilie hverdag.

Der er – heldigvis ikke de vilde udsving og opvækkelser af døde, hidrører ikke under, hvad jeg definerer som normal hverdag.

Men oplevelsen af, at Gud har besøgt sit folk, som Lukasevangeliet formulerer det. Den kender jeg.

Det er min påstand, at Gud stadig besøger sig folk, at Gud er den del af hverdagen for mennesker, og at han ikke bare er en gammel sur Gud, som vi kan frygte lidt, forhandle lidt med og i øvrigt læse om i en gammel støvet bog.

Gud er nærværende.

Gud er på besøg i vore liv, når umulige situationer opløses.

Når man med familien i bilen påkøres og man slipper godt fra det.

Når eksamen, skoleskift bliver godt. Når kærestesorgen afløses af forelskelse.

Når man pludselig ser den man lever samen med på ny.

Når vi sidder i kirken og glæder os over, alt det gode, vi har sammen.

Når vi lytter til hinandens erfaringer med, at Gud er på besøg hos sit fork, og vi indser, at det er helt normalt.

Amen.