Ånden falder

I dag fejrer vi pinse. Det er dagen, hvor vi fokuserer på, at Helligånden faldt over disciplene, som gemte sig i Jerusalem.

Det er en mærkelig historie. Der er tunger af ild, og lyden af et voldsomt stormvejr. Der er en mængde mennesker, som egenlig taler andre sprog, men som alligevel forstår disciplene, når de fortæller om Gud og alt, hvad de har oplevet sammen med Jesus. Der er de, som fejer det hen og tror at disciplene er fulde.

Men der er mere på spil i Jerusalem. Det er den begivenhed, som åbner kristendommen op, så den i stedet for at ende som en nyreligiøs sekt indenfor Jødedommen i dag er en global tro på en god og en kærlighed Gud, som vil mennesker som du og jeg. Jeg håber virkelig, at vi er fulde af lige præcis den ånd, som faldt i pinsen.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 2,1-13. Pinsen.

Kristne er alle dage blevet beskyldt for at være lidt specielle eller ligefrem mærkelige. Det er der intet nyt i.

Se blot på, de sidste linier den tekst, som Amanda læste for os. “Andre spottede, og sagde”De har drukket sig fulde i sød vin.””1

Folk fattede ikke, hvad der skete med de her disciple, som havde tunger af ild siddende på sig, som var i et rum, vor lyden af kraftige vindstød fyldte hele huset. Og hvor snakken gik højt. Meget højt.

Disciplene talte de ord, som Ånden indgav dem, at sige. Hvad var det de talte om, jo de talte om Gud storværker, for det var det, som fyldte hos dem.

Tænk en gang, hvad de gennem de sidste par år har oplevet sammen med Jesus.
Jeg kan godt tage mig selv i, at blive lidt misundelig. De har fået lov at gå sammen med Jesus, og de har fået lov at lære direkte af ham. Sikke et privilegium.

Så har de selvfølglig også oplevet at han blve taget til fange, at han døde på korset. Den oplevelse tænker jeg godt, at de kunne have undværet.

På den anden side har de jo været med til at han opstod fra de døde. De har troet og tvivlet.

1 Apg 2,13

page1image27997888

2 af 5

De har fået lov at stå ansigt til ansigt med ham igen efter opstandelsen, og de har fået lov at forstå, at det ikke var tomme ord, men at Gud sejrer over alt ondskab, ja selv over døden.

For ti dage siden var det Kristi Himmelfart, og de så Jesus blive løftet op i skyen, og forsvinde fra dem. Mens hans sidste ord til dem kørte rundt i hovedet på dem. De skule gå op til Jerusalem og og vente på noget, som Jesus kaldte både talsmanden og kraften fra det høje.

Nu er de i Jerusalem, hvor de faktisk gemmer sig. Men nu går det i opfyldelse her, hvor Guds ånd falder over disciplene. De har så meget på hjerte og der er sket så meget i deres liv, at de sket ikke kan holde mund med det.

Det, som er miraklet er, at Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker fra alle mulige steder og derfor har de andre sprog, og de kan faktisk forstå hvad det er disciplene taler om.

Du og jeg ved jo godt, at nogen gange, når noget kommer for tæt på, så kan vi finde på at slå det hen i en joke eller en dumsmart bemærkning.

De er jo fulde…. Så behøver vi ikke forholde os til det.

Her sker præcis det, som Jesus advarer om i forbindelse med lignelsen om sædemandet. Jesu siger: “De skal se og se, men intet forstå. De skal høre og høre, men intet fatte.”2

2 Mark 4,11

page2image27772800

3 af 5

Pinsen er underet, hvor Gud viser sig på en ny og overraskende side. Ånden har ganske vist været i verden, siden begyndelse, men nu falder Ånden over disciplene på en måde, som ingen kan være overhørig. Helligånden er Guds ultimative kommunikation. En kommunikation, der lige som Guds agapekærlighed, tager sit udgangspunkt i modtageren.

Det er Gud, der gennem disciplene kommunikerer sin nåde og kærlighed, på tværs af alle barrierer, der måtte være. Om så det kræver alle mulige sprog, så er det muligt også at krydse den grænse, for budskabet om Guds kærlighed, er stærkere end noget andet, og det lader sig ikke begrænse af noget som helst.

Vi har døbt Bjørn. Vi bad om, at han ikke bare måtte blive døbt med vand, men også med Helligånden. At Gud måtte tage sin bolig i ham, og være med ham alle dage. Der er en vis sandsynlighed for at Bjørn, ikke forstår det med sin forstand, hverken i dag eller om fem år, men ikke destomindre, er det det, der i dag ved Åndens kraft er kommunikeret, ikke bare til Bjørn, men til os alle. At Gud kærlighed er gældende fra før Bjørn og efter Bjørns liv rinder ud. Guds kærlighed er gældende nu og altid. Og den er gældende overalt.

I pinsen falder Guds ånd. Det skete for ca. 1990 år siden, men det har stadig betydning for os i dag.

Hvis ikke Ånden var faldet verdens centrum, som var Jerusalem, så var kristendommen sandsynligvis et et slags nyreligiøst appendix til jødedommen. En tro, som var forbeholdt et bestemt folk, en bestemt kultur og et

4 af 5

bestemt sprog. Den ville måske ovenikøbet være bundet til et bestemt sted.

Med pinsens under, tunger af ild, og lyden af en storm, åbent kirstendommen op for alle mennesker, alle kulturer og alle sprog.
Det er det, som gør at kristendommen er blevet et globalt fænomen, som går gennem tid og sted og på tværs af mennesker.

Hvis ikke Ånden var faldet, var troen på jesus sansynligvis ikke kommet uden for Israels grænser. Nu er der kristne i Argentina, Alaska, Nordnorge, Sydafrika, Australien, Japan, Sibirien, Japan, Filipinerne, Portugal, Danmark.

Det er et mirakel, og det har gjort verden til et bedre sted.

Det er den kærligheds Ånd, som vi fejrer overalt, og som Bjørn også er en del af.

Na ja, du er selvfølgelig også en del af det.

Det er pinsens under, at det kan være sådan, selvom du – eller jeg for den sags skyld – ikke helt kan forstå det.

Men derfor kan det godt være sandt.

Jeg håber virkelig at vi er fulde – helt fulde af den Ånd, som faldt i pinsen.

Så må alle andre tænke lige, hvad de vil.

 

Amen.

Gå derfor ud…..- Thomas Risager

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme, at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, at jeg bliver helt pinligt berørt. Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud … Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig. Så har vi et problem. Det taler jeg om i dagens tale.

Ved gudstjeneste blev fem mennesker også optaget i kirken, dette præger også talen i dag.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 2,14-24 & Matt 28,16-20..Medlemsoptagelser
Derfor gå….

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, og jeg bliver helt pinligt berørt.

Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud….. Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig.

Har vi et problem?

Vi har også hørt fire mennesker aflægge medlemsløfterne til Metodistkirken – og hvilken glæde det er! – De har sagt ja til at være med til at opretholde og udvikle metodistkirken med deres bønner, gaver, nærvær, tjeneste og vidnesbyrd.

Deres vidnesbyrd…. Ifølge ordbogen er et vidnesbyrd beretningen om, hvad en person har været vidne til.

Det er lige præcis det, der sker på Tempelpladsen i Jerusalem på pinsedage, da Peter stiller sig frem og fortæller folkemængden, at disciplene ikke er fulde, de er bare glade fordi Jesus lovede dem, at de skulle have Helligånden. Det er nu sket.

De oplever, hvordan mennesker med andre sprog og kulturer forstår, hvad de taler om, i hvert fald, når de taler om Gud.

2 a f 4

Som vi hørte til indledning af gudstjenesten, så fortæller Peter sit vidnedsbyrd, det han har oplevet med Jesus. Det bliver en sejersfortælling, fordi Peter kan fremhæve, at jesus opstod fra de døde, og dermed viste, at intet i denne verden kan overgå hans kærligheds magt.

Peter er øjenvidne og har oplevet Jesus både in real life, som opstået, og nu også Gud som ånd,
Gud helt tæt på. Det er klart, at hans historie gør indtryk. Faktisk gør den så stort indtryk at der er tre tusind menesker, der spørger hvad så nu?

Hvortil Peter siger I må tro og lade jer døbe og det gør de så. 3000 mennesker på én gang. Det er derfor man også omtaler Pinsen som kirkens fødselsdag.

Ligesom Peter har en historie at fortælle, så har du og jeg det også. Du og jeg har et vidnesbyrd.

Vi har alle sammen mødt mennesker, som enten med det liv, de har levet, de ord de har sagt, den sang, de har sunget, har fået os til at tænke over det med tro på Gud. Måske har Gud ovenikøbet selv haft en finger med i spillet.

Vi har mærket efter – for eller imod. Nogen har været ganske hurtige til at beslutte sig, mens andre tænker det meste af et liv. Eller som nogle af os gør, skubber det fra os med et løfte til os selv, om at overveje det på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro på i livet.

I dag er der ikke tre tusind, som tilslutter sig, men fem mennesker, som tilkendegiver, at det her med tro på Gud, det er ikke ligegyldigt.

3 a f 4
Jeg synes, de er modige!

Det er stort og det fejrer vi i dag.

Vi er måske ikke dem, som standser mennesker i Vestergade, og siger til dem, at de må omvende sig.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi faktisk er i mission.

At være kirke handler om, at være et klart budskab om Guds kærlighed. Det sagde en af konfirmanderne i begyndelsen af maj.

VI har måske ikke den aggressive facon, men vi tror jo faktisk, at det med at have en spirende – eller en stor – tro på Gud med i livet, er en rigtig god ting.

For min del, så kan jeg da sige, at selvom jeg nogen gange kan være ganske forvirret over Gud, og nogle af de ting, jeg læser i bibelen, så vil jeg meget nødigt leve uden det fundament i mit liv, som min til beskedne tro, er.

Jeg tror vi alle sammen kan inspirere mennesker med vores historie om, hvad tro er for os. Med vores vidnedsbyrd.

Faktisk tror jeg, at min og din historie har så meget sprængstof i sig, at det potentielt kan forandre et andet menneskes liv.

Det er i lyset af det, at vi siger derfor gå!
Gå fordi, det vi går med, er verdens bedste historie.

4 a f 4

Hvordan det så går for sig, er helt sikkert en af de udfordringer, som vi hver i sær står med.

Men tag ikke fejl
– DU er er klart budskab om Guds kærlighed.

Amen
Salme: Gå i min fred

 

God Great God / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Gospelkoret Nardus runder sæsonen af med at invitere til Gospelgudstjeneste under temaet God Great God.

Det blev varmt og svedigt. Der blev også tid til en tale, som du kan høre her.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det ikke altid går, som præsten prædiker, forstået på den måde, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 5. juni 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 8,4-10.
Gospelgudstjeneste med Nardus – God Great God

I dag vil jeg dele et barndomsminde med Jer. Det er underlig vilkårlighed over, hvad man husker fra sin barndom. Der er utroligt meget mere, der er glemt, end der er husket. Hvorfor er det lige, man husker de ting, man gør? Det kommer jeg ikke til at svare på idag, men vi kan da tænke over det.

Vil I med tilbage til min barndom?

Jeg husker, at jeg var på jagtferie sammen med min far. Jeg har kke været ret gammel. Måske i virkeligheden for lille til at være med, men hans gode hjerte – eller min mors stærke vilje, gjorde udslaget. Jeg kom med på besøg hos noget fjernt familie på Læsø. For nu var jagten gået ind.

Jeg husker det som nogle gode dage, meget anderledes end det, jeg kendte fra min hverdag. Køerne skulle malkes, og vi drak den lune råmælk til morgenmaden. Grisene skule fodres og i det hele taget var der en hel del arbejde, som jeg blev rodet ind i. Det var f.eks. ret sjovt at hakke roer.

Vi var på Læsø, og gården, som vi var på havde det traditionelle tangtag. Så raske drenges opgave var med en luftbøsse, at skyde gråspurve, for de ødelagde taget.

Det måtte jeg i hvert fald ikke hjemme i vores egen have.

2 a f 4

Et af mine bedste barndomsminder er sejlturen fra Læsø til Frederikshavn. Vi har helt sikkert fået pommesfrites og røde pølser i færgens cafeteria, for det skulle man have!

Men det bedste af det hele var at stå på agterdækket med min far tæt ved og kigge på stjerner.

På havet er der ikke gadelys, så der kan man opleve, at det er mørkt. Rigtigt mørkt, så man faktisk kan se hvor fantastisk stjernehimlen er.

Jeg så stjernebilleder, mælkevejen og vi så helt vildt mange stjerneskud. Meteorer, som brød jodens atmosfære og brændte op af luftens friktion på deres vej mod jorden.

Det er overflødigt at sige, men det var vildt fascinerende. Og så var det jo et far søn moment, som hænger fast i mig.

Men det var også et af de øjeblikke, hvor jeg følte mig lille og forundret over, at midt i alt dette uendelige svimlende univers, skulle der være en Gud, som havde øje for netop mig og mit liv. – Ja, sådan tænkte jeg allerede, som lille dreng. – Og det gør jeg stadig!

Bibelen beskriver Gud, som skaberen af alt liv. Som ham, der satte stjernerne på himlen, som ham der gav os alle liv.

Jeg ved godt, at mange af os tror, at vi er centrum i verden, Men det er en del af processem med at blive voksen, at man indser, at man nok ikke er centrum, og at der også er andre mennesker, at tage hensyn til.

3 a f 4

For mig, er tanken om at Gud, som er almægtig, at han også skulle se og favne mig, en tanke, som får mig til at blive helt stille. Som får mig til at indse, at jeg nok ikke er centrum i hele verden.

Midt i det store hele kaos, som verden også er, ser Gud, hører Gud, favner Gud lille mig… og dig!

Paulus taler om Gud, som så tæt på os, at det er i ham lever vi, ånder vi og er vi.1

Jeg tager tit mig selv i at tænke alt for stort omkring Gud, og det er det her med, at han er almægtig og har styr på hele verden, det er ganske enkelt svært at trække ned over hvad jeg vil kalde en relation til et enkelt menneske som mig.

Jeg tror, at et af nøgleordene til at kunne forstå og rumme Gud ligger i at vi nemt kan overse, at forholdet til Gud er et intimt forhold.

Det ligger der slet ikke noget lummert i, men det ligger den betragning, at det er Gud og mig og at det er uendeligt fint.

VI fejrer i denne weekend pinse.

Det er begivenheden, hvor Guds Ånd falder over mennesker. Det lyder meget dramatisk.

1 Apg. 17,28

4 a f 4

Men det netop historien om, at Gud åbenbarer sig som Ånd i verden, som ingen længere var sikker på havde en fremtid.

Den store skaber Gud, er blevet menneske i Jesus. I pinsen fejrer vi, at han er ånd og er tilstede overalt og i alle mennesker i denne verden.

Det er stort, nærværende og underligt i at tænke på.

Vi kan opleve at Gud er helt nær ved. Fornemmelsen af ikke at være alene. Troen på, at selvom jeg ikke kan overskue mit liv, så går det nok alligevel.

Fornemmelsen af at være holdt af, at være være elsket, det er Gud, der giver den fornemmelse til dig.

Du er elsket og holdt af – og det er uendelig fint mellem Gud og dig!

Amen

 

Gud opfylder løftet / pinsedag – Thomas Risager

Når man er på en konference, og der skal tolkes … Når en taler stiller sig op, og en anden beredvilligt stiller sig til rådighed for at oversætte … Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Hvis du kender det, så vil jeg godt lige have dig til at holde fast i den tanke, for den kommer vi tilbage til i pinsegudstjenesten, hvor talen fokuserer på pinseunderet, hvor Ånden fyldte disciplene.

– Og bare rolig, der skal ikke oversættes!

Hør mere her:

Du kan også læse tale her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 4. juni 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 2,1-21 & Sl 104,24-24,35b & 1. kor 12,3b-13 & Joh 7,37-39.

Når man er på en konferencen, og der skal tolkes…. #Nu skal vi have det hele to gange #det går får langsomt det her.

Når en taler stiller sig op, og en anden beredvilligt stiller sig til rådighed for at oversætte… Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Hvis du kender det, så vil jeg godt lige have dig til at holde fast i den tanke, for den kommer vi tilbage til.

Teksten fra Apostlenes Gerninger slår fast, at da Pinsedagen kom, var de alle forsamlet.

Pinsedagen? Hov, hvordan kan det være pinse, når det endnu ikke har været pinse? Godt spørgsmål, jeg er så glad for, at du stillede det!

Pinse, var for jøderne den fest, hvor man årligt fejrede, at Moses havde fået loven med de ti bud på Sinai Bjerg.

Igen er er Gud genial, for ligesom Indtoget i Jerusalem, ligesom Jesu død og opstandelse fandt sted i den jødiske påske, hvor der var fyldt med mennesker i Jerusalem, så er det samme tilfældet her. Masser af mennesker er forsamlet, især i området omkring templet.

Der er gået 50 dage siden Jesus opstod fra de døde. I de følgende fyrre dage, har han med mellemrum vist sig for

2 a f 4

disciplene. Han har spist sammen med dem, undervist dem og opmuntret dem til at holde fast i den tro, som de gennem ham har fået.

Men for ti dage siden – på dag 40 efter opstandelsen – skete der noget.

Jesus er sammen med disciplene for sidste gang. Han beder dem vente og giver dem løftet om at talsmanden, Ånden skal kommer over dem.

Det vil være en overdrivelse, at hævde, at de forstod, hvad han talte om. Men i hvert fald er de nu i Jerusalem. De venter, men aner ikke, hvad de venter på.

Det kan man ikke bebrejde den, for ingen kunne vel helt begribe hvad der skulle ske.

Disciplene er nok en anelse nedtrykte og mismodige. Nu har de ventet i ti dage, og intet er sket. Efterhånden har tvivlen vel også sneget sig ind på dem. Sker der noget? Jesus er faret til himmels, var det så bare det? Er det nu, det hele løber ud i sandet?

Men så sker der noget. Lyden af en kraftig vind, vi taler seriøst lyden af vildsomt vejr, fyldte rummet, hvor de sad. Ganske angstprovokerende, men det bliver værre (eller bedre) endnu. For nu er der pludselig tunger af ild synlige, og de sætter sig på her enkelt af dem. Bibelen siger videre, at så blev de alle fyldt med helligånden.

Helligånde forbinder vi tit med karismatisk kristendom, hvor man taler i tunger, profeterer, falder i ånden, griner, græder osv. Det kan det bestemt også være, og der er

3 a f 4

intet galt med karismatiske udtryk, men det også vigtigt at huske at Helligåndens tilstedeværelse, også er så meget andet. Det kan være oplevelsen af dyb indre fred og ro. Det kan være overbevisningen om ens tro på Gud holder vand. Det kan være evnen til at tale sammen, hvor man virkelig fornemmer, at her er kontakt….. og meget mere mere.

I Jerusalem går det ikke stille af sig. Da disciplene fyldes af Ånden, vender livsmodet tilbage i dem. De fyldes med liv. Et af de første beskrivende græske ord for Helligånden er Soetos – Livgiveren.

De begynder at tale sammen højrøstet og lystigt. Det, som de har til fælles er oplevelserne sammen med Jesus, så det er naturligvis det, som de taler om, og som fylder hos dem.

De fortæller faktisk så engegeret, at folk på gaden, som hører dem tale gennem de åbne vinduer, tror de er fulde. Men, det er de ikke, for det er jo kun den tredje time på dagen.

På gaden stimler folk sammen. De ved jo godt, at Jesus disciple er galilæere. Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker, som med deres baggrund i alle mulige egne af landet, taler en masse forskellige sprog. Nu forundres de over, at de forstår alt, hvad disciplene siger.

Normalt skulle der en tolk til, for at de fleste af de, som denne dag var i Jerusalem, kunne forstå, hvad Jesu disciple sagde.

På pinsedagen var der ingen forstyrrende tolk, som forsinkede tingene, eller ikke oversatte korrekt. Nu kunne

4 a f 4

mennesker direkte høre, om Guds storværker på deres egene sprog.

Nu er der åben dialog mellem mennesker og Gud, for med Helligånden, er Gud kommet til os og kommet i os.

Det er der faktisk grund til at fejre.

Med et moderne ord vil vi kalde det en disruptiv begivenhed.

At Helligånden bringer Gud til alle mennesker, og gør at mennesker kan fornemme og mærke Guds kærlighed og forstå hans tiltale, definerer en ny virkelighed.

Der er ikke brug for en tolk, der er i princippet ikke brug for hverken præster eller kirker, for at mennesker skal kunne forstå og og erkende Guds kærlighed. Gud taler direkte og han taler til menneskers hjerter.

Han fylder os med sin fred og sin kærlighed, sin glæde og sin livslyst.

Det er faktisk ikke så mærkeligt, at folk troede at de var berusede. Det var de sådan set også, men ikke i sød vin. Men det må du hører mere om på søndag.

Glædelig pinse!
Amen.
Salme: Nu bede vi den Helligånd.

 

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

 

GPS – Vejens folk – Thomas Risager

I dag er temaet for gudstjenesten “Vejens folk”, som de første kristne blev kaldt i Apostlenes Gerninger. Navnet symboliserer også, at tro ikke er statisk, men at det er en rejse, som vi alle i tro begiver os ud på. Thomas Risager tager udgangspunkt i historien om Paulus, der i bogstavelig forstand var på vej, da han fik en åbenbaring fra Gud.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 28. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 9,1-9 & Luk 5,27-32

Vi er godt i gang med vores gudstjeneste serie GPS.

For et menneske, som ikke kan finde vej, er en GPS en fantastisk ting. Jeg bruger den hele tiden. I sidste uge talte vi om, at det er ret vigtigt at have styr på destinationen. Det er ikke ligegyldigt, hvor man havner.

Nogen gange, når man bare taster en destination ind, og kører efter anvisningerne, kan det godt blive som om at turen bare skal overstås. I dag handler det om, at selv rejsen også er vigtig.

H.C. Andersen forstod vigtigheden, at han sagde: At rejse er at leve!”

I bibelens univers er det ganske ofte på vejen mod et eller andet, at Gud viser sig og mennesker må indse, at det skal noget andet end, der hvor de troede de skulle hen.

Mødet med Gud kan opleves som at blive slået en ud af kurs, men også gøre at man får et nyt mål.

Et godt eksempel er Paulus, som egentlig her stadig hedder Saulus. Han får en afgørende oplevelse på vejen. En oplevelse, som slår ham helt ud af kurs, men også en oplevelse, som giver ham et helt nyt mål. En oplevelse så epokegørende, at han må kalde sig noget nyt. Det er her han bliver til Paulus.

Ved ved, hvor Paulus er på vej hen. Han skal til Damaskus. Det som er hans ærinde er det ikke særligt noble, han vil arrestere nogle af de her nye kristne, som er begyndt at samles rundt om, fordi historien om Jesus for mange, som har hørt og set ham, oplever, at det forvandler deres liv. De må samles i fællesskaber og de må udleve den kærlighed, de er blevet mødt med. Det gør jo at de f.eks. tager sig af de fattigste. Og den slags mennesker, er farlige!

Han var på vej til Damaskus for at fængsle de, der hørte til VEJEN.

Hørte de ikke til kiren? Jo, men de første disciple havde hørt prædiken fra sidste uge, så de forstod at kirken ikke er destinationen. Desuden var kirken, som vi kender den ikke opfundet.

De første kristne kaldte sig vejens folk. Det at de havde fundet tro, havde nemlig givet dem opelvelsen af, at der var retning i livet. Men også den opfattelse, at de hele tiden var på vej i deres iver, for at gøre godt for mennesker.

I Kaperanum sad Levi, der var tolder. Han var en af dem, som mange ikke brød sig om, fordi han opkrævede told af de varer, som gik forbi hans toldbod.

Pludselig står Jesus foran ham. Jesus siger noget til ham.

Jesus siger ikke: “Tro på mig!” Nej, Jesus siger: “Følg mig!”

Jesus udfordring til Levi, er ikke en udfordring til at sidde i en kirke søndag formiddag. Det er ikke en udfordring til at synge gospel hver torsdag. Det er ikke en udfordring til at finde et fællesskab, hvor man er holdt af som man er.

Det er en udfordring til at begynde et nyt liv, et  nyt liv, hvor man følger efter Jesus. Man ser på ham, og efterligner hvad han gør. Det er faktisk sådan man er er kristen.

Når jeg tænker over det, så lyder det ikke umiddelbart tillokkende, men ikke desto mindre er der mennesker, som vælger det.

Det gjorde Levis også. Han lod alt ligge, rejste sig for fulgte Jesus. Levi skiftede altså retning i sit liv. Det er det vi med et noget slidt og misforstået udtryk kalder omvendelse.

At skifte retning i livet.

Saulus var på vej til Damaskus for at arrestere alle dem, der fulgte efter jesus på vejen.

På vejen oplever Saulus imidlertid, at han blændes af et lys, der er så stærkt at han falder til jorden og ikke kan se.

Saulus var en klog og veluddannet mand. Det er en af grundende til at vi har hans breve i bibelen. Det var ikke almindeligt at kunne læse og skrive som ham.

En stemme lød: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?«

v5  Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. v6  Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.«”

Når Saulus forfølger Vejens folk, forfølger han Jesus.

Jesus siger ikke til ham, at han skal rejse sig op og begynde at tro. Jesus siger rejs dig og gå ind til byen.

Lang historie kort, så ændrer denne oplevelse fuldstændigt Saulus’ perspektiver på tilværelsen. Han begynder at tro og erfarer selv, at det at tro på Jesus, er at være i bevægelse. At være på vej.

Det er præcis det samme, vi udfordres til.

Ikke til at sidde i en kirke og have det hyggeligt. Men til at efterfølge Jesus. Han siger ikke tro på mig! Han siger: “Følg mig!”

Vi udfordres – kaldes –  til bevægelse og det at efterleve Jesus. Tro kan ikke kun klares med tanker og ord, det kræver handling.

Det kræver at vores kirke hele tiden er i forandring. Der er derfor at Vision 2020 er så vigtig for den siger noget om, hvor vi skal hen. Den målet. Ultimativt er det naturligvis himlen, der er målet, men indtil da sigter vi efter Vison 2020.

Vi er en kirke, som er på vej. Du og jeg er på vej på vores trosrejse.

Vi aner ikke hvad vejen bringer. Kun at Jesus siger følg mig.

Og det gør vi gerne med alle de knubs, som det kan give.

Navnet på vores kirke er egentlig et navn givet som øgenavn. Metodist er et ordspil på vejens folk. Men det vidste de, som gjorde nar af de første nok ikke.

Men den historie må du få på et andet tidspunkt.

Vi er vant til at GPS siger. ved næste afkørsel hold til højre.

Men den stemme, som vi skal lytte til siger: Følg mig!

Amen.

Pinse 2016 – Thomas Risager

Guds Ånd falder over disciplene og gør at både de selv og mennesker helt uden forudsætning for at kende historierne om Jesus, kan erfare og opleve Guds nærvær.
Det er det, som pinsen er: Gud er helt tæt på, også selvom vi ikke forstår. Hør mere her, hvor pinsen er i fokus.

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger lidt fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. maj  2016. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 2,1-21 & Rom 8,14-17 & Joh 14,8-17 & Sl 104,24-34.

På himmelfartsdagen bad Jesus disciplene om at gå op til Jerusalem og vente på at blive iført kraften fra det høje.

Som så ofte før, tror jeg ikke, at de fattede ret meget af, hvad ham mente med det. Men de gjorde som Jesus havde bedt dem om.

Det kunne vi måske lære lidt af. At gå i tro er de skridt man tager, uden at kende hele vejen. Man må gå alligevel. Fordi det er det, som føles, som det absolut eneste rigtige at gøre.

I dag fejrer vi pinsen. 50 dagen for opstandelsen.

Disciplene er samlet indendøre. En kraftig vind, fylder rummet.

Det er ikke sådan et pust fra et åbent vindue, der lige får lyset til at blafre, men reel vind. Apostlenes Gerninger siger vindstød.

Meterologerne vil sige vindstød af stormstyrke. Med andre ord, det er ikke sådan noget hygge nygge noget.

Tunger af ild fordeler sig på hver enkelt af disciplene. Jeg tænker tit på, hvad der ville ske i kirken, hvis det skete. 30 sekunder og Anders Flinck har tømt ildslukkeren ud over det hele.

Den ild, som Helligånden giver, er ikke en farlig fortærende ild. Tværtimod er det en opbyggende ild.

Den samme ild, som opbyggede Moses, da han står overfor den brændende tornebusk, til at blive den fantastiske leder, som fik israelitterne fra Egypterne, gennem ørkenen og ind i det forjættede land.

Guds ånd helliger – dvs. den bygger op, så vi kommer til at ligne Gud mere og mere – det som vi her i kirken kalder helliggørelse.

I pinsen ser vi forvandlingen ske med disciplene i løbet af få sekunder.

Guds ånd forvandler, Guds ånd bygger op, Guds ånd giver kraften fra det høje. Det som Jesus sagde, de skulle gå op til Jerusalem og vente på, fik de. Kraften fra det høje.

Fra at være som skræmte børn, der holder sig indendøre og knapt tør åbne munden, fordi de faktisk ikke fatter, hvad det er sket omkring dem de sidste mange dage, så deler de nu med hinanden om alt det fantastiske, de har oplevet sammen med Jesus.

For hver gang de hører hinanden fortælle en historie om hvordan Jesus kærlighed har gjort dem hele og det at han har sendt dem ud, har forvandlet dem. For hver gang historierne lyder stiger glæden, vokser troen, håbet og kærligheden.

De er ikke længere de samme mennesker. Noget nyt er blevet til inden i dem.

De bevæger sig fra at være disciple – elever – til at være apostle – ledere.

Der sker det noget centralt i verdens historien, fordi de apostle, som sidder i rummet, ikke lader sig begrænse af deres egen frygt.

Mennesker på gaden, kan høre, at der er noget helt vildt fantastisk på færde. Hver gang en af apostlene fortæller om Guds storhed i hans liv, smitter det, taler det til, rører det ved, bevæger det mennesker, som hører det.

Og det gælder uanset om det er parthere, medere og elamitter, dem der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10  Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, de tilflyttede romere, v11  jøder og proselytter, kretere og arabere – Alle hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.

Det burde ikke være muligt, men det der det!

For der hvor Guds ånd er, falder alle grænser. Der er alt muligt.

Der sker der ting og sager.

Der flytter Gud rundt i menneskers liv, så vi bliver åbne for hans kærlighed.

Da er vi i stand til at lytte, så vi forstår, selvom vi ikke forstår.

Så vi kan tro, selvom vi ikke kan finde ud af at tro.

Så Gud kan frelse os, selvom vi aldrig fatter, hvordan det går til at hans kærlighed forvandler vores liv og bringer os ind i evighedens perspektiv.

Vi kan se at det sker, vi kan mærke at det sker.

Pinsen er Gud, som kommer helt tæt på. Det er Jesus, som nu er tiltstede overalt, fremfor at være bundet i i sin egen krop. Nu er han nu til stede ved os og i os.

Palulus taler i Athen om, hvor nær Gud i sin ånd er. Han siger: …”For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Det er her vi kan opleve Gud, mærke Gud, have vished for at han er i livet samme med os.

At Guds ånd falder er ikke isoleret til dramatiske begivenheder i Jerusalem, men det sker i hverdagen, der hvor mennesker er.

I dag, vil jeg lade her høre, noget af det, som mennesker. Almindelige mennesker, vel at mærke, har skrevet til mig i ugen her op til pinse.

Læg mærke til at de oplever, at Gud er der hvor de er.

En af de unge, som var på påskelejr siger:

For mig var påskelejren som at blive vasket ren og få en ny begyndelse – sådan har jeg det med alle lejrene. Når man går der med 50 andre unge, der bare vil hinanden og verden det bedste, er det som om al ondskaben og alt det mørke der eksisterer, bliver bare en smule lettere at bære. Min tro bliver stærkere for hvert smil, hvert kram og hver samtale og det bliver så tydeligt for mig, at Gud arbejder gennem mennesker. Det er en velsignelse.

Der er især tre steder, hvor jeg oplever Gud, og det er på tre forskellige måder. Ungdoms- og spejderlejre møder jeg Gud i fællesskabet, og i en fornemmelse af, at alting kan lade sig gøre med andre mennesker, som har samme mål som en selv. Der er en ro og en velsignelse i, at vi er sammen om at ville hinanden som mennesker, uden vi skeler til hinandens skyggesider. Alle ser det bedste i hinanden, og der er man i sådan en perfekt lykke tilstand, hvor der bare er ro og velsignelse. Endnu bedre er det, når det fællesskab bliver kombineret med meningsfyldte oplevelser som hjælpearbejde med gadebørn eller lignende, hvor man føler, at man kan gøre verden til et bedre sted, der føler jeg, at Gud står midt i det hele.

Musikken er et andet sted, hvor den rigtige tekst eller musik kan give en gåsehud, hårene rejser sig, og selv om man er helt alene, er der en eller anden form for nærvær med noget, der er meget større end en selv. Den der følelse af kærlighed og lykke over at være tilstede i verden.

Naturen er det sidste sted. Sådan en sommerdag i skoven, hvor vinden, lydene og varmen bare spiller sammen på en måde, der ikke er tilfældig og ligegyldig. Der kan man næsten mærke helligånden i vinden og være helt opslugt af at være en del af Guds skaberværk – den slags føler jeg ikke, at vi bare kan tilskrive tilfældigheder.

Mathias Alsted Flinck

Jeg mærker Guds storhed og nærhed, når jeg ser på skaberværket…..i naturen – blomster, træer, ved havet og i skoven. Til barnedåb, bryllupper og begravelser. I musik og sang af alle slags. Når jeg oplever disse ting får jeg tårer i øjnene og gåsehud. Jeg oplever at vi mennesker gør noget planter og vander, får børn, lever, elsker, synger og spiller…..og så lægger Gud lige det der ekstra til, som gør det til noget stort og som giver mig fornemmelsen af hans nærhed. Så enkelt.

Bente Riishøj Hansen

Læg mærke til at Gud er ikke bundet at tid og sted.

Ånden falder i ensomhed og i fælleskabet.

Der hvor mennesker er falder Guds ånd. Det er ikke altid dramatisk, men det der sker indeni er i høj grad dramatisk.

Gammel jædist mystik siger, at der sidder en engel på vores skulder, som hver gang vi møder et andet menneske, siger: Se, skabt i Guds billede.”

Glædelig pinse.

Amen

Hvorfor tro på en gud? – Thomas Risager, Yvonne Brandt & Anders Flinck

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille.

Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Ved dagens gudstjeneste giver vi vores svar på spørgsmålet. Hvorfor tro på en gud?

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 17. april  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Yvonne Brandt, Anders Flinck, Sine Åkerman.

Tekster: Apg. 9,36.43 & Sl 23 & Åb 7,9-17 & Joh 10,22-30

Hvorfor tro på en Gud?

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille. Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Men lad os lige se på en historie fra bibelen først.

Vi er i den første kirkes tid. Jesus er opstået fra de døde, faret til himmels, har givet disciplene missionsbefalingen: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Disciplene ventede ti dage i Jerusalem, og så faldt Guds ånd over dem, og mennesker, der hørte dem tale om Guds kærlighed gennem Jesus, oplevede det så stærkt, at de begyndte at tro. Mange blev døbt og den første kirke var en realitet.

Det var ikke en kirke, som vi tror det skal være i Danmark, men en kirke, som var et fællesskab af mennesker, som levede sammen, delte alt og tog sig af de fattige og de svage. Samtidigt tog de missionsbefalingen fuldstændigt alvorligt. De missionerede helt vildt.

Hvis vi synes Ateistisk Selskab er missionerende for deres sag, så er det ingenting at regne i forhold til den måde som de første kristne gik til den på.

En af datidens første og største kristne Paulus skiver selv: v19  Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20  For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21  For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22  Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23  Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.”

Paulus siger ligeud her at alle kneb gælder.

Når vi ser på den første kirke, er det vigtigt at have i baghovedet, at man levede i en såkaldt eskatologisk tidsalder, man forventede simpelthen at den tid, hvor Jesus var borte ville være kort.

Lige om lidt, måske i morgen, ville Jesus komme tilbage og gøre endeligt op med denne verdens ondskab, og så gjaldt det om at være klar.

Det er den tankegang, som ligger bag historier om mennesker, som solgte alt, hvad de ejede for at give det til fællesskabet.

Den første kirkes tid, var en vild tid.

Apostlen Peter er på missionsrejse, for at forkynde evangeliet og han kommer til Lydda, hvor han helbreder en lam mand. Det lyder som en vild historie, men i den første kirkes tid, var det hverdag. Rundt om i verden er denne side af den kristne tro ikke fremmed.

Nu kaldes Peter til Joppe, hvor der var en kvindelig discipel. (Læg lige mærke til det! Det er ikke længere kun mændene, som kan være disciple)

Tabitha gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. Bibelsprog for at hun var en meget trofast og god kvinde – en forbildelig disciplel.

Men nu er hun død.

Disciplene – de kristne – i Joppe sendte bud efter Peter, som kom til byen. Han gik op til liget, faldt på knæ og bad til Gud: “Tabitha, stå op!” Så blev Tabitha levende og mange der hørte det kom til tro på Herren, som der skrives i Apostlenes Gerninger.

Jeg tror på Gud, og tænker sikke en fantastisk historie.

Men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, hvordan dette lyder for et menneske, som ikke tror.

Et menneske, som har bestemt sig for at Gud ikke findes, eller i bedste fald er et produkt af menneskers egen fantasi.

Hvordan lyder sådan en historie i deres ører?

Hvis man ser isoleret på historien om opvækkelsen af Tabitha, så kan jeg måske godt forstå det ikke troende menneske, som ikke lige køber sådan en historie.

Jeg synes faktisk, at der er flere historier i bibelen, som er så vilde, at jeg også spørger, gad vide om det helt holder vand?

Det er lige der, hvor vi skal minde hinanden om, at bibelen ikke er en videnskabelig tekstbog, men en fortælling om Guds åbenbaring for mennesker. Det er her, hvor jeg minder mig selv om, at det er Gud jeg tror på, og tilbeder, ikke bibelen.

Jeg ved godt, fra mine samtaler med mennesker, som ikke tror, at det er vanskeligt for dem, at jeg ikke betragter bibelen som den absolutte og endelige SANDHED. Bibelen er modsætningsfuld og det lever jeg faktisk fint med. Jeg tror alligevel. Og jeg tror Gud taler til os gennem bibelen, så den er uvurderlig.

Min tro er naturligvis præget af, hvad jeg har læst i bibelen.

Men den er rigtigt meget præget af, hvad jeg har oplevet!

Troen er noget, jeg oplever og erfarer, og ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så er den nogen gange i modstrid med min beskedne forstand. Det lever jeg med. For tro foregår ikke kun i hovedet, men sandelig også i hjertet.

Jeg kan ikke bevise Gud findes. Det er der ikke nogen der har gjort. Og nej, for ikke troende, er det der står i bibelen ikke et argument og det er slet ikke et bevis.

Men jeg tror stadig, og jeg tror det er bedst for mig, at tro på, at der er en Gud som elsker mig, tilgiver mig, udfordrer mig, bruger mig og sender mig.

En Gud, som ville mig, og dig,  så meget, at han lod Jesus dø på korset og opstå igen. Ikke for, at det skal være bevis, men for at vi må se, tro og erfare.

Det er det, som det handler om: at tro – ikke bevise, ikke vide, men at tro.

Hebræerbrevet i bibelen siger: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Min tro bekræftes og vokser, når jeg hører mennesker fortælle om deres tro. Så ser jeg den levende Gud bag det.

Vi skal slutte af med at høre et par menesker fortælle om deres tro.

 

Yvonne, hvorfor tror du på Gud?

“Jeg troede faktisk ikke at jeg kunne tro igen.

Efter en del år med et kaotisk liv med en psyke der drillede, kom min tro dog tilbage til mig da jeg begyndte at gå til gospel og teksterne dér hjalp mig i min hverdag. Gospel blev mit åndehul og tirsdag aften ugens højdepunkt, hvor jeg mentalt blev tanket op.

Efter ret kort tid til gospel begyndte jeg også at komme i kirken om søndagen, begyndte også at tænde lys og at be’.

Mit liv ændrede sig radikalt til det bedre.

For et par år siden vendte mine døtre hjem til Fyn – som jeg havde bedt for. De gir mit liv mening og jeg er slet ikke i tvivl om at det er min tro på Gud der her hjælper mig.

Jeg takker dagligt for det min tro gir mig og at mine bønner blir hørt.

Jeg har nu et liv, der er værd at leve og igen noget at stå op til hver dag: en familie, venner, træning, job og ikke mindst min tro på det gode i livet!

Derfor gir det mening for mig at tro!”

 

Anders Flinck, hvorfor tror du?

At tro på Gud eller at vælge at tro på

Det er lidt svært at beskrive, når jeg ikke har prøvet ikke at tro på Gud. Hvilket ikke er det samme som at tvivle, jeg kan jo kun tvivle på noget jeg tror, er der. Viste jeg med sikkerhed at der ikke var en gud, kunne jeg ikke tvivle på ham.

Det betyder bla. at jeg prøver pga Jesus eksempel, at se på mig selv lige som jeg se på andre, at når jeg ønsker retfærdighed for mig, at jeg også nærer det samme ønsker om retfærdighed for andre.

Det betyder at når jeg fyldes af glæde over naturen, livet og kærligheden kan rette takken mod gud, det betyder også at jeg retter utilfredsheden mod gud.

Jeg har svært ved at se hvad der skulle inspirer mig til at være mere medmenneskelig, mere tålmodig og have empati osv. Uden troen på en gud som opfodrer os til at leve med og for vores næste.

Skeptikeren kun sige at bøn til gud bare er samtale med en usynlig psykolog, at tankerne kommer ud at jeg kan lægge dem fra mig. Måske er det det, en gang imellem, andre gange er som et berusende nærvær, opmuntring til at klø på, opmuntring til at fortsætte vilje fast med de vigtige ting i livet også i modgang og håbløshed. Og så har oplevet mirakuløse ændringer mit og andres liv og helbred uden bøn. Jeg tillægger gud æren, en god ateist kunne måske finde god forklaring på det uforklarlige.

Jeg frygter slet ikke døden, jeg ønsker selvfølgelig heller ikke at dø, jeg har ingen forestilling om en himmel eller et helvede efter døden. Der imod føler jeg at gud vil have sine disciple til at skabe en flig af paradis og ikke det helvede som egoisme, magtbegær og grådighed skaber for mennesker.

Don’t have the inclination to look back on any mistake
Like Cain, I now behold this chain of events that I must break
In the fury of the moment I can see the Master’s hand
In every leaf that trembles, in every grain of sand

I gaze into the doorway of temptation’s angry flame
And every time I pass that way I always hear my name
Then onward in my journey I come to understand
That every hair is numbered like every grain of sand

I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of san

Sine Åkerman siger:

Jeg tror på Gud fordi Gud er håb og Gud er ubetinget kærlighed.

Min tro hjælper mig til at acceptere, at jeg begår fejl og rummer ting, jeg ikke er stolt af. At jeg er ok alligevel.

Min tro giver mig styrke, vilje og mod til, at være noget for andre. 

Min tro forhindrer mig i at miste forstanden, når jeg møder verdens elendighed. Jeg accepterer, at jeg er lille og Gud er stor. Gud kender mig, men jeg kender ikke hans veje.

Gud giver mig glæde og frihed til, at være mig.

Derfor tror jeg på Gud.

Amen

 

Trust God. Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

E=mc²:

Energi = masse x lysets hastighed i anden

Einsteins berømte relativitetsformel, som han aldrig selv så fuldt ud bevist, men ikke destomindre var overbevist om holdt vand i længden.

Det kræver lidt baggrund. E=mc² er en del af Einsteins relativitetsteori, som meget kort fortalt udsprang af hans revolutionerende idéer om, at lysets hastighed er konstant (c), og at fysikkens love er ens, uanset hvor hurtigt man bevæger sig. Formlen er forudsætningen for atomkraft, men også for eksperimenterne med at genskabe verdens skabelse.

Einstein levede ikke længe nok til at se sin berømte teori blive bevist – det er den stadig ikke fuldt ud, men den er heller ikke forkastet.

I vores kultur, i vores tankegang, er det sådant at vi gerne vil have beviser.

Det er et produkt af oplysningstiden.

Vi er flasket op med at man kan veje, måle og teste alt.

Hvis ikke vi kan måle eller veje, eksisterer det ikke.

Men er det nu helt sandt? Er verden ikke mere end vi kan måle og veje os til? Er verden ikke mere end det, vi kan bevise?

podcast-large

Pinse = hjertesprog – Thomas Risager

Nogen gange, når man hører en sang eller et stykke musik, så rører det én på en sådan måde, at vi taler om, at det var helt magisk.

Jeg tør påstå, at langt de fleste af os har prøvet det med at høre et stykke musik, som efterlader os dybt berørt.

Det er ikke nødvendigvis, fordi takterne sidder lige hvor de skal, eller at sangeren rammer klokkerent på hver eneste node. Nogen gange så bliver vi bare berørt på en måde, som vi ikke kan forklare.

Pinsen handler om, at Guds ånd falder over disciplene og det gør at Gud kan tale til os alle, på en måde, som vi kan mærke, men ikke nødvendigvis forklare. Men skal alt forklares?

Hør mere her:

podcast-large