Tag: Byport

Det bliver godt igen.

Her kan du høre talen fra dagens online gudstjeneste i Metodistkirken.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem den tale, som faktisk holdes og det skrevne ord fra forberedelsen.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 29. marts 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Markus 10,42-53

Indledning

Sammen på afstand
Stadig ikke åbent i kirkernes huse, men kirken er stadig i gang.
Vi har læst Markusevangeliet.
Da vi startede håbede vi nedlukningen ville slutte i dag. så i dag er sidste kapitel om opstandelsen. Hvilket herligt at sted at begynde.

Begynd med enden – mere i den kristne fortælling

Det er jo en fantastisk ting, at få lov at starte ved slutningen, hvor vi ser, at det bliver godt igen.
Vi har sammen læst at Jesus gik utroligt meget forfærdeligt igennem i de sidste kapitler, vi har læser at han faktisk døde. Almindelig fornuft siger os, at så er det ligesom det.

Men i den kristne fortælling er der mere. Der er altid mere Der hvor der er død er der liv.
Det bliver godt igen.

Den kristne grundfortælling, som løber gennem alle evangelierne siger også at der har der er mørke, der bliver det lys.
Det er præcis det vi er i fortællingen fra Markusevangeliet kapitel 10 om den blinde ved Jeriko. I begyndelsen af historien råder mørket, men der bliver lys.

Byporten ved Jeriko – En blind mand

Nu går jeg ud fra, at I vil med en tur til byporten ved Jeriko, hvor der sidder en blind tigger. Bartimæus hedder

2 af 5

han. Han tigger, for han kan kun overleve ved andres barmhjertighed. Han er ikke sin egen lykkes smed, han er afhængig af andre.

For at forstå ham, så vil jeg lukke øjenene. Du er velkommen til at gøre det samme. Når vi lukker øjnene kan vi ikke se. Men vi er ikke blinde. Jeg gætter på, alt du, ligesom jeg, registrerer lys, selvom øjenene er lukkede. Lad os åbne øjnene igen.

Du og jeg kan lukke øjenene. Så kan vi ikke se. Vi kan ikke se videoen. Jeg vil nok også fraråde at du hælder kaffe op med øjnene lukket.

Vores øjne registrer lys. Selvom vi lukker øjenene ser vi stadig lyset, men vi kan ikke tolke lyset. Lyset er der – altid.
Hvis man er helt blind, og det går jeg ud fra at Bartimæus er, så kan du slet ikke se lys overhovedet. Så er det man ser mørkt. Men lyset er der – altid.

Jeg sagde til at at begynde med, at i kristen tro er kernen er lyst vinder over mørket, at livet vinder over døden.

Bartimæus og Jesus – håbet

Bartimæus hører larm i gaden. Han fornemmer begejstringen og mærker dybt i sit indre håb. Håbet strider egentlig mod enhver fornuft.
Håbet i ham siger: “Jeg kan komme til at se. Mørket jeg ser, kan blive til lys.

Davis søn, Jesus forbarm dig over mig!

3 af 5

I datidens samfund var tankegangen, at ulykke var selvforskyldt Hvis du er blind, har du ikke levet ordentligt. Hvis du får Corona, så er det din egen skyld.

Derfor opfatter folk, der går sammen med Jesus, at de er rigtigt på den og Bartimæus er galt på den. Han skal bare holde sig væk. Længere end 2 meter væk, for de skal ikke smittes af hans urenhed og blindhed.

Så de truer Bartimæus for at få ham til at klappe i.

Men Jesus hører ham – selvfølgelig.
Jesus reagerer anderledes end de selvretfærdige – selvfølgelig.

Pludselig står manden, der ikke kan se lys, foran den mand, der siger om sig selv, at han er verdens lys.

Jesus spørger Bartimæus: “Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”

At jeg må kunne se!

Lyset rammer ind i Bartimæus’ mørke. Lyset vinder. Ligesom det vinder over ethvert mørke.

Det første han så, var Jesus. Bartimæus vidste øjeblikkeligt, at den mand var værd at følges med. Så det gjorde han.

Hvad ser Bartimæus?

Han kom til at se Jesus i så utroligt mange situationer. Han hørte Jesus sige til en skriftklog, der gerne ville kende kernen ved tro, at det vigtigste er at at elske Gud

4 af 5

med hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind, og hele sin styrke. Samt at elske sin næste som sig selv.

Og så oplevede Bartimæus påsken, og han så med egne øjne ,at Jesus tilsyneladende tabte alt, da han døde på et kors. Han har gået rundt i et andet mørke end det møke han ellers kendte så godt, indtil at opstandelsen vandt over døden, og lyet atter brød frem.

Han var med gennem ufattelige lidelser, nederlag, og død.
Men han oplevede også hvordan mørke blev til lys, hvordan trængsler blev til håb.

hvordan nederlag blev til sejr, hvordan død blev til liv.

Alt det fik Bartimæus lov til at se gennem sin tro på Jesu.

Bartimæus levde et liv, hvor det blev godt igen.

Det bliver godt igen.

Guds løfter til os, planer om lykke ikke om ulykke, løfter om fremtid og håb, som Gud giver de landflygtige i Babylon, bekræftes af hele historien om jesus , som vi har læst i Markusevangeliet.

Vi ser, at det ender godt.

Selvom vi ikke kan se vejen, selvom vi måske er utrygge, selvom vi måske synes det er mega hårdt at vores liv leves under mærke skygger fra Corona, selvom vi rammes af bekymring for, hvordan det hele skal gå, så kan vi gå trygt igennem det hele i troen på, at skygger skal fyldes af lys,

At der hvor vi ikke kan se, der kommer vi til at se,

5 af 5

Der hvor døden råder, vinder livet, Der hvor fortvivlelsen er, vinder håbet.

For Gud er med os gennem alt, hvad livet byder. Bartimæus så det selv,
vi må tro det, og holde fast i håbet.

Det ender godt. Amen.

Det er helt normalt – Thomas Risager

Bibelen indeholder utallige historier, hvor Gud besøger sit folk – kommer helt tæt på og udretter mirakler i menneskers liv.

Men faktisk er det helt normalt, at Gud besøger sit folk – også i dag. Har du haft besøg af ham? Hør mere på søndag, når Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen om opvækkelsen af den døde i Nain.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er forskel på det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 5. juni  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 7,11-17.

Det er helt normalt! Alle, der har teenage piger vil vide, at det er en butik i Vestergade.

Det er helt normalt!

Altså i bibelens verden er det helt normalt, at historierne er vilde.

Vi går ind i den del af kirkeåret, som hedder trinitatis-tiden og løber helt indtil første søndag i advent. For mange præster er det lidt en ørkenvandring, fordi den ene lille historie om Jesus afløser den anden, og det store drama, som er påsken, himmelfarten og pinsen rummer, er særdeles fraværende.

Men det begynder med et brag af en historie. Det er helt normalt, at det går vildt til. – Ikke i Vestergade, men i bibelen.

Jesus nærmer sig sammen med disciplene og en hel masse tilhængere, der følger med, byen Nain. Inden de kommer ind i byen, ser de at et stort følge er på vej ud gennem byporten, bærende på en død.

Nærmest hele byen fulgte med kvinde, som var enke, og nu havde mistet sin eneste søn.

Hele byen havde medfølelse med hende, for situationen var alvorlig.

Ud over sorgen ved, at have mistet sin enste søn, så var der også det faktum, at hun var enke. Med andre ord, så var hendes situation meget alvorlig.

I datidens samfund, var kvinder ikke selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. De var totalt afhængige af dem. Da kvindens mand døde, var det naturligt, at sønnen overtog det økonomiske ansvar for kvinden, og nu var også han død.

En barnløs enke i den situation havde to muligheder. Hun kunne tigge, eller forsørge sig selv på på den måde, som i et dobbeltmoralsk samfund, ville betyde ekstra udstødelse og pegen fingre. Så der var stor nød den dag i Nain.

Jesus fik ondt af hende, og kunne se elendigheden, de stod i. Han siger til kvinden: “Græd ikke!” og til den døde søn: “Rejs dig op!”

Miraklet skete. Drengen vågnede og gav sig til at tale.

Det er nok ikke helt normalt.

I hvert fald blev alle fyldt med frygt, men de forstod også, at Gud gjort et under lige midt i deres liv.

De udbrød med glæde: “Gud har besøgt sit folk.”

Det var lige netop det, der hvor Gud har besøgt sit folk sker der ting og sager.

Jeg ved ikke med dig, men mit liv er sådan rimeligt normalt og jævn kernefamilie hverdag.

Der er – heldigvis ikke de vilde udsving og opvækkelser af døde, hidrører ikke under, hvad jeg definerer som normal hverdag.

Men oplevelsen af, at Gud har besøgt sit folk, som Lukasevangeliet formulerer det. Den kender jeg.

Det er min påstand, at Gud stadig besøger sig folk, at Gud er den del af hverdagen for mennesker, og at han ikke bare er en gammel sur Gud, som vi kan frygte lidt, forhandle lidt med og i øvrigt læse om i en gammel støvet bog.

Gud er nærværende.

Gud er på besøg i vore liv, når umulige situationer opløses.

Når man med familien i bilen påkøres og man slipper godt fra det.

Når eksamen, skoleskift bliver godt. Når kærestesorgen afløses af forelskelse.

Når man pludselig ser den man lever samen med på ny.

Når vi sidder i kirken og glæder os over, alt det gode, vi har sammen.

Når vi lytter til hinandens erfaringer med, at Gud er på besøg hos sit fork, og vi indser, at det er helt normalt.

Amen.