Stjernen er hele verdens håb

Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.

Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12. Stjernen er håbets lys.

Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.

For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.

Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.

Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.

Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.

2 a f 4

De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.

Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.

Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.

De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.

Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.

Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.

Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.

De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.

3 a f 4

Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.

Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1

Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.

Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.

Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.

De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2

1 Esajas 60,6B

2 Mika 5,1-3

4 a f 4

Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.

Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.

De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.

Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.

Det håb er for alle – det håb er for dig!

 

Amen

 

 

Ny begyndelse – Juleaften 2017.

Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.

Glædelig jul til dig!

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF

1 a f 6

Prædiken søndag d. 24. december 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 2,1-20.
Ny begyndelse

Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.

Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.

Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.

Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.

Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.

Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.

Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.

Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.

2 a f 6

Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.

Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.

Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.

Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.

Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.

Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.

Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!

Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.

3 a f 6

Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.

Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.

For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

….
v5 For et barn er født os,

en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1

Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.

Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.

1 Esajas 9,1&5

4 a f 6

De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.

At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.

Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.

Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.

Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.

5 a f 6

Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2

Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!

Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.

v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.

Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.

2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14

6 a f 6

Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.

Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.

Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen

 

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

 

GPS – Find din vej i ørkenen – Thomas Risager

Hvis du aldrig har prøvet at livet gør ondt og føles som en ørkenvandring – så er du heldig. Men du undgår nok desværre ikke at komme til at opleve det på et tidspunkt.

I den anden af gudstjenesteserien taler Thomas Risager om at finde vej i ørkenen. Der hvor vi har allermest lyst til at blive liggende og have ondt af os selv, kalder Gud os til at rejse os og gå …

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk at der ofte er lidt forskel på det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. kong 19,3-9

Hvis du aldrig har prøvet, at livet det gør ondt og føles som en ørkenvandring, så er du heldig. Men det er nok også sådan, at du på et tidspunkt i livet, kommer til at opleve det. Og det er ikke sjov. Nogle af vi, som er i kirken i dag, er i ørkenen. Der hvor livet er hårdt.

I dag er vi kommet til den anden af gudstjenesterne, som vi kalder GPS –  find din vej.

Vi skal se på, hvad bibelen siger om, at finde vej i ørkenen. Der er masser af gode historier.

Personligt hader jeg, når jeg ikke kan finde vej i livet. For det kan jo nogen gange opleves som en ørkenvandring uden lige. Man er et sted, man ikke har lyst til at være, og dagene er lange, og nætterne utålelige.

Tænk en gang på en ørken. Det er et sted, hvor det er fysisk og psykisk udfordrende at være. Om dagen stikker solen dig, som Salme 106 vers 6 antyder. Bibelen er fyldt med billeder og historier fra ørkenen. Den er nemlig tæt på, så mennesker i bibelens univers kender ørkenen.

Om natten er det den isnende kulde, om dagen stegende varme og din fantasi kan spille dig et puds, både med fatamorgana og det med at finde vej i ørkenen er en by i Rusland.

Jeg tænker, at det nogen gange er sådan, at det kan føles, når livet er ved at gå i stykker. Som at være fanget i en ørken.

Man bliver træt, modløs og kan ikke overskue noget som helst.

Bare det, at tage tøj på, eller komme i bad, kan synes helt håbløst.

Man kan ligefrem komme dertil, og nogen af os har været der, hvor man overvejer om ikke døden er udvejen.

Til det må jeg skarpt sige, at døden er aldrig en udvej ud af problemer. Den er en flugt, som efterlader familie og venner i en kedelig situation. Hvad har vi gjort? Kunne vi have gjort mere?

Det er ikke nogen ny opfindelse, at livet kan være meget svært og umuligt.

I teksten, som vi hørte læst fra 1. Kongebog finder vi Elias i en dybt fortvivlet tilstand. Han har kæmpet for at fremme Guds sag, og her skal vi lige huske, at vi er Det Gamle Testamente, så det går hårdt for sig.

Dem der ikke tror, må af med hovedet. Den praksis er vi heldigvis kommet fra, selvom vi kan læse i bibelen, at det var praksis.

Elisas har f.eks. været med til at hugge 450 Bals-profeter og 400 Ashere-profeter ned ved styrkeprøven på Karmels bjerg.

Da Kong Akab i triumf fortæller sin dronning Jezabel om sejren bliver der ballade.

Dronning Jezabel er selv en af dem, som har udbredt sin egen sidonesiske tro på bekostning af den traditionelle gudstro i landet.

Hun truer ganske enkelt Elias på livet, og det driver ham, som mente, at han fortjente kongehusets ros og anerkendelse, på vild flugt.

Flugt er altid panikløsningen. Det kan være den eneste løsning her og nu, men det er en desperat løsning.

Nu flygter han, og det som Elias må sande er, at det er umuligt at leve sit liv på flugt. Bare spørg nogle af vore mange flygtninge om det.

Elias fortsætter alene ud i ørkenen, for han har mistet håbet og lægger sig under en gyvelbusk i håbet om, at få lov til at dø der.

Vi kan vist godt blive enige om, at det er en ret håbløs situation.

Elias har ikke mere at give og han har ikke flere forventninger til livet. Han er tom…..

Det er lige der, hvor tomheden og ensomheden er værst.

Der hvor han ikke oplever, at der er mere signal på GPS.

Der hvor der ikke er retning. Lige dér taler Gud til ham gennem en engel, som rørte ved ham og bad ham styrke sig ved at spise af brødet og drikke af vandet.

Det er også her, han får at vide, at han skal gå.

Han kan ikke blive liggende der. Gud er ikke færdig med ham.

Gud kalder ham til – og udfordrer ham til at gå videre i livet.

Det er en utrolig vigtig pointe, at der hvor Elias ikke kan se, at der er mere i livet, da ved Gud, at der er mere godt i vente. Gud kan se det, der er forude, som vi ikke kan se.

Når vi læser videre i historien, oplever vi, at Elias får lov at møde Gud – intet mindre – i en sagte susen.

Med andre ord, ud af håbløsheden oplever Elias det største og vigtigste, som giver ham ny retning i livet.

Gud giver ikke op, der hvor vi gør.

Gud ser der, hvor vi ikke kan se,

Gud håber, der hvor vi ikke gør.

Gud ønsker os ud af håbløsheden og ud af ørkenen.

Det som for os er mørke, er for Gud lyst som dagen.

Det må vi aldrig glemme, at der hvor vi tror, der ikke er udvej, ser Gud vejen og viser os den.

Amen

 

Det er helt normalt – Thomas Risager

Bibelen indeholder utallige historier, hvor Gud besøger sit folk – kommer helt tæt på og udretter mirakler i menneskers liv.

Men faktisk er det helt normalt, at Gud besøger sit folk – også i dag. Har du haft besøg af ham? Hør mere på søndag, når Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen om opvækkelsen af den døde i Nain.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er forskel på det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 5. juni  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 7,11-17.

Det er helt normalt! Alle, der har teenage piger vil vide, at det er en butik i Vestergade.

Det er helt normalt!

Altså i bibelens verden er det helt normalt, at historierne er vilde.

Vi går ind i den del af kirkeåret, som hedder trinitatis-tiden og løber helt indtil første søndag i advent. For mange præster er det lidt en ørkenvandring, fordi den ene lille historie om Jesus afløser den anden, og det store drama, som er påsken, himmelfarten og pinsen rummer, er særdeles fraværende.

Men det begynder med et brag af en historie. Det er helt normalt, at det går vildt til. – Ikke i Vestergade, men i bibelen.

Jesus nærmer sig sammen med disciplene og en hel masse tilhængere, der følger med, byen Nain. Inden de kommer ind i byen, ser de at et stort følge er på vej ud gennem byporten, bærende på en død.

Nærmest hele byen fulgte med kvinde, som var enke, og nu havde mistet sin eneste søn.

Hele byen havde medfølelse med hende, for situationen var alvorlig.

Ud over sorgen ved, at have mistet sin enste søn, så var der også det faktum, at hun var enke. Med andre ord, så var hendes situation meget alvorlig.

I datidens samfund, var kvinder ikke selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. De var totalt afhængige af dem. Da kvindens mand døde, var det naturligt, at sønnen overtog det økonomiske ansvar for kvinden, og nu var også han død.

En barnløs enke i den situation havde to muligheder. Hun kunne tigge, eller forsørge sig selv på på den måde, som i et dobbeltmoralsk samfund, ville betyde ekstra udstødelse og pegen fingre. Så der var stor nød den dag i Nain.

Jesus fik ondt af hende, og kunne se elendigheden, de stod i. Han siger til kvinden: “Græd ikke!” og til den døde søn: “Rejs dig op!”

Miraklet skete. Drengen vågnede og gav sig til at tale.

Det er nok ikke helt normalt.

I hvert fald blev alle fyldt med frygt, men de forstod også, at Gud gjort et under lige midt i deres liv.

De udbrød med glæde: “Gud har besøgt sit folk.”

Det var lige netop det, der hvor Gud har besøgt sit folk sker der ting og sager.

Jeg ved ikke med dig, men mit liv er sådan rimeligt normalt og jævn kernefamilie hverdag.

Der er – heldigvis ikke de vilde udsving og opvækkelser af døde, hidrører ikke under, hvad jeg definerer som normal hverdag.

Men oplevelsen af, at Gud har besøgt sit folk, som Lukasevangeliet formulerer det. Den kender jeg.

Det er min påstand, at Gud stadig besøger sig folk, at Gud er den del af hverdagen for mennesker, og at han ikke bare er en gammel sur Gud, som vi kan frygte lidt, forhandle lidt med og i øvrigt læse om i en gammel støvet bog.

Gud er nærværende.

Gud er på besøg i vore liv, når umulige situationer opløses.

Når man med familien i bilen påkøres og man slipper godt fra det.

Når eksamen, skoleskift bliver godt. Når kærestesorgen afløses af forelskelse.

Når man pludselig ser den man lever samen med på ny.

Når vi sidder i kirken og glæder os over, alt det gode, vi har sammen.

Når vi lytter til hinandens erfaringer med, at Gud er på besøg hos sit fork, og vi indser, at det er helt normalt.

Amen.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

podcast-large

 

 

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

 

Prædiken søndag d. 27. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

 

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om  at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.

 

Han er opstået – Ja, Han er sandelig opstået – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.
Why do you cry? he has risen.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med.
Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de fedeste påskesalmer. Kirkens præst Thomas Risager taler om opstandelsen og hvad det betyder i vores liv.

Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #5 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, de helt centrale begivenheder i Jesu liv. Vi taler om hans korsfæstelse, død og opstandelse. Dette er meget diskuteret for tiden, da en en folkekirkens kendte præster taler uldent om opstandelsen. Ved talen i dag går vi i dybden med betydningen af opstandelsen.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #4 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, hvad det var Jesus sagde, som gjorde ham både så upopulær hos jøderne den gang, og så populær i dag. Vi slår ned i Bjergprædikenens indledning og hører Jesus tale om at afholde sig fra gengældelse og om at elske sine fjender.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large