Grateful / Gospel Meditation – Thomas Risager

Gospelmeditation giver dig:
– tid til at være
– tid til at drømme
– tid til at lytte
– tid til at tænde lys
– tid til at mærke efter
– tid …

I dagens anledning fjerner vi de fleste stole, så tag pude/tæppe/liggeunderlag med og gør dig klar til en rolig aften. Der vil dog være stole til dem, der foretrækker det.

Thomas Risager taler over aftenens tema Grateful. Taknemmelighed.

Du kan høre talen her:

 

Du kan læse talen her. Bemærk dog, at den tale som faktisk blev holdt, kan afvige noget fra det planlagte manuskript.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 29. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Fill 4,4-7.
Gospelmeditation: Grateful

Som barn hørte jeg tit min gamle mormor sige, at taknemmelighed er en dyd.

Som så mange ordsprog, man hører som barn eller som som ung, så går det bare ind af det ene øre og ud af det andet, for så først at vende tilbage i voksenlivet.

I mit arbejde som præst, har jeg nogen gange det privilegium, at få lov at tale med mennesker, som godt ved, at deres tid i livet er ved at rinde ud.

Jeg hører ofte, ældre menesker sige, at der er så meget at være taknemmelig for. Ofte siger de det i situationer, hvor jeg som udenfortstående ikke helt kan forstå, at de der hvor de er, lige nu, har overskud til at tænke over ting i livet, de er taknemmelige for.

Jeg oplever ofte, at de småting, i min tilværelse, eller på mit job, som ikke lige går som smurt i olie, kommer til at irritere mig forholdsmæssigt meget.

Det er så let, at lade sig irritere over småting, som i det store billede, i virkeligheden kun er småting.

Kender du det med, at der skal ti gode ting til at opveje, en dårlig?

Måske hænger det sammen med vores kultur, hvor vi har fået givet os selv, den forståelse, at alting skal være

2 a f 4

perfekt, karakteren skal være tolv, tøjet skal være en bestemt slags, og mobilen kan kun være en dyr smartphone, at det, som ikke er helt perfekt, ikke bare er godtnok, men faktisk opleves som noget rigtigt skidt.

Kun det perfekte er god nok.
Næste spørgsmål bliver så: “Hvem af os er perfekte?” Jeg kan sige med det samme, at det er jeg ikke.

Jeg kan ikke se, hvad du tænker om dig selv, men jeg tvivler på at ordet perfekt, er det meste dækkende ord i din egen beskrivelsen af dit liv.

Livet er jo ikke perfekt. Faktisk er det langt fra perfekt. Men det er ikke det samme, som at der ikke kan være ting at være taknemmelig for i livet.

Efter de mørke dage skinner solen jo.
Uvejr har det med at gå over. Det er urimeligt træls at være i dem, men det går over.

Nogle af de første kristne blev rådet til at glæde sig. “Glæd Jer altid i Herren. Jeg siger atter, glæd Jer!”1

Det er ikke en opfordring til tankeløs lalle-glæde. De ord er sagt i ind i en kultur, hvor det at tro på Jesus ikke bare var lidt anderledes, men også faktisk noget man kunne blive forfulgt for. Det kunne koste én alt at tro, men opfordringen lyder helt klart, at bede Gud om hjælp, ved også at sige tak.

1 Fill4,4-7.

3 a f 4

Filipperbrevet skriver: “v6 Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. v7 Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”2

Der er intet af det, som vi har i vores liv, der er godt, som giver sig selv. I vores, på mange måder priviligerede kultur, er det så utroligt let at glemme.

Bibelens tekster og kristendommens opfordring til taknemmelighed, er formet i en tid og på et sted, hvor man levede af naturens gaver, og derfor var sårbare overfor de udsving, som nu en gang er i naturen. Der er ingen, der lover, at det lykkes at få en høst i hus. Og man har oplevet, at der er knaphed, så glæden over, at have, når man havde, var stor. Man var taknemmelig for ting, som vi vil tage for givet.

Hos os er det lidt anderledes. Der er det nærmest en rettighed, at livet flasker sig for os, og vi bliver personligt fornærmede, når vi oplever, at det går skævt.

Vi glemmer at livet og glæderne i det, er gaver, som vi dybest set ikke kan sige, at vi har ret til. Man har ikke ret til en gave, men det er dejligt at få den.

Taknemmelighed fylder nok ikke så meget i vores almindelige dagligdag, og dog!

2 Fill 4,6-7.

4 a f 4

Noget af det første, vi lærer vores børn, er at bruge ordet tak. Det er vigtigt for os, at de siger tak for mad, eller tak, når nogen giver dem en gave.

Måske er taknemmelighed alligevel en dyd.

Jeg har mange ting og mange menesker i mit liv, som jeg har stor grund til at være taknemmelig over. Er mit liv perfekt? Nej. Er mit liv uden problemer? Nej.

Men dybest set har jeg meget at været taknemmelig for. I aften vil jeg huske at sige tak til Gud for alt det.

TAK.

 

Gospelmeditation: Let Go – Let God – Thomas Risager

Denne Søndag aften kan du give dig selv en pause i hverdagens stress, når vi holder gudstjeneste i form af en gospelmeditation. Du vil få fyldt ørerne med smukke toner og få renset hjernen for overflødig støj.

Tag en yogamåtte eller et liggeunderlag under armen og nyd en times ro og fred (der er er også mulighed for at sidde på en stol, hvis ikke du kan eller vil ligge på gulvet).

Mette Risager leder sangerteamet, og Preben Holmberg sætter musik til. Velkommen til en meget anderledes gudstjeneste.

Her kan du lytte til talen fra gospelmeditationen:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 26. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 37,7 & Matt 6,33-34

Let go and let God

Gospelmeditation

Forleden morgen sad jeg i et forsinket tog, der holdt stille lige udenfor Københavns hovedbanegård. Der var 7 minutter til at toget mod lufthavnen skulle gå. Det skulle jeg nå, for ellers var der ikke store chancer for at nå mit fly.

Kender i det, så sidder man der: “Kør nu… Kør nu for f…. “Jeg sad og knyttede hænderne, og knoerne blev mere og mere hvide.

Pludselig kom jeg til at tænke på denne tale, som jeg gik og bryggede på i hovedet.

Så der på sæde 24 indså jeg, at der absolut intet var, som jeg kunne gøre, hverken fra eller til.

Jeg kunne lige så godt læne mig tilbage i sædet og slappe lidt af. Det var spild af god energi at hidse sig op.

Det er ikke så nemt, som det lyder, men der var intet jeg kunne gøre. Jeg var nødt til at slippe det.

Jeg ved fra min egen tilværelse, at jeg bruger en del energi på at bekymre mig om ting, der ligger ude i fremtiden. “Hvordan skal vi dog nå, at blive klar til….”

Nu har vi besluttet, at lave om på noget, så vi ikke gør som vi plejer. Hvordan mon folk reagerer på det?

Man vil jo gerne gøre alle glade.

Jesus ved, at vi mennesker kan finde på, at stresse rundt og forsøge at have styr på alting. Det er måske ikke lige de ord, han bruger.  Men det er ikke noget nyt, som vi har fundet på i 2017. Det gjorde folk også for små to tusind år siden.

Jesus siger: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34  Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;”

Men det er jo svært, når vi har en kultur, der siger, at du er din egen lykkes smed.

Når vi er opdraget til, at det er cool at have styr på de ting, som vi har ansvar for.

Det er svært, når vi er opdraget til – og uddannet til – at man ikke må lave fejl. Hvis man siger noget forkert, så bliver man til grin.

I disse tider risikerer man ligefrem at blive hængt ud på de sociale medier, hvis folk for eksempel har haft en dårlig oplevelse i kirken.

Dermed får vi ansvarsfølelse overfor ting, som det faktisk er urimeligt, at vi bærer ansvar for.

Hvis man ikke lykkes med få relationen med den besværlig kollega til at blive bedre, så er man en fiasko.

Jeg tror, der er noget sundt i at lytte lidt til den gamle visdom, som Bibelens salme 37,7 fortæller det: “Vær stille overfor herren og vent på ham!” Bibelen er ikke oprindeligt skrevet på dansk. Salme 37 her er skrevet på hebræisk, når man oversætter går der nogen gange lidt tabt.

Vær stile overfor Herren betyder ikke shhh! Lad være med at snakke. Det mere end at være stille, det er også at stå stille, at slukke tanken, at lade være med at gøre noget. Det er time out!

Tænk en gang, hvis vi en gang i mellem gav os selv en time out. Hvor vi tillod os, lige at trække vejret, inden vi svarede på en mail, eller inden vi reagerede uhensigtmæssigt på et eller andet, som vi ikke lige kunne overskue.

Det er faktisk ok, at sige, at her føler jeg, at jeg er på dybt vand. Det er mere end jeg lige kan overskue nu og her.

Det er ikke svaghed – det er visdom, når man kan lægge noget fra sig og overgive det til Gud.

Nogen vil indvende at det ansvarsløst. Men det ikke at flygte fra ansvar, at lægge noget fra sig et godt sted. Det kan jo faktisk også være sådan, at Gud lader os se en løsning, hvis vi selv kommer en smule på afstand.

Der var én som skrev til mig om noget som var svært…

I denne weekend har det været min frustration over en kollega.. Helt banalt. Men det hjælper at lægge det over til Gud.. Jeg har tænkt så det knagede og løsningen er endnu ikke kommet til mig. I går bad jeg en bøn, gav slip og lagde det over til Gud.. Derefter havde jeg en meget bedre lørdag og på en eller anden måde har jeg ro i, at måden situationen skal løses på, nok skal komme.. Den bliver uden tvivl bedre af, at jeg ikke smæsker mig i min egen frustration

Jeg synes, at den historie er et super eksempel på let go and let God. Giv slip – og lad Gud.

Jeg oplever, at der er noget godt i at turde slippe det, jeg alligevel ikke kan holde fast i. Det jeg alligevel ikke kan påvirke eller bære ansvar for.

Der er dyb visdom og gammel kristen tradition i det. Dermed ikke sagt, at det er let.

Der er en bøn, rummer dette helt utroligt fint. Nogen af jer vil genkende den. Det er sindsrobønnen, som jeg nu vil bede:

Sindsrobønnen (Reinhold Niebuhr)

Gud, giv mig sindsro til

at acceptere de ting,

jeg ikke kan ændre,

mod til at ændre de ting jeg kan

og visdom til at se forskellen.

Amen

PS. Jeg nåede mit fly!

Find et hvilested, Gospelmeditation – Thomas Risager

Dagens gudstjeneste i Metodistkirken i Odense, var vores første gospelmeditation, hvor vi tager gospelmusikken helt ned i tempo og lafer det være rammen for en gudstjeneste, hvor det primære formål er at finde ro.

Ved en gospelmeditaion er der også en tale, som du kan høre her.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Hør mere:

podcast-large

Hvis du hellere vil læse talen, kan du også gøre det. Bemærk at det talte ord ofte afviger en del fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 18. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matth 11,28-30.

Hvis du bare er lidt heldig, sådan som jeg er, så har du haft en barndom, hvor der var steder og personer, hos hvem du følte dig rigtigt hjemme og var helt fuldstændigt tryg. Her vidste du, at du var velkommen uanset hvad.

Her kunne man komme, hvis man var på flugt fra de større drenge i byen. Her kunne man komme og bare være.

Sidste weekend var jeg på besøg i Strandby, hvor jeg er vokset op.

Min far bor stadig i mit barndomshjem, så at træde ind der, er at gå lige ind i alle minderne.

I min barndoms gader finder man også min mormor og bedstefars hus.

Her kom jeg rigtigt meget efter skole.

Ude foran huset stod ahorntræet, hvor bladene var så tætte, at man for alvor kunne gemme sig for verden. Her kunne man tænke de store tanker, som nu en gang findes oven i hovedet på en helt enorm gammelklog dreng på 10 år.

Den eneste i hele verden, som vidste, hvor jeg befandt mig, var min elskelige mormor, som kunne se mig fra sit køkkenvindue, hvor hun ofte stod og bagte brød og lavede kaffe på sit gaskomfur med den gamle madam blå.

Ahorntræets frø kunne man lave de mest fantastiske helikoptere af, og var man rigtigt heldig stak mormor en Herremand og en bondemand ud af vinduet. En franskbrød og en rugbrød klappet sammen med brun farin i mellem. Uh, så var livet godt.

På Krøghsvej 1 var der bedre end noget andet sted i hele verden. Her kunne jeg bare være. Her kunne jeg være mig, og ikke et sekund tvivlede jeg på, at jeg var elsket, accepteret og velkommen. Her var jeg drengen.

Drengen blev jeg kaldt af min bedstefar, som tog mod mig med favnen åben. Han hed Thomas Risager, det er ham jeg er opkaldt efter.

Han var gammel, da jeg blev født. Sådan en gammel mand med stok, ærmeholdere på skjorten og tykke briller.

Der skulle virkelig være varmt, før han smed skjorten og lod sin kridthvide netundertrøje komme frem.

Om sommeren havde han stråhat på, og jeg lyver ikke når, jeg siger, at han kunne finde på at ryge en pibe tobak fra en af de helt gammeldags lange piber.

Lykken og allerstørst tryghed, var at sidde samme med ham i skyggen under tjørnetræet og lytte til hans historier fra et langt liv som fisker, og tro mig, han kunne historier – også om hvordan de skjulte jøder og sejlede dem til Sverige under krigen.

Da jeg var dreng var det stedet, hvor jeg fandt ro og hvile. Et sted, hvor udgangpunktet uden tvivl var, at man var OK, og her måtte man være. Der var ikke krav om noget som helst.

Hvis du spørger mig, hvad der var det bedste ved at være barn, så er svaret, at livet der, var uden bekymring, der var masser af tid, og man skulle ikke leve op til en hel masse.

Sådan synes jeg ikke livet er længere. Jeg kan bruge masser af tid på at bekymre mig, heldigvis bliver langt de fleste af mine bekymringer ikke til noget.

Tid er der helt sikkert for lidt af. Jeg synes, det er svært, at når alt, det som jeg gerne vil, og det som mit arbejdet nogen gange kræver af mig. Det går mere og mere op for mig, at tid er en knap ressource. Min tid bliver ikke ved med at være.

Livet er blevet alvorligt. Der er så meget man skal kunne, og der bliver trukket i én fra så mange sider på en gang, at man til sidst føler sig fuldstændigt udsplattet.

Ind i en kultur, hvor mange mennesker har det sådan, så kan det virke mærkeligt, at man i kirkenerne taler om Gud, som en himmelsk far.

Ved du hvad, kan man fristes til at sige, det har jeg slet ikke tid til at forholde mig til.

For Gud er tid imidlertid noget helt andet. Han forholder sig ikke til timer og skemaer, men til evigheder.

Han forholder sig ikke til dine præstationer og evner og manglende tid, men til din sjæl. Til den, du er allerinderst inde.

Gud ser den du er, når ingen andre kigger.

Gud ved godt, at inderst inde, er det du længes efter og trænger til, måske at kunne finde tilbage til … Jeg ved ikke hvad det er for dig… men for mig at kunne kravle op i ahorntræet og gemme mig i bladene. Eller at sidde i skyggen af tjørne-træet sammen med min gamle bedstefar.

I Paulus’ brev til Romerne tales der om, at vi med et gammeldags ord, har fået barnekår, hos Gud. Vi har børns vilkår hos Gud. En del steder i bibelen omtales mennesker som Guds børn.

Hvad kan et barn forvente?

Et barn kan forvente tryghed, omsorg, kærlighed.

Tryghed, som gør at man ikke behøver at bekymre sig.

Kærlighed, som gør at man ikke behøver præstere og lade som man man har styr på alt, man er alligevel elsket og accepteret.

Omsorg, som gør at man kan gemme sig og finde trøst. Der er én som lytter og holder om.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Matt 11,28-30.

Amen