GPS – Find DIN vej – Maria Bræstrup Aaskov, Anita Engelbæk, Charlotte Levin

Afslutningen på “GPS – Find din vej”
Nogle vælger at gå i andres fodspor, nogle udforsker gerne nye stier!
I en god stol eller på en yndet havebænk kan man også komme vidt omkring – i tanken!
Vi går et stykke vej sammen, ser på den tilbagelagte rute og og gør holdt ved refleksion over at en vandring både kan være en indre og en ydre – hvor vi skal høre fra en der har været på retræte og fra en der har været pilgrimsvandrer på Caminoen.
Hør mere her:
podcast-large

GPS – Foretag en U-vending – Thomas Risager

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”. Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. Nogen gange er det bare nødvendigt at bremse op og foretage den uvending. … Men der er mere i det end blot dette……

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Manuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 5. febrar  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,13-14 & Joh 14,1-14.

Vejen – Find din vej. Foretag en u-vending.

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”

Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi i livet, kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os, at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. (Især hivs konen sidder vide siden af.)

Nogen gange er det bare nødvendigt, at bremse op og foretage den uvending.

Jesus anvender ikke det sprog. Han siger ikke foretag en uvending, men han siger noget, som jeg altid har synes er meget irriterende og faktisk en anelse provokerende.

Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til faderen uden ved mig.”

Og når man så også hører, hvad Jesus siger i Matthæus evangeliet så bliver det da helt galt:

v13  Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14  Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”

Man kan jo blive helt bange. Jeg tænker ligefrem, at dette ikke rimer med alt det andet jesus siger. Dette lugter elitært og ekslusivt, og vi er jo vant til at sige, at troen er for alle, og kirken skal være inkluderende.

Det er en af grundene til, at jeg bliver generet af disse udsagn. Der er der, hvor jeg plejer at bede Helge om at prædike, men i dag hænger jeg selv på den.

 

I den første kirkes tid, og det er jo der bibelens tekster er nedskrevet og samlet samme, var tro ganske enkelt et sprøgsmål om liv eller død.

Man havde en forventning om, at verden var ved at nå til sin ende. De sidste tider var nær, og i lyset af det, var et nej tak til tro på Gud faktisk lig med at man afsagde sin egen dom.

Man frygtede fremtiden og lagde derfor enorm vægt på, at kunne tilhøre Gud. At være et af hans børn.

Og hvordan gør med det?

Svaret den gang, som nu er, ved at tro på Gud, ved at anerkende at Jesus er Guds søn, som levede, døde og opstod, for at frelse os. Har man brug for det kan man samtidigt sige, som manden der gerne ville at Jesus helbredte hans søn: “Hjælp min vantro!”

De første kristne oplevede mennesker vende ryggen til troen og det var en sorg. Ikke en sorg fordi de ikke vil være med i vores kirke, som vi kan opleve det. Men en sorg fordi man faktisk anså, at de mennesker helt enkelt ville gå fortabt.

Sådan tror jeg måske de to mormoner tænkte om mig, da jeg forleden aften sagde nej tak til at få Mormons Bog af dem. Han går fortabt ham der!

Det er vigtigt, at vi har det i baghovedet, når vi hører jesus sige: Jeg er vejen, sandheden og livet.

Vi skal også lægge mærke tl at at bibelen er fuld at billeder, hvor mennesker stilles overfor valget mellem to veje.

I Jeremias 21, 8, bare for at tage et eksempel siger profeten til folket”Jeg stiller jer overfor livet og dødens vej.” Sagen er sat på spidsen.

Jesus har talt om, at han går i forvejen og gør alt rede for os. Det er igen i lyset af, at verden snart får en ende, så det er i det kommende, Jesus forbereder plads til os.

Det er i tråd med teksten om ankeret som et håb bag forhænget, som vi også har talt om i denne prædikenserie.

Disciplen Thomas, som ellers ikke brillierer alt for meget i evangelierne, spørger Jesus:  Herre, hvordan kan vi kende vejen?

Det er et supergodt spørgsmål. For hvem af os har ikke lyst til at kende vejen. Når man gør det, er man jo tryg, og man ved, at bare jeg følger denne vej, så kommer jeg frem.

Det er ikke for meget at sige, at når man kender vejen, er man mentalt fremme inden man kommer frem.

Jesus næste svar er, at kender de ham, som de har set og hørt, så kender de faderen, og så er de på vej. På rette vej.

Centrum af alt tro, er ikke os selv, som det er så nemt at forfalde til. Det er Kristus.

Det er ham, der er vejen, sandheden og livet, og lige så snart vi er på vej i en retning, der fører os bort fra ham, så misser vi målet.

Det er irriterende, når den indre GPS siger lav en u-vending. Men det der Gud kalder os tilbage til den rette vej. Til livet så at sige.

Heldigvis er Gud absolut nådig. Så ganske ofte bliver det sådan, at der hvor vi overhører “Foretag en uvending!” ender det med at Gud kan sige: Beregner ny rute!”

Amen

 

GPS – Find din vej – Kirken er ikke destinationen – Thomas Risager

“Jeg er ikke ret god til at finde vej, så jeg bruger GPS næsten hele tiden, når jeg sidder i min bil. Det er så rart at taste destinationen ind og være sikker på, at man havner det rigtige sted. Desværre glemmer jeg nogen gange at lægge mærke til, hvor jeg egentlig er, og hvordan jeg kom derhen.

I søndagens tale trækker jeg nogle store linjer op, for at vise os, at Gud faktisk sætter et mål for vores liv. Et mål for kirken og et mål for hvert menneske. Nogen gange tror vi, at det at blive medlem af en kirke som Metodistkirken, er opfyldelsen af målet. På søndag afslører jeg, hvorfor det ikke er det …”

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra manuskriptet.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 22. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 28,16-20 & Hebr 6,13-20.

Jeg er en klovn til at finde rundt. Det har jeg altid været.

Hvis man ser os på en af vore storby-ferier, så vil man se Mette gå forrest og vise vej – enten ved hjælp af et kort i guidebogen eller en app på telefonen.

Bagerst vil man se mig forsøge at sikre, at vi faktisk alle fire også er med. Det sker nogen gange, at jeg har en ide om, hvor vi er henne. Sådan da.

For et menneske som mig, er det med at sætte sig i bilen og indtaste en destination på GPS og vide, at så finder jeg det, en utroligt gave.

Faktisk bruger jeg nogen gange GPS funktionen i min telefon, når jeg cykler rund i byen. Kortene i en telefon er geniale, fordi der er den her blå prik, der hvor man er og så vender de ovenikøbet rigtigt i forhold til retningen.

Der er håb om at nå frem.

Når man kører af sted er det faktisk ret væsentligt, at vi når frem. Vejen til målet er også vigtig, men det er kikset ikke at nå frem til målet. Destinationen betyder noget.

Fra Jesus bliver døbt til han ender på korset for at dø og senere opstå, går han rundt i tre, måske fire, år.

Når man læser evangelierne, kan det virke, som om han bare vandrede planløst rundt fra sted til sted, og der hvor der var mennesker, som ville møde ham, der blev han lidt.

Det er faktisk muligt, men tag ikke fejl af, at målet hele tiden var klart for Jesus. Målet var Jerusalem med alt, hvad der måtte komme.

Mon ikke de fleste af os kunne finde på en del omveje, for ikke at nå frem.

Efter de dramatiske begivenheder, som forandrede verden. Jesu død og opstandelse, taler han nu med disciplene. Der er gået fyrre dage siden opstandelsen, så de har efterhånden forstået, at han faktisk er opstået fra de døde. Selv Thomas har den. Og stadig vender tvivlen ind i mellem tilbage. Matthæus føler trang til lige, at kaste bemærkningen ind: “…nogle tvivlede”

Det er himmelfarts dagen og Jesus giver disciplene et mål, at styre efter. Når Jesus gør det, er det ikke altid let. Det er faktisk nogen gange ganske udfordrende. Ofte noget man ikke kan i egen kraft.

“»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Vi er en kirke, hvor vi gør en del ud af, at sige, at bibelen skal tolkes ind i enhver tid og enhver sammenhæng.

Men lige præcis missionsbefalingen, som dette stykke omtales som, tager vi nærmest bogstaveligt.

Det er det, der legitimerer, at vi hele tiden forsøger, at tale med mennesker om tro. Fordi det er vores overbevisning, at det med at have tro med i livet, er en rigtigt god ballast at have med. Det er faktisk vores erfaring.

Vi gør det også, fordi Jesus siger, at disciplene skal døbe og undervise mennesker. Når vi tillader os, at kalde os kristne, så er vi disciple, og hvad Jesus beder disciplene om, beder han os om.

Med andre ord: Vi er i mission. Det er derfor vi siger: “Klart budskab om Guds kærlighed”

Det er kernen i alt, hvad vi gør. Vi skal intet gøre, som ikke understreger det klare budskab om Guds kærlighed.

Jesus siger: “….du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

I en kirke, som vores, hvor vi alle er optaget af, at kirken har det godt, både huset, tagrenderne, aktiviteterne og menneskene, så bliver det faktisk snublende let til, at vi elsker Gud og elsker kirken af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind og af hele vor styrke….

Som præst må jeg sige, at det er så fedt med mennesker, som brænder for kirken.

Det kedelige ved dette er, at selvom vi siger, at vi ikke ser verden som et os og dem, så er det alligvel sådan vi nogen gange kommer til at opføre os.

Det sker for os! – At vi kommer til at sætte kirken først. Det sker i hvert fald for mig.

Det er der, hvor kirken er gået hen og er blevet destination.

Men kirken er ikke slutmålet. Aldrig.

Ser vi på den første kirke, som vi finder beskrevet i Apostlens Gerninger 2, og jeg skal spare jer for foredraget. For det har I hørt så tit. Så handlede kirke ikke om kirke, som vi er kirke. Kirken handlede om mennesker, aldrig om kirken selv.

Der er ingen, der er blevet kristne for at lege kirke. Nej. Min tro kalder mig da til at være et klart budskab om Guds kærlighed. Faktisk ikke til at lave kirke. Men jeg har brug for kirken til at blive inspireret, passet på i fællesskabet og til at forblive tændt.

Hvis kirken ikke er målet, men mennesker er, så elsker vi jo Gud og elsker mennesker. Det var jo det Jesus sagde, at vi skulle.

Destinationen for vores liv, er jo ikke at blive en trofast gå i kirke kristen – og gerne i Metodistkirken.

Målet for vores liv, og for andres for den sags skyld også er at vi har en destination. Det er det, som Hebræerbrevet taler om. Håbet.

Håbet som et anker. Et anker holder en båd fast. I princippet kan den drive hele vejen rundt, afhængig af strøm og vind. Hvis det stormer kan den slå sig gevaldigt i ankergrejet, men ankeret holder fast.

Når ankeret skal op, trækker man båden hen til ankeret. Man kan ikke trække ankeret hen til båden.

Håbet er et anker, på den anden side af forhænget – døden. Altså det evige liv – intet mindre.

Det er jo det potentiale – den kraft – der er i Guds kærlighed. Den kan forvandle mørke til lys, håbløshed til håb, død til liv,

Ultimativt er det det, som er destinationen. Det evige liv.

Derfor er kærligheden fra Gud HER i livet en enorm ressource, fordi der er styr på, hvor ankeret ligger. I mine øjne giver Guds kærlighed en enorm fred og frihed til at leve.

Derfor: Hvis GPS er indstillet på Alexandragade 8, så er det tid at sætte nye koordinater ind og styre efter dem.

Målet er himlen, men livet er vores vej. Du skal elske Gud og elske din næste.

Amen

 

GPS – Find din vej i ørkenen – Thomas Risager

Hvis du aldrig har prøvet at livet gør ondt og føles som en ørkenvandring – så er du heldig. Men du undgår nok desværre ikke at komme til at opleve det på et tidspunkt.

I den anden af gudstjenesteserien taler Thomas Risager om at finde vej i ørkenen. Der hvor vi har allermest lyst til at blive liggende og have ondt af os selv, kalder Gud os til at rejse os og gå …

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk at der ofte er lidt forskel på det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. kong 19,3-9

Hvis du aldrig har prøvet, at livet det gør ondt og føles som en ørkenvandring, så er du heldig. Men det er nok også sådan, at du på et tidspunkt i livet, kommer til at opleve det. Og det er ikke sjov. Nogle af vi, som er i kirken i dag, er i ørkenen. Der hvor livet er hårdt.

I dag er vi kommet til den anden af gudstjenesterne, som vi kalder GPS –  find din vej.

Vi skal se på, hvad bibelen siger om, at finde vej i ørkenen. Der er masser af gode historier.

Personligt hader jeg, når jeg ikke kan finde vej i livet. For det kan jo nogen gange opleves som en ørkenvandring uden lige. Man er et sted, man ikke har lyst til at være, og dagene er lange, og nætterne utålelige.

Tænk en gang på en ørken. Det er et sted, hvor det er fysisk og psykisk udfordrende at være. Om dagen stikker solen dig, som Salme 106 vers 6 antyder. Bibelen er fyldt med billeder og historier fra ørkenen. Den er nemlig tæt på, så mennesker i bibelens univers kender ørkenen.

Om natten er det den isnende kulde, om dagen stegende varme og din fantasi kan spille dig et puds, både med fatamorgana og det med at finde vej i ørkenen er en by i Rusland.

Jeg tænker, at det nogen gange er sådan, at det kan føles, når livet er ved at gå i stykker. Som at være fanget i en ørken.

Man bliver træt, modløs og kan ikke overskue noget som helst.

Bare det, at tage tøj på, eller komme i bad, kan synes helt håbløst.

Man kan ligefrem komme dertil, og nogen af os har været der, hvor man overvejer om ikke døden er udvejen.

Til det må jeg skarpt sige, at døden er aldrig en udvej ud af problemer. Den er en flugt, som efterlader familie og venner i en kedelig situation. Hvad har vi gjort? Kunne vi have gjort mere?

Det er ikke nogen ny opfindelse, at livet kan være meget svært og umuligt.

I teksten, som vi hørte læst fra 1. Kongebog finder vi Elias i en dybt fortvivlet tilstand. Han har kæmpet for at fremme Guds sag, og her skal vi lige huske, at vi er Det Gamle Testamente, så det går hårdt for sig.

Dem der ikke tror, må af med hovedet. Den praksis er vi heldigvis kommet fra, selvom vi kan læse i bibelen, at det var praksis.

Elisas har f.eks. været med til at hugge 450 Bals-profeter og 400 Ashere-profeter ned ved styrkeprøven på Karmels bjerg.

Da Kong Akab i triumf fortæller sin dronning Jezabel om sejren bliver der ballade.

Dronning Jezabel er selv en af dem, som har udbredt sin egen sidonesiske tro på bekostning af den traditionelle gudstro i landet.

Hun truer ganske enkelt Elias på livet, og det driver ham, som mente, at han fortjente kongehusets ros og anerkendelse, på vild flugt.

Flugt er altid panikløsningen. Det kan være den eneste løsning her og nu, men det er en desperat løsning.

Nu flygter han, og det som Elias må sande er, at det er umuligt at leve sit liv på flugt. Bare spørg nogle af vore mange flygtninge om det.

Elias fortsætter alene ud i ørkenen, for han har mistet håbet og lægger sig under en gyvelbusk i håbet om, at få lov til at dø der.

Vi kan vist godt blive enige om, at det er en ret håbløs situation.

Elias har ikke mere at give og han har ikke flere forventninger til livet. Han er tom…..

Det er lige der, hvor tomheden og ensomheden er værst.

Der hvor han ikke oplever, at der er mere signal på GPS.

Der hvor der ikke er retning. Lige dér taler Gud til ham gennem en engel, som rørte ved ham og bad ham styrke sig ved at spise af brødet og drikke af vandet.

Det er også her, han får at vide, at han skal gå.

Han kan ikke blive liggende der. Gud er ikke færdig med ham.

Gud kalder ham til – og udfordrer ham til at gå videre i livet.

Det er en utrolig vigtig pointe, at der hvor Elias ikke kan se, at der er mere i livet, da ved Gud, at der er mere godt i vente. Gud kan se det, der er forude, som vi ikke kan se.

Når vi læser videre i historien, oplever vi, at Elias får lov at møde Gud – intet mindre – i en sagte susen.

Med andre ord, ud af håbløsheden oplever Elias det største og vigtigste, som giver ham ny retning i livet.

Gud giver ikke op, der hvor vi gør.

Gud ser der, hvor vi ikke kan se,

Gud håber, der hvor vi ikke gør.

Gud ønsker os ud af håbløsheden og ud af ørkenen.

Det som for os er mørke, er for Gud lyst som dagen.

Det må vi aldrig glemme, at der hvor vi tror, der ikke er udvej, ser Gud vejen og viser os den.

Amen

 

GPS -Find din vej – Thomas Risager

For alle mennesker gælder det, at vi hele tiden er undervejs, og at vi spørger os selv, om vi nu er dér, hvor vi skal være i livet.

I denne gudstjenesteserie fokuserer vi på at finde vej, at kende sit mål, at vide hvor man er. Ved at se på bibelske personeres rejser, lader vi os inspirere til at finde vej i vore egne liv.

Hør den første af talerne her, hvor vi samles om historien om tre fremmede mænd, som ved at følge en stjerne, kom på deres livs rejse.

Lydkvaliteten er ikke den sædvanlige, da vores optageudstyr er gået i stykker. Tak til Christian Syversen for snarrådighed ved at optage på telefonen.

Hør talen her:

podcast-large

 

Eller læs manuskriptet, som du her finder som PDF eller ren tekst. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger en smule fra det skrevne.

Manuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 8. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-1-12

For alle mennesker gælder det, at vi hele tiden er undervejs, og at vi spørger os selv, om vi nu er dér, hvor vi skal være i livet.

Det er ganske kompliceret at finde ud af, hvor man er, for det kan man kun sige noget om, hvis der er faste holdepunkter, at orientere sig efter.

I gamle dage, fandt man ud af, hvor man var, ved hjælp af et præcist ur, et kronometer, og en sekstant, hvormed man kunne måle solens højde på himlen og dermed havde man sin position.

I dag er det noget lettere, for nede over ækvator hænger en dynge stationære satelitter og vores GPS-modtagere, i bilen eller de, som er indbyggede i vores telefoner, er i konstant kontakt med dem, og ud fra deres postioner, kan vi måle ganske præcist, hvor vi er.

At vide, hvor vi er, er slet ikke så kompliceret, som den gang man om dagen målte solhøjden, eller om natten som de gamle vikinger styrede efter stjernerne.

Men der er stadig en ting, som jo også tæller med i regnskabet. Ud over at vide, hvor man er, så skal man også vide, hvor man skal hen. Vi skal have en destination.

I de følgende uger, handler alle gudstjenester om at være på vej, at kende sin destination og at finde sin position. Faktisk er der planlagt hele 7 gudstjenester i dette spor. Og allerede nu vil jeg godt løfte sløret for at den næste gudstjenesteserie, som løber fra askeonsdag og indtil og med påsken hedder: “Jeg er.” Men der hører I mere om senere.

Tilbage til GPS – Find din vej.

De hellige tre konger, som vi ofte omtaler dem som, er på vej til Jesus. De er i øvrigt nok ikke konger, det er de blevet til i folkemunde. Matthæus omtaler dem på græsk som μάγοι – Magikere. De har nok ikke været tryllekunstnere, men en mellemting mellem astrologer og astronomer. Måske Zaratrust-præster.

Mathæus indleder med at konstatere, at Jesus er født i Kong Herodes´dage.

Dette bør faktisk give anledning til lidt panderynken fordi, vi ved, at Kong Hereodes døde i år 4 Før Kristus.

Vent, er Jesus ikke født i år 0? De fleste er faktisk enige om, at det han ikke.

Den tidsregning, som vi anvender os at er fastsat af en munk, der hed Dionysius Exiguus, som stadfæstede Herrens År ca. omkring 525. Der er udbredt enighed om, at han var en fire til seks år ude af trit.

Vismændende har set en stjerne. De studerede formentlig himmelens stjerne. De har haft kendskab til litteratur, som taler for at Jødernes konges fødsel, skal kunne ses på himlen. Og der var i de år en sjælden konstellation af planterne, som jeg her og nu ikke kan gøre rede for. Men Google, kan også være jeres ven.

Altså begiver de sig af sted. Jeg synes, det er et tyndt grundlag at tage afsted på. De ser en stjerne, og de følger den, fordi den skal vise vejen til jødernes konge.

Man regner med at vismændende kommer fra Persien – det nuværende Iran. Når man går eller rider er det uoverskueligt langt væk. Det er noget med at tage ud på en rejse, uden at vide om man nogen sinde kommer tilbage. Med andre ord, vismændene er modige mænd, og nu er de taget afsted. Ikke efter en GPS, som siger om 600 m. hold til højre, men efter en stjerne, som man kun kan se om natten, hvor det at rejse er farligt.

Det er alligevel tillid til, at hvad man har lært, selvom det lyder lidt langt ude, alligevel må holde vand. Jeg tror, jeg vil tillade mig at kalde det et udtryk for stor tro.

De tager afsted.

Da de når frem til Jerusalem, opsøger de naturligvis Herodes, for at finde den nye konge. De kendte tydeligvis ikke meget til Herodes, ellers havde de aldrig gjort det.

Kong Herodes får af præsterne at vide, at profeten Mika har forudset, at den lille flække Betlehem er stedet. Herodes sender vismændende af sted med beskeden om, at komme tilbage til ham, når de har fundet barnet.

Nu går stjernen, ifølge Matthæus, foran vismændene indtil den stod stille over huset, hvor Jesu var.

Da de så stjernen stå stille var deres glæde meget stor. De var ankommet til destinationen.

Lad os lige holde fast i at de tre mænd, ikke var jøder. De var udlændinge. Nogen af dem, som aldrig ville være kommet over vore grænser. Fremmed kultur, fremmed religion, fremmede skikke.

I de bibelske fortællinger er de, det andet underlige besøg, som finder sted hos Jesus-barnet.

¨Først var de hyrderne, som ingen regnede med.

Lukas vil have os til at lægge mærke til, at de udstødte, de marginaliserede, er de første til at høre budskabet, og det engelene siger til dem, for ikke hen over hovedet på dem. Hyrderne handler på det, der forkyndes for dem. De går ind til jesus.

Hos Matthæus er det udlændinge, fremnede, som har læst sig til, at noget stort skal ske. De har fulgt en stjerne, som har vist dem vej. Nu står de foran huset, og de ved, at de er på rette sted til rette tid. Deres glæde er meget stor, siger Matthæus.

De fremmede faldt på knæ foran Jesus og bad. De så og forstod.

Og vi forstår, at det skæres ud i pap, at troen på Kristus intet har med kultur eller geografi, at gøre Det har at gøre med at turde lytte, se og handle. At lytte til englekoret eller at følge stjernen.

Mændende fra Østerland ofrede også til Jesus. Der var gaver: guld, røgelse og myrra.

Gaverne viser, at de forstår, for de peger fremad på Jesus liv.

Guldet gives til en konge, Røgelse er til præsten, mens myrra er den salve, som bruges til at smøre den døde, som giver sit liv. Alle tre funktioner får Jesus.

Vismændende er ikke færdige med at se eller høre. Gud taler til dem og beder dem bryde deres løfte til herodes. De rejser hjem en anden vej, således at Herodes ikke får fat i barnet.

Når familien senere må flygte er det meget sandsynligt, at det er vismændendes kostbare gaver, som gør at de overlever som flygtninge.

De tre mænd ser og lytter og begiver sig ud på en rejse, som ikke bare forandrer livet for dem, men faktisk også for du og jeg.

Ingen kan vide, hvad betydningen er, af de handlinger vi gør i dag, men verden kan forandres, hvis vi tør følge den ledestjerne, som nogen gange viser sig for os i vore liv.

Amen.

Salme: Vil du følge efter mig