Er det min skyld?

Det er Knæk Cancer uge. Mange mennesker, som rammes af cancer, ender med på et tidspunkt i forløbet at spørge sig selv om, hvad de dog har gjort for at fortjene dette?

Jeg tager tråden op i talen på søndag, der kommer til at undersøge de problemer, som er forbundet med at påtage sig skyld for sygdom eller ulykker, som rammer. Gennem en blind mands oplevelser får vi måske nyt syn for, om det virkelig kan være vores egen skyld, når alt går skævt. Kan vi virkelig påtage os ansvaret for blive raske?

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte af afvigelser mellem det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. oktober 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Job 42,1-6,10-17 & Salme 34,1-8,19-22 & Hebr 7,23-28 & Mark 10,46-52.

Vi er nået til den sidste af gudstjenesterne, hvor Jobs Bogs universelle temaer om lidelsens problem sættes sammen med en evangelietekst.

Det er kirkens opgave at sætte bibelens historier ind i en sammenhæng med det liv, som vi lever i dag.
Kirken skal jo ikke være et museum, for få interesserede mennesker, der nørkler med fortidens teologi.

Vi skal netop sætte det hele i spil, for hvis ikke vi gør det, er jeg da nødt til at spørge hvilken værdi, alt det vi gør i det hele taget har?
Det indebærer også, at vi skal lægge arm med de tunge spørgsmål, også selvom vi nogen gange må erkende, at vi ikke har smarte og hurtige svar, som vores tid efterspørger.

Job er på bagkanten af alle sine mange uhyrlige lidelser. Jeg skal spare jer for et resume af det, men opfordre til at læse de 42 kapitler i bogen – eller tag tegneserien.

Gud har talt til Job og ladet ham forstå, at Gud ved mere end vi nogen siden kommer til. Der hvor der er liv, er der kamp og der er spørgsmål.
Job får ikke svar på alle sine spørgsmål, men han vinder en tillid til Gud, som gør at han kan overgive sig til at Gud har styr på det, også selvom han sket ikke selv har det.

2 af 7

“Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig!”1…..”Jeg har talt om noget jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked,”2 siger han.

Det er en vigtig pointe, at Job faktisk ikke får svar, men det, at han oplever Guds nærvær – endda på en ganske skræmmende måde – giver ham ro og tryghed til at tage tingene som de er – også selvom han stadig ikke forstår.

Resten af bogen går med at beskrive, hvor rig og succesfuld Job bliver. Han får bl.a. smukke døtre og det er en virkelig velsignelse.
Historien tjener det formål, at vise samtiden, og det er længe siden3 og i en anden kultur end vores, at Gud belønner den, der stoler på ham.
Rigdom var datidens tegn på at være yndet af Gud. Vi skal forstå, at job har gjort sig fortjent til al den succes. Det ligger dybt i kulturen at medgang var et udtryk for at man holdt sig på god fod med Gud, mens modgang var præcise det modsatte. Modgang er menneskets egen skyld.

For os lyder det måske som noget pjat. Men hvis vi for alvor mærker efter, ligger de tanker dybt nede hos langt de fleste af os. For der må jo være en eller anden form for retfærdighed til.

1 Job 42,22 Job 42,3

3 Formodentligt forfattet omkring 400 FK. Gads Danske Bibelleksikon. Artikel om Jobs Bog.

page2image8049536

3 af 7

Men hvad nu, hvis der er elementer af livet, som ikke er præget af retfærdighed?
Tanken om, at der skal være en uforudsigelig vilkårlighed i livet, er os fremmed.

Vi har det helt generelt vanskeligt med ting, vi ikke kan kontrollere og ting vi ikke kan fixe.
En af grundene til det er, at det indebærer et tab af kontrol, at være ansigt til ansigt med noget meningsløst, og det kan vi ikke lide. Vi kan ikke lide at være magtesløse.

Uge 43 er ugen, hvor vi minder hinanden om at vi kommer i situationer i livet, hvor vi er magtesløse. Cancer er en af de sygdomme, som gør os magtesløse. Mange mennesker kæmper med – eller mod om du vil – cancer. Det er knæk cancer ugen.

Mange af os er berørt af cancer. Nogen af os, som er her i dag har cancer. Flere af os har haft det, og vi kender alle nogen, som lige nu har sygdommen tæt inde på livet.

Jeg tror at alle, som rammes af cancer – eller anden træls sygdom – før eller siden sidder med tanken, der spørger: “Hvad har jeg gjort siden jeg blev syg?”

Jeg tror, det er helt normalt og i vores længsel efter at kunne forklare, så begynder vi at finde på forklaringer. Jeg har også været fest-ryger. Jeg har også været forbrændt af solen mange gange. Det var også nogle år med nogle vilde weekender.

4 af 7

I følge sygehuspræsten Lotte Blicher Mørch, så er vi faktisk ofte, når vi ikke er i stand til at forklare, villige til at tage skylden for sygdom på os. For så er der i det mindste en forklaring.4

Når vi gør det bevidst eller oftest ubevist, så sidder vi fast i en livsopfattelse, hvor vi tillægger os selv en magt, som vi dybest set ikke kan tåle af have.

Men det ligger så dybt i os, at vi ikke kan eller ikke tør slippe kontrollen.

Hvis vi til påtage os ansvaret for at sygdommen ramte, så bærer vi også ansvaret for at vi skal blive raske. Det er det jo ikke alle, der bliver og det er ubærligt for os. Især bliver det ubærligt, hvis vi holder fast i, at sygdommen rammer som noget vi skulle være skyldige i. Det er faktisk ikke alt i livet, vi er herre over.

Undskyld at jeg siger det lige ud, men det har vi brug for at fatte. At vi ikke er herre over alt i livet.

For Job kom den erkendelse, da han havde mødt Gud. Det gjorde ikke at han forstod, men det gjorde at han slap ansvaret for noget, der ikke var hans ansvar at bære. selvom han slap ansvaret, så holdt han på forbilledlig vis fast i, hvem han var. Han var ikke sin elendighed, men han var udsat for lidelse.

4 Kristeligt Dagblads hjemmeside d. 26. august 2016. https://www.kristeligt- dagblad.dk/liv-sjael/vi-bliver-ved-med-tro-vi-skal-mestre-fixe-og-haandtere-alting? fbclid=IwAR3pwyaEwbSsRWuUPRmCWnGmXvImsTQcyEzDZM8aTruqxcTHeQf5jlsI D60

page4image8208768

5 af 7

Det er muligt vi kan fordømme os selv, for sygdom og ulykke, som rammer os. Men i en ny testamentelig tænkning, er der ingen fordømmelse.
Det kan god være svært at forholde sig til, og det har mennesker, der står i mængden for at se Jesus ankomme til Jeriko umådeligt svært ved, da den blinde tigger Bartimæus fra sit sædvanlige tiggested i byporten råber op: “Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!”5

Der er to ting i gang her.
For det første forsøger folk at få Bartimæus til at klappe i. Jesus, som de alle har hørt om, skal ikke konfronteres med en mand, som selv er skyld i, at han sidder der og er blind. Når han tigger sørger fællesskabet jo for ham, så nu kan han da i det midste bare holde sig lidt væk. Det er ikke til at holde ud at blive konfronteret med hans dårligdomme.

For det andet, så har vi en Bartimæus som hele sit liv gennem sin blindhed er blevet mindet om, at Gud ikke vil ham det godt. At det formodentligt er hans egen skyld at han sidder, hvor han gør.

Samtidig har Bartimæus aldrig sluppet håbet om, at livet kan se anderledes ud. Han har holdt fast i at han er mere end sin blindhed, han er et helt menneske. Selvom han lige nu ikke kan se, så kan også hans liv komme til at se anderledes ud. Det håb ligger lige under overfladen, når han begynder at råbe op.

Bartimæus tager et skridt i tro, og stoler på den Jesus, han har hørt om.

5 Mark 10,47

page5image8289856

6 af 7

Han giver pokker i, at nogle måske vil mene, at det er svagt at bede om hjælp. Han har indset, at han er nødt til at slippe, det han alligevel ikke kan holde fast i – sin påståede skyld, skam og ansvaret. Og han han holder fandt i håbet om, at hans liv kan være anderledes.

Og han bliver ikke skuffet. Jesus svigter ikke. Faktisk venter der ham en helt ny tilværelse.

Da Bartimæus har indset, at Jesus er kommet til ham midt i hans lidelse, da kommer friheden fra blindheden. Da er han fri, endda længe før han faktisk kan se.

“Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”6 Spørger Jesus. Amen
Salme: Menneske din egen magt

 

Tro for ALLE – Thomas Risager

Forleden aften så jeg en debat på tv. Jeg forundrede mig over, at en af vores partilederes ord mindede mig utroligt meget om Jesus. Ud fra beretningen om Jesu møde med ti spedalske, som vi læser i Lukasevangeliet, kommer vi omkring både Søren Pape, Jesus, og en helbredt samaritaner i talen ved dagens gudstjeneste.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er variationer mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 9. oktober  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 17, 11-19.

Tro er for ALLE

Det er ikke tit, at man tænker på Jesus, når man hører en konservativ partileder tale. Men jeg tænktr på Jesus forleden, da jeg så lidt debat på TV.

Søren Pape lyder som Jesus!

Anledningen er det skammelige at kontanthjælpsloftet blev indført den første oktober og det giver selvfølgelig diskussioner om rimeligheden i størrelsen (eller det modsatte) i de indkomster, som samfundet tilbyder vore svageste.

Her var det så, at jeg hørte Søren Pape tordne over, at de som fik så mange penge fra vores fælleskasse burde være taknemmlige. De skal sige tak!

Her kom jeg til at tænke på Jesus, som stiller sig op overfor den ene af de ti helbredte spedalske, der kommer til ham for at sige tak for sit nye liv. Jesus spørger hvor er de andre 9, som blev helbredt, underforstået at en smule taknemmelighed ville være på sin plads her.

Det klassiske take på denne historie er, at vi skal læse den og forstå, at vi skal huske at være taknemmlige. Det er helt sikkert, at det kan de fleste af os, også blive bedre til.

Ud over at jeg har set tv med debat om kontanthjælpsloftet, så har jeg også haft tid til at være sammen med kirkens menighedsråd.

Til menighedsrådsmøderne har vi altid en indledning, hvor vi fokuserer os på Gud, og ganske ofte er afsættet en historie i bibelen. I onsdags var det historien om de ti spedalske, som vi talte om.

Vi læste teksten, tænkte os om, og sagde hver især, hvad der lige faldt os ind.

Det var langt mere opmuntrende end at høre på Søren Pape. For vores snak afslørede, at der er en rigdom i teksten. Mere rigdom end vi nogensinde selv havde fundet ud af på egen hånd.

Hvem siger f.eks. at de andre ni ikke er taknemmelige. De har måske travlt med at lade sig genforene med deres familier, som de ikke har set i årevis.

Når man blev spedalsk, som er en træls sygdom, hvor man faktisk kan miste sine fingre, tæer og andre yderlige kropsdel, isoleredes man fra alle andre.

Man blev sat i karantæne udenfor byen og blev derfor nødt til at leve af andres almisser. Så længe de nu huskede det komme ud med mad. De husker de sikkert de første fjorten dage.

De har som konsekvens, at man mister sin familie, hele sit sociale netværk og ikke længere kan arbejde. Man er er blevet uren, uønsket – man er levende død.

Jesus siger til de ti, der råber op, for at minde Jesus om, at han skal holde sig på afstand, at de skal gå hen til præsterne og lade sig syne. Myndigheden til at erklære dem raske og dermed rene, så de kan indtage deres gamle liv ligger hos præsterne.

Vi bemærkede i menighedsrådet. At de havde råbt til Jesus om at forbarme sig over dem. Jesu svar er, at sende dem et sted hen. I dette tilfælde hen til præsterne.

Jeg gætter på, at de har været afkræftede og måske ovenikøbet modløse. Skal vi virkelig selv gå helt derhen? Har de måske spurgt.

Men mens de går. Mens de bevæger sig rent fysisk, begynder miraklet at ske. De bliver raske. Præsterne kan med det samme se forvandlinge.

De kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på, at miraklet falder i deres turban.

Det kunne vi måske lære lidt af.

En anden sagde, at en mulig grund til at de ni ikke kom tilbage var fordi, de havde travlt med at fortælle alle andre om deres møde med Jesus. Det er bestemt en mulighed.

Tilbage til ham, som kommer tilbage til Jesus for at sige tak.

Lukasevangeliget bemærker, at den takkende mand er en fremmed. Han er en samaritaner, som jøderne traditionelt betragtede som det laveste afskum i menneskeskikkelse.

Det slår mig i denne historie, at det ofte er dem, som er på datidens kontanthjælp, Jesus gør mirakler for.

Det er netop de svageste.

Når man er spedalsk er man udenfor. Når man er samaritansk spedalsk er man totalt udenfor. Man kan ikke komme længere væk fra samfundet, livet, eller Gud.

Man er for at bruge et moderne udtryk helt væk fra vinduet. Opgivet af alle. Måske endda opgivet af sig selv. Den sidste af dem er måske opgivet af sit eget samaritanske folk og flygtet ind i en kultur, hvor han aldrig får lov at høre til, og nu er han ovenikøbet syg og dermed dobbelt udstødt og dobbelt foragtet.

Vi må se og forstå, at man ikke kan komme længere væk fra Gud eller alt andet, end denne ene mand er.

Jesus ser ikke sådan på ham.

Jesus er et menneske, der lider ubeskriveligt. Jesus giver ham livet tilbage.

Det viser med al tydelighed, at Jesus ikke gør forskel. Jesus giver nyt liv til dem, som ingen synes har fortjent det. Nyt liv til dem, som ikke selv synes de har fortjent det.

De, som tilsyneladende er længst væk, er i virkeligheden de, som er nærmest på Guds kærlighed.

Det er fedt.

Mod slutningen her, så lad os lige se på hvad der sker til allersidst.

Manden takker Jesus.

Jesus bekræfter at han ikke bare er helbredt og har fået livet igen. Men som Jesus siger: “Din tro har frelst dig!”

Han har fået Guds kærlighed, så det binder ham ind i evigheden. Frelsen!

Manden får ikke lov til at blive sammen med Jesus.

Tværtimod sendes han ud. Hvem ved, hvad der så kan ske. Sidste gang han gik, da Jesus bad ham om det, blev han helbredt og fik et nyt liv.

“Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!”

Amen

Salme: Midt i blandt os er Guds rige

Lev stærkt_Tro er at sætte mennesker først – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag fortsætter temaet “Lev Stærkt”. Denne gang handler talen om at sætte mennesker først.

Mange har den opfattelse, at tro går ud på at leve efter en masse regler. Jesus gør netop op med dette, da han helbreder en kvinde på en helligdag. Mennesker kommer før regler!
Men hvis ikke reglerne styrer, hvad gør så? Det gør kærligheden!

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. De talte ord kan ofte afvige fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 21. august  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 13,10-17

Lev stærkt – Tro er at sætte mennesker først

Nå, hvem skal så helbredes i dag?

Nogen gange kan man tro, at Jesus tænker sådan, når han går ind i synagogen. I dagens historie fra Lukasevangeliet underviser Jesus i synagogen. Så mændene sidder der på rad og række og lytter til hans undervisning.

Når jeg læser Luasevangeliet, så tænker jeg på en kvinde, som jeg næsten altid møder, når jeg enten løber, går eller cykler langs med Odense Å. Der er en kvinde, som, går mange mange ture ved åen. Hendes ryg er totalt S-formet og hun er så krumbøjet, at man lægger mærke til hende.

Når jeg læser teksten tænker jeg på hende.

Tænk en gang hvis man kunne gøre som Jesus.

Kalde hende til sig og sige: “Kvinde, du er løst fra din sygdom!” Og så få lov til at se, hvordan hun langsomt og for første gang i mange år, stille og roligt rettede sig op.

Som om hun ikke rigtigt selv tror på det.

Hvor må de være fantastisk at se hendes ansigt, som ellers altid er rettet mod jorden dukke op, for til sidst at se hende i øjenene.

Det er præcis det, som sker den dag i synagogen.

Folk i synagogen så at Guds kærligheds kraft ikke bare helbreder syge sjæle, men også retter en krumbøjet ryg ud.

Kvinden ved godt, at det som er sket, er et mirakel, så hun giver sig til at prise Gud.

Mennesker omkring hende klapper i hænderne af begejstring. Det er jo det, som Jesus har sagt. At Guds rige er kommet nær og det betyder, at menneskers liv forandres. De ser det ske lige her i deres synagoge, hvor gudstenesterne, ikke hver sabbat, er værd at skrive hjem om. Så det lægger jo lige en ekstra glæde til.

Ja, man kunne jo godt drømme om, at det skete her!

Men så der der lige præsten – synagogeforstanderen. Man kunne tro, at han ville være helt vildt begejstret og allerede nu glæde sig til næste uges sabbat, for når dette rygtes, så skal der nok blive fuldt hus. Det er jo alle synagogeforstanderes drøm. Fuld synagoge og gang i den med glade mennesker.

Men nej, han reagerer helt helt anderledes. Faktisk bliver han rasende.

I de ti bud siges det: v8  Husk sabbatsdagen og hold den hellig. v9  I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; v10  men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. v11  For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.”

Synagogefortanderen er opdraget til at respektere loven, sådan som den står. Tidsånden eller kulturen var ikke sådan at man, som vi gør, sætter spørgsmålstegn ved alt.

Han var tværtimod ansat til lære mennesker at holde fast ved reglerne, for det var farisæernes, altså de ivrigste lovtro jøders inderste overbevisning, at det var bedst for mennesket at det var således.

“Der er seks dage, som er bestemt til arbejde. Der kunne I da været kommet og lade jer helbrede, men ikke på sabbaten!”

Man kunne jo være flabet og spørge: Nå det sker måske alle de andre dage? Det tror jeg ikke, det gjorde.

Synagogeforstanderen er hverken dum eller ond. Han holder blot fast i det, han har lært og oprigtigt tror er det bedste for mennesker.

Jesus peger straks på deres eget hykleri ved at påpege at de alle sammen vil give deres husdyr vand, selvom det er sabbat.

Som så ofte før, når Jesus siger noget, sidder mændende og krummer tæer, for Jesus rammer fuldstændigt plet her. De vander da alle sammen deres dyr på en helligdag.

Det betyder så, at dyrenes velfærd pludselig er vigtigere end kvindes helbred.

Inderst inde kan de godt se, at Jesus – endnu en gang har fanget dem i deres dobbeltmoral.

Når reglerne bliver så rigide, at de mod al fornuft kommer til at skade mennesker, så må mennesket komme først. Det er den fornuft Jesus præsenterer dem for, og dette er ikke hverken den første eller den sidste historie i bibelen med dette tema.

At leve stærkt som kristen, er netop ikke, selvom mange tror det, at være bundet af reglerne om alt det man ikke må.

Det er at være sat fri til at sætte sit medmennesker før sig selv og også før de normer, der må holde mennesker nede.

Det er netop at fejre livet og glæde sig over det.

Og i lyset af det, håber jeg vi alle kan rette os op og tage mod Guds kærlighed, som netop sætter os fri til at leve og fri til at tjene vores medmenneske.

Mennesket kommer altså før reglerne.

Amen.

Vanens Magt 4/5 – Thomas Risager

Når vi taler om vaner, tænker vi oftest på de dårlige vaner, som for meget vin eller for meget tobak. Men faktisk er vaner en utroligt smart ting, fordi de aflaster vores hjerne. Hvad har det nu med tro at gøre, ja det kommer vi til at tale om de næste fem søndage i Metodistkirken.

I dag er der rigtigt mange involveret i gudstjenesten. De menesker, som har været en del af forårets kursus VEJEN beder bønner, læser tekster og giver små taler og historier fra deres egne erfaringer med vaner – både gode og dårlige.

I dag fokuserer talen på, hvordan vi med Guds hjælp kommer af med dårlige vaner.

Hør mere her:

podcast-large

Vanens Magt 3/5 – Johnny Jonassen & Thomas Risager

Når vi taler om vaner, tænker vi oftest på de dårlige vaner, som for meget vin eller for meget tobak. Men faktisk er vaner en utroligt smart ting, fordi de aflaster vores hjerne. Hvad har det nu med tro at gøre, ja det kommer vi til at tale om de næste fem søndage i Metodistkirken.

I dag er der rigtigt mange involveret i gudstjenesten. De menesker, som har været en del af forårets kursus VEJEN beder bønner, læser tekster og giver små taler og historier fra deres egne erfaringer med vaner – både gode og dårlige.

I optagelsen her læser Maiken Nielsen dagens tekst fra Lukasevangeliet kapitel 11 vers 14-28. Talen holdes af kirkens præst Thomas Risager og Johnny Jonassen i fællesskab.

Hør mere her:

podcast-large