Bevægelse – Thomas Risager

Kristi himmelfart får mennesker i Odense til at løbe eventyrløb. Sjældent er de så mange, som bevæger sig så meget på én gang.

Men Kristi Himmelfart er mere end løb. Der er dog masser af bevægelse i den historie. Det ser vi på nu.

Tekstn, som blev læst er fra Lukasevangeliet kapitel 24, vers 44-53.:

v44  Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« v45  Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, v46  og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, v47  og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, v48  og I skal være vidner om alt dette. v49  Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Jesu himmelfart

v50  Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. v51  Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. v52  De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, v53  og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

 

Hør mere her.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 8. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 24,44-53.

Kristi himmelfart får mennesker i Odense til at løbe eventyrløb. Sjældent er de så mange, som bevæger sig så meget på én gang.

Men Kristi Himmelfart er mere end løb. Der er dog masser af bevægelse i den historie. Det ser vi på nu.

Der er gået fyrre dage siden folk blev klar over, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. I den periode viste han sig med jævne mellemrum for disciplene. Han spiste og drak sammen med dem og han lod den skeptiske Thomas få lov at stikker sine hænder i hans side, så han kunne mærke at Jesus virkelig var der sammen med dem.

Nu trækker Jesus disciplene til side. Her bruge Lukas en vending, som vi skal lægge mærke til. Jesus åbnede deres sind, så de kunne forstår skrifterne. Her peger Lukas frem mod pinsen, som ligger 10 dage fremme. Jesus lover, at han vil sende det, som hans fader har lovet dem. Men de skal blive i byen indtil det sker.

Det Jesus henfører til er Helligånden, som skal falde over disciplene og i den grad åbne menneskers sind, hjerter og hoved, for evangeliets historie om den Jesus, som led, døde og opstod igen.

Den historie lukker vi op på næste søndag, men nu er vi her i nuet, hvor Jesus har samlet disciplene foran sig.

Han har åbnet deres sind, så de kunne forstå skrifterne. Hvor kunne det være dejligt!

Han går gennem Moseloven, profterne og salmerne, som vi også har i Det Gamle Testamte.

Jesus understreger at han selv og alt, hvad der er sket er i tråd med linjen i de gamle skrifter, som alle kender.

Med andre ord, Jesus selv er en del af Guds frelsesplan og han har tænkt sig, at opfylde sin del.

Jesus giver den en opgave, en stor opgave. Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse i Jesu navn. Det skal ske til ALLE folkeslag begyndende i Jerusalem.

Derefter gik de ud af byen. Jesus løftede sine hænder og velsignede dem. De sang nok ikke Hans Christian Jochimsens fine melodi, men ordene var de samme.

Jesus blev båret op til himlen og forsvinder ud af deres syne.

Jesus er borte, men det er han jo kun for at blive allestedsnærværende. Han er ikke længere bundet af noget som helst. Det har disciplene egentlig haft fyrre dage til at vænne sig til, men de forstår det nok først for alvor i pinsen, som kommer.

Lad se lidt op opgaven, som han har givet dem.

Der skal forkyndes til alle folkeslag. Det er et opgør mod de tanker, at budskabet om Jesus i skulle være reserveret israelitter eller jøder.

Det er lige her, at vi ser, at troen på Jesus ikke skal være reserveret en regional menighed, men faktisk har potentiale allerede fra starten til at blive en global bevægelse.

Der er så meget krudt i budskabet om Jesus at det forandrer verden og fortsat i dag så mange år efter, stadig er en faktor i verden. Det er da dybt fascinerende.

Som jeg sagde til konfirmanderne i sidste uge, så er det gerne sådan, at hvis noget Jesus siger, gælder disciplene, så er det sådan, at vi ikke går galt i byen ved at antage, at det gælder os.

Med andre ord, er det os, som er efterladt med opgaven der hedder: “og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem”

Det er altså os, som må sætte os i bevægelse for at gøre det. Det er ikke en ti kilomenter, men et livslangt løb. Vi er i bevægelse.

Omkring Kristi himmelfart, så tror jeg lidt, det er sådan den almindelige dansker tror det er de kristne som er faret til himmels.

De ser dem jo aldrig. Og hvis de endelig gør, så er det oftest fordi, medierne synes, at nogle kristne har dummet sig.

Kristus for til himmels for at være allestedsnærværende. Guds rige er kommet nær.

Hvornår i alverden er det vi begynder at forkynde det for alverden og ikke kun for os selv?

Amen.

Hvorfor tro på en gud? – Thomas Risager, Yvonne Brandt & Anders Flinck

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille.

Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Ved dagens gudstjeneste giver vi vores svar på spørgsmålet. Hvorfor tro på en gud?

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 17. april  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Yvonne Brandt, Anders Flinck, Sine Åkerman.

Tekster: Apg. 9,36.43 & Sl 23 & Åb 7,9-17 & Joh 10,22-30

Hvorfor tro på en Gud?

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille. Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Men lad os lige se på en historie fra bibelen først.

Vi er i den første kirkes tid. Jesus er opstået fra de døde, faret til himmels, har givet disciplene missionsbefalingen: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Disciplene ventede ti dage i Jerusalem, og så faldt Guds ånd over dem, og mennesker, der hørte dem tale om Guds kærlighed gennem Jesus, oplevede det så stærkt, at de begyndte at tro. Mange blev døbt og den første kirke var en realitet.

Det var ikke en kirke, som vi tror det skal være i Danmark, men en kirke, som var et fællesskab af mennesker, som levede sammen, delte alt og tog sig af de fattige og de svage. Samtidigt tog de missionsbefalingen fuldstændigt alvorligt. De missionerede helt vildt.

Hvis vi synes Ateistisk Selskab er missionerende for deres sag, så er det ingenting at regne i forhold til den måde som de første kristne gik til den på.

En af datidens første og største kristne Paulus skiver selv: v19  Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20  For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21  For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22  Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23  Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.”

Paulus siger ligeud her at alle kneb gælder.

Når vi ser på den første kirke, er det vigtigt at have i baghovedet, at man levede i en såkaldt eskatologisk tidsalder, man forventede simpelthen at den tid, hvor Jesus var borte ville være kort.

Lige om lidt, måske i morgen, ville Jesus komme tilbage og gøre endeligt op med denne verdens ondskab, og så gjaldt det om at være klar.

Det er den tankegang, som ligger bag historier om mennesker, som solgte alt, hvad de ejede for at give det til fællesskabet.

Den første kirkes tid, var en vild tid.

Apostlen Peter er på missionsrejse, for at forkynde evangeliet og han kommer til Lydda, hvor han helbreder en lam mand. Det lyder som en vild historie, men i den første kirkes tid, var det hverdag. Rundt om i verden er denne side af den kristne tro ikke fremmed.

Nu kaldes Peter til Joppe, hvor der var en kvindelig discipel. (Læg lige mærke til det! Det er ikke længere kun mændene, som kan være disciple)

Tabitha gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. Bibelsprog for at hun var en meget trofast og god kvinde – en forbildelig disciplel.

Men nu er hun død.

Disciplene – de kristne – i Joppe sendte bud efter Peter, som kom til byen. Han gik op til liget, faldt på knæ og bad til Gud: “Tabitha, stå op!” Så blev Tabitha levende og mange der hørte det kom til tro på Herren, som der skrives i Apostlenes Gerninger.

Jeg tror på Gud, og tænker sikke en fantastisk historie.

Men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, hvordan dette lyder for et menneske, som ikke tror.

Et menneske, som har bestemt sig for at Gud ikke findes, eller i bedste fald er et produkt af menneskers egen fantasi.

Hvordan lyder sådan en historie i deres ører?

Hvis man ser isoleret på historien om opvækkelsen af Tabitha, så kan jeg måske godt forstå det ikke troende menneske, som ikke lige køber sådan en historie.

Jeg synes faktisk, at der er flere historier i bibelen, som er så vilde, at jeg også spørger, gad vide om det helt holder vand?

Det er lige der, hvor vi skal minde hinanden om, at bibelen ikke er en videnskabelig tekstbog, men en fortælling om Guds åbenbaring for mennesker. Det er her, hvor jeg minder mig selv om, at det er Gud jeg tror på, og tilbeder, ikke bibelen.

Jeg ved godt, fra mine samtaler med mennesker, som ikke tror, at det er vanskeligt for dem, at jeg ikke betragter bibelen som den absolutte og endelige SANDHED. Bibelen er modsætningsfuld og det lever jeg faktisk fint med. Jeg tror alligevel. Og jeg tror Gud taler til os gennem bibelen, så den er uvurderlig.

Min tro er naturligvis præget af, hvad jeg har læst i bibelen.

Men den er rigtigt meget præget af, hvad jeg har oplevet!

Troen er noget, jeg oplever og erfarer, og ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så er den nogen gange i modstrid med min beskedne forstand. Det lever jeg med. For tro foregår ikke kun i hovedet, men sandelig også i hjertet.

Jeg kan ikke bevise Gud findes. Det er der ikke nogen der har gjort. Og nej, for ikke troende, er det der står i bibelen ikke et argument og det er slet ikke et bevis.

Men jeg tror stadig, og jeg tror det er bedst for mig, at tro på, at der er en Gud som elsker mig, tilgiver mig, udfordrer mig, bruger mig og sender mig.

En Gud, som ville mig, og dig,  så meget, at han lod Jesus dø på korset og opstå igen. Ikke for, at det skal være bevis, men for at vi må se, tro og erfare.

Det er det, som det handler om: at tro – ikke bevise, ikke vide, men at tro.

Hebræerbrevet i bibelen siger: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Min tro bekræftes og vokser, når jeg hører mennesker fortælle om deres tro. Så ser jeg den levende Gud bag det.

Vi skal slutte af med at høre et par menesker fortælle om deres tro.

 

Yvonne, hvorfor tror du på Gud?

“Jeg troede faktisk ikke at jeg kunne tro igen.

Efter en del år med et kaotisk liv med en psyke der drillede, kom min tro dog tilbage til mig da jeg begyndte at gå til gospel og teksterne dér hjalp mig i min hverdag. Gospel blev mit åndehul og tirsdag aften ugens højdepunkt, hvor jeg mentalt blev tanket op.

Efter ret kort tid til gospel begyndte jeg også at komme i kirken om søndagen, begyndte også at tænde lys og at be’.

Mit liv ændrede sig radikalt til det bedre.

For et par år siden vendte mine døtre hjem til Fyn – som jeg havde bedt for. De gir mit liv mening og jeg er slet ikke i tvivl om at det er min tro på Gud der her hjælper mig.

Jeg takker dagligt for det min tro gir mig og at mine bønner blir hørt.

Jeg har nu et liv, der er værd at leve og igen noget at stå op til hver dag: en familie, venner, træning, job og ikke mindst min tro på det gode i livet!

Derfor gir det mening for mig at tro!”

 

Anders Flinck, hvorfor tror du?

At tro på Gud eller at vælge at tro på

Det er lidt svært at beskrive, når jeg ikke har prøvet ikke at tro på Gud. Hvilket ikke er det samme som at tvivle, jeg kan jo kun tvivle på noget jeg tror, er der. Viste jeg med sikkerhed at der ikke var en gud, kunne jeg ikke tvivle på ham.

Det betyder bla. at jeg prøver pga Jesus eksempel, at se på mig selv lige som jeg se på andre, at når jeg ønsker retfærdighed for mig, at jeg også nærer det samme ønsker om retfærdighed for andre.

Det betyder at når jeg fyldes af glæde over naturen, livet og kærligheden kan rette takken mod gud, det betyder også at jeg retter utilfredsheden mod gud.

Jeg har svært ved at se hvad der skulle inspirer mig til at være mere medmenneskelig, mere tålmodig og have empati osv. Uden troen på en gud som opfodrer os til at leve med og for vores næste.

Skeptikeren kun sige at bøn til gud bare er samtale med en usynlig psykolog, at tankerne kommer ud at jeg kan lægge dem fra mig. Måske er det det, en gang imellem, andre gange er som et berusende nærvær, opmuntring til at klø på, opmuntring til at fortsætte vilje fast med de vigtige ting i livet også i modgang og håbløshed. Og så har oplevet mirakuløse ændringer mit og andres liv og helbred uden bøn. Jeg tillægger gud æren, en god ateist kunne måske finde god forklaring på det uforklarlige.

Jeg frygter slet ikke døden, jeg ønsker selvfølgelig heller ikke at dø, jeg har ingen forestilling om en himmel eller et helvede efter døden. Der imod føler jeg at gud vil have sine disciple til at skabe en flig af paradis og ikke det helvede som egoisme, magtbegær og grådighed skaber for mennesker.

Don’t have the inclination to look back on any mistake
Like Cain, I now behold this chain of events that I must break
In the fury of the moment I can see the Master’s hand
In every leaf that trembles, in every grain of sand

I gaze into the doorway of temptation’s angry flame
And every time I pass that way I always hear my name
Then onward in my journey I come to understand
That every hair is numbered like every grain of sand

I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of san

Sine Åkerman siger:

Jeg tror på Gud fordi Gud er håb og Gud er ubetinget kærlighed.

Min tro hjælper mig til at acceptere, at jeg begår fejl og rummer ting, jeg ikke er stolt af. At jeg er ok alligevel.

Min tro giver mig styrke, vilje og mod til, at være noget for andre. 

Min tro forhindrer mig i at miste forstanden, når jeg møder verdens elendighed. Jeg accepterer, at jeg er lille og Gud er stor. Gud kender mig, men jeg kender ikke hans veje.

Gud giver mig glæde og frihed til, at være mig.

Derfor tror jeg på Gud.

Amen