Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

podcast-large

 

 

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

 

Prædiken søndag d. 27. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

 

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om  at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.

 

Klar til at blive klar / Fristelse – Thomas Risager

Jeg kender ingen, som går gennem livet uden at blive udsat for fristelser.
Fristelser, som vi giver efter for, har det med at få magt i vores liv. Derfor er det vigtigt at kende fristelsen, når vi møder den.

Selv Jesus blev fristet. Han modstod fristelsen. Hør mere om hvordan Jesus gjorde det i dagens tale.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 14. februar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 4,1-14. Jesu fristelse

Fristelserne lurer overalt, og derfor skal man hele tiden være på vagt og passe på.

Vi skal endelig skærme vore børn for verdens ondskab. Sådan er der kristne, som siger. Verden er farlig og man skal passe på.

Sådan siger vi ikke her. Vi bliver altid bekymrede for kirkelig tænkning, som deler verden op i os og dem. En opfattelse, som hylder at kirken og kristne på en eller anden måde er verden overlegen.

Hvis denne overlegenhed var sand, så var der aldrig nogle af vi, som tror på Gud, eller vi, der kommer i kirke, der kom galt af sted.

Vi HAR hørt om folk fra andre kirker, som faldt for fristelser….  🙂

Verden er ikke farlig, men at tro, at man er immun overfor fristelse, er at være naiv.

Når vi tænker på fristelser, bliver det ofte de dramatiske fristelser, som dukker op i vores hoveder. Noget med kvinder, mænd, penge….

Men blandt de daglige fristelser, som jeg ser det, er det mere fristelser i retning af, at have lysten til at gå fra en konflikt. At vende ryggen til en, som har mere brug for at blive mødt med en omfavnelse og forståelse.

At drømme sig væk fra problemer i stedet for at arbejde med dem.

At mene, at alt der går skidt for en, altid har sin rod i andre mennesker. Det er deres skyld.

At tro at kritikere eller mennesker, som man ikke nødvendigvis er helt enige med, er dårlige mennesker.

…og så er der naturligvis alle de materielle fristelser…..

Jeg har på fornemmelsen, at hvis først vi kommer i gang med at lave lister, så bliver de lange. Længere, end vi har tid til i dag.

I Hebræerbrevet siges det med svulstige ord om Jesus, at han er vor ypperstepræst.

“Ja vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15  For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16  Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”

Jesus forstår fristelsen, hvilket jeg tænker er meget betryggende. Men jeg lægger lige mærke til bemærkningen: “Dog uden synd.” Jesus faldt ikke i.

Historien om Jesu fristelse er det, som sidder i baghovedet af Hebræerbrevets forfatter, der skriver formodentligt omkring år 80, i et forsøg på i den spirende kirke, at forklare Jesus og hans rolle. En rolle han fik, fordi hans liv, død og opstandelse mildest talt var spektakulært. – Og så selvfølgelig fordi han var Guds søn.

Et er, at han efter sin dåb var i ørkenen i 40 dage og til slut led sult, som Lukas tørt konstaterer det.

I et ørkenland er der enorm respekt for det. Solen banker ned om dagen og natten er iskold.

Det gjorde af Jesus var et menneske, man lyttede til. Faktisk er han så dan lidt BS Christiansen agtig.

Noget andet var, at han i sin svaghed, sulten og træt, står ansigt til ansigt med djævelen.

Hvis jeg havde sultet i 40 dage, tror jeg tanken om nybagt brød ville være ganske massivt til stede hos mig.

“Hvis du er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød!”

Hvis en fristelse er én vi falder i, så er det gerne sådan at fristelsen vinder magten over os.

Jesus ved og gennemskuer, at han vil være djævelsens lakaj, hvis han giver efter.

Fristelsen om at få al magt og herlighed i denne verden står også i skærende kontrast tl den skæbne, som Jesus vidste han var på vej mod.

Mennesker lyttede til ham, fordi han var 40 dage i ørkenen og klarede den. Men det at modstå de tre fristelser, er endnu mere sejt. Dette var en stærk indgang til det, som jesus efter går i gang med.

Jesus modstår fristelsen – sejt!

Det var ikke sidste gang, Jesus mødte fristelse i sit liv. I Matthæus 16 finder vi historien, hvor Jesus har delt med disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide og dø.

Peter stille sig foran ham: “Gud bevare dig Herre. Sådan må det aldrig gå dig!” Jesus svarer meget voldsomt: “Vig bag mig, Satan.”

Det har ofte undret mig, men jeg forstår at svaret indikerer, at han ser Peters udsagn, som en reel fristelse.

Jesus møder fristelse gennem sit liv, og vi møder fristelser gennem vore.

Hvad er det, der gør, at Jesus vinder (og vi ofte taber)?

For det første negligerer Jesus ikke fristelsen, men forstår alvoren og konsekvenserne af djævelens fristerier.

For det andet, er han så kendt med Gud, at han ikke et sekund tvivler på, hvad der er Guds vilje med ham.

For det tredje, så er han åben for at fristelser er en mulighed, så han forventer det.

For det fjerde, så er han fyldt af Helligånden, Gud er med ham.

Fristelser er reelle, vi skal ikke frygte dem, for Gud er med os i dem, men vi skal heller ikke være naive. Så der er god grund til bede med, når vi i Fadervor beder: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”

Amen

Du er ikke i fokus – Thomas Risager

 

Daabs-selfie
En lille selfie midt i gudstjenesten

Jeg indrømmer det blankt. Jeg bruger selfie-funktonen på min telefon rigtigt meget. Et billede af mig på et eller andet cool sted er ligesom beviset på, at jeg HAR været der.
Aldrig før har vi sat os selv så meget i scene og i centrum, som vi gør i disse år.

Da Jesus havde talt i Synagogen i Nazareth, blev folk så oprørte over ham og hans budskab, at de forsøgte at slå ham ihjel. Han sagde – provokerende nok – at alle de gode løfter i første omgang vil komme til dem, som intet har. Dem som lider. Dem som ingen regner for noget. Alle vi, som har travlt med at tage selfier, opdager slet ikke, hvad der sker omkring os, for vi er ikke selv i fokus.

Måske skulle man prøve at kigge op og se ud?

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 31. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 4,21-30.

Klar til at blive klar – du er ikke i fokus

Jeg indrømmer det blankt. Jeg bruger selfie-funktonen på min telefon rigtigt meget.

Et billede af mig på et eller andet cool sted er ligesom beviset på, at jeg HAR været der.

Aldrig før har vi sat os selv så meget i scene og i centrum, som vi gør i disse år.

Det er jeg vist heller ikke alene om. Det afslørende billede af Helle Thorning, der lige skal have en selfie med Obama er gået verden rundt. Vi tager sellier, og vi kommer ikke udenom at det nok er et udtryk for en vis selvoptagethed, at vi sætter os selv i scene med selfier og sociale medier.

I synagogen, hvor Jesus netop har stået og talt, da vi dropper ind i Lukasevangeliet, der sidder der også mennesker, som sætter sig selv i scene.

Mennesker, som er vant til at de sætter retningen og andre retter ind efter dem. Dem, som altid flyder ovenpå.

Jeg siger ikke at her er mennesker, som har meget høje tanker om sig selv.

Det udtaler jeg mig ikke om. Men det kunne jo ske i en anden kirke…

Kirker lider nogen gange lidt under det, at vi føler os bedre end andre, og det er faktisk skidt.

Jeg er ret sikker på at det er det tilfældet i Nazareths synnagoge.

Jøderne reagerede i hvert fald voldsomt på det Jesus siger til dem.

Faktisk kan man som præst godt drømme om sådan en reaktion, eller næsten sådan en reaktion. Eller bare en reaktion 🙂

Men hvad er det Jesus siger til dem. Jo hans prædiken er kort. Så kort, at jeg godt tør gengive den i fuld længde i dag.

Måske var det noget at menighederne kunne drømme om, at præsterne kunne fatte sig i korthed.

Jesus siger helt enkelt:

“I dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.”

Så kort kan det gøres.

Hvad var det så, der er gået opfyldelse? Man kan sige, at det er jesus egen programerklæring, som han ganske vist læser fra profeten Esajas.

Gamle ord og gamle længsler om en ny tid, hvor der skal være godt budskab til fattige, frigivelse til fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte og et nådeår fra Herren.

Det står i skærende kontrast til den virkelighed, som man lever i på Jesus tid.

Der er der jo ikke nogen, som kan have noge i mod. Men med Guds kærlighed er det oftest sådan, at de første til at se, høre, erkende og forstå er de, som tilsyneladende ikke er mest oplagte. Det er meget sjældent dem, som er i centrum.

Vi ser det bla. i julen, hvor de første, som forstår at noget fantastisk er sket, bliver de hyrderne på marken. De mennsker, med den laveste agtelse, bliver de første som møder Jesus.

Nu har Jesus sagt: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.

Det er gode nyhede og hele salen bryder ud i jubel og klapsalver.

Men der bliver snart til noget ganske andet, for jesus fortæller dem gamle historier og minder dem om de gange i historien, hvor Israelitterne har lidt og ventet på, at Gud, for at blive overrasket over, at Gud griber ind, men ikke i første omgang hos dem selv.

Jesus minder dem om, at der er andre mennesker, som virkelig har brug for Gud. De fattige, enkerne, fangerne, de blinde.

Da Jesus havde talt i Synagogen i Nazareth blev folk så oprørte over ham og hans budskab at de forsøgte at slå ham ihjel.

Han sagde, provokerende nok, at alle de gode løfter i første omgang vil komme til alle de, som intet har, dem som lider, de som ingen regner for noget.

Der er i synnagogen sad alle dem, som ligesom, i hvert fald nogen af os, har travlt med at tage selfier, og derfor slet ikke opdager slet ikke hvad der sker omkring os, for vi er selv i fokus.

Måske skulle man prøve at kigge op og se ud?

For der er masser af mennesker omkring os alle sammen. Mennesker, som er ensomme, på flugt, bange, syge eller i fængsel, som gennem en af os, kunne opdage at i dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.

Amen

Vil du hjælpe? – Maria Bræstrup Aaskov

Vi fortsætter talerækken, hvor vi skal gøre og klar til at blive klar. Denne søndag ser vi nærmere på Jesu arbejdsbeskrivelse – til noget af et job. Ikke så underligt at han havde brug for hjælpere dengang og fortsat – vil du også hjælpe?

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken Søndag d. 24. januar 2016.

Metodistkirken i Odense – Maria Bræstrup Aaskov.

Vi har for nyligt taget hul på et nyt år, og julen virker allerede på afstand – i en sang synger man, at julen varer lige til påske – og det er netop en tråd mellem julen og påsken vi søndag efter søndag i denne tid ønsker at trække – hvor vi ser nærmere på Jesus og hans liv, som på mange måder var forberedelser til det som ventede ham. Tiden kan også blive en forberedelse for os, hvor vi gør os klar til at blive klar –

Jesus arbejdsliv var kort, kun få år var han i det vil kalder tjeneste, begyndende med hans dåb. Og han spildte ikke tiden. Det stod klart for ham, hvad hans opgave var – det finder vi blandt andet beskrevet i teksten fra Lukas, som Yvonne læste for os. Hvor Jesus tager ordet i under sabbatten i den jødiske Synagoge. Forsamlingen ved tilsyneladende ikke hvem denne Jesus er, er det ikke Josef søn, spørger en. Jesus vælger at læse højt fra skriftrullen med Esajas Bog, en bog fra Det Gamle Testamente, som altså er skrevet mange år tidligere – det er med andre ord en forudsigelse, en profeti – men ord som passer i Jesu mund: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig…” Man kan kalde det Jesu arbejdsbeskrivelse, det er betegnet som hans programerklæring, hans mission – og hvilket job! Hvem har ikke drømt som lille, om at blive brandmand, om at blive buschauffør, eller gartner – men nok de færreste vil misunde Jesu liv og gerning. Det var noget af en opgave han var tiltænkt at løfte.

Og beundringen, da han begynder at forklare teksten, er i første omgang bifald og begejstring – men som vi kender helt frem i vores tid vendes det til – du skal ikke tro du er noget, hvem er du, at du kommer her, og der står at Jesus bliver jaget ud af først synagogen og siden byen – Men så står der en linje, jeg elsker: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” – Jesus var ikke sådan at holde hen, holde nede eller ude – Jesus havde en klar mission, en opgave…

– at bringe godt budskab til fattige,

– at udråbe frigivelse for fanger

– syn til blinde,

– at sætte undertrykte i frihed,

– at udråbe et nådeår fra Herren.

Jesus udgangspunkt var de som havde brug for ham, de som manglede, og længdes…

Det får mig til at se et paradoks – der er virkelig stor forskel på de mennesker som i høj grad følte sig godt tilpas og tiltrukket af Jesus – de urene og syge, tiggerne, tolderen, synderne – der er en stor forskel på dem, og de som kommer i langt de fleste kirker i dag, er det ikke et ejendommeligt mønster? Jesus kom og vendte op og ned på datidens accepterede mening, samfunds normer, og gjorde i mange tilfælde det modsatte. Og de som så til, stillede spørgsmålstegn og i mange tilfælde så skævt  og undrende til, det var de ellers gudfrygtige, som holdte loven til punk og prikke.

For Jesus var missionen ikke til at tage fejl af – det var en nådens revolution, ikke noget for noget, men nåde over nåde – I denne verden ser vi normalt op til de rige, de smukke og de succesrige. Men nåden indfører en verden med en ny logik. I Guds rige er der ingen uønskede. Når Gud elsker de fattige, de lidende og de forfulgte, skal vi ikke gøre det samme? Når Gud ikke ser nogen uønskede mennesker, skal vi heller ikke gøre det. Ved sit eget eksempel udfordrede Jesus os til at se på verden igennem det, som kan kalde ”nådehelbredte øjne!”

Hvordan bliver vi i højere grad en kirke i tråd med Jesu mission, en kirke med nådehelbredte øjne, som ser alle mennesker, virkelig ser dem og måske særligt ser netop dem som har brug for at blive set.

Hvem er de fattige, de fangne, de blinde og undertrykte i dette nabolag, her i byen eller der hvor du bor?

Jeg spørger mig selv, hvad kan jeg gør – hvad vil du hjælpe med? Jesus forstod i høj grad at uddelegere, ikke for selv at slippe, men fordi hans mission strakte sig helt ind i evigheden – og han har også brug for os, til at være hænder, fødder, øre og hjerter, der er villige til at give en hånd, gå et par ekstra skidt, lytte til og omfavne mennesker – som Jesus ville have gjort.

Hvad kan jeg, og hvad vil du hjælpe med?

Lad os gøre op med den for mange accepterede mening, samfundets normer og går mod strømmen! Lad os være en kirke der går ud og er kirke blandet mennesker, og er virkelig byder enhver indenfor… Jeg tror Jesus har brug for din og min hjælp her i Odense lige nu!

Amen!

Klar til at blive klar, Vand til vin – Thomas Risager

Klar til at blive klar?

Ved gudstjenesten indleder Thomas Risager en talerække, som løber frem til Palmesøndag.

Hele formålet er at belyse en række begivenheder i Jesus liv og forkyndelse, som gradvist afslører hvem han virkelig er. I første omgang overfor hans disciple, men også overfor os. Dermed kan vi blive klar til påskens fantastiske historier.

Johannesevangeliets fremstilling af Jesus begynder i det små med miraklerne. Det er nok meget godt, at han giver folk lidt tid, inden de stumme taler, de lamme går og de døve hører.
Folk får en stille introduktion til miraklerne, men selvom det er lidt stille, så forandrer det med et slag disciplenes liv, da vandet ved brylluppet pludselig bliver til vin.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det talte.

Prædiken søndag d. 17. Januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 2,1-11.

I sidste uge var jeg så heldig at få lov at besøge Africa University som ligger ude på landet ved byen Mutare i Zimbabwe.

Det er langt væk!

Vi havde gået rundt et par timer og fået en flot rundvisning på universitetet, som kirken godt kan være stolt af. Et stort universitet med 1500 fuldtidsstuderende. Altsammen opstået på baggrund af kirkens vision om et verdensklasse universitet der udvikler ledere til Afrika. Og det gør de, foreløbig på 23. år.

Der var varmt, og alle svedte så det løb af os. Svært at forestille sig, når der er januar, men der er altså sommer på de kanter. Varmt som i de områder, Jesus vandrede.

Det var tid at få lidt frokost.

I forhold til os, så er det naturligvis et fattigt område, men gæstfriheden er enorm. Så da vi kom ind i universitets madsal, stod der naturligvis en medarbejder klar med balje, sæbe og kander med lunkent vand, så vi kunne vakse hænder inden måltidet. En til trængt luksus, vil jeg sige og et symbol på gæstfrihed.

Det var samme gæstfrihed, som mødte gæsterne til brylluppet i Kana.

Bryllupper varede ofte syv dage, og folk kom dumpende gennem hele ugen og blev mødt med gæstfrihed.

Der stod seks vandkar af sten klar til gæsterne. Her var det meningen, at de inden der blev serveret, kunne vaske støvet fra rejsen af sig. Der var også de jødiske renselses -regler, som talte for at man vaskede hænder og fødder, når man gæstede et hus. Smart hygiejne er der dog også.

Festen var godt i gang. Noget tyder på, at det har den været i tre dage.

Jeg forestiller mig at snakken gik. Pludselig begynder der en hvisken i krogene. Folk bliver stille og ved instinktivt, at noget er galt. Det som man ikke kan sige højt, bliver hvisket. “De er løbet tør for vin!”

Det er ikke bare pinligt. Det er en skandale, som ikke må ske i en kultur, hvor gæstfriheden er i højsædet.

Jesu mor ved, hvor alvorligt dette er, så hun går til Jesus: “De har ikke mere vin!” Underforstået, så gør dog noget ved det søn.

Jesus protesterer: “Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endu ikke kommet.”

Som så mange andre mødre ignorerer Maria Jesu indvendiger.

Bare gør som han siger…siger hun til tjenerne, så er han jo ligesom nødt til at gøre noget.

Vi ved ikke om Jesus og disciplene har været nogen af de sidste gæster, men de seks store kar til vask er tomme. Jesus beder tjenerne fylde dem igen med vand.

Det gør de.

“Øs op og bær det hen til skafferen. Det gør de, og miraklet er sket. Det er ikke længere vand i kanden, men vin. Ovenikøbet så god vin, at brudgommen må belæres i gæstfrihed. Man sætter den gode vin frem først og så når gæsterne er ved at være mætte, den lidt ringere vin.

Det var ikke bare et par flasker vin. Det seks store kar fyldt til randen. Der var vin til mange dages fest.

Jesus lavede dette mirakel i det, som for Johannes bliver hans første tid, hvor han ligesom giver sig til kende. Det begyndt med dåben. Her er han til bryllup og på søndag skal vi høre hans programerklæring i synagogen.

Dette handler ikke om et bryllup, med pinlig mangel på vin. Perspektivet er langt større.

Johannes skriver i vers 1, at dette gjorde Jesus som begyndelsen på sine tegn. På den måde åbenbarede sin herlighed, som Johannes siger det.

I sammenligning med blinde, som ser, døve der hører, og lamme, der går, er det ikke noget vildt mirakel. Måske er det ovenikøbet sådan, at det er de færreste af gæsterne, der overhovedet opdagede, hvad der skete.

Han lavede vand til vin. Ja ja, fuldemandssnak. Vi ved det ikke. Men festen var god.

Men historien afsluttes med bemærkningen om, at disciplene troede ham.

På dansk er det en noget underspillet linje. De troede på ham. Den underliggende betydning er ikke bare at de troede han var for real, men at de troede, så de lagde deres liv i hans hænder efter dette.

I det ligger der en klar udfordring også til os, om ikke bare at tage troen på Jesus til os, som et appendix til livet, men tværtimod forstå at troen på ham er fundamentet i vores liv.

Dette her handler om langt mere end en god fest med masser af vin. Det handler om invitationen til at leve med troen på ham i dagligdagen, for ligesom disciplene, kan vi lægge vore liv i hans hænder.

Amen.

Kan vi lære noget af Jesus? – Helge Munk

Mens Thomas Risager er på konference i Zimbabwe, er gudstjenesten i sikre hænder hos lægprædikant Helge Munk. Han vil tage fat i emnet “Hvad kan vi lære af Jesus?”

Jesus var både menneske og Gud. Og måske var han mere menneske end vi normalt tænker over. Hvis han mest er Gud, er han så meget anderledes end os, at vi ikke kan sammenligne os. Men hvis han også er så meget menneske, at han rent faktisk har været ude for de samme ting som os, så kan vi godt sammenligne os med ham. Og så kan vi måske kopiere noget af det, han gjorde.

Jesus sagde, at alt det han kunne og gjorde, det havde han fået fra Gud. Måske kan vi få mere fra Gud end det, vi forventer?

Hør mere her:

podcast-large

Juleaften 2015. Grænseløs Kærlighed – Thomas Risager

Endelig er det blevet juleaften og det er tid til at lytte til juleevangeliet ord om Gud, som blev menneske.

Læs Lukasevangeliets kapitel 2 her:

Jesu fødsel

 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Hør her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 24. December 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 2, 1-20.

Grænseløs Kærlighed

Det er nemt, at være vældigt glad og tilfreds, når er samlet her i kirken for, at indlede vores julefejring med gudstjeneste, hvor vi lytter til dejlig musik og sang, selv synger med de kendte julesalmer. Om lidt venter max-hygge og julemad.

Gaverne er købt, sølvtøjet er pudset, skjorten er strøget og midt i travlheden har vi endda fået tid til at komme i kirke.

Der er god grund til at være glade.

Alt er trygt og godt. Der er styr på hvem vi skal være sammen med og hvem vi ikke skal være sammen med i julen. Vi er i helt bogstaveligt indenfor i varmen.

Begyndelsen på julens evangelium er imidlertid det stik modsatte. Desværre, kan man sige, gør det julens evangelium meget aktuelt.

Denne jul, i disse dage, er der mødre og fædre i tusindtal, som kommer til at erfare det, som Josef og Maria oplever, da de kommer til Betlehem.

“Der var ikke plads tl dem i herberget” skriver Lukas.

Josef og Maria var taget afsted til fods og på æselryg for, at følge det bud, som den romerske besættelsesmagt havde givet.

De skulle tælles, og alle mand måtte tilbage til sin oprindelse, for at blive skrevet op. Josef og hans forlovede Maria, som ventede et barn, måtte til Betlehem.

De var ikke konkurrencestatens fodsoldater, men potentielle skatteydere. Det er dyrt at besætte lande, så romerne måtte have styr på, hvor mange og hvem, man kunne få skatteindtægt fra.

Nogen skulle jo betale for soldater og våben, og bedst er den slags jo, hvis de som våbenene peger på, også er de, som betaler.

I Betlehem var der dørene lukkede. Den ene efter den anden siger: “Vi har allerede flere mennesker, end vi kan håndtere. “Tag et andet sted hen, eller endnu bedre, tag hjem hvor I kommer fra!”

En lang rejse med en højgravid forlovet var slut, men dørene var lukket, og ingen forbarmede sig. Ingen lukkede op.

Børn, der vil fødes er ligeglade med lukkede døre. Barnet, som er udset til at frelse verden, blev født i en ussel stald i Betlehem.

Ordene fra Johanneevangeliets indledning siger det meget godt:

v9  Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. v10  Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. v11  Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. v12  Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; v13  de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”

Maria fødte sit barn i stalden. Mere ydmygt kan det ikke blive. Men barnet kom til verden og glæden kunne ikke standses af de simple omgivelser. Nyt liv var begyndt og perspektiverne var og er enorme.

Det er Gud, som er i gang med at frelse verden, godtnok på en, synes vi, lidt underlig måde.

Umiddelbart virker det harmløst, at Gud bliver menneske, der svøbes og ligger i en krybbe i en stald i Betlehem.

Men der er mere på spil. Stjernen står over stalden og vise mænd fra Østerland er for længst taget afsted på deres rejse mod barnet. Guldet, røgelsen og myrraen er pakket ind. Gaver som skal vise sig at være værdifulde, når familien forfølges og må leve som flygtninge i Egypten i de første år.

På de mørke og kolde marker, slumrer hyrderne med et øje på klem, mens de rystende af kulde holder øje med fårene.

Pludselig lyses mørket op af Herrens Herlighed. Hyrderne bliver bange. Englen – Guds budbringer, må indlede med at berolige dem: “Frygt ikke!”

For hyrderne var dette alt andet end hyggeligt, for de fangede at noget stort var i gang. Gud var på spil i deres liv.

Og lige der på marken overskred Guds engle grænsen mellem himmel og jord. Ligesom Jesus i stalden gennembryder skellet mellem Guds og vor verden. Han kommer til os.

De sociale normer brydes. Hyrderne, mennesker som ingen regner for noget, bliver de første, som hører den fantastiske nyhed, englene fortæller:

“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Med Jesus kommer fred til mennesker. Det gives os, som en gave og som en mulighed.

Fred er ikke fravær af krig og konflikt. Det kunne ellers være dejligt nok. Det er meget mere end det.

Det er harmoni, fred og glæde for alle mennesker. Det er det, som jøderne kalder Shalom, et rige, hvor der er fred, sundhed, ingen vold, intet magtbegær, ikke noget misbrug, ingen sygdom, nok af alt til alle, ingen menneskesmuglere, ingen flygtninge, og ingen hårde hjerter. Det er med andre ord paradis på jord.

Vi sidder her i vores tryghed. Nogen har lukket os ind, og det er tilladt for os at være på den side, som for andre ligner uopnåeligt paradis.

I “Glade jul” synger vi “Han har himmerigs dør oplukt!” Det er det, som sker i julen. Med Jesus åbner Gud døren og lader himlen komme til jord.

De udstødte hyrder hører det, og fatter, at ingen skal længere holde dem udenfor. De går til barnet i stalden, og de har lov til det. Det bliver modtaget og de lovpriser Gud for alt, de har hørt og set.

Det understreges på det allerkraftigste, at Guds kærlighed ikke respekterer grænser eller sociale normer.

Vi tror stadig at kærligheden grænser.

I denne tid gør vi meget ud af at tænke over, hvem vi skal elske og hvorfor vi skal elske dem. Samtidigt forsøger vi at trække grænser for, hvem vi har ansvar for som vores næste. Det som sker omkring os påvirker ikke bare mennesker på flugt. Det påvirker også os på den trygge side. Hvor skal grænsen være?

For Gud er det ikke sådan. Der er kærligheden grænseløs – og det skal vi være glade for. For Jesus selv siger, han er kommet til forsvarsløse.

Det kan godt være, at vi er trygge her. Selv vi – du og jeg – har brug for Guds kærlighed i vore liv.

Heldigvis er Guds kærlighed grænseløs,  og den vi gør vi klogt i ikke at holde ude.

Grænser kke findes i Guds rige.

Man kan mene at et lille barn er harmløst, men Jesus er det stik modsatte. Det viser han med sine ord og sit liv.

Han kan forandre verden og give mennesker et helt nyt liv.

Vi bliver nemt korrumperede og hårdhjertede, når vi har mere travlt med at lukke af end af at åbne op. Det gælder overfor vores næste, som har brug for at vi lukker op. Ikke mindst gælder det for os selv, at vi tør åbne os for Gud.

Jesus kommer netop for at åbne for vore hjerter. For det er i det åbne hjerte at Guds fred findes.

Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for HELE folket.

Glædelig jul.

Amen.

3. Søndag i Advent: Frygt ikke – Thomas Risager

Frygt ikke!
Det er helt utroligt, så mange uhyggelige drager, som kan ligge under sengen, når man er en lille dreng. Der er sikkert også løver inde i klædeskabet, for ikke at tale om de mange øjne, som ser på en gennem mørket.

Vi voksne kan også være bange … Måske ikke for de samme ting som børnene, men når vi er ærlige og tænker os om, så er frygt også en del af vores liv.

Rigtigt mange steder i Bibelen hører vi engle, Gud eller Jesus sige: “Frygt ikke!”

Alt dette kan du høre mere om i dagens korte tale. Der var en tale til børnene og én mest til de voksne. Hør den for de voksne her:

podcast-large

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk, at der ofte er forskel på det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 13. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 14,27

Frygt ikke!

Vores lejlighed er i to plan, og det er en pæn stor lejlighed. På anden sal har vi stuer, spisekøkken og et toilet. På tredje sal, har vi Soveværelse, børneværelser, gæsteværelse/hjemmekontor og bad.

Det har jo betyder, at når vores børn skal i seng om aftenen, så skulle de gå op ad trappen (låge 13) og op i en etage helt for sig selv.

Mange gange har den ene siddet på trappen og ventet på, at den anden blev klar til at komme med op. Der er blevet ventet længe.

Når man er en lille pige, så er det naturligvis lidt langt væk fra mor og far og der mørkt udenfor vinduerne. Det er et gammelt hus, og her er mange lyde, som man kan komme til at ligge og lytte efter.

Mange gange har jeg sagt. Gå nu bare op. Der er ikke noget at være bange for.

Jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg sagde. Vær ikke bange, jo mere stille blev mit barn. Det havde, og har den stik modsatte effekt.

Uanset hvad jeg siger, så er hun stadig bange for at være alene på loftet om aftenen.

Frygt er ikke rationelt og følelsen af frygt forsvinder ikke, bare fordi jeg siger, at den skal.

I bibelen er der masser af steder, hvor Gud, Jesus eller engle siger til mennesker: “Frygt ikke!”

Til forskel fra, når jeg siger det, så sker der oftest det, at når, det er Gud, som taler, så virker det! “Frygt ikke!”

I Johannesevangeliets kapitel 14 er perspektivet noget længere fremme end Jesus fødsel. Her er det Jesus, som forbereder sine disciple på dagene, hvor han ikke længere er fysisk i blandt dem.

Han siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Gud giver os Jesus, med alt, hvad det indebærer gennem hans liv fra jul til påske over himmelfart og til pinse.

Gud er stadig i verden. Han har ikke forladt den.

Til forskel fra, når jeg siger frygt ikke. Så sker der noget mere, når det er Gud, der gør det.

Gud beder os ikke bare om ikke at frygte, men han fjerner jo også alt det, som vi med god grund kan være bange for. Han skubber det væk fra os.

(Låge 14)

I salme 103 gives der udtryk for hvor store perspektiverne i det Gud gør for os egentlig er:

v11  Så høj som himlen er over jorden,

så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;

v12  så langt som øst ligger fra vest,

så langt har han fjernet vore synder fra os.

v13  Som en far er barmhjertig mod sine børn,

er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.”

Så langt som øst ligger mod vest, så langt væk er alt det, som kan forkludre tingene.

Det er jo det, som Gud gør, ved at give os Jesus.

(Låge 15)

Han bringer lys ind i en mørk verden.

Med lyset kan vi se og finde vej. Men vi kan faktisk ogsåmærke lyset. Det er jo varmt.

Gud er lys og

han tager håb ind i en falden tid og han efterlader os sin fred.

Ikke som fravær af krig, men som den fred, hvor alt er godt og harmonisk. Den fred, som gør at man tør ånde frit.

Når Gud siger frygt ikke, så gør han også op med det, som vi er bange for.

Mørket og ondskaben må vige. Der er handling bag ordene. Frygt ikke.

Amen.

2. Søndag i Advent: Håb – Thomas Risager

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i. At i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige: Årh der må også være noget realisme! For nogle mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Nogle situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb! Og disse tanker udbygges i talen, som du kan høre her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 6. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 11,1-5. Jer 29,10-12.

2. Søndag i Advent – Håb

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i, at i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige, årh der må også være noget realisme, for nogen mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Eller nogen situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb – også selvom det rationelt ikke giver mening.

I sommer var der en mand, som var alene på havet i sin sejlbåd. Han faldt i vandet og båden sejlede videre uden ham. Heldigvis havde han redningsvest på, men uden at overdrive, må man sige at det er en træls situation.

Selvom det var sommer, så er vandet stadig så koldt , at det er et relativt begrænset antal timer, man kan ligge i vandet uden at blive afkølet og dø af det.

Manden så den ene båd efter den anden sejle forbi ham, men på intet tidspunkt mistede han håbet på, at han nok skulle klare den. Om natten blev eftersøgningen indstillet, for da var det teoretisk umuligt at være levende i det kolde vand.

I et interview giver han udtryk for, at natten var svær, men han håbede på, at få lov at se en solopgang mere….

Efter sytten timer kom en tilfældig båd forbi og han var reddet.

Jeg tror ikke, at han ville leve i dag, hvis han havde mistet håbet og troen på, at han nok skulle blive reddet.

Håb er en ressource, som er langt stærkere end vi aner. Måske tænker du. Det kunne jeg ikke have gjort. Jeg kan da ikke håbe sådan, men håb er ikke en præstation. Det er givet os – Paulus siger: “Til det håb er vi frelst” ( Rom 8,38)

Håbet er givet os!

I Romerbrevet argumenterer Paulus for at et håb, som man ser opfyldt, ikke er et håb. For som han spørger: “…for hvem håber på det man kan se?”(Rom 8,24)

Nej, siger han.Vi håber på det, vi ikke ser og venter på det med udholdenhed.

At håbe på en fremtid selv i en håbløs situation, er ikke at holde folk for nar. Når vi synes det, må vi nok erkende at vi er ramt af denne verdens kynisme, og minde hinanden om at Guds rige er af en anden verden.

Håb er faktisk ikke optimisme, ej heller er det pessimisme.

Det er at se ting, sådan som de kan være, ikke kun som de er.

Håb erkender, hvad der sker med os, men det anerkender og bifalder ikke alt, der sker med os.

Håb forsøger ikke at forklæde det uacceptable, men håbet holder os fast på, at der noget bedre i vente.

Derfor er håb heller ikke en individuel øvelse, men noget vi kollektivt bekender os til. For vi håber ikke alene, vi håber og tror sammen.

I Jeremias Bog er den jødiske elite holdt fast i fangeskab i Babylon. Det er helt galt. Det er i den håbløshed, at Jeremias bringer bud fra Gud.

“Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb!” (Jer 29,11)

De fangne mindes om, at de ikke er glemt, at der kommer en dag…. Der gikk 70 år, men der kom en dag!

Håb er længere fremme end vi kan se. Håb handler også om, at det, som i dag er realitet, i morgen ser helt anderledes ud.

Det er som en vej, er bare ender i ingenting. Det er ikke en blind vej, den ender i en bom. Men det er en vej, som bare fortsætter et andet sted fra. Vi kan ikke se hvor….

Kap det gode håb

+++ Billede: Kap det Gode Håb – Afrikas sydligst punkt++

Når vi er ved det, som vi opfatter som enden, kan vejen kun fortsætte fra et nyt udgangspunkt.

Det er præcis det, som vi fejrer i Advent og det som håber på i Advent. At der er mere end vi kan se

Vi fejrer at Gud kom til os i vores håbløshed, at han levede med os, døde for os, og opstod som et levende håb. Han gav os en ny start, et nyt udgangpunkt, så vi kan fortsætte. Så vi kan leve, tro og håbe.

I Johannes Åbenbaringens løfter om, at han kommer igen, siger Jesus: “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5)

Der ligger vores håb, at alting bliver nyt. At der, hvor vi er helt forladt, føler os alene, ikke kan se i mørket. Der er han lys, der går han med.

Adventshåber er visheden om, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38-39)

Så jeg siger som Kong David: “For du min Herre, er mit håb!” (Salme 71,5)

Amen.

Tro er….Store løfter – Thomas Risager

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Jesus taler om de sidste tider, og giver løfter om, at han er der, når alt er sort. Derfor giver det også mening i dagens tale at se på hvad terror i Paris gør ved os.

Hør mere her:

podcast-large

 

Læs evt. talen her, men bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 13,1-8.

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Dette har han forberedt disciplene på, men det er som om de ikke rigtigt vil se det i øjenene. De har sagt ja ja, det forstår vi, men det gør de ikke alligevel.

For de bliver grebet af stemningen, mens de går rundt der på tempelpladsen og ser de prægtige bygninger. Jeg kan næsten høre, at de tænker: Nu er alle vore problemer ovre. Herfra og frem bliver det kun triumftog, og det var også sådan de var blevet modtaget i Jerusalem. Egentlig er det ikke så mærkeligt at de tænker, som de gør.

Store bygninger og flotte byer har altid fascineret os. Når jeg er ude i verden og ser nogle af de ikoniske bygninger, som alle kender. Eifeltårnet, Empire State, Peterskirken… Så synes jeg det er fantastisk.

Templet i Jerusalem var i sig selv en helt vanvittig bygning, selv efter vore dages målestok ville den være fantastisk. Ingen har fantasi til at forestille sig, at der sker noget med disse bygninger. De bliver da stående uanset hvad, tænker man.

Men verden er ikke usårlig. Nogen vælter det, som vi troede ville stå altid. World Trade Center i New York. Ingen havde fantasi til at forestille sig at fanatiske terrorrister ville kunne få det til at synke i grus.

Vi ved godt, at vores verden kan påvirkes i løbet af få sekunder. Men det er som med disciplene, der har ået at vide, at Jesus skal give sit liv, det vil ikke helt rigtigt sive ind. Vi lader som vi ikke har hørt det. Og det er nok godt nok…..

For at lave vores liv er vi nødt til ikke at lade frygten få taget i os. Men det kommer tæt på – uhyggeligt tæt på – når man ser hvad som er sket i Paris, hvor langt over hundrede mennesker mister livet i vanvittige terror-angreb.

Vi føler selvfølgelig med det franske folk og senere i gudstjenesten vil vi bede for de ramte og give muligheden for at vi kan tænde lys. Så har vi dog gjort et eller andet.

Når det sker i Paris. I de gader, hvor mange af os har gået, så bliver vi klar over, at også vores hverdag kan ændres lynhurtigt. Jeg skal være den første til at indrømme, at frygten for fremtiden kommer snigende.

Det kommer tæt på.

Samtidigt så hører vi i dag Jesus, tale om noget af det, som disciplene regnede for helt sikkert, vil falde til jorden. Der kommer en dag, hvor end ikke templet i Jerusalem længere står. (Den dag er kommet. Templet blev smadret af romerne i år 70, som en terrorhandling for at standse det jødiske oprør mod den romerske besættelsesmagt.)

Jesus taler om al elendigheden når verdens ende nærmer sig. Helt ærligt – det virker altså langt væk og vanskeligt at forholde sig til.

Omvendt, så er måske netop når vi ser folk rejser sig mod folk helt tæt på, når vi i oplever terror i Beirut, Bomber i Bagdad, tøndebomber i Damaskus, at det måske alligevel giver mening at lytte til hvad Jesus siger.

Mange gange siger Jesus: Frygt ikke!

Jesus mener, at vi ikke behøver at være bange.

Ikke at onde ting ikke kommer til at ske for os. Det lover han ikke, men han lover at han er med os uanset, hvad der sker. Det betyder trofasthed længere end livet, som vi kender det. Det betyder at han er med os længere end vores sidste åndedrag.

Jesus er kommet op til Jerusalem og med sine handlinger viser han, at kærligheden vil triumfere.

Det kan godt være, at alt vælter sammen, da Jesus dør på korset.

Tankegangen om at døden er det allersidste er så indgroet i os, at alt falder sammen omkring os, når døden rykker tæt på.

VI skal huske på, at på trediedagen opstår Jesus fra de døde. Et synligt og magtfuldt tegn på, at Guds kærlighed og magt er stærkere end alt andet – også det døden.

Kærligeden kommer til at sejre i den sidste ende.

Jesus siger, at når folk rejser sig mod folk, når vi hører krigslarm, så er det begyndelsen på veerne.

Når en kvinde har veer kommer der noget godt ud af det. Der kommer nyt liv!

Det er det, som Jesus lover os, at der hvor det hele falder sammen om ørerne på os, der kommer der nyt liv. Der holder han fast. Han som vil os det godt.

Det må vi tro på og holde fast i. Uanset hvad der er forude, så er der ingen grund til at være bange. Jesus er med os, og der er nyt liv i vente.

Det er et af de helt store løfter, som han giver os.

Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Amen