Det er vigtigt at hvile – Thomas Risager

Den sidste søndag inden sommerferien handler om hvile. Hvile er en god ting, som er helt nødvendig for os mennesker.

Da Gud skabte verden, lagde han hvilen ind på syvendedagen. Han havde brug for det, og han ved, at vi har brug for det. Derfor er det faktisk også et af de ti bud.

På søndag giver Thomas Risager et par bibelske principper for balance i livet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF

1 a f 4

Prædiken søndag d. 9. juli 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 2,1-4 & Matt 11, 25-30

Jesus siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.“1
Jeg tror, at mange mennesker kan nikke genkendende til det med at være træt og slidt, og synes, at man i hverdagen bærer mange tunge byrder.

Faktisk møder jeg i mit arbejde, foruroligende mange mennesker, som føler sig presset af deres hverdag.

Arbejdspladserne og kirkerne er fulde af mennesker, som har det sådan. På arbejdspladsen bider vi tænderne sammen og siger til os selv, at når denne opgave er overstået, bliver det bedre. Så kommer der mere luft i kalenderen.

Samtidigt skriver aviserne også, vi har en utrolig høj arbejdsmoral, det på mange måder er et tveægget sværd, fordi det er jo er supergodt, at vi kan arbejde igennem, men antallet af mennesker på arbejdsmarkedet, der går ned med stress er rekord højt. Det koster kassen for vort samfund og de menneskelige omkostninger for de ramte familier er enorme. Dette er et samfundsproblem, som er reelt for rigtigt mange mennesker.

I går sagde de ti tv-avisen, at ingeniørforeningen har lavet en undersøgelse, der afslører at 15 procent af

1 Matt 11,28)

2 a f 4

medarbejderne står til rådighed for arbejdspladsen i ferien.

En anden undersøgelse viste at 1 million danskere tjekker arbejdsmailen på mobilen, selvom de har ferie.

Jeg bliver faktisk bekymret, når jeg ser sådanne tal. Jeg tror helt enkelt ikke, at det er sundt, at vi tror vi er så uundværlige, at vi er nødt til at tjekke mail i ferien.

Det er ikke kun på arbejdspladserne, at dette er et problem. Det er det også i kirkerne.

Her siger vi med stolthed til hinanden, at Gud ikke giver os større byrder, end vi kan bære. Underforstået: du må være stærk, siden du får betroet så mange byrder.
Vi lukker nogen gange øjenene for, at præster, ledere og frivillige i kirkerne ofte er endog meget trætte og på kanten af udbrændthed. Men hvis jeg ikke får mere end jeg kan bære, er der så noget galt med mig når jeg føler mig mast?

Nogen af os siger også. at det er Gud, som kalder os til at gøre de ting, vi gør i kirken. Derfor kan man ikke bare lade være eller holde pause, fordi vi kan jo ikke svigte Guds kald, når nu opgaverne står i kø. Og opgaverne er mange, næsten altid er der mere vi følger vi bør gøre, end vi faktisk har tid og ressourcer til.

Men når man er træt, bliver man mismodig, for alle de andre bliver ved og ved, og tager opgaver på sig i en uendelighed. De efteruddanner sig og deres have vidner om, at de også har tid til havearbejde. Det kan jeg jo se på linkedin og på Facebook.

3 a f 4

De andre kan klare alt, mens jeg oplever mig helt mast. Hvad er der galt med mig?

Nej, det er ikke noget galt med dig! Du er menneske, skabt i Guds billede. Du er netop ikke en robot ude fra robotklyngen her i Odense, men menneske, præcis som du skal være.

I vores moderne samfund, hvor vi alle skal være på informationsstrømmen 24/7 og ikke tør slukke telefonen i ren angst for at blive hægtet af, der slider vi uforholdsmæssigt meget på hinanden.

Vi lukker øjenene for den gamle bibelske visdom om at holde sabbat. Om at lukke totalt ned og give vores hjerne, sind og krop et pusterum og give Gud plads. Det er det, Jesus inviterer til, når han siger: Kom til mig….og jeg vil give jer hvile.

Søren Pind har i den sidste tid gjort sig bemærket ved, at han ganske enkelt har forbudt sine medarbejdere, at sende mails om søndagen. Som han siger, det er fint at vi arbejder hårdt og meget, men ingen skal være tvunget til at være på om søndagen, så der sender vi ikke mails.

Vi er så utroligt dårlige til at hvile og puste ud. Det er ikke noget nyt.
Faktisk har det, siden mennesket kom til, været en udfordring. En udfordring så stor, at Gud fandt det nødvendigt, at påbyde hvilen som et krav i de ti bud: “Husk sabbatsdagen og hold den hellig.” (2. Mos 20,8)

4 a f 4

Vi taler meget om reformation i disse dage. Jeg tror, at vi trænger til at reformere vores måde at arbejde på – og ikke mindst vores måde at prioritere hvile og ro.
Der er afgrundsdyb visdom i, at der er en hviledag en gang om ugen, og stor værdi i de længere pauser, som sommeren kan give.

Vi svigter ingen ved at holde fridag og ferier. Faktisk ødelægger vi os selv og vores arbejdspladser og vore kirker, hvis ikke vi gør det.

Så herfra skal der lyde: God ferie! Det er vigtigt – mindst lige så vigtigt som at gøre det godt på jobbet.

Amen

Gospelmeditation: Let Go – Let God – Thomas Risager

Denne Søndag aften kan du give dig selv en pause i hverdagens stress, når vi holder gudstjeneste i form af en gospelmeditation. Du vil få fyldt ørerne med smukke toner og få renset hjernen for overflødig støj.

Tag en yogamåtte eller et liggeunderlag under armen og nyd en times ro og fred (der er er også mulighed for at sidde på en stol, hvis ikke du kan eller vil ligge på gulvet).

Mette Risager leder sangerteamet, og Preben Holmberg sætter musik til. Velkommen til en meget anderledes gudstjeneste.

Her kan du lytte til talen fra gospelmeditationen:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 26. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 37,7 & Matt 6,33-34

Let go and let God

Gospelmeditation

Forleden morgen sad jeg i et forsinket tog, der holdt stille lige udenfor Københavns hovedbanegård. Der var 7 minutter til at toget mod lufthavnen skulle gå. Det skulle jeg nå, for ellers var der ikke store chancer for at nå mit fly.

Kender i det, så sidder man der: “Kør nu… Kør nu for f…. “Jeg sad og knyttede hænderne, og knoerne blev mere og mere hvide.

Pludselig kom jeg til at tænke på denne tale, som jeg gik og bryggede på i hovedet.

Så der på sæde 24 indså jeg, at der absolut intet var, som jeg kunne gøre, hverken fra eller til.

Jeg kunne lige så godt læne mig tilbage i sædet og slappe lidt af. Det var spild af god energi at hidse sig op.

Det er ikke så nemt, som det lyder, men der var intet jeg kunne gøre. Jeg var nødt til at slippe det.

Jeg ved fra min egen tilværelse, at jeg bruger en del energi på at bekymre mig om ting, der ligger ude i fremtiden. “Hvordan skal vi dog nå, at blive klar til….”

Nu har vi besluttet, at lave om på noget, så vi ikke gør som vi plejer. Hvordan mon folk reagerer på det?

Man vil jo gerne gøre alle glade.

Jesus ved, at vi mennesker kan finde på, at stresse rundt og forsøge at have styr på alting. Det er måske ikke lige de ord, han bruger.  Men det er ikke noget nyt, som vi har fundet på i 2017. Det gjorde folk også for små to tusind år siden.

Jesus siger: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34  Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;”

Men det er jo svært, når vi har en kultur, der siger, at du er din egen lykkes smed.

Når vi er opdraget til, at det er cool at have styr på de ting, som vi har ansvar for.

Det er svært, når vi er opdraget til – og uddannet til – at man ikke må lave fejl. Hvis man siger noget forkert, så bliver man til grin.

I disse tider risikerer man ligefrem at blive hængt ud på de sociale medier, hvis folk for eksempel har haft en dårlig oplevelse i kirken.

Dermed får vi ansvarsfølelse overfor ting, som det faktisk er urimeligt, at vi bærer ansvar for.

Hvis man ikke lykkes med få relationen med den besværlig kollega til at blive bedre, så er man en fiasko.

Jeg tror, der er noget sundt i at lytte lidt til den gamle visdom, som Bibelens salme 37,7 fortæller det: “Vær stille overfor herren og vent på ham!” Bibelen er ikke oprindeligt skrevet på dansk. Salme 37 her er skrevet på hebræisk, når man oversætter går der nogen gange lidt tabt.

Vær stile overfor Herren betyder ikke shhh! Lad være med at snakke. Det mere end at være stille, det er også at stå stille, at slukke tanken, at lade være med at gøre noget. Det er time out!

Tænk en gang, hvis vi en gang i mellem gav os selv en time out. Hvor vi tillod os, lige at trække vejret, inden vi svarede på en mail, eller inden vi reagerede uhensigtmæssigt på et eller andet, som vi ikke lige kunne overskue.

Det er faktisk ok, at sige, at her føler jeg, at jeg er på dybt vand. Det er mere end jeg lige kan overskue nu og her.

Det er ikke svaghed – det er visdom, når man kan lægge noget fra sig og overgive det til Gud.

Nogen vil indvende at det ansvarsløst. Men det ikke at flygte fra ansvar, at lægge noget fra sig et godt sted. Det kan jo faktisk også være sådan, at Gud lader os se en løsning, hvis vi selv kommer en smule på afstand.

Der var én som skrev til mig om noget som var svært…

I denne weekend har det været min frustration over en kollega.. Helt banalt. Men det hjælper at lægge det over til Gud.. Jeg har tænkt så det knagede og løsningen er endnu ikke kommet til mig. I går bad jeg en bøn, gav slip og lagde det over til Gud.. Derefter havde jeg en meget bedre lørdag og på en eller anden måde har jeg ro i, at måden situationen skal løses på, nok skal komme.. Den bliver uden tvivl bedre af, at jeg ikke smæsker mig i min egen frustration

Jeg synes, at den historie er et super eksempel på let go and let God. Giv slip – og lad Gud.

Jeg oplever, at der er noget godt i at turde slippe det, jeg alligevel ikke kan holde fast i. Det jeg alligevel ikke kan påvirke eller bære ansvar for.

Der er dyb visdom og gammel kristen tradition i det. Dermed ikke sagt, at det er let.

Der er en bøn, rummer dette helt utroligt fint. Nogen af jer vil genkende den. Det er sindsrobønnen, som jeg nu vil bede:

Sindsrobønnen (Reinhold Niebuhr)

Gud, giv mig sindsro til

at acceptere de ting,

jeg ikke kan ændre,

mod til at ændre de ting jeg kan

og visdom til at se forskellen.

Amen

PS. Jeg nåede mit fly!

Ro på livet – Thomas Risager

Gospelkoret Emmaus havde pyntet hele kirken med ure. Masser af ure, som var gået i stå.

Gudstjenesten fokuserede hele vejen igennem på, at vi har brug for at blive mindet om, at finde ro i livet. Ro og hvile er livsnødvendigt. Zanne Frigg Larsen læser fra bibelen Salme 23 og kirkens præst Thomas Risager taler om at finde ro på livet.

Hør mere her:

podcast-large

My Resting Place – Hvor kan jeg finde ro?

Gospelkoret Nardus synger til en rørende gospelgudstjeneste, som handler om at finde det særlige sted, hvor man kan tanke op og finde ro.

Desværre er lydkvaliteten ikke så god, så nederst i dette indlæg kan du også læse manuskriptet, som var forlæg for denne tale.

Prædiken søndag d. 23. september 2012. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekst: Joh 6, 1-4

En af mine hemmeligheder er, at jeg har en gruppe kvinder jeg mødes med en gang om måneden. Ja, nu er det så ikke nogen hemmelighed mere, på den anden side, så tror jeg heller ikke, at nogen af dem har kunnet holde mund….

Men hvorfor mødes jeg med en gruppe kvinder en gang i mellem ? Ja, det spørgsmål stiller min kone nok også!

Først vil jeg lige slå fast at det er en tilfældighed, at det er kvinder. Der er ikke nogen mænd, som tør, altså ud over mig.

Jeg mødes med min lille gruppe fordi jeg har brug for, at der er nogen som minder mig om, at jeg en gang i mellem skal være stille og holde pause.

Vi taler ofte om i min gruppe, at det er underligt, som vi kan udsætte nogle af de ting i livet, som vi ellers godt ved kan være gode for os.

Personligt har jeg brug for, at nogen siger til mig, at det er ok at tage en pause fra hele verden.

I øjeblikket er der et forsøg i gang, hvor man har tilbudt en flok travle virksomhedsledere at komme på retræte. Det er folkekirken, som står for projektet, som i al sin enkelthed går ud på at trække disse ledere ud af deres travle hverdag. Få dem til at lukke for mail og slukke telefononer i to dage, mens de er samlet for at få undervisning i bibel, i livet, og for at være stille. De skal være stille.

En af dem beskrev, hvordan han for første gang i årevis gik tænkt over sit liv og fik reflekteret over sin prioriteringer. For ham var det ikke i første omgang nogen religiøs oplevelse, men han beskriver alligevel hvordan han fandt en dyb indre ro, som han ikke havde haft længe, og som han i eftertankens klare lys var blevet klar over, at han havde savnet.

Et af kristendommens klare budskaber er at du er elsket, at du er accepteret, sådan som du er.

Sådan er det, men det kan være svært at tage til sig i en verden, som hele tiden er fokuseret på, at et menneskes værdi aflæses i vore præstationer og vores værdi kan meget kontant aflæses på den nederste linje af vores lønseddel.

Det er simpelthen svært for os i vores præstationsiver, at taget et budskab om accept og kærlighed til os. Vi er straks videre, når mailen på computeren siger bip, er vi allerede igang med at forhold os til den næste e-mail.

I en sådan verden kan man på den ene side undre sig over at Gud, der ellers er noget så smart, ikke ændrer sin måde at kommunikere sin kærlighed til vi mennesker på.

Den meste udbredte måde er stadig at der står en præst og taler til en forsamling. Hvis ellers der er en forsamling, som gider at komme. Det lider vi nu ikke af her i huset.

Det er jo håbløst gammeldags.

På den anden side, kunne man jo også et øjeblik standse op og tænke over, om Gud og kirken mon holder fast noget af sin form, fordi det med roen, det med at sidde og lytte, trods alt er den bedste måde at modtage et kontroversielt budskab på.

Du er elsket!

Det er budskabet og lige nu er der ingen e-mail eller telefoner, som forstyrrer dig.

For mig personligt, bliver det bare ord, jeg læser eller hører i en ordstrøm, som kører hele tiden, hvis ellers jeg er vågen. Nogen gange er det som om, det fortsætter selvom jeg prøver at sove.

I mit liv har jeg brug for at der en gang i mellem er ro. Jeg kan mærke at jeg lige så stiller går i stykker inden i, når jeg forsømmer at finde ro. Det er underligt, for når der er travlt, så er det det første, som jeg skærer væk.

Det er i virkeligheden lidt tåbeligt, for det er ikke egoisme, at passe lidt på sig selv.

Faktisk taler Paulus i bibelen om at vi mennesker, skal løbe sådan at vi holder helt til mållinjen. Livet kan ikke spurtes. Sådan føles det nogen gang, men vi kan ikke spurte hele vejen. Gammel visdom.

Hvor finder vi ro?

Kirken er et godt sted. Vi er måske ikke så gode til at bruge kirken i hverdagen, men når vi er på ferie sætter vi os gerne ind i en kirke og bare lige er. Det er så dejligt.

For mig er roen ikke nødvendigvis at sidde stille og bede. Det kan sagtens være et løbe en tur, at sejle en tur i min kajak. Det kan være at gå rundt om Enebær Odde…

Pointen er, at hvor vi finder ro er forskelligt, men det er vigtigt at vide hvor. Og det er vigtigt at bruge det.

Jesus have altid travlt med at tale med folk, bede med folk og helbrede de syge. Han var aldrig færdig, men alligevel trak han sig indimellem tilbage for som han sagde det: “at være sammen med min himmelske fader.”

Jesus behøver ro. Når Jesus nu gør det, så tør jeg også godt indrømme, at jeg indimellem har brug for at finde ro.

I Johannesevangeliet kapitel 6 vers 1-4 kan vi læse:

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. v2  En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. v3  Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. v4  Påsken, jødernes fest, var nær.

Jesus var ikke færdig. Der var stadig syge, døve, blinde og stumme, og de fulgte endda med ham over på den anden bred, men Jesus gik på bjerget.

Pointen er at Jesus ikke lod alt det, han burde gøre tage magten. Jesus havde også brug for at finde ro. Så hvis det er dit behov, er det et ok behov, som du ikke bør udsætte.

Jesus havde også brug for det!

Amen