2019 – Håbets år.

Det nye år er kommet til os.

Dronningen har holdt sin nytårstale, statsministeren gør det. Og mange af landets præster gør det også.

Her er talen fra nytårsgudstjenesten i Odense Metodistkirke.

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel på det som er skrevet i forberedelsen og det, som faktisk leveres som talt ord i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken tirsdag d. 1. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Præd 3,1-13 & Joh 15,1-8 & Rom 8,24-28.

Til det håb er vi frelst siger Paulus i Romerbrevets 8 kapitel. Det er alligevel noget at en påstand.

Frelst til et håb.
Er der ikke mere i det med tro end et håb?

Jo, men lad os endelig ikke undervurdere værdien af et håb.

I vores kirketradition er frelse ikke noget, som om absolut og overstået i samme sekund, som man opdager, at man faktisk tror på, at Gud har rakt ud med sin kærlighed.
Det kan i sig selv være en så forvandlende oplevelse, at vi bruger store ord, som at blive født på ny. Men det er ikke færdigt arbejde.

Umiddelbart efter fødsel er man jo ikke færdig som menneske. Der er mere. Langt mere forude, og vi tillader os endda at tro, at der er mere end vi umiddelbart kan se. Mere end det som livet er indtil døden.

Det er det, som Paulus mener os frelst til. Et liv i håb, fordi vi som Guds skabninger, Guds børn, også er arvinger.

Der ikke noget i denne verden, som vi får, der er mere ufortjent end en arv. Den har vi vitterligt ikke gjort noget for, andet end at være til.

2 af 5
Så vi er frelst til et håb.

Et håb om, at Gud er til at stole på.

Et håb om, at den verden, som sukker og vånder sig, også skal genoprettes.1

Det er nemlig let nok at blive håbløs, når man kigger rundt i vores verden. Det gør vi alle sammen mere eller mindre ved nytårstide.

Vi ser tilbage på et 2018 med en fantastisk sommer, men bekymringen om klimaet lurer lige bagved. Nogen af os er stadig kunder i den samme bank, men undrer os over, at grådighed fejede anstændighed af banen.

Som der siges i eventyret om Snedroningen, at når det er færdigt, så ved vi mere end vi gør nu. Det er sandt. Vi ved mere om 2018 nu, end vi gjorde sidste år ved denne tid. Og når vi står her igen om et år vil vi vide mere om 2019 end vi gør nu.

Men drømmene, bekymringerne, nytårsforsættene, håbet for 2019 det lever. Og det gør det på trods af hvad vi ved.

For det er let nok at blive bekymret og håbsløs.

Vi ved, at verden kommer til at få en tur i Trumps fuldstændigt uforudsigelige karrusel, at Putin formodentlig drømmer om et større Rusland.
At der senest 17 juni kommer et folketingsvalg.

1 JF. Rom 8,22

page2image16621824

3 af 5

Den ene halvdel af os fyldes med håb om den tanke, mens den anden halvdel synes det vil være forfærdeligt med et regeringskifte.
For nogle af os vil 2019 føles som en befrielse i forhold til 2018, for andre stik modsat.

For os her i huset bliver 2019 året, hvor vi skal drømme drømme og se syner, men det er nu mest de unge der skal se syner, siger profeten Joel.
Vision 2020 skal erstattes af nye drømme, som gerne skal være et udtryk for hvad Gud drømmer om, at Odense Metodistkirke skal bidrage med. Det glæder jeg mig til.

Der venter et spændende år forude. Jeg kan ikke vide, om det bliver et godt år, men jeg kan tro det og jeg tillader mig at håbe det.

Jeg minder mig selv om, at Gud vil os det godt. Jeg minder os om, at Gud gennem Jeremias bragte bud til Israeliterne i fangeskab, at der ventede lykke og ikke ulykke, planer om fremtid og håb.2

Håbet er der.

I den nye bog Håb, en af eftertanke-bøgerne fra Aarhus universitet, skriver Bertel Nygaard: “Håbet baner sig vej ud af den aktuelle virkeligheds tilsyneladende uundgåeligheder, alt imens det lader os bevare erkendelsen af denne virkelighed. Håbet driver os frem trods alle dystre prognoser.

2 JF. Jer 29,11.

page3image16622208

4 af 5

Det skaber mening og sammenhæng mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå”

At håbe er et valg.

Det er nogen gange et valg, som vi tager, på trods af den virkelighed vi er i.
At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, er ikke det samme som at ignorere fakta og virkelighed.

At holde fast i et håb, er at slippe, så Gud kan holde fast.

At holde fast i et håb, er ikke det samme, som at vi bare kan slippe og lade stå til. Vi skal selvefølgelig gøre alt hvad vi kan. Engagere os, stemme, blande os, turde være der for hinanden, se op fra skærmen, være kritisk overfor det vi hører og læser, og kæmpe for alt hvad vi har kær.

Det giver endnu mere mening, når vi samtidigt må håbe på, at Gud er med. Det giver os modet til at holde fast i håbet og slippe det, vi ikke kan løfte.

Under anden verdenskrigs håbløshed, var der blandt tyske teologer en fastholdelse af håb og man citerede ofte og gerne Luther, for at have sagt:

“Selvom jeg vidste, at dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag.”

Håbet lever….

5 af 5

Jeg håber på et fantastisk 2019. Jeg er sikker på, som Jesus siger det i lignelsen om vintræet, at skilt fra Gud kan vi intet gøre, men bliver vi i ham kan vi bede om hvad vi vil.

Vi vil gøre alt for at minde hinanden om, at vi hører Gud til, som grenene på vintræet. At Gud holder os fast, og at Gud giver alt, som vi har brug for i livet.
Når vi er i Guds hænder, kan vi håbe, kan vi leve, kan vi tro.

Det er mere end et håb, men det er også et håb!

Lad os tage frygtløse fat i 2019, lad os holde fast i håbet om at Gud elsker os, og alle andre i vores by, og lad os gå sammen og være et klart budskab om Guds kærlighed.

Til det håb er vi frelst.
Amen.
Salme: Jesus, ved dit bord, du bænker,

Halve Sandheder 1/4 – Der er en mening med det.

Et udpluk fra dagens illustrationer

I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.

Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.

Tale – manuskript i PDF-Format

1 a f 8

Prædiken søndag d. 14. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Der er en mening med det

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.

I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

2 a f 8

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.

Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.

Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!

Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.

Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?

3 a f 8

Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?

En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.

Der er en mening med alt?

Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.

Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?

Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?

Er det virkelig sådan verden hænger sammen?

4 a f 8

Så det nu, vi går ind i teologien.

Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …

Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.

Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:

Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.

Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.

Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.

Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.

5 a f 8

John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.

Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.

Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.

Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.

Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…

Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.

6 a f 8

Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.

Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.

Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.

Hvordan styrer Gud så?

Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.

Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.

En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.

Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.

Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.

7 a f 8

Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?

Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.

Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.

Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.

Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.

Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.

Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.

1 Rom 8,28

8 a f 8

Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.

Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?

Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.

Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.

Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.

Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.

Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.

Amen

Lev stærkt_Tro er ikke ÈT valg – Thomas Risager

Lev stærkt – sådan hedder rækken af gudstjenester, som vi holder i august måned.

I dag taler jeg om vigtigheden af at forstå, at tro er ikke kun er ét valg, når man bestemmer sig for at nu tør man tro. Derimod er tro en lang række tilvalg, som man hele tiden tager undervejs i tilværelsen. Ofte er vi ikke bevidste om dette, og så er det, at vores tro bliver mindre vigtig. Lev stærkt og hold troen varm.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,32-14 & Hebr 11,1-3,8-16.

Lev stærkt – At tro er ikke èn beslutning.

Jeg blev en kristen d. 1. januar 1964. Sådan er der nogle som kan sige det. I mange år havde Metodisterne det næsten som et adelsmærke, at man kunne tale om den dag man blev omvendt, som det hedder. Den dag, hvor man forstod, at Guds kærlighed er givet for mig.

Det er rigtigt fint. Mange af os, kan også sige om ikke en dato, så en tid i livet, hvor det gik op for os, at tro var noget, som vi ikke vill leve uden længere.

Men rigtigt mange oplever også, at den boblende glæde over at have fundet tro. Det mest fantastiske i livet, glider på en eller anden underfundig måde alligevel ud fra centrum i livet og bliver grå hverdag. Det bliver ikke ved med at være rigtigt vigtigt…

Måske tænker du, at det aldrig sker for dig. Det påstår jeg heller ikke, at det gør. Men, der er mennesker i vores fællesskab, som oplever dette. Vi ser det og vi oplever det.

Jeg kender det også. Der er perioder i mit liv, hvor troen er glødende varm, og der er perioder, hvor det er noget mere mørkt og ensomt at tro for mig.

Det er ventetid. Ventetid, hvor jeg venter på en eller anden bekræftelse af den tro, som har har.

Ventetid, hvor tvivlen får lov at nage og pille i min sjæl. Det er den slags ventetid, som ikke kan fordrives med at tage sig af et par Pokémons eller battle i vores helt eget Pokemon Gym her udenfor kirken.

Ventetid føles altid uendelig lang. Det er lige før, at det kan ødelægge ens dag at komme for sent til bussen, selvom det går én igen om 20 minutter.

Det er netop ventetiden – tiden, hvor man ikke synes, der sker noget som helst, som Jesus taler om, da han i sin lidt kryptiske tale om årvågne tjenere, siger til dem, at ventetid er en naturlig ting, når vi taler om tro. Det er der ikke noget mærkeligt i.

Problemer er bare, at vi i dag lever i en kultur, hvor vi tror vi skal dø, hvis der ikke sker noget hele tiden. Men med tro, er det ikke unaturligt, at der er stille perioder.

Det, som er vigtigt, er hvordan de bruger tiden, mens de venter på at deres herre, vil bryde op for brylluppet.

Når de venter, skal de have kjortlerne bundet op om lænderne og lamperne tændt.

At have kjortlen bundet op var sådan man havde de lange gevandter siddende, når man skulle arbejde, så man dels kunne bevæge sig frit, men også kunne undgå, at snavse sig til. Det er lidt ligesom vi smøger skjorteærmerne op, inden vi giver os til at skære kødet ud.

Jesus siger til dem, at selvom I ikke synes, der sker noget, så skal I være klar.

Det er et valg man tager, at man holder sig åndeligt klar. Det er det man gør, når man fastholder at gå i kirke, også selvom der er et par gange, hvor man ikke synes, at det talte til én.

Det er det valg man tager, når man er med i en smågruppe eller en omgang Romerbrevet eller Vejen i løbet af efteråret.

Det er det valg man tager når man for sig selv, og måske uden at lade andre vide det på Facebook, læser i bibelen efter bibellæseplanen.

Det er det valg man tager når man fastholder at man vil bede på den måde det nu en gang passer ind i dit liv.

Det er også det valg man tager når man står overfor umulige situationer, som vi ved en familie her i Odense befinder sig i.

Det der det valg man tager når man beder både for offer og for den far, som tilsyneladende har gjort det ubegribelige ved sit eget barn.

Tro er ikke bare at sige fedt, den dag, man fatter at man er elsket af Gud.

Tro er at holde sig skarp, at være klar og og være sig bevidst om at der hvor én skat er der er ens hjerte.

…. Der er så meget der kan aflede.

Så hele tiden må vi vælge at være klar.

Det er noget af det, vi som kirke kan hjælpe hinanden med.

Og vi ved jo ikke, hvornår mesteren kommer tilbage.

Amen.