Lev stærkt – sådan hedder rækken af gudstjenester, som vi holder i august måned.
I dag taler jeg om vigtigheden af at forstå, at tro er ikke kun er ét valg, når man bestemmer sig for at nu tør man tro. Derimod er tro en lang række tilvalg, som man hele tiden tager undervejs i tilværelsen. Ofte er vi ikke bevidste om dette, og så er det, at vores tro bliver mindre vigtig. Lev stærkt og hold troen varm.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 7. august 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 12,32-14 & Hebr 11,1-3,8-16.
Lev stærkt – At tro er ikke èn beslutning.
Jeg blev en kristen d. 1. januar 1964. Sådan er der nogle som kan sige det. I mange år havde Metodisterne det næsten som et adelsmærke, at man kunne tale om den dag man blev omvendt, som det hedder. Den dag, hvor man forstod, at Guds kærlighed er givet for mig.
Det er rigtigt fint. Mange af os, kan også sige om ikke en dato, så en tid i livet, hvor det gik op for os, at tro var noget, som vi ikke vill leve uden længere.
Men rigtigt mange oplever også, at den boblende glæde over at have fundet tro. Det mest fantastiske i livet, glider på en eller anden underfundig måde alligevel ud fra centrum i livet og bliver grå hverdag. Det bliver ikke ved med at være rigtigt vigtigt…
Måske tænker du, at det aldrig sker for dig. Det påstår jeg heller ikke, at det gør. Men, der er mennesker i vores fællesskab, som oplever dette. Vi ser det og vi oplever det.
Jeg kender det også. Der er perioder i mit liv, hvor troen er glødende varm, og der er perioder, hvor det er noget mere mørkt og ensomt at tro for mig.
Det er ventetid. Ventetid, hvor jeg venter på en eller anden bekræftelse af den tro, som har har.
Ventetid, hvor tvivlen får lov at nage og pille i min sjæl. Det er den slags ventetid, som ikke kan fordrives med at tage sig af et par Pokémons eller battle i vores helt eget Pokemon Gym her udenfor kirken.
Ventetid føles altid uendelig lang. Det er lige før, at det kan ødelægge ens dag at komme for sent til bussen, selvom det går én igen om 20 minutter.
Det er netop ventetiden – tiden, hvor man ikke synes, der sker noget som helst, som Jesus taler om, da han i sin lidt kryptiske tale om årvågne tjenere, siger til dem, at ventetid er en naturlig ting, når vi taler om tro. Det er der ikke noget mærkeligt i.
Problemer er bare, at vi i dag lever i en kultur, hvor vi tror vi skal dø, hvis der ikke sker noget hele tiden. Men med tro, er det ikke unaturligt, at der er stille perioder.
Det, som er vigtigt, er hvordan de bruger tiden, mens de venter på at deres herre, vil bryde op for brylluppet.
Når de venter, skal de have kjortlerne bundet op om lænderne og lamperne tændt.
At have kjortlen bundet op var sådan man havde de lange gevandter siddende, når man skulle arbejde, så man dels kunne bevæge sig frit, men også kunne undgå, at snavse sig til. Det er lidt ligesom vi smøger skjorteærmerne op, inden vi giver os til at skære kødet ud.
Jesus siger til dem, at selvom I ikke synes, der sker noget, så skal I være klar.
Det er et valg man tager, at man holder sig åndeligt klar. Det er det man gør, når man fastholder at gå i kirke, også selvom der er et par gange, hvor man ikke synes, at det talte til én.
Det er det valg man tager, når man er med i en smågruppe eller en omgang Romerbrevet eller Vejen i løbet af efteråret.
Det er det valg man tager når man for sig selv, og måske uden at lade andre vide det på Facebook, læser i bibelen efter bibellæseplanen.
Det er det valg man tager når man fastholder at man vil bede på den måde det nu en gang passer ind i dit liv.
Det er også det valg man tager når man står overfor umulige situationer, som vi ved en familie her i Odense befinder sig i.
Det der det valg man tager når man beder både for offer og for den far, som tilsyneladende har gjort det ubegribelige ved sit eget barn.
Tro er ikke bare at sige fedt, den dag, man fatter at man er elsket af Gud.
Tro er at holde sig skarp, at være klar og og være sig bevidst om at der hvor én skat er der er ens hjerte.
…. Der er så meget der kan aflede.
Så hele tiden må vi vælge at være klar.
Det er noget af det, vi som kirke kan hjælpe hinanden med.
Og vi ved jo ikke, hvornår mesteren kommer tilbage.
Amen.