Følg Den Røde Tråd i Bibelen 4/4

I dag bindes der knude på den røde tråd, når Thomas Risager afslutter august måneds prædikenserie. Vi har i denne serie fulgt den røde tråd gennem Bibelen og set hvordan det gennemgående tema har været, at Gud vil mennesker godt.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid vil være små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 25. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 14,1-14.
Den røde tråd 4/4

Så er vi nået til slutningen af vores prædikenserie “Følg den røde tråd i bibelen.

Vi har fastslået, at alt, vi læser skal forstås i lyset af det, vi ser i skabningen, nemlig at mennesket er villet og elsket af Gud.

Vi har set på, at den gamle pagt, som blev ingået mellem Abraham og Gud, var et udtryk for Guds omsorg for sit folk.
På vegne af hele folket indgik Abraham en aftale med Gud. Der var altså tale om en kollektiv pagtstanke.

Vi har set, hvordan der er en konstant udvikling i menneskets forståelse af Gud. Vi har hørt, hvordan Moses fik de ti bud, og ved at hele moseloven også er et udtryk for at folket forsøgte at leve op til sin andel af aftalen.

Senere kom pagtens ark til templet i Jerusalem og vi har konstateret at templet var centrum for tro. Her sørgede præsterne ved hjælp af ofre for, at menneskets forhold til Gud var i orden.

I sidste uge hørte vi, at Jesus, med de ting han sagde, med sin død og sin opstandelse, rystede posen.

Med jesus blev alting nyt.

2 af 6
Der rystede Gud for alvor posen.

Alting blev så nyt og så anderledes, at mange, og selv Jesu disciple, havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig.

Med Jesus blev alting virkeligt nyt.

Det er det, vi nu skal høre lidt om. Amanda vil læse en tekst fra Johannesevangeliet:

JOHANNES 14,1-14.
Jesus siger: “1Jeg er vejen, sandheden og livet;”

I mange år opfattede jeg det, som et udtryk, der udelukkede folk, frem for at inkludere dem. Dette gjorde jeg ikke mindst fordi næste sætning lyder: “ingen kommer til Faderen uden ved mig.”2

Imidlertid er det sådan, at læser man alt, hvad jesus siger i de fjorten vers, som Amanda læste, så er sammenhængen en helt anden. Så forstår jeg, at dette er sagt i kærlighed og med det stort ønske, om at disciplene og andre, måtte forstå og tro.

Noget af det, som er nyt er, at det med tro er langt mere enkelt, end vi mennesker har gjort det til.
Eller gør det til, for den sags skyld.
Tro er ikke kompliceret. Tro er enkelt. Det er ikke raketvidenskab – det er tro!

1 Joh 14,6a2 Joh 14,6b

page2image10030080

3 af 6

Jesus indleder med at udbryde: “Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig!”3

Dette er Jesu ønske, at de dog bare kunne tro.

Så ruller Jesus ellers historien ud med, at han går i forvejen og gør en plads rede for dem.
Det kan synes, som en mærkelig historie, men her skal vi vide, at datidens mennesker var meget optaget af den del af troen, som har med livet efter livet at gøre.

Selvom det bestemt er en væsentlig dimension af al tro, også i dag, så synes vi nu her i kirken, at livet før døden, er temmeligt interesant.
Det er det vi skal fokusere på, mens vi er her. Det andet skal såmænd nok komme.

For Jesus er der ingen tvivl om, at for at disciplene skal kunne forstå livet nu, og kunne udleve troen, og kærlighedesbuddet4 nu, så må de vide og forstå, at der gennem troen på Jesus, er styr på al fremtid.

Dette sker også i lyset af, at jesus i princippet gør op med alt, hvad de ved om tro og om at holde de gamle jødiske love.

Forestil dig, hvordan vi ville reagere, hvis vi blev overbevist om, at alt hvad vi troede var sandhed, skulle er erstattes af noget andet.

Det er den situation, som disciplene står i.

3 Joh 14,1
4 Joh 13,31-35.

page3image10027200

4 af 6
Det vil ikke være let – heller ikke for os.

Det er utroligt vigtigt at forstå, at med Jesus blev alt anderledes.
Det er også derfor at meget i Det Nye Testamente virker så anderledes end nogle af de ting, vi læser i Det Gamle Testamente om Gud.

Når man følger den røde tråd i bibelen, ser man nemlig, at forholdet mellem Gud og mennesker er under konstant udvikling. Det er en ret vigtig pointe i hele denne prædikenserie, at man ser og forstår dette.

Det betyder også, at man skal være meget meget varsom med at tage eksempelvis bibelvers fra Det gamle testamente fuldstændigt bogstaveligt. Man skal simpelthen vide, hvad man har med at gøre.

Lad mig give et eksempel:
“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.”5

Vil det gå i dag, at tage det bogstaveligt?

Nej, det ville det selvfølgelig ikke. Vi forstår nemlig, at dette er skrevet ind i en anden tid, og i en helt anden kulturel kontekst.

5 5. Mos 22,28.29.

page4image10029888

5 af 6

Så selvom det faktisk står i bibelen, så kan det ikke direkte overføres til Odense i 2019.

Der er en udvikling.
Al udvikling og forandring skaber uro, måske endda frygt. Hvis alt det vi kender forsvinder, hvad har vi så?

Vi ved, at nogle mennesker hellere holder fast i noget dysfunktionelt, fordi utrygheden ved at give slip er så stor, at det kan man ikke.

Det er det Jesus taler ind i, når han siger til dem, at han er vejen, sandheden og livet.

Underforstået, ham kender de jo. De har nærmest levet sammen med ham.

Så i virkeligeheden er det et forsøg på at gøre noget komplicere langt mere enkelt og trygt.

Den røde tråd ender ved, at vi ganske vist har en bibel, som vi bør studere, læse og lære af.
Men det vi for alvor skal forstå, er at det ikke kun er bogstaverne vi skal skal se på.

Vi skal se på Jesus. På hvad han sagde og havd han gjorde.
Og ikke mindst, så skal vi efterligne ham.

For det er i ham, at livet skal findes og leves.

Den røde tråd går fra skabelsen, over jødernes historie, gennem alt det Jesus sagde.

Den er viklet rundt om korset, som han døde på.

6 af 6

Den er indvævet i opstandelsen og går gennem både himmel og jord.
Endelig går det røde tråd også gennem både dit og mit liv, og der er uendelig værdi i, at kunne tage fat i den røde tråd og følge den.

Når vi gør det, vil vi opdage at Jesu virkelig er vejen, sandheden og livet.
Han har nemlig fat i den samme tråd, som du og jeg holder i.

Amen.

Hvilken vej? – Helge Munk

Jesus sagde: Jeg er vejen og sandheden og livet.

Men hvad er det for en vej? Hvad er det for en sandhed? Hvilket liv kommer der ud af det? Og hvordan finder jeg ud af, hvad svarene er i mit liv? Teksten kommer fra Joh. 14, 1-14, hvor Jesus snakker med sine disciple om tingene. Det er ikke lige med det samme, de forstår, hvad han mener. Er det så nemmere for os?

Hør mere her:

 

Jeg er vejen, sandheden og livet – Thomas Risager

Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet! (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 6)

Hvad mener han med det? Er vi galt på den, hvis vi ikke kan finde vej? Er der flere veje, vi kan tage? Og hvad med omveje, hvis blot de bringer os frem?

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d.2. april 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 27,11-14 & Joh 14,1-7

Jeg er vejen, sandheden og livet siger Jesus. I dagens andagt i fastehæftet, bemærkes det, at vejEN, SandheDEN, liVET står i bestemt form. Underforstået der er kun én vej, kun én sandhed, ét liv, og det er Jesus Kristus.

Det er én bibeltolkning, vil jeg sige og den kan man have.Det har jeg ingen problemer med. Jeg er bare ikke helt enig, så i dag vil jeg gerne tilbyde en tanke, hvor vi åbner det lidt mere.

De af jer, der er kommet her et stykke tid, nogen af jer længere end rimeligt, I ved, at jeg ikke betragter Bibelen som en facitbog, men netop finder, at bibelen skal og må tolkes ind i den samtid vi læser den i.

Derfor vil jeg blidt påpege, og stadig respektere mine ansete kollegaer, som har skrevet dette stykke, at man (jeg) godt kan have en lidt anden opfattelse af dette.

Lad mig lige slå fast. Hvis nogen spørger mig, hvordan bliver jeg en kristen? Så vil jeg til enhver tid sige. Lær alt hvad du kan om Jesus. Læs evangelierne i Bibelen. Hør prædikener, gerne af flere forskellige. Snak med mennesker, der tror om Jesus. Kom for Guds skyld i kirke, og måske også for din egen skyld.

Bliv inspireret af hans enorme kærlighed til mennesker. Forsøg at efterligne ham i ord og handling.

2 a f 4

Elsk på en sådan måde, at udgangspunktet for kærligheden ikke er dig selv, men den, som elskes. Endelig tro på, at Jesu død på korset, hans opstandelse, her betydning for dit liv her og nu.

Til allersidst, du er ikke et dårligt menneske fordi du i perioder tvivler på, om du tror.

I Apostlenes Gerninger, som er bogen om den allerførste kirkes tid, bliver de første kristne kaldt de, der tilhører vejene, eller vejens folk. Det at tro på Gud, på Jesus er at være i bevægelse, at være på vej.

Lad os lige skifte tanken et øjeblik.

Lad os sige, at vi skal til Ørbæk og hente lidt øl.

Hvordan kommer man til Ørbæk?

1. Ud af Odense ad Benediktsgade, så ad Ørbækvej der 26 km og det tager 29 min

2. Ud af Odense ad Benediktsgade, så ad Ørbækvej, flet ind på Svendborgmotorvejen, kør af mod Ryslinge, videre ad Daugaardvej. Der er 35 km og det varer 31 minutter.

3. Man kan også køre ad Niels Bohrs Alle, Fynske Motorvej køre af på afkørsel 46 mod Nyborg V, dreje mod Ørbæk. Der er 37 km. Det tager 32 min.

Når vi taler om, hvordan man kommer fra A – B, eller i det her tilfælde til Ørbæk. Så kan især I der er indfødte fynboer have meget stærke meninger om, hvad der er en

3 a f 4

rigtige vej. Men af de tre veje til Ørbæk, som jeg har skitseret her Uanset hvilken rute man vælger, så er der 3 minutters forskel mellem den hurtigste og den langsomste. I kilometer er afvigelserne noget større, men alle vejene leder frem til målet.

Det var tre ruter mod et sted på Fyn. Der er helt sikker flere.

Gammel jødisk visdom siger, at der mindst er 70 læsninger af en bibeltekst – en for hvert år, man har levet. Nu er jeg ikke 70, men jeg oplever, må jeg indrømme, at jeg bliver mindre skråsikker på mine tolkninger af bibelen, som tiden går.

Som kristne menesker, som søgende mennesker, er vi hele tiden på vej. Fuldstændigt ligesom de første kristne var det.

Måske er vi rent fysisk ved at finde nye steder at bo. Vi kan være ved at tænke i nye baner omkring vores frivillige indsats.
Troen finder nye former og udtryk hos os. Måske er vi lige blevet blæst omkuld af Gud, fordi det er nyt for os at opleve hans kærlighed.

Når Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet!” så er jeg ikke i tvivl om, at sådan er det. Men jeg køber ikke den enormt snævre tolkning af dette. Jeg er sikker på at vi må fumle rundt i livet, og at vi er lige så gode kristne hvis vi tager den nærmeste omvej.

Gud har givet os en fri vilje og hvis vi ikke umiddelbart kan finde den hurtigste og mest lige vej, så er jeg ikke i

4 a f 4

tvivl om, at hans kærlighed til enhver tid er rakt ud mod os, og han ikke opgiver at vente på at vi finder frem. Gud kommer os i møde uanset, hvor vi er på vejen.

Gud er meget tålmodig med os.

Han er med os overalt, hele vejen, uanset hvilke veje vi så end tager.

En af kirkens første teologer siger med sine fine ord i Romerbrevets 8. kapitel noget om Guds kærligheds kraft.

“v38 For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”1

Guds kærlighed er med os, uanset hvor vi er. Jeg er vejen sandheden og livet, siger Jesus! Amen

1 Rom 8,38-39

 

GPS – Foretag en U-vending – Thomas Risager

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”. Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. Nogen gange er det bare nødvendigt at bremse op og foretage den uvending. … Men der er mere i det end blot dette……

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Manuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 5. febrar  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,13-14 & Joh 14,1-14.

Vejen – Find din vej. Foretag en u-vending.

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”

Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi i livet, kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os, at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. (Især hivs konen sidder vide siden af.)

Nogen gange er det bare nødvendigt, at bremse op og foretage den uvending.

Jesus anvender ikke det sprog. Han siger ikke foretag en uvending, men han siger noget, som jeg altid har synes er meget irriterende og faktisk en anelse provokerende.

Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til faderen uden ved mig.”

Og når man så også hører, hvad Jesus siger i Matthæus evangeliet så bliver det da helt galt:

v13  Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14  Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”

Man kan jo blive helt bange. Jeg tænker ligefrem, at dette ikke rimer med alt det andet jesus siger. Dette lugter elitært og ekslusivt, og vi er jo vant til at sige, at troen er for alle, og kirken skal være inkluderende.

Det er en af grundene til, at jeg bliver generet af disse udsagn. Der er der, hvor jeg plejer at bede Helge om at prædike, men i dag hænger jeg selv på den.

 

I den første kirkes tid, og det er jo der bibelens tekster er nedskrevet og samlet samme, var tro ganske enkelt et sprøgsmål om liv eller død.

Man havde en forventning om, at verden var ved at nå til sin ende. De sidste tider var nær, og i lyset af det, var et nej tak til tro på Gud faktisk lig med at man afsagde sin egen dom.

Man frygtede fremtiden og lagde derfor enorm vægt på, at kunne tilhøre Gud. At være et af hans børn.

Og hvordan gør med det?

Svaret den gang, som nu er, ved at tro på Gud, ved at anerkende at Jesus er Guds søn, som levede, døde og opstod, for at frelse os. Har man brug for det kan man samtidigt sige, som manden der gerne ville at Jesus helbredte hans søn: “Hjælp min vantro!”

De første kristne oplevede mennesker vende ryggen til troen og det var en sorg. Ikke en sorg fordi de ikke vil være med i vores kirke, som vi kan opleve det. Men en sorg fordi man faktisk anså, at de mennesker helt enkelt ville gå fortabt.

Sådan tror jeg måske de to mormoner tænkte om mig, da jeg forleden aften sagde nej tak til at få Mormons Bog af dem. Han går fortabt ham der!

Det er vigtigt, at vi har det i baghovedet, når vi hører jesus sige: Jeg er vejen, sandheden og livet.

Vi skal også lægge mærke tl at at bibelen er fuld at billeder, hvor mennesker stilles overfor valget mellem to veje.

I Jeremias 21, 8, bare for at tage et eksempel siger profeten til folket”Jeg stiller jer overfor livet og dødens vej.” Sagen er sat på spidsen.

Jesus har talt om, at han går i forvejen og gør alt rede for os. Det er igen i lyset af, at verden snart får en ende, så det er i det kommende, Jesus forbereder plads til os.

Det er i tråd med teksten om ankeret som et håb bag forhænget, som vi også har talt om i denne prædikenserie.

Disciplen Thomas, som ellers ikke brillierer alt for meget i evangelierne, spørger Jesus:  Herre, hvordan kan vi kende vejen?

Det er et supergodt spørgsmål. For hvem af os har ikke lyst til at kende vejen. Når man gør det, er man jo tryg, og man ved, at bare jeg følger denne vej, så kommer jeg frem.

Det er ikke for meget at sige, at når man kender vejen, er man mentalt fremme inden man kommer frem.

Jesus næste svar er, at kender de ham, som de har set og hørt, så kender de faderen, og så er de på vej. På rette vej.

Centrum af alt tro, er ikke os selv, som det er så nemt at forfalde til. Det er Kristus.

Det er ham, der er vejen, sandheden og livet, og lige så snart vi er på vej i en retning, der fører os bort fra ham, så misser vi målet.

Det er irriterende, når den indre GPS siger lav en u-vending. Men det der Gud kalder os tilbage til den rette vej. Til livet så at sige.

Heldigvis er Gud absolut nådig. Så ganske ofte bliver det sådan, at der hvor vi overhører “Foretag en uvending!” ender det med at Gud kan sige: Beregner ny rute!”

Amen

 

GPS – Vejens folk – Thomas Risager

I dag er temaet for gudstjenesten “Vejens folk”, som de første kristne blev kaldt i Apostlenes Gerninger. Navnet symboliserer også, at tro ikke er statisk, men at det er en rejse, som vi alle i tro begiver os ud på. Thomas Risager tager udgangspunkt i historien om Paulus, der i bogstavelig forstand var på vej, da han fik en åbenbaring fra Gud.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 28. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 9,1-9 & Luk 5,27-32

Vi er godt i gang med vores gudstjeneste serie GPS.

For et menneske, som ikke kan finde vej, er en GPS en fantastisk ting. Jeg bruger den hele tiden. I sidste uge talte vi om, at det er ret vigtigt at have styr på destinationen. Det er ikke ligegyldigt, hvor man havner.

Nogen gange, når man bare taster en destination ind, og kører efter anvisningerne, kan det godt blive som om at turen bare skal overstås. I dag handler det om, at selv rejsen også er vigtig.

H.C. Andersen forstod vigtigheden, at han sagde: At rejse er at leve!”

I bibelens univers er det ganske ofte på vejen mod et eller andet, at Gud viser sig og mennesker må indse, at det skal noget andet end, der hvor de troede de skulle hen.

Mødet med Gud kan opleves som at blive slået en ud af kurs, men også gøre at man får et nyt mål.

Et godt eksempel er Paulus, som egentlig her stadig hedder Saulus. Han får en afgørende oplevelse på vejen. En oplevelse, som slår ham helt ud af kurs, men også en oplevelse, som giver ham et helt nyt mål. En oplevelse så epokegørende, at han må kalde sig noget nyt. Det er her han bliver til Paulus.

Ved ved, hvor Paulus er på vej hen. Han skal til Damaskus. Det som er hans ærinde er det ikke særligt noble, han vil arrestere nogle af de her nye kristne, som er begyndt at samles rundt om, fordi historien om Jesus for mange, som har hørt og set ham, oplever, at det forvandler deres liv. De må samles i fællesskaber og de må udleve den kærlighed, de er blevet mødt med. Det gør jo at de f.eks. tager sig af de fattigste. Og den slags mennesker, er farlige!

Han var på vej til Damaskus for at fængsle de, der hørte til VEJEN.

Hørte de ikke til kiren? Jo, men de første disciple havde hørt prædiken fra sidste uge, så de forstod at kirken ikke er destinationen. Desuden var kirken, som vi kender den ikke opfundet.

De første kristne kaldte sig vejens folk. Det at de havde fundet tro, havde nemlig givet dem opelvelsen af, at der var retning i livet. Men også den opfattelse, at de hele tiden var på vej i deres iver, for at gøre godt for mennesker.

I Kaperanum sad Levi, der var tolder. Han var en af dem, som mange ikke brød sig om, fordi han opkrævede told af de varer, som gik forbi hans toldbod.

Pludselig står Jesus foran ham. Jesus siger noget til ham.

Jesus siger ikke: “Tro på mig!” Nej, Jesus siger: “Følg mig!”

Jesus udfordring til Levi, er ikke en udfordring til at sidde i en kirke søndag formiddag. Det er ikke en udfordring til at synge gospel hver torsdag. Det er ikke en udfordring til at finde et fællesskab, hvor man er holdt af som man er.

Det er en udfordring til at begynde et nyt liv, et  nyt liv, hvor man følger efter Jesus. Man ser på ham, og efterligner hvad han gør. Det er faktisk sådan man er er kristen.

Når jeg tænker over det, så lyder det ikke umiddelbart tillokkende, men ikke desto mindre er der mennesker, som vælger det.

Det gjorde Levis også. Han lod alt ligge, rejste sig for fulgte Jesus. Levi skiftede altså retning i sit liv. Det er det vi med et noget slidt og misforstået udtryk kalder omvendelse.

At skifte retning i livet.

Saulus var på vej til Damaskus for at arrestere alle dem, der fulgte efter jesus på vejen.

På vejen oplever Saulus imidlertid, at han blændes af et lys, der er så stærkt at han falder til jorden og ikke kan se.

Saulus var en klog og veluddannet mand. Det er en af grundende til at vi har hans breve i bibelen. Det var ikke almindeligt at kunne læse og skrive som ham.

En stemme lød: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?«

v5  Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. v6  Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.«”

Når Saulus forfølger Vejens folk, forfølger han Jesus.

Jesus siger ikke til ham, at han skal rejse sig op og begynde at tro. Jesus siger rejs dig og gå ind til byen.

Lang historie kort, så ændrer denne oplevelse fuldstændigt Saulus’ perspektiver på tilværelsen. Han begynder at tro og erfarer selv, at det at tro på Jesus, er at være i bevægelse. At være på vej.

Det er præcis det samme, vi udfordres til.

Ikke til at sidde i en kirke og have det hyggeligt. Men til at efterfølge Jesus. Han siger ikke tro på mig! Han siger: “Følg mig!”

Vi udfordres – kaldes –  til bevægelse og det at efterleve Jesus. Tro kan ikke kun klares med tanker og ord, det kræver handling.

Det kræver at vores kirke hele tiden er i forandring. Der er derfor at Vision 2020 er så vigtig for den siger noget om, hvor vi skal hen. Den målet. Ultimativt er det naturligvis himlen, der er målet, men indtil da sigter vi efter Vison 2020.

Vi er en kirke, som er på vej. Du og jeg er på vej på vores trosrejse.

Vi aner ikke hvad vejen bringer. Kun at Jesus siger følg mig.

Og det gør vi gerne med alle de knubs, som det kan give.

Navnet på vores kirke er egentlig et navn givet som øgenavn. Metodist er et ordspil på vejens folk. Men det vidste de, som gjorde nar af de første nok ikke.

Men den historie må du få på et andet tidspunkt.

Vi er vant til at GPS siger. ved næste afkørsel hold til højre.

Men den stemme, som vi skal lytte til siger: Følg mig!

Amen.

Jesus går med på vejen – Thomas Risager

Kirkens præst Thomas Risager tager os med på en vandring mod Emmaus. I Lukasevangeliet er der en historie om to disciple, som oplever at den opstandne Jesus kommer til dem og går sammen med dem. Kan det mon ske i dag?

Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large