Hør eller læs talen fra søndagens gospelgudstjeneste med Gospelkoret Emmaus.
Prædiken – søndag d. 11. maj 2025
Metodistkirken i Odense
© Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Fil 4,1-7 & Joh 16,22
Når der er gospelgudstjeneste, er der fest.
Det er der sådan set hver søndag i hver eneste kirke, fordi gudstjenesten er en fejring af opstandelsen og glæden over den.
Jeg er med på, at det kan virke som en lidt mærkelig måde at feste på – det der med orgel og salmesang – men ikke desto mindre er det tanken bag hver eneste gudstjeneste: en fest.
Jesu opstandelse fra de døde kan fylde os med håb om, at al modgang i livet kan vendes til medgang. Ultimativt er opstandelsen løftet om, at selv i døden er der liv.
Vi har lige fejret 80-året for befrielsen. Mere end nogensinde i de firs år står det klart, at fred faktisk ikke er en tilstand, vi kan tillade os at tage for givet.
Freden er her hos os, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg har ukrainske kolleger og venner, som lever under fraværet af fred. De lever i krigens skygge.
Hvis vi endnu ikke helt har forstået det, så er den glæde, vi kan føle ved at leve i fred, noget, der er kommet, fordi mennesker har gjort modstand, har kæmpet for freden og givet os grund til at glæde os.
En del af dem betalte den højeste pris for at kæmpe for freden.
Frihedskæmperen Christian Ulrik Hansen skrev fra Vestre Fængsel d. 23. juni 1944 et hjerteskærende brev til sin familie.
Det er hans sidste brev. Om tre timer bliver han skudt af besættelsesmagten.
Han skriver muntert og afklaret til sin familie, at de ikke skal sørge, for han fortryder intet og er sikker på, at han i døden møder Gud.
Han beder sin familie om ikke at sørge – og om at tage sig af sin femårige søn.
Jeg bliver slået af ukueligheden og fremtidstroen i dette og mange andre af disse breve. Det er en enorm trods. Ja, jeg skal dø. Jeg dør for det, jeg har kæmpet for, men I skal leve for det, jeg har kæmpet og dør for.
Det virker stærkt på mig, når et menneske i den situation beder sin familie om at leve – og leve godt.
Christian Ulrik Hansen slutter sit brev sådan her:
“Om to timer står Solen op. Så knalder skuddene udover landet. Græsset græder dug, men se, Solen står op og kysser duggen og græsset. Og hjemme i haven åbner blomsterne deres duftende kalke. Rosen gløder. Se, Solen står op. Alle I derhjemme. Bøj knæ i solopgangen. Bøj knæ og bed til Ham, der ville give sit liv, for at vi kunne leve. Se, solen stiger op over landet, Guds strålende sol. Græd ikke; thi Gud lever og velsigner.”
Det kan godt være, det bare er mig, som er lidt sentimental, men jeg synes, det er stærkt.
Glæde, fremtidstro og håb er integreret i den kristne tro. Det træder tydeligt frem i Johannesevangeliet, hvor Jesus endnu en gang forsøger at forberede sine disciple på, at påsken betyder, at han skal dø.
Han siger lidt kryptisk til dem:
“En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.”
Selvom Jesus ifølge evangelierne flere gange har forklaret sine disciple, hvad der skal ske, så er det umuligt for dem at rumme. Det kan jeg egentlig godt forstå.
Ind i den situation siger han noget, som for mig er helt centralt:
“Ingen skal tage glæden fra jer.
Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”
Ingen skal tage jeres glæde fra jer!
Det ligger dybt i troens verden, at man gerne må glæde sig.
Paulus, som jeg læste fra til at begynde med, skriver:
“Glæd jer altid i Herren. Jeg siger atter: Glæd jer!”
Det er en stor opfordring til at være glade og sprede glæde.
Dette skriver Paulus til en konkret menighed i Filippi, i den sydlige del af det nuværende Grækenland – en menighed, Paulus har grundlagt.
Han skriver ind i en social situation, hvor romerne har besat næsten hele Middelhavsområdet. Det betyder, at de lever under et betydeligt pres.
Deres hverdag er ikke den samme, og på dette tidspunkt er det farligt at være kristen.
Men Paulus, den tidlige kirkes største teologiske forbillede, udfordrer dem: Glæd jer.
Lad folk se jeres glæde og mildhed – sådan står der længere nede i Filipperbrevet.
Og det er vigtigt at sige, at da Paulus skriver brevet, sidder han i fængsel – under anklager, der under romersk lov let kan koste ham livet.
Her er trodsen igen: Glæd jer!
Gennem mit arbejde har jeg en del med amerikanere at gøre og besøger med mellemrum USA. Det gjorde jeg for eksempel i sidste uge.
USA er, som vi nok alle ved, delt i to lejre. Det politiske system med kun to partier gør mange diskussioner sort-hvide.
Vi ser det ved valget af præsident: jubel i den ene lejr og dyb undren og sorg i den anden.
Mange af dem, jeg omgås og kender, er absolut ikke glade for, hvor deres land er på vej hen.
For en måneds tid siden var jeg på en konference her i Danmark, hvor en amerikansk biskop talte ved en af gudstjenesterne.
Hun mindede os alle sammen om, at i mange kirker, hvor man ikke er tilfreds med situationen, har man taget digteren Toi Derricottes ord til sig:
“Joy is an act of resistance.”
Ideen er, at det at vise glæde og leve med fremtidstro – på trods – er en modstandshandling.
At feste og glæde sig er en måde at sige nej til mørket på.
Glæde er nemlig ikke sådan at få bugt med. Glæde har det med at smitte og skabe mere glæde.
Glæde skaber fest og fællesskab mellem mennesker. Fester skaber håb og gør levende.
Glæde er et kæmpe aktiv, for det bekæmper modløshed og opgivenhed.
Glæde er en gave.
Tænk engang, at selvom meget i livet kan være noget rod og noget pangel, så kan man godt trodse det og lade være med at lade sig trække ned af det.
Vi kan give slip for en stund og glæde os – og feste.
Når vi mennesker gør det, så kan vi ikke underkues.
Det vidste Jesus. Det troede Paulus på. Og det mindede den amerikanske digter os om.
Ingen skal tage jeres glæde fra jer.
Glæd jer altid!
Joy is an act of resistance.
Så velkommen til at være med.
Lad os glæde os.
Lad os bekæmpe modløshed med glæde.
Jeg vil slutte af med en velsignelse, som lyder sådan her:
“Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!”
(Romerbrevet 15,13)
Amen.