Søndag d. 5. november 2023
Prædiken søndag d. 5. november 2023.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Åb 7,9-17 & Salme 34,1-10,22 & 1. Joh 3,1-3, matt 5,1-12.
På tværs af tid og kultur, tror jeg, at det er sådan, at alle mennesker gør sig tanker om livet og døden.
Alle mennesker tænker over, hvordan mon det ser ud på den anden side af livet, når døden kommer.
Når man spørger den almindelige dansker. Hermed altså flere end de, som sidder i kirken nærmest hver søndag, så er der groft sagt tre tanker om døden og det bagefter.
En tredjedel mener, at livet er ren biologi. Når hjertet er stoppet og døden indtrådt, så var det det. Så er der intetheden tilbage, man er så at sige trådt ud af skabningen. Punktum slut.
Groft sagt så tror en tredjedel på at når livet engang er slut, så får man en ny chance mere livet, så man kan gære alt det kiksede i livet om. Man fødes til nyt liv.
Man kan måske genfødes i skikkelse af et dyr. Det er det man kalder for reinkarnation.
Det er ikke det som er traditionelt Kristen-teologi, men ikke desto mindre er der en del mennesker også i vores land, som tænker den tanke. Paradoksalt nok er frelsen, at man ikke ikke længere at fødes til nyt liv, men at man har gjort sig fortjent til et liv i Nirvana, en slags paradisisk forestilling. Tankerne om reinkarnation har sin rod i hinduismen.
Endelig så er der cirka en tredjedel som tror på, at livet under en eller anden form fortsætter efter døden.
Man opfatter at mennesket er mere end kroppen. Hos dem, hos mig, lever håbet om et liv i det himmelske efter livet på jorden.
Det håb er en integreret del af den kristne tro, hvor det har sine stærkeste teologiske argumenter i Jesu opstandelse fra de døde og også i opvækkelsen af Lazarus.
Der er ikke voldsom mange billeder af livet efter døden i bibelen. På et tidspunkt i Johannesevangeliet 14 taler Jesus om, at hans himmelske fars bolig har mange rum, og Jesus selv går bort for at gøre en plads rede til sine disciple.
Den mystiske Johannes’ åbenbaring, allersidst i Bibelen, som vi har foran os i dag, fortæller om den store hvide flok som er i det himmelske, foran Guds trone.
Der er så mange at de ikke kan tælles, og de er af alle stammer, folk og tungemål. Det lyder for mig som et ret inkluderende sted.
Johannes Åbenbaring beskriver både i kapitel 21 og her i slutnigen af afsnittet, at det er et godt sted at være, for Gud vil rejse sit telt over dem, og der skal ikke være sult, tørst, eller tårer. Gud passer på den store hvide flok. Temaet om at alt i er got går igen flere steder i Johannes’ Åbenbaring.
Med andre ord en paradisisk tilstand, som er helt uden de trængsler, som menesker kan møde i dette liv.
I den kristne tro ligger forventningen om at døden ikke får det sidste ord, men at den netop giver liv.
Så det er ikke punktum slut, men nærmere slut komma……
Kan vi vide præcis, hvordan det ser ud?
Det kan vi ikke, men det er ikke det samme som at vi ikke kan håbe på det.
Når man håber er det aldrig baseret på fakta, for så ved man, men håbet baserer sig netop på tro. Troen på at Guds kærlighed og nåde er stærkere end døden. På mange måder er døden forbundet med den største og dybeste afmagt vi mennesker kan møde. I mødet med døden kan vi intet gøre. I livet kan vi gøre rigtigt meget selv for at ting kan bliver anderledes, men i mødet med døden, må vi finde os i, at vi intet kan gøre. Der møder vi afmagten.
Med Guds kærlighed og nåde forholder det sig oftest sådan, at at det er i afmagten at den udfolder sig. For i afmagten står vores ønsker om kontrol ikke i vejen for Guds nåde. Læs eventuelt selv 2. Kor 12, hvor Gud i Paulus’ trængsler svarer ham: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”
Overfor døden er vi tilsyneladende magtesløse.
I alt fald står vi, når døden kommer til et menneske, som har betydning for os, magtesløse tilbage.
Vi rammes af sorgen og savnet, som populært sagt er det prisen vi betaler for det privilegium det er at elske.
I den henseende er tanken om den store hvide flok i åbenbaringen, i saligprisningerne, hvor alt i det himmelske er vendt opnå hovedet, alt sammen noget som indgyder mig håb.
Efterhånden som livet går, bliver der jo flere og flere, som man har mistet og som man savner.
De må være en del af den store hvide flok, som Gud passer på.
For mig er det en trøst, for mig er det et håb, men også et løfte om at der i den store hvide flok også er en plads til mig. For det var jo ret inkluderende.
Vi håber og tror på det gode himmelske liv for dem vi savner og for os selv. Håbet er også nogle gange et håb på trods. Vi håber på noget, som måske er fornuftsstridigt. Så der er trods i håbet.
Første Thessalonikerbrev taler om håbet i døden. Der står sådan her:
Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.
Dette er ikke en tekst som gør det forkert af os at sørge og savne, men når vi sørger og savner er der samtidigt håbet om det evige liv sammen med Gud.
I troen på, og i håbet om at det er sandt vil vi nu nævne de, som er døde fra os:
Kirsten Blume
Maren Fiedler
Karen Schou
Eigil Carlsen
Pernille Toke
Aage Nielsen
Grete Lindgren
Bodil Gaarde,
Uffe Gaarde,
Tove Svensen,
Knud Iver Svensen
Anna David
Helge Brandt
Karen Brandt
Grethe Storm
Lars Simonsen.
Rosa Margrethe Pedersen
Birthe Mortensen
Karen Marie Pedersen