Gud er min styrke

Ved dagens gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus taler jeg ud fra en af de mest kendte beretninger fra bibelen, nemlig “Vandringen på søen.” Læs den evt. selv i Matthæusevangeliet kapitel 14, 22-33.

Denne bemærkelsesværdige historie bruges til at tale om, at turde være i livets storme, også selvom vores tro måske ikke helt rækker til.

Gud kan være vores styrke, der hvor vi ikke selv er i kontrol.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten i kirken. I dag er ingen undtagelse fra det.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33. Gud er min styrke. Gospelgudstjeneste med Nardus.

I dag har vi en af de mest kendte bibelske beretninger foran os. Vandringen på søen.

Det påstår jeg, at den er, fordi jeg ofte i mødet med nye mennesker, f.eks. til fester, når jeg siger, at jeg er præst, tit får spørgsmålene, som tilsyneladende optager vi mennesker mest. Nå, så du tror altså på, at Jesus lavede vandet til vin, og han gik på vandet?

Det korte svar er, ja. Det tror jeg på. Når man ser på nogle af de andre mirakler, som bibelen fortæller os skete omkring Jesus, så er vand til vin, og at Jesus går på vandet, nærmest i kategorien af bagateller. Men derfor kan der godt være livsvisdom og tro, sådan en historie.

Bibelen er fyldt med historier, som vi måske ved første øjekast ikke lige forstår. Det er her vi skal huske, at biblen er en utroligt kompleks bog, og de historier, som for så mange år siden blev udvalgt til at være med i den, er der fordi, de har noget at sige mennesker, den dag i dag. Det er i hvert fald min påstand.

Så spørgsmålet er om om du nu vil med ud og sejle? Jeg tør godt garantere, at du ikke bliver søsyg.

Jesus har undervist rigtigt mange mennesker, og nu er han ganske enkelt træt, så han sender skarene bort, for at gå op på et bjerg, for at bede.

2 af 6

De tolv mænd, som følges med ham, disciplene, sender han i fiskerbåden om på den anden bred af søen. Der vil han møde dem igen.

Blandt disse disciple, er der fiskere. Det er altså mennesker, som er vant til at sejle, og de kender søen, som deres egen buskelomme.
Det er her flere af dem er vokset op, og de har sejlet siden de var børn.
Med andre ord, det ved hvad de laver. Især Peter, som vi hører om i historien i dag, er en mand, som har styr på det hele. I hvert fald når det kommer til det med sejlads og fiskeri.

Måske har han i virkeligheden ikke så meget styr på alt det andet, som han gerne vil have. Der ligner han i virkeligheden mange af os.

Vi lever ofte i blind tillid til, at bare vi har styr på det hele, så kan vi klare alt, hvad livet byder os. Der er styr på banken, forsikringerne, hjemmet, vores forhold, alle de store linier er tegnet op. Vi er ressource stærke mennesker. Vi skal nok klare det.

Naive, som vi nogen gange er, så tror vi, at så længe vi har styr på det hele, så bliver er aldrig sådan rigtigt stormvejr i vores liv.

Sådan fungerede jeg, da jeg var ung. Jeg har styr på det hele, så jeg kan klare alt!
Min skuffelse var enorm, da livet lærte mig, at det var en meget fejlagtig antagelse.

3 af 6

Peter var den uofficielle leder af disciplene, og meget ofte er det ham, som nævnes i de bibelske beretninger. Han er den der går forrest, og meget ofte er han også lidt hurigt til overfor Jesus, at fremhæve sig selv.

Det bliver faktisk Peter, der i påsken kommer til at fornægte ikke mindre end tre gange på en enkelt aften, at han overhovedet havde noget med jesus at gøre.

Peter har dog et stort mod.

Båden arbejder i bølgerne, vejret er hårdt og vinden er i mod, så båden krydser sig frem over søen. Ude på siden midt om natten, der råder mørket. Der har ikke været noget lys, så fornemmelsen af at være på en båd, der virkelig arbejder i vandet, er fornemmelsen af at båden drives frem i blinde og frem mod intetheden. Det er en lidt speciel fornemmelse.

Og helt specielt har det været, da de har set en skikelske komme gående på vandet hen mod båden. De tolv barske mænd blev skrækslagne og troede, at det var et spøgelse. Dette var ikke deres mest stolte og mandige øjeblik. De skreg af frygt!

Jesus ser deres frygt, og siger straks. Det er mig, frygt ikke. Det siger han rigtigt mange gange gennem de mange historier, vi har om ham.

Peter er måske den, der er allermest bange, og det står han ved. “Herre, hvis det virkelig er dig, så befal mig, at komme ud til dig på vandet!”

Det blæser stadig, bølgerne er store, og mørket gør det svært at se.

4 af 6

Jesus siger bare: “Kom!”
Peter træder ud af båden. Han ved at Jesus venter på ham. Her synes jeg faktisk at han er temmelig modig.

Han begynder at gå hen mod Jesus.

Her er en væsenlig pointe i historien. Vi får lov, at høre om en Jesus som kommer til mennesker, i mørke og i modgang. En Jesus, som giver sig til kende, da de er allermest skrækslagne og er mere mus end mænd.

Vi ser en Jesus, som beroliger dem. Det er mig, vær ikke bange.

Vi oplever en Jesus, der inviterer Peter ud af sin komfortzone, for at vise ham, at der er mere i livet, end han umiddelbart kan se.
Jesus ønsker at være sammen med Peter når han er allermest urolig, men faktisk også når han er allermest tvivlende.

For ganske vist går Peter på vandet. Det går ganske fint, indtil han kommer til at se, hvor dybt vand han egentlig har bevæget sig ud på. Da han så, hvad han havde gang i, og mærkede stormen, blev han igen bange og han begyndte at synke.

Han rækker hænderne frem mod Jesus og skriger: “Herre, frels mig!”

Jesus rækker straks hånden ud og griber ham.

5 af 6

Det vi skal se her er, at Bibelen giver os en historie, hvor vi skal høre, at jesus griber os, når vi er ude på dybt vand og når det stormer omkring os.

Han vi være sammen med os, ikke bare når vi er polerede og fine, men sandelig også gennem livets storme, hvor vi kommer til at afsløre vores sande jeg.

Han griber Peter.

Han bebrejder også Peter, at han mangler lidt tro. Dette er ikke en bebrejdelse over, at han beder Jesus forsikre ham om, at det er ham. Men det er en undren hos Jesus over, at han, når han først er gået ud på vandet, kommer til at tvivle på, at Jesus ikke skulle kunne gøre det muligt, for Peter gå i stormen sammen med ham.

Når det kommer til stykket, har Peter stor tro. Han tør gå ud i stormen, fordi han tror at Jesus er der i mørket og i stormen.

Det løfte tror jeg også er givet til os, at når vi er ude, hvor vi mister kontrollen og ikke kan bunde, der er Gud også. Jesus viser det ved at være på vandet i mørket og i stormen. Selv der hvor vi, ligesom Peter, ikke kan finde ud af at holde fast i troen på det, da rækker han hænderne frem og griber os.

Jo, det tror jeg faktisk på. Og så håber jeg på, at jesus griber mig, for jeg ved at han rækker armene frem mod mig.

På den måde er Gud min styrke.

6 af 6 Amen

 

 

 

Klar til at blive klar / Hyldest til kvinden, der salver Jesus fødder – Thomas Risager

Forleden var det kvindernes internationale kampdag.

Det har ikke umiddelbart noget med Jesus at gøre. Men i dag taler jeg over en historie fra Johannesevangeliet, hvor en kvinde kommer i centrum. Det gør hun i en mandsdomineret verden, hvor kvinder ikke havde nogen plads, men Jesus lader hende komme til. Umiddelbart ser det ud til, at hun betjener Jesus ved at salve hans fødder med olie og tørre dem med sit hår, men hun gør langt mere end det. Hun viser med sin handling, at hun i sandhed har forstået, hvad der ligger forude i påsken.

Hun lægger også et eksempel: At sandt discipelskab er at elske i gerning. Noget som hidtil havde været forbeholdt mændene.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 13. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannes 12, 1-8.

Forleden var det kvindernes internationale kampdag.

Jeg ved godt at nogle mænd griner lidt af det. Jeg kan godt komme i tanke om en enkelt joke eller to, som kunne fyres af blandt mænd på lige den dag.

Det har jeg selvfølgelig ikke gjort! 🙂

Men der er stadig noget at kæmpe for. Kvinder får statistisk set mindre i løn end mænd. I Danmark i 2016 – Virkelig?

I den kirkelige verden er der stadig mennesker, som argumenterer mod at kvinder kan være præster. Jeg har læst argumenter som, at det er svært at koncentrere sig om at modtage nadveren, når man kan ane kvindes barm under præstekjolens stof. I Danmark i 2016 – Virkelig?

I metodistkirken kan vi nogen gange forfalde til at lidt selvgodhed, fordi vi ret tidligt accepterede kvindelige ledere og præster. Men alene sprogbrugen viser, der stadig er noget at arbejde på. Det burde jo være en selvfølgelighed. I Danmark i 2016 – Virkelig?

Hos Jesus var det helt anderledes. Hos ham skulle kvinderne ikke kæmpe for deres plads. Det skulle de med en del af de andre mænd, men ikke hos Jesus.  I Jerusalem i 33 – Virkelig!

Det var seks dage før den jødiske påskfejring. Jesus og hans følge var kommet til Betania ganske få km. øst for Jerusalem.

Her boede Lazarus.

Måske tænker du Lazarus. Det navn har jeg da hørt før. Hvad er der lige med ham?

Det skal vi da lige have med. I Johannes kapitel 11 finder vi historien om to søstre Martha og Maria, som sender bud til Jesus fordi deres bror er syg.

Da Jesus hørte det, udbrød han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

Sådan bliver det. Guds søn bliver herliggjort ved den. Lazarus bliver hovedperson i en af de mest spektakulære historier i bibelen.

Da Jesus kommer til Betania får han at vide, at Lazarus allerede har ligget fire dage i graven.

Johannes slår fast med syvtommersøm: Lazarus er død!

Lang historie kort: Jesus kalder Lazarus ud af graven. Vaklende, viklet ind i de traditionelle ligklæder, kommer Lazarus gående ud af graven.

Nu sidder jesus sammen med Lazarus, hans søstre Martha og Maria. De holder et festmåltid for Jesus.

Mens de gør der sker det underlige, at Maria tager et pund, hvilket er rigtigt meget, ægte Nardus-salve.

Hun salver, som bibelen siger, Jesu fødder. Hun smører altså Jesus fødder ind i den meget velduftende olie.

Det bliver ikke mindre underligt af, at hun tørrer hans fødder med sit hår.

Der er tre ting, vi skal lægge mærke til ved det.

Det at salve et menneske fylder i bibelens univers to formål. Det ene er, at en profet/præst sendes af Gud, for at udpege, den nye konge over landet. Den konge, som Gud udvælger. Det mennesker bliver konge ved at  præsten/profeten smører salve på hans hovede. Vi ser det bl.a. da den rødmossede hyrdedreng af Samule salves til konge.

Så man kan ud af dette læse den betydning, at Maria har fattet og set, at Jesus er den udvalgte konge. Han er Messias.

Hun ved måske også, at Jesus ikke bliver konge, sådan som de, der tager imod ham med hyldestråb og palmegrene håber det. Måske, er der derfor hun ikke salver hans hovede, men hans fødder?

Den traditionelle anden brug af salven understøtter måske denne teori, at Maria har forstået, hvordan dette kommer til at ende for Jesus.

Traditionelt bruges salven, når et menneske er afgået ved døden, så er der kvindernes opgave, at salve den døde.

Den tredje ting, er at Maria tørrer Jesus fødder med sit hår. Når kvinder var sammen med mænd, så var der meget strenge omgangsformer. Som hovedregel rører en kvinde ikke ved en mand, som hun ikke er gift med.

En kvinde har heller ikke sit hår slået ud sammen med en mand, der ikke er hendes egen.

Maria er trods alt nødt til at slå sit hår ud, for at tørre Jesus fødder.

Vi skal lægge mærke til, at alle konventioner brydes. Mange af de lærde bruger dette som et tydeligt tegn på, at mænd og kvinder var lige i omgangskredsen om Jesus.

Der var ikke kun de tolv disciple, som fulgtes med Jesus. Der var en langt større gruppe, som også var med. Det er beskrevet i Lukasevangeliets kapitel 8. Disse kvinder var altså ikke reduceret til at være hustruer for nogle mænd, men selvstændige kvinder, som fulgte med rundt. På dette tidspunkt var det altså ganske uhørt.

Judas, som senere skal forråde Jesus, reagerer. Han reagerer ikke på, at hun som kvinde omgås Jesus på en for den tid, ganske særlig måde. Han er pengegrisk, og det salvens værdi, han reagerer på.

Det vi ser her er, at det er en kvinde, som viser hvad discipelskab er. På trods af, at Jesus mange gange har forsøgt at forberede disciplene på, at han skal lide og dø. Og det at efterfølge ham betyder, at man skal fornægte sig selv, tage sit kors op, og følge ham. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af ham, skal finde det. Det er det, han siger.

Mændene har stadig travlt med hvem, der er den største. Maria har set sin bror gå ud af graven, hun forstår, at Gud gennem Jesus kommer til at gøre en kærlighedsgerning, som denne verden får svært ved at forstå omfanget af.

Hun ved, at hun kan gøre det lille, hun kan gøre, og at det gør en forskel.

Hun salver Jesus, og viser med sit eksempel på, hvordan man lever sin tro ud, at ord alene gør det ikke.

Amen

Vanens Magt 2/5 – Thomas Risager

Når vi taler om vaner, tænker vi oftest på de dårlige vaner, som for meget vin eller for meget tobak. Men faktisk er vaner en utroligt smart ting, fordi de aflaster vores hjerne. Hvad har det nu med tro at gøre, ja det kommer vi til at tale om de næste fem søndage i Metodistkirken.

Her er den anden af talerne, hvor Thomas Risager taler ud fra Matthæusevangeliet kapitel 14, 22-33 & Romerbrevet kapitel 10, 5-15.

podcast-large

Hovedpersonen 8/8 – Thomas Risager

Hovedpersonen i al tale om kristendom og tro er uden tvivl Jesus selv.

Vi er igang med en prædikenserie, som tager os med ind i bibelens verden og lader os opleve nogle af de helt centrale begivenheder og historier fra Jesus liv.

Mange af historierne er kendte, vi har hørt dem før.

I prædikenserien Hovedpersonen sættes alle de mange historier i perspektiv i forhold til påsken.

I dag ser vi på en helt central Jesus-historie fra Johannesevangeliet kapitel 14 vers 15-21, hvor Jesus taler med disciplene om, hvordan deres forhold til ham skal være efter hans død og opstandelse.

Han giver dem og dermed os, et løfte om at han vil vise sig for os.

Bibeleteksten læses af pastor Knut Bjarne Jørgensen

Hør mere her:

podcast-large