Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Du er ikke i fokus – Thomas Risager

 

Daabs-selfie
En lille selfie midt i gudstjenesten

Jeg indrømmer det blankt. Jeg bruger selfie-funktonen på min telefon rigtigt meget. Et billede af mig på et eller andet cool sted er ligesom beviset på, at jeg HAR været der.
Aldrig før har vi sat os selv så meget i scene og i centrum, som vi gør i disse år.

Da Jesus havde talt i Synagogen i Nazareth, blev folk så oprørte over ham og hans budskab, at de forsøgte at slå ham ihjel. Han sagde – provokerende nok – at alle de gode løfter i første omgang vil komme til dem, som intet har. Dem som lider. Dem som ingen regner for noget. Alle vi, som har travlt med at tage selfier, opdager slet ikke, hvad der sker omkring os, for vi er ikke selv i fokus.

Måske skulle man prøve at kigge op og se ud?

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 31. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 4,21-30.

Klar til at blive klar – du er ikke i fokus

Jeg indrømmer det blankt. Jeg bruger selfie-funktonen på min telefon rigtigt meget.

Et billede af mig på et eller andet cool sted er ligesom beviset på, at jeg HAR været der.

Aldrig før har vi sat os selv så meget i scene og i centrum, som vi gør i disse år.

Det er jeg vist heller ikke alene om. Det afslørende billede af Helle Thorning, der lige skal have en selfie med Obama er gået verden rundt. Vi tager sellier, og vi kommer ikke udenom at det nok er et udtryk for en vis selvoptagethed, at vi sætter os selv i scene med selfier og sociale medier.

I synagogen, hvor Jesus netop har stået og talt, da vi dropper ind i Lukasevangeliet, der sidder der også mennesker, som sætter sig selv i scene.

Mennesker, som er vant til at de sætter retningen og andre retter ind efter dem. Dem, som altid flyder ovenpå.

Jeg siger ikke at her er mennesker, som har meget høje tanker om sig selv.

Det udtaler jeg mig ikke om. Men det kunne jo ske i en anden kirke…

Kirker lider nogen gange lidt under det, at vi føler os bedre end andre, og det er faktisk skidt.

Jeg er ret sikker på at det er det tilfældet i Nazareths synnagoge.

Jøderne reagerede i hvert fald voldsomt på det Jesus siger til dem.

Faktisk kan man som præst godt drømme om sådan en reaktion, eller næsten sådan en reaktion. Eller bare en reaktion 🙂

Men hvad er det Jesus siger til dem. Jo hans prædiken er kort. Så kort, at jeg godt tør gengive den i fuld længde i dag.

Måske var det noget at menighederne kunne drømme om, at præsterne kunne fatte sig i korthed.

Jesus siger helt enkelt:

“I dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.”

Så kort kan det gøres.

Hvad var det så, der er gået opfyldelse? Man kan sige, at det er jesus egen programerklæring, som han ganske vist læser fra profeten Esajas.

Gamle ord og gamle længsler om en ny tid, hvor der skal være godt budskab til fattige, frigivelse til fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte og et nådeår fra Herren.

Det står i skærende kontrast til den virkelighed, som man lever i på Jesus tid.

Der er der jo ikke nogen, som kan have noge i mod. Men med Guds kærlighed er det oftest sådan, at de første til at se, høre, erkende og forstå er de, som tilsyneladende ikke er mest oplagte. Det er meget sjældent dem, som er i centrum.

Vi ser det bla. i julen, hvor de første, som forstår at noget fantastisk er sket, bliver de hyrderne på marken. De mennsker, med den laveste agtelse, bliver de første som møder Jesus.

Nu har Jesus sagt: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.

Det er gode nyhede og hele salen bryder ud i jubel og klapsalver.

Men der bliver snart til noget ganske andet, for jesus fortæller dem gamle historier og minder dem om de gange i historien, hvor Israelitterne har lidt og ventet på, at Gud, for at blive overrasket over, at Gud griber ind, men ikke i første omgang hos dem selv.

Jesus minder dem om, at der er andre mennesker, som virkelig har brug for Gud. De fattige, enkerne, fangerne, de blinde.

Da Jesus havde talt i Synagogen i Nazareth blev folk så oprørte over ham og hans budskab at de forsøgte at slå ham ihjel.

Han sagde, provokerende nok, at alle de gode løfter i første omgang vil komme til alle de, som intet har, dem som lider, de som ingen regner for noget.

Der er i synnagogen sad alle dem, som ligesom, i hvert fald nogen af os, har travlt med at tage selfier, og derfor slet ikke opdager slet ikke hvad der sker omkring os, for vi er selv i fokus.

Måske skulle man prøve at kigge op og se ud?

For der er masser af mennesker omkring os alle sammen. Mennesker, som er ensomme, på flugt, bange, syge eller i fængsel, som gennem en af os, kunne opdage at i dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.

Amen