Einsteins berømte relativitetsformel, som han aldrig selv så fuldt ud bevist, men ikke destomindre var overbevist om holdt vand i længden.
Det kræver lidt baggrund. E=mc² er en del af Einsteins relativitetsteori, som meget kort fortalt udsprang af hans revolutionerende idéer om, at lysets hastighed er konstant (c), og at fysikkens love er ens, uanset hvor hurtigt man bevæger sig. Formlen er forudsætningen for atomkraft, men også for eksperimenterne med at genskabe verdens skabelse.
Einstein levede ikke længe nok til at se sin berømte teori blive bevist – det er den stadig ikke fuldt ud, men den er heller ikke forkastet.
I vores kultur, i vores tankegang, er det sådant at vi gerne vil have beviser.
Det er et produkt af oplysningstiden.
Vi er flasket op med at man kan veje, måle og teste alt.
Hvis ikke vi kan måle eller veje, eksisterer det ikke.
Men er det nu helt sandt? Er verden ikke mere end vi kan måle og veje os til? Er verden ikke mere end det, vi kan bevise?
Kender du det at kigge i spejlet og egentlig ikke være helt tilfreds? Det er ikke udseendet, jeg tænker på, men mere det med, at du godt ved, at der er sider af dig selv – ting du gør eller siger – som godt kunne være bedre.
I talen her tager jeg fat i dette. Jesus taler om sig selv som et vintræ, og en af pointerne er, at tro virkelig kan forandre det i dig, som ikke er hensigtsmæssigt.
Kirkens præst Thomas Risager tager os med på en vandring mod Emmaus. I Lukasevangeliet er der en historie om to disciple, som oplever at den opstandne Jesus kommer til dem og går sammen med dem. Kan det mon ske i dag?
Det er stadig påskens altoverskyggende begivenheder, som er i centrum ved gudstjenesten på søndag. Thomas, en af Jesu disciple, havde ikke været sammen med de andre, da de ved selvsyn fik lov at møde den opstande Jesus. Surt at gå glip af det mest fantastiske, som man kan forestille sig!
Thomas er en mand med begge ben på jorden. Han lader sig ikke sådan lige rive med at af de andres begejstring. Faktisk er han noget skeptisk.
Men Jesus kommer tilbage og Thomas får også lov til ikke bare at se, men også at røre ved den opstandne Jesus. Også han kom til at tro på opstandelsens mirakel.
“De fleste mennesker vil gerne være nogle rare personer, som gør godt mod andre, og som andre synes om. Derfor vil vi, der har en relation til Gud – svag eller stærk- have et ønske om at være discipel. Somme tider synes vi, det fungerer godt, og af og til fungerer det mindre godt. Men hvad er kravene? Hvad skal vi opfylde? Er der et mindstekrav? I tiden op til påske fortalte Jesus, hvad han skulle gå igennem og udføre, og så sagde han:
”Den der vil være min tjener må følge mig.” Hvad betyder det? og hvad forventer Jesus, at jeg skal leve op til?”
Tankerne ovenfor er Helge Munks. Han er lægprædikant i Metodistkirken og han har tjenesten med at tale ved gudstjenesten i dag.
I sidste uge, havde vi visionsdag i kirken, hvor vi drømte drømme og så syner for fremtidens kirke på dette sted. Men hvad er det egentlig Jesus drømmer om. Ved at kigge lidt på hans tale i synagogen i Nazareth, kommer vi det lidt nærmere:
I lukasevangeliet kapitel fire står der:
Jesus i Nazarets synagoge
v16 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. v17 Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: v18 Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed, v19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
Når man ser rundt på verden, er det så utroligt let, at blive bekymret. Lyt med her, hvor Thomas Risager taler om kaos og sammenhæng og om ikke at bekymre sig.
Når jeg bliver bedt om at udføre en opgave, spørger jeg tit: “Hvornår skal det være færdigt?”
Med andre ord, hvornår er sidste chance for at lave dette?
Mange mennesker har det på samme måde med troen på Gud. Hvornår er sidste chance for at forholde sig til det? Det er måske ikke lige presserende her og nu. Men mange mennesker oplever dog, når de står overfor udfordringer i livet, at spørgsmålet trænger sig på. Hvornår er det nødvendigt at gøre sin stilling op? Ja eller nej til at tro på Gud.
Hør mere her, hvor jeg med udgangspunkt i lignelsen om de betroede talenter fra Matthæusevangeliets 25. kapitel, taler om dette.
Hellig utilfredshed er, når du ser uretfærdighed og dit hjerte slås i stykker af det, på en sådan måde, at du ikke kan leve med, at uretfærdigheden består. Gud kalder dig til, at gøre en forskel.
Hør mere i dagens gudstjeneste, hvor præsterne Mai-Brit Tvilling fra Solrød Frikirke og Thomas Risager fra Odense Metodistkirke arbejder sammen om at lave en tale. Udgangspunktet er disse to bibeltekster:
1. Thessalonikerbrev Kapitel 2. vers 1-8. Paulus’ ophold i Thessalonika
v1 Brødre, I ved jo selv, at den indgang, vi fik hos jer, ikke var forgæves, v2 men skønt vi, som I ved, lige var blevet plaget og mishandlet i Filippi, fandt vi frimodighed i vor Gud til at forkynde hans evangelium for jer under megen kamp. v3 Vor forkyndelse skyldes ikke vildfarelse eller urene motiver og sker ikke med svig; v4 men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte. v5 Vi optrådte jo, som I ved, aldrig med smigrende ord og heller ikke med fordækt griskhed – det er Gud vidne på! v6 Vi søgte heller ikke anerkendelse hos mennesker, hverken hos jer eller andre, v7 og det skønt vi som Kristi apostle havde ret til at ligge jer til byrde. Tværtimod færdedes vi med venlighed blandt jer. Som en mor tager sig af sine børn, v8 sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer.
Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 34-46: Det største bud i loven
v34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« v37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38 Det er det største og det første bud. v39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
Davids søn eller Davids herre
v41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: v42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« v43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
v44 Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? v45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« v46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
Der kommer to små taler, som er adskilt af en video, som du må se, for at det giver mening.
Nardus synger medrivende gospel til en gudstjeneste, som sætter fokus på taknemmelighed.
Vi danskere har en spidskompetence, når det handler om at brokke os. Når noget er hårdt og tungt er vi rigtig gode til at huske på det og fokusere vores energi omkring det.
MEN husker vi at lægge mærke til alt det fantastiske vores liv er fyldt med. Husker vi at være taknemmelige, når det som var hårdt er løst og vi igen kan trække vejret frit.
