Halve Sandheder 3/4: Gud lægger ikke mere på vores skuldre, end vi kan bære

Udsagnet om at Gud ikke lægger flere byrder på os end vi kan bære, tages under kærlig behandling under overskriften” Halve sandheder”. Hvis dette skulle være sandt, hvorfor er stress, så nærmest en folkesygdom? Hvorfor er der så mange af os, som føler alt vi kun lige hænger fast i tilværelsen med det yderste af neglene?

Hvor er Gud i det? Kan tro have noget at sige ind i dette?

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk, at der ofte sniger sig lidt ekstra ind i det talte ord. Så der er ikke 100% overenstemelse mellem den forberedte tale og den faktisk tale.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 28. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Kor 10,13, Salme 46,1-2, Matt 11,28-30
1/2 Sandheder: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

I denne måned undersøger vi nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Nogen gange, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne talerække. ________________________

Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

2 a f 5
Hvem har fået det sagt til sig – i bedste mening?

Jeg husker, at jeg har hørt det, på tidspunkter, hvor jeg har syntes at livet var urimeligt hårdt. Jeg har hørt præster trøste hinanden med dette – med undertonen, du skal være glad for at du har det hårdt. Det er fordi Gud bruger dig.

Alt dette er sagt med de bedste intentioner og med den bedste mening for øje.

Læser man på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og det gør præster jo, så finder man faktisk også en side, der handler om dette. Det er en udbredt blandt kristne, men det er ikke det samme, som det er sundt. Lad os tænke lidt over tingene.

Udsagnet står ikke direkte i bibelen, men mange mener at inspirationen til dette kommer fra 1. Korintherbrev kapitel 10 vers 13, som blev læst for os før:
“v13 De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Det græske ord for fristelser, peirasmos, kan også oversættes med prøvelser, eller test. Engelske bibeloversættelser benytter ofte ordet testning.

Paulus skriver her til den menighed i den græske havneby Korinth som han grundlagde omkring år 51 på en af sine missionsrejser.
Korinth var et af de mere levende steder i datidens verden, så den konkrete teksts kontekst, er at der er en menighed bestående primært at hedninge-kristne, som

3 a f 5

forsøger at lægge deres gamle liv bag sig. Livet som kristen var ikke nemt, fordi der overalt var alle muligeder for at forlade det nye liv, man havde fået. De mange templer, de mange tempelprostituerede. Der var alle muligheder for at blive fristet.

Det Paulus siger til dem her, er imidlertid, at der hvor fristelsen rammer dem hårdt, er det ikke Guds ønske, at man bukker under. Paulus taler om at Gud skaber en udvej.

De var den konkrete kontekst. Nu vrider vi lidt på tingene, og det kan man altid diskutere rimeligheden i.

Lad os bruge ordet prøvelser i stedet for fristelser.
““v13 De fristelser prøvelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes prøves over evne, men vil sammen med fristelsen prøvelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Igen er løftet, at der er en vej ud – eller måske mere korrekt gennem prøvelsen.

Intet sted står der, at vi ikke vil komme ud for prøvelser i livet, men løftet er, at der er en vej ud af det.

Lad os lige vende tilbage til den første del af sætningen. Gud lægger ikke større byrder på dig, end du kan bære.

Her antyder vi, at alle fristelser, prøvelser, tæsk i livet, skulle komme fra Gud. Dette medfører, at hvis din arbejdssituation er sådan, at du ikke magter det. Eller dit liv fisker sig sådan, at der bare er så meget bøvl, at det ikke er til at bære, så er den overordnede mening, at det

4 a f 5

er Gud, der giver dig dette, for at prøve dig. Det bliver Gud ved med at gøre indtil punktet lige før du knækker.

Giver det mening?

Det vil jeg tillade mig, at være ganske kristisk overfor. Især set i lyset at de ting, vi talte om i den første af talerne i denne serie, hvor vi gjorde op med ideen om at alt har en mening.

Hvis ellers Gud gav dig alt det, der tynger, så skulle Gud blive ved med at smide ting på dine skuldre indtil lige sekundet før, du bukker under.

Årh – mon det er sådan det er?

Kigger man overordnet på, hvad vi kan læse os til i bibelen, så slipper vi ikke for modgang og bekymring.

Gang på gang siger Jesus, at vi ikke skal være bekymrede og rigtigt meget siger han, at vi ikke skal være bange. Løftet er, at uanset om det er optur eller nedtur, så ønsker Gud at være vores tilflugt og hjælp.

1. Petersbrev 5,7 opsummerer dette: “v7 og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer

Med andre ord behøver vi ikke over for Gud at lade som om, at alt er godt. Vi kan være dem, vi er på godt og ondt.

For Gud ønsker at være sammen med os, også på de dage, hvor vi er langt fra perfekte.

5 a f 5

Gud vil være med os, også når vi intet kan, og vi kan stole på, at han vil hjælpe os.

Jeg vil faktisk foreslå, at vi i stedet for at sige: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære. siger
Gud hjælper dig altid med at bære.

Overfor Gud er det ok at være slidt og træt. Læg mærke til, at Jesus på det tispunkt faktisk kalder dem til sig, som er trætte og bære tunge byrder, og han vil give dem hvile.1

Man må hvile sig. Det er helt ok, og når man rejser sig igen, er der hjælp til at gå videre.

Gud hjælper dig altid med at bære.

Den erfarne sangskriver fra Salmernes Bog får det sidste ord:

Salme 46,1-2
v2 Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
v3 Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb,
v4 når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver.

Amen.
1 JF. Matt 11,28-30

Tro er …. åbenhed – Thomas Risager

Vi indleder en nye serie gudstjenester, som fokuserer på, hvad tro er. Vi gør det med udgangspunkt i en række historier fra Jesus liv.

I dag handler om om, at tro er åbenhed.

I talen tager jeg udgangspunkt i en historie, hvor Jesus udviser alt andet end åbenhed. Faktisk siger han ting, som gør mig utilpas, men gradvist kommer han selv til en ny erkendelse og udviser hidtil uhørt åbenhed.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord nogen gange afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 6 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 7, 24-37 & Jak 2,1-17.

Tro er… Åbenhed

Jeg bryder mig ikke om at skulle forkynde om tekster, hvor jeg synes, at Jesus siger ting, som jeg på det nærmeste føler, at jeg som præst skal forsvare.

Det er nok sådan nogle af vore politikere har det, når de på tv skal forklare en politik, som er partiets, men som de dybest set ikke er enige med personligt.

For mig ville det svare til at bede mig om at forklare, at mennesker ikke er lige meget værd. Nogen pas er mere værd end andre, og vi kan kun tage de bedste og dygtigste flygtninge ind i vort land. Mens den største flygtninge katastrofe siden anden verdens krig udspiller sig lige uden for vores hegn.

Og så er der det med Jesus!

Jesus er taget til Tyros, som ligger i det nuværende Libyen. Vi ved ikke om han skulle på en forlænget weekend, men det vi ved, er at han ikke ønskede, at nogen skulle vide, at han var der. Nogen gange trak han sig tilbage for at være alene. Selv Jesus måtte sande at man ikke kan arbejde ud i en køre uden pauser.

Nu er han i udlandet, i hvert fald i forhold til Israel. Han er altså udenfor jødernes land.

Som så ofte før med Jesus, så er historierne om ham nået så vidt omkring, at folk godt ved, hvor han er.

Inden længe banker det på døren og en kvinde står ude foran. En kvinde, som er så desperat, som man kun kan være det, når ens barn er sygt.

Som Markus skriver, så er hun af syrisk-fønikisk herkomst. På bibelens tid, er det lige så vigtigt, hvor man er fra, som det er i dagens Europa. Men her er betydningen religiøs.

Kvinden er ikke jøde. Dermed er hun et menneske, som en jødisk mand som Jesus, absolut ikke kan være i samme rum med.

Jesus siger nej til at gøre hendes datter rask. !!!

Al hans kryptiske snak om først at mætte børnene ved bordet, handler om at han ser sig selv, som givet til jøderne. Og derfor er det kun for dem.

Vi lader den lige stå et øjeblik… !!!

“Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.”

Lige der, sker der en forandring hos Jesus.

Han forstår, at  der ikke er forskel på mennesker, og at Guds kærlighed og nåde overskrider alle de grænser, som jødedommen ellers insisterer på, at der er.

Denne forandring er i tråd med, hvordan resten af evangeliet skruet sammen. Der er nemlig flere historier, hvor Jesus sprænger alle kendte grænser.

Guds kærlighed er for alle.

Vi ser det, i det, som Jesus siger til kvinden.

Gå blot hjem, dæmonen er faret ud af din datter.

Kvinden levede i en kultur, hvor loven var så indgroet, at kvinder kunne ikke have med mænd at gøre og jøder kunne ikke have med ikke-jøder at gøre.

Selv hos Jesus var det så indgroet, at han i første omgang ikke engang selv kunne se bort fra det.

Det kan jeg næsten ikke holde ud, for det rimer slet ikke med alle de andre historier om Jesus, som jeg kender.

Heldigvis blev han klogere og han handlede.

Det kan virke som en voldsom reaktion, at man næsten ikke kan holde det ud.

Men årsagen til det, er jo, at tro handler om langt mere end hygge

– Dybest set handler det om at have sit liv trygt forankret i troen på Gud.

Det er alt andet end ligegyldigt. Det er et spørgsmål om liv og død. Ganske simpelt.

Kvindens datter reddede livet.

Det samme sker med den døve og stumme mand, som Jesus heldbreder.

Han er døv og stum. Ud over at det er mega upraktisk, så er det også livstruende i datidens kultur.

Dels fordi de frommeste af jøderne vil pege fingre af ham, og påstå at hans stumhed og døvhed handler om at han ikke har levet rigtigt i forhold til Gud, så det er hans egen skyld.

Det andet aspekt, er at han vil være fuldstændigt afhængig af andre til at forsørge ham. Han vil ikke have anden udvej end at tigge og leve på gaden.

Den gang var det også sådan, at de, som levede på gaden ikke blev gamle.

Jesus siger til ham: Effatha – Luk dig op, og miraklet sker. Han kan se og han kan høre.

Det er også noget at det tro, gør. Det giver åbenhed.

Du kan se og du kan høre på en ny måde.

Du kan se mennesker omkring dig, du kan høre, hvad de siger og ikke mindst. Du kan høre Gud….

Istedet for amen, siger jeg Effatha!

Luk dig op!

Mangler du en brik 3 ? – Thomas Risager

Noggen gange så synes jeg, at det kan være svært at få troen til at give helt mening. Det er som, at sidde med et puslespil, hvor der mangler en brik. Man kan egentlig godt se, hvad motivet i puslespillet er, men man fokuserer bare på den brik, der mangler.

Jeg tror, når det kommer til tro, at man skal passe på med, at fokusere for meget på det man ikke forstår, men i stedet søge at se helhed, også selv om billedet man har måske ikke er helt perfekt.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Men hvis du har lyst til at høre mere, kan du gøre det her:

podcast-large

 

Prædiken søndag d. 16.august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,51-58.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Jesus taler kryptisk, men alligevel klart. Hvis du nogen gange tænker, jeg fatter intet. Så skal du vide, at du ikke er alene.

Der er så mange små historier i Ny Testamente, hvor Jesu disciple, som jo lever sammen med ham hver eneste dag, ikke forstår, hvad manden siger.

De mangler ganske enkelt at brikkerne falder på plads.

Jesus taler om brød, som vi alle kender det. Langt de fleste mennesker på kloden spiser brød hver eneste dag.

Når vi beder fadervor, siger vi “Giv os idag vort daglige brød!” må vi huske, at der Jesus, som har lært os/sine disciple at bruge disse ord.

Det er vigtigt at have i baghovedet, når Jesus taler om det levende brød.

De sidste to søndage har fokus fra denne del af Johannesevangeliet ligget på ordene:

“Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

og i sidste uge:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Der er ingen grænser for løfterne. Vi kender det egentlig godt, for nogen gange er der nogle tilbud, der  bare er for gode til at være sande. Så bliver vi skeptiske – og heldigvis for det.

For sund fornuft er godt. Faktisk også når det kommer til tro.

Men det er også en af grundene til at det nogen gange kan være svært. Tro og fornuft er ikke hinandens modsætninger, selvom de nogen gange modsiger hinanden. Der er ofte dér, hvor det føles som om, at der mangler en brik.

Jesus forstår dette.

Han ved jo godt, at han kommer med et helt ny forståelse af tro. Hans betoninger, af at troen er en relation og ikke lov-religion, vil tage tid, langt tid, før mennesker forstår.

Det er jo godt, for hvis man hele livet har troet, at livet hang sammen må en bestemt måde, og man så hører at det man har troet hele tiden faktisk er forkert, så tror jeg Jesus er helt ok med at man tager sig lidt tid til at tænke sig om.

Og så siger han noget, som er helt nyt:

Han siger:

v56  Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57  Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58  Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.”

Jøderne har været vant til tænkningen om, at Guds gunst var afhængig af deres levevis. Hvis de levede rigtigt, gik det dem godt, syntes at være logikken.

Nu siger Jesus. Se på mig, løft hovedet fra regelbogen, se på mig. Jeg lever i kraft af faderen, men den der spiser skal leve i kraft af mig.

Vi kan slippe tøjlerne lidt, vi lever i kraft af en anden. I kraft af Jesus, som giver sit liv, for at vi skal leve.

Så når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, så er det ikke bare mad vi beder om. Det er liv vi beder om.

I Jesus er der liv, masser af liv også til dig.

Amen

Worthy to be loved. Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus

Det er blevet november og mørket er for alvor ved at sænke sig, og der kan være langt mellem lyspunkterne. Men fortvivl ikke! Kom i stedet til Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus i Odense Metodistkirke, hvor missionen er at lukke lyset ind og fejre, at vi alle er “Worthy to be loved”.

Hør talen fra gospelgudstjenesten her:

podcast-large

Kom som du er!

I dag var der gospelgudstjeneste med juniorgospelkoret Joy Sticks.

Talen fokuserede på, at man hos Gud kan komme som man er. Eksemplet på det, er kvinde, som er grebet på fersk gerning i lægteskabsbrud og som i følge loven skulle stenes til døde. Hende fordømmer Jesus ikke, tværtimod han tager mod hende som hun er.

Du kan læse historien i Johanneevangeliet kapitel 8 vers 1-11. Og du kan høre talen her…