Fundet – Thomas Risager

Gudstjenesten på i dag centrerer sig omkring lignelsen om det fortabte får. Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen, hvor Jesus fortæller en historie om hyrden, som bliver ved med at lede efter et får, der er blevet væk. Dette gør han, selvom han har 99 andre.

Historien er et bilede på Guds kærlighed til os. Det kan nok bedst sammenlignes med en mors eller fars kærlighed til sit lille barn. Denne kærlighed er helt overvældende, og en forælder vil gå gennem ild og vand for sit barns skyld …

Hør mer her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i pdf-format

Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger en smule fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 11. september 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 15,1-10.

Fundet…

Alle toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre, hvad han havde at sige.

Farisæerne og de skriftkloge, de jøder, som virkelig ønskede at leve korrekt, havde lidt ondt i… her omme bagved, fordi de så hvordan Jesus frit var sammen med mennesker, som de aldrig kunne drømme om at være sammen med. Synderne – alle dem, som ikke levede fanatisk efter lovens ord.

Man kunne også sige, at han var sammen med helt almindelige mennesker. Helt almindelige mennesker, som du og jeg.

Mange havde nok forventet, at Jesus tog lovbogen og gav sig til at læse op af den, for med den i hånden for med den i hånden, at belære dem om alle de ting, de ikke måtte, alt det de skulle, og alle de områder i livet, hvor de ikke gjordet det godt nok.

Mest af alt der det måske et udtryk for deres fordomme overfor mennesker, som tror.

De fordomme kender jeg godt. Jeg bliver ofte konfronteret med dem, og jeg er nødt til at indrømme, at jeg også selv har mine fordomme overfor overfladiske hellighed, hos mennesker, der gerne vil fremstå som ekstremt fromme. Dem får jeg røde knopper af.

Det glæder mig, at Jesus giver sig ikke til at fortælle dem, hvordan de skal leve.

Faktisk gør han det, som han ofte gør. Han fortæller en historie, og så er det op til folk selv, at tumle med, hvad det egentlig var, han sagde. Og det synes jeg, er sjovt.

“Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?”

Man kan sige, det er da bare et får. Men fårene er datidens investeringsobjekter. Det er der i dem, at mennesker har sine formuer.

Nu mangler der er ét og manden går ud og leder. Han leder ikke bare sådan på må og få, ligesom teenageren der ikke lige kan finde sin telefon. Nej, han leder og han bliver ved, indtil han har fundet det manglede får.

Når han har fundet det, tager han det på sine skuldre, bærer det hjem og indkalder alle naboer og venner til fest. For glæden over at have fundet det mistede får, er stor. Også selvom han har 99 andre.

Jesus fyrer bredsiden af, da han siger til alle de lyttende selvretfærdige, som har ondt over, at han er sammen med de, som de selv føler sig for gode til at være sammen med.

“Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Hvad var det så han sagde med den historie.

Han sagde ikke, noget om at de ikke måtte hverken det ene eller det andet.

Han sagde ikke noget om, hvad de ikke måtte spise eller drikke.

Han sagde ikke noget om, at de skulle bede fem gange om dagen eller for den sags skyld gå i kirke hver eneste søndag – det er du nu meget velkommen til. Kirken er der ikke, hvis ikke folk kommer.

Jesus løfter Gud frem som en, der holder af mennesker. Ligesom hyrden passe på sine får, fordi de havde uendelig værdi for ham.

Jesus fortæller om Gud, at han leder efter os, når vi er faret vild i livet, og at han ikke giver op.

Han bliver ved og ved med at lede indtil, han har fundet os.

Et får der har været væk i ødemarken, er sikkert snavset, ildelugtende og ikke rart at være i nærheden af, men det bliver båret hjem alligevel. Der er ingen fine fornemmelser, hos Gud.

Jesus tegner et bilede på Guds kærlighed til os. Det kan nok bedst sammenligneligt ved en mors eller fars kærlighed til sit lille barn.

Selvom man har hele fire børn, så leder man efter ham, der er blever væk på Pokémon jagten, indtil man finder ham. Det vil enhver forældre da gøre.

Der er ingen af os, der vil opgive et barn, som er blevet væk. Det er helt overvældende, og en forælder vil gå gennem ild og vand for sit barns skyld…. Det forstod jeg ikke selv, før jeg stod der med mit eget barn i favnen.

Det er det, Jesus fortæller mennesker. Drop nu overflade-troen og lad være med at spille hellige og bedre end andre.

Gud leder efter den, der mangler.

Om du så er en af de 99, eller du er den der er faret vild, så skal du vide, at der er en der leder efter dig.

Han giver ikke op.

ALDRIG!

Amen.

 

Tro er handling – Thomas Risager

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet:

Prædiken søndag d. 30 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Højsangen 2,8-13 & Salme 45,1-2,6-9 eller Salme 72 & Jakobs Brev 1,17-27 & Mark 7,1-8, 14-15, 21-23,

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Al tro handler om Gud, Jesus, Helligånden og din næste. Det handler ikke om dig.

Det er det, som kommer til udtryk i Markusevangeliets historie, hvor Jesus konfronteres med, at hans disciple spiser uden at have vasket hænderne.

Jøderne havde religiøse regler for, hvordan man gør det. Derfor handler det ikke kun om bakterier, men også om, at disciplene i menneskers øjne ikke har gjort det de burde i forhold til Gud.

I den jødiske kultur har man et kollektivt mindset, så derfor var deres manglende overholdelse af reglerne en konkret trussel mod dem alle sammen.

Lidt på samme måde, som i parcelhus-kvarteret, hvis der én som formaster sig til ikke at have klippet hækken til skt. Hans elller ikke gider luge op til skellet. Så er alle de andre forargede.

I forhold til verdens flygtninge, den som sidder ensom, enken og de faderløse børn, er det vel ligegyldigt, hvis vi lige skal have lidt perspektiv.

Jesus giver de forargede en lektion, som de sent glemmer.

“»Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,   v7  forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.

v8  I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.”

(Mark 7,6-7)

På almindeligt dansk: Jesus siger til dem. Al den ydre fromhed, som er så nem at bryste sig af. Det er noget mennesker – farisæer og præster-  der har misforstået det hele, har lagt ned over jer. Det har intet med Gud at gøre.

Personligt glæder det mig, for den der kristne polerede pænhed, det er noget at det mest kvalmefremkaldende, jeg kan støde på.

Selvfølgelig skal vi behandle hinanden og mennesker ordentligt, men motivet skal være, at man vil hinanden godt, ikke at man skal vise verden sin godhed.

Det er lige præcis det, Jesus taler imod her. Drop alt det ydre fis, det handler om at have hjertet hos Gud.

Hvordan kan man vide, om ens hjerte er nært ved Gud?

I Johannesevangeliet finder vi historien om fodvaskningen. Det er den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple inden han lader sig fange af romerne.

Her bryder han alle traditioner og normer, da han bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. En handling som er så ydmygende at udføre, at man ikke kan bede andre end en træl om at gøre det.

Jesus som er den, de alle ser op til. Ham som kan frelse verden, han sætter sig på knæ foran hver enkelt af dem og vasker deres fødder. Det er uhørt, men måske giver det ham lidt ekstra opmærksomhed, da han siger til dem at de skal elske hinanden:

“»Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? v13  I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14  Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. v15  Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” (Joh 13,12-15.)

Jesus fortsætter:

v34  Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35  Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)

Så hvis du tænker mere på andre end dig selv. Hvis kan hjælpe andre uden at tænke på, hvad det koster dig. Hvis du kan mærke at du går i stykker indeni, når du hører om en lastbil fyldt med døde flygtninge i Wien, Hvis du ikke kan holde ud at se på billedet her af Laith Majid fra Syren, der sammen med sin søn og datter netop er ankommet til Kos i Grækenland.

Eller hvis du oprigtigt kan glæde dig over rent vand i Congo-

Hvis du ikke er selv er centrum for al tanke i dit liv, så er det en rimelig god indikation på, at Gud fylder i dit liv. At dit hjerte er tæt på Gud.

Den uselviske kærlighed er nemlig en kærlighed givet af Gud. Gennem den udfordres vi til handling, ikke på den måde at vi får dårlig samvittighed på samme måde som vi kan få det over den snavsede bil, for dette fylder langt mere og er langt vigtigere.

Der er mennesker, som trænger til at møde mennesker som du og jeg –  mennesker som bringer Guds kærlighed, accept og håb med os.

Det betyder noget.

En lille note, inde vi slutter.

Hvis du tænker, at du slet ikke er der, så vil mit råd til dig, være at kaste dig ud i at elske, også selvom du måske ikke synes, at du har overskuddet til det, for erfaringerne er entydige, gennem handlingerne hvor du elsker, kan det ikke undgåes, at der falder kærlighed tilbage på dig. – og tro ikke, at det kommer fra dig. Det kommer kun et sted fra!

Lad os være en kirke der handler og gør en forskel for mennesker – for vores by.

“Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.” (1. Joh 3,18)

Amen.