udsvævende liv – Thomas Risager

Velkommen hjem

I dag ser vi på en gammel historie fra Bibelen, om to brødre, som har meget forskelige tilgange til livet. Den ene skejer temmeligt meget ud, men det hele går galt for ham, så han vender nedslået hjem.

Jeg udfolder historien om den fortabte søn, og viser hvordan en gammel Bibelsk fortælling kan være meget aktuel i vores hverdag.

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærke at der ofte er afvigelser mellem det, som er skrevet i forberedelsen ved skrivebordet og det som faktisk siges i kirken under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 31. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 15,1-3,11-22. Velkommen hjem.

Langt borte her fra ligger et hus muret i gule mursten. Et rigtigt 70’er parcelhus. Vi skal næsten helt op i toppen af Danmark, hvor der ligger et lille fiskerleje. Lige i svinget på villavejen, der ligger nummer 49.

Nummer 49 er det sted i verden, hvor jeg er sikker på, at uanset hvad, så er jeg altid velkommen. For der bor min far, og der er altid blå cirkel på kanden. Den kan man nemlig også byde uventede gæster.

Idag har vi en historie fra bibelen, som handler om præcis dette med, at have et sted at vende hjem til uanset hvad.

Historien om den fortabte søn, er en af de absolutte kernefortællinger i bibelen, og som så ofte før, når Jesus fortæller en historie, så er der et dybere lag.

Konceptet med at fortælle historier er den smarte ide, at mennesker husker bedre. I dag vil vi nok sige, at det er da underligt, når nu vi ved at masser af toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre, hvad han havde at sige, at han så giver sig til at fortælle historier.

I dag ville man forvente noget med powerpoint og korte pointer, så folk kan huske det. Men hvis vi nu skal være ærlige, så virker det måske ikke særligt godt.

Jesus fortæller historier, og han var en mester til det. På Jesus tid, var det supersmart, for kunne folk ikke bare dele på de sociale medier, men en historie, som den

2 af 4

Jesus fortæller her, blev genfortalt igen og igen. Lignelsen om den fortabte søn, står i vores bibel, men den har haft et liv som mundligt overleveret historie i op til 60 år, før den faktisk blev skrevet ned.

Sagt på en anden måde, så er det nok sådan, at de historier vi har fra Jesus, er de allermest markante. Jeg står ikke her og siger, at han indimellem sagde noget sludder, men i alt fald tør jeg godt sige, at de historier vi har, er de væsentligste. Og den vi har foran os i dag, er en af de allermest væsentlige, fordi den siger langt mere end selve historien. Det er nemlig en historie, Jesus bruger til at fortælle mennesker en ny historie om Gud. En historie, som viser en anden side af Gud, end den nidkære og skræmmende Gud, som jøderne havde hørt om gennem farisæerne og de skriftkloge.

En mand havde to sønner. Den yngste, og det er jo altid den yngste, der skejer ud, siger til sin far, at nu vil han have alt, det som han har krav på, når en gang han skal arve, og han vil have det nu.

Istedet for at blive vred og jage sønnen på porten, sørger faderen for at udrede sønnen alt det han ønsker, og han giver ham friheden til at gå, hvorhen han vil.

Og sikke en fest sønnen har. Endelig fri…. Fest, farver og masser af venner. Det er nemt at være midtpunktet, når man altid er den, der betaler gildet. Det er et helt andet liv, end det ansvarsfulde liv med pligter hjemme på familiens gård.

Alle gode fester får en ende, hvor hverdagen igen banker på.

3 af 4

Pengene, som faderen har knoklet for hele sit liv, er brugt på kvinder, Bacardi og internetpoker, og samtidigt rammer krisen. Festen slutter brat for den unge mand. Han begynder helt enkelt med at sulte. Han ender med at passe svin, og drømmer om at spise svinenes foder.

Vi tænker måske, ja ja, det er da et arbejde. Men de som hører Jesus fortælle her, bliver chokeret. Grisen er i jødisk kultur et urent dyr, og ender man med at passe svin, så er det helt oplagt, at så kan man ikke synke dybere i livet. Da er det gået helt og aldeles galt.

Nogen gange skal vi mennesker ramme bunden, for at kunne se sandheden i øjenene. Det er præcis, hvad der sker her. Sønnen går i sig selv, sådan for formuleres det hos Lukas, han tænker at han i det mindste må kunne få lov at arbejde for føden som arbejdsmand hos sin far. Han ved, at han har behandlet sin far skidt og at hele situationen ikke er godt, men han begiver sig af sted mod det hjem, han forlod.

Hvad han ikke ved er, at faderen har længtes efter sin sin søn hver eneste dag siden, han gik.

Hver gang der har været en pause i arbejdet har faderen rettet sig op og kigget hele vejen rund i horisonten for at se om sønnen mon var på vej hjem. Og hver gang han har kunnet konstatere, at det ikke var tilfældet, har sorgen ramt ham, som en hammer. Han savnede sin søn, også selvom der stadig var en søn i huset, så savnede han hver dag.

En dag, da han kigger op fra arbejdet går drømmen i opfyldelse, på lang afstand kan han kende sin søn.

4 af 4

Bibelen lader os vide, at faderen løber sønnen i møde, kysser ham af glæde, sætter ringen tilbage på hans finger. Den ring, der symboliserer hans plads i familien. Fedekalven, som var gemt til en helt særlig anledning slagtes, for nu skal der være fest. Sønnen var vendt hjem.

Så bliver det ikke større!

Det med at løbe, når man er voksen, det er noget vi har fundet på. Så igen er det sådan, at de der hører historien spidser ører. En voksen, der løber. Det sker bare ikke, fordi det er uværdigt. De fanger at faderens glæde over at se sin søn igen, er så stor, at den bare ikke kan tøjles.

I det gule murstenshus i nr. 49, tror jeg ikke, at der går en fedekalv, og jeg er ikke sikker på, at der bliver sat en ring på min finger, hvis jeg går ind ad indkørslen. Jeg mener heller ikke at jeg sådan lever et liv fyldt med udskejelser, eller at jeg har betragtet min far som død. Men jeg er helt hundrede procent sikker på, at træder jeg ind ad døren, så bliver jeg mødt med åbne arme og stor glæde.

Jeg ved, hvad det betyder for mig, at vide, at der et sted, hvor jeg er så velkommen. Det gælder både i nr. 49 oppe i Nordjylland og det gælder hos min himmelske far.

Sikke en glæde.

Nå ja, så gælder det i øvrigt også for dig. for dette er en fortælling Jesus giver til toldere og syndere, og så skal vi i dag forstå, at så er det virkelig for ALLE.

Amen.

Kommet hjem – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag er det en af de absolutte kernehistorier fra bibelen, som er i fokus. Som så ofte før, når farisæerne forsøger at få skovlen under Jesus, fortæller han dem en historie.

I gudstjenesten taler Thomas Risager over lignelsen om den fortabte søn.

Du kan også læse manuskriptet til dagens tale her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne ord og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 18. september 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 15,12-14.

I søndags handlede prædiken om lignelsen om det mistede får. En af kernehistorierne i bibelen.

I dag har vi en anden kernehistorie foran os, nemlig lignelsen om den fortabte søn, som jeg tror mange mennesker kan nikke genkendende til, da vi hørte Sussi læse den for os.

Som så ofte før står farisæernes ører på stikker, for at se om de kan fange Jesus på det forkerte ben og afvise ham som en fusker, som ingen bør lytte på.

Forargelsen hos dem er stor, fordi de ser, at Jesus faktisk er sammen med, de mennesker, som farisæerne har kategoriseret som syndere.

De mennesker, som de ikke vil have noget med at gøre. De lever jo ikke rigtigt!

Farisæerne er måske skuffede over at den meste omtalte religiøse leder i deres tid (og i vores tid) ikke tager sig tid til at besøge dem. En religiøs autoritet bør da anerkende dem, ved at aflægge et besøg hos dem. Men Jesus bevæger sig altid i periferien af det “fine selskab.”

Skulle Jesus finde på at dukke op i Odense, så er tror jeg faktisk heller ikke, at der os, han besøger.

Jesus fortæller som så ofte før en historie, og så er det op til dem selv, at finde ud af, hvad de får ud af den. Det er noget af det, som fascinerer mig ved Jesus, at han ikke bare udstikker 79 regler, og siger følg dem, så får du et fantastisk liv. Det ville da også være utroværdigt!

Til oplysning kan jeg farisæerne havde 613 regler og påbud fra Torah at forholde sig til.

Men Jesus vil ikke tale om regler. Han vil fortælle en histore.

En mand havde to sønner……

»En mand havde to sønner. v12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. v13 Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; v14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. v15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, v16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. v17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. v18 Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. v19 Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

v20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. v21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. v22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, v23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. v24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Som altid når Jesus fortæller en historie, er det op til os selv, at finde ud af, hvad han mon mener med den.

Når han taler ind i en kultur, som kender Gud, som en Gud, hvis gunst, man skal kvalificere sig til.

– En Gud, som straffer enhver, som træder forkert..

når de, der hører ham er mennesker, som i ramme alvor mener, at man altid ligger som man har redt, hører disse ord…

Så synes jeg, at denne historie, skriger til himlen.

Det billede, af Gud, som Jesus præsenterer sine lyttere for med faderen, som ikke bærer nag. Faderen som løber sin søn i møde og omfavner ham.

Den far, som får fedekalven slagtet og som spontant fester og fejrer at sønnen er kommet hjem.

Det er et noget anderledes billede af Gud, som tegnes med historien om den fortabte søn.

Måske burde den hedde historien om den jublende far?

Amen.

Klar til at blive klar / Tilgivelse og nåde – Thomas Risager

Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”

I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.

Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi været meget tæt på.

Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.

Hvad gør du nu? ….

Med udgangspunkt i lignelsen om den fortabte søn forsøger jeg at ridse betydningen af dette op.

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte, afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 6. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 15,11-32. Lignelsen om den fortabte søn.

Til Jer, der er kommet i kirken i en menneskealder: Undskyld.

Undskyld for at vi igen skal beskæftige os med lignelsen om den fortabte søn. Hvis man er kommet her mere end et par år, så er den bibelske historie vredet godt og grundigt igennem.

I dag gør vi det igen, for det er en kernehistorie, som på mange måder opsummerer hele bibelens budskab om en kærlig Gud, som vil os.

Jesus fortæller netop denne historie på et tidspunkt hvor farisæerne og de skriftkloge har ondt bagi, fordi Jesus faktisk omgås mennesker, som langt fra er perfekte. Det kunne de aldrig drømme om.

Men lad mig begynde et helt andet sted….

I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.

Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi været meget tæt på.

Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.

Hvad gør du nu? ….

Nu er jeg lige ærlig….

Hvis du er ligesom mig, så har du alle mulige forbehold og du kan huske alt, hvad var årsagen til, at I ikke har set hinanden. Det står lysende klart, ligesom følelserne igen skummer rundt i kroppen…..

Det er et afgørende øjeblik…..

Det er lige sådan et afgørende øjeblik, Jesus fortæller om da han giver sig til at fortælle historien om en mand, der havde to sønner.

Det var jo det, Jesus mestrede så fantastiske, at tage historier fra hverdagslivet og bruge dem til at fortælle om Gud.

Når vi hører historien i dag, lægger vi ikke mærke de små finurligheder, som de der hørte historien den gang, gjorde.

Det er derfor bibelen skal tolkes og forklares ind i den hverdag, som er vores.

Den yngste, og det er jo altid den yngste, som er den uansvarlige, mens den ældre bror holder fast i sine pligter, går til sin far og siger. Nu går jeg. Jeg vil godt have at du udreder min arv.

Hvis jeg gik til min far og sagde sådan… Det gør man jo ikke.

I en jødisk kultur hvor et af de ti bud er “Ær din far og mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig!”

Der er det jo det stik modsatte han gør.

Han siger praktisk talt. Far, du kan rende mig. Jeg betragter dig som død. Ud over det, så fylder han jo også en plads på gården, der er arbejde der skal laves. Han skrider fra det hele.

Jøderne, der hører Jesus fortælle dette forarges, fordi de forstår, hvor galt på den denne yngste søn er.

Faderen lader ham få sin vilje, og giver ham halvdelen af formuen. Så stikker den yngste søn af.

Kort fortalt, så bruger han alle pengene på hurtige biler, sprut, og kvinder. Resten ødslede han bort.

Det går helt galt for sønnen, som ender med at være på sultens rand. Han får hjælp, men kun ved at passe svin og have deres mad at spise.

I jødedommen er svinet et urent dyr, så her vil alle der lytter til Jesus forstå, at han har ramt bunden. Dybere kan man ikke synke.

Desværre er det meget menneskeligt, at man først for alvor får øjnene op, når man rammer bunden. Lukas siger om sønnen, at at han gik i sig selv.

Der tænker han, at hans far da sikkert vil give ham arbejde som daglejer. Det ligger ikke en gang i hans tanker, at faderen skulle kunne tage ham til sig. Men hvis bare han kunne få kost og logi.

Hvad han ikke forstår er, at faderen har ikke ladet som om han ikke længere eksisterede. Han har ikke slettet ham på Facebook. Tværtimod har han hver eneste dag gået og holdt udkig efter sønnen.

Og da han på lang afstand ser ham sker der ting og sager.

Der er en del af os, som ynder at iklæde os stramme tights og løbe en tur, fordi det skulle være så godt. Men i datidens kultur sker det at møde en midaldrende løbende mand ikke. Det gør man ikke. Det er helt enkelt ikke værdigt.

Man faderen ser sin søn, spurter ham i møde og modtager ham med åbne arme. Langt ud over hvad sønnen havde fantasi til at forstille sig, da han var på vej hjem.

Faderen lytter ikke til sønnens undskyldninger. Tværtimod.

Han får fundet det bedste tøj frem, sat en ring på hans finger. Symboler på, at han er tilbage som søn i familien. Selv fedekalven, som var bestemt til en helt særlig begivenhed må lade livet, for nu skal der være fest.

Den ældste søn har i al denne tid passet alt det ekstra arbejde. Nu nærmer han sig huset, og kan fornemme, at noget er i gære. Da han finder ud af, hvad der er sket bliver han vred og fornærmet.

Her har han slidt og slæbt. Han han har været den ansvarlige storebror, som måske ikke altid har følt sig anerkendt for at passe sit.

Et eller andet inde i mig kan godt forstå ham, og måske også fordi jeg modvilligt må indrømme, at jeg mest sandsynligt ikke havde givet den hjemvendte søn den varme velkomst.

Det må jeg nok indrømme. Så menneskelig er jeg!

Men med faderen er det en anden sag. Selv den selvretfærdige vrede søn, går han ud og henter. Det er ikke normalt at familiens overhoved går ud, ham går man ind til.

Den vrede søn hentes med et: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Faderen ser sin søn komme. Ham, som han har savnet, hvert eneste minut siden han vendte ryggen til og gik. Det har bristet hans hjerte, så da han ser ham igen, kan og ønsker han ikke andet end at åbne sin favn.

Er det retfærdigt? Nej, det er da hamrende uretfærdigt, det går jo ikke efter fortjeneste.

Det er nåde og nåde er dybest set uretfærdigt, men det er langt større og bedre end retfærdighed.

Nåde er noget helt ekstraordinært, som ganske enkelt er svært for os at fatte. Det er også derfor Jesus tyr til en historie, for nåden er svær at begribe, fordi vores natur er noget helt andet end nåde. Uden Guds hjælp kan vi ikke være nådige på samme måde som Gud.

Jeg kender det, må jeg indrømme. Vi holder jo fast i vores sårede følelser og forsvarer vores vrede. Det er lige før vi synes, at det er i orden, at være led den anden vej også. For det er jo de andres egen skyld at vi er vrede på dem.

Så er det vi begynder at fortælle andre om vores oplevelser, sådan at de kan bekræfte os i, at vi er blevet dårligt behandlet og har ret til at være sure.

Alle tanker om tilgivelse ligger os fjernt. Vores vrede og aversion med ham der vendte det hele ryggen er fuldt ud i orden, synes vi.

Men det står i skærende kontrast til, hvordan Gud reagerer og det er slet ikke sådan Jesus handler i den påske, som vi skal fejre lige om lidt.

Gud er tilgivende ud over de grænser, vi kender. Ufortjent tilgivelse, er det han møder mennesker med. Som Faderen i historien, kommer han os i møde med åbne arne.

Jeg vil mene, at vi menesker har en systemfejl, når vi ikke fatter at nåde er vejen frem. Nåde frem for gengældelse, tilgivelse i stedet for at bære nag. Intet er mere magtfuldt end tilgivelse. Intet!

Hvis vi bar nåde med os ind i alle relationer, så var der ikke os og dem, så mistroede vi ikke dem, som ikke er enige med os. Så lyttede vi måske mere end vi talte, og det er jeg ganske sikker på, er en god ide for langt de fleste af os. For mig er det i hvert fald.

Når vi virkelig forstår nåde og tilgivelse, så stiller det faktisk også krav til os. Krav om at vi tilgiver. I fadervor beder vi: “Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til det, men med Guds hjælp vill jeg gøre forsøget. Jeg husker en hilsen fra 1. Johannes Brev, hvor der står:

“Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. v17 Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, v18 men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. v19 Vi elsker, fordi han elskede os først. v20 Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. v21 Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”

Amen