Det er vigtigt at hvile – Thomas Risager

Den sidste søndag inden sommerferien handler om hvile. Hvile er en god ting, som er helt nødvendig for os mennesker.

Da Gud skabte verden, lagde han hvilen ind på syvendedagen. Han havde brug for det, og han ved, at vi har brug for det. Derfor er det faktisk også et af de ti bud.

På søndag giver Thomas Risager et par bibelske principper for balance i livet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF

1 a f 4

Prædiken søndag d. 9. juli 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 2,1-4 & Matt 11, 25-30

Jesus siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.“1
Jeg tror, at mange mennesker kan nikke genkendende til det med at være træt og slidt, og synes, at man i hverdagen bærer mange tunge byrder.

Faktisk møder jeg i mit arbejde, foruroligende mange mennesker, som føler sig presset af deres hverdag.

Arbejdspladserne og kirkerne er fulde af mennesker, som har det sådan. På arbejdspladsen bider vi tænderne sammen og siger til os selv, at når denne opgave er overstået, bliver det bedre. Så kommer der mere luft i kalenderen.

Samtidigt skriver aviserne også, vi har en utrolig høj arbejdsmoral, det på mange måder er et tveægget sværd, fordi det er jo er supergodt, at vi kan arbejde igennem, men antallet af mennesker på arbejdsmarkedet, der går ned med stress er rekord højt. Det koster kassen for vort samfund og de menneskelige omkostninger for de ramte familier er enorme. Dette er et samfundsproblem, som er reelt for rigtigt mange mennesker.

I går sagde de ti tv-avisen, at ingeniørforeningen har lavet en undersøgelse, der afslører at 15 procent af

1 Matt 11,28)

2 a f 4

medarbejderne står til rådighed for arbejdspladsen i ferien.

En anden undersøgelse viste at 1 million danskere tjekker arbejdsmailen på mobilen, selvom de har ferie.

Jeg bliver faktisk bekymret, når jeg ser sådanne tal. Jeg tror helt enkelt ikke, at det er sundt, at vi tror vi er så uundværlige, at vi er nødt til at tjekke mail i ferien.

Det er ikke kun på arbejdspladserne, at dette er et problem. Det er det også i kirkerne.

Her siger vi med stolthed til hinanden, at Gud ikke giver os større byrder, end vi kan bære. Underforstået: du må være stærk, siden du får betroet så mange byrder.
Vi lukker nogen gange øjenene for, at præster, ledere og frivillige i kirkerne ofte er endog meget trætte og på kanten af udbrændthed. Men hvis jeg ikke får mere end jeg kan bære, er der så noget galt med mig når jeg føler mig mast?

Nogen af os siger også. at det er Gud, som kalder os til at gøre de ting, vi gør i kirken. Derfor kan man ikke bare lade være eller holde pause, fordi vi kan jo ikke svigte Guds kald, når nu opgaverne står i kø. Og opgaverne er mange, næsten altid er der mere vi følger vi bør gøre, end vi faktisk har tid og ressourcer til.

Men når man er træt, bliver man mismodig, for alle de andre bliver ved og ved, og tager opgaver på sig i en uendelighed. De efteruddanner sig og deres have vidner om, at de også har tid til havearbejde. Det kan jeg jo se på linkedin og på Facebook.

3 a f 4

De andre kan klare alt, mens jeg oplever mig helt mast. Hvad er der galt med mig?

Nej, det er ikke noget galt med dig! Du er menneske, skabt i Guds billede. Du er netop ikke en robot ude fra robotklyngen her i Odense, men menneske, præcis som du skal være.

I vores moderne samfund, hvor vi alle skal være på informationsstrømmen 24/7 og ikke tør slukke telefonen i ren angst for at blive hægtet af, der slider vi uforholdsmæssigt meget på hinanden.

Vi lukker øjenene for den gamle bibelske visdom om at holde sabbat. Om at lukke totalt ned og give vores hjerne, sind og krop et pusterum og give Gud plads. Det er det, Jesus inviterer til, når han siger: Kom til mig….og jeg vil give jer hvile.

Søren Pind har i den sidste tid gjort sig bemærket ved, at han ganske enkelt har forbudt sine medarbejdere, at sende mails om søndagen. Som han siger, det er fint at vi arbejder hårdt og meget, men ingen skal være tvunget til at være på om søndagen, så der sender vi ikke mails.

Vi er så utroligt dårlige til at hvile og puste ud. Det er ikke noget nyt.
Faktisk har det, siden mennesket kom til, været en udfordring. En udfordring så stor, at Gud fandt det nødvendigt, at påbyde hvilen som et krav i de ti bud: “Husk sabbatsdagen og hold den hellig.” (2. Mos 20,8)

4 a f 4

Vi taler meget om reformation i disse dage. Jeg tror, at vi trænger til at reformere vores måde at arbejde på – og ikke mindst vores måde at prioritere hvile og ro.
Der er afgrundsdyb visdom i, at der er en hviledag en gang om ugen, og stor værdi i de længere pauser, som sommeren kan give.

Vi svigter ingen ved at holde fridag og ferier. Faktisk ødelægger vi os selv og vores arbejdspladser og vore kirker, hvis ikke vi gør det.

Så herfra skal der lyde: God ferie! Det er vigtigt – mindst lige så vigtigt som at gøre det godt på jobbet.

Amen

Sæt din tro i spil – Thomas Risager

Når vi udfordrer vores tro, har det gerne den positive bivirkning, at vores tro vokser og udvikler sig.

Jesus giver i Matthæusevangeliet nogle gode råd til sine disciple.

Det kan du høre her, hvor Rune Lomholt og Julian Levin læser dagens bibeltekster:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 2. juli 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 10,40-42 & Romerbrevet 6,12-23
I helliges

Når man skal ud og flyve med lidt forskellige flyselskaber, så mærker man virkelig, at der en enorm forskel på, hvordan man bliver modtaget som kunde hos dem.

I gennerelle vendinger, så oplever jeg, når jeg er mad SAS i hvert fald på de lange ruter, så er man gæst og man er så velkommen også selvom man har en af de helt billige billetter. De gør alt, havd de kan for, at du får en god oplevelse.

Hvis man så f.eks. skal videre i USA, og havner hos United, så er det en ganske anden sag. Her er man nærmest i vejen og bliver behandlet som et stykke kvæg, som de faktisk genner rundt med.

Hvad tror du jeg foretrækker?

Jeg foretrækker selvfølgelig, der hvor jeg er velkommen. Der hvor jeg ikke er til besvær. Naturligvis da!

Det lille tekst stykke fra Matthæusevangeliet taler om det her med at blive taget imod.

Inden vi går dybere ind i det, skal vi lige se sammenhængen, som det står i. Det er altid klogt med at bibelstykke, at man lige ser, hvad der står før og efter, så man har en eller anden ide om kontekst og sammenhæng.

2 a f 4

Vi er, som vi har været de sidste to søndage stadig i den del af Matthæusevangeliet, der har overskriften Udsendelsestalen.

Dette er altså de sidste formanende ord disciplene får, inden Jesus faktisk sender dem afsted med mandatet til at gå ud og forkynde. Han sagde til dem: “Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! v8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.”1

Når Jesus instruerer dem her til sidst, så er det ikke fordi de skal nyde gæstfriheden, de steder, hvor de oplever det. Det er faktisk ikke for deres skyld.

Men fordi disciplene skal huske i hvis ærinde det er, at de går. Og på vegne af hvem det er, at de modtages. Det er nemlig ikke dem, der i centrum. Det er den Gud, som har sendt dem, og når de modtages vel, er det Gud, der modtages godt.

Så alene en god modtagelse, en gæstfri modtagelse af af en udsendt discipel, så er vi langt, for det menneske skal i følge Matthæus ikke gå glip af sin løn.2

De sidste søndage har vi fokuseret på, at vi må se os selv som udsendte, fordi vi må antage, at gælder udfordringer Jesu disciple, så gælder de også os.

Jeg tror der er en vigtigt pointe i at lægge mærke til, hvad Jesus faktisk anvender som succeskriterie. Han taler ikke

1 Matt 10,7-8.
2 JF. Matt 10,42.

3 a f 4

om, at folk skal sige, at de tror. Han siger ikke noget om, at disciplene skal få folk til at melde sig ind i en kirke, men han siger blot at I tages godt i mod, så er vi langt.

Det er jo rigtigt, og det er sagt mange gange, at tro ikke handler om os selv, men om andre.

Men lad os lige afslutningsvis se på, hvad det er Paulus siger i Romerbrevets 6. kapitel.

For tanken i al tro, er jo også, at det gør noget godt ved os, noget fint i os.

I kirken her taler vi om, at frelse er en proces, som ikke er færdig, fordi man bestemmer sig for at tro. Men at troen medfører, at Gud kan få en til at ligne Jesus mere og og mere i tanke, ord og handling.

Den proces kalder vi helliggørelse med et rigtigt metodistord. Det er et udtryk for at vort indre menneske gradvist bygges op, så vi kan rumme mere og mere af Guds kærlighed i os, og at det så må flyde over og komme andre mennesker til gavn.

Paulus taler om at vi ved tro er blevet befriet fra synden, som vi var trælle for. Underforstået, at den havde magt i vores liv. Det tror jeg de færrest af os kan undslå os fra.

Men nu er det gennem nåden, retfærdigheden, der råder.

Ligesom man kan være underlagt synd, kan vi også være underlagt retfærdighed og dermed trælle for Gud i stedet for synden.

4 a f 4

Når vi er udsendt. Når vi sætter vores tro i arbejde, som trælle, det udtryk Paulus bruger, så får vi faktisk den løn, at vi helliges.

Ud over at det er godt for andre, at høre om Guds kærlighed, så gør det også noget godt i os selv.

Det er da totalt win win!
Amen.
Salme: Jesus ved dit bord du bænker

 

Levende for Gud – Thomas Risager

“Ofte står vi ansigt til ansigt med mennesker, som spørger os: “Hvad er det lige med den der kirke, som du kommer i? Det er da vist en mærkelig kirke! Tror du ligefrem på alt det med Jesus? Læser du i Bibelen?”

Ofte svarer jeg sådan lidt vævende, ja nærmest undvigende … Når jeg i forberedelsen til gudstjenesten læser i Matthæusevangeliets kapitel 10 vers 32-33, så kan jeg godt se, at Jesus måske havde lidt andre tanker om, hvordan den situation kunne udspille sig.

Det kan du høre mere om i talen herunder, hvor det hele udfolder sig omkring udsagnet, at du og jeg er levende for Gud.”

Du kan også læse talen her, bemærk dog, at der ofte er lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 25. juni 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 10,24-39 & Rom 61b-11 & Salme 86,1-10,16-17 & 1. Mos 21,8-21.

Levende for Gud

Der er aldrig nogen, der har sagt, at det er let at være menneske.
Det er heller aldrig nogen, der har sagt, at det er let at være discipel af Jesus.

Alligevel kan jeg finde på en hel del argumenter for, at der er mange gode grunde til at tro. Jesus, der igen og igen siger frygt ikke og tilliden til, at det uanset hvad, ender godt, er for mig at se, to gode argumenter for at tro.

Når det så er sagt, så er et af problemerne ved at tro, at der følger udfordringer med. For lige gyldigt hvordan vi drejer det, så er tro, ikke kun for vores egen skyld.

Se, nu bare de stakkels disciple, som her i Matthæusevangeliets kapitel 10, får sig en lektion i, hvad det vil sige at tro og tjene.

De er almindelige mennesker, som i deres helt almindelige liv, er stødt på på Jesus. Lige så almindelige (og kedelige) mennesker som os.

De har fået lov til at se og opleve en masse sammen med Jesus, og jeg er helt overbevist om, at det har fået deres tro til at vokse, så det næsten ikke har kunnet være i dem.

2 a f 5

Nu er det tid for dem, at sætte handling bag ordene og troen, der vokser i dem.

Jesus sender dem ud i verden. Han sender dem ud som missionærer og minder dem om, det som Maria Bræstrup Aaskov fremhævede i sidste uge, nemlig at de har fået det for intet, så de må give det for intet.

Først minder han dem om, at en discipel ikke står over sin mester. Det er da lidt barsk. Men hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg da ofte fristet til glemme hvem der er Gud og hvem der er Thomas. Det sker da for mig, at det bliver lidt rodet.

Der er tryghed i, at dette er på plads, når Gud får lov at være Gud, kan vi nøjes med at være mennesker, og i lyset af at Gud er Gud, er det også at Jesus siger frygt ikke. Og så er det ikke så tosset “kun” at være menneske.

Hvem af os har ikke brug for at høre det engang i mellem?

Det er ekstra gode ord, at høre, når man er på vej ud i mission. Især, når Jesus lover, at hviske det i øret, som skal siges.

Måske tænker du, det der med mission, det er meget fint, bare der er nogle andre, der gør det. Sådan kan jeg godt have det.

Men bordet fanger, du og jeg er på. Vi er sendt ud i livet. ligesom Jesu disciple er.

3 a f 5

Lad mig give et eksempel på, hvordan vi er i mission. Det er ikke sikker, at du og jeg sådan føler os sendt ud, men vi står ofte ansigt til ansigt med mennesker, som spørger os. Hvad er det lige med den der kirke, som du kommer i? Det er da vist en mærkelig kirke! Tror du ligefrem på alt det, med Jesus? Læser du i Bibelen?

Her siger Jesus faktisk noget, der skræmmer mig en anelse: “v32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. v33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”1

Det skræmmer mig, fordi jeg utallige gange har mumlet i skægget, svaret undvigende og haft uld i munden. Jo det…..

Man kunne jo bare sige: “Ja, Jeg tror på Jesus Kristus som min frelser og Herre og vil du ikke med til gudstjeneste på søndag kl. 10.30. Præstens prædikener skal bare overstås! Men musikken er fantastisk og der er mange utroligt dejlige mennesker”

Det gør vi bare ikke ret tit.

Men eksempelet er fint, fordi det tror jeg vi alle sammen har prøvet det, og det viser, at selvom vi ikke løber rundt nede i Kongensgade og udfordrer folk til at tro, så er vi helt almindelige mennesker i mission i den dagligdag, der er vores.

1 Matt 10,32-33

4 a f 5

Det er vi fordi mennesker ved, at vi har et eller andet forhold til tro og til kirke, og de vil faktisk gerne vide, hvad det er, der får et fornuftigt menneske, som de kender, til at tro på Gud og til at gå i kirke.

Jeg vil fremover forsøge at være lidt mere direkte i mine svar. Jeg vil minde mig selv om, at folk faktisk gerne vil vide og at de ikke spørger for at moppe mig med min tro.

Nu sagde jeg jo, at jeg bliver lidt skræmt af, hvad Jesus siger her. Derfor bliver jeg også nødt til at minde om, at Jesus også er fantastisk tilgivende.
Tænk blot på Peter, da en tjenestepige efter korsfæstelsen spørger ham om ikke han var sammen med Jesus. Efter at have benægtet det to gange, siger Peter til sidst: “Jeg kender ikke det menneske!”2

Peter blev ikke fornægtet af Jesus, tværtimod kom han til at lede kirken. Så der er stadig håb for du og jeg.

Tro er noget vi har med os 24/7. Det er der hele tiden. I Romerbrevet opmuntrer Paulus menigheden til at forholde sig til, når de kommer til kort. Bibelens ord er synd. Ved at forstå at Jesus ved sin død og opstandelse, har vundet den endelige sejr.

Ved tro på ham er vi døde for synden, men levende for Gud.

Det er det, der mere end noget andet fanger menneskers opmærksomhed, at du er levende for Gud.

2 Matt 26,74

5 a f 5
Jo, Jeg kender det menneske. Jeg kender Jesus!

Amen

 

…Giv det for intet… – Maria Bræstrup Aaskov

Maria Bræstrup Aaskov siger om søndagens gudstjeneste:

“Jesus gik omkring, og hvor han kom, tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed. På samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud. Som reglerne til et stjerneløb gav han dem instrukser om, hvor de skulle gå hen, og hvilken opgave de skulle løse undervejs. Og som start på stafetten mindede han dem om, at: “I har fået det for intet, giv det for intet”. Hvordan kan vi tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Tale “…giv det for intet”

Jesus havde det med at beskrive, så menneskerne der lyttede, så et billede for sig – ofte tog han udgangspunkt i det som var deres virkelighed. I dette tilfælde er udsigten en frodig mark.
Der er endnu lidt tid, men om få uger kan en tur på landet fremkalde det samme syn på disse breddegrader, marker, der venter på at blive høstet. Og Jesus forklarer i dette tilfælde, hvad han tænker på og ser – han sammenligner marken, høsten, med de mennesker der stå klar, klar til høre og få del i Guds kærlighed, og videre beskriver Jesus hvordan høsten er stor, men antallet af arbejderne er få, de som skal høste og bringe byttet ind hus – i overført betydning, de som skal tage sig af og sørge for de endnu ikke kristne, så de kan komme i hus, finde hjem.

Jesus disciple var de første Jesus sendte ud – som arbejdere til høsten – Jesus sendte sine 12 venner af sted med en pep talk og opmuntring til at dele ud af det de selv havde fået del i – og bringe Guds rige med sig. I de vers, som kommer i forlængelse af dem vi har delt i dag, beskriver Jesus hvordan disciplene skal bringe fred med sig hvor de kommer frem, og hvor freden ikke bliver taget imod, skal de blot gå videre – tro kan ikke påduttes mennesker, men skal tages imod på eget initiativ.

 

Jesus selv, kom også vidt omkring, og hvor han kom frem tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed – og på samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud – som reglerne til et stjerneløb, gav han dem instrukser om hvor de skulle gå hen og hvilken opgave de skulle løse undervejs – og som start på stafetten mindede han dem om “I har fået det for intet, giv det for i intet”.

 

Måske det kan ligge fjernt for os, at skulle gå ud og prædike, at Himmerige er kommet nær! Men som sidste søndags pointe var, er vi, som disciplene, også kaldet, til at gå – sendt af Gud, som sendebud, der bringer det med os, vi har fået del i.

 

Hvordan kan vi mon tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?

I dele af verden ”koster” det mere at blive kristen, end i vores andedam, for nogle er det med livet som indsats at bekende sin tro – hvilket kan være svært for os at sætte os ind i – men det får mig, til at påskønne at vi trods alt kan tænke og tale frit, hvor vi bor. Det er ikke en selvfølge!

 

Hvad vil det sige at være i mission i dag, for os?
Falder det dig naturligt – eller et det noget du skal anstrenge dig for? I forskellige sammenhænge opvejer vi sikkert alle, om vi finder det oplagt at tale om det der betyder noget og er afgørende i vores liv, eller om vi i andre tilfælde nedtoner og undlader, for ikke at blive sat i bås og være genstand for fordomme og spørgsmål – det er en balancegang, mange af os sikkert forsøger at meste.

Når vi tænker på vores familie, omgangskreds, venner eller kolleger, ved vi i mange tilfælde hvad de står for, og måske om de betragter sig selv om troende – selv om det for mange er en privat sag, skinner det ofte igennem! Hvordan oplever du at kunne bringe det med dig, du har fået, og give det videre…?

Vi har fået det for intet, og vi skal give det for intet  –
Gud hjælpe os til at være i hans kærlighed og bringe den med os, så den gør godt og gøre noget ved de mennesker vi omgås.
Amen!

Gå derfor ud…..- Thomas Risager

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme, at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, at jeg bliver helt pinligt berørt. Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud … Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig. Så har vi et problem. Det taler jeg om i dagens tale.

Ved gudstjeneste blev fem mennesker også optaget i kirken, dette præger også talen i dag.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 2,14-24 & Matt 28,16-20..Medlemsoptagelser
Derfor gå….

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, og jeg bliver helt pinligt berørt.

Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud….. Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig.

Har vi et problem?

Vi har også hørt fire mennesker aflægge medlemsløfterne til Metodistkirken – og hvilken glæde det er! – De har sagt ja til at være med til at opretholde og udvikle metodistkirken med deres bønner, gaver, nærvær, tjeneste og vidnesbyrd.

Deres vidnesbyrd…. Ifølge ordbogen er et vidnesbyrd beretningen om, hvad en person har været vidne til.

Det er lige præcis det, der sker på Tempelpladsen i Jerusalem på pinsedage, da Peter stiller sig frem og fortæller folkemængden, at disciplene ikke er fulde, de er bare glade fordi Jesus lovede dem, at de skulle have Helligånden. Det er nu sket.

De oplever, hvordan mennesker med andre sprog og kulturer forstår, hvad de taler om, i hvert fald, når de taler om Gud.

2 a f 4

Som vi hørte til indledning af gudstjenesten, så fortæller Peter sit vidnedsbyrd, det han har oplevet med Jesus. Det bliver en sejersfortælling, fordi Peter kan fremhæve, at jesus opstod fra de døde, og dermed viste, at intet i denne verden kan overgå hans kærligheds magt.

Peter er øjenvidne og har oplevet Jesus både in real life, som opstået, og nu også Gud som ånd,
Gud helt tæt på. Det er klart, at hans historie gør indtryk. Faktisk gør den så stort indtryk at der er tre tusind menesker, der spørger hvad så nu?

Hvortil Peter siger I må tro og lade jer døbe og det gør de så. 3000 mennesker på én gang. Det er derfor man også omtaler Pinsen som kirkens fødselsdag.

Ligesom Peter har en historie at fortælle, så har du og jeg det også. Du og jeg har et vidnesbyrd.

Vi har alle sammen mødt mennesker, som enten med det liv, de har levet, de ord de har sagt, den sang, de har sunget, har fået os til at tænke over det med tro på Gud. Måske har Gud ovenikøbet selv haft en finger med i spillet.

Vi har mærket efter – for eller imod. Nogen har været ganske hurtige til at beslutte sig, mens andre tænker det meste af et liv. Eller som nogle af os gør, skubber det fra os med et løfte til os selv, om at overveje det på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro på i livet.

I dag er der ikke tre tusind, som tilslutter sig, men fem mennesker, som tilkendegiver, at det her med tro på Gud, det er ikke ligegyldigt.

3 a f 4
Jeg synes, de er modige!

Det er stort og det fejrer vi i dag.

Vi er måske ikke dem, som standser mennesker i Vestergade, og siger til dem, at de må omvende sig.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi faktisk er i mission.

At være kirke handler om, at være et klart budskab om Guds kærlighed. Det sagde en af konfirmanderne i begyndelsen af maj.

VI har måske ikke den aggressive facon, men vi tror jo faktisk, at det med at have en spirende – eller en stor – tro på Gud med i livet, er en rigtig god ting.

For min del, så kan jeg da sige, at selvom jeg nogen gange kan være ganske forvirret over Gud, og nogle af de ting, jeg læser i bibelen, så vil jeg meget nødigt leve uden det fundament i mit liv, som min til beskedne tro, er.

Jeg tror vi alle sammen kan inspirere mennesker med vores historie om, hvad tro er for os. Med vores vidnedsbyrd.

Faktisk tror jeg, at min og din historie har så meget sprængstof i sig, at det potentielt kan forandre et andet menneskes liv.

Det er i lyset af det, at vi siger derfor gå!
Gå fordi, det vi går med, er verdens bedste historie.

4 a f 4

Hvordan det så går for sig, er helt sikkert en af de udfordringer, som vi hver i sær står med.

Men tag ikke fejl
– DU er er klart budskab om Guds kærlighed.

Amen
Salme: Gå i min fred

 

God Great God / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Gospelkoret Nardus runder sæsonen af med at invitere til Gospelgudstjeneste under temaet God Great God.

Det blev varmt og svedigt. Der blev også tid til en tale, som du kan høre her.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det ikke altid går, som præsten prædiker, forstået på den måde, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 5. juni 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 8,4-10.
Gospelgudstjeneste med Nardus – God Great God

I dag vil jeg dele et barndomsminde med Jer. Det er underlig vilkårlighed over, hvad man husker fra sin barndom. Der er utroligt meget mere, der er glemt, end der er husket. Hvorfor er det lige, man husker de ting, man gør? Det kommer jeg ikke til at svare på idag, men vi kan da tænke over det.

Vil I med tilbage til min barndom?

Jeg husker, at jeg var på jagtferie sammen med min far. Jeg har kke været ret gammel. Måske i virkeligheden for lille til at være med, men hans gode hjerte – eller min mors stærke vilje, gjorde udslaget. Jeg kom med på besøg hos noget fjernt familie på Læsø. For nu var jagten gået ind.

Jeg husker det som nogle gode dage, meget anderledes end det, jeg kendte fra min hverdag. Køerne skulle malkes, og vi drak den lune råmælk til morgenmaden. Grisene skule fodres og i det hele taget var der en hel del arbejde, som jeg blev rodet ind i. Det var f.eks. ret sjovt at hakke roer.

Vi var på Læsø, og gården, som vi var på havde det traditionelle tangtag. Så raske drenges opgave var med en luftbøsse, at skyde gråspurve, for de ødelagde taget.

Det måtte jeg i hvert fald ikke hjemme i vores egen have.

2 a f 4

Et af mine bedste barndomsminder er sejlturen fra Læsø til Frederikshavn. Vi har helt sikkert fået pommesfrites og røde pølser i færgens cafeteria, for det skulle man have!

Men det bedste af det hele var at stå på agterdækket med min far tæt ved og kigge på stjerner.

På havet er der ikke gadelys, så der kan man opleve, at det er mørkt. Rigtigt mørkt, så man faktisk kan se hvor fantastisk stjernehimlen er.

Jeg så stjernebilleder, mælkevejen og vi så helt vildt mange stjerneskud. Meteorer, som brød jodens atmosfære og brændte op af luftens friktion på deres vej mod jorden.

Det er overflødigt at sige, men det var vildt fascinerende. Og så var det jo et far søn moment, som hænger fast i mig.

Men det var også et af de øjeblikke, hvor jeg følte mig lille og forundret over, at midt i alt dette uendelige svimlende univers, skulle der være en Gud, som havde øje for netop mig og mit liv. – Ja, sådan tænkte jeg allerede, som lille dreng. – Og det gør jeg stadig!

Bibelen beskriver Gud, som skaberen af alt liv. Som ham, der satte stjernerne på himlen, som ham der gav os alle liv.

Jeg ved godt, at mange af os tror, at vi er centrum i verden, Men det er en del af processem med at blive voksen, at man indser, at man nok ikke er centrum, og at der også er andre mennesker, at tage hensyn til.

3 a f 4

For mig, er tanken om at Gud, som er almægtig, at han også skulle se og favne mig, en tanke, som får mig til at blive helt stille. Som får mig til at indse, at jeg nok ikke er centrum i hele verden.

Midt i det store hele kaos, som verden også er, ser Gud, hører Gud, favner Gud lille mig… og dig!

Paulus taler om Gud, som så tæt på os, at det er i ham lever vi, ånder vi og er vi.1

Jeg tager tit mig selv i at tænke alt for stort omkring Gud, og det er det her med, at han er almægtig og har styr på hele verden, det er ganske enkelt svært at trække ned over hvad jeg vil kalde en relation til et enkelt menneske som mig.

Jeg tror, at et af nøgleordene til at kunne forstå og rumme Gud ligger i at vi nemt kan overse, at forholdet til Gud er et intimt forhold.

Det ligger der slet ikke noget lummert i, men det ligger den betragning, at det er Gud og mig og at det er uendeligt fint.

VI fejrer i denne weekend pinse.

Det er begivenheden, hvor Guds Ånd falder over mennesker. Det lyder meget dramatisk.

1 Apg. 17,28

4 a f 4

Men det netop historien om, at Gud åbenbarer sig som Ånd i verden, som ingen længere var sikker på havde en fremtid.

Den store skaber Gud, er blevet menneske i Jesus. I pinsen fejrer vi, at han er ånd og er tilstede overalt og i alle mennesker i denne verden.

Det er stort, nærværende og underligt i at tænke på.

Vi kan opleve at Gud er helt nær ved. Fornemmelsen af ikke at være alene. Troen på, at selvom jeg ikke kan overskue mit liv, så går det nok alligevel.

Fornemmelsen af at være holdt af, at være være elsket, det er Gud, der giver den fornemmelse til dig.

Du er elsket og holdt af – og det er uendelig fint mellem Gud og dig!

Amen

 

Gud opfylder løftet / pinsedag – Thomas Risager

Når man er på en konference, og der skal tolkes … Når en taler stiller sig op, og en anden beredvilligt stiller sig til rådighed for at oversætte … Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Hvis du kender det, så vil jeg godt lige have dig til at holde fast i den tanke, for den kommer vi tilbage til i pinsegudstjenesten, hvor talen fokuserer på pinseunderet, hvor Ånden fyldte disciplene.

– Og bare rolig, der skal ikke oversættes!

Hør mere her:

Du kan også læse tale her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 4. juni 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 2,1-21 & Sl 104,24-24,35b & 1. kor 12,3b-13 & Joh 7,37-39.

Når man er på en konferencen, og der skal tolkes…. #Nu skal vi have det hele to gange #det går får langsomt det her.

Når en taler stiller sig op, og en anden beredvilligt stiller sig til rådighed for at oversætte… Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Hvis du kender det, så vil jeg godt lige have dig til at holde fast i den tanke, for den kommer vi tilbage til.

Teksten fra Apostlenes Gerninger slår fast, at da Pinsedagen kom, var de alle forsamlet.

Pinsedagen? Hov, hvordan kan det være pinse, når det endnu ikke har været pinse? Godt spørgsmål, jeg er så glad for, at du stillede det!

Pinse, var for jøderne den fest, hvor man årligt fejrede, at Moses havde fået loven med de ti bud på Sinai Bjerg.

Igen er er Gud genial, for ligesom Indtoget i Jerusalem, ligesom Jesu død og opstandelse fandt sted i den jødiske påske, hvor der var fyldt med mennesker i Jerusalem, så er det samme tilfældet her. Masser af mennesker er forsamlet, især i området omkring templet.

Der er gået 50 dage siden Jesus opstod fra de døde. I de følgende fyrre dage, har han med mellemrum vist sig for

2 a f 4

disciplene. Han har spist sammen med dem, undervist dem og opmuntret dem til at holde fast i den tro, som de gennem ham har fået.

Men for ti dage siden – på dag 40 efter opstandelsen – skete der noget.

Jesus er sammen med disciplene for sidste gang. Han beder dem vente og giver dem løftet om at talsmanden, Ånden skal kommer over dem.

Det vil være en overdrivelse, at hævde, at de forstod, hvad han talte om. Men i hvert fald er de nu i Jerusalem. De venter, men aner ikke, hvad de venter på.

Det kan man ikke bebrejde den, for ingen kunne vel helt begribe hvad der skulle ske.

Disciplene er nok en anelse nedtrykte og mismodige. Nu har de ventet i ti dage, og intet er sket. Efterhånden har tvivlen vel også sneget sig ind på dem. Sker der noget? Jesus er faret til himmels, var det så bare det? Er det nu, det hele løber ud i sandet?

Men så sker der noget. Lyden af en kraftig vind, vi taler seriøst lyden af vildsomt vejr, fyldte rummet, hvor de sad. Ganske angstprovokerende, men det bliver værre (eller bedre) endnu. For nu er der pludselig tunger af ild synlige, og de sætter sig på her enkelt af dem. Bibelen siger videre, at så blev de alle fyldt med helligånden.

Helligånde forbinder vi tit med karismatisk kristendom, hvor man taler i tunger, profeterer, falder i ånden, griner, græder osv. Det kan det bestemt også være, og der er

3 a f 4

intet galt med karismatiske udtryk, men det også vigtigt at huske at Helligåndens tilstedeværelse, også er så meget andet. Det kan være oplevelsen af dyb indre fred og ro. Det kan være overbevisningen om ens tro på Gud holder vand. Det kan være evnen til at tale sammen, hvor man virkelig fornemmer, at her er kontakt….. og meget mere mere.

I Jerusalem går det ikke stille af sig. Da disciplene fyldes af Ånden, vender livsmodet tilbage i dem. De fyldes med liv. Et af de første beskrivende græske ord for Helligånden er Soetos – Livgiveren.

De begynder at tale sammen højrøstet og lystigt. Det, som de har til fælles er oplevelserne sammen med Jesus, så det er naturligvis det, som de taler om, og som fylder hos dem.

De fortæller faktisk så engegeret, at folk på gaden, som hører dem tale gennem de åbne vinduer, tror de er fulde. Men, det er de ikke, for det er jo kun den tredje time på dagen.

På gaden stimler folk sammen. De ved jo godt, at Jesus disciple er galilæere. Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker, som med deres baggrund i alle mulige egne af landet, taler en masse forskellige sprog. Nu forundres de over, at de forstår alt, hvad disciplene siger.

Normalt skulle der en tolk til, for at de fleste af de, som denne dag var i Jerusalem, kunne forstå, hvad Jesu disciple sagde.

På pinsedagen var der ingen forstyrrende tolk, som forsinkede tingene, eller ikke oversatte korrekt. Nu kunne

4 a f 4

mennesker direkte høre, om Guds storværker på deres egene sprog.

Nu er der åben dialog mellem mennesker og Gud, for med Helligånden, er Gud kommet til os og kommet i os.

Det er der faktisk grund til at fejre.

Med et moderne ord vil vi kalde det en disruptiv begivenhed.

At Helligånden bringer Gud til alle mennesker, og gør at mennesker kan fornemme og mærke Guds kærlighed og forstå hans tiltale, definerer en ny virkelighed.

Der er ikke brug for en tolk, der er i princippet ikke brug for hverken præster eller kirker, for at mennesker skal kunne forstå og og erkende Guds kærlighed. Gud taler direkte og han taler til menneskers hjerter.

Han fylder os med sin fred og sin kærlighed, sin glæde og sin livslyst.

Det er faktisk ikke så mærkeligt, at folk troede at de var berusede. Det var de sådan set også, men ikke i sød vin. Men det må du hører mere om på søndag.

Glædelig pinse!
Amen.
Salme: Nu bede vi den Helligånd.

 

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

 

Jeg lever og I skal leve! – Thomas Risager

Jeg lever, og I skal leve …

Sådan siger Jesus til disciplene forud for sin død og opstandelse. På søndag er omdrejningspunktet for talen Johannesevangeliet 14,15-21, hvor Jesus giver nogle af sine allersidste instrukser til disciplene.

Og vi kan som regel godt regne med, at udfordringer som Jesus giver disciplene, også er udfordringer, som gives til os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Manuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 21. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 17,22-31 & Joh 14,15-21 & 1 Pet 3,13-22 Jeg lever, og I skal leve….

Jeg ved godt, at I alle sammen tror jeg er totalt supermand. Den vil jeg gerne med det samme kommentere på, og sige, at det er jeg ikke.

Jeg er f.eks. ikke bange for at dø, eller det er jeg jo, for det er uanset, hvordan jeg vender og drejer det, en ubehagelig tanke. Og jo, jeg tror på opstandelsen fra de døde og det evige liv og hele pakken af det, som jeg i princippet er ansat til at forkynde.

Mest af alt er jeg nok bange for at gå glip af noget i livet, for jeg synes, jo at det er pænt interessant. Allermest bange er jeg nok for at gå hen og dø mens børnene har brug for deres far (det går mere og mere op for mig, at vi nok altid vil føle behovet for at have brug for vores far eller mor) – jeg vil meget nødigt efterlade dem faderløse.

Den store forskel på Jesus og mig er, at Jesus ved, at han snart skal dø. I øvrigt er der ganske givet flere forskelle på Jesus og jeg.

Når man ved, at det snart er slut, fokuserer man på det allervigtigste. Det er i lyset af det, at vi skal se på, hvad det egentlig er, at jesus siger til sine disciple, her i Johannesevangeliets kapitel 14.

Det første vi skal se på, er vers 15: Elsker I mig, så hold mine bud. Udgangspunktet for vores kærlighed til Jesus, er hans og Gud Faders kærlighed til os. En forudsætning

2 a f 4

for at elske ham, er altså at forstå, at tro på, at vi er elsket af ham. 1. Johannes Brev siger, at Gud elskedes os først.1 Først da kan vi elske, og så er der jo den fordring, at vi skal holde hans bud. Og de var? Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.2 Tro handler altså ikke om dig selv, men om Gud og dine medmennesker.

Jesus lover desuden at han vil efterlade os talsmanden, som skal være hos os til evig tid. En sandhedens ånd, som verden ikke forstår, men som disciplene skal kende, fordi den bliver hos dem og i dem.3 Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen. Hvis noget gælder disciplene, kan vi roligt regne med, at det også gælder os.

Det er jo interessant, at Guds ånd skulle være i os. Det er alligevel et nært forhold. Det er helt i tråd med den fine tale Paulus holder hos de meget religiøse – faktisk poly- religiøse grækere på Areopagoshøjen i Athen.4 Her siger Paulus: “for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.”5

1 1. Joh 4,10: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

2 Mark 12,30
3 Joh 14,17
4 Læs evt. Apg 17,22-31 5 Apg 17,27-28

3 a f 4

Og så kommer det: Jesus efterlader os ikke faderløse. Han kommer til os. Verden ser ham ikke, men han er her. Vi kender ham jo, for ånden – talsmanden – er i os.

Se bare beretningerne om den opstandne Jesus, f.eks. her i Johannesevangeliet, hvordan den opstandne Jesus igen og igen kommer til disciplene. Gud kommer til os. Som han siger: I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.6 Her er altså en klar udfordring i stil med at vi skal holde hans bud, vi skal leve livet, fordi han lever. Det er altså ikke en opfordring til at gemme sig for verden, men en opfordring til at leve livet i verden.

Kraften, styrken og viljen til det får vi fordi vi er i ham, og han er i os.7 Det er en nær relation, og en levende relation, som ikke kun er en hjerne-tro, men også en hjerte-tro. Jeg skal måske lige tilføje, at det ene ikke udelukker det andet. Tværtimod.

Slutteligt siger Jesus….. “Jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.”8

Det er jo det vi oplever, at Gud giver sig til kende for os. Nogle har meget dramatiske historier at fortælle, mens det for andre er mere stille indre oplevelser. Men vi kan bekræfte, at at Gud elsker os, at Gud viser sig i menneskers liv, at Gud sætter os fri til at leve, at Gud sender os ud i verden.

Vi er forpligtede til, fordi vi er elskede til at elske.

6 Joh 14,19 7 Joh 14,20 8 Joh 14,21

4 a f 4
Og det vil vi gøre med alle til rådighedstående midler.

Med vores liv, med vores fælles kirke ønsker vi intet mindre end at udleve et klart budskab om Guds kærlighed.

Det er så op til den enkelte af os, at finde ud af, hvordan det skal se ud i vore liv.

Frem for alt er vi i hvert fald ikke efterladt faderløse.

Amen.
Salme Led mig Gud

Hvilken vej? – Helge Munk

Jesus sagde: Jeg er vejen og sandheden og livet.

Men hvad er det for en vej? Hvad er det for en sandhed? Hvilket liv kommer der ud af det? Og hvordan finder jeg ud af, hvad svarene er i mit liv? Teksten kommer fra Joh. 14, 1-14, hvor Jesus snakker med sine disciple om tingene. Det er ikke lige med det samme, de forstår, hvad han mener. Er det så nemmere for os?

Hør mere her: