GPS – Find din vej i ørkenen – Thomas Risager

Hvis du aldrig har prøvet at livet gør ondt og føles som en ørkenvandring – så er du heldig. Men du undgår nok desværre ikke at komme til at opleve det på et tidspunkt.

I den anden af gudstjenesteserien taler Thomas Risager om at finde vej i ørkenen. Der hvor vi har allermest lyst til at blive liggende og have ondt af os selv, kalder Gud os til at rejse os og gå …

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk at der ofte er lidt forskel på det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. kong 19,3-9

Hvis du aldrig har prøvet, at livet det gør ondt og føles som en ørkenvandring, så er du heldig. Men det er nok også sådan, at du på et tidspunkt i livet, kommer til at opleve det. Og det er ikke sjov. Nogle af vi, som er i kirken i dag, er i ørkenen. Der hvor livet er hårdt.

I dag er vi kommet til den anden af gudstjenesterne, som vi kalder GPS –  find din vej.

Vi skal se på, hvad bibelen siger om, at finde vej i ørkenen. Der er masser af gode historier.

Personligt hader jeg, når jeg ikke kan finde vej i livet. For det kan jo nogen gange opleves som en ørkenvandring uden lige. Man er et sted, man ikke har lyst til at være, og dagene er lange, og nætterne utålelige.

Tænk en gang på en ørken. Det er et sted, hvor det er fysisk og psykisk udfordrende at være. Om dagen stikker solen dig, som Salme 106 vers 6 antyder. Bibelen er fyldt med billeder og historier fra ørkenen. Den er nemlig tæt på, så mennesker i bibelens univers kender ørkenen.

Om natten er det den isnende kulde, om dagen stegende varme og din fantasi kan spille dig et puds, både med fatamorgana og det med at finde vej i ørkenen er en by i Rusland.

Jeg tænker, at det nogen gange er sådan, at det kan føles, når livet er ved at gå i stykker. Som at være fanget i en ørken.

Man bliver træt, modløs og kan ikke overskue noget som helst.

Bare det, at tage tøj på, eller komme i bad, kan synes helt håbløst.

Man kan ligefrem komme dertil, og nogen af os har været der, hvor man overvejer om ikke døden er udvejen.

Til det må jeg skarpt sige, at døden er aldrig en udvej ud af problemer. Den er en flugt, som efterlader familie og venner i en kedelig situation. Hvad har vi gjort? Kunne vi have gjort mere?

Det er ikke nogen ny opfindelse, at livet kan være meget svært og umuligt.

I teksten, som vi hørte læst fra 1. Kongebog finder vi Elias i en dybt fortvivlet tilstand. Han har kæmpet for at fremme Guds sag, og her skal vi lige huske, at vi er Det Gamle Testamente, så det går hårdt for sig.

Dem der ikke tror, må af med hovedet. Den praksis er vi heldigvis kommet fra, selvom vi kan læse i bibelen, at det var praksis.

Elisas har f.eks. været med til at hugge 450 Bals-profeter og 400 Ashere-profeter ned ved styrkeprøven på Karmels bjerg.

Da Kong Akab i triumf fortæller sin dronning Jezabel om sejren bliver der ballade.

Dronning Jezabel er selv en af dem, som har udbredt sin egen sidonesiske tro på bekostning af den traditionelle gudstro i landet.

Hun truer ganske enkelt Elias på livet, og det driver ham, som mente, at han fortjente kongehusets ros og anerkendelse, på vild flugt.

Flugt er altid panikløsningen. Det kan være den eneste løsning her og nu, men det er en desperat løsning.

Nu flygter han, og det som Elias må sande er, at det er umuligt at leve sit liv på flugt. Bare spørg nogle af vore mange flygtninge om det.

Elias fortsætter alene ud i ørkenen, for han har mistet håbet og lægger sig under en gyvelbusk i håbet om, at få lov til at dø der.

Vi kan vist godt blive enige om, at det er en ret håbløs situation.

Elias har ikke mere at give og han har ikke flere forventninger til livet. Han er tom…..

Det er lige der, hvor tomheden og ensomheden er værst.

Der hvor han ikke oplever, at der er mere signal på GPS.

Der hvor der ikke er retning. Lige dér taler Gud til ham gennem en engel, som rørte ved ham og bad ham styrke sig ved at spise af brødet og drikke af vandet.

Det er også her, han får at vide, at han skal gå.

Han kan ikke blive liggende der. Gud er ikke færdig med ham.

Gud kalder ham til – og udfordrer ham til at gå videre i livet.

Det er en utrolig vigtig pointe, at der hvor Elias ikke kan se, at der er mere i livet, da ved Gud, at der er mere godt i vente. Gud kan se det, der er forude, som vi ikke kan se.

Når vi læser videre i historien, oplever vi, at Elias får lov at møde Gud – intet mindre – i en sagte susen.

Med andre ord, ud af håbløsheden oplever Elias det største og vigtigste, som giver ham ny retning i livet.

Gud giver ikke op, der hvor vi gør.

Gud ser der, hvor vi ikke kan se,

Gud håber, der hvor vi ikke gør.

Gud ønsker os ud af håbløsheden og ud af ørkenen.

Det som for os er mørke, er for Gud lyst som dagen.

Det må vi aldrig glemme, at der hvor vi tror, der ikke er udvej, ser Gud vejen og viser os den.

Amen

 

Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Kan bukserne mon holde?

Et par tanker efter at Metodistkirkens generalkonference er overstået.

Photo by Paul Jeffrey, UMNS.
Photo by Paul Jeffrey, UMNS.

Når man tager et langt skridt for at træde over en grøft, så er det altid godt, hvis bukserne ikke revner. Man vil jo nødigt rende rundt med numsen bar.

Metodistkirkens store verdenskonference er afsluttet, og efter at have fulgt ganske intenst med i begivehederne, så er min fornemmelse, at bukserne i hvert fald er på nippet til at revne.

Generalkonferencen er 854 delegater, som repræsenterer metodistkirkens mange kirker rundt om i hele verden. Ved konferencen er der også ca. 2500 gæster og lobbyister, som alle søger information og indflydelse på Metodistkirkens mange beslutninger.

Generalkonferencen er United Methodist Church’ øverste lovgivende organ. Alle medlemmer af Metodistkirken kan fremsende forslag, som man ønsker skal behandles. I en kirke med 12,5 millioner medlemmer er det materiale og de lovforslag, som delegaterne skal tage stilling til, ganske omfattende.

Ud over at tage stilling til kirkens love, regler og holdninger til alle mulige ting, så styrer man også kirkens økonomi, og med et budget på over 600 millioner dollars bliver der en del af forhandle om. Men generalkonferencen er også fantastiske gudstjenester og spektakulære events og musik fra hele verden. I år deltog gospelkoret Kefas, som hører hjemme i Metodistkirken i København. Fra Danmark var delegaterne Jørgen Thaarup, præst i København og Susanne Thaarup fysioterapeut fra Strandby.

Metodistkirken er en stor kirke, og holdningsmæssigt er den meget bred. Den rummer alt fra meget konservativt indstillede kristne til de mest progressive og liberale troende man kan finde på denne planet. Geografiske forskelle i kultur præger kirken rigtigt meget. Metodistkirken er global med alt hvad det indebærer. Alligevel er Metodistkirken én kirke. Personligt, er det noget af det, som jeg holder rigtigt meget af, netop fordi det understreger, at der er plads til alle slags mennesker.

Bøsser, lesbiske, transkønnede mv. vil dog hævde, at der langt fra er plads til alle mennesker, da to mennesker af samme køn ikke kan bliver gift i Metodistkirken. Man kan heller ikke leve i et homoseksuelt parforhold og være præst i Metodistkirken, ligesom Metodistkirkens Book of Disciplin (kirkens love, som netop af generakonferencen revideres) siger at homoseksuel praksis er uforeneligt med kristen lære. I samme paragraf bekræfter man dog, at Guds nåde og kærlighed gælder alle mennesker, og at Guds nåde er tilgængelig for alle. Vi ønsker at leve i fællesskab med alle og forpligter til ikke at fordømme homoseksuelle.(1)

I mange år har der været et udbredt ønske fra vesteuropæiske og en del amerikanere, at bløde op i kirkens love og tillade homoseksuelle vielser i kirken, samt at homesexuelt samliv ikke ekskluderer fra at tjene kirken som præst. Mange af os, heriblandt jeg, finder, at kirkens sprogbrug er direkte diskriminerende og helt klart er noget af det ved Metodistkirken, som jeg ikke er stolt over.

På den anden side er der konservative kræfter, en del afrikanske metodister, men også andre, som af hele deres hjerte frygter, at kirken, hvis vi åbner dørene for homoseksuelle, glider af på, hvad der er i deres øjne er sand bibelsk lære.

Bag hele denne diskussion ligger spørgsmålet om, hvad bibelen er for en bog, og hvordan man ser på den. Det har jeg før skrevet om. Det kan du læse mere om her, hvis du er interesseret, i at høre lidt mere om, hvad feks. jeg tænker.

På dette års generalkonference i Portland var et meget tydeligt, at kirken nærmest var delt i to lejre, som også udviste meget lidt vilje til at turde forstå hinanden. Samtidig var der daglige demonstrationer og happenings, hvor støttegrupperne – primært for de mere liberale strømninger – gjorde opmærksom på deres dagsordner.

I dagene op til konferencen var der mange præster, som sprang ud og offentliggjorde, at de levede et hemmeligt liv sammen med et menneske af samme køn. Dette var helt klart med til at lægge et følelsesmæssigt pres på konferencen, og det var, tror jeg, med til at trække fronterne meget skarpt op.

Forud for konference vidste man, at alle lovforslagene, der berørte emnerne omkring seksualitet, ville være vanskelige at diskutere i plenum. Derfor var der stillet forslag om, at man kunne diskutere dette i et mindre forum, som skulle komme med indstillinger til konferencen, den såkaldte regel 44. Man diskuterede formen for diskussionen i tre dage, før forslaget faldt. Tonen i diskusionerne var til tider ganske lidt præget af næstekærlighed, og der var en del mismod, og slet skjulte trusler om at sprænge United Methodist Church i to.

Ved Generalkonferencen er biskopperne uden stemme- og taleret. Der er én af dem, som leder forhandlingerne, men det er helt klart, at forslagsret og stemmeret alene tilhører salen.

Derfor var det ganske usædvanligt, at en af delegaterne rejste sig, og bad biskopperne om at tage ansvar og lede kirken i denne vanskelige situation. Forslaget fik støtte og efter en lang nats forhandling blandt biskopperne, som heller ikke er enige i dette spørgsmål, begyndte den følgende dag med, at biskopsrådets forslag blev læst.

Biskoppernes forslag blev diskuteret og vedtaget med et smalt flertal på 428 for og 405 mod.

Dette betyder, at der nedsættes en kommision, der er udpeget af biskopsrådet, hvor hele kirken og alle holdninger til spørgsmålene om kirkens forhold til homoseksuelle etc. er repræsenteret.

Denne kommision arbejder sig gennem hele kirkens lovgivning, som omtaler køn og seksualitet i alle former. Hvis biskopsrådet finder det nødvendigt, er man parat til at indkalde til en ekstraordinær generalkonference i 2018 eller 2019, hvor man udelukkende diskuterer dette.

I mellemtiden undersøger biskoprådet også muligheden for at suspendere alle igangværende klagesager med præster, som har forbrudt sig mod kirkens regler.

Du kan læse hele teksten i biskoprådets dokument her.

Om bukserne holder, er jeg ikke helt sikker på. Der er de, som mener, at denne kommision blot trækker en uundgåelig splittelse ud, mens andre ser den som et håb om, at vi på trods af store uenigheder vil hinanden og ønsker den svære samtale med henblik på stadig at have en stor og bredtfavnende Metodistkirke.

Jeg tror, vi må til at tale sammen om vores synspunkter i denne sag. Vi må vise med eksempel, at selvom vi måske ser meget forskelligt på om kirken kan holde bryllup for to af samme køn, så kan vi i det mindste tale sammen, bede sammen og være kirke sammen.

Endelig må vi under alle omstændigheder vente og se om bukserne holder, når kommisionens arbejde er færdigt.

Jeg er håbefuld på Metodistkirkens vegne og drømmer om, at vi kan være være en kirke, som kan rumme både konservative og liberale. En kirke, hvor vi tør indrømme at noget er svært, men kan være brødre og søstre, selvom vi ser forskelligt på bl.a. dette. Jeg drømmer om, at kirken vil fjerne alt sprogbrug, som fordømmer og diskriminerer, og jeg håber, at det eneste, som bestemmer, om to mennesker kan få velsignet deres kærlighed i kirken af en metodistpræst, er, at de elsker hinanden.

Du må hjertens gerne være helt uenig med mig. Jeg rækker dig gerne min hånd alligevel.

 

[1] The Book of Discipline of The United Methodist Church 2012. §161,F

Tro er….at længes – Thomas Risager

På grund af tekniske problemer er der ingen lydoptagelse af dagens tale, men her er bibelteksten og manuskriptet, som udgjorde oplægget.

Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-41. Side 890.

Verdensdommen

v31  Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v32  Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; v33  fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. v34  Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35  For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40  Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

++++++++++

Prædiken søndag d. 22.november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 25,31-41.

Verdensdommen.

Overskriften for bibelteksten, som der på søndag tales over, er verdensdommen.

Årh, nej… Er det nu sådan en svovlprædiken, som Thomas Risager holder? Dem har vi hørt nok af (altså ikke fra ham, men af andre 🙂 )

Det er ganske rigtigt sådan i den kristne tro, at vi forventer, at Gud en dag vil holde dom.

En dag, hvor han gør regnskabet op. Fårene til den ene side og bukkene til den anden.

Traditionelt, får det mennesker til at ryste i buskerne af skræk, men budskabet i dag er, at vi skal huske på, at Gud er en kærlig Gud, som vil os det godt.

Når Gud holder dom, bryder hans rige endeligt igennem. Så mister ondskaben og meningsløsheden sin magt, så er det Guds kærlighed, som har magt i verden.

Se, det er ikke noget at frygte, det er noget at længes efter!

Men inden vi går mere ind i det, så er jeg nødt til at stille dig et personligt spørgsmål. Du behøver ikke at svare, slet ikke hvis du sidder ved siden af en af dine nærmeste. Bare tænk inden i dig selv.

Kender du det, at din ven, din kone, din mand, din mor, din far, din chef, din menighedsrådsformand… kommer til dig, og nu ved du, at der følger en konfrontation. Der er noget, som vedkommende er utilfreds med, og du skal have skylden. Du ved det allerede inden han åbner munden.

Allerede der, er du mentalt smuttet videre til det sted, hvor du lukker hele verden ude, for du ved jo hvad der kommer. Tror du!

Du hører ikke efter. Tværtimod er du klar til at fyre dit modsvar af. Det modsvar der består af de ting, som har irriteret dig gennem de sidste tre uger.

Det har godtnok ikke noget med den indledende snak at gøre. men det er ligemeget, for der er ikke nogen, der skal komme og sige noget til dig.

Jeg kender det med at lukke af. Både fra mit privatliv, men også i de diskussioner, som jeg har med andre, der prøver på at forstå bibelens univers.

Når der bliver alt for meget snak om synd, helvede og fortabelse, så lukker jeg bare helt af. Ryster på hovedet og tænker fundamentalister…. Og det er jo ikke pænt gjort.

I Matthæus siges det, at Gud vil skille fårene fra bukkene, når menneskesønnen kommer i al sin herlighed.

Bag det ligger, at vi forventer at Jesus en dag kommer igen. Guds plan er at frelse verden. Ikke bare en del af verden, men hele verden.

“For sålede elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes,  men have evigt liv. Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” som der står i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-17.

Det er altså Guds plan. Det ligger også i mange af de ting, som jesus siger, at hans komme er for alle mennesker. Det siges allerede i juleevangeliets ord til de skræmte hyrder på marken.

“Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” For alle!

Så Guds perspektiv er for alle!

Læg også mærke til at Guds forventninger til de, som han lader gå til sin højre side, ikke er at man har været i kirke mindst 40 gange om året, selvom jeg som præst har lyst til at tilføje det.

Det er heller ikke at have lært bibelen udenad.

Men det er at tage imod den fremmede, at mætte den sultne og tørstige, at tage sig af den syge og den fængslede.

Med risiko for at blive lidt politisk, så kan jeg ikke lade være med at tilføje, at vi med  de mange flygtninge, som kommer til os, har alletiders mulighed for at arbejde lidt på vores egen frelse. Jeg er naturligvis også nødt til at sige, at hvis det egoistiske mål er vort motiv, så går vi galt i byen. Fokus skal selvfølgelig være på dem, som vi møder med åbenhed.

Gud ønsker altså at gøre arbejdet færdigt.

Lad os lige rundet den med helvede med det samme. Ligesom der er mange forestillinger om himmelen, så gælder samme for helvede. Vi må holde fast i at det er forestillinger.

For mig var helvede i Paris sidste fredag.

Helvede var i det russiske passagerfly, der blev bombesprængt over Egypten.

Helvede var der hvor bomberne faldt i Syrien som hævn for angrebet i Paris.

Helvede var der hvor en kvinde blev voldtaget. … Find selv på mere. Det er faktisk let nok-  ikke sandt.

Vi kender godt til helvede. Og det er det som Gud vil gøre op med. Hans våben er ikke bomber, det er kærlighed. Og helvedes porte kan splintres af kærlighed.

Når Guds kærlighed får magt i verden, så er mennesker stadig frie til at sige til Gud, at de ikke vil have noget med ham at gøre. Det tror jeg faktisk Gud respekterer og der vi være et sted, hvor man kan være i fred for Gud. Helvede bliver stedet uden Gud. Man vælger selv.

Der hvor Gud holder dom, får kærligheden magt.

Tænk engang over konsekvensen af det.

Krigens larm forstummer,

Frygten for terror forsvinder,

Sygdom mister sig tag,

Konflikter ophører,

Kriminalitet bliver ikke eksisterende,

Fred og kærlighed vil sprede sig og selv døden vil miste sin magt.

På søndag begynder adventstiden, hvor vi minder hinanden om at Jesus kom til verden og at han var en del af Guds større sammenhæng.

Vi længes også efter at han kommer igen og gør det færdigt.

For at tro er også at længes efter en ny himmel og en ny jord, hvor Kristus er konge.

Tro er at længes.

Amen.

Han er opstået – Ja, Han er sandelig opstået – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.
Why do you cry? he has risen.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med.
Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de fedeste påskesalmer. Kirkens præst Thomas Risager taler om opstandelsen og hvad det betyder i vores liv.

Hør mere her:

podcast-large

Fra forbud til Nåde – Thomas Risager

Kirkens præst Thomas Risager fortæller historien fra Johannesevangeliet, kapitel 2, om Jesus, som ankommer til templet og i ren og skær arrigskab driver de handlende ud. Jesus kommer op til et tempel, som fokuserer på menneskers ofringer og overholdelse af de mange regler og forbud. Jesus peger på, at alt skal ændres. At alt, hvad templet står for, skal blive helt anderledes. Endda på kun tre dage. Hvad han præcis taler om, er der ingen som er i stand til at forstå, men det kommer de til senere.

Hør mere her:

podcast-large

Resident Aliens, Part 2

 

This book, more than any theological book I have ever read, has formed my beliefs and my calling to give my life as a UMC pastor. Happy 25th anniversary.

Originally posted on A Peculiar Prophet:

RESIDENT ALIENSSurprises and Thanksgivings for Resident Aliens 25 Years Later

 

This year Abingdon Press has released a new edition of Resident Aliens on the book’s twenty-fifth anniversary. Stanley Hauerwas and I have written a foreword and afterword for the new edition. Here is the second part of my foreword. Stanley and I will present at this year’s Alumni Convocation at Duke Divinity School in early October.

Surprises after Resident Aliens was published? Of course I was thrilled that Christians, particularly new and younger Christians on the plains of Canada, or in the outback of Australia, or in a sheep farm in New Zealand, or in a bleak German innercity read the book and found hope for the future. That which Stanley and I tended to speak of as future possibility we quickly discovered was present reality in a Christian commune in Oregon, a house church in Detroit, or even in…

View original 1.376 more words

I LOVE IT – Fremtiden for kirken?

Carey Neuwhof.com

Hvis du læser med på dette indlæg er det fordi, du er indfanget af overskriften og har en interesse i kirken og i tro.

I snart tyve år har jeg anvendt al min tid på at arbejde med teologi og kirke. Lad det være sagt med det samme: (forestil dig Ole Henriksens begejstring) “I LOVE IT

På en blog, som jeg for nyligt er begyndt at følge, finder jeg 11 kendetegn, for den kirke, som i fremtiden vil være i stand til at skabe meningsfyldt kontakt til mennesker.

De er:

  1. Evnen til at sige NEJ.
  2. Fokus ud af kirken.
  3. Korte beslutningsveje
  4. Fleksibilitet
  5. Vækst igennem at blive mindre
  6. Hurtigere og lettere aftryk
  7. Online relationer er ægte relationer
  8. Åbenhed overfor spørgsmål
  9. Eksperimenterende
  10. Prioritering af en “til dig kultur” frem for en “fra dig” kultur
  11. Skræddersyet total oplevelse ikke bare skræddersyet prædiken

Læs mere på http://careynieuwhof.com/2013/05/11-traits-of-churches-that-will-impact-the-future/

Hvad mener du? Har han ret, når han sidestiller online relationer med ansigt til ansigt relationer?

Vækst 3 – Frugtbar vækst

I dag fortsætter vi vores serie med fællestemaet vækst. Kirken har snart årsfest (9. marts) og her vil vi fremlægge beretninger, hvor vækst er et af nøgletemaerne. Dette gør vi fordi vi kan se, at kirken vokser og vi tror at dette fortsætter.

Når vi taler om vækst i kirker er der to sider af det. På den ene side, er det vigtigt at forstå, at uanset vore bedrifter er al vækst givet af Gud.

v6  Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, v7  så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.

På den anden side, så er det kirkens opgave – vores opgave, at sikre at alt er rede til den vækst, som Gud giver.

Vi skal sørge for at vi er klar til at møde nye mennesker, sikre at vi er i stand til at være der for mennesker, som har brug for det.

Vi skal lave tidssvarende aktiviteter og relevante gudstjenester, som samtidigt har sin rod dybt nede i det  bibelske grundlag.

De følgende søndag tager vi fat i nogle af de beretninger, hvor vækst sker, eller hvor Jesus forklarer, hvordan det hænger sammen og vi peger på bibelske historier, hvor vi  vil opleve at der, hvor Gud velsigner, sker væksten og det endda nogen gange så voldsomt, at det har karakter af et mirakel.

Historien om kirken her er næsten sådan et mirakel. Det er vigtigt at huske på, at kirke aldrig må handle om kirken, men om de mennesker, som er i den eller endog de mennesker, som endnu ikke er i den.

Hør mere her, hvor kirkens præst Thomas Risager taler ud fra en bibeltekst i Lukasevangeliets kapitel 13 vers 1-9.

podcast-large