Lev stærkt_Tro er ikke ÈT valg – Thomas Risager

Lev stærkt – sådan hedder rækken af gudstjenester, som vi holder i august måned.

I dag taler jeg om vigtigheden af at forstå, at tro er ikke kun er ét valg, når man bestemmer sig for at nu tør man tro. Derimod er tro en lang række tilvalg, som man hele tiden tager undervejs i tilværelsen. Ofte er vi ikke bevidste om dette, og så er det, at vores tro bliver mindre vigtig. Lev stærkt og hold troen varm.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,32-14 & Hebr 11,1-3,8-16.

Lev stærkt – At tro er ikke èn beslutning.

Jeg blev en kristen d. 1. januar 1964. Sådan er der nogle som kan sige det. I mange år havde Metodisterne det næsten som et adelsmærke, at man kunne tale om den dag man blev omvendt, som det hedder. Den dag, hvor man forstod, at Guds kærlighed er givet for mig.

Det er rigtigt fint. Mange af os, kan også sige om ikke en dato, så en tid i livet, hvor det gik op for os, at tro var noget, som vi ikke vill leve uden længere.

Men rigtigt mange oplever også, at den boblende glæde over at have fundet tro. Det mest fantastiske i livet, glider på en eller anden underfundig måde alligevel ud fra centrum i livet og bliver grå hverdag. Det bliver ikke ved med at være rigtigt vigtigt…

Måske tænker du, at det aldrig sker for dig. Det påstår jeg heller ikke, at det gør. Men, der er mennesker i vores fællesskab, som oplever dette. Vi ser det og vi oplever det.

Jeg kender det også. Der er perioder i mit liv, hvor troen er glødende varm, og der er perioder, hvor det er noget mere mørkt og ensomt at tro for mig.

Det er ventetid. Ventetid, hvor jeg venter på en eller anden bekræftelse af den tro, som har har.

Ventetid, hvor tvivlen får lov at nage og pille i min sjæl. Det er den slags ventetid, som ikke kan fordrives med at tage sig af et par Pokémons eller battle i vores helt eget Pokemon Gym her udenfor kirken.

Ventetid føles altid uendelig lang. Det er lige før, at det kan ødelægge ens dag at komme for sent til bussen, selvom det går én igen om 20 minutter.

Det er netop ventetiden – tiden, hvor man ikke synes, der sker noget som helst, som Jesus taler om, da han i sin lidt kryptiske tale om årvågne tjenere, siger til dem, at ventetid er en naturlig ting, når vi taler om tro. Det er der ikke noget mærkeligt i.

Problemer er bare, at vi i dag lever i en kultur, hvor vi tror vi skal dø, hvis der ikke sker noget hele tiden. Men med tro, er det ikke unaturligt, at der er stille perioder.

Det, som er vigtigt, er hvordan de bruger tiden, mens de venter på at deres herre, vil bryde op for brylluppet.

Når de venter, skal de have kjortlerne bundet op om lænderne og lamperne tændt.

At have kjortlen bundet op var sådan man havde de lange gevandter siddende, når man skulle arbejde, så man dels kunne bevæge sig frit, men også kunne undgå, at snavse sig til. Det er lidt ligesom vi smøger skjorteærmerne op, inden vi giver os til at skære kødet ud.

Jesus siger til dem, at selvom I ikke synes, der sker noget, så skal I være klar.

Det er et valg man tager, at man holder sig åndeligt klar. Det er det man gør, når man fastholder at gå i kirke, også selvom der er et par gange, hvor man ikke synes, at det talte til én.

Det er det valg man tager, når man er med i en smågruppe eller en omgang Romerbrevet eller Vejen i løbet af efteråret.

Det er det valg man tager når man for sig selv, og måske uden at lade andre vide det på Facebook, læser i bibelen efter bibellæseplanen.

Det er det valg man tager når man fastholder at man vil bede på den måde det nu en gang passer ind i dit liv.

Det er også det valg man tager når man står overfor umulige situationer, som vi ved en familie her i Odense befinder sig i.

Det der det valg man tager når man beder både for offer og for den far, som tilsyneladende har gjort det ubegribelige ved sit eget barn.

Tro er ikke bare at sige fedt, den dag, man fatter at man er elsket af Gud.

Tro er at holde sig skarp, at være klar og og være sig bevidst om at der hvor én skat er der er ens hjerte.

…. Der er så meget der kan aflede.

Så hele tiden må vi vælge at være klar.

Det er noget af det, vi som kirke kan hjælpe hinanden med.

Og vi ved jo ikke, hvornår mesteren kommer tilbage.

Amen.

 

Hvor hører du til? Juleprædiken – Thomas Risager

Julen er kommet og i den fyldte kirke lyttede vi til julens evangelium, som lyder sådan her:

Jesu fødsel

(Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-20. Side 921-922) 

 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Hør talen her:

podcast-large

Visioner forandrer verden 1 – Thomas Risager

Menneskers drømme og visioner går nogen gang i opfyldelse, og så kan virkeligheden overgå selv den vildeste fantasi.

Siden 2002 har Metodistkirken i Odense været drevet af visioner. Nu oplever vi for anden gang at vores vilde drømme om fremtiden – Vision 2015 – er ved at være opfyldt. Derfor indleder vi nu et arbejde, der gerne skulle lede frem til en ny vision. Det skal ikke bare være vores drøm, men Guds drøm for, hvordan fremtiden i Metodistkirken skal se ud.

En vision er et billede af fremtiden, som producerer passion i hver enkelt. Det er det vi leder efter.

Hør mere her:

podcast-large