Løb på stedet

Gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense søndag d. 4. februar 2024.

Prædiken søndag d. 4. februar 2024.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 40,21-31 & Salme 147,1-11,20c & 1. Kor 9,16-23 & Mark 1,29-39.

Nogen gange har jeg en drøm, som kommer tilbage. Den handler om at jeg løber og løber, men ikke rigtigt kommer ud af stedet.

Kender du den drøm? 

Når jeg spørger, er det for jeg mener at vide, at den er en af de arketypiske drømme, som vi menesker kan have. 

Det er den samme fornemmelse, jeg står med, når jeg ser på, hvad United Methodist tekstrækken foreslår os, at tale over i metodistkirkerne denne søndag. 

Vi læser og læser, men hænger nu på tredje søndag i træk, stadig fast i det første kapitel i Markusevangeliet. 

Her er selvfølglig godt at være, men historierne har trods alt visse ligheder. 

Allerede i vers 15 finder vi Jesu programerklæring, og den der den linse, som vi skal se hele resten af Markusevangeliet igennem. 

Jesus siger: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Nu er det Guds tid, siger Jesus. Derfor bliver jeres liv aldrig det samme som før, for nu er Guds rige her. 

Det må I tro på, og I må få et nyt liv. 

Som Amanda sagde i søndags, så er bagtæppet for det Jesus siger og gør altid kærlighed, det gælder også her. 

For der hvor Guds rige er, og det er ikke noget vi har tilgode til den anden side af døden, men Guds rige er her, lige nu, lige her, her råder Guds nåde og Guds kærlighed. 

Vi ser det i Odense Metodistkirke og i Kapernaums synagoge, hvor Jesus underviser med en sådan myndighed at de bliver så mundlamme, at de ikke ved hvad der op eller ned eller frem eller tilbage. De ved simpelthen ikke, hvad de skal tænke eller tro. 

Da jesus også helbreder en mand med en uren ånd, som forresten er den eneste og første, som forstår hvad der er i gang og hvem jesus er, så bliver de totalt forfærdede. 

Når noget så spektakulært sker, så kører snakken, og menesker har spredt rygterne om hvad der ser sket i Kapernaums synagoge og det har lynhurtigt spredt sig i hele Kapernaum, måske endda hele Galilæa. 

Straks efter den dramatiske gudstjeneste i synagogen, og nu havner vi i dagens tekst, går Jesus ind i Simons og Andreas’  hus. Her ligger Simons/Peters svigermor syg med feber.

Når vi har feber, så går der en dag eller to med det. Det er træls og ubelejligt, men det går over. 

På det tidspunkt er det lidt mere alvorligt. Det var ike ualmindeligt at mennesker døde af sygdomme, som vi betragter som småting. 

Når Peters svigermor ligger syg med feber, så er det altså utrygt, for der er ingen som ved, om hun faktisk bliver rask.

Derfor er det også det allerførste, de fortæller Jesus om, da de træder ind i huset. 

Disciplene har været med i synagogen. Markus sagde ikke noget om, at alle undtagen disciplene, var slået af forundring og forfærdede. Så vi må gå ud fra, at også disciplene var helt rundt på gulvet over det, som de havde fået lov at opleve i synagogen. 

Men Jesus havde jo sagt noget om, at Guds rige var kommet nær og man måtte omvende sig og tro på evangeliet. 

 Derfor er det også et tegn på tro, også selvom de måske ikke forstår, at de fortæller Jesus om svigermoren, som er syg. 

Vi hørte den smukke histore læst. Jesus går hen og tager hendes hånd, rejser hende op og feberen forlod hende. 

Her er vi vidne til det andet mirakel i Markusevangeliet. 

Miraklerne er synlige manifestationer på, at Guds rige er kommet nær. For i Guds rige skal der ikke være ondskab, lidelse, sygdom eller død. Det er kendetegnene på Guds nåde og Guds riges nærhed. I dag er Guds rige kommet til Peters hus og til Peters svigermor. 

Nu kunne man tænke, at det er en meget sød historie med svigermoderen, som blev helbredt. Men den er så vigtig, at den faktisk er med i alle tre synoptiske evangelier, den findes altså også hos Matthæus og Lukas. Læser man de to andre historier, vil man se at de er stort set enslydende.

Dette er altså en historie, som de bibelske forfattere tillage så stor betydning, at den har levet som muntlig overlevering hos de allerførste Jesus efterfølgere. 

Det næste, som sker, bemærkes også i alle tre evangeliet. Straks efter sin helbredelse sørgede Peters svigermor for dem. 

Det lyser måske som en selvfølgelighed i et patriarkalsk samfund. Men hvad nu, hvis det er hendes omvendelse, at hun forstår miraklet, som er sket, som intet mindre end Guds indgriben og derfor sørger hun for dem. 

Det er hendes måde at tjene Guds på. Måske ikke i de store ord, de lange bønner eller den flotte velformulerede lovprisning af det mirakel, som skete. Men ikke destomindre hendes tjeneste og hendes måde at give Gud ære. 

Hun giver sig til at søge for dem. Hvad betyder det mon? 

Jeg tror, det betyder, at hun sørgede for at de kunne vaske sig efter de jødiske forskrifter for gæstfrihed. 

Jeg er overbevist om, at det også betyder, at hun sørgede for mad og fællesskab omkring et måltid. 

Måltidsfællesskaber er en stærk fællesskabs markør. Ved bordet signalerer vi tilhørsforhold. Det er der noget utroligt stærkt i, og det sker lige her i Peters svigermors hus. Måske som en inspiration til de mange måltider, som deles i alverdens kirker, når vi indbyder til måltid og fællesskab og betoner at Gud med sin hellige ånd, er nær, når vi bryder brødet og spiser sammen. 

Det skal vi gøre senere. 

 Det bliver aften og solen går ned. Det var altså mørkt. Nu begynder menensker at komme bærende med deres syge og hele byen stimler sammen udenfor huset. Det an man gøre næsten anonymt i mørket. Så er det ikke hele byen, der ser, at man er nysgerrig på Jesus. 

Jesus helbreder mange sygdomme og dæmoner. Dæmonerne, som er fuldt ud klar over, hvem han er, forbyder han sat sige noget om, hvem han var. 

Der er hos Markus mange mirakler. Jeg vil hævde at de er med, fordi vi skal forstå at en enkelt helbredelse af en mand med en uren ånd ikke er et enestående mirakel. Det gentagelse på gentagelse. 

Det er et kendetegn på Guds rige, at al ondskab besejres af Guds nåde. Det er altså en ny tid, som indvarsles her. 

Noget nyt er sket! 

Næste morgen står jesus op og går til et øde sted. Markus fortæller os ikke omstændighederne, men oftest er det sådan i de bibelske fortællinger er det sådan, at det betyder at Jesus beder. 

Hans disciple er helt oppe at køre over, de mange menensker som leder efter ham. Der er flere syge, der er kæmpe behov. 

Men Jesus går videre mod de andre landsbyder og forkynder evangeliet der og uddriver dæmonerne. 

Her er der ikke tale om ikke at komme ud af stedet. 

Jesus går ud

Der er bevægelse og gentagelse…

Det har skabt resonans i vores liv.

Det kommer til at give genlyd i hele verden 

Der er gang i den. Der er ikke noget løb på stedet her.

Amen. 

Salme: Jesus, ved dit bord du bænker (547)

Den guddommelige dans

Søndag d. 21. januar 2024. Strandby Metodistkirke.

Tale ved gudstjensten, som markerede fusionen mellem Strandby og Frederikshavn Metodistkirker. Talen blev ikke optaget, så der er ingen podcast.

Prædiken søndag d.21. januar  2024.

Metodistkirken i Strandby. ©Distriktsforstander Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 150 & 1. Kor 13,1-13

Den guddommelige dans

Tak. Tak for indbydelsen til at komme og være med til at feste sammen med Jer i dag. 

Det er en stor glæde, at vi i dag kan fejre fusionen mellem Frederikshavn og Strandby Metodistmenigheder

På mange måder er det et bryllup, som vi er inviteret med til. 

Det er to store personligheder, vil jeg sige, som efter et frieri, lange forberedelser, økonomiske beregninger, opgivelsen af et hjem, men ikke opgivelsen af et område som man har stor kærlighed til, nu er blevet gift.

Der er meget som er ens, men sandelig også, som i ethvert ægteskab, meget som er forskelligt. Der er styrker og svagheder, men man er fælles om en stor kærlighed, som er fundamentet for alt.

Det er et godt fundament for to kirker, som bliver én, ligesom det bestemt også er et fremragende fundament for mennesker i almindelighed. 

Troen på Guds kærlighed er altafgørende og særlig, også i et bryllup mellem to menigheder. 

1. Johannes Brev i bibelen taler om, at den kærlighed Gud møder os med, før vi overhovedet har tænkt på Gud, er en kærlighed, som forvandler os og fordrer af os, at vi elsker hinanden. 

Der står:

“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”

Perspektivet er, at Guds kærlighed er først og størst og som følge af den, kan vi elske – og det udfordres vi til at gøre. 

Den kendte tekst fra første Korinther brev er en nøgletekst til forståelsen af evangelierne og troen i det hele taget. Her er kærligheden helt central. 

Her understreges det at ligegyldigt, hvor dygtige vi er, hvor veltalende vi er, hvor dyb tro vi har, så er det alt sammen flintrende ligegyldigt, hvis ikke vi har kærlighed. 

Det er måske noget af det, som kristentro mest af alt handler om, ikke så meget at forstå troen, dogmer, eller alle biblens mange kringlede passager, men at turde tage mod den gudgivne kærlighed og elske ud fra den, som er helt central. 

Kærlighed er mange ting. Der er mange mennesker, som er blevet at blive skuffet over kærlighed, for skulle kærligheden ikke, som Paulus skriver det, 

tåle alt, tro alt, håbe alt og udholde alt? 

Og alligvel har mange oplevet at kærligheden gik i stykker. Men kærlighed er meget mere end kærligheden mellem to mennesker. 

I det græske grundsprog er der flere ord for kærlighed, hvor vi på dansk kun har et ord. 

Kærligheden mellem to menesker, hedder på græsk eros. Det er en menneskelig kærlighed som har sin rod i, at jeg når jeg elsker, forventer og håber på en kærlig reaktion eller respons fra den jeg elsker, en respons om kan bekræfte min følelse af kærlighed. 

Så er der filos, som er et andet græsk ord for kærlighed. Den kender vi alle sammen, for det er den indbyrdes kærlighed, med alle de forviklinger, der kan være, som findes i det kristne fællesskab – i kirken, og i andre fine fællesskaber. 

Den kærlighed Paulus skriver så begavet om her, hedder på græsk agape. Det er en kærlighed som er fuldendt og uden fejl. Den har ikke egne motiver, for den tager sit udgangpunkt i den der elskes, ikke i den der elsker. 

Det er en kærlighed som er renset for motiv, som ikke forventer noget speciel modsvar, som kun finder sin glæde i den der elskes. 

Den er er rodfæstet i Guds kærlighed til os, og handler kun om, at vi elskes som dem vi er. 

Den kærlighed tåler alt, og den kærlighed er større end alt andet. Den kærlighed skal aldrig forgå.

Vi elskes og fordi vi elskes af Gud, kan vi elske. Den kærlighed som 1. Johannes brev taler om, at vi skal elske med, er ikke en kærlighed vi skal grave frem fra vores inderste.

Den er ikke noget vi skal præstere, for det er en kærlighed som er givet os fra Gud. En kærlighed som vi kan give videre, for den kommer fra en kilde som aldrig løber tør. 

Faktisk er kærlighed den eneste ressource, som der bliver mere af, når vi frådser med den. 

Vi læser ofte bibelteksterne fra 1. Korintherbrev i forbindelse med bryllupper. Det gør vi til dels fordi det er så romantiske tekster, men sandelig også fordi billedet af ægteskabet også er et billede, der bruges på forholdet mellem Kristus og kirken, altså os og Kristus.

Kærligheden er helt central og den er fundamentet for alt. 

Ved en bryllupsfest, synes jeg altid at brudevalsen er et fantastisk fint udryk for kærlighed og derfor er den også særdeles romantisk. 

Dans er et udtryk for kærlighed. Den måde to elskende omfavner hinanden på og og giver sig hen til musikken, til rytmen, til hinanden er så smukt. 

Det ser så elegant ud, når et par smilende glider af sted i musikkens og hinandens favn og helt tydeligt følger rytmen og ikke mindst hinanden. Man kan ikke danse, hvis ikke man for en stund glemmer sig selv, og fokuserer på den anden.

Der bliver en samhørighed uden ord og instruktion, og når jeg ser på det, så ser det legende let og særdelse fredfyldt ud.

På mig virker det også som om, at tiden for en stund står stille, alle bekymringer om noget som helst forsvinder til fordel for en tilstedeværelse i det nu, som dansen er. Og det nu er ikke stilstand. Det er bevægelse.

Det er brudevalsen, men dans er jo meget mere. Brudevalsen er det totalt romantiske, hvor man danser med sin elskede. 

Men dans er meget mere, ligsom kærligheden er meget mere end den mellem to elskende. 

Vi kan danse med flere partnere, som vi har forskellige relationer med. Det er her, hvor de forskellige ord og udtryk for kærlighed, som vi nu kender dem fra græsk, kommer til udtryk. 

Der er ikke noget galt i, ja det kan faktisk være utroligt smukt, at danse med en anden, end den man elsker romantisk (eros). 

Det er også en kærlighedshandling, at tage mod indbydelsen til dans, når en hånd bliver rakt frem til dig. 

Håbet er også at den kærlighed vi elsker hinanden med efterhånden bevæger sig hen mod en agapekærlighed. Igen er det ikke noget vi kan præstere, men udelukkende noget som kan ske under Helligåndens virke i den proces som vi, teologierne, i vores kirker kalder helliggørelse. Det er Gud der virker i os, men vi er selvfølgelig nødt til at tage mod den fremstrakte hånd og deltage i den dans, vi er budt op til. 

Dans fascinerer de fleste af os. 

Måske tænker du, åhhh det ved jeg da ikke om det gør, så vil jeg bare minde om den enorme interesse der er for “Vild med dans” på tv, selvom vi er ved at løbe tør for kendisser til at deltage i programmerne. Jeg er fascineret.

Jeg ville for eksempel ønske at mine forældre havde stået fast på, at jeg skulle gå til dans hos Anne Gigger, som jeg tror danselæreren hed. 

Jeg ville nemlig ønske at jeg var bedre til at danse, sådan  at jeg frimodigt kan være på floor, som de unge siger. 

For hvis man skal danse med mig, så skal man have en engels tålmodighed og stor overbærenhed. 

Dansen bruges som et billede på livet og i mange kristne tænkeres overvejelser er dansen brugt som et udtryk for det at leve med Gud. 

Det er et super billede, fordi det udtrykker aktivitet, bevægelse og engagement frem for passiv venten.

Gud rækker sin hånd frem til hver enkelt af os, også de af os, som ikke er de fødte dansere, og byder op til dans. 

I dag fejrer vi brylluppet mellem to menigheder, som bliver til en. 

Der er brudevals, og mange danse forude med hinanden og med Gud. 

Mit håb og min drøm er, at vi får hele Strandby, Frederikshavn, ja hele Nordjylland på flor til en seriøs dejligt, legende, udfordrende, udviklende, missionerende, inkluderende, og ikke mindst kærlig dans. 

For det er nu, der spilles op til dans! 

Amen. 

Ichtus: 

Shalom to You 

Må din vej gå dig i møde

De Hellige tre konger

Prædiken fra Odense Metodistkirke. Søndag d. 7. januar 2024.

Prædiken søndag d. 7. januar 2024.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12 & Mark 1,4-11

Det siges, og vi synger det, at julen varer lige til påske.

Men lige så snart vi er kommet igennem julens helligdage, så er julen pakket ned langt de fleste steder. 

Man kan godt blive lidt forvirret. Det bliver ikke mindre forvirrende af, at det i dag er Hellig tre kongers søndag. Fordi det er den første søndag efter hellig tre kongres dag, som er d. 6. januar. 

I de ortodokse traditioner fejres julen nu. Så forvirringen er total. Sådan har det indtil i år været i Ukraine, men de har i protest mod russernes skamløse invasion flyttet julen, så den ligger samme sted, som hos os i Vesten. Sådan kan der også gå politik i julen.

 Hos os markerer Hellig tre konger, i alt fald sådan officielt, men ikke folkeligt, julens afslutning. 

Hellig tre konger har været jul i de første mange år af den kriste kirkes eksistens. Først da kristendommen bliver statsreligion i Romerriget omkring år 312 bliver julen, som vi kender den, placeret i fra om aftenen d. 24. december  med hellig tre konger som afslutning.  Iøvrigt er alt det op til, hvor vi tænder lys i adventskransen ikke jul, men advent. Sådan siger de decembergnavne præster i hele adventstiden. Sådan nogle har vi ikke her. 

Den bibelske beretning, som ligger til grund for Hellig tre konger er historien fra Matthæusevangeliet, som Amanda læste for os. 

Dette er en af de historier, som har mere i sig end den bibelske evangeliefortælling. Vi lægger pr. tradition rigtigt meget ned over denne historie, som faktisk ikke står noget om i Matthæusevangeliet. Evangeliet og folkesagn er blevet blandet samen. 

Mathæus siger, at de er vise mænd. Den græske grundtekst indikere at de lidt overnaturlige, her anvendes ordet magikere, som mange tillader sig at forstå som astrologer eller astronomer, men der har nu nærmere sin grund i den ide, at de følger stjernen. 

 Alligevel siger vi Hellig tre konger. Denne ide stammer fra kirkefaderen Origines, som omkring år 200 slog igennem med tankegangen om, at de måtte være konger siden de kom med så fine og kostbare gaver. I øvrigt er det også i tråd med Salme 72 og Esajas 60, som begge siger, at der skal komme konger bærende på fine gaver.

Man mener også at kende deres navne, Kasper, Melchior og Balthasar samt at deres jordiske rester hviler i Domkirken i Køln. I følge folkesavnet var én af dem også fra det afrikanske kontinent og en anden fra Asien. 

Der er rigtigt meget, som er spundet sammen, men det er en vigtig historie i fortællingen om Jesus. 

Bliver forvirringen total, hvis jeg siger at historien her også i kirken blever set sammen med historien om Jesu dåb og hyrdernes besøg i stalden julenat?

Det som historierne har til fælles er, at de begge rummer et element af anerkendelse af, hvem Jesus er, altså at han er Messias, han som skal frelse verden. 

I den engelsksprogede del af verden hedder helligtrekongers søndag epifani, som betyder åbenbaring.  Det er det, som er i fokus. Det åbenares, at Jesus er frelseren.

De vise mænd følger stjerne, som har markeret at Jesus – kongernes konge – er født. Som den naturligste ting i verden opsøger de hovedstaden og regentens palads, men det er som bekendt ikke hos Kong Herodes, at kongebarnet er. 

Vi kender historien og ved, at vismændende følger stjernen til et hus i Betlehem, hvor barnet er. Historien siger, at vismændende i en drøm fik åbenbaret, at de ikke, som de havde lovet Herodes, gik tilbage for at fortælle hvor barnet var. Herodes gik helt amok og fik alle drengebørn i Betlehem slået ihjel, mens Maria og Josef var flygtet til Egypten med Jesus. 

Vismændende fra Østerland, fremmede i forhold til kulturen og den jødiske tro, forstår at barnet Jesus er frelsenen, så de faldt på knæ og tilbad Jesus. Hvis sagnhistorien om at de er konger, er sand, så er det endnu større at de falder på knæ og tilbeder.

De kostbare gaver fortæller også en historie, for de åbenbarer fremtiden. Guld, røgelse og myrra. 

Guld, røgelse og myrra læses blandt andet i den katolske kirke som symboler på Jesusbarnets natur. Guld symboliserer hans status som jødernes konge, mens røgelsen er et tegn på Kristi guddommelige natur, hans præsteskab: vi kan bede til Jesus og lade vore bønner stige op med røgelsen. Og endelig ses myrraen som symbolet på, at Guds søn også er menneske og dermed dødelig. For myrra blev blandt andet anvendt til at salve den døde med. 

Gaverne peger altså fremad mod påsken, Jesu gerning, Jesu død og opstandelse.

Med disse gaver viser vismændende at dette var åbenbaret for dem. 

Så er der dåben, hvor Jesus som så mange andre før ham, kommer til Johannes døberen. 

Johannes havde døbt mange mennesker som en forberedelse til at Jesus skulle komme. 

Fra Jesu møde med vismændene som barn til Jesus som ca. 30 årig sammen med Johannes Døberen. 

Markusevangeliets skildring af Jesu dåb er den mest kortfattede og nøgterne fremstilling i evangelierne. 

Kernen er, at da Jesus stiger op af vandet, flænges himlen, Ånden daler ned over Jesus, og han hører en røst fra himlen sige: “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”

Det taler ind i Messiashemmeligheden, som er et af særtrækkende ved Markusevangeliet, men det kan vi tale længe og mere om en anden dag. 

Hele pointen her er, at Gud i Jesu dåb bekræfter for ham, at han er den, som folket venter på. Han er Messias.

De hellige tre konger/vismændene kommer fra fremmede egene og tilbeder Jesus. De falder på knæ for kongernes konge. De giver gaver, som viser, at de forstår, hvilken fremtid der liggerforan Jesus i hans frelsergerning. 

Hyrderne fra julenat, som jo var de første, kom til Jesus barnet i stalden som fælge af at englene på markenere havde åbenbaret for dem, at frelsen er kommet til hele folket. Det understreges af at hyrderne er ikke-personer. 

I dåben bekræfter Gud Jesus i, at han er den, som de alle sammen siger, han er. Derfor bliver dåben også startskuddet til Jesu offenlige liv – hans frelsergerning på jord. 

Frelsergerning, verdens frelser, Kristus, det er store ord! 

Måske tænker du: Gad vide om Gud kan elske en som mjg? Kan alt dette virkelig have med mig at gøre?

Spændet fra betydningsløse hyrder til vismænd, måske endda konger, viser os, at Guds kærlighed er for ALLE. 

Så svaret på spørgsmålet om Gud kan elske én som dig er, er et rungende ja. 

Må Gud åbenbare sin kærlighed til dig for dig! -og mig! 

Amen. 

Salme 547 – Jesus, ved dit bord du bænker

Juleprædiken 2023

Gud sprænger alle forventinger

Prædiken søndag d. 24. december 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 2,1-20. Gud sprænger alle forventninger.

Mange af os har helt faste forventninger til, hvordan den perfekte jul ser ud. 

Instagram svømmer over med influensernes bedste og mest smagfulde borddækninger, og kokkene har forklaret os alle sammen, hvordan flæskesværen og anden bliver intet mindre en perfekt, hvis man altså lige har den rigtige airfryer. 

Vi har forventninger til, hvem vi gerne vil være sammen med. Hvordan dagens program skal være, hvilket slik der skal være i skålen senere, når Disneys jule-show sendes. 

Der er forventinger til, hvordan tingene skal være i kirken i dag. Der er tanker om, hvilke sange og salmer, som skal synges, mens vi går kom juletræet i aften. 

Det er måske endda forventninger til, hvordan vejret burde arte sig, og de færreste af os havde stormen Pia eller regnen i dag med i vores forventninger op mod jul. 

Fordi vi lægger så utroligt meget energi i at gøre vores jul perfekt, skal der ikke så meget til, for at tingene bliver andreledes, end vi har forventet. Så kan der godt ske det, at små uforudsete hændelser kan få unødvendig status som kæmpeproblemer, der ødelægger vores jul. Det er en af udfordringerne ved forventningerne, at de kan låse os fast, så vi ikke ser de små fine mirakler og gode ting, som hører julen til.

Nu er julen her. Der er ikke mere at forberede, der er ikke mere at gøre. 

Nu er vi her – og varmt velkommen skal du være. 

Alt dette her juleri begynder langt herfra for langt tid siden. 

Jeg tror, Josef – tømreren fra Nazareth, ham der var forlovet med Maria, mulighvis nok havde gjort sig nogle tanker om, hvordan det skulle være, når han en dag fandt hende han ville giftes med. Hende som familien på det tidspunkt fandt passende. Det havde han sikkert nogle forventninger til. 

Jeg tænker, at Maria, den unge kvinde, havde gjort sig temmeligt mange flere tanker om, hvordan det skulle være, når hun en gang fik sin mand. Hvilket tøj, hvilket vejr, hvilken mad…. Hvis hun lever op til, i alt fald mine fordomme, så ville alt være gennemtænkt ned til den mindste detalje. Hun har sikkert haft mange forventninger.

Nu er der bare lige den lille detalje, at for at du og jeg kan fejre jul her i Odense, så måtte Gud blande sig i en ung jomfrus liv, nede i Nazareth for længe siden. Der er en stor sammenhæng.

Når Gud kommer nær ved mennesker, så er det mere reglen end undtagelsen, at livet herefter udfolder sig på en måde, som er anderledes end alle de forventninger, man måtte have. Maria og Josef er ingen undtagelse. 

Maria havde aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle se en engel og da slet ikke, at englen Gabriel skulle sige til hende, at hun skule blive gravid, at Helligånden skulle være far til barnet, og at barnet skulle kaldes Guds søn og være konge til evig tid. 

Det kan hun umuligt have forestillet sig. Men Maria stoler alligevel på det, hun hører, og siger de berømte ord: “se, jeg er Herrens tjenerinde, lad det ske mig efter dit ord.” 

Ligesom dele af Ukraine i dag er besat, så var Josefs og Marias land også besat. Den romerske besættelsesmagt havde sat gang i en folketælling. Der var ikke noget Mit ID og digital signatur, så alle måtte vende tilbage til der, hvor de kom fra og sige hej, nu vil jeg gerne betale skat. 

(Den var jo ikke gået i Jylland.)

Så Josef måtte af sted. Der blev ikke taget hensyn til en gravid kvinde, eller en mand, som lige skulle sluge den kamel, at hans kommende kone var gravid og at han ikke lige var far til barnet, så op på pakæslet med Maria og af sted mod Betlehem det gik. 

At vandre af sted mod et tvangsbesøg i Betlehem var bestemt ikke en del af planen eller noget Josef havde forventet sig, men her gik han. 

Han havde nok også forventet, at der ville være plads til dem inde i byen, men det hjalp ikke en gang at have en gravid forlovet. 

Desværre, ingen zimmer frei, så de måtte tage til takke med en stald i Betlehem. 

Langt fra forventningerne, ikke sandt?

På det tidspunkt havde man længe vidst, troet og håbet på, at Gud en dag ville gribe ind i verdens gang. Der var gået mange år siden, man sidst havde tænkt, at alt var godt. Faktisk skulle man helt tilbage til Kong Davids tid for at finde en velsignet tid. 

Enhver ville med drømmende øjne tale om de gode tider under kong David, hvor Gud passede på folket. Deres hukommelse var lang, for det lå faktisk tusind år tilbage.

I mellemtiden var der profetiske røster, fra Esajas, som spredte sig og som skabte en løbeild af forventning i folket. 

Ord som: “Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor…… For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. ….For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Der har i befolkningen været et udtalt håb og en stor forventning om, at Gud vill gribe ind i livet, ikke bare i menneskers liv, men i verdens liv. 

Det håb og den forventning har eksisteret i århundreder, men fordi der ikke var andre steder end Gud, at rette håbet mod, da alt andet havde spillet fallit, så levede håbet stadig i folket.

Der var helt enkelt stor forventning til at Gud ville gribe ind. 

Ingen havde fantasi til at forestille sig, at Gud skulle gøre det gennem et lille barn, der fødes i en stald i Betlehem. 

Ingens forventinger til Guds indgriben bliver mødt. Der er intet storhed, ingen guddommelig manifestation i stalden i Betlehem. Det er så langt ud, at det er helt vildt. 

Det ville være så nemt at affeje det, for det kan umuligt være verdens frelser, i en krybbe i Betlehem af alle steder. 

Men der er flere forventninger som brydes. 

For ude på marken vogter hyrderne, som ingen regner for noget, fårene. 

Lukasevangeliet fortæller os, at mørket blev brudt ved at Herrens herlighed strålede om hyrderne, mørket blev brudt af Guds lys, og hyrderne blev forståeligt nok bange. 

Men englen, som står foran dem siger: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”

Så er der pludselig hær af engle som synger og takker Gud, for det som er sket i Betlhem. 

Så det som ser ud af ingenting, får i gudsmødet på marken med hyrderne et himmelsk perspektiv. 

Vi kender historien og ved, at hyrderne løber ind i til stalden i Betlehem. Og her bliver det dem, som ingen har forvetninger til, der får lov at blive de første som anerkender at Jesus er verdens frelser, ved at fortælle Joses og Maria, om englesangen på marken julenat. 

Det var der ingen, som havde forventet. 

Betydningen af det kan ikke undervurderes. Der er en hel verden som fejrer jul i disse timer. 

Alene det viser, at det der begynder med et barn i en stald, er langt mere end vi kan forstå ellerhavde forventet. Gud har sprængt alle forventninger, og han vil gøre det igen. 

For når det kommer til det enkelte meneskes tro, så kan man godt have sine egne forventinger, men man skal også vide, at Guds kærlighed er sådan, at forventninger sprænges i atomer, for Gud skyer ingen midler for at få mennesker i tale med sin nåde og kærlighed. 

Som menneske kan man godt have forventinger til, hvordan det er med Gud, men med stor sandsynlighed vil vores forventinger ikke være store nok.

Jules mirakel er, at forventningerne vi må have til, hvad det skal betyde for os, at Gud blev menneske i stalden i Betlehem, aldrig kan række til. 

Julens mirakel kunne ingen forvente. Man kan vel ikke tillade sig at forvente et mirakel? Men barnet er det mirakel, udover alle foreventninger. 

Gud er så meget mere end vi nogensinde kan forvente, og i lyset af det, vil vi i dag ønske hinanden en glædelig jul. 

Amen 

Salme: Hvad er det, der gør jul til noget særligt 

Taknemmelighed 2/3

Prædiken søndag d. 26. november 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,1-15. 

Taknemmelighed 3/3.

Vi kender det alle sammen! 

Hvis bare vi havde råd til at ansætte én mere. 

Hvis bare vi var flere frivillige, som tog ansvar.

Hvis bare vores hus havde en større stue.

Hvis bare vores kirke kunne have en scene…

Det gælder hele vejen rundt i livet, at vi ønsker, at tingene kunne være anderledes, hvis bare vi havde mere at gøre med af det ene eller det andet…..

Det er en såre menneskelig måde, lade sig begrænse på. Vi gør det alle. 

I dag dropper vi ned i Johannesevangeliets mirakelhistorie om bespisningen af de 5000 tusind, så går dette igen. Hvis bare vi havde….

Historien her finder vi i forskellige variationer ikke bare hos Johannes, men også i de synoptiske evangelier. De synoptiske evangelier er en fælles betegnelse for de tre af evangelierne, som ligner hinanden mest, nemlig Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet. De har med stor sandsynlighed haft en fælles kilde at trække på. 

Så det er en begivenhed, som er så væsentlig at den faktisk fortælles i alle fire evangelie-traditioner. 

Der er, hos mig, ingen tivl om at Jesus var fantastisk dragende. 

Dels var det han sagde om Gud som en kærlig far så radikalt anderledes end, det folket ellers hørte, at han simpelthen fik menneskers fulde opmærksomhed med sit budskab. For det var så befriende.

Når jeg forestiller mig, hvordan Jesus var i sin måde at tale og være sammen med menensker på, så har jeg selvfølgelig alle mulige Jesus film og serier i mit baghoved. 

Men jeg tror, at jeg lige som de mange menensker, der fulgte efter Jesus for at høre mere og se flere helbredelser, også var fulgt med for at opleve mere. 

Det var der mange mennesker, som gjorde. 5000…. 

Jesus sætter Fillip på en prøve, selvfølgelig ikke for at udstille ham, men for at drive en pointe igennem. 

“Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” 

Fillip er naturligt nok helt overvældet, jamen brød for 200 denarer slår ikke til. 

Der stopper vi lige op, for 200 denarer er et kæmpe beløb. En denar er en arbejders løn for en dag. Så dette siger både noget om, hvor overvældet Filip er, men også noget om, hvor uoverskueligt mange mennesker, som er tilstede. 

200 daglønninger slår ikke til. 

Mon ikke Fillip tænker, hvas bare vi havde….. 

Jesus har et overblik, som Fillip ikke har.

Disciplen Andreas, Simon Peters bror, kigger rundt for at se, hvilke muligheder, som er. Han ser en lille dreng, som har fem byggrød og to fisk. 

Det er ingenting i forhold til hvad er er behovet. 

I de bibelske fortælleringer fylder børn ikke meget. Børn er uden status på den tid, så det at dette også er en dreng, som har brød og fisk siger noget om, at situation er helt umulig. 

Havde de bare haft….

Den ubetydelige dreng har ubetydeligt brød og ubetydelige fisk. 

Folkene blev bredt om at sætte sig. Jesus tog brødene og takkede. Det samme med de to fisk. Herefter delte de ud til alle. Johannesevangeliet fortæller os endda, at folk fik så meget de ville have. De fik altså et reelt måltid og blev mætte. 

Vi får også lige den lille krølle, at de samlede resterne sammen og fik tolv kurve fulde. De tolv kurve blev symbolet på Israels tolv stammer. Der er virkelig overflod, må vi forstå.

Sikke et kæmpe mirakel, de har været en del af. Det virker som en ikke så vigtig ting, at kunne sørge for mad til folk, men mad, fem brød og to fisk, er jo basale behov, som mennesker har. Det er helt essentielt. 

Miraklet er, at Jesu siger, at Guds kærlighed ikke handler om, at han skal tilbedes, men om at folkets basale behov også er en del af ligningen. At dette ikke handler om at Jesus skal løftes op og tilbedes, men om at Jesus sørger for sine. 

Selvomfølgelig er det et mirakel, men det tager sit udgangspunkt i det de allerede har.

Det som for os i situation ser værdiløst ud har værdi for Gud. Det multipliceres og bruges. 

Vi har jo kun… 

Hvis bare vi havde….

Vi har hvad vi skal bruge. 

Og når det handler om kirker, så er det min faste overbevisning at Gud har givet os alt det vi skal bruge, for at gøre det han kalder os til at gøre.

Vi har….. 

Det er det, som jeg vil runde serien om taknemmelighed af med. 

Jeg vil gerne udfordre os til på alle livets områder, at se på hvad vi allerede har.

Som fællesskab har vi det vi alt, som vi skal bruge for at være et klart budskab om Guds kærlighed i denne dejlige by.

Som mennesker har vi alt, hvad vi har behov for for at leve livet. 

Og der, hvor vi sætter os sammen i Jesu navn, der kan kan to fisk og fem brød, der sættes i spil gøre en verden til forskel. 

Jeg er taknemmelig for at have en tro, som jeg må have sammen med Jer, en tro som ikke fokuserer på glimmer, guld og penge, men som handler om tro.

En tro, hvor fem brød og to fisk rummer kimen til en dyb taknemmelighed. 

Så her inden vi går ind i adventstiden og juleshopping, så ser vi hinanden og Gud i øjnene og konstaterer at alt det væsentlige er på plads. 

Det er jeg taknemmelig for.

Amen.

578 Vi rækker vore hænder frem

Taknemmelighed 2/3

Prædiken søndag d. 19. November  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Taknemmelighed 2/3

Tekster: Fill 4,1-13

Alle, der har prøvet at opdrage børn, har hørt sig selv sige til et barn, som var ked af det eller græd: “Nu skal du være glad!” 

De fleste af os ved også godt, at de ord ikke har den store effekt hos et barn som er opløst af gråd. 

De flest af vi voksne har sikkert også prøvet at have den dårlige samvittighed over, at vi synes det hele er lidt træls eller ligefrem deprimerende, for når vi kigger os rundt i vores liv, så kan vi godt se at meget er godt, så vi burde egentlig være tilfredse og glade, men det er bare ikke den følelse, som regerer i vores sind. Man er ikke glad, så får man dårlig samvittighed over ikke at være glad, selvom man måske burde være det. 

Glæde er ikke noget man bare kan klistre på, for hvis der er noget vi mennesker ikke kontrollerer, så er det vores følelser. Vi kan regulere, hvis vi er psykisk sunde, hvor meget de kommer til udtryk, men vi kan ikke kontrollere, hvad vi faktisk føler. 

Der er god grund til at tro, at dette også var gældende da Paulus skrev sit brev til menigheden i Fillippi, som ligger i det nuværende Makedonien. 

Selvom jeg på det kursus, jeg har været på her i ugen, hørte en meget dygtig forelæser sige, at mennesker ikke kommer i kirken for at høre teologi, så synes jeg ikke vi kan gå videre uden, at sige et par ord om Paulus og hans berømte brev til menigheden i Fillippi. 

Bibelen rummer en række breve, hvoraf de 10 af dem traditionelt tilskrives apostlen Paulus. 

Vi ved fra Apostlenes Gerninger i bibelen, at Paulus fra en ivrig forfølger af dem, som troede på Jesus. Han arbejdede helt enkelt på at få kristne smidt i fængsles og var godt tilfreds med det, hvis de også blev henrettet og led martyrdøden for deres tro. 

Paulus var på vej for at arrestere Jesus-tilhængere, da han på vejen mod Damaskus slås til jorden af et stærkt lys. Gennem dette stærke lys taler Jesus, som er korsfæstet, død, begravet opstået, opfaret til det himmelske, til ham. 

Paulus kommer til at tro på, at Jesus faktisk var den Kristus, som den jødiske kultur ventede på, og han fik et nyt liv. Det var en seriøs omvendelse, fordi han ikke var den samme bagefter.

Paulus blev en af de ivrigste missionærer for den kristne tro, og sluttede sig til disciplene i Jerusalem inden han begav sig ud på i alt fald tre store rejser i middelhavsområdet. Her grundlagte han og besøgte menigheder som var opstået hele vejen rundt om Middelhavet. 

Paulus var en lærd mand, så han kunne skrive og det gjorde han i konkrete breve, som i meget høj grad kom til at definere  den måde som hele kirken, og vi i dag, tænker tro på. 

Selvom brevene er sendt direkte til menigheder, så har man dengang set værdien i dem, skrevet dem af og sendt dem rundt, så de blev bevaret og da kirken i lange diskussioner gennem de 100 år, der gik fra år 200 – 300 opnåede enighed om, hvilke skriver, der skulle med i Bibelen fik Paulus en fremtrædende plads. Det gjorde han bl.a. fordi brevene er de tidligste skriftlige kilder vi har  om Jesus. 

Derfor er det også svært, den dag i dag, at komme uden om Paulus. 

Han har skrevet et langt brev til menigheden i Fillippi og nu er han ved at lande det, så den vigtige afskeds salut bliver: “Glæd Jer altid i Herren, jeg siger atter: Glæd Jer!”

Så er vi tilbage ved spørgsmålet om man kan glæde sig på kommando? 

Der er ingen tvivl om at dette er imperativ, bydeform, en direkte ordre eller lidt blødere en opfordring. 

Paulus tager det et skridt videre, for han angiver kilden til glæden. Den kilde er Herren, er Gud, er Jesus. 

For rodfæstet i ham, og det er enhver troende, også vi med lille og tøvende tro, kan vi glæde os. Glæden, taknemmelgehden, trygheden, kommer fra Jesus ikke fra os selv.

Bemærk også at tiltalen er altid i flertal. Der tales ikke til den enkelte, men til det unikke fællesskab som en menighed i enhver kirke er. 

Der tales til I ikke til dig. 

Det er en vigtig viden, at have i baghovedet her. At det er fællesskabet, der tales til. 

Paulus ved nemlig, at den kristne tro ikke er et selvrealiserings projekt, men at den bedst udfolder sig i fællesskabet. 

Glæden i Herren kommer af den dybe taknemmelighed over, at Guds kærlighed, som viste sig ikke at være tomme ord gennem Jesu død og opstandelse, må gælde os. 

Taknemmeligheden kommer ud som glæde, På en dag som i dag, hvor vi deler glæden over Elliot som er blevet døbt og dermed en del af os, er det nemt at føle den glæde. 

I den glæde og taknemmelighed, er løfterne fra Paulus, at Guds fred vil bo i os bevare vores hjerter og tanker i Kristus. 

Det er ikke dårligt at være i Kristus. 

Det handler om at vi, på trods af tvivl, gennem tro er forbundet med ham. Igen er der et vi og et sammen ….

Vi hænger sammen, også selvom vi ikke nødvendigvis kender hinanden, for der er en glæde der kommer fra Gud, som bevæger sig i det unikke fællesskab, som er i enhver kirke, og som naturligvis også er her. Et fællesskab som er over hele verden, og som vi i dag har døbt Elliot ind i.

Det fylder mig med taknemmelighed og glæde!

Amen

Miraklernes tid – et kvikt fiks

I dag var jeg inviteret til at tale i det nye trosfællesskab, som kalder sig Golgata. Det er et nyt initiativ, som er opstået på Metodistkirkens plejehjem Betaniahjemmet, hvor der førhen også var en menighed, som kaldte sig Golgata. Den er, kan man sige, ved at opstå igen.

Her er talen, som var mit bidrag ind i gudstjenesten.

Prædiken søndag d. 12. november 2023.

Metodistkirken – Golgatha. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 20,1-16. 

En tid med mirakler – et hurtigt fiks.

Først vil jeg selvfølgelig gerne sige tusind tak for, at jeg må få lov til at komme forbi og være med til gudstjeneste her i Golgata. Det er helt generelt altid godt og være sammen med jer, og især er det skønt at være sammen med mennesker som tør prøve nyt og som vil noget med tro og liv. Det skal i have tak for. Altså ikke bare tak for og invitere mig, men tak for alt det i gør.

…..

Hold da fast mand! 

Jeg  bliver så forpustet, over at følge med i alt den perfekthed, som jeg synes, at livet kræver af os.

Det er så let og sige, at især de unge, spejler sig i hinanden, og i meget urealistiske idealer fra Instagram, Tiktok og alt det andet, som jeg ikke en gang kender til. Det er som om, at der er en enorm ensretning, alle ser ens ud, og kravene ser ud til at være skyhøje for alle.

Det kan de, som er lidt mere voksne meget hurtigt blive enige om. 

Men man skal jo være lidt varsom med, hvad man siger om splinten i sin brors øje, når man selv har en bjælke hængende ud af hovedet.

For alle generationer er optaget af, at leve det gode liv, som oftest er lig med det perfekte liv, fordi vi tror, at de to ting hænger sammen.

Før Instagram viste os de fotogene madopskrifter, de flotte stuer, de hotellignende soveværelser, den helt rigtige motionsform, så var det jo selvhjælpsbøgerne, som blev revet ned af hylderne hos boghandlerne. 

7 God vaner, Genvejen til, effektiv tidsstyring, timemaneger principerne, tro mig, jeg har læst dem alle sammen. 

Ligesom alle andre, ønsker jeg jo også, at livet skal fungere så godt som muligt, at tiden bruges så effektivt som muligt, at kosten, motionen, hjemmet, børnene og kærligheden skal stå snorlige og helst i moderigtige grålige nuancer, så det gør sig på Insta.

Jeg har efterhånden måttet erkende, at ligegyldigt, hvor jeg kigger hen, så er der altid nogen, som ser ud som om, de kan klare dobbelt så meget som mig, som ser ud som at livet nærmest er en legede dans. 

I den sammenligning kan man faktisk godt blive lidt misundelig. For det ser nogen gange ud som om, at der nogle, som slipper lettere om ved det hele, som om er er mirakler omkring dem. 

Den der misundelse og undren, når man selv synes, man knokler, ligsom den arbejder, der har knoklet hele dagen i vingården, føler på egen krop, da vingårdsejeren rækker ham den aftalte denar for dagens arbejde, er nok tæt ved den samme. 

Her har han knoklet hele dagen, og så har han set dem, som begyndte ved den  3., 6., 9. og 11. time, blive betalt med det samme som ham, mens han har knoklet siden solen stod op.

Det virker så uretfærdigt. 

Det er det da også. Det er himmelråbende uretfærdigt.

Set med vores jordiske retfærdighedsbegreber, er dette uretfærdigt. Det kommer vi ikke uden om, men hvad er det lige, denne lignelse faktisk handler om? 

…. For himmeriget ligner en vingårdsejer…. Det handler om himlen, om paradiset, om der hvor Guds nåde og kærlighed råder fuldt ud. Dér er der ikke jordisk retfærdighed, for jordisk retfærdighed baserer sig på sammenligning, på millimeterretfærdighed. 

Hun har fået sådan for det, så skal jeg have det samme, eller mere fordi min indsats er mere værd… Sådan er det ikke i Guds rige. 

Lad os lige kaste et blik i bibelen og se lignelsen i Matthæus kapitel 20. 

Som jeg allerede her sagt, så slår vers 1 fast at dette handler om himmeriget. 

I vers to bliver vingårdsejeren enig med den første daglejer om dagslønnen på en denar, som er en helt rimelig dagsløn. Det er det man har brug for, for at forsørge en familie.

Ved den tredje time er der flere arbejdere, som ikke har fået tjans. Det er vers 3 og 4. Gå hen i min vingård, og jeg vil betale, hvad I har ret til. 

Læg mærke til det vers.

Så bliver der hyret arbejdere igen ved den 6,9 og 11 time, hvor arbejdsdagen næsten er slut. Der er ikke aftalt løn ved de sidste tre rekrutteringer. 

De får alle det det, der er deres ret. 

I jordisk perspektiv er det ikke retfærdigt at én som har arbejdet én time får det samme som den, der har arbejdet tolv. 

Men den, der har arbejdet én time har brug for nøjagtigt det samme. En dagsløn, så livet kan opretholdes. 

Det handler om at Gud ikke ser er på, hvad vi gør, men hvem vi er. Med det mener jeg ikke, hvem vi er i familie med, eller hvorfor en kirke, vi tilhører, men at vi er (mennesker).

Det handler om at Guds kærlighed er det, som på græsk hedder agape, en kærlighed tager sit udgangspunkt i den, der bliver elsket. 

Og det vender alting på hovedet. 

Vi bør jo vide, at Guds kærlighed er så anderledes, at når vi møder den nåde, det mirakel, så bliver vi helt rundtossede. 

Vi bliver endda salige! Er det ikke sådan Jesus indleder Bjergprædiken? Salige er de fattige i Ånden, for Himmeriget er deres. salige er…. 

Det er nemt at blive forarget, når vi ligesom arbejderne i vingården ser nogle slippe let om ved det. 

Når det kommer til troens verden, så er det de samme mekanismer, som som er på spil, for vi der kalder os kristne, eller vi der prøver på at være det, så godt vi kan, faktisk har en tro på, at med jesus kom Guds rige her på jorden. 

Hvis man læser Markusevangeliet, så det i alt fald det første, jesus offentligt proklamerer: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær!; Omvend Jer og tro på evangeliet!”

Vi lever i en tid, på et sted, hvor Guds rige er kommet nær. 

Nogen gange får vi lov til at opleve, hvordan det er i Guds rige. Det er der mange eksempler på, men lad mig give nogle: 

Når bøn høres, 

når menesker bliver raske, 

når et menneske styrkes i sin tro, 

når et menneske får lov at møde Gud, 

når Jesus bliver mere end brødet og vinen, 

når tiden står stille i lovsangen, 

når flammerne i lejrbålet bliver helligåndsflammer, 

og mange flere eksempler. 

Jeg er sikker på, at du selv kan føje nogle til.

Vi lever i dette liv, i det jordiske hvor Guds rige er nær. 

Det er jo Guds væsen at komme til os. Vi skal snart fejre advent, hvor vi fejrer at Jesus kom og kommer igen. Indtil Jesus kommer, får vi lov til at opleve smagsprøver på det himmelske. 

Det får os til at sige, at mirakler sker, for det er sandt, at vi lever i miraklernes tid. De af jer, der kender mig ved, at jeg bedst kan lide at have begge ben plantet på jorden, men det skal ikke forhindre mig i at løfte hænderne i lovsang. 

Jeg har oplevet mirakler. 

Jeg har oplevet at tinge flasker sig i umulige situationer, jeg har oplevet Guds klare hjælp i forskellige sammenhænge i min tjeneste, hvor jeg ved, at jeg var så langt ude at jeg ikke kunne bunde. 

Jeg har oplevet at være med til at bede for et meget sygt menneske, som i dag er rask. 

Jeg har også været med til at bede for menensker, som er døde af deres sygdom. 

Miraklerne er der, Guds nærhed er her, og det betyder at den verden vi kender, som vi kan måle med centimeter og denarer, får et mere sofistikeret udtryk. 

Der sker ting, som vi ikke kan forstå eller forklare, og så må vi forlade os på vores tro også når vi længes efter et kvikt fix.

Jeg tror, at vi ligesom arbejderne i vingården, må forstå at Gud giver os det vi har brug for. Nogle har brug for mere end andre og det er helt ok.

Jeg siger igen miraklerne sker, men det er ikke det samme som at skal sætte os på bagen og vente på dem. Nogen gange sker mirakler langsomt og i proces, det har jeg set. 

Og så skal vi ikke underkende, at der hvor vi er der for andre, der hvor vi beder for andre, der hvor vi er kirke for andre med alt, hvad det indebærer, da kan det være os, fællesskabet, som er miraklet, det der leder et menneske til tro, til helbredelse eller til et fuldendt liv. Livet hvor man er i Guds hænder, som i øvrigt er noget helt andet end det perfekte liv. 

Men det er en helt anden snak, som vi må tage en anden dag.

Som kristne, som troende, lever vi i miraklernes tid, men miraklerne er Guds og de sker i hans tid. 

Vi må tage mod de mange små mirakler som er omkring os, vi må være mirakler for hinanden, og vi må forstå, at vi ikke altid forstår, hvad Gud gør. Og det er faktisk helt i orden. 

AMEN.

Taknemmelighed 1/3

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.

Prædiken søndag d. 12. november  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 105. 

Taknemmelighed 1/3

Fra og med i dag er der tre søndage tilbage af kirkeåret. Det betyder, at det nye kirkeår begynder om kort tid, for det sker jo første søndag i advent. 

Den slags venden blad kalder på reflektion over livet, tiden der er gået og ikke mindst tiden, som kommer. 

Kirkeligt set ser vi frem mod første søndag i advent, hvor vi i gudstjenestefejringerne op mod jul glæder os til og over, at Jesus kom til verden som vores frelser og ikke mindst til forventingen om at han en dag kommer igen og lader sin retfærdighed råde i verden.

Her tænker jeg ikke bare på vores frelser, altså din og min frelser, men jeg tænker som verdens frelser. Som skabelsen frelser.

Så det at vi kigger frem mod advent, vil jeg selv forsøge at have i baghovedet, mens vi i dag går ind i denne nye prædikenserie. 

Vi skal have hel tre søndage, hvor taknemmeligheden er i centrum. 

Taknemmelighed! Hvordan skal man kunne det, når det er sådan, at hver gang man løfter hovedet, så er der så meget, som er helt helt galt i vores verden. 

Jeg nævner i flæng. Ruslands skamløse invasion af Ukraine. Kan ukrainerne, nu hvor nyhedens interesse forsvinder blive ved at forsvare sig? Hvad sker der, hvis de bliver nødt til at acceptere et delvist nederlag? Hvem bliver de næste, som bilver overfaldet? 

Mellemøsten er endnu en gang gået amok. Fattigdom, besættelser, religiøst vanvid, Brutalt terrorangreb ind i Israel, kæmpe militær overmagt sluppet løs mod Hamas og utallige uskyldige civile i Gazastriben. 

Hadet breder sig i en sådan grad, at der ude på SDU har været sammenstød mellem studerende på begge sider af konflikten. Samtidigt oplever det lille jødiske samfund i Danmark en stinging i antisemitismen. I Danmark er der nu jøder, som overevejer om de kan gå med kalot i det offentlige rum.

Det bør være muligt at kritisere Israel uden at være antisemitisk, ligsom en kritik af Hamas ikke er det samme som at være mod de krav på et ordentlig liv, som palæstinenserne har. 

Juli var den varmeste måned nogensinde, tørke, storme, vådeste oktober, 100 års hændelser lever ikke lige om til deres navn længere. Stormfloderne sker langt hyppigere.

Stigende polarisering, ungdom under pres, pengene er blevet mindre værd, aldrig har så mange søgt julehjælp.

Verden forandrer sig i en sådan hast, at mange opgiver at følge med og i stedet drømmer sig tilbage til de gode gamle dage, hvilket i nogen grad fodrer en stigende nationalisme. 

Så hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er jeg selv udfordret af uro, utryghed og håbløshed for verdens tilstand. 

Problemet med det, er at de følelser har det med at bringe vores mindre pæne sider frem. Uro, utryghed og håbløshed spiller nemt hinanden stærkere og den slags kan formørke sindet og give uro i sjælen hos selv de optimistiske menensker. 

Men der er stadig håb – Der er altid håb!

Jeg vil give os den udfordring at vi finder modgiften frem. Den modgift er takenemmelighed.

Det er ikke ment som sådan noget postiv psykologi, at vi skal få det bedre af at fokusere på det positive. 

Perspektivet er større end vort eget velbefindende, sådan er det oftest, når vi taler om tro, at perspektivet er større.

 For det med tro, handler ikke kun om selv, den kristne tro lærer os netop at løfte blikket fra os selv, for at se Jesus og verden gennem ham. 

Når vi løfter blikket er det nemt at få øje på alt mørket, og der er meget mørke i verden i dag. Det er imidlertid sådan at vi er indrette til at se det, som leder efter først. 

Så hvis vi hele tiden tænker, at der er elendighed, så ser vi vi elendigheden. Hvad mon vi ser, hvis vi leder efter lyspunkter, taknemmeligheden? 

Hvad ser du?

Hvis jeg lige løfter blikket fra alt det andet, som fylder, så er der faktisk en hel hel del i mit liv, i mit arbejdsliv, i kirken, som faktisk intet mindre end fylder mig med glæde, med tryghed, med ro over at høre til og være en del af. 

Så det er der, alt det, som man kan være taknemmelig over. Jeg er helt bevidst om, at livet kan have behandlet os forskelligt, og at du måske skal anstrenge dig lidt mere end jeg, for at finde taknemmelighedspunkter. 

Siden de første kristne, som mildest talt ikke levede i en fredfyldt tid, der var faktisk krige hele vejen rundt om dem, der var forfølgelser af dem, livet var anderledes hårdt end vores, sådan i almindelighed, så var det en udpræget dyd, at man priste Gud. At man sagde tak til Gud, at man sang lovsange og spillede sin glæde over troen ud. 

Det løftede dem åndeligt, men det løftede dem også i øjenene hos dem, som stod udenfor og betragtede dem. De vandt en respekt fordi de viste at den tro de havde, faktisk gjorde en forskel i deres liv. 

Så det er det store perspektiv i at være taknemmelig og sige tak til Gud gennem de sidste tre uger af kirkeråret. 

At vise verden at troen, som vi har, betyder noget, og gennem menensker som os, i det små er med til at gøre verden til et bedre sted. 

Salme 100, som vi har foran os i dag har fire udfordringer til os: 

Bryd ud i fryderåb 

Tjen Herren 

Forstå at Herren er Gud

Gå ind ad hans porte med takkesang 

Bryd ud i fryderåb, sig tak. Gør det højt så andre hører det. Vi bør slå vinduerne op og åbne døren på vid gab, når vi i bøn og tak synger og beder med vores taknemmelighed. 

Tjen Herren 

Vi er aldrig kaldede til kun at holde gudstjeneste, bede og synge. Vi er kaldede til at tjene Herren, og det gør vi ved at tjene vores næste og være med til at gøre verden til et bedre sted for flere. 

Endelig skal vi forstå at Herren er Gud. 

Vi skal tro på Gud, vi skal stole på Gud, vi skal vide, at Gud er God, og dermed har hånd i hanke med alt det, som vi ikke forstår eller faktisk er bange for. Gud er Gud, må han hjælpe os til at fatte det. 

Slutteligt skal vi gå ind af hans porte med takkesang. Det betyder at tage mod indbydelsen til at gå med Gud i livet, ind af hans porte er ind til et indre liv sammen med ham og et ydre liv sammen med den der lider og har brug for os i verden. 

Det er det som er udfordringen og jeg har tænkt mig at tage mod den i dyb taknemmelighed. 

Amen 

Alle Helgen

Søndag d. 5. november 2023

Prædiken søndag d. 5. november  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Åb 7,9-17 & Salme 34,1-10,22 & 1. Joh 3,1-3, matt 5,1-12.

På tværs af tid og kultur, tror jeg, at det er sådan, at alle mennesker gør sig tanker om livet og døden. 

Alle mennesker tænker over, hvordan mon det ser ud på den anden side af livet, når døden kommer. 

Når man spørger den almindelige dansker. Hermed altså flere end de, som sidder i kirken nærmest hver søndag, så er der groft sagt tre tanker om døden og det bagefter.

En tredjedel mener, at livet er ren biologi. Når hjertet er stoppet og døden indtrådt, så var det det. Så er der intetheden tilbage, man er så at sige trådt ud af skabningen. Punktum slut.

Groft sagt så tror en tredjedel på at når livet engang er slut, så får man en ny chance mere livet, så man kan gære alt det kiksede i livet om. Man fødes til nyt liv. 

Man kan måske genfødes i skikkelse af et dyr. Det er det man kalder for reinkarnation. 

Det er ikke det som er traditionelt Kristen-teologi, men ikke desto mindre er der en del mennesker også i vores land, som tænker den tanke. Paradoksalt nok er frelsen, at man ikke ikke længere at fødes til nyt liv, men at man har gjort sig fortjent til et liv i Nirvana, en slags paradisisk forestilling. Tankerne om reinkarnation har sin rod i hinduismen.  

Endelig så er der cirka en tredjedel som tror på, at livet under en eller anden form fortsætter efter døden. 

Man opfatter at mennesket er mere end kroppen. Hos dem, hos mig, lever håbet om et liv i det himmelske efter livet på jorden. 

Det håb er en integreret del af den kristne tro, hvor det har sine stærkeste teologiske argumenter i Jesu opstandelse fra de døde og også i opvækkelsen af Lazarus. 

Der er ikke voldsom mange billeder af livet efter døden i bibelen. På et tidspunkt i Johannesevangeliet 14 taler Jesus om, at hans himmelske fars bolig har mange rum, og Jesus selv går bort for at gøre en plads rede til sine disciple. 

Den mystiske Johannes’ åbenbaring, allersidst i Bibelen,  som vi har foran os i dag, fortæller om den store hvide flok som er i det himmelske, foran Guds trone. 

Der er så mange at de ikke kan tælles, og de er af alle stammer, folk og tungemål. Det lyder for mig som et ret inkluderende sted. 

Johannes Åbenbaring beskriver både i kapitel 21 og her i slutnigen af afsnittet, at det er et godt sted at være, for Gud vil rejse sit telt over dem, og der skal ikke være sult, tørst, eller tårer. Gud passer på den store hvide flok. Temaet om at alt i er got går igen flere steder i Johannes’ Åbenbaring. 

Med andre ord en paradisisk tilstand, som er helt uden de trængsler, som menesker kan møde i dette liv.

I den kristne tro ligger forventningen om at døden ikke får det sidste ord, men at den netop giver liv. 

Så det er ikke punktum slut, men nærmere slut komma……

Kan vi vide præcis, hvordan det ser ud? 

Det kan vi ikke, men det er ikke det samme som at vi ikke kan håbe på det. 

Når man håber er det aldrig baseret på fakta, for så ved man, men håbet baserer sig netop på tro. Troen på at Guds kærlighed og nåde er stærkere end døden. På mange måder er døden forbundet med den største og dybeste afmagt vi mennesker kan møde. I mødet med døden kan vi intet gøre. I livet kan vi gøre rigtigt meget selv for at ting kan bliver anderledes, men i mødet med døden, må vi finde os i, at vi intet kan gøre. Der møder vi afmagten.

Med Guds kærlighed og nåde forholder det sig oftest sådan, at at det er i afmagten at den udfolder sig. For i afmagten står vores ønsker om kontrol ikke i vejen for Guds nåde. Læs eventuelt selv 2. Kor 12, hvor Gud i Paulus’ trængsler svarer ham: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”

Overfor døden er vi tilsyneladende magtesløse. 

I alt fald står vi, når døden kommer til et menneske, som har betydning for os, magtesløse tilbage. 

Vi rammes af sorgen og savnet, som populært sagt er det prisen vi betaler for det privilegium det er at elske. 

I den henseende er tanken om den store hvide flok i åbenbaringen, i saligprisningerne, hvor alt i det himmelske er vendt opnå hovedet, alt sammen noget som indgyder mig håb. 

Efterhånden som livet går, bliver der jo flere og flere, som man har mistet og som man savner. 

De må være en del af den store hvide flok, som Gud passer på. 

For mig er det en trøst, for mig er det et håb, men også et løfte om at der i den store hvide flok også er en plads til mig. For det var jo ret inkluderende.

Vi håber og tror på det gode himmelske liv for dem vi savner og for os selv. Håbet er også nogle gange et håb på trods. Vi håber på noget, som måske er fornuftsstridigt. Så der er trods i håbet. 

Første Thessalonikerbrev taler om håbet i døden. Der står sådan her: 

Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.

Dette er ikke en tekst som gør det forkert af os at sørge og savne, men når vi sørger og savner er der samtidigt håbet om det evige liv sammen med Gud. 

I troen på, og i håbet om at det er sandt vil vi nu nævne de, som er døde fra os: 

Kirsten Blume

Maren Fiedler 

Karen Schou

Eigil Carlsen 

Pernille Toke

Aage Nielsen 

Grete Lindgren

Bodil Gaarde, 

Uffe Gaarde, 

Tove Svensen, 

Knud Iver Svensen

Anna David

Helge Brandt

Karen Brandt

Grethe Storm

Lars Simonsen.

Rosa Margrethe Pedersen

Birthe Mortensen

Karen Marie Pedersen

The Reason why I Sing

Talen fra gospelgudstjeneste med Gospelkoret Nardus i Odense Metodistkirke søndag d. 17. september 2023.

Prædiken søndag d. 17. september  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 96,1-3 & 98,1-3 & 108,1-3.

Gospelgudstjeneste med nardus – The reason why I sing

Vi skal tilbage til 1992 da jeg for alvor mødte gospelmusikken for første gang. Jeg kom i Metodistkirken i København, hvor der var et gospelkor. Det skulle jeg ikke være med i. Den slags var jo ikke noget for rigtige mænd. 

Men der sket det store det år, at kirken var vært for den første Copenhagen Gospel Festival. Peter Steinvig, som ledte et gospelkor i kirken indbød til festival, hvor man havde fløjet afroamerikanske instruktører ind. 

Jeg var ikke deltager, for jeg skulle ikke nyde noget af det der skaberi, som jeg syntes at det var. 

Men jeg var frivillig hjælper i baggrunden, og kirken blev fuldstændigt løbet over ende. Der var tre hundrede deltagere. Vi havde måske håbet på en trediedel. 

Da der blev koncert var Jerusalemskirken, som er en meget stor Metodistkirke i København proppet til bristepunktet. Vi måtte sådan helt fysisk afvise folk i døren, der kunne ikke være flere og vi måtte skubbe dørene i. Vi var simpelhen bange for, at vi ikke kunne styre det.

Til koncerten. Jeg kunne godt høre at musikken var fantastisk, men de der sangere som sådan virkelig gav sig, græd, og mange løftede hænderne og dansede.

Jeg kunne se at sangerne havde det fantastisk, men jeg forstod det ikke. 

Der gik en fem seks år, Så begyndte Mette at dirigere et gospelkor. Og for hendes skyld, you know happy wife – happy life, så deltog jeg i det. 

Det var oppe i Nordjylland, så det der med dans, hænderne over hovedet, og sådan virkelig given sig hen, var jo noget mere afdæmpet end det havde været i hovedstaden, så her kunne jeg godt være med uden at drive mig selv til vanvid. 

I 2000 fik vi muligheden for at komme til Odense, jeg skulle være præst i kirken her. 

Gospelkoret Nardus øvede  i kirken, så sådan helt strategisk i forhold til at lære mennesker i denne nye by at kende, så var jeg jo nødt til at være med. Det var også en del af mit arbejde at være med. 

Det har jeg så været siden. Hvis der er nogen i Nardus, som tror det stadig er af pligt, så kan jeg afkræfte det for….

Der er sket noget med mig undervejs. Det her gospelmusik er kommet under huden på mig. Jeg er blevet en del af det. At synge gospel er ikke længere noget jeg gør, fordi det er den del af mit arbejde eller sted at møde menensker. Det er blevet mit frirum. Det er blevet mit helle, Det er blevet en slags gudstjeneste. Det er blevet et godt sted, måske nærmest et helligt sted. 

Det er det jo fordi, det handler jo om Gud, om tro, tvivl, trængsel, håb, drømme…..

Havde jeg i dag betragtet mig selv med min 1992 version, så havde jeg ganske givet været skeptisk og sikkert også beskyldt mig selv for at svære for meget. 

Men det er ikke det, der sker, forstår jeg jo i dag. Eller det er måske så meget sagt, men det er i alt fald noget af det mest fantatiske at synge i gospelkor. 

Mange af teksterne taler direkte ind i forskellige situationer i mit liv, i vore liv, og iøvrigt er mange af teksterne jo bibeltekster, som kommer til live på en helt anden måde når man synger dem, frem for at læse dem. Tro mig, det er noget andet at synge det end at læse det sin bibel, som jeg selvfølgelig også gør.  

Så er der jo det her med, at for at synge den her slags musik, så er man ganske enkelt nødt til at have kroppen med. 

Mage som synger gospel, giver udtryk for det fantatiske i at lade gå og lade sig rive med. Dem der forsker i gospelmusik og gospelkor, og det har jeg også gjort lidt selv, taler om karhtasis, om renselse. 

Stress, vrede, udmattethed, fortvivlelse har ikke en chance i mødet med gospelmusikkens rytmer, toner og budskab, . Dette er måske lidt overdrevet, men jeg tror faktisk at sang og musik gør godt, når livet er presset. Da Danmark var besat for mange år siden, da var fællessang  en utrolig vigtig katalysator til at folket holdt modet oppe. 

Det fantastisk at synge sammen, som en af vores sangere i koret sagde i mandags, så er det fantastisk, at skabe noget sammen. 

Harmonierne, hvor vi lytter os ind på hinanden, ingen af os kan dette alene, vi er afhængige af hinanden. Det er ret unikt og nogen gang lidt krævende. Men givende. 

Når vi synger kommer vi tæt på hinanden og det styrker fællesskabet mellem os. Der var én som sagde noget med trancendens, en anden om at lovprise Gud, så at synge bygger ikke bare bro mellem menesker, men også bro til og fra Gud. 

Jeg vil ønske, at jeg kunne forklare det bedre. Men ordene slår ikke rigtigt til, det er altså ret usædvanligt for en præst. 

Ole kom mig til hjælp da han delte dette fine billede: Der er mange flere følelsesmæssige farver i sang end i tale. 

Noget af det, som gør indtryk på mig, er at vi som kor kan synge sammen. Vi er helt vildt forskellige. Nogen af os er helt fuldstændigt hjemme i alt det med kirke og tro, for andre er det nærsmest en absurd tanke, men vi kan synge sammen. Nogen af os er virkelig dygtige til at synge, mens det for andre er helt nyt og enormt grænseoverskridende, men vi kan synge sammen. 

Jeg tror, at Gud har skabt os med evnen til at synge, spille og danse, fordi det giver glæde, fordi det bevæger os, fordi Gud taler til os gennem det, og vi taler til gud, det er en slags bøn. 

Måske er det hjertets sprog, og i bibelen er tanken at Gud ser spå hjerterne. 

Jeg kan ikke forklare det bedre, men jeg kan sige: prøv det!

Salme 108: Mit hjerte er trygt, Gud. Jeg vil synge og spille. 

Amen