Chosen (gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus) – Thomas Risager

Vi lever i en x-factor-kultur, hvor vi langsomt har vænnet os til, at nogle bliver udvalgt – og at andre som den naturlige følge heraf bliver fravalgt. Det er fedt at føle sig særligt udvalgt. Men følelsen af at blive fravalgt, måske endda gang på gang, kan gnave i vores sjæl og æde vores følelse af værd.

Gospelkoret Emmaus og præst Thomas Risager fortæller historien om at være særligt udvalgt af Gud. Ikke på grund af noget du kan eller gør, men ganske enkelt fordi, du er DIG. DU er et værdigt menneske. Også selvom du måske ikke altid selv kan mærke det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det som er planlagt i forberedelsen, og det som faktisk siges under talen i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 19. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Chosen – Særligt udvalgt. Gospelgudstjeneste med Emmaus. Tekster: 1. Mos 1,1-3+26-30.
Gimmick: Pas med spejl, som billede

Alle os, der ikke er superstjerner med en bold, kan tænke tilbage på skoletiden. Det var en førstevælger og en andenvælger, og så blev klassekammeraterne ellers udvalgt én for én. Der blev tænkt nøje over, hvem man skulle have. Svend kan løbe hurtigt. Hvis ellers Kirsten tager det flade boldtræ, så rammer hun hver gang….

Kammerat efter kammerat blev taget og og til sidst blev der sagt… ok, vi tager Thomas.

Videre frem i livet, oplever man, at de andre finder en sød kæreste, de bliver færdige med at læse og lander det ene fede job efter andet, mens man selv er evighedstudent, på udkig efter den rette hylde i livet.

Når man følger gamle klassekammerater på Facebook eller ser hvad de spiser på Instagram, så smager endnu en færdigret fra Fakta, ikke videre godt.

Vi kan ikke lade være med, at sammenligne os med hinanden, men vi glemmer ofte, at den dag vores venner på Instagram sidder på den lokale grillsnask, fordi de ikke orker at lave mad, der ser vi intet opslag. Vi flasher nemlig aldrig vores liv, når det er helt almindelig kedelige leverpostejsdage eller når der er pomfritter med remoulade i bakken.

2 a f 5

Det skal vi huske når vi sammeligner hinandens perfekte liv, som kan få os til at føles os helt bagud i forhold til alle de andre.

Vi sammenligner os sjældent med virkeligheden, men med en opstyltet iscenesættelse.

Hvis vi er mere end, dem vi er på de sicoale medier, hvem er vi så?

Vi har et pas, og der står sort på hvidt, hvad vi hedder, hvor høje vi er, om vi er mand eller kvinde, hvor vi er født.

En del af os har en profil på Facebook. Her kan man se de mest flatterende billeder vi har af os selv. Nogle af os praler ligefrem med vores børn, og vi husker at tage billeder og skrive om det, når vi er med til noget fedt. Som her i aften f.eks.

Vi har alle sammen familier, nogle har meget med dem at gøre, mens andre har det stik modsat. Men vores familier udgør vores baggrund. Vi har nogle gener og noget miljøarv med os. Også selvom det måske er noget, vi mest af alt ikke ønsker at slæbe med os.

Vi har også evner og kundskaber, som vi kan bruge til at sælge os selv på arbejdsmarkedet. Nogle af os har tætpakkede CV, hvor vi ikke holder os tilbage med at fortælle om alle vore fortræffeligheder. Vi gør os så lækre, som vi kan blive.

Nogle af os er så heldige at vi også kan smykke os med titlen: far, mor, onkel, tante, bror, søster, mormor,

3 a f 5

farmor…. Nogle af os synes alt i livet er helt vildt fedt lige nu. Andre synes, at glæden og lyset er langtlangt borte.

Vi er egentlig så utroligt meget. At sige kort, hvem vi er, tror jeg ikke kan lade sig gøre.

Vi lever i en kultur, hvor vi på mange måder konkurrerer mod hinanden. På den ene side, elsker vi det, men vi på den anden side frastødes af det. Vi følger med i store tv- shows, hvor mennesker sorteres fra, for der skal findes en vinder. Det er programmer som x-factor, Vild med Dans, Robinson, Bagdedysten, hvor en af Emmaus- sangerne faktisk er med. Hele tiden sker der en udvælgelse. Det er fedt at blive valgt, knapt så fedt at blive vraget. Det er underholdning, men de føles ogs som virkelighed for rigtigt mange mennesker.

I bibelens univers findes Facebook, Instagram og x-factor ikke. Af gode grunde selvfølgelig, det var jo ikke opfundet. Men der er en helt række historier, som siger noget helt grundlæggende i forståelsen af, hvad et menneske er. Jeg vil vove den påstand, at der er noget i det, som vi kunne bruge.

Det første vi skal have fat i er selve skabelsesberetningen. Bibelens historie om, hvordan vi mennesker er blevet til.

Gud skaber mennesket. I sit billede skaber han os. Som mand og kvinde skabes vi.1 Vi ligner altså Gud, og sikke en mangfoldighed, vi er jo langt fra ens. Men vi er fælles

1 JF. 1. Mos 1,27

4 a f 5

om at være skabt i Guds billede. Det handler ikke om, hvad vi kan, men om den vi er.

I bibelen gør Jesus meget ud af at forklare mennesker, at Gud er en himmelsk far.

Hvis Gud er en himmelsk far, må vi altså være børn. Jeg ved godt, at mange af os er voksne, men vi er stadig nogens børn. Vi er også Guds børn.
Hvordan er det med børn. Elsker forældre dem, fordi de er gode til at spille harmonika? Eller bliver valgt først i, når der skal vælges hold til rundbold?

Nej, børn er elsket, alene fordi de er til. Børn er elsket for dem, de er, ikke for det de kan!

Bibelens univers er ikke historier fyldt med mennesker, som har styr på alting, mennesker som spiser rigtigt, motionerer rigtigt, mener alle de korrekte ting. Her afløser den ene historie om uperfekte menesker den anden.

Der er mennesker, som Moses, Abraham, som er i Bibelens univers er stampersoner til os alle. Vi har de tolv disciple, som blev enormt vigtigt for Jesus og den første kirke. Fælles for dem alle er, at de gang på gang ikke forstår, hvad der foregår omkring dem. Men også at der gang på gang fortælles en historie om at Gud vil dem, og ikke vender dem ryggen, selvom de ikke er videre perfekte. Gud bruger uperfekte mennesker.

Gud er der, ikke fordi de har vundet noget som helst, ikke fordi de synger godt, ikke fordi…. Vi er skabt af Gud og Gud har allerede udvalgt os til at være elsket. Han vælger ikke nogen fra, men vælger alle til.

5 a f 5
Du er udvalgt – bare fordi….

Hvordan ser sådan et udvalgt uperfekt menneske ud?

Sådan et menneske, der er elsket alene fordi det er til, og er udvalgt.. Hvordan ser sådan et menneske ud?

(Spejlet holdes frem!) Amen.

Tro er …. åbenhed – Thomas Risager

Vi indleder en nye serie gudstjenester, som fokuserer på, hvad tro er. Vi gør det med udgangspunkt i en række historier fra Jesus liv.

I dag handler om om, at tro er åbenhed.

I talen tager jeg udgangspunkt i en historie, hvor Jesus udviser alt andet end åbenhed. Faktisk siger han ting, som gør mig utilpas, men gradvist kommer han selv til en ny erkendelse og udviser hidtil uhørt åbenhed.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord nogen gange afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 6 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 7, 24-37 & Jak 2,1-17.

Tro er… Åbenhed

Jeg bryder mig ikke om at skulle forkynde om tekster, hvor jeg synes, at Jesus siger ting, som jeg på det nærmeste føler, at jeg som præst skal forsvare.

Det er nok sådan nogle af vore politikere har det, når de på tv skal forklare en politik, som er partiets, men som de dybest set ikke er enige med personligt.

For mig ville det svare til at bede mig om at forklare, at mennesker ikke er lige meget værd. Nogen pas er mere værd end andre, og vi kan kun tage de bedste og dygtigste flygtninge ind i vort land. Mens den største flygtninge katastrofe siden anden verdens krig udspiller sig lige uden for vores hegn.

Og så er der det med Jesus!

Jesus er taget til Tyros, som ligger i det nuværende Libyen. Vi ved ikke om han skulle på en forlænget weekend, men det vi ved, er at han ikke ønskede, at nogen skulle vide, at han var der. Nogen gange trak han sig tilbage for at være alene. Selv Jesus måtte sande at man ikke kan arbejde ud i en køre uden pauser.

Nu er han i udlandet, i hvert fald i forhold til Israel. Han er altså udenfor jødernes land.

Som så ofte før med Jesus, så er historierne om ham nået så vidt omkring, at folk godt ved, hvor han er.

Inden længe banker det på døren og en kvinde står ude foran. En kvinde, som er så desperat, som man kun kan være det, når ens barn er sygt.

Som Markus skriver, så er hun af syrisk-fønikisk herkomst. På bibelens tid, er det lige så vigtigt, hvor man er fra, som det er i dagens Europa. Men her er betydningen religiøs.

Kvinden er ikke jøde. Dermed er hun et menneske, som en jødisk mand som Jesus, absolut ikke kan være i samme rum med.

Jesus siger nej til at gøre hendes datter rask. !!!

Al hans kryptiske snak om først at mætte børnene ved bordet, handler om at han ser sig selv, som givet til jøderne. Og derfor er det kun for dem.

Vi lader den lige stå et øjeblik… !!!

“Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.”

Lige der, sker der en forandring hos Jesus.

Han forstår, at  der ikke er forskel på mennesker, og at Guds kærlighed og nåde overskrider alle de grænser, som jødedommen ellers insisterer på, at der er.

Denne forandring er i tråd med, hvordan resten af evangeliet skruet sammen. Der er nemlig flere historier, hvor Jesus sprænger alle kendte grænser.

Guds kærlighed er for alle.

Vi ser det, i det, som Jesus siger til kvinden.

Gå blot hjem, dæmonen er faret ud af din datter.

Kvinden levede i en kultur, hvor loven var så indgroet, at kvinder kunne ikke have med mænd at gøre og jøder kunne ikke have med ikke-jøder at gøre.

Selv hos Jesus var det så indgroet, at han i første omgang ikke engang selv kunne se bort fra det.

Det kan jeg næsten ikke holde ud, for det rimer slet ikke med alle de andre historier om Jesus, som jeg kender.

Heldigvis blev han klogere og han handlede.

Det kan virke som en voldsom reaktion, at man næsten ikke kan holde det ud.

Men årsagen til det, er jo, at tro handler om langt mere end hygge

– Dybest set handler det om at have sit liv trygt forankret i troen på Gud.

Det er alt andet end ligegyldigt. Det er et spørgsmål om liv og død. Ganske simpelt.

Kvindens datter reddede livet.

Det samme sker med den døve og stumme mand, som Jesus heldbreder.

Han er døv og stum. Ud over at det er mega upraktisk, så er det også livstruende i datidens kultur.

Dels fordi de frommeste af jøderne vil pege fingre af ham, og påstå at hans stumhed og døvhed handler om at han ikke har levet rigtigt i forhold til Gud, så det er hans egen skyld.

Det andet aspekt, er at han vil være fuldstændigt afhængig af andre til at forsørge ham. Han vil ikke have anden udvej end at tigge og leve på gaden.

Den gang var det også sådan, at de, som levede på gaden ikke blev gamle.

Jesus siger til ham: Effatha – Luk dig op, og miraklet sker. Han kan se og han kan høre.

Det er også noget at det tro, gør. Det giver åbenhed.

Du kan se og du kan høre på en ny måde.

Du kan se mennesker omkring dig, du kan høre, hvad de siger og ikke mindst. Du kan høre Gud….

Istedet for amen, siger jeg Effatha!

Luk dig op!