Giv kampen et los bagi!

Vi skal se, hvad man oplever, hvis man er modig nok til at forlade sin komfortzone og lade sig lede af en stjerne. Thomas Risager taler om, hvad der kan ske, hvis man giver kamelen et los bagi.

PS. I Metodistkirken er vi god mod dyrene – også mod kameler.

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 5. januar 2019 – Helligtrekonger

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 60,1-6 & Salme 72,1-7,10-14 & Ef 3,1-12 & Matt 2,1-12.

Julen står ikke længere for døren, da vi er ved at komme igennem den. Men den er ikke overstået endnu.

Faktisk er det sådan i den ortodokse del af kristenheden, at det er nu det for alvor trækker op til julefejring. Der bruger man nemlig stadig den gregorianske kalender, om tilsiger, at julen falder d. 6. januar. Man er enig om at juledag er Jesu fødselsdag, men her fejrer man Jesu dåbsdag, som man regner med er omkring den 6. januar.

Måske skal jeg lige indskyde, at Jesus ikke blev døbt som barn, men som voksen. Han har formodentligt være omkring 30 år, da han blev døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden.

Tilbage til Jesus fødsel.
Juleevangeliet læser vi fra Lukasevangeliet. Lukasevangeliet ved vi, eller også ved vi det nu, er et dobbeltværk, som hænger uløseligt sammen med Apostlenes gerninger.
Lukas indleder sin lange fortælling med at sige, at evangeliet er en gennemgang af historien, sådan så Theofilus kan få hele øjenvidneberetningen, som han allerede er undervist i, på skrift.

Lukasevangeliet stadfæster tiden efter den romerske besættelsesmagt. Det var fra kejseren, der udgik en betaling om en folketælling.

3 af 7

Det var mens Kvirinius var statholder i Syren… og så kender vi resten af historien, ellers er I velkomne igen den 24. december.

Nu hopper vi til Matthæusevangeliet, og lægger med det samme mærke til, at der er forskel. Her lyder det, at da Jesus var født i Betlehem i Kong Herodes dage.
Nu er det de jødiske magthavere, som tiden regnes efter. Og egenarten hos Matthæus er klar, her skrives der til jødekristne.

Det ses f.eks. tydeligt i bjergprædiken, hvor vi har de klassiske, I har hørt det er sagt, men jeg siger Jer. Alting hos Matthæus har en referencen til en jødisk forståelsesramme.

Derfor er det også så underligt, at Matthæusevangeliet faktisk har historien om de de tre vise mænd, der kommer fra en helt anden kultur og ikke mindst fra en anden tro. For hvis der er et skrift, som er centreret omkring de jødekristne, så er det Matthæus.

Ikke desto mindre er det her vi er. I den mest jødefokuserede evangeliefortælling om Jesus finder vi historien med de tre fremmede, som kom til Jesus.

De vise mænd, de hellige tre konger, de går under begge betegnelser. I det græske hedder de magoi… magere, så der er helt sikker noget mystisk ved dem. Sansynligvis har de besiddet viden indenfor både astrologi og astronomi. Disse vidensområder var ikke adskilte på Jesu tid, det er noget vi har fundet på i moderne tid.

Så ved vi om dem, at de har haft udsyn for andet end deres egen kultur og de har kendt profetierne om en

4 af 7

konge, som skulle fødes. Måske har de oven i købet kendt Esajas 60,61 siden de kommer med guld og røgelse.

De så stjernen fra deres hjemegn, og drog af sted. Det var modigt gjort, for en rejse på dette tidspunkt var kostbar og ikke mindst farlig. Der var ingen garantier for, at de kom tilbage.

Men dette var vigtigt, så de tog afsted. Så vigtigt at de var parate til at risikere livet, for at se hvad, eller rettere hvem, stjernen ledte dem frem til.

Jeg kan ikke vide, hvad der har ledt dig til kirke i dag. Måske et fremragende nyhedsbrev i fredags, som bare gjorde, at du måtte af sted. Men der er næppe med livet som indsats, at du er her.

Vismændende fik ikke et nyhedsbrev, men de så et lys i form af en stjerne på himlen, og den gjorde, at de bare måte afsted. Op på kamelerne, og så af sted.

De skulle se og tilbede jøderne nyfødte konge. Men han var ikke født på slottet, så da de bankede på der, mødte de en frustreret Herodes.

Der var ingen ny konge født hos ham. Han blev urolig, for han ville sidde på magten for enhver pris, og vi ved, at han satte gang i barnemordet i Betlehem, da vismændene snød ham og rejste hjem uden at give ham besked om, hvor barnet var.

1 Es 60,6: Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse;

de forkynder Herrens pris.

page4image66185920

5 af 7
Vismændene oplevede at stjernen klart ledte dem.

Den flyttede sig på himlen og stod stille over huset, hvor Marie, Josef og Jesus var. Bemærk at Matthæus lader os vide, at mændene faldt på knæ og tilbad Jesus. Disse fremmede kom altså ikke bare som turister, der skulle tage den obligatoriske selfie, men de kom og tilbad, også selvom de langt fra var jøder – de var så fremmede, og religiøst urene, som man kunne være.

Egentlig er det tankevækkende at Maria og Josef lader dem komme i nærheden af deres barn. Men der har været en åbenhed for anderledes tænkende hos dem. Vismændene engagerede sig i historien om Gud, der ønsker at frelse verden.

Gaverne var der også. Guld, røgelse og myrra. Gaver, som ikke er typiske barselsgaver.
Her er tale om symbolske gaver, gaver som gives til kongelige.

Guld, røgelse og myrra bruges blandt andet i den katolske kirke som symboler på Jesusbarnets natur. Guld symboliserer hans status som jødernes konge, mens røgelsen er et tegn på Kristi guddommelige natur: vi kan bede til Jesus og lade vore bønner stige op med røgelsen. Og endelig ses myrraen som symbolet på, at Guds søn også er menneske og dermed dødelig.
Men guld, røgelse og myrra var især tidens og regionens kosteligste gaver, der sømmede sig som gaver fra tre konger/vismænd til et barn, der var noget helt særligt som de.

6 af 7

Der er god grund til at tro, at disse kostbare gaver finansierede familiens flugt – og ja, de var flygtninge – til Egypten, hvor Jesus levede sine første år.

Vi ved ikke meget om vismændene. Men intet menneske, der ikke er dybt berørt falder på knæ og tilbeder et spædbarn, med mindre man føler sig ansigt til ansigt med Gud.

Det tror jeg vismændene gjorde.

Da de, med deres baggrundsviden så stjernen lyse på himlen, da vidste de, at dette ville de for alt i verden ikke gå glip af. Det var så vigtigt for dem, at de var villige til at risikere livet for det.

Jeg synes, at vi her ved årets begyndelse kan lære af dem.

De ved, at det er vigtigt at følge stjernen, så de kaster sig på på kamelen, giver den et klask bagi og så går det ellers afsted.

De har en ide om, hvad de leder efter, men de ved det ikke, for når det handler om Gud, er der ingen som virkelig kan vide det, før vi står ansigt til ansigt.

Det fik de lov til. Og de faldt på knæ, og havde måske deres livs oplevelse.

De kom med deres kostbare orientalske gaver, som på mange måder var så forkerte i øjeblikket, men som måske var med til at gøre, at jesus overhovedet overlevede længe nok til at blive verdens frelser.

7 af 7

Så min udfordring er, at vi hver især kigger op og ud. Hvad er vores ledestjerne?

Jeg vil også udfordre til en tænkning, hvor tro er mere end hygge og menesker, man holder af at være sammen med. Jeg vil opfordre os til at tro, som gælder det livet, hvad det faktisk gør.

Til sidst vil jeg udtrykket mit håb om, at vi som kirke, menighed, enkeltpersoner tør følge vismændendes eksempel når vi ser stjernen.

Det er det eksempel, som siger op på kamelen og ud over stepperne.

Hvem ved, hvor vi ender, eller hvem vi kommer til at stå ansigt til ansigt med?

Amen.
Salme: O, Gud ske lov for håbet

Juleaften 2019

Julen er kommet og det er tid, at se på den mest forunderlige historie. Gud griber ind i historien, og lader sig føde som et lille barn i en stald i Betlehem.

Det er langt fra perfekt, men det forhindrer ikke englene i at synge, så det stadig giver ekko i verden.

Rigtig glædelig jul til dig.

 

Juleevangeliet, som Lukas skriver det i kapitel 2 vers 1-20:

Jesu fødsel

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der altid er lidt variation mellem det skrevne og det talte ord.

 

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken juleaften d. 24. december 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 2,1-20.

Hvor er det dejligt, at være samlet i kirken. Nu begynder julens fejring. Vi er, de fleste af os i alt fald, glade for at se hinanden igen.

Vi synger med på julesalmerne, som i år har fået lidt ekstra pep med musikken. Vi har lige hørt juleevangeliet læst op fra Lukasevangeliet. Det er præcis den samme historie, som sidste år, og forrige år, og det er den, der kommer igen næste år.

Mange har rejst for at nå frem. Nogle har endda krydset grænser for at komme til Odense. Fælles for os er, at vi er nået frem til et sted, hvor vi hører til.

På den måde har vi meget til fælles med Josef og Maria. De er også på rejse mod et sted, hvor de (Josef) hører til.

De fleste af os har selv valgt, at vi skulle komme hertil. Sådan var det ikke for Josef og Maria.

De havde fået en lodret ordre fra den romerske besættelsesmagt om, at de skulle tælles. Her var der ikke noget med nem-ID og computere, nej man måtte fysisk møde op i den by, hvor ens slægt kom fra.

Det var både dyrt, farligt og besværligt, når ens kone ovenikøbet var højgravid.

3 af 7

Josef og Maria når omsider frem til det sted, hvor de hører hjemme. Stedet, hvor folk ved, hvem man er. Stedet, hvor man kender historierne og forstår, hvorfor ting hænger sammen som de gør. Det er der, hvor man selv er kendt.

Det var sådan i Betlehem, at rigtigt mange følte, at det var stedet, hvor de havde hjemme. Derfor var de taget dertil for, at lade sig registrere og tælle.
Men selv dér, hvor Josef havde hjemme, var der faktisk ikke plads til ham og Maria, som mærkede i sin krop af fødslen nærmede sig.

Intet værelse hos slægtninge, intet hotelværelse, men et ly blandt dyrene i stalden, var der hvor den lille familie fandt et hjem, og hvor Maria fødte sin søn, svøbte ham og lagde ham i en krybbe.

Det har været alt andet end optimalt. Uden at vide noget om, hvad Maria havde tænkt om sin fødsel, så er jeg ret sikker på, at det at føde sit barn i en stald, ikke har været en del af planen. Det er ikke videre Insta-worthy.

Men det er lige dér. Midt i det helt uperfekte, i halvmørket, i dyrenes aromaer, I josefs og Marias afmagt, at Gud lader sig føde.

Ude på markerne, var der menesker, som arbejdede i mørket. De passede dyrene og kunne se ind på lyset fra Betlehem, der summede af liv, fordi der var så mange mennesker på besøg. Der var, ligesom her, rigtigt mange, som ikke havde set hinanden længe, så gensynsglæden var stor.

4 af 7

Hyrderne havde det job, som ingen andre ville have. På mange måder var de helt udenfor det liv, der ellers udspillede sig i Betlehem. Der var ingen, der kom for at hilse på dem. De havde ingen glade gensyn.

Hyrderne var ligegyldige mennesker. Der var ingen, der regnede dem for noget. Faktisk var de så ligegyldige, at der ikke en gang var nogen, der gad at tælle dem.

Kejser Augustus holdt ellers folketælling i hele verden, men ikke en gang i den romerske folketælling talte de med i.

Når Gud bliver menneske, og på den måde griber ind i historien, så går det ikke stille for sig.
Hvor ville det da også være fjollet, at overøse denne verden med himmelsk kærlighed, uden at der blev sunget og forkyndt om det. For kærlighed har det jo med at blive virkeligt, og gå dybt, når der sættes ord på.

De ansigtsløse og navneløse hyrder, som var ligegyldige for folk, er alt andet end ligegyldige for Gud.

Pludselig står de ansigt til ansigt med Guds budbringer, en engel, der stråler på en sådan måde, at det tunge og kolde mørke omkring dem, må vige.

Englen beroliger dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”1

1 Lukas 2,10-12.

page4image15346944

5 af 7

Og så brød englekoret ellers ud i sang. Hyrderne oplevede: Håb, kuldegysninger, tro, kærlighed, tvivl, glæde, ja selv tårerne fik frit løb.

For da Gud blev menneske var det en kærlighedsytring, som denne verden aldrig har set mage til.

Det gik ikke stille for sig julenat i Betlehem. Faktisk gav det genlyd i hele verden, og ekkoet runger stadig mellem himmel og jord.

Frygt ikke, en stor glæde, for hele folket, en frelser….

Det er det ekko, der samler os, som får os til at tage af sted og drage mod det sted, hvor vi har hjemme.

Det er det, der får os til at standse op og forundres over historien om Jesus, der fødes i en stald i Betlehem.

Vi har brug for igen og igen, at blive mindet om, at Gud elsker os betingelsesløst.
For at det kan slå rod i vores liv er vi nødt til at sænke paraderne, at lade hjertets mure falde, og lytte.

For det lyder stadig i vores verden, at der er en stor glæde, som skal være for hele folket. At i dag er der født en frelser… og tegnet er et barn, der ligger i en krybbe.

Midt i en travl hverdag, hvor mange af os halser af sted, nogen gange med hovedet under armen og hjertet parkeret dybt inde i kroppen, forfalder vi i vores kultur gange ofte til den forestilling, at alt i livet er noget, vi skal gøre os fortjente til.

6 af 7

Vi lever i den vildfarelse, synes jeg, at alting skal være perfekt og fortjent. Derfor er det også kun vores allerbedste sider, vi viser frem i mødet med andre.

På den måde får vi skabt os et liv, hvor hegner os selv inde bag en mur af perfektion, hvor vi er meget nøje med, hvem der har adgang.

Julens historie er kærlighedens budskab om Gud, der blev menneske, og dermed viste en hel verden sin utrolige kærlighed. Han gør op med mørke, synd, elendighed, krig, håbløshed og erstatter det med lys, tilgivelse, glæde, fred og håb.

I en verden, hvor vi har mere travlt med at se modsætninger frem for fællesskaber, har vi rigtigt meget brug for det budskab. For det er et budskab, som nedbryder grænser, og som bygger mennesker op.

Gud har på en og samme gang den store verden i sin tanke, men samtidigt ser han også du og jeg.

Han er også en Gud, der har dig på sinde. Han elsker dig, og er også din Gud.
Her er vi altså nødt til at slippe ideen om, at vi skal gøre os fortjente, eller være perfekte, for at vi er værd at elske.

For Guds kærlighed er en gave, og en gave har man aldrig gjort sig fortjent til, for så var det ikke en gave.

Når Gud giver verden en gave – Jesus – så gives den ikke under et flot juletræ i et perfekt hjem, hvor der dufter af julemad.

7 af 7

Næ, Gud giver sig selv til menesker, som ganske vist hører til i Betlehem, men som forvises til en mørk og stinkende stald.
Gud offentliggør det ikke som et perfekt farveafstemt opslag på Instagram, men englene synger det ud til udstødte hyrder i mørket.

Guds kærlighed åbenbares i første omgang i det uperfekte, i det snavsede, blandt menensker, som ikke rigtigt tæller.

Det er ikke menensker, som har gjort sig fortjent, men det er menensker, som er. Mennesker som ikke gemmer sig bag ved alt det, som vi kan omgive os med i livet, og som nogen gange skaber en barrie for andre menesker og for Gud.

Guds trænger sig på i vores liv, og hvor er det godt at vi kan være sammen om det. For når vi er der, hvor vi hører hjemme, så kender folk os, og så behøver vi slet ikke at lade som om, vi har styr på det hele. Så kan vi trygt lade murene falde og slippe perfektheden og lade Gud komme til.

Den er god nok, Gud rækker også frem til dig! Rigtig glædelig jul.
Amen.

Salme: Hvad er det, der gør jul til noget særligt?

 

Jesus er for stor en kamel at sluge på en gang.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os. For det, at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Jeg taler om Johannes Døberen, som baner vej for Jesus, og dermed hjælper mennesker med at forstå, hvad der er ved at ske. I små bidder. 

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. december 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 11,2-11

Som forældre skærmer vi nogen gange vores børn fra verden. Vi bestemmer, hvad de må se på TV, men glemmer i øvrigt at tjekke op på, hvad de ser på deres telefoner på Youtube.

Vi fortæller dem om verden, om dårlige og gode nyheder, på en måde, som vi mener passer til, hvad de kan rumme på deres udviklingstrin.

Sådan gør vi, når vi er bange for, at den fulde sandhed, vil vælte vores børns opfattelse af verden. Det er det, der sker, når vi vurderer, at de ikke er modne til at håndtere den fulde sandhed.

Selv om voksne har vi nogen gange brug for at få sandheden serveret lidt i etaper, så vi faktisk kan rumme den.
Egentlig er det et bibelsk princip, som Paulus anvender, der beskrives i 1. Korintherbrev: “Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu;”1

Det tror jeg imidlertid godt vi kan tåle, så nu går vi til historien om Johannes Døberen.

1 1. Kor. 3,1-2.

page2image26421376

3 af 7

Det er også en historie om at servere nyheder lidt af gangen, således at menensker kan rumme hele omfanget.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå, omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os, for det at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Adventstiden rummer profetierne fra Esajas, som minder os om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket og at vi skal se et stort lys.2 Gud vil gribe os.

I adventstiden mindes vi, hvordan Gud kom til os. Men samtidigt er det en forberedelses tid, som peger frem mod, at det vil ske igen. Det har vi brug for. Jeg længes efter det, for der er ingen tvivl om, at mørket findes i vores verden.

På årsdagen for krystalnatten, blev jødiske begravelsepladser vandaliseret. En jødisk familie fik sat en jude-stjerne på postkassen ved deres hjem. Antisemitismen viser sit grimme fjæs. Man kunne håbe, at vi i Europa havde lært af vores dystre fortid!

Statministeren bekendtgør, at syrienskrigere og deres børn intet har at gøre i Danmark. Siden hvornår er vi i Danmark begyndt at lade forældres synd gå i arv til uskyldige børn?

2 Es. 9,1.

page3image26386688

4 af 7

En mand helt uden moralsk kompas leder verdens supermagt. Man kunne tro, at det var et reality-show på TV, men ak, det er virkelighed.

I vort land stiger andelen af børn, der mistrives og kæmper med angst og ensomhed. Mange danske børn har oplevelsen af, at deres travle forældre, hverken ser eller hører dem.

Tilsyneladende er der også grobund for islamistisk terror i vort land. Mennesker slås med sygdom og døden er en realitet.

Det er let nok at få øje på mørket.

Men der er også lys.
Lyset er dog nødt til at komme gradvist, ellers blændes vi af det vi ser.

Johannes Døberens rolle er præcis, at pege på den Jesus, som kommer efter ham. At pege på lyset.

Det gør han ved forberede folk på, at Jesus er på vej. En af forberedelserne, som folk gør er, at blive døbt af ham i Jordanfloden til deres synders forladelse og til et nyt liv. Johannes er meget tydeligt. Der kommer en efter mig, siger han, som er stærkere end mig.3

Der var mange menensker, som var samlet omkring Johannes og levede sammen med ham ude i ørkenen, mens de ventede på Jesus. I dag ville vi nok have set på det, og omtalt det som noget sekterisk.

3 Matt 3,11.

page4image26585600

5 af 7

Johannes har været den stemme i samfundet og dermed har han også været en trussel mod magthaverne. Den slags menensker har man det stadig med, i nogle sammenhænge, at fængsle. Så der var Johannes Døberen havnet.

Han havde brugt sit liv på at forberede menensker på Jesus komme.

Men nu sidder han i fængslet og bliver i tvivl om, hvad det lige er, der sker omkring ham.

Vi ved godt at forventninger til Jesus var, at han ville brage ind i Jerusalem og smide romerne ud. Men han gjorde jo ikke helt som folk forventede. Det er som om, at på det her tidspunkt i Matthæusevangeliet, at der er sket et skifte i folks opfattelse af jesus. Det er som om, at nu begynder de kristiske røster at pippe frem.

Nu er Johannes også kommet i tvivl om, hvad det lige er, som sker.

Det må jo være frygteligt, når man som Johannes faktisk har haft en mission i livet, og så komme i tvivl om det hele.

Han sender to af sine disciple til Jesus og de spørger ham: “Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?”4

4 Matt 11,3.

page5image26586560

6 af 7

Jesus kunne bare have sagt ja, og dermed givet Johannes fred i sindet.

Jesus tvister det hele, således at Johannes’ tvivl bliver til proklamation af Kristus.

Han siger til de to disciple: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser.
Hvad er det, de ser omkring Jesus?

Det er netop tegnene på, at Guds rige er kommet nær, at alting er vendt på hovedet. Nu ser de blinde.5 De døve hører. De spedalske bliver rene.6 De lamme går.7 De døde opstår8 og evangeliet forkyndes for fattige.9

Svaret er ja, Johannes, Guds riger kommet nær. Men det er ikke kun for dig, men for alle, som trænger.

Det er det, vi gennemlever her i adventstiden.

Vi hjælper hinanden med at få øje på de små tegn på, at Jesus er i verden.

For lyset er her også! Om kort tid vil vi atter opleve, at lyset trænger mørket tilbage, og dagene bliver længere. Det er et godt vidnesbyrd om, at lyset vinder frem, og at det altid vil være stærkere end mørket. Sandheden i dette

5 Matt 9,28-32. 6 Matt 8,1-4.
7 Matt 8,5-13. 8 Matt 8,1-4.

9 Matt 5,3-12

page6image26588096

7 af 7

minder Johannesevangeliet os om: “Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Joh.1,5.

Om lidt kommer tiden, hvor vi igen skal forkynde om Gud, der i Jesus blev menneske. Han, som er verdens lys, kommer til os. Mørket må vige, for “lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er ved at komme ind i verden.” Joh.1,9.

Amen
Salme: Det er så mørkt omkring advent.

Syng en ny sang!

Velkommen til fantastisk, livsbekræftende og smittende gospel med Gospelkoret Nardus på søndag den 29. september kl. 17:00 – i dagens anledning med en helt særlig gæst: Nina Luna!

Nina Luna er en fantastisk dygtig sangerinde, korleder og sangskriver, som denne søndag lægger vejen forbi Odense for at arbejde med Nardus. Dagen rundes af med en gospelgudstjeneste, hvor vi viser, hvad vi har arbejdet med sammen med Nina – ligesom vi synger en masse godt fra vores normale repertoire.

Præst Thomas Risager vil tale om alle de steder i Bibelen hvor vi opfordres til at bryde ud i sang, og om hvad sang rent fysisk gør ved os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Som altid er der afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 29. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 98,4-9a & Salme139.

Gospelgudstjeneste med Nardus – Lift up your voice

For tiden er der en del artikler, som cirkulerer rundt på de sociale medier. De handler alle om, hvor sundt og hvor godt det er for mennesker at synge.
Jeg lægger selvfølgelig mærke til dem, fordi jeg selv synger. Artiklerne siger entydigt, at fællessang sundt for mennesker. Måske skal jeg være retfærdig og sige, at det også gælder fællessang, som ikke er gospelmusik.

Når man synger sammen med en gruppe mennsker, så sker der en helt masse, som vi ikke umiddelbart kan se.

Vi kan selvfølgelig høre tonerne. Vi får kuldegysninger når harmonierne sidder lige i skabet. Rytmen får tag vores kroppe og smilene breder sig, lyset kommer frem i øjnene, også selvom man måske ikke lige har haft så meget at glæde sig over i den seneste tid.

Vi der synger i gospelkor har alle prøvet at slæbe sig hen i kirken mandag aften. Man orker faktisk ikke rigtigt, men ingen slæber sig herfra ved ti-tiden, når øvelsen er overstået. Folk svæver næsten ud ad døren, som engle, der er fulde af kærlighed, og gerne spreder det over hele Odense. Kig bare forbi Alexandragade en mandag aften ved 21.45 tiden.

Så hvis du er træt og trist,
er du altid velkommen i den kirke, som hedder noget med Metodist.

2 af 6

Det er alt det man kan se, men der sker en hel masse som vi ikke kan se. Det er netop noget at det, som vi kan læse om i artiklerne, som jeg nævnte til at begynde med.

Når mennesker synger sammen bygger det f.eks. fællesskab hurigere end, hvis man ikke synger.

Prøv en gang at tænke over det. Hver gang vi er sammen i store grupper, og der er noget at fejre. Hvad gør vi så? Ja, vi synger.
Vi synger på stadion, når fodboldlandsholdet vinder. Vi kan ikke så godt bruge OB som eksempel lige for tiden. Når vi er samlet til fester, så synger vi. Vi kan slet ikke lade være.

Nogen af de beste barndomsminder jeg har, var når min farmor og bedstefar samlede hele familien til fest. De havde 8 børn, min far havde mange søskende. Så vi var hurtigst over 100. Jeg har mange fætre og kusiner. Så mange, så jeg ikke rigtigt ved, hvor mange.

Mindet som står klart tilbage hos mig, er at vi sang. Det gjorde vi ikke i mit barndomshjem, men når vi var sammen alle sammen, så sang vi.

Noget af det, der sker indeni, når man synger sammen, og det har været gavnligt for en del af mine onkler, er at blodtrykket falder, hjerterytmen falder, og immunforsvaret styrkes. Lykkehormonerne frigives i blodet.

Alt dette er der videnskabeligt belæg for. At synge sammen er alså sundt.

3 af 6

Bibelen rummer en af de ældste salmesamlinger, som vi overhovedet kender til, nemlig den del af bibelen, som hedder Salmernes Bog.

Lad mig læse et eksempel:
For korlederen. Salme af David.

Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.

Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger

og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,«

så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

4 af 6

Salmernes Bog gør præcis det, som salmer og sange gør i dag, nemlig at give udtryk for menneskers allerinderste længsler, tro, håb, følelser. Salmerne, både nutidens og datidens beskriver forholdet mellem Gud og mennesker.

Salmer og sange, der for alvor kommer under huden på os, gør det ofte, fordi de taler lige ind i vores liv. De sætter ord på noget af det, som vi ikke selv har været i stand til at udtrykke. De rammer os, og gør det ofte i nogle af de store udsving, som sker i vores liv.

Det er præcis derfor, at musik og sang får så stor betydning, når vi er ved livets markante begivenheder.

Sangene taler ekstra til os, når vi er glade, forelskede, i tvivl om det hele, og når vi har mistet.
Ofte udtrykker salmerne fra kiren og fra bibelen tro på en måde, som vi aldrig selv ville turde sige højt. Det er vigtigt at få sagt, at de sandelig også udtrykker tvivl og håbsløshed, ja ligefrem skæld ud på Gud.

Jeg er overbeviste om, at Guds skuldre er brede nok til at bære det. Jeg er også nødt til at sige, at hvis du er et sted i livet, hvor du skælder ud på Gud, så udtrykker du faktisk tro. For det er da en smule fjollet, at skælde ud i den blå luft.

Når vi skælder ud, udtrykker håbløshed, tro og tvivl gennem sang, så kan man sige, at vi låner ordene og gør dem til vores, når vi synger dem.
Når vi synger glemmer vi, hvad vi frygter andre vil tænke om os. Når vi synger er vi en del af en helhed, vi er i et

5 af 6

trygt fælleskab, hvor vi skaber musik sammen. Det er stort.

Når vi synger gospel eller salmer i kirken, så lagres ord om tro og håb og fortvivlelse indeni i os. Pludselig på en dag, hvor vi ikke kan bunde i livet, da kommer vi i tanke om noget, som vi sang en gang, som nu pludselig giver mening.

Når vi synger er det hjertesprog. Og hjertesprog har det med at gå dybt. Det bliver eksistentielt.

Der er ikke tilfældigt når der i Højskolesangbogen står: ““Så syng da Danmark, lad hjertet tale!”1

Det er så let, når livet bare drøner derud af, at helt glemme de stored, e de dybe tanker, længsler og tro.
Det er der helt enkelt ikke altid plads til. Men pludselig er vi i en situtation, hvor de trænger sig på, og så er det en uvurderlig gave, at have et hjertesprog, nogle sange, som sætter ord på det kaos, som vi kan opleve, at stå i, når livet er udfordrende.

Då er der jo lige den lille krølle, at gospelmusikkens tekster, mest af alt indeholder et budskab, om at uanset hvilke trængsler vi hænger fast i i livet, så er der en Gud, som elsker os og holder os i sin hånd, og holder sin hånd over os. Gud går med os. Det kan ikke altid forståes med hovedet, men det kan rummes i hjertet.

13. strofe fra “Den danske sang er en und blond pige”

page5image9281408

6 af 6

Det er derfor der er så meget fedt i at synge med, for så lagres det, indtil en dag, hvor det for alvor kommer til at give mening for os.

Så jeg vil sige, som metodismens gamle kirkefader John Wesley sagde det i sin instruktion til, hvordan der skulle synges:

“Syng frejdigt og med godt mod. Vogt dig for at synge
som var du halvdød
eller næsten faldet i søvn,

men opløft din stemme med kraft.”

John Wesley
Anvisning for salmer, 1761.

 

 

Følg Den Røde Tråd i Bibelen 4/4

I dag bindes der knude på den røde tråd, når Thomas Risager afslutter august måneds prædikenserie. Vi har i denne serie fulgt den røde tråd gennem Bibelen og set hvordan det gennemgående tema har været, at Gud vil mennesker godt.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid vil være små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 25. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 14,1-14.
Den røde tråd 4/4

Så er vi nået til slutningen af vores prædikenserie “Følg den røde tråd i bibelen.

Vi har fastslået, at alt, vi læser skal forstås i lyset af det, vi ser i skabningen, nemlig at mennesket er villet og elsket af Gud.

Vi har set på, at den gamle pagt, som blev ingået mellem Abraham og Gud, var et udtryk for Guds omsorg for sit folk.
På vegne af hele folket indgik Abraham en aftale med Gud. Der var altså tale om en kollektiv pagtstanke.

Vi har set, hvordan der er en konstant udvikling i menneskets forståelse af Gud. Vi har hørt, hvordan Moses fik de ti bud, og ved at hele moseloven også er et udtryk for at folket forsøgte at leve op til sin andel af aftalen.

Senere kom pagtens ark til templet i Jerusalem og vi har konstateret at templet var centrum for tro. Her sørgede præsterne ved hjælp af ofre for, at menneskets forhold til Gud var i orden.

I sidste uge hørte vi, at Jesus, med de ting han sagde, med sin død og sin opstandelse, rystede posen.

Med jesus blev alting nyt.

2 af 6
Der rystede Gud for alvor posen.

Alting blev så nyt og så anderledes, at mange, og selv Jesu disciple, havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig.

Med Jesus blev alting virkeligt nyt.

Det er det, vi nu skal høre lidt om. Amanda vil læse en tekst fra Johannesevangeliet:

JOHANNES 14,1-14.
Jesus siger: “1Jeg er vejen, sandheden og livet;”

I mange år opfattede jeg det, som et udtryk, der udelukkede folk, frem for at inkludere dem. Dette gjorde jeg ikke mindst fordi næste sætning lyder: “ingen kommer til Faderen uden ved mig.”2

Imidlertid er det sådan, at læser man alt, hvad jesus siger i de fjorten vers, som Amanda læste, så er sammenhængen en helt anden. Så forstår jeg, at dette er sagt i kærlighed og med det stort ønske, om at disciplene og andre, måtte forstå og tro.

Noget af det, som er nyt er, at det med tro er langt mere enkelt, end vi mennesker har gjort det til.
Eller gør det til, for den sags skyld.
Tro er ikke kompliceret. Tro er enkelt. Det er ikke raketvidenskab – det er tro!

1 Joh 14,6a2 Joh 14,6b

page2image10030080

3 af 6

Jesus indleder med at udbryde: “Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig!”3

Dette er Jesu ønske, at de dog bare kunne tro.

Så ruller Jesus ellers historien ud med, at han går i forvejen og gør en plads rede for dem.
Det kan synes, som en mærkelig historie, men her skal vi vide, at datidens mennesker var meget optaget af den del af troen, som har med livet efter livet at gøre.

Selvom det bestemt er en væsentlig dimension af al tro, også i dag, så synes vi nu her i kirken, at livet før døden, er temmeligt interesant.
Det er det vi skal fokusere på, mens vi er her. Det andet skal såmænd nok komme.

For Jesus er der ingen tvivl om, at for at disciplene skal kunne forstå livet nu, og kunne udleve troen, og kærlighedesbuddet4 nu, så må de vide og forstå, at der gennem troen på Jesus, er styr på al fremtid.

Dette sker også i lyset af, at jesus i princippet gør op med alt, hvad de ved om tro og om at holde de gamle jødiske love.

Forestil dig, hvordan vi ville reagere, hvis vi blev overbevist om, at alt hvad vi troede var sandhed, skulle er erstattes af noget andet.

Det er den situation, som disciplene står i.

3 Joh 14,1
4 Joh 13,31-35.

page3image10027200

4 af 6
Det vil ikke være let – heller ikke for os.

Det er utroligt vigtigt at forstå, at med Jesus blev alt anderledes.
Det er også derfor at meget i Det Nye Testamente virker så anderledes end nogle af de ting, vi læser i Det Gamle Testamente om Gud.

Når man følger den røde tråd i bibelen, ser man nemlig, at forholdet mellem Gud og mennesker er under konstant udvikling. Det er en ret vigtig pointe i hele denne prædikenserie, at man ser og forstår dette.

Det betyder også, at man skal være meget meget varsom med at tage eksempelvis bibelvers fra Det gamle testamente fuldstændigt bogstaveligt. Man skal simpelthen vide, hvad man har med at gøre.

Lad mig give et eksempel:
“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.”5

Vil det gå i dag, at tage det bogstaveligt?

Nej, det ville det selvfølgelig ikke. Vi forstår nemlig, at dette er skrevet ind i en anden tid, og i en helt anden kulturel kontekst.

5 5. Mos 22,28.29.

page4image10029888

5 af 6

Så selvom det faktisk står i bibelen, så kan det ikke direkte overføres til Odense i 2019.

Der er en udvikling.
Al udvikling og forandring skaber uro, måske endda frygt. Hvis alt det vi kender forsvinder, hvad har vi så?

Vi ved, at nogle mennesker hellere holder fast i noget dysfunktionelt, fordi utrygheden ved at give slip er så stor, at det kan man ikke.

Det er det Jesus taler ind i, når han siger til dem, at han er vejen, sandheden og livet.

Underforstået, ham kender de jo. De har nærmest levet sammen med ham.

Så i virkeligeheden er det et forsøg på at gøre noget komplicere langt mere enkelt og trygt.

Den røde tråd ender ved, at vi ganske vist har en bibel, som vi bør studere, læse og lære af.
Men det vi for alvor skal forstå, er at det ikke kun er bogstaverne vi skal skal se på.

Vi skal se på Jesus. På hvad han sagde og havd han gjorde.
Og ikke mindst, så skal vi efterligne ham.

For det er i ham, at livet skal findes og leves.

Den røde tråd går fra skabelsen, over jødernes historie, gennem alt det Jesus sagde.

Den er viklet rundt om korset, som han døde på.

6 af 6

Den er indvævet i opstandelsen og går gennem både himmel og jord.
Endelig går det røde tråd også gennem både dit og mit liv, og der er uendelig værdi i, at kunne tage fat i den røde tråd og følge den.

Når vi gør det, vil vi opdage at Jesu virkelig er vejen, sandheden og livet.
Han har nemlig fat i den samme tråd, som du og jeg holder i.

Amen.

Never Alone. Gospelgudstjeneste med Nardus.

Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus. Temaet “Never Alone” blev belyst på mange måder også gennem talen, som jeg fik lov til at holde.

Du kan høre talen her:

Der er også muligheden for at læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. Maj 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 139,1-12.
Gospelgudstjeneste med Nardus. Never alone, and that’s why I am dancing.

Jeg synes selv, at jeg er godt selskab.

I hvertfald så elsker jeg at være alene hjemme. Så har jeg mine helt egne egoistiske rutiner, og det er helt utroligt, så doven jeg kan blive. Men det må I ikke sige til Mette.

Jeg elsker det. Og jeg har et klart behov for indimellem, bare at være mig selv.

Sådan tror jeg ikke, at jeg ville have det, hvis ikke jeg vidste, at den periode, hvor jeg er alene, er begrænset. Kone og børn har det jo med at komme hjem igen – heldigvis!

For det er ofte er, hvor man har været alene nogen tid, at man indser, at man faktisk savner selskabet.

Det en gang i mellem at være alene, det er noget helt helt andet, end det at være ensom.

At være ensom, er når man er alene altid, og der aldrig er pauser i det. Samt selvfølgelig, at man ikke nyder det.

Når man læser i det fire evangelier om Jesus, så er det ret tydeligt, at han indimellem træk sig tilbage fra de mange mennesker, som altid fulgte efter ham, for at være alene.

2 af 6

Det var ganske ofte Jesus ikke lykkedes med det, fordi mennesker trængte sig ind på ham. Han var så interessant, at de bare ville vide mere.

Alene-tiden var vigtig for Jesus.
For det var der i alene-heden at han virkelig var sammen med sin himmelske far. Der var dér han og Gud var sammen. Og det er dér han fandt ro og perspektiv.

Spørgsmålet er dog, om man ligesom Jesus, er nødt til at tage til et øde sted og være alene, for at kunne møde Gud?

Nej, det tror jeg ikke, man er nødt til.

Jeg tror, og det er understøttet af utallige beretninger i bibelen, at Gud er tilstede hos os, uanset om vi er helt alene eller om vi står midt i et gospelkor.

Gud er hos os, når vi fester for fuld skrald på A-bar. Gud er hos os, når vi passer vores studier og arbejde. Gud er der, når vi elsker, når vi græder, når vi sidder i sofaen og Netflix spørger om man stadig ser med. Gud er med, der hvor man knapt orker at række ud efter fjernbetjeningen for at svare, at man stadig ser med, og det er i virkeligheden lidt pinligt.

Gud er der, og du er aldrig helt alene. Også selvom vi ikke opdager det.

Der er forskellige ting, man kan gøre for at opleve det. Jeg tror f.eks, man kan bede. Og hvordan gør man lige det?

3 af 6

Man behøver ikke bruge ord. Man kan bare være stille. Man behøver heller ikke sidde stille, eller folde hænderne. Man kan f.eks. gå.

Man kan også finde et salmevers, eller vers fra bibelen, eller en frase fra en gospelsang, som man gentager igen og igen, eller ligefrem synger.

Man kan selvfølgelig også være ekstrem sådan som vi er flere der er i dag. Man kan prøve at gå i kirke.

Salme 139 som jeg læste for jer, taler netop om det med at uanset hvor jeg er, så er Gud med. Uanset hvor jeg er, om så det er på kanten af livet, eller i dødsriget, så er Gud dér.

Den, som i sin tid har skrevet denne gamle jødiske tekst, siger sådan her: “Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”1

Det er svært at forstå, at i denne store verden, som vrimler med liv, at så skulle Gud have interesse og omsorg for mig?

De tanker kan jeg godt dele. Det er lige til at blive helt svimmel over.
Ikke destomindre tror jeg, at det er sådan det er.

Hvis jeg må være lidt personlig, så er det også min oplevelse og min erfaring.

1 Salme 139,6.

page3image23764096

4 af 6

I 2018 var jeg kun på arbejde halvdelen af året. Jeg havde et halvt år, hvor jeg ikke kunne passe mit arbejde. Der have været for meget fart på. Lyset var brændt i begge ender, og alt det der klassiske, som alt for mange mennesker i vores samfund oplever.

Noget gik simpelthen i stykker indeni, og jeg kunne bogstaveligt talt ikke finde ud af noget som helst.

Hvis der var noget positivt, følte jeg ingenting, Hvis der var lys så jeg det ikke. Hvis nogen sagde til mig, at jeg jo kan så meget, og at det nok skal gå, så troede jeg ikke på det.
Jeg var i et mørke, som jeg aldrig havde troet at jeg skulle havne i.

Men der var jeg!

Når man ikke synes, at man kan noget som helst, så er dagen lang. Så jeg begyndte at gå. Den ene fod foran den anden, og det var ligesom det eneste, jeg skulle tage stilling til. Og det var dejligt. Det gav ro.

Jeg må have været meget udfordret, for jeg kan se på min telefon, at jeg sidste år gik 4000 km.

En dag mens jeg gik i Munke Mose, blev jeg stoppet af en af der her irriterende facere.
Han var ret ihærdig (irriterende) og begyndte at gå med mig og blev ved med at tale til mig.

Pludselig hørte jeg mig selv sige: “Jeg har ikke noget mod dig, men jeg har noget i mod at blive forstyrret, når jeg går og beder!”

5 af 6

Lige dér gik det op for mig, at noget af det, der skete når jeg gik, var at jeg havde – og har – oplevelsen af ikke at være alene.

Det var når jeg gik, at ordene fra Salme 139 blev min virkelighed. At Gud var der i det værste mørke, jeg nogen sinde har været i.

Jeg fangede, at Gud ville mig,
selvom jeg ikke kunne arbejde,
selvom jeg ikke kunne være sammen med ret mange mennesker,
selvom jeg var i tvivl om jeg nogen sinde kom til at arbejde igen.
Gud var der, når jeg frygtede om jeg nogensinde igen ville få det godt.

Jeg siger dig: Du er aldrig alene!

Jeg har oplevet det. Bare rolig! Du behøver ikke at have det dårligt, for at opleve det. For det er ikke noget vi skal kvalificere os til, hverken negativt eller positivt.
Det er heller ikke noget man skal tro på Gud på en eller anden bestemt måde, for at opleve det.

Det er bare sådan det er. Du er ikke alene!
Jeg er ikke alene.

6 af 6

“Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”

Men derfor kan det jo godt være sådan! Amen.

 

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048page2image52879808page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.

Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Guds Gaver – Fællesskabet

I dag fortsætter serien om Guds gaver, og denne gang pakker vi fællesskabet ud. I kirken taler vi om fællesskabet som et af de såkaldte nådemidler, hvilket betyder at fællesskabet blandt andet kan være helende.

Men som i alle andre fællesskaber, så kan fællesskabet også i en kirke være både udfordret og udfordrende. Hvad kræves der egentlig af mig for at være en del af et menighedsfællesskab? For fællesskabet uden forpligtelser findes ikke – heller ikke i kirken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid vil være afvigelser mellem det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 8

Prædiken søndag d. 27. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 4,16-30 & 1. Kor 13,1-13
Guds gaver – fællesskab

I dag kører vi ud over rampen med den tredje af talerne om Guds gaver. Dette er serien, hvor vi gerne vil gøre Guds gaver så konkrete, at de faktisk bliver synlige for os.

Vi har pakket dåben ud, og vi har hørt, at dåben er Guds gave, og at den er en indledning til et liv i tjeneste.

Sidste uge talte vi om Guds gaver som nådegaver. Her havde vi fokus på at nådegaverne, uanset hvordan de ser ud, skal pege på Jesus og de skal tjene fællesskabet. Hvis man har fået givet et talent – en nådegave – er det aldrig for at man selv skal fremhæves.

I dag skal vi se på den Guds gave som fællesskabet er.

Det er måske lidt morsomt at gøre det i en meget individualistisk kultur, hvor vi ikke er bange for at sætte jeg i centrum. Men kirken sætter ikke det enkelte jeg – individet i centrum – her sætter vi os i centrum. Her er påstanden nemlig at vi er uløseligt forbundet med hinanden og det, der holder os sammen er Guds kærlighed.

Og skal vi tale om et jeg, så vil det altid handle om at finde ud af, hvor dette jeg finder ind i et fællesskab og hvordan dette jeg kan komme til at tjene Gud og mennesker ud fra vores kirke her i Alexandragade. For det os, vi taler om i kirken er større end vores medlemslister. Det er større end vores kontaktkreds, og det er større end vores by.

Det er præcis det, som menigheden i Nazareth synagoge ikke havde forstået og som fik dem til næsten at drive Jesus ud over en skrænt.

2 af 8

Da Jesus læste op fra profeten Esajas’ Bog om at han kommer for at bringe et godt budskab for fattige, give frigivelse til fanger, udråbe et nådeår fra Herren, lade de blinde se, og sætte de undertrykte i frihed.1 Da kunne de alle se nogen fra deres umiddelbare kreds, som de kunne se, havde brug for den befrielse, Jesus talte om.

Måske oplevede mennesker i menigheden, at han talte direkte til dem og ind i deres liv. Så da Jesus sagde i dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse, var det intet mindre end sød musik. Det gjalt jo netop dem.

De var vokset op i en kultur, hvor dem, der troede på den rigtige måde, var dem, som Gud belønnede. Derfor troede de, at Jesus ord kun gjalt deres tætte fællesskab.

Men de kom til at høre på den hårde måde, at Jesus så et bredere fællesskab end blot deltagerne i synagogen, eller begrænsningen til det jødiske folk for den dags skyld.

Han minder dem lige om, at selvom det jødiske folk i perioder har lidt, har det ikke forhindret Gud i at komme til mennesker, som de ikke anså som medmennesker, og så koger vreden over hos dem.

Hvordan kan han sige sådan noget provokerende ævl, tænker de. Vi skal da først tage os af vore egne, synes de at mene.

Jeg kan ikke lade være med at tilføje, at jeg synes jeg ofte hører noget, der ligner i den offentlige debat i Danmark.

De bliver så vrede, at de drev Jesus op på kanten af et bjerg med den hensigt, at drive ham ud over kanten. Men de havde undervurderet Jesu myndighed. Han baner sig bare vej gennem dem og gik.

1 Luk 4,18-19 & Es 61,1-2

page2image19860288

3 af 8

Jesus talte til en menighed, en menighed ligesom vi, der er her i dag. De havde nok ikke lige helt så fedt et kor i synagogen i Nazareth, men et fællesskab, det havde de.

I parentes bemærket, så kunne det da være fedt, at sige noget der provekede fællesskabet så meget, at jeg blev drevet ud over kanten af Bolbro Bakke.

Når jeg indleder med at sige, at vi ikke taler som meget om jeget, men om os, så er det fordi at vi i kirken omfavner ideen om, at vi har brug for hinanden. Ideen om, at vi alle har en plads, som er vores i fællesskabet.

Det er ret tydeligt f.eks. I et gospelkor. Her er vi delt op i stemmer, hvor vi som undergrupper i koret – sopran, alt, tenor, som hvis ellers vi hver især kan holde vore stemmer, bidrager til en smuk treklang, som skaber den fine musik.

Det kan godt være, at der er en enkelt sanger, som synger exceptionelt godt, det kan man jo ikke udelukke, men det handler ikke om individet, men om den lyd koret, som helhed kan lave.

Desværre er det sådan, at man ikke kan definere et fællesskab, uden at man siger noget om, hvem som er med, og hvem som ikke er. Man kan gå meget op i, at tale om, hvem som er med og hvem, som er ude.
Det prøver vi på, at fokusere mindst muligt på her.

Når man er optager af, hvem som er med, og hvem som ikke er, så er man vendt mod periferien og ikke mod centrum. En kirke skal gerne være optaget af centrum. I sidste uge hørte vi jo, at Paulus skrev til menigheden i Korinth bl.a. fordi de havde glemt at fokus for enhver kirke, bør være historien om Jesus.

I 1. Korintherbrev taler Paulus om fællesskabet som et legeme.

4 af 8

Han siger:
“For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.
Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. ………

……..Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”2

I kirken er det sådan at man kan blive medlem, hvis man er døbt, hvis man tror på Gud, og man vil være med til at udvikle og opretholde kirken med sine bønner, gaver, tjeneste, nærvær og vidnesbyrd.

Man skal altså bede for kirken, for mennesker, som har brug for det, man skal betale til fællesskabet, og man skal yde sit ind i fællesskabet, og ja, så skal man være tilstede.

Det lyder noget forpligtende, og det er det også. Men det er alle fællesskaber. Der findes ikke uforpligtende fællesskab.

Jamen i kirken skal vi da alle have lov at være, kan man sige. Og ja, sådan er det. Kirken er åben for alle, men der er ingen som har så lidt at give, at de ikke kan bidrage til fællesskabet

2 1. Kor 12, 12-15 & 24-26

page4image19867200

5 af 8

her, og her kan alle gøre en forskel. Alle har noget at give, og det er der brug for.

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup siger:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”3

Med andre ord, vi mennesker er forbunde. Den nok mest kendte lægprædikant i Metodistkirken vidste godt dette og han talte ofte om det.
Nu tænker du nok, at det har du aldrig rigtigt hørt Helge Munk sige, men det er faktisk Nelson Mandela, som ved siden af at være lægprædikant i Metodistkirken også var den første præsident efter apartheid i Sydafrika. Han talte om den afrikanske tankegang at alle menesker er forbundne og totalt afhængige af hinanden. Det er det, er kaldes Ubuntu.

Det er også det Paulus udtrykker i Bibelen, hvor han beskriver kirkens fællesskab som et legeme. Lettere omskrevet, så siger han at uanset, hvad vi synes om vores næse, så er den en del af hvem vi er. Vi kan ikke bare se bort fra næsen, eller foden for den sags skyld. Det hører med og udgør et hele, og de fleste af os vil ikke være komplette uden vores næse eller for den sags skyld vores næste.

Andre steder i bibelen omtaler Paulus kirken som et legeme, hvis hovede er Jesus.4

Fællesskabet er altså vigtigt. Jeg er helt overbevist om, at man kan finde gode fælllesskaber rigtigt mange steder. Det har jeg da oplevet i fitnesscenteret, i sejlklubben, og der er helt sikkert gode steder, som du tænker på, når tanken strejfer fællesskaber.

3 K.E. Løgstrup: Den Etiske Fordring4 Ef 5,23 og Kol 1,18

page5image19872000

6 af 8

Men hvis jeg skal pege på fællesskaber, som er noget ganske særligt, så er det fællesskabet omkring kirken, i Emmaus, og i Nardus, i smågrupperne, at jeg virkelig oplever fællesskabets styrker.

Her i huset er der plads til alle. Ja, man kan bliver medlem, hvis man ønsker det, men det er absolut ikke et krav for at træde ind af døren, eller for at engagere sig i alt det, der sker her. Det er er heller ikke et krav at du tror, eller at du forelsker dig i en af det modsatte køn. Du er velkommen som du er.

I kirkens vision taler vi om fælleskabet.
Vi er et omsorgsfuldt fællesskab, hvor mennesker bliver set og hørt. Her er du velkommen og værdsat, som du er. Vi er åbne over for omverdenen og byder både tro og tvivl velkommen.

Noget af det, som binder fællesskabet sammen og gør det til noget helt særligt er i mine øjne, den kærlighed som er her.

Det er den som gør, at vi rummer tro, tvivl, og menneskers udfordringer. Det den, som gør at vi rummer forskelligheden, for vi er ikke ens, og vi er ikke en kirke, som ønsker vi er det. Det er det som gør, at vi hjælper hinanden med at holde fast i håbet, når alt ser håbløst ud. Det er det der gør, at vi tager os af hinanden i livet og i døden.

Det lyder helt fantastisk, og det er det. Men det er også en virkelighed, at mennesker nogen gange oplever at fællesskabet ikke er godt, og at de er udfordret af og selv udfordrer fællesskabet.

Vi er ikke en sekt, så man kan gå. Og det er helt ok, hvis det er det som er den bedste løsning.
Som jeg sagde indledningsvis, så er der ingen uforpligtende fællesskab. Og dette fælleskab er det heller ikke.

Kærlighed er meget mere end en følelse. Kærlighed er også nogen gange et valg. Et valg om at ville have en plads og et

7 af 8

valg om at tage den – også selvom man måske er skuffet over mennesker. Jeg siger ikke, at det kan være ens egen skyld, men hvis ikke man åbner munden, eller aktivt siger til sig selv, at man vil være med, så bliver det svært. Det bliver svært fordi vi er mange.

Man er nødt til selv at søge sin plads i fællesskabet. Alle er nemlig velkomne.
Det sker, at der er menesker som forlader os. Det er vi altid kede af. For virkeligheden er, at så mærker vi at der mangler et lem på legement. Dette gælder uanset om man er sådan én alle kender navnet på eller om man er den som ikke mange kender.

Hvis fællesskabet mangler et led, er vi ufuldkomne.

Lidt barsk sagt så har en amputeret fod ingen kontrakt til legemet, men derfor vil legemet savne foden. Og der kan endda være fantomsmerter…. Sådan kan det også være her, hvis nogen ikke er her længere. Det gør ondt.

I oldkirkens nadverfejring gjorde man meget ud af, at man som Jesus siger det, altid skal forsøge at forsones med sin bror, hvis der har været uenigheder. Det skal gøres mens man er på vej sammen med ham. Det kan altså ikke vente.5

Først når man er forsonet, kan man komme med sin gave til kirken, eller tage mod nadveren.

5 Matt 5, 23-25: Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel.

page7image19908096

8 af 8

Derfor udviklede man det system, at man inviterede menigheden til at hilse på dem omkring sig ved at give hånd og sige: “Guds fred!”

Det vil jeg invitere dig til at være med til nu. Det er ikke tanken at vi skal hilse på alle. Jeg er også med på, at for nogen af os, er dette i modstrid med at vi kan være lidt indadvendte af natur og det er helt i orden.

Men tanken er, at man sikrer sig, at alle bliver set og hørt ved at nogen af de andre fra fællesskabet rækker ud, og det vi selv kan gøre er at række hånden frem. Tage mod den udstrakte hånd, der også et tegn på Guds udstrakte hånd til os, og høre ordene: “Guds fred” og svare med et Guds fred.

Det er det synlige tegn på, at kærlighed er meget mere end følelser. Der ligger dybt i kærligheden en viljesagt om at ville hinanden. Der ligger et ansvar for den anden og det må vi ikke løbe fra.

Derfor inviteres du nu til at bringe en fredshilsen til nogle stykker i fællesskabet. Du er en vigtig del af fællesskabet og tak for at du er her i dag. Det er kærligheden som holder os sammen og det er stærke sager!

Amen

Guds Gaver – Nådegaver

I dag pakker vi flere af Guds gaver ud.

Denne gang ser vi på nogle af de gaver, som kan virke noget specielle, nemlig nådegaverne. I 1. Korintherbrev taler Paulus om nådegaver, tjenester og kraftige gerninger, alt sammen som noget der hænger nært sammen med Guds ånd. Men som med så mange store fortællinger, så begynder det hele med et bryllup. Hør mere på søndag, hvor Thomas Risager pakker nådegaver ud.

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der altid er afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 8

Prædiken søndag d. 20. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 2,1-11 & 1 Kor 12,1-13
Guds gaver – Nådegaver/Åndens gaver

I dag skal vi tale om noget af det, som vi som fællesskab måske udfordres af, for vi har ikke talt meget om det. Vi skal tale om de mere karismatiske udtryk for tro, som helt klart udfordrer vores rationelle tilgang til tilværelsen.

Vi vil gøre det, fordi vi taler om Guds gaver og her er Åndens gaver givet af Gud til os. Jeg tror ikke, man kan beskrive Metodistkirken i Odense som en karismatisk kirke. Men det betyder ikke, at jeg ikke tror, at Åndens gaver er givet til vores fællesskab.

Den anden grund til at vi skal tale om det er, at hele Danmark taler om det på grund af tv-dokumentaren “Guds bedste børn,” hvor vi ser vældigt karismatiske udtryk for tro komme til udtryk.

I udsendelsen vælter det adskillige gange over i reelt misbrug og manipulation, hvor jeg som præst må sige klart fra. Det er ikke alt sammen er fra Gud.

Ikke destomindre har vi passager i vores bibel, som taler om disse ting, og jeg ved ikke med dig, men det kan udfordre mig.

Men lad os begynde med en måske dagligdags begivenhed, nemlig et bryllup. De fleste af os kender historien om brylluppet i Kanaan ret godt, og vi ved, at Jesus laver vandet om til vin. Det er jo en fin historie, og jeg tror at alle præster, som er gæster til bryllupper, har

2 af 8

fået lov til at høre lidt for den historie. Det er virkelig en af de historier fra bibelen, som folk i almindelighed kender.

Men et lille dyk ned under overfladen på den historie, og så må du selvom, det er ned under vandets eller ned under vinens overflade.

Jeg lægger mærke til i vers 10 at skafferen efter at have smagt den nye vin, bebrejder brudgommen, at han har gemt den gode vin til sidst. Vi skal se, at med Jesus i selskabet er der mere godt i vente. I det er også et evighedsperspektiv. Den gode vin venter os.

Desuden skal vi også lægge mærke til, at det som for os kan virke som en ret ligegyldig historie, faktisk er taget med hos Johannes.
Alene det er væsentligt. Vi skal huske, når vi læser bibelen, at den kommer af en mundtlig tradition, så alt overflødigt fedt er skåret af.

Den ligger her som en begyndelse på alt det som skal til at ske i historien om Jesus. Nu er tonen slået an. Vi ser det i vers 11, vand til vin er begyndelsen på tegn, og herlighed, så disciplene troede på ham.

Så jeg slår lige fast: Vand til vind, tegn, undere og helbredelser, som vi ser masser af steder i den videre læsning, er noget normalt forekommende. Det er tegn på at Guds rige er tilstede, at himlen er åben.

I søndags talte vi om dåben som Guds gave, og at himlen er åben i dåben. Samtidigt sagde vi klart at dåben er indledningen til et liv i tjeneste.

3 af 8

Al snak om nådegaver skal ses i lyset af det, nemlig at det er gaver som er givet, ikke for at den enkelte kan sole sig i det, men fordi de kan bruges i tjeneste for Guds rige.

En del af os har set nådegaver i funktion, og jeg er sikker på, at vi har oplevet det som måske underligt, men helt ok. Og jeg er lige så sikker på at nogle af os har oplevet f.eks. tungetale som fik os til at tænke er det virkelig OK det her.

Om ikke andet har rigtigt mange i Danmark set mennesker bede i uforståeligt sprog i TV. Tungetalen er en af de mere kontroversielle nådegaver, og der er menigheder i vores land, hvor man har understreget at det at tale i tunger er et vidnesbyrd om at man ikke bare var døbt med vand, men med Helligånden. Med andre ord, vil der være et massivt pres for at finde på et sprog, som anvendes i bøn.

Det pres er ikke her. Men nådegaverne er også gaver, som er givet os. Det er dog ikke udøvelsen af de mere højlydte af dem, der præger vores fællesskab, men vi ser på dem alligevel.

Der hvor vi slår ned er i 1. Korintherbrev 12,1-13

Lige et par ord om, hvor vi er henne i Bibelen. Koritherbrevene er der stort set enighed om, at de er skrevet af Paulus. De er skrevet til en konkret menighed i Korinth. En menighed i Grækenland, som Paulus tidligere har tilbragt et par år hos. Det er altså en menighed han kender rigtigt godt. Det er ca. tre år siden Paulus rejste videre, man mener, at han er ude på det vi kender som hans tredje missionsrejse. Da han skriver til Guds

4 af 8

menighed i Korinth1 fra Efesos, og nu er vi omkring år 55. Vi skal lige huske, at der ikke endnu ikke er skrevet nogen af evangelierne. Så vi er der, hvor alle ideer og principer om, hvordan det her kirke noget skal fungere, er helt nyt.

Det er nok hovedårsagen til at Paulus, netop fordi disse konkrete breve er skrevet ned og ikke mindst bevaret for eftertiden, bliver så toneangivende for, hvordan dette med kirke hænger sammen.

Paulus skriver her til en kirke, som har problemer. Problemerne opstår fordi menigheden har mistet det fokus, som Paulus gav dem nemlig et fokus på historien om Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden.

Nu var de optaget af forskellige grupperingers indflydelse, af sexuelle udskejelser i menigheden, af retssager mellem dem, Kan en gift mand leve sammen med en kvinde, der ikke tror på evangeliet? Kan man spise offerkødet fra templet? Skal kvinderne have tørklæde på? De skændes om nadveren og ja, så skændes om åndens gaver et af de emner som diskuteres i den meget diskussionslystne menighed.

Det her med åndens gaver kan se stort ud, fordi det det, man ser på tv, fordi det er de her mirakuløse ting, som fylder, hvis vi oplever det. Og ikke mindst fordi det af visse religiøse ledere bruges til at skabe opmærksomhed om sig selv frem for på Jesus.

Hermed er vi tilbage i Korinth ved en menighed, som er druknet i internt fnidder og har glemt hvad det hele

1 1. Kor 1,2-3

page4image49795776

5 af 8

handler om, nemlig fokus på Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden.

Det er ikke det samme som at åndens gaver ikke er vigtige. Det vigtigt er, at de ikke er omdrejningspunktet for en menighed, derfor giver Paulus sig også tid til ikke at holde menigheden hen i uvidenhed.2

Paulus fornægter ikke at overnaturlige ting kan ske. Det skete allerede før de blev kristne og tilbad forskellige hedenske guder.

Men det afgørende er, at nu sker det i Jesu navn. Det er en afgørende forskel, for så peger det det rigtige sted hen.

Vi kan kun sige Jesus er Herre, når Helligånden er med, og så er Jesus Kristus i fokus, som han skal være.

Så går Paulus ellers igang med sin opremsning. Men inden da, slår han fast at uanset, hvilken nådegave man måtte have, så er Ånden den samme og den ene gave har ikke mere status end den anden. Samt at gaverne er givet hver enkelt til fælles gavn. Det sidste er utroligt vigtigt.

Så lister Palus op:
At meddele visdom At meddele kundskab Helbredelser Mægtige gerninger

2 JF. 1. Kor 12,1.

page5image49623616

6 af 8

Profetisk tale
Evnen til at bedømme ånder
Tungetale, samt bedømmelsen af tungetale

Det er listen i i 1. kor. Der findes flere lister f.eks. i Rom 12,3-8. Her er rækkefølgen lidt en anden og ikke helt de samme.
I Efeserbrevet findes måske den mest kendte liste, men her er vi mere over de forskellige tjenester, men igen det er tjenester til gavn for fælleskabet udført i Åndens kraft. I Ef. 4,11-13 ser vi at nogle er apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. APEST.

Der er sammenfald og forskelle mellem listerne. For mig at se, er det helt klart i Ny Testamente, at der tales om tjenester, som kobles helt og aldeles sammen med Helligånden og at de er til fælles gavn.

Det vi ser med listerne her, og med brylluppet i Kanaan er, at kristen tro er ikke kun en intellektuel øvelse. En sund tro vil til tider udfordre vores rationelle tilgang til tilværelsen. I Danmark og i Metodistkirken i særdeleshed, er vi blevet utroligt gode til at fremme en intellektuel tilgang, og jeg tror faktisk, at vi kan have godt at lidt mere åbenhed over for den åndelige side at tilværelsen.

Jeg tror – eller jeg ved – at der er menesker i vores kirke, som beder med tungetale. Jeg ved at vi har oplevet, at vi har bedt for syge, og de er blevet raske. Jeg ved at mennesker har haft noget på hjerte, som de har overbragt et andet menneske og at det blev en stor hjælp.

7 af 8

Jeg tror Guds gaver er virksomme også i vores menighed. Personligt synes jeg, at det er et sundhedstegn, at Guds gaver er virksomme, men vi lægger ikke videoer på Facebook og har ikke behov for at gøre det. For det er ikke omdrejningspunktet.

Jeg tror, man med stor rimelighed kan udvinde listerne og faktisk gøre dem mere jordnære. Jeg vi mene at Guds gaver kommer til udtryk, der hvor vi tjener hinanden og Guds rige.

Jeg vil hævde, at spille, synge, bede, være gæstfri, den gode samtale, omsorg med udgangspunkt i den man har omsorg for, deltagelse i gudstjeneste alt sammen er mere end handlingen selv.

Med andre ord, nådegaverne – evnen til at tjene – er givet til os alle.

Spørgsmål et er om vi alle har frimodigheden til at pakke den ud og tage det, der er vores bidrag, vores gave om du vil, i brug.

Nådegaver, evnen til at tjene er lidt som at få et kreditkort. Det kan mere end det ser ud til, og rigtigt brugt kan det være meget meget nyttigt.

Et kreditkort kommer med posten. Man får en kode, så det er knyttet til dig. Men før det virker, skal man aktivere det.

Jeg vil gerne, at vi tør være mere frimodige til at tage mod de gaver Gud giver, og at vi tør aktivere de gaver, som vi hver især er givet.

8 af 8

Jeg tror vi på den måde kan være en rigtig fin gave ikke bare til os selv, men til Odense, med fokus på Jesus som korsfæstet og opstanden.

Amen.