Hosianna, Palmesøndag – Thomas Risager

Påsken begynder med palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et “lånt” æsel. Mange mennesker hylder ham og glæder sig over, at han kommer. Men de fleste af dem har ikke den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder, at Gud i Jesus kommer til dem.

Talerne Palmesøndag og Påskedag hænger sammen. Palmesøndag lægges fundamentet. Gennem baggrundshistorierne og indblik i datidens samfund får vi muligheden for bedre at forstå, hvad det er, vi tager imod, hvis vi vælger at tro på eller håbe på, at Påskedags råb om opstandelse og kærlighedens sejr, kan have noget med os at gøre.

Vil du vide mere om påsken og dagenes betydning, kan du læse mere på http://www.metodistkirken-odense.dk/hvad-betyder-de-forskellig-helligdage/

 

Du kan lytte til talen fra palmesøndag her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der næsten altid er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken Palmesøndag d. 25. marts 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 11,1-11.

I dag begynder påsken. Det kommer sådan lidt ud af det blå, for der plejer jo ar være forår, når der er påske. Men bare vent, det skal nok komme. Foråret og påsken har det til fælles, at det er fulde af overraskelser og gode ting.

Påsken er ikke nogen pludselig spontant opstået begivenhed. Den er kulminationen på Jesu liv, og dermed opfyldelsen af Guds håb om det gode liv for mennesker.

På mange måder er planen genial, for det er allerede jødisk påske. Det betyder at Jerusalem er fyldt med menesker, som fester og glæder sig over, at det jødiske folk blev udfriet fra Egypternes slaveri og fik lov at gå ind i Israel.

Med andre ord, Gud skaber størst mulig opmærksomhed. Havde det været i dag, kan du roligt regne med, at Facebook Cambridge Analytica var kommet tl at spille en central rolle. Men i datiden var størrelsen af menneskemængden key.

Det hele begynder med, at jesus rider ind i Jerusalem på et “lånt” æsel. Det er virkelig en underlig ankomst. Et æsel er at dyr til bagagen. Eller til gravide forlovede. Ingen mand vil lade sig se ridende på et æsel.

Mængden er samlet og de hylder ham med palmegrene og smider deres kapper. Det at de faktisk er klar, de havde sitet palmegrene, vidner om, at Jesus var ventet. At jesus kommer til Jerusalem er også kulminationen på

2 a f 4

de tre eller måske fire år, hvor han er stået offentligt frem og talt om Gud som meget mere end én man skal frygte gennem efterlevelsen af en masse regler. Gud er én man kan have en ration til – en kærlig far.

Menneskehavet tager mod Jesus. De hylder ham og råber:
“ Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

v10 Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!

Hosianna i det højeste!”1

Læg mærke til, at de omtaler David.
Det er kong David, som regerede fra 1005-965 FK. David står for en af de længste perioder med fremgang og fred i Israel. Han var i stand til at holde fjenderne ude af Jerusalem. David var ikke fejlfri som menneske, men han var respekteret som en konge sendt fra Gud, og de gamle profetier taler om at Davids trone skal regere til evig tid.2

Der var altså et profeti om en guddommelig indgriben i al elendigheden. Jo mere jeg læser om politik og undrer mig over USAs valg af præsident, jo bedre forstår jeg dette håb om at Gud griber ind. Dengang har længslen varet stort set siden Davids regering, så der var en reel længsel efter forandring.

Mange mennesker hylder ham og glæder sig over, at han kommer. Men de fleste af dem, har ikke den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder, at Gud i Jesus

1 Mark 11,9-10
2 JF. 2. Sam 7. I særdeleshed vers 16.

3 a f 4

kommer til dem. De havde forventet en politisk magthaver, men i løbet af påskeugen bliver det klart, at intet er som forventet. Påsken er fuld af overraskelser.

Jesus er så meget mere! Så meget mere end nogen af dem, selv i deres vildeste fantasi, kunne forestile sig.

Det gælder vel egentlig også os?

Mange af os, har i overført betydning set Jesus komme ridende ind i vore liv. Ofte på tidspunkter, hvor vi ikke har skænket tro eller Gud mange tanker. Faktisk er sandheden nærmere, at mange af os, ikke rigtigt har ment, at vi skulle have behov for at tro.

Men der har alligevel været et eller andet fascinerende ved ham Jesus på det lånte æsel. Så vi overvejer måske stadig om vi skal tage en palmegren og råbe velkommen, eller vi har gjort det for længe siden.

Uanset, tror jeg ikke, at nogen af os, havde fantasi til at forestille os omfanget af, hvad tro er kommet til at betyde for os.

Det at Jesus kommer til os, viser at initiativet er Guds – ikke vores.

Det er et billede på det, som vi i Metodistkirken kalder den forekommende nåde. Tanken at tro kommer ufortjent gennem Guds enorme kærlighed til os. En kærlighed, som gør at han slet ikke kan lade være med at være udfarende.

4 a f 4

Længe inden vi har tænkt en tanke om Gud, har Gud tænke på os og elsket os betingelsesløst.

På den måde, har vi en ide om at være elsket langt inde, og en længsel dybt nede, som vækkes i det øjeblik vi aner konturere i det fjerne af en mand, som ser ud til at komme ridende på et æsel.

Det er naturligvis helt op til os, om vi snitter et par palmegrene og gør os klar, eller vi har brug for at overveje det igen og igen.

Helt sikkert er det nemlig, at han ikke giver op, og også kan leve med et stille

hej, her er jeg…. til erstatning for

“ Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! v10 Velsignet være vor fader Davids rige, som

kommer!
Hosianna i det højeste!”3

Palmesøndag handler om at han kommer og at han kommer igen.

Amen
3 Mark 11,9-10

 

Stjernen er hele verdens håb

Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.

Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12. Stjernen er håbets lys.

Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.

For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.

Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.

Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.

Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.

2 a f 4

De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.

Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.

Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.

De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.

Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.

Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.

Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.

De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.

3 a f 4

Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.

Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1

Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.

Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.

Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.

De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2

1 Esajas 60,6B

2 Mika 5,1-3

4 a f 4

Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.

Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.

De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.

Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.

Det håb er for alle – det håb er for dig!

 

Amen

 

 

Chosen (gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus) – Thomas Risager

Vi lever i en x-factor-kultur, hvor vi langsomt har vænnet os til, at nogle bliver udvalgt – og at andre som den naturlige følge heraf bliver fravalgt. Det er fedt at føle sig særligt udvalgt. Men følelsen af at blive fravalgt, måske endda gang på gang, kan gnave i vores sjæl og æde vores følelse af værd.

Gospelkoret Emmaus og præst Thomas Risager fortæller historien om at være særligt udvalgt af Gud. Ikke på grund af noget du kan eller gør, men ganske enkelt fordi, du er DIG. DU er et værdigt menneske. Også selvom du måske ikke altid selv kan mærke det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det som er planlagt i forberedelsen, og det som faktisk siges under talen i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 19. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Chosen – Særligt udvalgt. Gospelgudstjeneste med Emmaus. Tekster: 1. Mos 1,1-3+26-30.
Gimmick: Pas med spejl, som billede

Alle os, der ikke er superstjerner med en bold, kan tænke tilbage på skoletiden. Det var en førstevælger og en andenvælger, og så blev klassekammeraterne ellers udvalgt én for én. Der blev tænkt nøje over, hvem man skulle have. Svend kan løbe hurtigt. Hvis ellers Kirsten tager det flade boldtræ, så rammer hun hver gang….

Kammerat efter kammerat blev taget og og til sidst blev der sagt… ok, vi tager Thomas.

Videre frem i livet, oplever man, at de andre finder en sød kæreste, de bliver færdige med at læse og lander det ene fede job efter andet, mens man selv er evighedstudent, på udkig efter den rette hylde i livet.

Når man følger gamle klassekammerater på Facebook eller ser hvad de spiser på Instagram, så smager endnu en færdigret fra Fakta, ikke videre godt.

Vi kan ikke lade være med, at sammenligne os med hinanden, men vi glemmer ofte, at den dag vores venner på Instagram sidder på den lokale grillsnask, fordi de ikke orker at lave mad, der ser vi intet opslag. Vi flasher nemlig aldrig vores liv, når det er helt almindelig kedelige leverpostejsdage eller når der er pomfritter med remoulade i bakken.

2 a f 5

Det skal vi huske når vi sammeligner hinandens perfekte liv, som kan få os til at føles os helt bagud i forhold til alle de andre.

Vi sammenligner os sjældent med virkeligheden, men med en opstyltet iscenesættelse.

Hvis vi er mere end, dem vi er på de sicoale medier, hvem er vi så?

Vi har et pas, og der står sort på hvidt, hvad vi hedder, hvor høje vi er, om vi er mand eller kvinde, hvor vi er født.

En del af os har en profil på Facebook. Her kan man se de mest flatterende billeder vi har af os selv. Nogle af os praler ligefrem med vores børn, og vi husker at tage billeder og skrive om det, når vi er med til noget fedt. Som her i aften f.eks.

Vi har alle sammen familier, nogle har meget med dem at gøre, mens andre har det stik modsat. Men vores familier udgør vores baggrund. Vi har nogle gener og noget miljøarv med os. Også selvom det måske er noget, vi mest af alt ikke ønsker at slæbe med os.

Vi har også evner og kundskaber, som vi kan bruge til at sælge os selv på arbejdsmarkedet. Nogle af os har tætpakkede CV, hvor vi ikke holder os tilbage med at fortælle om alle vore fortræffeligheder. Vi gør os så lækre, som vi kan blive.

Nogle af os er så heldige at vi også kan smykke os med titlen: far, mor, onkel, tante, bror, søster, mormor,

3 a f 5

farmor…. Nogle af os synes alt i livet er helt vildt fedt lige nu. Andre synes, at glæden og lyset er langtlangt borte.

Vi er egentlig så utroligt meget. At sige kort, hvem vi er, tror jeg ikke kan lade sig gøre.

Vi lever i en kultur, hvor vi på mange måder konkurrerer mod hinanden. På den ene side, elsker vi det, men vi på den anden side frastødes af det. Vi følger med i store tv- shows, hvor mennesker sorteres fra, for der skal findes en vinder. Det er programmer som x-factor, Vild med Dans, Robinson, Bagdedysten, hvor en af Emmaus- sangerne faktisk er med. Hele tiden sker der en udvælgelse. Det er fedt at blive valgt, knapt så fedt at blive vraget. Det er underholdning, men de føles ogs som virkelighed for rigtigt mange mennesker.

I bibelens univers findes Facebook, Instagram og x-factor ikke. Af gode grunde selvfølgelig, det var jo ikke opfundet. Men der er en helt række historier, som siger noget helt grundlæggende i forståelsen af, hvad et menneske er. Jeg vil vove den påstand, at der er noget i det, som vi kunne bruge.

Det første vi skal have fat i er selve skabelsesberetningen. Bibelens historie om, hvordan vi mennesker er blevet til.

Gud skaber mennesket. I sit billede skaber han os. Som mand og kvinde skabes vi.1 Vi ligner altså Gud, og sikke en mangfoldighed, vi er jo langt fra ens. Men vi er fælles

1 JF. 1. Mos 1,27

4 a f 5

om at være skabt i Guds billede. Det handler ikke om, hvad vi kan, men om den vi er.

I bibelen gør Jesus meget ud af at forklare mennesker, at Gud er en himmelsk far.

Hvis Gud er en himmelsk far, må vi altså være børn. Jeg ved godt, at mange af os er voksne, men vi er stadig nogens børn. Vi er også Guds børn.
Hvordan er det med børn. Elsker forældre dem, fordi de er gode til at spille harmonika? Eller bliver valgt først i, når der skal vælges hold til rundbold?

Nej, børn er elsket, alene fordi de er til. Børn er elsket for dem, de er, ikke for det de kan!

Bibelens univers er ikke historier fyldt med mennesker, som har styr på alting, mennesker som spiser rigtigt, motionerer rigtigt, mener alle de korrekte ting. Her afløser den ene historie om uperfekte menesker den anden.

Der er mennesker, som Moses, Abraham, som er i Bibelens univers er stampersoner til os alle. Vi har de tolv disciple, som blev enormt vigtigt for Jesus og den første kirke. Fælles for dem alle er, at de gang på gang ikke forstår, hvad der foregår omkring dem. Men også at der gang på gang fortælles en historie om at Gud vil dem, og ikke vender dem ryggen, selvom de ikke er videre perfekte. Gud bruger uperfekte mennesker.

Gud er der, ikke fordi de har vundet noget som helst, ikke fordi de synger godt, ikke fordi…. Vi er skabt af Gud og Gud har allerede udvalgt os til at være elsket. Han vælger ikke nogen fra, men vælger alle til.

5 a f 5
Du er udvalgt – bare fordi….

Hvordan ser sådan et udvalgt uperfekt menneske ud?

Sådan et menneske, der er elsket alene fordi det er til, og er udvalgt.. Hvordan ser sådan et menneske ud?

(Spejlet holdes frem!) Amen.

Allehelgen/sammenhængskraft – Thomas Risager

De amerikanske skikke omkring Halloween med udskårne græskar, uhyggelige udklædninger og “slik eller ballade” ser efterhånden ud til at være kommet for at blive – også i Danmark. Men vidste du, at det herhjemme faktisk hedder Alle Sjælesaften d. 31. oktober og Allehelgen d. 1. november?

Første søndag efter Allehelgen,altså i dag, er den dag, hvor vi mindes de døde, som mangler i vore liv. Vi nævner dem ved navn og vi tænder lys for dem. Allehelgen er også dagen, hvor vi indser, at livet er større end døden. Guds kærlighed og nåde er på spil, og det gør, at døden kan blive til liv.

Hvis du ønsker, at et menneske, du savner, bliver nævnt i gudstjenesten, er du meget velkommen til at skrive det til Thomas Risager. Det betyder ikke noget om vedkommende var medlem af kirken eller ej. Hvis det er et menneske, som du savner, deler vi gerne savnet med dig.

Ud over at mindes dem, der gik forud for os, har vi på søndag også den store glæde at kunne holde fest og fejre hele to nye liv. Vi skal nemlig døbe Malene Damm Priess’ dejlige tvillinge-piger, og det endda på deres et års fødselsdag.

Thomas Risager taler over temaet sammenhængskraft.

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er forskel mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk bliver holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5
Prædiken søndag d. 5. november 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 5,3-12. Allehelgen
Flere gange har jeg hørt polikere udtrykke bekymring for sammenhængskraften i samfundet. Det er et ord, der brugers om forskellige grupperingers, eller klassers tilknytning til fællesskabet.
Som borgere i dette land hænger vi sammen. Det gør vi på tværs af etniske, politiske og økonomiske skel. Sammen udgør vi Danmark. Vi har et rødbedefarvet pas med Jellingstenens Jesus på den allerførste side.
Jesus taler ofte om det med at høre til i et rige, for som han siger: “Guds rige er kommet nær!”
Det er ikke et rige, som er defineret at grænser, eller som udsteder et pas. Det er ikke et rige for mennesker, som er født på et bestemt sted, eller for mennesker, der tænker ens om alt muligt. Her er det ikke væsentligt om du er socialdemokrat eller stemmer på Dansk Folkeparti. Her er det ikke væsentlig om du er rig eller fattig, om du er mand eller kvinde, om du er lykkelig eller ulykkelig.
Jesus taler også om et rige, som ikke defineres af de succesfulde, af de som hele tiden er på TV, eller af dem, som alle andre tilsynelandende lytter til.
Maria læste et styke fra Bibelen fra os, og det siger os her del om, hvem vi er Guds øjne. For i Guds øjne ser vi ganske anderledes ud, end verden ser os.

2 a f 5
De ting, vi tillægger værdi og tilskriver succes, er helt anderledes I Guds øjne.
I dag har vi indledningen til Bjergprædikenen foran os.
I den, Matthæusevangeliets kapitel 5,6 og syv finder vi nogle af de allervigtigste ting, Jesus har sagt.
Hvis du vil vide, hvad jesus står for, og hvad hans mærkesager er, så kan jeg anbefale at læse bjergprædikenen.
Jesus siger: “v3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden……” og sådan gentages
salige er de… en her del gange.
Salige er et ord, som vi ikke længere bruger så meget.
Disse ord er oprindeligt formuleret på græsk, som er Det
Nye Testamentes originalsprog.
En mere korrekt oversættelse af ordet er, at man siger
rodfæstet i stedet.
Disse mennesker, som Jesus fremhæver, er mennesker,
som ikke er rodfæstede i de ydre ting, som verden
tillægger stor værdi.
De er rodfæstede i indre værdier, uafhængige af det som
ses af andre eller efterstræbes af andre.

3 a f 5
De er som salmernes Bog siger det, som et træ, der er
rodfæstet ved bækken. Det bærer meget frugt, fordi
deres rødder når dybt og holder det fast, når det blæser.
Ser du, Guds rige lader sig ikke begrænse, af de ting,
som vi kan forestile os.
Guds rige er et kærlighedsrige, som overskrider alle
grænser, vi overhovedet kan komme i tanke om.
Det er et rige, hvor alle er velkomne og man kan være
den man er.
Der er helt andre værdier på spil, end i denne verden,
hvor det ydre og overfladiske i den grad hyldes. Her
handler det om at være rodfæstet. Rodfæstet i Guds
kærlighed.
I Guds rige er vi rodfæstet i Gud. Det er ham vi er
forbundet med. Vi har lige set et, eller rettere to, meget
stærke eksempler på det, da vi døbte Klara og Viola. Vi
døber dem, fordi vi ankerkender at de tilhører Guds rige,
for det er de også en del af.
Guds rige er man en del af, før man fødes og længere
end livet. For Guds rige begrænses ikke af, hverken
fødsel eller død.
I dag fejrer vi livet, og er taknemmelig over at vi kan døbe
to dejlige piger. Men vi rammes også af, at på festdage
som denne, bliver det klart at der er nogen, som mangler
blandt os.

4 a f 5
Der er menneske blandt os, som fester og sørger på
samme tid, fordi i dag også er dagen, hvor vi mindes de,
som er døde.
Vi mærker savnet og sorgen over dem, og måske indser
vi, at selvom de er døde, så påvirker det forhold, vi har
haft til dem stadig vores liv. De betyder stadig noget. Vi
hænger også sammen med dem.
Måske kan det være en trøst, at Jesus taler om at de
saliges løn er stor i det himmelske, i Guds rige.
Jesus taler om Guds rige, som et sted, der ikke
begrænses af liv og død. Han kalder os til et håb, om at
vi en dag skal ses med alle de, som er gået foran os til
Guds rige. En dag skal vi opstå til nyt liv sammen med
ham.
Et liv, som Åbenbaringen i Bibelen omtaler således:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være
mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.1
I Guds rige er sammenhængskraften Guds uendelige
kærlighed, som er stærkere end alt andet. – Selv døden.
Og den kærlighed gør at vi hænger sammen i livet og i
døden.
1 Åb 21,3b-4

5 a f 5
I dag vil vi mindes:
Sigrid Juul
Antonio Ribeiro
Elin Askholm Carlsen Hans Otto Hansen
Marie Nordtorp Bendixen Kaj Vilner Priess
Aksel Thorsen
Jens Christian Rønning Villy Kähne
Kurt Kristiansen

 

 

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

 

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

…Giv det for intet… – Maria Bræstrup Aaskov

Maria Bræstrup Aaskov siger om søndagens gudstjeneste:

“Jesus gik omkring, og hvor han kom, tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed. På samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud. Som reglerne til et stjerneløb gav han dem instrukser om, hvor de skulle gå hen, og hvilken opgave de skulle løse undervejs. Og som start på stafetten mindede han dem om, at: “I har fået det for intet, giv det for intet”. Hvordan kan vi tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Tale “…giv det for intet”

Jesus havde det med at beskrive, så menneskerne der lyttede, så et billede for sig – ofte tog han udgangspunkt i det som var deres virkelighed. I dette tilfælde er udsigten en frodig mark.
Der er endnu lidt tid, men om få uger kan en tur på landet fremkalde det samme syn på disse breddegrader, marker, der venter på at blive høstet. Og Jesus forklarer i dette tilfælde, hvad han tænker på og ser – han sammenligner marken, høsten, med de mennesker der stå klar, klar til høre og få del i Guds kærlighed, og videre beskriver Jesus hvordan høsten er stor, men antallet af arbejderne er få, de som skal høste og bringe byttet ind hus – i overført betydning, de som skal tage sig af og sørge for de endnu ikke kristne, så de kan komme i hus, finde hjem.

Jesus disciple var de første Jesus sendte ud – som arbejdere til høsten – Jesus sendte sine 12 venner af sted med en pep talk og opmuntring til at dele ud af det de selv havde fået del i – og bringe Guds rige med sig. I de vers, som kommer i forlængelse af dem vi har delt i dag, beskriver Jesus hvordan disciplene skal bringe fred med sig hvor de kommer frem, og hvor freden ikke bliver taget imod, skal de blot gå videre – tro kan ikke påduttes mennesker, men skal tages imod på eget initiativ.

 

Jesus selv, kom også vidt omkring, og hvor han kom frem tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed – og på samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud – som reglerne til et stjerneløb, gav han dem instrukser om hvor de skulle gå hen og hvilken opgave de skulle løse undervejs – og som start på stafetten mindede han dem om “I har fået det for intet, giv det for i intet”.

 

Måske det kan ligge fjernt for os, at skulle gå ud og prædike, at Himmerige er kommet nær! Men som sidste søndags pointe var, er vi, som disciplene, også kaldet, til at gå – sendt af Gud, som sendebud, der bringer det med os, vi har fået del i.

 

Hvordan kan vi mon tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?

I dele af verden ”koster” det mere at blive kristen, end i vores andedam, for nogle er det med livet som indsats at bekende sin tro – hvilket kan være svært for os at sætte os ind i – men det får mig, til at påskønne at vi trods alt kan tænke og tale frit, hvor vi bor. Det er ikke en selvfølge!

 

Hvad vil det sige at være i mission i dag, for os?
Falder det dig naturligt – eller et det noget du skal anstrenge dig for? I forskellige sammenhænge opvejer vi sikkert alle, om vi finder det oplagt at tale om det der betyder noget og er afgørende i vores liv, eller om vi i andre tilfælde nedtoner og undlader, for ikke at blive sat i bås og være genstand for fordomme og spørgsmål – det er en balancegang, mange af os sikkert forsøger at meste.

Når vi tænker på vores familie, omgangskreds, venner eller kolleger, ved vi i mange tilfælde hvad de står for, og måske om de betragter sig selv om troende – selv om det for mange er en privat sag, skinner det ofte igennem! Hvordan oplever du at kunne bringe det med dig, du har fået, og give det videre…?

Vi har fået det for intet, og vi skal give det for intet  –
Gud hjælpe os til at være i hans kærlighed og bringe den med os, så den gør godt og gøre noget ved de mennesker vi omgås.
Amen!

GPS – Foretag en U-vending – Thomas Risager

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”. Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. Nogen gange er det bare nødvendigt at bremse op og foretage den uvending. … Men der er mere i det end blot dette……

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Manuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 5. febrar  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,13-14 & Joh 14,1-14.

Vejen – Find din vej. Foretag en u-vending.

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”

Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi i livet, kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os, at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. (Især hivs konen sidder vide siden af.)

Nogen gange er det bare nødvendigt, at bremse op og foretage den uvending.

Jesus anvender ikke det sprog. Han siger ikke foretag en uvending, men han siger noget, som jeg altid har synes er meget irriterende og faktisk en anelse provokerende.

Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til faderen uden ved mig.”

Og når man så også hører, hvad Jesus siger i Matthæus evangeliet så bliver det da helt galt:

v13  Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14  Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”

Man kan jo blive helt bange. Jeg tænker ligefrem, at dette ikke rimer med alt det andet jesus siger. Dette lugter elitært og ekslusivt, og vi er jo vant til at sige, at troen er for alle, og kirken skal være inkluderende.

Det er en af grundene til, at jeg bliver generet af disse udsagn. Der er der, hvor jeg plejer at bede Helge om at prædike, men i dag hænger jeg selv på den.

 

I den første kirkes tid, og det er jo der bibelens tekster er nedskrevet og samlet samme, var tro ganske enkelt et sprøgsmål om liv eller død.

Man havde en forventning om, at verden var ved at nå til sin ende. De sidste tider var nær, og i lyset af det, var et nej tak til tro på Gud faktisk lig med at man afsagde sin egen dom.

Man frygtede fremtiden og lagde derfor enorm vægt på, at kunne tilhøre Gud. At være et af hans børn.

Og hvordan gør med det?

Svaret den gang, som nu er, ved at tro på Gud, ved at anerkende at Jesus er Guds søn, som levede, døde og opstod, for at frelse os. Har man brug for det kan man samtidigt sige, som manden der gerne ville at Jesus helbredte hans søn: “Hjælp min vantro!”

De første kristne oplevede mennesker vende ryggen til troen og det var en sorg. Ikke en sorg fordi de ikke vil være med i vores kirke, som vi kan opleve det. Men en sorg fordi man faktisk anså, at de mennesker helt enkelt ville gå fortabt.

Sådan tror jeg måske de to mormoner tænkte om mig, da jeg forleden aften sagde nej tak til at få Mormons Bog af dem. Han går fortabt ham der!

Det er vigtigt, at vi har det i baghovedet, når vi hører jesus sige: Jeg er vejen, sandheden og livet.

Vi skal også lægge mærke tl at at bibelen er fuld at billeder, hvor mennesker stilles overfor valget mellem to veje.

I Jeremias 21, 8, bare for at tage et eksempel siger profeten til folket”Jeg stiller jer overfor livet og dødens vej.” Sagen er sat på spidsen.

Jesus har talt om, at han går i forvejen og gør alt rede for os. Det er igen i lyset af, at verden snart får en ende, så det er i det kommende, Jesus forbereder plads til os.

Det er i tråd med teksten om ankeret som et håb bag forhænget, som vi også har talt om i denne prædikenserie.

Disciplen Thomas, som ellers ikke brillierer alt for meget i evangelierne, spørger Jesus:  Herre, hvordan kan vi kende vejen?

Det er et supergodt spørgsmål. For hvem af os har ikke lyst til at kende vejen. Når man gør det, er man jo tryg, og man ved, at bare jeg følger denne vej, så kommer jeg frem.

Det er ikke for meget at sige, at når man kender vejen, er man mentalt fremme inden man kommer frem.

Jesus næste svar er, at kender de ham, som de har set og hørt, så kender de faderen, og så er de på vej. På rette vej.

Centrum af alt tro, er ikke os selv, som det er så nemt at forfalde til. Det er Kristus.

Det er ham, der er vejen, sandheden og livet, og lige så snart vi er på vej i en retning, der fører os bort fra ham, så misser vi målet.

Det er irriterende, når den indre GPS siger lav en u-vending. Men det der Gud kalder os tilbage til den rette vej. Til livet så at sige.

Heldigvis er Gud absolut nådig. Så ganske ofte bliver det sådan, at der hvor vi overhører “Foretag en uvending!” ender det med at Gud kan sige: Beregner ny rute!”

Amen

 

For alle – For dig! – Juletalen 2016, Thomas Risager

Det er jo jul. Kirken var fyldt til bristepunktet med glade børn og voksne.

Her kan du læse eller høre talen, som de fik med sig fra kirken i dag.

Glædelig jul til dig!

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

 

Prædiken juleaften d. 24. december  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 2, 1-20.

For alle – for dig.

Så blev det jul igen, og vi samles i kirkerne og senere omkring juletræerne og synger med på julens kendte og fine salmer.

Jo, det er sandelig jul.

Når man kigger rundt her i kirken, kan man godt få den ide, at vi er ganske enige om, at det der med jul er en god ide.

Det har vi også for nyligt bestemt, at det er. I hvert fald nåede Bertel Haarder lige, som det allersidste inden han måtte stoppe som kirke- og kulturminister, at sætte danskere til at stemme om hvilke værdier, vi er formet og dannet af, og hvilke vi ønsker at tage med ind i fremtidens samfund.

Resultaterne var en Danmarkskanon, hvor danskerne har stemt på flg. væsentlige værdier:

Velfærdssamfundet,

tillid,

Det danske sprog,

foreningsliv og frivillighed,

frihed,

frisind,

hygge,

kønsligestilling,

lighed for loven

og endelig den kristne kulturarv.

Den kristne kulturarv, er altså noget, som mange mener former os. Her juleaften er det også så dejligt, at tænke på det lille Jesusbarn, der ligger i krybben i stalden.

Mange gange tænker vi, at lige præcis den historie med Gud, der fødes som et lille barn virker så hyggelig. Det er så nuttet, når der er noget med små børn. Et eller andet sted, er det helt i orden, at det har været med til at forme vores kultur. Vi er en nation af kultur-kristne.

Det siger jo noget om, hvem vi er og hvad vi er rundet af. Det er sådan set fint.

Men jeg tror altså, at der er så meget mere i det med Jesus. Der er livsforvandlende kraft i den hyggelige historie.

Jeg kendte et menneske, som var formet af misbrug og svigt. Denne mand sad samme med sin bror, ligeledes en misbruger, i en lille tarvelig lejlighed en juleaften.

Når misbruget vinder i ens liv, bliver man ofte ensom, for ikke en gang ens nærmeste kan blive ved med, at håndtere løgn og svigt.

De to mænd kommer i deres brandert til at tale om, hvad det der jul, som alle har så travlt med, egentlig handler om.

De husker, at det i hvert fald er noget med Gud, og et eller andet sted, er der en bibel. Det kan de da huske.

De leder og roder indtil de finder den støvede bibel.

Heromme bag i bibelen finder de historien om Jesus fødsel.

“Og det skete i de dage…

Og hun fødte sin søn den førstefødte, svøbte ham og lagde ham i en krybbe…

I den samme egn var der hyrder…

Herrens engel stod foran dem: “Frygt ikke, se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser… Han er Kristus Herren…..”

De samme ord, som vi for lidt siden hørte læst op. Hyggelige og fine ord, som hører juleaften til. Hyggelige og fine ord, som har formet vores kultur.

Men i den snavsede lejlighed blev de selvsamme ord livsforvandlende.

Den ene af mændende forstod, at dette her var langt mere end kultur. Han fangdede at dette var dybt personligt, og at det lille hjælpeløse barn var Guds gave til netop ham.

Lige dér, den juleaften forstod han, at Guds kærlighed gjaldt ham og han begyndte at tro.

Lang historie kort, han blev en kristen og kom ud af sit misbrug, fandt vejen tilbage til livet, fik uddannelse og blev én af mine kollegaer. Et meget fint menneske og en meget dygtig præst.

Min pointe med at fortælle den historie i dag er, at vise at det med tro og kristendom er langt mere end blot noget, der har formet vores kultur, det er også noget dybt vekommende, som kan påvirke menneskers liv.

Gud vender op og ned på tingene, når han vælger at Jesus skal komme til jord, ikke ligesom et menneske, men som et menneske. Som en af os.

Det er ikke os, som skal komme til Gud, men Gud, der vælger at komme til os.

Han kommer ind i en verden, hvor vi måler hinanden på, hvad vi gør og på hvordan alting ser ud. Det er altså helt paradoksalt at Gud, som er mægtigere end alt andet, kommer som et afmægtigt barn.

Men alting ER vendt på hovedet med Gud og hans måde at vise os sin kærlighed.

I den mørke nat sidder hyrderne og vogter dyrene.

Hyrderne er på mange måder lidt skæve eksistenser. Nogen af dem, der passer bedre blandt får end blandt mennesker.

Der var ikke nogen, der regnede dem for noget. Men det var dem, der julenat stod ansigt til ansigt med englen. Det var dem, som var ved at tage benene på nakken af bare rædsel. Men  alligevel lyttede de  på englens ord:

“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden. Jeg tror ikke, at Maria syntes, at det var den allerbedste ide, at få gæster umiddelbart efter, at hun har født, og så hyrder.

Men hun lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Det er præcis det, som ordene i denne histore kan. Historien, der er for alle folk – ingen er altså undtaget. Heller ikke to skæve stofmisbrugere i en lejlighed juleaften.

Ordene om jesus, som kommer til os, er ord, som vi kan gemme i hjertet. Når vi gør det så forbliver troen på Jesus ikke bare kulturarv, men så bliver det dybt personligt.

Så kan det forvandle livet.

I det gospelkor, som jeg synger i, har vi for nyligt lært en smule tegnsprog.

Tegnene for “jeg går mod Gud for at være sammen med ham” ser således ud:

Jeg går op mod Gud, men han kommer mig i møde….

Det er præcis det, som julen handler om.

Gud kommer dig i møde!

Glædelig jul!

Amen.

Det er pinligt – Thomas Risager

Ved alle store familiefester er der altid én person, som gør sig uheldigt bemærket. I dag taler jeg ud fra Lukasevangliet kapitel 7, hvor der er en kvinde, som bryder al etikette. Det er så pinligt! Alligevel kan hun rejse sig og gå derfra med Jesus’ ord om, at hendes tro har frelst hende.

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være forskel på det skrevne manuskript og det talte ord.

Prædiken søndag d. 12. juni  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 7,36-8,3

Ved alle store familiefester, i hvertfald i min meget store familie,  er der altid én person, som gør sig uheldigt bemærket.

I dag er vi vidne til sådan en episode. For der er en kvinde, som bryder al etikette. Det er så pinligt. Alligevel kan hun rejse sig og gå derfra med Jesus ord om, at hendes tro har frelst hende.

Lad os tage til fest.

Det er ikke sådan en fest, hvor vi fejrer en rund fødselsdag. Men et middagsselskab hos en af farisæerne, Simon, som har indbudt Jesus til at spise hos sig.

Farisæerne skiller sig ud, fra de almindelige jøder, i et oprigtigt ønske om at være gode lovlydige, og dermed desværre fokusere alt for rigidt på de mange regler og påbud i den jødiske lov.

De, som er meget hellige kan nogen gange være så frelste, at de ikke er til at holde ud.

Det behøver ikke kun at være religiøst hellige. Mennesker, som lever supersundt, motionerer meget, kan nogen gange bare være så irriteretende i deres forsøg på at få vi andre til at få dårlig samvittighed, at de ikke er til at vær sammen med. Det blev det samme for farisæerne, så de var ofte en anelse isoleret og foragtede.

Mens Jesus sidder til bords i Simons hus, er der en kvinde ude i byen, som hører det. Hun tager sin alabastkrukke og går mod Simons hus. Hun vader direkte ind og sætter sig ved Jesu fødder.

Her græder hun, så meget at hun med sine tårer vasker Jesu fødder og hun tørrer dem med sit hår. Hun kysser hans fødder og bruger den kostbare, formentlig Nardus-olie, fra krukken til at smøre Jesu fødder i.

Dette gør man bare ikke!

Ud over at opførslen er vildt mærkelig, så er listen over de religiøse overtrædelser også lang. En kvinde rører ikke ved en mand, hun ikke er gift med.

Kvinden er også kendt af alle farisæerne, dem med den høje moral. Moralen er ikke højere, end at de godt ved, at hun lever i synd, at hun er prostitueret. Hvor ved de det fra?

Simon tænker også ved sig selv, at ham Jesus der, da umuligt kan være en stor profet, når han tillader sådan en kvinde en røre ved ham.

Men Jesus er en stor profet. Han ved, hvad Simon tænker.

Mens kvinden salver hans fødder fortæller Jesus historien om pengeudlånere, som eftergiver hhv. 50 denarer og 500 denarer og stiller spørgsmålet, hvem af de to, der har fået eftergivet gæld, der elsker mest.

Rationalet er, at den, der elsker mest, er den som har fået mest eftergivet. Sådan vil en farisæer i hvert fald tænke, for han er vant til at tælle point og holde regnskab.

I mens har Jesus tilladt den syndige kvinde at fortsætte med at vise ham kærlighed. Dette er ret epokegørende. Jesu tillader et åbenlyst brud på de religøse regler, vd at tage mod hendes kærlighed.

Når Lukas understreger, at kvindener syndig, og samtidigt fortæller historien om han, som får eftergivet 500 denarer, er den der elsker mest, så er det for at vi skal tænke. Hold da op, så kan man ikke komme længere ud. Det kan ikke blive værre for noget menneske.

Det er en vigtig pointe ind i en kultur, hvor mange mennesker har travlt med at slå sig selv i hovedet, fordi de føler sigt langt fra kulturens perfektheds- og dygtighedsidealer.

I gamle dage, gjorde man meget ud af i kirkerne at tale om synd, for at få mennesker til at forstå, at de uden Gud var langt længere ude, end de nogensinde ville kunne bunde.

Vi bruger ikke ordet synd, men mennesker i dag føler sig langt fra perfekte. Vi ved udmærket, de områder i vore liv, hvor vi ikke er det.

Det er netop mennesker, som os, der ligefrem kan tvivle på, om Gud dog kan holde af sådan en som mig, der skal se, at Jesus til et mennesker, der ikke kan komme længere ud, siger: “Din synder er tilgivet, gå bort med fred!”

Det sker for øjnene af alle de selvretfærdige, som forarges og spørger, hvem er dog han, som tilgiver synd.

Det skal jeg sige sige dig: HAN ER JESUS!

Amen

Det er helt normalt – Thomas Risager

Bibelen indeholder utallige historier, hvor Gud besøger sit folk – kommer helt tæt på og udretter mirakler i menneskers liv.

Men faktisk er det helt normalt, at Gud besøger sit folk – også i dag. Har du haft besøg af ham? Hør mere på søndag, når Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen om opvækkelsen af den døde i Nain.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er forskel på det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 5. juni  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 7,11-17.

Det er helt normalt! Alle, der har teenage piger vil vide, at det er en butik i Vestergade.

Det er helt normalt!

Altså i bibelens verden er det helt normalt, at historierne er vilde.

Vi går ind i den del af kirkeåret, som hedder trinitatis-tiden og løber helt indtil første søndag i advent. For mange præster er det lidt en ørkenvandring, fordi den ene lille historie om Jesus afløser den anden, og det store drama, som er påsken, himmelfarten og pinsen rummer, er særdeles fraværende.

Men det begynder med et brag af en historie. Det er helt normalt, at det går vildt til. – Ikke i Vestergade, men i bibelen.

Jesus nærmer sig sammen med disciplene og en hel masse tilhængere, der følger med, byen Nain. Inden de kommer ind i byen, ser de at et stort følge er på vej ud gennem byporten, bærende på en død.

Nærmest hele byen fulgte med kvinde, som var enke, og nu havde mistet sin eneste søn.

Hele byen havde medfølelse med hende, for situationen var alvorlig.

Ud over sorgen ved, at have mistet sin enste søn, så var der også det faktum, at hun var enke. Med andre ord, så var hendes situation meget alvorlig.

I datidens samfund, var kvinder ikke selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. De var totalt afhængige af dem. Da kvindens mand døde, var det naturligt, at sønnen overtog det økonomiske ansvar for kvinden, og nu var også han død.

En barnløs enke i den situation havde to muligheder. Hun kunne tigge, eller forsørge sig selv på på den måde, som i et dobbeltmoralsk samfund, ville betyde ekstra udstødelse og pegen fingre. Så der var stor nød den dag i Nain.

Jesus fik ondt af hende, og kunne se elendigheden, de stod i. Han siger til kvinden: “Græd ikke!” og til den døde søn: “Rejs dig op!”

Miraklet skete. Drengen vågnede og gav sig til at tale.

Det er nok ikke helt normalt.

I hvert fald blev alle fyldt med frygt, men de forstod også, at Gud gjort et under lige midt i deres liv.

De udbrød med glæde: “Gud har besøgt sit folk.”

Det var lige netop det, der hvor Gud har besøgt sit folk sker der ting og sager.

Jeg ved ikke med dig, men mit liv er sådan rimeligt normalt og jævn kernefamilie hverdag.

Der er – heldigvis ikke de vilde udsving og opvækkelser af døde, hidrører ikke under, hvad jeg definerer som normal hverdag.

Men oplevelsen af, at Gud har besøgt sit folk, som Lukasevangeliet formulerer det. Den kender jeg.

Det er min påstand, at Gud stadig besøger sig folk, at Gud er den del af hverdagen for mennesker, og at han ikke bare er en gammel sur Gud, som vi kan frygte lidt, forhandle lidt med og i øvrigt læse om i en gammel støvet bog.

Gud er nærværende.

Gud er på besøg i vore liv, når umulige situationer opløses.

Når man med familien i bilen påkøres og man slipper godt fra det.

Når eksamen, skoleskift bliver godt. Når kærestesorgen afløses af forelskelse.

Når man pludselig ser den man lever samen med på ny.

Når vi sidder i kirken og glæder os over, alt det gode, vi har sammen.

Når vi lytter til hinandens erfaringer med, at Gud er på besøg hos sit fork, og vi indser, at det er helt normalt.

Amen.