GPS – Find din vej i ørkenen – Thomas Risager

Hvis du aldrig har prøvet at livet gør ondt og føles som en ørkenvandring – så er du heldig. Men du undgår nok desværre ikke at komme til at opleve det på et tidspunkt.

I den anden af gudstjenesteserien taler Thomas Risager om at finde vej i ørkenen. Der hvor vi har allermest lyst til at blive liggende og have ondt af os selv, kalder Gud os til at rejse os og gå …

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk at der ofte er lidt forskel på det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. kong 19,3-9

Hvis du aldrig har prøvet, at livet det gør ondt og føles som en ørkenvandring, så er du heldig. Men det er nok også sådan, at du på et tidspunkt i livet, kommer til at opleve det. Og det er ikke sjov. Nogle af vi, som er i kirken i dag, er i ørkenen. Der hvor livet er hårdt.

I dag er vi kommet til den anden af gudstjenesterne, som vi kalder GPS –  find din vej.

Vi skal se på, hvad bibelen siger om, at finde vej i ørkenen. Der er masser af gode historier.

Personligt hader jeg, når jeg ikke kan finde vej i livet. For det kan jo nogen gange opleves som en ørkenvandring uden lige. Man er et sted, man ikke har lyst til at være, og dagene er lange, og nætterne utålelige.

Tænk en gang på en ørken. Det er et sted, hvor det er fysisk og psykisk udfordrende at være. Om dagen stikker solen dig, som Salme 106 vers 6 antyder. Bibelen er fyldt med billeder og historier fra ørkenen. Den er nemlig tæt på, så mennesker i bibelens univers kender ørkenen.

Om natten er det den isnende kulde, om dagen stegende varme og din fantasi kan spille dig et puds, både med fatamorgana og det med at finde vej i ørkenen er en by i Rusland.

Jeg tænker, at det nogen gange er sådan, at det kan føles, når livet er ved at gå i stykker. Som at være fanget i en ørken.

Man bliver træt, modløs og kan ikke overskue noget som helst.

Bare det, at tage tøj på, eller komme i bad, kan synes helt håbløst.

Man kan ligefrem komme dertil, og nogen af os har været der, hvor man overvejer om ikke døden er udvejen.

Til det må jeg skarpt sige, at døden er aldrig en udvej ud af problemer. Den er en flugt, som efterlader familie og venner i en kedelig situation. Hvad har vi gjort? Kunne vi have gjort mere?

Det er ikke nogen ny opfindelse, at livet kan være meget svært og umuligt.

I teksten, som vi hørte læst fra 1. Kongebog finder vi Elias i en dybt fortvivlet tilstand. Han har kæmpet for at fremme Guds sag, og her skal vi lige huske, at vi er Det Gamle Testamente, så det går hårdt for sig.

Dem der ikke tror, må af med hovedet. Den praksis er vi heldigvis kommet fra, selvom vi kan læse i bibelen, at det var praksis.

Elisas har f.eks. været med til at hugge 450 Bals-profeter og 400 Ashere-profeter ned ved styrkeprøven på Karmels bjerg.

Da Kong Akab i triumf fortæller sin dronning Jezabel om sejren bliver der ballade.

Dronning Jezabel er selv en af dem, som har udbredt sin egen sidonesiske tro på bekostning af den traditionelle gudstro i landet.

Hun truer ganske enkelt Elias på livet, og det driver ham, som mente, at han fortjente kongehusets ros og anerkendelse, på vild flugt.

Flugt er altid panikløsningen. Det kan være den eneste løsning her og nu, men det er en desperat løsning.

Nu flygter han, og det som Elias må sande er, at det er umuligt at leve sit liv på flugt. Bare spørg nogle af vore mange flygtninge om det.

Elias fortsætter alene ud i ørkenen, for han har mistet håbet og lægger sig under en gyvelbusk i håbet om, at få lov til at dø der.

Vi kan vist godt blive enige om, at det er en ret håbløs situation.

Elias har ikke mere at give og han har ikke flere forventninger til livet. Han er tom…..

Det er lige der, hvor tomheden og ensomheden er værst.

Der hvor han ikke oplever, at der er mere signal på GPS.

Der hvor der ikke er retning. Lige dér taler Gud til ham gennem en engel, som rørte ved ham og bad ham styrke sig ved at spise af brødet og drikke af vandet.

Det er også her, han får at vide, at han skal gå.

Han kan ikke blive liggende der. Gud er ikke færdig med ham.

Gud kalder ham til – og udfordrer ham til at gå videre i livet.

Det er en utrolig vigtig pointe, at der hvor Elias ikke kan se, at der er mere i livet, da ved Gud, at der er mere godt i vente. Gud kan se det, der er forude, som vi ikke kan se.

Når vi læser videre i historien, oplever vi, at Elias får lov at møde Gud – intet mindre – i en sagte susen.

Med andre ord, ud af håbløsheden oplever Elias det største og vigtigste, som giver ham ny retning i livet.

Gud giver ikke op, der hvor vi gør.

Gud ser der, hvor vi ikke kan se,

Gud håber, der hvor vi ikke gør.

Gud ønsker os ud af håbløsheden og ud af ørkenen.

Det som for os er mørke, er for Gud lyst som dagen.

Det må vi aldrig glemme, at der hvor vi tror, der ikke er udvej, ser Gud vejen og viser os den.

Amen

 

Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Vil du hjælpe? – Maria Bræstrup Aaskov

Vi fortsætter talerækken, hvor vi skal gøre og klar til at blive klar. Denne søndag ser vi nærmere på Jesu arbejdsbeskrivelse – til noget af et job. Ikke så underligt at han havde brug for hjælpere dengang og fortsat – vil du også hjælpe?

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken Søndag d. 24. januar 2016.

Metodistkirken i Odense – Maria Bræstrup Aaskov.

Vi har for nyligt taget hul på et nyt år, og julen virker allerede på afstand – i en sang synger man, at julen varer lige til påske – og det er netop en tråd mellem julen og påsken vi søndag efter søndag i denne tid ønsker at trække – hvor vi ser nærmere på Jesus og hans liv, som på mange måder var forberedelser til det som ventede ham. Tiden kan også blive en forberedelse for os, hvor vi gør os klar til at blive klar –

Jesus arbejdsliv var kort, kun få år var han i det vil kalder tjeneste, begyndende med hans dåb. Og han spildte ikke tiden. Det stod klart for ham, hvad hans opgave var – det finder vi blandt andet beskrevet i teksten fra Lukas, som Yvonne læste for os. Hvor Jesus tager ordet i under sabbatten i den jødiske Synagoge. Forsamlingen ved tilsyneladende ikke hvem denne Jesus er, er det ikke Josef søn, spørger en. Jesus vælger at læse højt fra skriftrullen med Esajas Bog, en bog fra Det Gamle Testamente, som altså er skrevet mange år tidligere – det er med andre ord en forudsigelse, en profeti – men ord som passer i Jesu mund: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig…” Man kan kalde det Jesu arbejdsbeskrivelse, det er betegnet som hans programerklæring, hans mission – og hvilket job! Hvem har ikke drømt som lille, om at blive brandmand, om at blive buschauffør, eller gartner – men nok de færreste vil misunde Jesu liv og gerning. Det var noget af en opgave han var tiltænkt at løfte.

Og beundringen, da han begynder at forklare teksten, er i første omgang bifald og begejstring – men som vi kender helt frem i vores tid vendes det til – du skal ikke tro du er noget, hvem er du, at du kommer her, og der står at Jesus bliver jaget ud af først synagogen og siden byen – Men så står der en linje, jeg elsker: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” – Jesus var ikke sådan at holde hen, holde nede eller ude – Jesus havde en klar mission, en opgave…

– at bringe godt budskab til fattige,

– at udråbe frigivelse for fanger

– syn til blinde,

– at sætte undertrykte i frihed,

– at udråbe et nådeår fra Herren.

Jesus udgangspunkt var de som havde brug for ham, de som manglede, og længdes…

Det får mig til at se et paradoks – der er virkelig stor forskel på de mennesker som i høj grad følte sig godt tilpas og tiltrukket af Jesus – de urene og syge, tiggerne, tolderen, synderne – der er en stor forskel på dem, og de som kommer i langt de fleste kirker i dag, er det ikke et ejendommeligt mønster? Jesus kom og vendte op og ned på datidens accepterede mening, samfunds normer, og gjorde i mange tilfælde det modsatte. Og de som så til, stillede spørgsmålstegn og i mange tilfælde så skævt  og undrende til, det var de ellers gudfrygtige, som holdte loven til punk og prikke.

For Jesus var missionen ikke til at tage fejl af – det var en nådens revolution, ikke noget for noget, men nåde over nåde – I denne verden ser vi normalt op til de rige, de smukke og de succesrige. Men nåden indfører en verden med en ny logik. I Guds rige er der ingen uønskede. Når Gud elsker de fattige, de lidende og de forfulgte, skal vi ikke gøre det samme? Når Gud ikke ser nogen uønskede mennesker, skal vi heller ikke gøre det. Ved sit eget eksempel udfordrede Jesus os til at se på verden igennem det, som kan kalde ”nådehelbredte øjne!”

Hvordan bliver vi i højere grad en kirke i tråd med Jesu mission, en kirke med nådehelbredte øjne, som ser alle mennesker, virkelig ser dem og måske særligt ser netop dem som har brug for at blive set.

Hvem er de fattige, de fangne, de blinde og undertrykte i dette nabolag, her i byen eller der hvor du bor?

Jeg spørger mig selv, hvad kan jeg gør – hvad vil du hjælpe med? Jesus forstod i høj grad at uddelegere, ikke for selv at slippe, men fordi hans mission strakte sig helt ind i evigheden – og han har også brug for os, til at være hænder, fødder, øre og hjerter, der er villige til at give en hånd, gå et par ekstra skidt, lytte til og omfavne mennesker – som Jesus ville have gjort.

Hvad kan jeg, og hvad vil du hjælpe med?

Lad os gøre op med den for mange accepterede mening, samfundets normer og går mod strømmen! Lad os være en kirke der går ud og er kirke blandet mennesker, og er virkelig byder enhver indenfor… Jeg tror Jesus har brug for din og min hjælp her i Odense lige nu!

Amen!

Tro er….at længes – Thomas Risager

På grund af tekniske problemer er der ingen lydoptagelse af dagens tale, men her er bibelteksten og manuskriptet, som udgjorde oplægget.

Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-41. Side 890.

Verdensdommen

v31  Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v32  Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; v33  fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. v34  Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35  For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40  Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

++++++++++

Prædiken søndag d. 22.november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 25,31-41.

Verdensdommen.

Overskriften for bibelteksten, som der på søndag tales over, er verdensdommen.

Årh, nej… Er det nu sådan en svovlprædiken, som Thomas Risager holder? Dem har vi hørt nok af (altså ikke fra ham, men af andre 🙂 )

Det er ganske rigtigt sådan i den kristne tro, at vi forventer, at Gud en dag vil holde dom.

En dag, hvor han gør regnskabet op. Fårene til den ene side og bukkene til den anden.

Traditionelt, får det mennesker til at ryste i buskerne af skræk, men budskabet i dag er, at vi skal huske på, at Gud er en kærlig Gud, som vil os det godt.

Når Gud holder dom, bryder hans rige endeligt igennem. Så mister ondskaben og meningsløsheden sin magt, så er det Guds kærlighed, som har magt i verden.

Se, det er ikke noget at frygte, det er noget at længes efter!

Men inden vi går mere ind i det, så er jeg nødt til at stille dig et personligt spørgsmål. Du behøver ikke at svare, slet ikke hvis du sidder ved siden af en af dine nærmeste. Bare tænk inden i dig selv.

Kender du det, at din ven, din kone, din mand, din mor, din far, din chef, din menighedsrådsformand… kommer til dig, og nu ved du, at der følger en konfrontation. Der er noget, som vedkommende er utilfreds med, og du skal have skylden. Du ved det allerede inden han åbner munden.

Allerede der, er du mentalt smuttet videre til det sted, hvor du lukker hele verden ude, for du ved jo hvad der kommer. Tror du!

Du hører ikke efter. Tværtimod er du klar til at fyre dit modsvar af. Det modsvar der består af de ting, som har irriteret dig gennem de sidste tre uger.

Det har godtnok ikke noget med den indledende snak at gøre. men det er ligemeget, for der er ikke nogen, der skal komme og sige noget til dig.

Jeg kender det med at lukke af. Både fra mit privatliv, men også i de diskussioner, som jeg har med andre, der prøver på at forstå bibelens univers.

Når der bliver alt for meget snak om synd, helvede og fortabelse, så lukker jeg bare helt af. Ryster på hovedet og tænker fundamentalister…. Og det er jo ikke pænt gjort.

I Matthæus siges det, at Gud vil skille fårene fra bukkene, når menneskesønnen kommer i al sin herlighed.

Bag det ligger, at vi forventer at Jesus en dag kommer igen. Guds plan er at frelse verden. Ikke bare en del af verden, men hele verden.

“For sålede elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes,  men have evigt liv. Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” som der står i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-17.

Det er altså Guds plan. Det ligger også i mange af de ting, som jesus siger, at hans komme er for alle mennesker. Det siges allerede i juleevangeliets ord til de skræmte hyrder på marken.

“Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” For alle!

Så Guds perspektiv er for alle!

Læg også mærke til at Guds forventninger til de, som han lader gå til sin højre side, ikke er at man har været i kirke mindst 40 gange om året, selvom jeg som præst har lyst til at tilføje det.

Det er heller ikke at have lært bibelen udenad.

Men det er at tage imod den fremmede, at mætte den sultne og tørstige, at tage sig af den syge og den fængslede.

Med risiko for at blive lidt politisk, så kan jeg ikke lade være med at tilføje, at vi med  de mange flygtninge, som kommer til os, har alletiders mulighed for at arbejde lidt på vores egen frelse. Jeg er naturligvis også nødt til at sige, at hvis det egoistiske mål er vort motiv, så går vi galt i byen. Fokus skal selvfølgelig være på dem, som vi møder med åbenhed.

Gud ønsker altså at gøre arbejdet færdigt.

Lad os lige rundet den med helvede med det samme. Ligesom der er mange forestillinger om himmelen, så gælder samme for helvede. Vi må holde fast i at det er forestillinger.

For mig var helvede i Paris sidste fredag.

Helvede var i det russiske passagerfly, der blev bombesprængt over Egypten.

Helvede var der hvor bomberne faldt i Syrien som hævn for angrebet i Paris.

Helvede var der hvor en kvinde blev voldtaget. … Find selv på mere. Det er faktisk let nok-  ikke sandt.

Vi kender godt til helvede. Og det er det som Gud vil gøre op med. Hans våben er ikke bomber, det er kærlighed. Og helvedes porte kan splintres af kærlighed.

Når Guds kærlighed får magt i verden, så er mennesker stadig frie til at sige til Gud, at de ikke vil have noget med ham at gøre. Det tror jeg faktisk Gud respekterer og der vi være et sted, hvor man kan være i fred for Gud. Helvede bliver stedet uden Gud. Man vælger selv.

Der hvor Gud holder dom, får kærligheden magt.

Tænk engang over konsekvensen af det.

Krigens larm forstummer,

Frygten for terror forsvinder,

Sygdom mister sig tag,

Konflikter ophører,

Kriminalitet bliver ikke eksisterende,

Fred og kærlighed vil sprede sig og selv døden vil miste sin magt.

På søndag begynder adventstiden, hvor vi minder hinanden om at Jesus kom til verden og at han var en del af Guds større sammenhæng.

Vi længes også efter at han kommer igen og gør det færdigt.

For at tro er også at længes efter en ny himmel og en ny jord, hvor Kristus er konge.

Tro er at længes.

Amen.

Lys i mørket – Thomas Risager

November sænker sine tunge mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svider. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus og Thomas Risager vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her, men bemærk venligst at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Esajas 9, 1

v1  Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

Johannes 1,1-9

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

v6  Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. v7  Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. v8  Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

v9  Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.

Prædiken søndag d. 1. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9, 1 & Joh 1, 1-9 & Salme 139, 1, 11-12

Lys i Mørket

Et lille stearinlys ser ikke ud af så meget i forhold til de lamper, som hænger i loftet her i kirken.

Tidligere, da Emmaus begyndte at synge med kirken henlagt i totalt mørke, da så vi hvad manglende lys gør – det giver mørket magten.

Vi sidder sammen i kirken. De fleste af os sammen med mennesker, som vi kender. Det gør, at mørket er næsten trygt og næsten ikke skræmmende.

Alligevel lagde jeg mærke til, at noget skete i rummet, da vi tændte det første stearinlys. Selvom jeg lige har sagt, at mørket ikke var farligt, så giver det alligevel mere ro, at der tændes blot en smule lys.

Så falder skuldrene lige en tand længere ned  og man sætter sig lidt mere til rette på stolene.

Det bliver det, som vi danskere kalder det, hyggeligt.

Det er rigtigt at lyset gør det hele hyggeligt, og det længes vi efter her i den mørke årstid.

Der kommer lys frem i lysestagerne og vi sætter os ike i sofaen uden, at der brænder lys, men der er mere end hygge forbundet med lyset.

Langt mere…..

Lyset giver tryghed, fordi vi kan se, hvem vi er sammen med. Vi kan se, hvor vi kan komme ud og vi kan se og  finde vej.

Lyset giver liv. Vi ved, at planterne ikke kan vokse uden sollyset, som i bogstaveligste forstand gennem fotosyntesen tilfører dem energi.

Vi mennesker kan ikke lave fotosyntese, men vi har brug for lyset. Det frigiver vitaminer og giver energi.

Det tænker vi måske ikke over om sommeren, men når vi mangler lyset, så lægger vi mærke til det.

Når det bliver efterår og november, så kan mange af os mærke, at det er som, at energien siver ud af os. For rigtigt mange er det også sådan, at humøret forsvinder og erstattes af egentlig depression.

Et tæppe på sofaen, en kop varm kakao og endeløse serier på Netflix, bliver nogen gange det eneste, vi kan overkomme, alt det andet kan vi lave i morgen. Når der bliver rigtigt mørkt og koldt, kan mønsteret gentage sig i ugevis. Mørket får langsomt magten.

Når det går os dårligt, taler vi ofte om det som mørke tider. Jeg vil tro, at mange mennesker i Syrien taler om mørke tider.

Det er netop i de mørke tider, at Gud lover, at vi ikke skal være alene. Det er når livet er aller mest utrygt. Der hvor vi ikke ser nogen fremtid og håbet forsvinder, at Gud vil være der.

Vi ser det i profetien fra Esajas Bog, en tekst, som man læser i kirkerne op mod jul. Det er løfter om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket. De skal se et stort lys!

Da jeg var barn var jeg bange for mørket – Decideret mørkeræd. Selv som spejder, så hadede jeg, når vi skulle på natløb. Det var spændende nok, men i hver eneste grøft, eller bag hvert træ så jeg alt muligt uhyggeligt i mørket.

Så hvis der var noget, jeg havde lyst til, så var det at få et stort lys, som virkelig kunne oplyse alt.

Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys. Det er ikke noget så simpelt, som et lys, der hjælper os med at kunne se, Esajas taler om. Perspektivet er langt større end at give en lille spejderdreng tryghed.

Når Johannesevangeliets kryptiske indledning, taler om lyset, det sande lys, der oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden, så taler han om Jesus.

Om Gud som griber ind i verden på en måde, som vi nok aldrig fuldt og helt kommer til at fatte omfanget af.

Det er det endelig opgør med mørket, med lidelsen, med sygdom, krig, elendighed, fattigdom, værdiløshed, præstationsangst, frygt, depression, klimakrise, ja selv døden.

Lyset skal komme. Ikke bare som et lys, der oplyser mørket. Det vi oplever, når vi tænder lys er, at mørket jo kommer tilbage, når lyset slukkes. Det lys vi tænder kan kun for en tid holde mørket væk.

De løfter, Gud giver til folket, som vandrer i mørket, og dermed også til du og jeg, er løfter om et lys, som ikke bare kan fortrænge mørket i den tid, som der nu er olie på lampen.

Det er et lys, som ikke kan slukke.

Et lys som gennemtrænger mørket, så natten er lys som dagen.

Det er et lys, som vinder over mørket, sådan at mørket for evigt og altid vil være på flugt.

Mørket kommer aldrig tilbage. Guds lys vil vinde. Det er det Jesus selv understreger et andet sted i bibelen. Her siger han:

Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys!” (Joh 8,12)

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er også givet for dig.

Amen

Hosianna – Palmesøndag – Thomas Risager

Påsken begynder med Palmesøndag. Det er dagen, hvor vi ser på, hvordan Jesus modtages med palmegrene og Hosianna-råb i Jerusalems gader, da han ankommer til byen ridende på et æsel. Folket modtager ham jublende, men de undrer sig sikkert også over, at han kommer ridende på et æsel. De svarer lidt til, hvis Dronning Margrethe ankom på en Christiania-cykel.

Der er enorme forventninger knyttet til Jesus, men han lever ikke op til dem på helt den måde, som folk har forventet. Så i løbet af få dage skifter stemningen fra jubel til had. Langfredag råber folket på gaden ikke “hosianna”, men “Korsfæst manden!”

Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Jesu drøm – Thomas Risager

I sidste uge, havde vi visionsdag i kirken, hvor vi drømte drømme og så syner for fremtidens kirke på dette sted. Men hvad er det egentlig Jesus drømmer om. Ved at kigge lidt på hans tale i synagogen i Nazareth, kommer vi det lidt nærmere:

I lukasevangeliet kapitel fire står der:

Jesus i Nazarets synagoge

v16  Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. v17  Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
v18  Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed, v19  for at udråbe et nådeår fra Herren.

Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #5 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, de helt centrale begivenheder i Jesu liv. Vi taler om hans korsfæstelse, død og opstandelse. Dette er meget diskuteret for tiden, da en en folkekirkens kendte præster taler uldent om opstandelsen. Ved talen i dag går vi i dybden med betydningen af opstandelsen.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #4 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, hvad det var Jesus sagde, som gjorde ham både så upopulær hos jøderne den gang, og så populær i dag. Vi slår ned i Bjergprædikenens indledning og hører Jesus tale om at afholde sig fra gengældelse og om at elske sine fjender.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large