Guds Gaver – Nådegaver

I dag pakker vi flere af Guds gaver ud.

Denne gang ser vi på nogle af de gaver, som kan virke noget specielle, nemlig nådegaverne. I 1. Korintherbrev taler Paulus om nådegaver, tjenester og kraftige gerninger, alt sammen som noget der hænger nært sammen med Guds ånd. Men som med så mange store fortællinger, så begynder det hele med et bryllup. Hør mere på søndag, hvor Thomas Risager pakker nådegaver ud.

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der altid er afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 8

Prædiken søndag d. 20. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 2,1-11 & 1 Kor 12,1-13
Guds gaver – Nådegaver/Åndens gaver

I dag skal vi tale om noget af det, som vi som fællesskab måske udfordres af, for vi har ikke talt meget om det. Vi skal tale om de mere karismatiske udtryk for tro, som helt klart udfordrer vores rationelle tilgang til tilværelsen.

Vi vil gøre det, fordi vi taler om Guds gaver og her er Åndens gaver givet af Gud til os. Jeg tror ikke, man kan beskrive Metodistkirken i Odense som en karismatisk kirke. Men det betyder ikke, at jeg ikke tror, at Åndens gaver er givet til vores fællesskab.

Den anden grund til at vi skal tale om det er, at hele Danmark taler om det på grund af tv-dokumentaren “Guds bedste børn,” hvor vi ser vældigt karismatiske udtryk for tro komme til udtryk.

I udsendelsen vælter det adskillige gange over i reelt misbrug og manipulation, hvor jeg som præst må sige klart fra. Det er ikke alt sammen er fra Gud.

Ikke destomindre har vi passager i vores bibel, som taler om disse ting, og jeg ved ikke med dig, men det kan udfordre mig.

Men lad os begynde med en måske dagligdags begivenhed, nemlig et bryllup. De fleste af os kender historien om brylluppet i Kanaan ret godt, og vi ved, at Jesus laver vandet om til vin. Det er jo en fin historie, og jeg tror at alle præster, som er gæster til bryllupper, har

2 af 8

fået lov til at høre lidt for den historie. Det er virkelig en af de historier fra bibelen, som folk i almindelighed kender.

Men et lille dyk ned under overfladen på den historie, og så må du selvom, det er ned under vandets eller ned under vinens overflade.

Jeg lægger mærke til i vers 10 at skafferen efter at have smagt den nye vin, bebrejder brudgommen, at han har gemt den gode vin til sidst. Vi skal se, at med Jesus i selskabet er der mere godt i vente. I det er også et evighedsperspektiv. Den gode vin venter os.

Desuden skal vi også lægge mærke til, at det som for os kan virke som en ret ligegyldig historie, faktisk er taget med hos Johannes.
Alene det er væsentligt. Vi skal huske, når vi læser bibelen, at den kommer af en mundtlig tradition, så alt overflødigt fedt er skåret af.

Den ligger her som en begyndelse på alt det som skal til at ske i historien om Jesus. Nu er tonen slået an. Vi ser det i vers 11, vand til vin er begyndelsen på tegn, og herlighed, så disciplene troede på ham.

Så jeg slår lige fast: Vand til vind, tegn, undere og helbredelser, som vi ser masser af steder i den videre læsning, er noget normalt forekommende. Det er tegn på at Guds rige er tilstede, at himlen er åben.

I søndags talte vi om dåben som Guds gave, og at himlen er åben i dåben. Samtidigt sagde vi klart at dåben er indledningen til et liv i tjeneste.

3 af 8

Al snak om nådegaver skal ses i lyset af det, nemlig at det er gaver som er givet, ikke for at den enkelte kan sole sig i det, men fordi de kan bruges i tjeneste for Guds rige.

En del af os har set nådegaver i funktion, og jeg er sikker på, at vi har oplevet det som måske underligt, men helt ok. Og jeg er lige så sikker på at nogle af os har oplevet f.eks. tungetale som fik os til at tænke er det virkelig OK det her.

Om ikke andet har rigtigt mange i Danmark set mennesker bede i uforståeligt sprog i TV. Tungetalen er en af de mere kontroversielle nådegaver, og der er menigheder i vores land, hvor man har understreget at det at tale i tunger er et vidnesbyrd om at man ikke bare var døbt med vand, men med Helligånden. Med andre ord, vil der være et massivt pres for at finde på et sprog, som anvendes i bøn.

Det pres er ikke her. Men nådegaverne er også gaver, som er givet os. Det er dog ikke udøvelsen af de mere højlydte af dem, der præger vores fællesskab, men vi ser på dem alligevel.

Der hvor vi slår ned er i 1. Korintherbrev 12,1-13

Lige et par ord om, hvor vi er henne i Bibelen. Koritherbrevene er der stort set enighed om, at de er skrevet af Paulus. De er skrevet til en konkret menighed i Korinth. En menighed i Grækenland, som Paulus tidligere har tilbragt et par år hos. Det er altså en menighed han kender rigtigt godt. Det er ca. tre år siden Paulus rejste videre, man mener, at han er ude på det vi kender som hans tredje missionsrejse. Da han skriver til Guds

4 af 8

menighed i Korinth1 fra Efesos, og nu er vi omkring år 55. Vi skal lige huske, at der ikke endnu ikke er skrevet nogen af evangelierne. Så vi er der, hvor alle ideer og principer om, hvordan det her kirke noget skal fungere, er helt nyt.

Det er nok hovedårsagen til at Paulus, netop fordi disse konkrete breve er skrevet ned og ikke mindst bevaret for eftertiden, bliver så toneangivende for, hvordan dette med kirke hænger sammen.

Paulus skriver her til en kirke, som har problemer. Problemerne opstår fordi menigheden har mistet det fokus, som Paulus gav dem nemlig et fokus på historien om Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden.

Nu var de optaget af forskellige grupperingers indflydelse, af sexuelle udskejelser i menigheden, af retssager mellem dem, Kan en gift mand leve sammen med en kvinde, der ikke tror på evangeliet? Kan man spise offerkødet fra templet? Skal kvinderne have tørklæde på? De skændes om nadveren og ja, så skændes om åndens gaver et af de emner som diskuteres i den meget diskussionslystne menighed.

Det her med åndens gaver kan se stort ud, fordi det det, man ser på tv, fordi det er de her mirakuløse ting, som fylder, hvis vi oplever det. Og ikke mindst fordi det af visse religiøse ledere bruges til at skabe opmærksomhed om sig selv frem for på Jesus.

Hermed er vi tilbage i Korinth ved en menighed, som er druknet i internt fnidder og har glemt hvad det hele

1 1. Kor 1,2-3

page4image49795776

5 af 8

handler om, nemlig fokus på Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden.

Det er ikke det samme som at åndens gaver ikke er vigtige. Det vigtigt er, at de ikke er omdrejningspunktet for en menighed, derfor giver Paulus sig også tid til ikke at holde menigheden hen i uvidenhed.2

Paulus fornægter ikke at overnaturlige ting kan ske. Det skete allerede før de blev kristne og tilbad forskellige hedenske guder.

Men det afgørende er, at nu sker det i Jesu navn. Det er en afgørende forskel, for så peger det det rigtige sted hen.

Vi kan kun sige Jesus er Herre, når Helligånden er med, og så er Jesus Kristus i fokus, som han skal være.

Så går Paulus ellers igang med sin opremsning. Men inden da, slår han fast at uanset, hvilken nådegave man måtte have, så er Ånden den samme og den ene gave har ikke mere status end den anden. Samt at gaverne er givet hver enkelt til fælles gavn. Det sidste er utroligt vigtigt.

Så lister Palus op:
At meddele visdom At meddele kundskab Helbredelser Mægtige gerninger

2 JF. 1. Kor 12,1.

page5image49623616

6 af 8

Profetisk tale
Evnen til at bedømme ånder
Tungetale, samt bedømmelsen af tungetale

Det er listen i i 1. kor. Der findes flere lister f.eks. i Rom 12,3-8. Her er rækkefølgen lidt en anden og ikke helt de samme.
I Efeserbrevet findes måske den mest kendte liste, men her er vi mere over de forskellige tjenester, men igen det er tjenester til gavn for fælleskabet udført i Åndens kraft. I Ef. 4,11-13 ser vi at nogle er apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. APEST.

Der er sammenfald og forskelle mellem listerne. For mig at se, er det helt klart i Ny Testamente, at der tales om tjenester, som kobles helt og aldeles sammen med Helligånden og at de er til fælles gavn.

Det vi ser med listerne her, og med brylluppet i Kanaan er, at kristen tro er ikke kun en intellektuel øvelse. En sund tro vil til tider udfordre vores rationelle tilgang til tilværelsen. I Danmark og i Metodistkirken i særdeleshed, er vi blevet utroligt gode til at fremme en intellektuel tilgang, og jeg tror faktisk, at vi kan have godt at lidt mere åbenhed over for den åndelige side at tilværelsen.

Jeg tror – eller jeg ved – at der er menesker i vores kirke, som beder med tungetale. Jeg ved at vi har oplevet, at vi har bedt for syge, og de er blevet raske. Jeg ved at mennesker har haft noget på hjerte, som de har overbragt et andet menneske og at det blev en stor hjælp.

7 af 8

Jeg tror Guds gaver er virksomme også i vores menighed. Personligt synes jeg, at det er et sundhedstegn, at Guds gaver er virksomme, men vi lægger ikke videoer på Facebook og har ikke behov for at gøre det. For det er ikke omdrejningspunktet.

Jeg tror, man med stor rimelighed kan udvinde listerne og faktisk gøre dem mere jordnære. Jeg vi mene at Guds gaver kommer til udtryk, der hvor vi tjener hinanden og Guds rige.

Jeg vil hævde, at spille, synge, bede, være gæstfri, den gode samtale, omsorg med udgangspunkt i den man har omsorg for, deltagelse i gudstjeneste alt sammen er mere end handlingen selv.

Med andre ord, nådegaverne – evnen til at tjene – er givet til os alle.

Spørgsmål et er om vi alle har frimodigheden til at pakke den ud og tage det, der er vores bidrag, vores gave om du vil, i brug.

Nådegaver, evnen til at tjene er lidt som at få et kreditkort. Det kan mere end det ser ud til, og rigtigt brugt kan det være meget meget nyttigt.

Et kreditkort kommer med posten. Man får en kode, så det er knyttet til dig. Men før det virker, skal man aktivere det.

Jeg vil gerne, at vi tør være mere frimodige til at tage mod de gaver Gud giver, og at vi tør aktivere de gaver, som vi hver især er givet.

8 af 8

Jeg tror vi på den måde kan være en rigtig fin gave ikke bare til os selv, men til Odense, med fokus på Jesus som korsfæstet og opstanden.

Amen.

Guds gaver – Dåben, du er elsket

I dag indleder jeg en ny prædikenserie. Guds Gaver handler om at opdage, hvordan Guds kærlighed bliver konkret for os. Den første søndag fokuserer på historien om Jesu dåb og hedder:
“Guds gaver – Dåben, du er elsket!”

Du kan også læse talen her. Læg mærke til, at der ofte er forskel på det talte ord og det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 13. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 43,1-7 & Salme 29 & Apg 8,14-17 Luk 3,15-17&21-22
Guds gaver – Du er min elskede!

Julen er lige overstået, men jeg vil alligevel gerne invitere dig til at tænke på jul. Men vi skal tilbage i tiden. Tilbage til din barndoms jul.

Jeg vil invitere dig til at tænke tilbage på dengang julen handlede om spændingen ved julegaverne. Hvilken gave mon er der til mig i år. Jeg ønsker mig så brændende det elektriske tog, eller dampmaskinen.

Forventningens glæde var enorm. Det kunne kilde i maven alene ved, at gå og tænke på de ting, man havde skrevet på ønskesedlen.
Man kunne jo tro, at hele livet så anderledes ud, hvis man fik f.eks. en flot dampmaskine.

Jeg husker stadig fornemmelsen af at pakke en meget ønsket gave ud. Glæden ved at få den var så stor, at man straks gik i gang med at lege, og glemte de andre gaver.

Dernæst var det også væsentligt at fortælle kammeraterne om, hvad man havde fået. Der var ikke noget praleri i det, men bare det at kunne dele glæden og oprigtigt glæde sig over deres gaver.

På et tidspunkt skifter det med gaverne. Nu synes jeg mere det handler om at finde den helt rigtige gave at give. Glæden ved at give en gave og se, at folk bliver glade for at modtage den, er i dag langt mere værd.

2 af 7

Forventningens glæde har noget over sig. Glæden ved at give, er også noget helt særligt.

I det første vers, som blev læste fra Lukasevangeliet hører vi to væsentlige ting. Det er klassisk bibelkomprimering, som jeg kalder det.

  1. Folket var fyldt med forventning
  2. Folk tænkte i deres stille sind om Johannes mon varKristus.

Forventningen genkender vi. Den har vi lige tænkt os tilbage til. De glade minder fra vores barndoms jul.

Forventningen, som Lukas beskriver her, handler om nyt liv. Folket har vidst, at noget helt nyt – et paradigmeskifte – var undervejs.

De havde hørt Johannes Døbers meget radikale forkyndelse, men den var jo helt i tråd med de gamle profetier om en Kristus, som skulle komme og gøre alting godt igen.
Livet var ikke let, faktisk var det ret håbløst, så folkets håb var knyttet til, profetierne om at Gud ikke havde glemt sit folk. At han havde hørt dem og havde set dem.

De huskede alle historierne om Moses, som havde ført sit folk ud af det hårde liv i Egypten og ind i det forjættede land.
Det var en stor del af deres identitet, at Gud havde før grebet ind og sendt et menneske, der gjorde en kæmpe forskel. Det skete den gang, det kan ske igen!

3 af 7

Derfor fik Johannes også enorm lydhørhed. Der var mange mennesker som var optaget af hans forkyndelse og de fulgte ham ud i ørkenen.

Heldigvis havde de stadig deres kritiske sans i behold. Det er nemlig altid vigtigt at bruge hovedet også. Hoved og hjerte, begge dele er vigtigt.

For det andet, det som blev slået fast allerede i det første vers er nemlig, at folk i deres stille sind tænkte på om Johannes mon var den, de ventede på.
I deres stile sind, siger Lukas på dansk, mens der i det græske slås fast, at de i deres hjerter overvejer om Johannes mon selv er den Kristus, de alle sammen venter på.

Er det virkelig ham?
Det er sunde overvejelser at have. Personligt glæder det mig, at der i bibelen er medtaget en beretning, hvor de mennesker der følger, tænker alvorligt over hvem det er de følger efter.

Guds bedste børn ruller på tv. Dette er bare en lille parentes om det. Johannes Døbers disciple får lov at undre sig og tænke selv. Det er noget, der i den grad mangler i de miljøer som skildres på tv for tiden. Tænk selv…. Glem aldrig at tænke selv, især hvis en religiøs autoritet fortæller dig, hvordan du skal leve!

Johannes gør ikke krav på at være guddommelig og understreger skarpt, at han ikke er Kristus.

Johannes siger: “»Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at

4 af 7

løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.”1

Jesus er så meget større end Johannes, at Johannes anser, at han ikke engang overfor Jesus er værdig til at udføre slavarbejde – nemlig at løsne hans skorem.

Så er perspektivet på plads. Johannes er skarp, provokerende og helt sikkert i stand til at sige noget, som gør folk interesserede, men der en bagvedliggende ydmyghed, som er sund.

Jesus kommer til Johannes. Hele folket lader sig døbe og dermed indvi til en ny tid. Også Jesus bliver døbt og under bønnen lader Lukas os vide, himlen åbnede sig, Og en røst lød. “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”2

Johannes sagde, at han døbte med vand, men at jesus skulle døbe med Helligånd. Det er det, vi ser og hører ske i forbindelse med Jesu dåb. Himlen er åben, og det er netop det, der er tegnet på at Guds ånd er tilstede. Himlen er åben.

Denne prædikenserie handler om Guds gaver. Vi siger ofte, at Gud giver os så meget. Men hvad er det helt konkret, at Gud giver os. I denne serie, pakker vi gaverne ud og gør det meget konkret. Hvad er det Gud giver os.

Dåben er klart en af Guds gaver. Men lad mig klart sige, at du er elsket af Gud uanset om du er døbt eller ej.

1 Luk 3,16 2 Luk 3,22

page4image8880320

5 af 7

Det samme gælder uanset om du er døbt som barn eller som voksen og ligegyldigt, hvilket kirke det er sket i. Kirken her har det synspunkt, at vi alle er Guds børn allerede fra undfangelsen. Vi mener, at det er uafhængigt af dåben, men samtidigt fornægter vi bestemt ikke, at himlen er åben i dåben og noget helt særligt er på spil.

Det er lige her, at vores dåbssyn adskiller sig fra i, i hvert fald nogle af kredsene i folkekirken.
I øvrigt er det en ret hidsig debat i Kristeligt Dagblad for tiden. Lars Sandbeck spørger retorisk: “Er folkekirkens præster villige eller ikke villige til at stå på mål for det synspunkt, vi finder i Den Augsburgske Bekendelse: at Gud fordømmer det udøbte barn til ”evig død” og ”pine uden ophør”?

Jeg ved godt, hvad det lille missionske mindretal vil svare. Men nu spørger jeg alle de andre.”3

Vi vil sige, klart nej, sådan tror vi ikke det er!

Vi er Guds børn uanset. Den gave er forbundet med det, vi kalder en forekommende nåde. Nemlig at Gud elsker os betingelsesløst og gør det før vi skænker ham en tanke.

Guds gaver gives os hele tiden. Dåben er en af de konkret måder, som disse gaver er synlige på. Men Gud er synlig på mange måder.

I dag var det dåben, og det betyder noget ganske særligt.

3 https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/tilbage-paa-sporet-i-daabsdebatten-tak-mener-

folkekirkens-praester-virkelig-udoebte

page5image8882048page5image8881856page5image8882432

6 af 7

Noget af det bedste ved mit job er, at få lov at døbe. Det er stort at være med til, når Maria eller andre præster døber. Men det er helt vildt at gøre det selv. Jeg er helt på det rene med at jeg, ligsom Johannes kun døber med det vand, som kirkeværten har hældt op, men det er intenst og tiden står stille, for som præst mærker du, at himlen ved hver eneste dåb står åben og Guds stemme lyder….

Jeg har også oplevet dåben som en stor gave selv. En gave, som I har været med til at give mig.

I har taget mod mine børn og I har bevidnet deres dåb. Som far er et en helt utrolig stor ting, at vide, at I beder for mine børn. At I er den landsby, som det i følge et gammelt afrikansk ordsprog kræver, at opdrage et barn.

Dåben er en af de mange gaver, som Gud giver, der også forpligter. Den skal som alle andre gaver bruges og sættes i arbejde. For dåben handler ikke bare om noget vi har fået, det handler også om det vi giver i vores videre liv. Dåben er indledningen till et liv i tjeneste, fuldstændigt, som vi ser det med Jesus.

Men det handler de kommende søndage om,,,,,

Det er ligesom på netflix. Det stopper lige, hvor man tænker, havd nu…. Men så tager man jo lige et afsnit til…..

Velkommen igen på søndag. Amen

7 af 7
Salme: Alle mine kilder

 

Juleaften 2018

Så blev det endelig jul og det er tid at synge julens kendte salmer. Det vi synger, siger  noget om, hvem vi er. Men sangenes og julens budskab er mere end blot kultur. Det er kærlighed, der er på spil, når Gud griber ind.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem det skrev ord og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken Juleaften d. 24. december 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 2,1-20. Gennembrud

“Den danske sang er en ung blond pige” synger vi fra Højskolesangbogen. Vores sang og salmeskat siger en del om, hvem vi er.

Det gør salmerne som vi synger i kirken, og mens vi danser om juletræet i aften også.

Det vi synger, det vi forkynder i kirken i julen, har formet vores kultur gennem flere hundrede år.

Når man begynder at tale om kultur, om hvem vi er, så stikker identitetspolitiken også frem. Vi kan ikke tale om en bestemt kultur uden, at det i sig selv definerer, at der findes et indenfor og et udenfor.

Det som er nyt er, at de som føler sig udenfor f.eks. fordi vi synger om en ung blond pige, eller om et barn født i Betlehem, har fået en stemme. De som føler sig udenfor råber op og gør opmærksom på sig selv.

Det kan man have mange meninger om. Personligt kan jeg godt synes, at det indimellem er lidt skingert. Men det er vigtigt at huske på, at jeg taler fra et perspektiv, hvor jeg er inkluderet, hvor jeg er indenfor. Derfor kan det være vigtigt at lytte.

2 af 6

Uanset om vi tror, at Jesus-barnet, som vi synger om i dag, er Guds søn eller blot en fin gammel historie, så kommer vi ikke udenom, at vores kultur er formet af den kristne historie, at Gud ikke bare blev menneske som os, men blev en af os. Gud ville os og vil os.

Retfærdighed og næstekærlighed er bærende principper i vores kultur. Det oplever i alt fald alle vi, som føler os inkluderet i kulturen.

Det er bestemt ikke alle i vores land, der føler sig inkluderet. Der er mennesker, som på alle måder føler sig ekskluderet. De er simpelthen ikke med. De er tilskuere til livet, som vi andre lever.

Det er præcis hos de menesker, dem der ikke kan synge med på sangene, som siger noget om, hvem vi er, at julens forbløffende historie begynder.
Den begynder nemlig med de mennesker, som ingen regner for noget. Dem der er udenfor, ikke bare i overført betydning, men også helt bogstaveligt.

Mens alle andre rejste, hver til sin by, for at blive talt og registret, så de kunne betale skat til kejser Augustus1, så skulle hyrderne udenfor Betlehem ingen steder.

De er så meget udenfor, at de ikke en gang skal tælles med, når man skal finde ud af, hvor mange og hvem vi er som folk.

Hyrderne er i mørket og kulden på skråningerne udenfor Betlehem. De passer dyrene som ironisk nok var noget af

1 JF. Luk 2,1-5

page2image51741632

3 af 6

det mest værdifulde folk havde, men jobbet som hyrde var det mindst ansete, af alle jobs. Vi ved hyrderne er der, men hvem de er, ved vi ikke, og vi er faktisk også ligeglade.

Den historie, som former vores kultur og måske endda vores identitet, tager sin begyndelse så langt udenfor inderkreds og kultur, som den kan.

I den mørke nat, i kulden, hos ansigtsløse og navnløse mennesker.

Profeten Esajas sagde: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem der bor i

mørkets land.”2

Lyset brød mørket omkring hyrderne. Dem som ingen så, ingen talte til, eller talte med, stod pludselig ansigt til ansigt med Guds sendebud – englen – som var fuldstændigt omsluttet af Herrens herlig – af lyset. Gud ville tale til dem.

Det er ikke så mærkeligt, at de blev bange, for de ser jo himlen åbne sig.

Lukas lader os vide, at englen siger:
“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”3

2 Es. 9,1
3 Luk. 2,10-12

page3image51740672

4 af 6

Det stopper ikke med det. En himmelsk hærskare. Engle over det hele, som synger.

Det er en vild historie, og det er endnu mere vildt, at de som skal fortælle det videre, er menesker som ikke tæller. Mennesker som ingen lytter til. Mennesker som er udenfor.

Det er dem, som mødes af lyset, englesangen og den epokegørende forkyndelse, at der i dag er en stor glæde, som skal være for hele folket.
Alting kan se anderledes ud i lyset fra det hyrderne ser og hører på marken i Betlehem. En stor glæde for HELE folket.

Alting ser anderledes ud, fordi det som hyrderne får lov at se på marken, og da de bøjer sig ned sig til krybben, er meget mere end et lille barn.

Det er Gud selv, der lader sig føde ind i vore liv, i vores verden, i vores hverdag.
Det er en kærlighed så radikal, at det forandrer alt.

Hvis du sidder og tænker… hm… kan det nu passe? Så vil jeg sige, at det ikke er givet, at vi helt forstår Guds kærlighed. Jeg tør f.eks. ikke påstå, at jeg til fulde kan begribe det. Men vi sidder trods alt her i kirken igen. Vi synger med på salmerne og vi hører julens evangelium.

Et eller andet i os må det da betyde!

Det kan godt være, at vi lever et i et land, hvor mange mennesker har vendt kirken ryggen og har en sund skepsis i forhold til tro.

5 af 6

Men vi lever trods alt i et land, hvor kulturen er gennemsyret af konsekvenser af den kærlighed, Gud mødte verden med julenat.

Fra et sted så usselt som en stald i Betlehem udgår en kærlighed så stærk, at det kan præge mennesker overalt i denne verden. Sådan er det når Gud handler.

I år er det 100 år siden, at våbnene tiede fra skyttegravene under 1. verdenskrigs ulyksaligheder. Historien fortæller os, at soldaterne, der ellers havde lært at de andre var fjender, sang julesalmen, som vi kender som Glade jul. De kunne høre hinanden synge og langsomt kravlede de op af skyttegravene, mødtes i ingenmandsland, udvekslede små gaver, trykkede hinandens hænder og så at de var mennesker under uniformerne. Julens fred sænkede sig. De sang sammen.

Desværre blev det ikke en varig fred, men stunden af fred midt i rædslen var der. Den kan ingen tage væk.

Julens budskab om Guds kærlighed i form af Jesu fødsel, rummer en kraft i sig, der kan forvandle alt og alle. En kraft, der skal skabe fred, hvis vi lyder til den.

Hvis vi tror, at vi lever i et land, hvor kristendommen kun er kultur, der viser sig i kirken, og i salmerne juleaften, så er jeg nødt til at komme med den påstand, at julens budskab om en frelser i Davids by, som hyrderne var de første til at høre, er så meget mere end blot kultur.

6 af 6

Tro mig, når jeg siger, at kristendommen gerne taler den gængse kultur imod, hvis kulturen mister sin medmenneskelighed og sin næstekærlighed.

Med risiko for at lyde politisk, så har vi brug for at høre igen, at ingen behøver at være udenfor. At alle er velkomne, at alle har uendelig værdi. Vi har brug for, at blive mindet om, at troen på Gud, på Jesus og på Helligånden er så meget mere end kultur. Det kan sprænge enhver kultur, hvis det skal være.

Mennsker skaber kultur, men vi mennesker, du og jeg, er først og fremmest præget af en kærlighed fra en Gud, der ikke har glemt os. En Gud som ser os, hører os. I dag fejrer vi, Jesus kom til os.

At det er så meget mere end kultur, at det sprænger grænser på tværs af nationale og sociale skel, understreges ved, at de, som er de første til at fortælle om det, er mennesker, som ikke tæller.

I dag fejrer vi en stor glæde, for hele folket – for alle. For du og for jeg.

Det er mere end kultur. Det er kærlighed, det er liv, det er lys, det er tro…..

Det vil jeg synge om, og alle er velkommen til at synge med! For i Guds kærlighed er der plads til alle!

Rigtig glædelig jul! Amen

 

 

Fælles gudstjeneste med Sankt Hans Kirke (folkekirken) og Metodistkirken

Én tro, én dåb, én nåde
Fælles gudstjeneste i Skt. Hans kirke
Søndag d. 18. november kl. 10:00

Folkekirken og Metodistkirken har efter mange års tæt samarbejde indgået en bilateral aftale. Det vil sige at kirkerne nu fuldt ud anerkender hinanden som ligeværdige kirker, herunder anerkendelse af hinandens dåb, nadver og embede, og kirkerne bekræfter, at man kan holde gudstjeneste sammen. Desuden skal man ikke ordineres på ny, hvis man som præst ønsker at skifte embede fra den ene kirke til den anden.

Denne aftale om gensidig anerkendelse bliver fejret med en fælles gudstjeneste i Skt. Hans Kirke søndag den 18/11 kl. 10:00. Thomas Risager taler, og præsterne Peter Jakobsen, Marie Bræstrup Aaskov og Knut Bjarne Jørgensen er også med. Desuden medvirker Metodistkirkens juniorgospelkor, Young Souls, og der er også barnedåb.

Der sker en masse for børnene, for det er nemlig en såkaldt Supersøndag i Skt. Hans Kirke, og det betyder kirke i børnehøjde med sjove aktiviteter for børn i Skt. Hans Kirkes menighedshus.

Du kan læse aftalen i sin fulde ordlyd her http://www.metodistkirken-odense.dk/wp-content/uploads/2018/11/Aftale-mellem-folkekirken-og-Metodistkirken-endelig-2.pdf

 

Talen vil kunne høres her, når den lægges på nettet hos Sankt Hans Kirke.

 

Den tale, som jeg holdt kan du læse her:

Tale manuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Sankt Hans Kirke i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 1,20-33.
Særligt: Fælles gudstjeneste med folkekirken i forbindelsen med aftalen: En tro, én dåb, én nåde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas Musik
Læsning Lukas 17,20-33
——

Tusind tak for indbydelsen til at komme og være med til at fejre gudstjeneste i dag. Det er en stor glæde, at opleve, at to menigheder, som begge er bevidste om hver vores egenart, i dag kan fejre gudstjeneste sammen og fokusere på alt det, som samler os frem for det som til dagligt ser ud, som om det skiller os.

Det er dejligt at være gæst i Sankt Hans kirke.

Det er muligvis lidt gammeldags, men noget at det første jeg gør, når jeg er gæst i et hjem, hvor jeg ikke har været før, er at gå til bogreolen sig se, hvad der står på hylderne.

Når man ser på bøgerne, så ser man måske titler og forfattere, som man også selv har læst. Man ser en masse man villle ønske, man havde læst. Der er fælles interessepunkter, og der er mulighed for, at få en god samtale igang.

2 af 7

Når man går på opdagelse her hos Jer, så synes jeg jo nok, at der er en del fælles stof i salmebøgerne, i måden vi tænker og tror på, i nogle af de drømme vi har for vores liv, verden og for Odense. Bibelen er jo fuldstændigt den samme. Vi bør om nogen kunne tale sammen!

Vi lever i en kultur, hvor forskelle frem for ligheder, hvor uenigheder frem for enighed, dyrkes i medierne.

Vi ser det i det polittiske, hvor vi stort set er delt op i blå og røde. Politikerne har travlt med at forklare os, hvor de er forskellige.
Journalisterne elsker det, og vi positionerer os i høj grad i forhold til hinanden. Hvor er vi forskellige?

For mange år siden var jeg med som ung leder i en bibelgruppe, hvor vi diskuterede meget. Her var en ung mand, som virkelig satte sig for at læse bibelen og forholde sig kritisk til den.

Det synes jeg også, at vi skal. Lad os igen og igen dykke ned i bibelen og forholde os til den og lad os endelig diskutere, hvad vi tror, Jesus mente, og hvad det betyder os i dag.

Den unge mand i gruppen havde det sådan, at når han stødte på noget i bibelen, som han ikke forstod, noget som måske er lidt i modstrid til andet, noget som han var uenig i, så hev han ganske simpelt siden ud. Hans bibel var efterhånden temmelig tynd.

Når vi læser indgående i bibelen støder vi da på ting, som vi ikke altid forstår, men løsningen er jo ikke at hive

3 af 7

siden ud, men at fortsætte diskussionen, og læse videre. Det giver ikke mening at have en tynd bibel, men det kan bestemt give mening, at have en tyndslidt bibel.

Når vi diskuterer og søger samtalen tror jeg, vi kommer til at opleve, at vi er enige om langt mere end vi selv tror.

Og skulle vi finde uenigheder, så er det sådan, tror jeg, at de mennesker vi kan lære mest af er, ikke dem vi er fuldstændigt enige med, men netop dem, som udfordrer os. Dem som et kort øjeblik får os til at overeveje at hive sider ud af vores bibel.

I kirkerne kan vi godt have den kedelige tendens, at vi lukker os lidt om os selv, og diskuterer indbyrdes, hvordan vi syntes verden ser ud. For der er noget trygt i, at vi forstår hinanden. Noget rart i, at den vi sidder ved siden af, synes verden ser ud som jeg.

Men så sker der præcis det, som bekymrer mig meget med de sociale medier. Algoritmerne gør, at vi hele tiden på baggrund af, hvad vi har set på og hvad vi har liket, hele tiden præsenteres for mere af det samme.

Jeg frygter, at vi får et indskrænket verdensbillede – og det må aldrig ske for kirken – eller dens folk.

For noget af det, som gør det så godt med at være her hos jer i Sankt Hans er jo, at jeg føler mig hjemme. Vi læser det samme, vi tror det samme og så skal vi ikke underkende, at Guds rige er midt i blandt os. At Guds rige er her, hvor vi er.

4 af 7

Jesus siger, at Guds rige ikke kommer så man kan iagttage det.1 Der ligger en dobbelthed i dette. På den ene side er der den eskatologiske tankegang i dette, at Gud en dag griber endegyldigt ind, og gør alting nyt.2
At dommes dag kommer, og der står det endelige opgør med al denne verdens elendighed og Kristus vinder den endelige sejr.

Der er Lukas nok rigtigt på den, når han lader Jesus sige, at det kommer som et lyn over himlen og vi vil være uforberedte på det. Men når det sker, så er der intet andet der betyder noget.

Så skal vi ikke gå ned i huset og hente vores ting, og vi skal ikke se os tilbage på vore gamle liv.3 Så er der kun det nye liv, der ligger forude, som har betydning.

På den anden side, er Guds rige allerede iblandt os, eller måske ligefrem i os. Det kan i hvert fald diskuteres, når man læser den græske grundtekst.

Det er det, vi kan se og kan mærke, at Guds rige ikke kun er noget der ligger forude på den anden side af dette liv, men i høj grad også er her og nu!

Vores verden – og den kan vi tale længe om – kan vi ikke bare blive enige om, at der er masser af udfordringer, klima, polarisering, grådighed, sult, krig, flygtninge, bare for at nævne nogle af udfordringerne.

1 Luk 17,20
2 Åb21,5
3 JF Luk 16,31-33,

page4image15092352

5 af 7

Vores verden har brug for, at vi kristne taler frygten ned, og håbet op.

For Guds rige KOMMER og Guds rige ER. Guds rige bliver synligt, hvor vi holder sammen, hvor vi hjælper den fattige, hvor vi løfter korset højt og taler om Guds nåde, Guds kærlighed og Guds fred.

Guds rige kommer, men vi får lov at leve i en forsmag af det allerede her og nu, for Guds rige er.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at nedtone uenighederne, og pege på enighederne. Ved at nedtone forskellene og pege på fælleskabet, ved at nedtone diskussionen og polarieseringen og føre samtalen.

Guds rige er midt i blandt os.

Jesus udfordrer os i Matthæusevangeliet til først at søge Guds rige og hans retfærdighed.4 Det vil vi gøre.

Metodisternes kirkefader John Wesley (vores Luther) var ikke bange for at diskutere. Jeg fristes næsten til at kalde ham diskussionslysten. Personligt er jeg glad for, at han ingen twitter konto havde, så ville Trump få kamp til stregen.

Noget af det vi fra Metodistkirken har arvet efter Wesley er en lang række prædikener, som alle metodistteologer får langt tid til at gå med at studere.

4 Matt 6,33

page5image15102912

6 af 7

I en af prædikerne – Økumenisk sindelag5 tager han fat i en historie fra 2. Kongebog 10 om Jehu, der møder Jenadab. Historien i sig selv er ganske voldsom, så den gentager vi ikke her, men de to mænd, som har meget der skiller dem, stor pludselig ansigt til ansigt.

“Er du lige så oprigtig mod mig, som jeg er mod dig? Da Jonadab svarer ja, siger Jehu: “Så giv mig hånden!”6

I dag fejrer vi, at teologer og biskopper fra folkekirken og Metodistkirken har talt sammen og nået frem til at de ting, som vi ikke er enige om er småting, at der er mere der samler end der skiller. At vi er fælles om at pege på det Guds rige, som er midt i blandt os og fælles i håbet om at Guds rige kommer igen.

At vi står sammen om at tale frygten ned og håbet op. At vi alt vi gør, peger frem mod Jesus.
At vi kan være oprigtige og af ét hjerte overfor hinanden.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at vi er samlet her til bøn, lovsang, dåb, brød og vin.

Vi siger til hinanden: “Godt, så giv mig hånden!” Guds rige kommer, Guds rige er nær!

Bøn:

5 John Wesley: Standard Sermon 39 – Catholic Spirit6 2. Kong 10,15

page6image14944320

7 af 7

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

 

Lad os med apostlene tilønske hinanden: Herren Jesu Kristi nåde
Og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle! (2. Korintherbrev 13.13)

Amen

 

Du er indbudt – Thomas Risager

Der kommer en indbydelse med posten. Det er tid til en fest, og der er mennesker, som gerne vil have dig med til en væsenlig begivenhed i deres liv.

I dag er du inviteret med til en fest. Festen er en gudstjeneste, hvor Kirkebandet spiller god musik, og Thomas Risager taler om at være indbudt – ud fra Matthæusevangeliet kapitel 22,1-14.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det skrevne ord fra forberedelserne og den tale, som faktisk blev holdt i gudstjenesten.

Tale manuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 15. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 22,1-14. Barnedåb: Hampus Kronlund Brik.

Må jeg ønske Jer varmt velkommen i kirken.

Det har jeg sådan set allerede gjort én gang, men alligevel, så er det vigtigt for mig, for os, at du ved, at du er velkommen.

Laura og Nicolai har tænkt meget over dagen i dag og, jeg ved, at de er glade for at så mange af deres gæster faktisk kunne komme og være med til dåben. Når der sker store ting i vores liv, vil vi gerne dele dem med familie og venner. Netop fordi vi gerne vil, at I er vidner, men også at I ved, at I er vigtige for hinanden. Det er helt enkelt vigtigt, at I er med.

På de store dage i livet, er de venskabsbånd og slægtsbånd, som er i mellem os helt vildt betydningsfulde.

I dag fejrer vi også de bånd, som vi måske ikke så ofte tænker på, men som trænger sig på i tankerne ved de store begivenheder i livet. Nemlig båndet mellem Gud og mennesker – båndet mellem Gud og os.

For vi er inviteret, ikke bare til en dåb og en fest, men inviteret til at være i relation til Gud.Inviteret til at lade ham være en del af vores tilværelse.

Det kan selvfølgelig føles lidt akavet. Det sker jo man får en invitation til et eller andet, hvor man tænker, hvorfor er

2 a f 4

jeg inviteret til dette? Det kan jeg sket ikke forstå, så godt kender vi da ikke hinanden.
Det vil jeg sket ikke kunne føle mig hjemme i. Det er for mærkeligt.

I Matthæusevangeliet finder vi historien om kongen, som skulle have sin søn gift. En stor begivenhed, som han gerne vil dele med slægt og venner.

Kongen sendte tjenere ud for at kalde til fest. Vi skal lige huset at dette sker før Post Nords og før Facebooks tid, så dette var den smartes måde at gøre det på. Måske skal vi overveje om ikke det, at sende tjenere ud, faktisk er det smarteste i dag også?

Gæsterne ville ikke komme. Vi ved ikke hvorfor, men kongen sender et nyt hold tjenere ud. Men gæsterne havde så travlt med deres eget, at de bare gik til deres marker og forretninger. Enkelte blev så sure over invitationerne, at de ligefrem slog tjeneren ihjel.

Så sendte kongen sine tjenere ud til alle de almindelige mennesker – også dem hvor vejene ender. Udkantsdanmark ville vi nok sige. Men alle blev indbudt – både de onde og de gode. Med andre ord alle!

Det er en utrolig vigtig pointe, for bryllupsfest ligner jo Guds rige. Det er det, Jesus taler om, når han fortæller denne historie.
Det er sådan Jesus gør. Han fortæller historier om ting, som de alle sammen kan forholde sig til, men historiererne har alle et tvist, som gør at de også handler om noget helt andet samtidigt.

Historien om kongesønnens bryllup er ingen undtagelse.

3 a f 4

Du er indbudt til Guds rige.
Guds rige. Det kræver måske lidt forklaring.

Guds rige, er ikke som et rige med grænser og grænsekontrol. Der vil være enkelte af vore politikere, som ikke kan lide den tanke.
Når Jesus taler om Guds rige, så er det udryk for en anerkendelse af de bånd, som er mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Med andre ord et fællesskab omkring det, at Gud på en eller anden måde hører med i livets ligning. Det fællesskab kan man ikke være for fin til eller for … hvad ved jeg … til. Alle kan være med. Alle er indbudt. Du er indbudt.

Måske husker du de sidste linjer af den tekst, Rune læste op og tænker på, at vi nok alle sammen skulle have taget lidt pænere tøj på i dag. Det er ikke hovedpointen i talen i dag, men I får alligevel et par ord om det.

Kongen går glad gennem bryllupssalen og hilser på alle sine gæster. Der er glæde og fest. Også hos en af gæsterne, som godtnok ikke lige er i bryllupsklæderne.

Kongen spurgte ham direkte: “Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Matthæus skriver han tav. Der er ikke noget godt svar.

Ved et bryllup på denne tid var det også almindelig praksis, at gæsterne fik bryllupstøjet udleveret ved ankomsten.

4 a f 4

Det handlede ikke om at det skulle være specielt fornemt, men det handlede om at ingen skulle føle sig udenfor. Ingen skulle føle sig for ringe.

Kongen ser en gæst, som mæsker sig i maden, men som ikke gør sig den anstrengelse at være den del af fællesskabet ved at iklæde sig bryllupstøjet. Han vil sit eget og ikke fællesskabet. På mange måder signalerer han, at han tror han er bedre end alle andre her.

Netop det, at være en del af noget større. At anerkende båndende mellem mennesker og båndet til Gud er væsentligt i denne historie om Guds rige. For det er i fælleskabet at Guds kærlighed bedst erfares og bedst udleves.

Lige netop det har den unge mand misforstået. Tonen i hele det nye tstament er, at han er velkommen igen en anden gang.

Siden tidernes morgen har denne festberetning været en historie om Guds rige. Et Guds rige, hvor alle er indbudt – både gode og onde.

En historie, som siger. Kom og vær med. Du har også plads ved bordet.

Varmt velkommen.

Amen!

Gå derfor ud…..- Thomas Risager

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme, at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, at jeg bliver helt pinligt berørt. Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud … Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig. Så har vi et problem. Det taler jeg om i dagens tale.

Ved gudstjeneste blev fem mennesker også optaget i kirken, dette præger også talen i dag.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 2,14-24 & Matt 28,16-20..Medlemsoptagelser
Derfor gå….

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, og jeg bliver helt pinligt berørt.

Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud….. Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig.

Har vi et problem?

Vi har også hørt fire mennesker aflægge medlemsløfterne til Metodistkirken – og hvilken glæde det er! – De har sagt ja til at være med til at opretholde og udvikle metodistkirken med deres bønner, gaver, nærvær, tjeneste og vidnesbyrd.

Deres vidnesbyrd…. Ifølge ordbogen er et vidnesbyrd beretningen om, hvad en person har været vidne til.

Det er lige præcis det, der sker på Tempelpladsen i Jerusalem på pinsedage, da Peter stiller sig frem og fortæller folkemængden, at disciplene ikke er fulde, de er bare glade fordi Jesus lovede dem, at de skulle have Helligånden. Det er nu sket.

De oplever, hvordan mennesker med andre sprog og kulturer forstår, hvad de taler om, i hvert fald, når de taler om Gud.

2 a f 4

Som vi hørte til indledning af gudstjenesten, så fortæller Peter sit vidnedsbyrd, det han har oplevet med Jesus. Det bliver en sejersfortælling, fordi Peter kan fremhæve, at jesus opstod fra de døde, og dermed viste, at intet i denne verden kan overgå hans kærligheds magt.

Peter er øjenvidne og har oplevet Jesus både in real life, som opstået, og nu også Gud som ånd,
Gud helt tæt på. Det er klart, at hans historie gør indtryk. Faktisk gør den så stort indtryk at der er tre tusind menesker, der spørger hvad så nu?

Hvortil Peter siger I må tro og lade jer døbe og det gør de så. 3000 mennesker på én gang. Det er derfor man også omtaler Pinsen som kirkens fødselsdag.

Ligesom Peter har en historie at fortælle, så har du og jeg det også. Du og jeg har et vidnesbyrd.

Vi har alle sammen mødt mennesker, som enten med det liv, de har levet, de ord de har sagt, den sang, de har sunget, har fået os til at tænke over det med tro på Gud. Måske har Gud ovenikøbet selv haft en finger med i spillet.

Vi har mærket efter – for eller imod. Nogen har været ganske hurtige til at beslutte sig, mens andre tænker det meste af et liv. Eller som nogle af os gør, skubber det fra os med et løfte til os selv, om at overveje det på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro på i livet.

I dag er der ikke tre tusind, som tilslutter sig, men fem mennesker, som tilkendegiver, at det her med tro på Gud, det er ikke ligegyldigt.

3 a f 4
Jeg synes, de er modige!

Det er stort og det fejrer vi i dag.

Vi er måske ikke dem, som standser mennesker i Vestergade, og siger til dem, at de må omvende sig.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi faktisk er i mission.

At være kirke handler om, at være et klart budskab om Guds kærlighed. Det sagde en af konfirmanderne i begyndelsen af maj.

VI har måske ikke den aggressive facon, men vi tror jo faktisk, at det med at have en spirende – eller en stor – tro på Gud med i livet, er en rigtig god ting.

For min del, så kan jeg da sige, at selvom jeg nogen gange kan være ganske forvirret over Gud, og nogle af de ting, jeg læser i bibelen, så vil jeg meget nødigt leve uden det fundament i mit liv, som min til beskedne tro, er.

Jeg tror vi alle sammen kan inspirere mennesker med vores historie om, hvad tro er for os. Med vores vidnedsbyrd.

Faktisk tror jeg, at min og din historie har så meget sprængstof i sig, at det potentielt kan forandre et andet menneskes liv.

Det er i lyset af det, at vi siger derfor gå!
Gå fordi, det vi går med, er verdens bedste historie.

4 a f 4

Hvordan det så går for sig, er helt sikkert en af de udfordringer, som vi hver i sær står med.

Men tag ikke fejl
– DU er er klart budskab om Guds kærlighed.

Amen
Salme: Gå i min fred

 

God Great God / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Gospelkoret Nardus runder sæsonen af med at invitere til Gospelgudstjeneste under temaet God Great God.

Det blev varmt og svedigt. Der blev også tid til en tale, som du kan høre her.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det ikke altid går, som præsten prædiker, forstået på den måde, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 5. juni 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 8,4-10.
Gospelgudstjeneste med Nardus – God Great God

I dag vil jeg dele et barndomsminde med Jer. Det er underlig vilkårlighed over, hvad man husker fra sin barndom. Der er utroligt meget mere, der er glemt, end der er husket. Hvorfor er det lige, man husker de ting, man gør? Det kommer jeg ikke til at svare på idag, men vi kan da tænke over det.

Vil I med tilbage til min barndom?

Jeg husker, at jeg var på jagtferie sammen med min far. Jeg har kke været ret gammel. Måske i virkeligheden for lille til at være med, men hans gode hjerte – eller min mors stærke vilje, gjorde udslaget. Jeg kom med på besøg hos noget fjernt familie på Læsø. For nu var jagten gået ind.

Jeg husker det som nogle gode dage, meget anderledes end det, jeg kendte fra min hverdag. Køerne skulle malkes, og vi drak den lune råmælk til morgenmaden. Grisene skule fodres og i det hele taget var der en hel del arbejde, som jeg blev rodet ind i. Det var f.eks. ret sjovt at hakke roer.

Vi var på Læsø, og gården, som vi var på havde det traditionelle tangtag. Så raske drenges opgave var med en luftbøsse, at skyde gråspurve, for de ødelagde taget.

Det måtte jeg i hvert fald ikke hjemme i vores egen have.

2 a f 4

Et af mine bedste barndomsminder er sejlturen fra Læsø til Frederikshavn. Vi har helt sikkert fået pommesfrites og røde pølser i færgens cafeteria, for det skulle man have!

Men det bedste af det hele var at stå på agterdækket med min far tæt ved og kigge på stjerner.

På havet er der ikke gadelys, så der kan man opleve, at det er mørkt. Rigtigt mørkt, så man faktisk kan se hvor fantastisk stjernehimlen er.

Jeg så stjernebilleder, mælkevejen og vi så helt vildt mange stjerneskud. Meteorer, som brød jodens atmosfære og brændte op af luftens friktion på deres vej mod jorden.

Det er overflødigt at sige, men det var vildt fascinerende. Og så var det jo et far søn moment, som hænger fast i mig.

Men det var også et af de øjeblikke, hvor jeg følte mig lille og forundret over, at midt i alt dette uendelige svimlende univers, skulle der være en Gud, som havde øje for netop mig og mit liv. – Ja, sådan tænkte jeg allerede, som lille dreng. – Og det gør jeg stadig!

Bibelen beskriver Gud, som skaberen af alt liv. Som ham, der satte stjernerne på himlen, som ham der gav os alle liv.

Jeg ved godt, at mange af os tror, at vi er centrum i verden, Men det er en del af processem med at blive voksen, at man indser, at man nok ikke er centrum, og at der også er andre mennesker, at tage hensyn til.

3 a f 4

For mig, er tanken om at Gud, som er almægtig, at han også skulle se og favne mig, en tanke, som får mig til at blive helt stille. Som får mig til at indse, at jeg nok ikke er centrum i hele verden.

Midt i det store hele kaos, som verden også er, ser Gud, hører Gud, favner Gud lille mig… og dig!

Paulus taler om Gud, som så tæt på os, at det er i ham lever vi, ånder vi og er vi.1

Jeg tager tit mig selv i at tænke alt for stort omkring Gud, og det er det her med, at han er almægtig og har styr på hele verden, det er ganske enkelt svært at trække ned over hvad jeg vil kalde en relation til et enkelt menneske som mig.

Jeg tror, at et af nøgleordene til at kunne forstå og rumme Gud ligger i at vi nemt kan overse, at forholdet til Gud er et intimt forhold.

Det ligger der slet ikke noget lummert i, men det ligger den betragning, at det er Gud og mig og at det er uendeligt fint.

VI fejrer i denne weekend pinse.

Det er begivenheden, hvor Guds Ånd falder over mennesker. Det lyder meget dramatisk.

1 Apg. 17,28

4 a f 4

Men det netop historien om, at Gud åbenbarer sig som Ånd i verden, som ingen længere var sikker på havde en fremtid.

Den store skaber Gud, er blevet menneske i Jesus. I pinsen fejrer vi, at han er ånd og er tilstede overalt og i alle mennesker i denne verden.

Det er stort, nærværende og underligt i at tænke på.

Vi kan opleve at Gud er helt nær ved. Fornemmelsen af ikke at være alene. Troen på, at selvom jeg ikke kan overskue mit liv, så går det nok alligevel.

Fornemmelsen af at være holdt af, at være være elsket, det er Gud, der giver den fornemmelse til dig.

Du er elsket og holdt af – og det er uendelig fint mellem Gud og dig!

Amen

 

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

 

Jeg lever og I skal leve! – Thomas Risager

Jeg lever, og I skal leve …

Sådan siger Jesus til disciplene forud for sin død og opstandelse. På søndag er omdrejningspunktet for talen Johannesevangeliet 14,15-21, hvor Jesus giver nogle af sine allersidste instrukser til disciplene.

Og vi kan som regel godt regne med, at udfordringer som Jesus giver disciplene, også er udfordringer, som gives til os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Manuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 21. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 17,22-31 & Joh 14,15-21 & 1 Pet 3,13-22 Jeg lever, og I skal leve….

Jeg ved godt, at I alle sammen tror jeg er totalt supermand. Den vil jeg gerne med det samme kommentere på, og sige, at det er jeg ikke.

Jeg er f.eks. ikke bange for at dø, eller det er jeg jo, for det er uanset, hvordan jeg vender og drejer det, en ubehagelig tanke. Og jo, jeg tror på opstandelsen fra de døde og det evige liv og hele pakken af det, som jeg i princippet er ansat til at forkynde.

Mest af alt er jeg nok bange for at gå glip af noget i livet, for jeg synes, jo at det er pænt interessant. Allermest bange er jeg nok for at gå hen og dø mens børnene har brug for deres far (det går mere og mere op for mig, at vi nok altid vil føle behovet for at have brug for vores far eller mor) – jeg vil meget nødigt efterlade dem faderløse.

Den store forskel på Jesus og mig er, at Jesus ved, at han snart skal dø. I øvrigt er der ganske givet flere forskelle på Jesus og jeg.

Når man ved, at det snart er slut, fokuserer man på det allervigtigste. Det er i lyset af det, at vi skal se på, hvad det egentlig er, at jesus siger til sine disciple, her i Johannesevangeliets kapitel 14.

Det første vi skal se på, er vers 15: Elsker I mig, så hold mine bud. Udgangspunktet for vores kærlighed til Jesus, er hans og Gud Faders kærlighed til os. En forudsætning

2 a f 4

for at elske ham, er altså at forstå, at tro på, at vi er elsket af ham. 1. Johannes Brev siger, at Gud elskedes os først.1 Først da kan vi elske, og så er der jo den fordring, at vi skal holde hans bud. Og de var? Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.2 Tro handler altså ikke om dig selv, men om Gud og dine medmennesker.

Jesus lover desuden at han vil efterlade os talsmanden, som skal være hos os til evig tid. En sandhedens ånd, som verden ikke forstår, men som disciplene skal kende, fordi den bliver hos dem og i dem.3 Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen. Hvis noget gælder disciplene, kan vi roligt regne med, at det også gælder os.

Det er jo interessant, at Guds ånd skulle være i os. Det er alligevel et nært forhold. Det er helt i tråd med den fine tale Paulus holder hos de meget religiøse – faktisk poly- religiøse grækere på Areopagoshøjen i Athen.4 Her siger Paulus: “for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.”5

1 1. Joh 4,10: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

2 Mark 12,30
3 Joh 14,17
4 Læs evt. Apg 17,22-31 5 Apg 17,27-28

3 a f 4

Og så kommer det: Jesus efterlader os ikke faderløse. Han kommer til os. Verden ser ham ikke, men han er her. Vi kender ham jo, for ånden – talsmanden – er i os.

Se bare beretningerne om den opstandne Jesus, f.eks. her i Johannesevangeliet, hvordan den opstandne Jesus igen og igen kommer til disciplene. Gud kommer til os. Som han siger: I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.6 Her er altså en klar udfordring i stil med at vi skal holde hans bud, vi skal leve livet, fordi han lever. Det er altså ikke en opfordring til at gemme sig for verden, men en opfordring til at leve livet i verden.

Kraften, styrken og viljen til det får vi fordi vi er i ham, og han er i os.7 Det er en nær relation, og en levende relation, som ikke kun er en hjerne-tro, men også en hjerte-tro. Jeg skal måske lige tilføje, at det ene ikke udelukker det andet. Tværtimod.

Slutteligt siger Jesus….. “Jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.”8

Det er jo det vi oplever, at Gud giver sig til kende for os. Nogle har meget dramatiske historier at fortælle, mens det for andre er mere stille indre oplevelser. Men vi kan bekræfte, at at Gud elsker os, at Gud viser sig i menneskers liv, at Gud sætter os fri til at leve, at Gud sender os ud i verden.

Vi er forpligtede til, fordi vi er elskede til at elske.

6 Joh 14,19 7 Joh 14,20 8 Joh 14,21

4 a f 4
Og det vil vi gøre med alle til rådighedstående midler.

Med vores liv, med vores fælles kirke ønsker vi intet mindre end at udleve et klart budskab om Guds kærlighed.

Det er så op til den enkelte af os, at finde ud af, hvordan det skal se ud i vore liv.

Frem for alt er vi i hvert fald ikke efterladt faderløse.

Amen.
Salme Led mig Gud

Godt nytår 2017 – Thomas Risager

Det er nyår og i Metodistkirken er det tid til stemningsfyldt pagtsgudstjeneste. En liturgi fra 1755, hvor man fornyer sin tro. Der blev også plads til en tale, som du kan høre her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 1. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Jer 31,31-34.

Sidste år sluttede prædiken nytårsdag af med disse ord:

“2016, kommer helt sikker til at at indeholde godt og skidt i en skøn rodet blanding.”

Der kan man bare se! Godt og skidt i en skøn rodet blanding. Hvor fik jeg ret.

Det er selvfølgelig også en tilpas blød formulering, til at man kan være sikker på, at ens fremtidsforudsigelser går i opfyldelse.

Flere af de aviser, som jeg læser, taler om 2016 som et ganske forfærdeligt år. Vi må også erkende, at nogle af de institutioner, som vi har haft som demokratiske fredsbevarende  fyrtårne vakler i disse tider.

Vi har lært nye ord som Brexit, Trumpisme, Flygtningekrise (Det er os, som har krisen – ikke flygtningene!!!)

Vi ser at USA slet ikke har andel i de fredsaftaler som skal træde i kraft i Syrien i dag. Det er Tyrkiet og Rusland, som står bag. Og apropos Rusland så er der jo Putin.

Herhjemme i vores lille andedam har vi en vingeskudt mindretalsregering, som bliver trukket rundt i manegen af partier, som ikke vil tage ansvar, eller som står fuldstændigt fast på at topskatten skal ned, indtil man selv kan få en ministerbil. Men sådan en Audi er skam også skøn!

Sådan er det jo med principper. Dem har man, lige indtil, man tænker, at noget andet er en bedre ide.

Det tror jeg, vi alle samme må indrømme. At det der med principfasthed, står lige så fast som at topskatten skal ned.

På det nære plan, har 2016 været præcis den skønne blanding af godt og skidt.

For nogle af os har 2016 været et mareridt, hvor det værste og det mest utænkelig har ramt på den sådan måde, at livet er blevet et helt andet. Lommefilosofisk sagt, så kan det gå kun gå opad, når man har ramt bunden.

Det er også på bunden, i det dybeste mørke, at Gud faktisk ER lys. Det er der hvor Gud kalder os tilbage til livet. Der hvor han rejser os op på ny og giver os nye kræfter. Gud lider med os, vi er ikke alene i mørket.

Det er på toppen af livet, at Gud kalder på os og minder os om, at det hele er til låns. Der er her Gud udfordrer os til, at huske taknemmeligheden. Ikke for hans skyld, men for vor egen skyld.

Det er her, hvor Gud kalder os til at tjene vores næste, og til at give af vores overflod.

Så er der den helt almindelige grå hverdag, hvor tiden nærmest forsvinder i arbejde, rengøring, træthed og hamsterhjulsfornemmelse.

Der hvor der er dage med overskud, og dage med afsnit efter afsnit af favoritserien på Netflix.

Men her er også dage, hvor det hele spiller, og vi føler at vi lykkes, at vi er på den rigtige pind i livet. Også dér.

På vej op og på vej ned, er Gud med i livet. For uanset om vi går eller ligger, om vi sidder eller står, er Gud fortrolig med vore veje.

Med andre ord, Gud er med dig, og han er med hele vejen gennem livet…. og med ind i evigheden.

2016, hvor elendigt, det end var, hvis man skal tro medierne, blev også året, hvor der var mennesker, som fandt kærligheden. Det blev året, hvor 2 bliver til 3, det blev der, hvor de endeløse studier blev afsluttetet og erstattet med et voksenjob, der hvor det kedelige parforhold fik en ny gnist. Det blev der, hvor man blev rask, hvor sindet igen blev lyst. Det var året, hvor … Der er også sket meget godt og fint i 2016. Og sådan bliver sikkert også i 2017 – En skøn rodet blanding af godt og skidt.

Et andet ord, som dukkede op i 2016 var disruption. Regeringen har endda nedsat et udvalg, som skal arbejde med dette.

En disruption er en ide, eller et produkt, som er så revolutionerende, at det med et slag forandrer et marked.

Smartphonen er et eksempel på det.

Et andet eksempel, vil jeg hævde, og det er ikke nogen ny ide. Men det at for alvor at forstå, at Guds kærlighed gælder lige netop dig, det forandrer alt.

Det er her, hvor Gud skriver sin lov i dit indre. Det forhindrer ikke 2017 i at indeholde både godt og skidt, men det gør, at der altid er en tryg vej gennem det hele.

Det er disruption, så det klodser, og det siger jeg ja tak til!

Godt nytår og må Gud gå med dig gennem 2017.

Amen.