Guds Gaver – Nådegaver

I dag pakker vi flere af Guds gaver ud.

Denne gang ser vi på nogle af de gaver, som kan virke noget specielle, nemlig nådegaverne. I 1. Korintherbrev taler Paulus om nådegaver, tjenester og kraftige gerninger, alt sammen som noget der hænger nært sammen med Guds ånd. Men som med så mange store fortællinger, så begynder det hele med et bryllup. Hør mere på søndag, hvor Thomas Risager pakker nådegaver ud.

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der altid er afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 8

Prædiken søndag d. 20. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 2,1-11 & 1 Kor 12,1-13
Guds gaver – Nådegaver/Åndens gaver

I dag skal vi tale om noget af det, som vi som fællesskab måske udfordres af, for vi har ikke talt meget om det. Vi skal tale om de mere karismatiske udtryk for tro, som helt klart udfordrer vores rationelle tilgang til tilværelsen.

Vi vil gøre det, fordi vi taler om Guds gaver og her er Åndens gaver givet af Gud til os. Jeg tror ikke, man kan beskrive Metodistkirken i Odense som en karismatisk kirke. Men det betyder ikke, at jeg ikke tror, at Åndens gaver er givet til vores fællesskab.

Den anden grund til at vi skal tale om det er, at hele Danmark taler om det på grund af tv-dokumentaren “Guds bedste børn,” hvor vi ser vældigt karismatiske udtryk for tro komme til udtryk.

I udsendelsen vælter det adskillige gange over i reelt misbrug og manipulation, hvor jeg som præst må sige klart fra. Det er ikke alt sammen er fra Gud.

Ikke destomindre har vi passager i vores bibel, som taler om disse ting, og jeg ved ikke med dig, men det kan udfordre mig.

Men lad os begynde med en måske dagligdags begivenhed, nemlig et bryllup. De fleste af os kender historien om brylluppet i Kanaan ret godt, og vi ved, at Jesus laver vandet om til vin. Det er jo en fin historie, og jeg tror at alle præster, som er gæster til bryllupper, har

2 af 8

fået lov til at høre lidt for den historie. Det er virkelig en af de historier fra bibelen, som folk i almindelighed kender.

Men et lille dyk ned under overfladen på den historie, og så må du selvom, det er ned under vandets eller ned under vinens overflade.

Jeg lægger mærke til i vers 10 at skafferen efter at have smagt den nye vin, bebrejder brudgommen, at han har gemt den gode vin til sidst. Vi skal se, at med Jesus i selskabet er der mere godt i vente. I det er også et evighedsperspektiv. Den gode vin venter os.

Desuden skal vi også lægge mærke til, at det som for os kan virke som en ret ligegyldig historie, faktisk er taget med hos Johannes.
Alene det er væsentligt. Vi skal huske, når vi læser bibelen, at den kommer af en mundtlig tradition, så alt overflødigt fedt er skåret af.

Den ligger her som en begyndelse på alt det som skal til at ske i historien om Jesus. Nu er tonen slået an. Vi ser det i vers 11, vand til vin er begyndelsen på tegn, og herlighed, så disciplene troede på ham.

Så jeg slår lige fast: Vand til vind, tegn, undere og helbredelser, som vi ser masser af steder i den videre læsning, er noget normalt forekommende. Det er tegn på at Guds rige er tilstede, at himlen er åben.

I søndags talte vi om dåben som Guds gave, og at himlen er åben i dåben. Samtidigt sagde vi klart at dåben er indledningen til et liv i tjeneste.

3 af 8

Al snak om nådegaver skal ses i lyset af det, nemlig at det er gaver som er givet, ikke for at den enkelte kan sole sig i det, men fordi de kan bruges i tjeneste for Guds rige.

En del af os har set nådegaver i funktion, og jeg er sikker på, at vi har oplevet det som måske underligt, men helt ok. Og jeg er lige så sikker på at nogle af os har oplevet f.eks. tungetale som fik os til at tænke er det virkelig OK det her.

Om ikke andet har rigtigt mange i Danmark set mennesker bede i uforståeligt sprog i TV. Tungetalen er en af de mere kontroversielle nådegaver, og der er menigheder i vores land, hvor man har understreget at det at tale i tunger er et vidnesbyrd om at man ikke bare var døbt med vand, men med Helligånden. Med andre ord, vil der være et massivt pres for at finde på et sprog, som anvendes i bøn.

Det pres er ikke her. Men nådegaverne er også gaver, som er givet os. Det er dog ikke udøvelsen af de mere højlydte af dem, der præger vores fællesskab, men vi ser på dem alligevel.

Der hvor vi slår ned er i 1. Korintherbrev 12,1-13

Lige et par ord om, hvor vi er henne i Bibelen. Koritherbrevene er der stort set enighed om, at de er skrevet af Paulus. De er skrevet til en konkret menighed i Korinth. En menighed i Grækenland, som Paulus tidligere har tilbragt et par år hos. Det er altså en menighed han kender rigtigt godt. Det er ca. tre år siden Paulus rejste videre, man mener, at han er ude på det vi kender som hans tredje missionsrejse. Da han skriver til Guds

4 af 8

menighed i Korinth1 fra Efesos, og nu er vi omkring år 55. Vi skal lige huske, at der ikke endnu ikke er skrevet nogen af evangelierne. Så vi er der, hvor alle ideer og principer om, hvordan det her kirke noget skal fungere, er helt nyt.

Det er nok hovedårsagen til at Paulus, netop fordi disse konkrete breve er skrevet ned og ikke mindst bevaret for eftertiden, bliver så toneangivende for, hvordan dette med kirke hænger sammen.

Paulus skriver her til en kirke, som har problemer. Problemerne opstår fordi menigheden har mistet det fokus, som Paulus gav dem nemlig et fokus på historien om Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden.

Nu var de optaget af forskellige grupperingers indflydelse, af sexuelle udskejelser i menigheden, af retssager mellem dem, Kan en gift mand leve sammen med en kvinde, der ikke tror på evangeliet? Kan man spise offerkødet fra templet? Skal kvinderne have tørklæde på? De skændes om nadveren og ja, så skændes om åndens gaver et af de emner som diskuteres i den meget diskussionslystne menighed.

Det her med åndens gaver kan se stort ud, fordi det det, man ser på tv, fordi det er de her mirakuløse ting, som fylder, hvis vi oplever det. Og ikke mindst fordi det af visse religiøse ledere bruges til at skabe opmærksomhed om sig selv frem for på Jesus.

Hermed er vi tilbage i Korinth ved en menighed, som er druknet i internt fnidder og har glemt hvad det hele

1 1. Kor 1,2-3

page4image49795776

5 af 8

handler om, nemlig fokus på Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden.

Det er ikke det samme som at åndens gaver ikke er vigtige. Det vigtigt er, at de ikke er omdrejningspunktet for en menighed, derfor giver Paulus sig også tid til ikke at holde menigheden hen i uvidenhed.2

Paulus fornægter ikke at overnaturlige ting kan ske. Det skete allerede før de blev kristne og tilbad forskellige hedenske guder.

Men det afgørende er, at nu sker det i Jesu navn. Det er en afgørende forskel, for så peger det det rigtige sted hen.

Vi kan kun sige Jesus er Herre, når Helligånden er med, og så er Jesus Kristus i fokus, som han skal være.

Så går Paulus ellers igang med sin opremsning. Men inden da, slår han fast at uanset, hvilken nådegave man måtte have, så er Ånden den samme og den ene gave har ikke mere status end den anden. Samt at gaverne er givet hver enkelt til fælles gavn. Det sidste er utroligt vigtigt.

Så lister Palus op:
At meddele visdom At meddele kundskab Helbredelser Mægtige gerninger

2 JF. 1. Kor 12,1.

page5image49623616

6 af 8

Profetisk tale
Evnen til at bedømme ånder
Tungetale, samt bedømmelsen af tungetale

Det er listen i i 1. kor. Der findes flere lister f.eks. i Rom 12,3-8. Her er rækkefølgen lidt en anden og ikke helt de samme.
I Efeserbrevet findes måske den mest kendte liste, men her er vi mere over de forskellige tjenester, men igen det er tjenester til gavn for fælleskabet udført i Åndens kraft. I Ef. 4,11-13 ser vi at nogle er apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. APEST.

Der er sammenfald og forskelle mellem listerne. For mig at se, er det helt klart i Ny Testamente, at der tales om tjenester, som kobles helt og aldeles sammen med Helligånden og at de er til fælles gavn.

Det vi ser med listerne her, og med brylluppet i Kanaan er, at kristen tro er ikke kun en intellektuel øvelse. En sund tro vil til tider udfordre vores rationelle tilgang til tilværelsen. I Danmark og i Metodistkirken i særdeleshed, er vi blevet utroligt gode til at fremme en intellektuel tilgang, og jeg tror faktisk, at vi kan have godt at lidt mere åbenhed over for den åndelige side at tilværelsen.

Jeg tror – eller jeg ved – at der er menesker i vores kirke, som beder med tungetale. Jeg ved at vi har oplevet, at vi har bedt for syge, og de er blevet raske. Jeg ved at mennesker har haft noget på hjerte, som de har overbragt et andet menneske og at det blev en stor hjælp.

7 af 8

Jeg tror Guds gaver er virksomme også i vores menighed. Personligt synes jeg, at det er et sundhedstegn, at Guds gaver er virksomme, men vi lægger ikke videoer på Facebook og har ikke behov for at gøre det. For det er ikke omdrejningspunktet.

Jeg tror, man med stor rimelighed kan udvinde listerne og faktisk gøre dem mere jordnære. Jeg vi mene at Guds gaver kommer til udtryk, der hvor vi tjener hinanden og Guds rige.

Jeg vil hævde, at spille, synge, bede, være gæstfri, den gode samtale, omsorg med udgangspunkt i den man har omsorg for, deltagelse i gudstjeneste alt sammen er mere end handlingen selv.

Med andre ord, nådegaverne – evnen til at tjene – er givet til os alle.

Spørgsmål et er om vi alle har frimodigheden til at pakke den ud og tage det, der er vores bidrag, vores gave om du vil, i brug.

Nådegaver, evnen til at tjene er lidt som at få et kreditkort. Det kan mere end det ser ud til, og rigtigt brugt kan det være meget meget nyttigt.

Et kreditkort kommer med posten. Man får en kode, så det er knyttet til dig. Men før det virker, skal man aktivere det.

Jeg vil gerne, at vi tør være mere frimodige til at tage mod de gaver Gud giver, og at vi tør aktivere de gaver, som vi hver især er givet.

8 af 8

Jeg tror vi på den måde kan være en rigtig fin gave ikke bare til os selv, men til Odense, med fokus på Jesus som korsfæstet og opstanden.

Amen.

Tro er…..At give! – Thomas Risager

Se lige, hvad jeg har gjort! Jeg har givet penge til indsamlingen, og nu lægger jeg det fine billede på Facebook, så alle kan se, hvor god jeg er. Det giver mig så meget at give, og jeg har læst i bibelen, at Gud elsker en glad giver, så det er bare dejligt at give.

Se Youtube-video, som omtales under talen

Her knækker filmen fuldstændigt. Det er rigtigt, at tro er at give … Men det handler ikke om dig! Hør mere på søndag, hvor Thomas Risager udfolder temaet “Tro er … at give!”

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det tale ord, ofte afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 8. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 12, 38-44.

Se lige hvad jeg har gjort. Jeg har givet penge til indsamlingen og nu lægger jeg det fine billede på Facebook, så alle kan se, hvor god jeg er.

Det giver mig så meget at give, og jeg har læst i bibelen, at Gud elsker en glad giver, så det er bare dejligt at give.

Jeg får en masse ud af det, at give.

Det synes faktisk, at være et af tidens mantraer. Jeg skal give af mine penge, mit overskud og min tid. Det giver mig så meget. At give, eller arbejde frivilligt er blevet en slags selvrealisering.

Facebook-selfies, hvor mennesker fotograferer sig sig selv, mens de giver flygtninge et lift til Sverige har skabt debat. – en ophedet én af slagsen oveni købet.

Jeg vil også gætte på, at ikke alle synes at dagens video med den slet skjulte opfordring til at give 1000 kr. er helt ok?

* VIDEO *

Der er mennesker, som kalder det klamt og ulækkert, at udstille sin godhed på den måde.

Jesus er endda blevet citeret i debatatten, hvor jounalister, som man normalt kan regne som nogenlunde fornuftige, forstået på den måde, at Jesus jo i hvert fald ikke normalt for dem, ligger lige for at citere, har peget på Matthæusevangeliets passage om at give i det skjulte:

“Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. v2  Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3  Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4  for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”

At give af sine penge, sin tid, sin omsorg, sin kærlighed er vigtigt. Kirken, ja verden, kan ikke fungere uden, men at give handler ikke om dig.

I Markusevangeliets historie er Jesus kommet op til Jerusalem. Han har ryddet tempelpladsen for vekselerernes boder og Markus gengiver i kapitelerne 11-13 nogle af de helt centrale lignelser, som Jesus fortæller. Nu er han endelig kommet ind på tempelpladsen, hvor der virkelig er mange mennesker, som lytter. Her er det naturligt at fyre nogle af hovedpointerne af, så det gør han.

Bl.a. tager han stilling spørgsmålet om skat til kejseren og han nævner det største bud i loven, for det opsummerer, alt det han har sagt.

 

“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”

Mens de er der på tempelpladsen får folket lige en advarsel mod farisæerne og de skriftkloge, som ynder at gå omkring i deres lange flotte klæder. De, som er præster og ledere på den måde, at de tror at de skal betjenes, fremfor selv at betjene. De skal dømmes så meget hårdere. Det kan enhver som har lederansvar eller forkynder på den ene eller anden måde jo tænke lidt over.

Templet i Jerusalem fungerede hvad angår økonomien på mange måder som en frikirke i Danmark. Dog havde man langt større socialt ansvar for de fattige og svage. Det templet sig nemlig af.

Pengene til drift, socialt arbejde, og underhold kom udelukkende af frivillige bidrag. Mennesker, høj og lav, kom og lagde deres bidrag i tempelblokken. Der var mange, siger Jesus som virkelig gav meget. Det var en udbredt forventning, at mennesker gav 10% af indtjeningen til templet. Det gjorde folk og nogle gav mere.

Det handler ikke om at blive set, men Jesus ser og fremhæver alligevel den fattige enke, som kommer og lægger 2 småmønter.

Jesus fremhæver enken, ikke fordi hun giver meget. Hun giver meget lidt, men selvom hun har lidt, så vedkender hun sig stadig, at hun også kan være med til at gøre en forskel. Hun har også et ansvar.

Hun giver ikke for at andre skal se det.

Hun giver ikke, fordi hun får det bedre af at give.

Snarere tværtimod, fordi hun sikkert godt kunne have brugt pengene til sig selv.

Hun ved med sig selv, at der er brug for at alle bidrager. For der er brug for det at løfte opgaven.

Det handler ikke om den, der giver, det handler om den, der modtager.

Det er der, filmen nogen gange knækker lidt i vores selfie-kultur. Mange firmaer giver til de store tv-indsamlinger og tak for det. Mit gt er dog, at der ikke ville være så mange, som gjorde det, hvis ikke man lige fik firmanavnet til at køre over skærmen.

Det må aldrig være den, der giver, som er i centrum. Det er præcis, derfor Jesus fremhæver enken. Hun giver ikke for at blive set, hun giver fordi det er nødvendigt, fordi hendes gave også gør en forskel.

Der er mennesker, som spørger mig, hvad jeg får ud af at tro. Hvad kan den der kirke give mig?

Det er et helt forfejlet spørgsmål. For det handler ikke om dig eller mig, for den sags skyld.

Tro er at give.

Du må give til fælleskabet af din økonomi, men sandelig også af dine evner, gaver, kærlighed og omsorg. Der er brug for det alt sammen.

Du kan for eksempel ikke stå her og synge om søndagen, i hvert fald ikke så det berører vores hjerter og ærer Gud, hvis det handler mere om dig end om Gud og vi, som lytter.

Jesus opsummerer det hele i det største bud. Elsk Gud og elsk din næste.

Det er også det, som ligger bag ved tanken om at give. Fokus ligger på Gud og på næsten.

Når det så er sagt, så vil jeg bestemt ikke afvise, at der kan komme noget godt ud af det, også for dig, men det skal aldrig være pointen.

Tro er at give, men ikke som den selvglade tåbe, som vil at verden ser det, men mere som enken, der bare gør det. Fordi det er nødvendigt og hendes givende gør også en verden til forskel.

Amen.

Om lidt skal vi faktisk give af os selv til fælleskabet omkring nadverbordet, og der får vi også lov at modtage.

Salme: Vi rækker vore hænder frem