Det er vigtigt at hvile – Thomas Risager

Den sidste søndag inden sommerferien handler om hvile. Hvile er en god ting, som er helt nødvendig for os mennesker.

Da Gud skabte verden, lagde han hvilen ind på syvendedagen. Han havde brug for det, og han ved, at vi har brug for det. Derfor er det faktisk også et af de ti bud.

På søndag giver Thomas Risager et par bibelske principper for balance i livet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF

1 a f 4

Prædiken søndag d. 9. juli 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 2,1-4 & Matt 11, 25-30

Jesus siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.“1
Jeg tror, at mange mennesker kan nikke genkendende til det med at være træt og slidt, og synes, at man i hverdagen bærer mange tunge byrder.

Faktisk møder jeg i mit arbejde, foruroligende mange mennesker, som føler sig presset af deres hverdag.

Arbejdspladserne og kirkerne er fulde af mennesker, som har det sådan. På arbejdspladsen bider vi tænderne sammen og siger til os selv, at når denne opgave er overstået, bliver det bedre. Så kommer der mere luft i kalenderen.

Samtidigt skriver aviserne også, vi har en utrolig høj arbejdsmoral, det på mange måder er et tveægget sværd, fordi det er jo er supergodt, at vi kan arbejde igennem, men antallet af mennesker på arbejdsmarkedet, der går ned med stress er rekord højt. Det koster kassen for vort samfund og de menneskelige omkostninger for de ramte familier er enorme. Dette er et samfundsproblem, som er reelt for rigtigt mange mennesker.

I går sagde de ti tv-avisen, at ingeniørforeningen har lavet en undersøgelse, der afslører at 15 procent af

1 Matt 11,28)

2 a f 4

medarbejderne står til rådighed for arbejdspladsen i ferien.

En anden undersøgelse viste at 1 million danskere tjekker arbejdsmailen på mobilen, selvom de har ferie.

Jeg bliver faktisk bekymret, når jeg ser sådanne tal. Jeg tror helt enkelt ikke, at det er sundt, at vi tror vi er så uundværlige, at vi er nødt til at tjekke mail i ferien.

Det er ikke kun på arbejdspladserne, at dette er et problem. Det er det også i kirkerne.

Her siger vi med stolthed til hinanden, at Gud ikke giver os større byrder, end vi kan bære. Underforstået: du må være stærk, siden du får betroet så mange byrder.
Vi lukker nogen gange øjenene for, at præster, ledere og frivillige i kirkerne ofte er endog meget trætte og på kanten af udbrændthed. Men hvis jeg ikke får mere end jeg kan bære, er der så noget galt med mig når jeg føler mig mast?

Nogen af os siger også. at det er Gud, som kalder os til at gøre de ting, vi gør i kirken. Derfor kan man ikke bare lade være eller holde pause, fordi vi kan jo ikke svigte Guds kald, når nu opgaverne står i kø. Og opgaverne er mange, næsten altid er der mere vi følger vi bør gøre, end vi faktisk har tid og ressourcer til.

Men når man er træt, bliver man mismodig, for alle de andre bliver ved og ved, og tager opgaver på sig i en uendelighed. De efteruddanner sig og deres have vidner om, at de også har tid til havearbejde. Det kan jeg jo se på linkedin og på Facebook.

3 a f 4

De andre kan klare alt, mens jeg oplever mig helt mast. Hvad er der galt med mig?

Nej, det er ikke noget galt med dig! Du er menneske, skabt i Guds billede. Du er netop ikke en robot ude fra robotklyngen her i Odense, men menneske, præcis som du skal være.

I vores moderne samfund, hvor vi alle skal være på informationsstrømmen 24/7 og ikke tør slukke telefonen i ren angst for at blive hægtet af, der slider vi uforholdsmæssigt meget på hinanden.

Vi lukker øjenene for den gamle bibelske visdom om at holde sabbat. Om at lukke totalt ned og give vores hjerne, sind og krop et pusterum og give Gud plads. Det er det, Jesus inviterer til, når han siger: Kom til mig….og jeg vil give jer hvile.

Søren Pind har i den sidste tid gjort sig bemærket ved, at han ganske enkelt har forbudt sine medarbejdere, at sende mails om søndagen. Som han siger, det er fint at vi arbejder hårdt og meget, men ingen skal være tvunget til at være på om søndagen, så der sender vi ikke mails.

Vi er så utroligt dårlige til at hvile og puste ud. Det er ikke noget nyt.
Faktisk har det, siden mennesket kom til, været en udfordring. En udfordring så stor, at Gud fandt det nødvendigt, at påbyde hvilen som et krav i de ti bud: “Husk sabbatsdagen og hold den hellig.” (2. Mos 20,8)

4 a f 4

Vi taler meget om reformation i disse dage. Jeg tror, at vi trænger til at reformere vores måde at arbejde på – og ikke mindst vores måde at prioritere hvile og ro.
Der er afgrundsdyb visdom i, at der er en hviledag en gang om ugen, og stor værdi i de længere pauser, som sommeren kan give.

Vi svigter ingen ved at holde fridag og ferier. Faktisk ødelægger vi os selv og vores arbejdspladser og vore kirker, hvis ikke vi gør det.

Så herfra skal der lyde: God ferie! Det er vigtigt – mindst lige så vigtigt som at gøre det godt på jobbet.

Amen

Find et hvilested, Gospelmeditation – Thomas Risager

Dagens gudstjeneste i Metodistkirken i Odense, var vores første gospelmeditation, hvor vi tager gospelmusikken helt ned i tempo og lafer det være rammen for en gudstjeneste, hvor det primære formål er at finde ro.

Ved en gospelmeditaion er der også en tale, som du kan høre her.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Hør mere:

podcast-large

Hvis du hellere vil læse talen, kan du også gøre det. Bemærk at det talte ord ofte afviger en del fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 18. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matth 11,28-30.

Hvis du bare er lidt heldig, sådan som jeg er, så har du haft en barndom, hvor der var steder og personer, hos hvem du følte dig rigtigt hjemme og var helt fuldstændigt tryg. Her vidste du, at du var velkommen uanset hvad.

Her kunne man komme, hvis man var på flugt fra de større drenge i byen. Her kunne man komme og bare være.

Sidste weekend var jeg på besøg i Strandby, hvor jeg er vokset op.

Min far bor stadig i mit barndomshjem, så at træde ind der, er at gå lige ind i alle minderne.

I min barndoms gader finder man også min mormor og bedstefars hus.

Her kom jeg rigtigt meget efter skole.

Ude foran huset stod ahorntræet, hvor bladene var så tætte, at man for alvor kunne gemme sig for verden. Her kunne man tænke de store tanker, som nu en gang findes oven i hovedet på en helt enorm gammelklog dreng på 10 år.

Den eneste i hele verden, som vidste, hvor jeg befandt mig, var min elskelige mormor, som kunne se mig fra sit køkkenvindue, hvor hun ofte stod og bagte brød og lavede kaffe på sit gaskomfur med den gamle madam blå.

Ahorntræets frø kunne man lave de mest fantastiske helikoptere af, og var man rigtigt heldig stak mormor en Herremand og en bondemand ud af vinduet. En franskbrød og en rugbrød klappet sammen med brun farin i mellem. Uh, så var livet godt.

På Krøghsvej 1 var der bedre end noget andet sted i hele verden. Her kunne jeg bare være. Her kunne jeg være mig, og ikke et sekund tvivlede jeg på, at jeg var elsket, accepteret og velkommen. Her var jeg drengen.

Drengen blev jeg kaldt af min bedstefar, som tog mod mig med favnen åben. Han hed Thomas Risager, det er ham jeg er opkaldt efter.

Han var gammel, da jeg blev født. Sådan en gammel mand med stok, ærmeholdere på skjorten og tykke briller.

Der skulle virkelig være varmt, før han smed skjorten og lod sin kridthvide netundertrøje komme frem.

Om sommeren havde han stråhat på, og jeg lyver ikke når, jeg siger, at han kunne finde på at ryge en pibe tobak fra en af de helt gammeldags lange piber.

Lykken og allerstørst tryghed, var at sidde samme med ham i skyggen under tjørnetræet og lytte til hans historier fra et langt liv som fisker, og tro mig, han kunne historier – også om hvordan de skjulte jøder og sejlede dem til Sverige under krigen.

Da jeg var dreng var det stedet, hvor jeg fandt ro og hvile. Et sted, hvor udgangpunktet uden tvivl var, at man var OK, og her måtte man være. Der var ikke krav om noget som helst.

Hvis du spørger mig, hvad der var det bedste ved at være barn, så er svaret, at livet der, var uden bekymring, der var masser af tid, og man skulle ikke leve op til en hel masse.

Sådan synes jeg ikke livet er længere. Jeg kan bruge masser af tid på at bekymre mig, heldigvis bliver langt de fleste af mine bekymringer ikke til noget.

Tid er der helt sikkert for lidt af. Jeg synes, det er svært, at når alt, det som jeg gerne vil, og det som mit arbejdet nogen gange kræver af mig. Det går mere og mere op for mig, at tid er en knap ressource. Min tid bliver ikke ved med at være.

Livet er blevet alvorligt. Der er så meget man skal kunne, og der bliver trukket i én fra så mange sider på en gang, at man til sidst føler sig fuldstændigt udsplattet.

Ind i en kultur, hvor mange mennesker har det sådan, så kan det virke mærkeligt, at man i kirkenerne taler om Gud, som en himmelsk far.

Ved du hvad, kan man fristes til at sige, det har jeg slet ikke tid til at forholde mig til.

For Gud er tid imidlertid noget helt andet. Han forholder sig ikke til timer og skemaer, men til evigheder.

Han forholder sig ikke til dine præstationer og evner og manglende tid, men til din sjæl. Til den, du er allerinderst inde.

Gud ser den du er, når ingen andre kigger.

Gud ved godt, at inderst inde, er det du længes efter og trænger til, måske at kunne finde tilbage til … Jeg ved ikke hvad det er for dig… men for mig at kunne kravle op i ahorntræet og gemme mig i bladene. Eller at sidde i skyggen af tjørne-træet sammen med min gamle bedstefar.

I Paulus’ brev til Romerne tales der om, at vi med et gammeldags ord, har fået barnekår, hos Gud. Vi har børns vilkår hos Gud. En del steder i bibelen omtales mennesker som Guds børn.

Hvad kan et barn forvente?

Et barn kan forvente tryghed, omsorg, kærlighed.

Tryghed, som gør at man ikke behøver at bekymre sig.

Kærlighed, som gør at man ikke behøver præstere og lade som man man har styr på alt, man er alligevel elsket og accepteret.

Omsorg, som gør at man kan gemme sig og finde trøst. Der er én som lytter og holder om.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Matt 11,28-30.

Amen

Ro på livet – Thomas Risager

Gospelkoret Emmaus havde pyntet hele kirken med ure. Masser af ure, som var gået i stå.

Gudstjenesten fokuserede hele vejen igennem på, at vi har brug for at blive mindet om, at finde ro i livet. Ro og hvile er livsnødvendigt. Zanne Frigg Larsen læser fra bibelen Salme 23 og kirkens præst Thomas Risager taler om at finde ro på livet.

Hør mere her:

podcast-large

My Resting Place – Hvor kan jeg finde ro?

Gospelkoret Nardus synger til en rørende gospelgudstjeneste, som handler om at finde det særlige sted, hvor man kan tanke op og finde ro.

Desværre er lydkvaliteten ikke så god, så nederst i dette indlæg kan du også læse manuskriptet, som var forlæg for denne tale.

Prædiken søndag d. 23. september 2012. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekst: Joh 6, 1-4

En af mine hemmeligheder er, at jeg har en gruppe kvinder jeg mødes med en gang om måneden. Ja, nu er det så ikke nogen hemmelighed mere, på den anden side, så tror jeg heller ikke, at nogen af dem har kunnet holde mund….

Men hvorfor mødes jeg med en gruppe kvinder en gang i mellem ? Ja, det spørgsmål stiller min kone nok også!

Først vil jeg lige slå fast at det er en tilfældighed, at det er kvinder. Der er ikke nogen mænd, som tør, altså ud over mig.

Jeg mødes med min lille gruppe fordi jeg har brug for, at der er nogen som minder mig om, at jeg en gang i mellem skal være stille og holde pause.

Vi taler ofte om i min gruppe, at det er underligt, som vi kan udsætte nogle af de ting i livet, som vi ellers godt ved kan være gode for os.

Personligt har jeg brug for, at nogen siger til mig, at det er ok at tage en pause fra hele verden.

I øjeblikket er der et forsøg i gang, hvor man har tilbudt en flok travle virksomhedsledere at komme på retræte. Det er folkekirken, som står for projektet, som i al sin enkelthed går ud på at trække disse ledere ud af deres travle hverdag. Få dem til at lukke for mail og slukke telefononer i to dage, mens de er samlet for at få undervisning i bibel, i livet, og for at være stille. De skal være stille.

En af dem beskrev, hvordan han for første gang i årevis gik tænkt over sit liv og fik reflekteret over sin prioriteringer. For ham var det ikke i første omgang nogen religiøs oplevelse, men han beskriver alligevel hvordan han fandt en dyb indre ro, som han ikke havde haft længe, og som han i eftertankens klare lys var blevet klar over, at han havde savnet.

Et af kristendommens klare budskaber er at du er elsket, at du er accepteret, sådan som du er.

Sådan er det, men det kan være svært at tage til sig i en verden, som hele tiden er fokuseret på, at et menneskes værdi aflæses i vore præstationer og vores værdi kan meget kontant aflæses på den nederste linje af vores lønseddel.

Det er simpelthen svært for os i vores præstationsiver, at taget et budskab om accept og kærlighed til os. Vi er straks videre, når mailen på computeren siger bip, er vi allerede igang med at forhold os til den næste e-mail.

I en sådan verden kan man på den ene side undre sig over at Gud, der ellers er noget så smart, ikke ændrer sin måde at kommunikere sin kærlighed til vi mennesker på.

Den meste udbredte måde er stadig at der står en præst og taler til en forsamling. Hvis ellers der er en forsamling, som gider at komme. Det lider vi nu ikke af her i huset.

Det er jo håbløst gammeldags.

På den anden side, kunne man jo også et øjeblik standse op og tænke over, om Gud og kirken mon holder fast noget af sin form, fordi det med roen, det med at sidde og lytte, trods alt er den bedste måde at modtage et kontroversielt budskab på.

Du er elsket!

Det er budskabet og lige nu er der ingen e-mail eller telefoner, som forstyrrer dig.

For mig personligt, bliver det bare ord, jeg læser eller hører i en ordstrøm, som kører hele tiden, hvis ellers jeg er vågen. Nogen gange er det som om, det fortsætter selvom jeg prøver at sove.

I mit liv har jeg brug for at der en gang i mellem er ro. Jeg kan mærke at jeg lige så stiller går i stykker inden i, når jeg forsømmer at finde ro. Det er underligt, for når der er travlt, så er det det første, som jeg skærer væk.

Det er i virkeligheden lidt tåbeligt, for det er ikke egoisme, at passe lidt på sig selv.

Faktisk taler Paulus i bibelen om at vi mennesker, skal løbe sådan at vi holder helt til mållinjen. Livet kan ikke spurtes. Sådan føles det nogen gang, men vi kan ikke spurte hele vejen. Gammel visdom.

Hvor finder vi ro?

Kirken er et godt sted. Vi er måske ikke så gode til at bruge kirken i hverdagen, men når vi er på ferie sætter vi os gerne ind i en kirke og bare lige er. Det er så dejligt.

For mig er roen ikke nødvendigvis at sidde stille og bede. Det kan sagtens være et løbe en tur, at sejle en tur i min kajak. Det kan være at gå rundt om Enebær Odde…

Pointen er, at hvor vi finder ro er forskelligt, men det er vigtigt at vide hvor. Og det er vigtigt at bruge det.

Jesus have altid travlt med at tale med folk, bede med folk og helbrede de syge. Han var aldrig færdig, men alligevel trak han sig indimellem tilbage for som han sagde det: “at være sammen med min himmelske fader.”

Jesus behøver ro. Når Jesus nu gør det, så tør jeg også godt indrømme, at jeg indimellem har brug for at finde ro.

I Johannesevangeliet kapitel 6 vers 1-4 kan vi læse:

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. v2  En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. v3  Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. v4  Påsken, jødernes fest, var nær.

Jesus var ikke færdig. Der var stadig syge, døve, blinde og stumme, og de fulgte endda med ham over på den anden bred, men Jesus gik på bjerget.

Pointen er at Jesus ikke lod alt det, han burde gøre tage magten. Jesus havde også brug for at finde ro. Så hvis det er dit behov, er det et ok behov, som du ikke bør udsætte.

Jesus havde også brug for det!

Amen