I dag skal du være med mig i Paradis

Det er sidste søndag i kirkeåret. Lige rundt om hjørnet venter adventstiden, hvor vi glæder os over, at lyset (Jesu komme) begynder at bryde frem. I sin tale ved gudstjenesten på søndag maler jeg et billede af Jesus som konge. Men det er en anderledes konge, for han hænger på et kors og er tilsyneladende fuldstændig afmægtig. Ved hans side hænger to forbrydere, som også korsfæstes. Den ene af dem forstår hvem jesus er.

Men hvad er det, han ser, som gør, at han pludselig forstår og tror på en sådan måde, at Jesus lover ham en plads i paradis?

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Gudstjeneste søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.
Musik: Anders Gustavsen-Sprotte. Finn Hansen Trøjgaard. Sang: Emma Berghuis Stokholm, Rikke Roland Honoré  & Søren Jantzen.
Teknik: Julian Felix-Levin

Emma: Peace in Christ
Velkomst
Salme: Hil dig frelser og forsoner
Bøn – Fadervor
Børnekirke
Indslag om indien
Omtaler og indsamling
Salme: Glæd dig, din Herre Gud
Bibellæsning
Tale
Taizé: Jesus, Guds søn, du lys i mit indre (flyder over i….) Bøn og lys
Rikke: Remembrance
Salme: Der er noget i luften
Velsignelse
Søren: He Lives

2 af 8

Prædiken søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.

Der hang to mænd på et kors…

Det kun lyde som indledningen til en joke, men det er det ikke i dag. Det er indledningen til den sidste tale i dette kirkeår.

Denne sidste søndag inden, adventstiden begynder, fokuserer vi på Jesus, som kongen, den almægtige, verdens frelser. For der ingen tvivl om, at frelsen kom med den mand, som er hele verdens lys.

Så er spørgsmålet bare om vi faktisk har brug for frelse?

Er der mere i historien om to mænd, der hang på et kors?

De to mænd, der hang på et kors, var i en situation, hvor de havde brug for frelse. Det var ret åbenbart at, de havde brug for det – ret desperat endda.

For er man først i romerriget blevet dødsdømt, og hamret fast til at kors, så man kunne hænge der i vanvittig lidelse, og på den måde blevet en del af datidens syge reality-shows, så var man sådan cirka så langt ude, som man overhovedet kan komme som menneske.

Vi ved ikke andet om de to mænd på koret, end at de var forbrydere. Faktisk betyder det græske ord (κακοῦργοι) “de, som gør det onde.” I Matthæus1 og Markus2 beskrives de som røvere. Det er sikkert derfor mange af os mener, at det er to røvere.

1 Matt 27,38 2 Mark 15,27

page2image9781248

3 af 8

Forbryder er ikke noget man bliver sådan over night. Der ligger sikkert en lang opvækst fyldt med svigt og bristede muligheder bag de to mænd, på korset. Der er ganske givet en lang række af forbrydelser, og mennesker de har forudrettet bag dem. Helt sikkert er det, at deres liv har ikke være let. og der er løbet meget vand i åen, før man kommer til at ende sit liv, som dødsdømt, selv i datidens grusomme romerige.

Med det siger jeg, det som ene røver bekræfter, da han nævner, at de to kriminelle får løn som forskyldt.3 De har selv bragt sig i en situation, hvor de faktisk får som de har fortjent. Med andre ord, de er sådan cirka så langt fra at kunne kalde sig Guds bedste børn, som man kan være.

Der hænger to mænd på et kors, og de er så langt ude, som man overhovedet kan være. De er i helvede! Når man er i helvede, kan man ikke redde sig selv. Da har man brug for frelse.

Mellem dem hænger en tredje mand. Han er ligesom dem selv, blevet slået, sparket og pisket. Det er ham al opmærksomheden er omkring. Det er ham de mange menesker, som er forsamlet gør nar af. Det er ham de råber af. Det er ham de er kommet for at se.

Over ham på korset hænger et skilt: INRI
Det er besættelsesmagtens ydmygelse på deres latin: Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum”
Jesus fra Nazaret – Jøderne konge.

Ydmygelsen var total- Ingen kongelig er henrettet ved korsfæstelse. Hvis man var kongelig, hvad man selv i døden privilegier, som gjorde dødstraffen mindre smertefuld.

3 Luk 23,41.

page3image9774464

4 af 8
Soldaterne håner ham

Jesus har på intet tidspunkt i sit liv hævdet, at være fornem eller kongelig på den måde, andre er. Tværtimod har han altid opsøgt de fattige, de udstødte, de forhadte, de glemte, de oversete, de kriminelle, de prostituerede. Ofte er Jesus af de fromme, præsterne og farisæerne, blvet kritiseret for at omgås alle de urene. Underforstået, at han da burde være samen med dem, for de har jo med deres ydre fromhed vist, at de har gjort sig fortjent til hans opmærksomhed.

På Golgata er Jesus også sammen med de nederste, de forhadte og de udstødte. To røvere, der sammen med ham skulle lide og dø.

Vi ved ikke meget om dem. Men det er overvejende sandsynligt, at de har hørt om jesus.
Det havde alle.
De ved, at han har helbredt syge, at han har en tendens til at spise sammen med alle dem, de andre hader. De kender sikkert nogen, som er blevet det i Jordan af Johannes Døberen, som forberedte folk på frelsens som Esajas har profeteret om.”

Så de ved godt, hvem Jesu er. De ved, at han har sagt at man skal elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én.4

Nu oplever de, at Jesus faktisk gør det, han har sagt andre skal gøre. korsene er lige blevet rejst og midt i jublen fra masserne og smerten og lidelsen Jesus selv var i, udbryder han.”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”5

Røverne ser en mand, der er nærmest nedbrudt, men også en mand, som holder fast i det, han tror på.

4 Matt 5,44 5 Luk 23,34

page4image9773696

5 af 8

Den ene røver spotter ham og siger: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!”6 Når vi selv er på spanden, kan vi afledes os fra vores eget rod, ved at finde andre, der også er på den. Det er meget menneskeligt.

Den anden begynder at forstå, at Jesus er for real. Så han flytter fokus røveren, der mobbede Jesus. Han irettesætter den mobbende røver. Vi to får det vi har fortjent. Det er helt galt, men retfærdigt. I bibelsk sprogbrug: Vi er syndere og får det vi har fortjent. Men på peger han; Jesus er helt uskyldig!

Midt i deres værste elendighed, har de fået noget at tænke over. Når de ser op, opdager de, at Jesus er med dem i deres lidelse. Måske er det desperation, måske er det sidste håb. Der er i alt fald ikke et langt livs studier af bibelen, eller mange besøg i synagogen, eller ofringer i templet.
Med sine sidste kræfter udbryder han: “Jesus, Husk mig, når du kommer i dit rige!”7

Ordet husk mig8, betyder ikke bare husk, for det er et ord, som i det bibelske univers betyder mere end det. Det betyder “Hjælp mig, frels mig.”

Jesus ser ikke på den døende mands meritter, hans tro, hans hellighed, men han hører hans råb, og dermed hans tro. Han ser hans behov for frelse. Måske er hans tro ikke større end et sennepsfrø9, men den er der, ellers havde han ikke råbt.

Nu bliver det interessant: jesus siger: “I dag skal du være med mig i Paradis!”10 I dag betyder lige nu.

6 Luk 23,39 7 Luk 23,42

8 Gud glemte ikke Noa 1. Mos 8,1, Gud huskede Abraham og reddede Lot i 1. Mos 19,29

9 JF. Matt 17,20 10 Luk 23,43

page5image9772928

6 af 8

Hvad sker der med os, når vi dør? Baseret på min læsning af bibelen, bl.a. præcis dette stykke, er det min tro, at når vi dør, oprejses vi umiddelbart i Guds rige. Jeg tror sådan fordi jeg læser, at Jesus har samtaler med Moses og Elias i evangelierne11. Jeg tror sådan fordi Paulus indikerer, at hvis han dør, skal han være sammen med Gud.12 Jeg tror det, fordi Jesus siger i dag skal du være sammen med mig i Paradis. Jeg tror sådan fordi menneskers nærdødsoplevelser viser os, at det nye liv begynder umiddelbart.

Jeg tror sådan, fordi jeg har oplevet menensker finde dyb fred og tillid ind i døden. Min mors gamle faster, som hele tiden i øvrigt har sagt til min familie, at jeg endte som præst, døde med et smil på læben og et tak Jesus.

I dag skal du være med mig i Paradis.

Paradis er et gammelt persisk ord, der betyder kongens have. Den største belønning man kunne få, var at blive lukket ind i kongens have og nyde skønheden og freden der. Der var intet smukkere sted på jord. Med tiden blev Paradis overtaget af den jødiske kultur og begyndte at henføre til Edens have, som er kongens have – Guds have.

Haven som Gud har skabt os til at være i., Og ja, det er rigtigt, at menesket på grund af Adams og Evas synd, blev smidt ud af haven og dermed fremmedgjort for Gud. Men det er den have, der peges på, når Jesus siger, I dag skal du være med mig i Paradis.

Gud ønsker at vi skal leve i Paradis, og indtil da er det vores opgave at skabe et Paradis, som kan være på jorden, blandt menensker i vores verden. Men der kommer en dag, hvor vi skal være med Jesus i Paradis.

11 Mark 9,2-13, Luk 9,28-36 og Matt 17,1-10. 12 Bl.a.Fill 1,20

page6image9772736

7 af 8

Jeg siger ikke, at bibellæsning, bøn, næstekærlighed, dåb, nadver, gudstjenester, ikke er vigtige. Det er det. Det er vigtigt for at skærpe vores sanser og vores tro, så vi ser Gud midt i vores liv, så vi finder kræft og styrke til at elske Gud og vores medmenesker, sådan som Jesus gjorde, for på den måde peget vi på Guds kærlighed, som en forvandlende kraft i verden og i menneskers liv.

På den måde kan vi være dem, som er der, hvor menesker, har brug for at møde nåde, kærlighed og barmhjertighed, for det er vi kaldet til at vise og til at gøre.

Det er præcis det Jesus viser på koret overfor de to røvere. Det er det jesus viser du og jeg på korset. Det er en helt central begivenhed i al kristen tro og tanke, for på korset og med ordene til i dag skal du være med mig i Paradis, gøres der op med at al synd, som kan skille et menneske fra Gud og for et evigt liv i Paradis.

Jesus spørger ikke forbryderen om han tror, om han er døbt om han vil være med til at opretholde… han ser ham for den han er.

Det er lige snart adventstid, og vi skal gøres klar til at fejre, at Jesus kom, at Gud vil frelse os og denne verden fra alt ondt og fra vores egen selvoptagethed.

I dag er grunden lagt, og jeg vil slutte af med at sige at vi kan tage mod og bringe Guds kærlighed frem overalt. For uanset hvad, så er vi aldrig et sted, hvor vi kan sige, at vi har gjort os fortjent til den.

Nåden er for alle. For røveren i elendighed på korset, for du og jeg, uanset hvilket elendighed, eller hvilken fest, du måtte begynde dig i.
Jeg har brug for frelse, og det tror jeg også, at du har.

8 af 8
Jesus er med dig. Lad os byde adventstiden velkommen.

Som Paulus så fint siger det: “For at nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke Jer selv, gaven er Guds.”13

Amen.

page8image9771776

13 Ef 2,8

Gud er gud for de levende… Om opstandelsen

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Du kan høre mer her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid af afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

2 af 8

Prædiken søndag d. 10. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 20, 27-38.

Uenigheder om alle mulige emner har siden tidernes morgen været et vilkår for eksistensen af religiøse og politiske grupperinger.

Mange mennsker lever i den vildfarelse, at mennesker i kirken er enige om alt. Når man diskuterer i kirkelige kredse, så er det næsten pinligt, for ofte er synspunktet, at vi i kirken da burde være ét.

Vi, der har været en del af kirken i en årrække, eller vi der følger lidt med i Metodistkirkens globale forhold, vi har opdaget, at vi ikke er enige om alt. … Heldigvis!

På mit kontor har jeg en plakat hængende. Der står: “Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at have ret!”

Egenlig er den en reklame for et reklamebureau, og der er en masse tekst.
Som fremhævet tekst siger den videre: “Og pludselig bliver man en gammel forstokket nar. Man gentager bevidstløst sine forudindfattede meninger.”

Reklamen er en klar opfordring til, at opsøge mennesker, man er uenig med, for dermed at strække sin hjerne og sine synspunkter. Den er en klar advarsel mod at blive det, som nemt sker for en kirke, nemlig en samling af menensker, som alle mener det samme. Og dermed er helt overbevist om, at vi ved, hvordan verden hænger sammen.

3 af 8

Følger man lidt med globalt, så ved man at The United Methodist Church er ude i en enorm diskussion – desværre i virkeligheden en konflikt – om synet den menneskelige seksualitet.

Det var den pæne måde at sige det på. Vi diskuterer om bøsser, lesbiske, og andre sensuelle minoriteter kan være præster, og om de kan blive viet i vores kirker.

Det er helt tydeligt, at hvad der er en selvfølglighed for et flertal af os i Danmark, er en hån mod Gud og en ligegyldiggørelse af Bibelens ord for store dele af af vores gode kristne brødre og søstre i mange af de afrikanske lande og i Østeuropa.

Det er en kæmpe uenighed. Desvære ser vi også den effekt i kirken, at man samler sig med dem, man er enig med, og så begynder man at tale om de andre, i stedet for at tale med de dem.

Det er ikke den model, vi ser Jesus anvende i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Det er meget passende, når det var Alle Helgen Søndag i sidste uge, at så diskuterer Jesus i dagens tekst opstandelsen.

Vi kommer ikke uden om, at det er det mest centrale teologiske element i al kristen tro. Jesus viger ikke udenom en diskussion med dem, han er uenige med – heller ikke om dette emne. Han opsøger dem.

I følge Lukasevangeliet er Jesus nu for sidste gang ankommet til Jerusalem. Han er blevet modtaget som konge og frelser. Han red ind i Jerusalem under viftende palmegrene og folkets jubel. Så det store påskedrama,

4 af 8

der ender med jesus død på korset og hans opstandelse er i gang. Momentum i Lukasevangeliet bygges op.

Forud for vores tekststykke i dag, kan vi læse hvordan Jesus går direkte ind på tempelpladsen. Han opsøger altså med det samme de menensker, som er mest truede af alt, det han har sagt og gjort.

I Lukasevangeliet læser vi, hvordan han rydder bulen, da han smider alle vekselererne og handlende ud fra tempelpladsen.

Herefter underviser Jesus hver dag på tempelpladsen. Det gør han på en sådan måde, at de politiske og religiøse ledere – i øvrigt ofte de samme – begyndte at lægge planer for at få ham ryddet af vejen. For de almindelige menesker samlede sig omkring Jesus. De ville høre mere.1

I kapitel 20 hos Lukas finder vi Jesu diskussion med menensker på tempelpladsen. De diskuterer Jesu myndighed. Jesus fortæller lignelsen om de onde vingårdsbønder med slet skjul reference til, hvad de menensker han står og taler til, kommer til at gøre mod ham.

Der skriftkloge og ypperstepræsterne forsøgte hele tiden at sætte en fælde for ham, bl.a. med spørgsmålet om skat til kejseren, men Jesus gennemskuer dem på stedet og det er dem selv, og deres rigide forståelse af Moseloven, der bliver udstillet.

1 JF. Lukas 19,47-48.

page4image46491392

5 af 8

Helt grotesk bliver det, da en flok saddukæere træder ind på pladsen.

Saddukæerne var en konservativ religiøs retning, omkring det jødiske præsteskab i Jerusalem. De var så at sige et præste-aristokrati, som bl.a. afviste enhver tanke om opstandelse. Her må vi forstå, at der i jødedommen faktisk har været plads til forskellige forståelser om opstandelsen. Dermed har der også blandt præsterne og farisæerne diskussioner om dette.

For saddukæerne er det imidlertid en absurd tanke, hvilket også afspejles i deres løben linen helt ud i samtalen med Jesus.

Moseloven, siger, at en families mænd har pligt til at gifte sig med en brors enke, hvis hun er barnløs. Familien skal give denne kvinde afkom.
Broderen har syv brødre, som alle efterlader enken barnløs. Så hvem skal enken nu være sammen med i det himmelske?

Saddukæernes spørgsmål er i virkeligheden indlæg i debatten. De siger faktisk, se, hvor absurd ideen om de opstandelsen er. Det kan man ikke tro på og samtidigt være sund i hovedet.

Men for Jesus er tanken langt fra absurd. Den er det helt centrale håb, Jesus ønsker at efterlade til os, når han selv er død og opstået fra de døde, for bare sådan at sætte trumf på. Alt dette ved folk på tempelpladsen jo ikke. Jesus har godt nok forudsagt det, men det preller ligesom af.

6 af 8

Vi ved, at de nok skal lægge mærke til det, når Jesus selv opstår fra de døde.

Det skal ikke kun de, men en hel verden.

Jesus påpeger, at i historien om Moses, som de kender så godt, der lyder det fra Gud selv inde fra den brændende tornebusk, at han er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.2

Abraham, Isak og Jakob er for længst døde, men det er dem, Gud er gud for.
Logikken her siger at Gud ikke er Gud for døde, for alle er levende for ham, ergo er opstandelsen en realitet.

Gud er Gud for de levende,3og for Gud er livet mere end det liv, vi lever.

Så var sadukkæerne sat til vægs, og ingen turde spørge ham om mere.

Opstandelsen er helt central, og den er svær at forholde sig til, men derfor kan vi godt tro det.

Den diskuteres og teologer er ikke nødvendigvis enige om, hvad opstandelsen fra de døde helt nøjagtigt indebærer. I de senere år, har vi set at enkelte præster i folkekirken har sat spørgsmålstegn ved hele tanken om opstandelsen. Det har vant postyr og kirken har kaldt dem til orden.

2 2. Mos 3,6 & Luk 20,37. 3 Luk 20,38.

page6image46580864

7 af 8

Vi kan diskutere nuancerne, men vi mister selve kernen i kristentro, hvis vi sår tvivl om selve tanken om opstandelsen i det hele taget.

Det er den grund vi står på.

Paulus siger i sin fantastiske redegørelse for opstandelsestro i 1. Kor 15, at hvis Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken og vores tro tom.4

“Vi står på en tro, der siger:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”5

Det tror og håber jeg på! Amen

page7image46581632

4 1. Kor 15,13-14. 5 1. Kor 15,54b-58.

8 af 8

Gud er Gud for de levende

På søndag samles vi til gudstjeneste igen. Der er en kop kaffe, når du dukker op.
Musikteamet har øvet og er klar til at introducere os til en nye sang, som vi tror bliver et hit.

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Der vil være nadver og mulighed for at tænde et lys. Der er børnekirke for alle børn.
Du er så utroligt velkommen.

Radikal og udfordrende kærlighed

I dagens gudstjeneste, som finder sted samtidigt med at The United Methodist Church holder ekstraordinær generalkonference med det ene formål at finde ud af, hvordan vi som verdensvid kirke rummer vores homoseksuelle brødre og søstre, taler jeg om noget af det mest udfordrende Jesus har sagt.

Jesus udfordrer os til at elske vores fjender, så er udfordringen ligesom også sat på spidsen. Det er svært, meget svært. Men sikke et budskab vi kan være, hvis vi tør tage Jesus på ordet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der er altid forskel på det talte og det skrevne ord. Det sker jo, at man som præst bliver lidt revet med, og andre gang kunne man ønske, at det skete.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 6, 27-38.
Radikal og udfordrende kærlighed

I dag begynder Metodistkirkens ekstraordinære General Konference i St. Louis. 864 delegater fra hele verden er samlet for at diskutere og forhåbentlig finde ud af, hvordan vi som kirke i hele verden skal forholde os til vielser af homoseksuelle samt om homoseksuelle mennesker kan være præster i vores kirke.

Forud for dette er gået 40 års drøftelser i Metodistkirken. De seneste år, har diskussionerne været meget meget intense og med fremkomsten af de sociale medier er diskussioneren også tilstede dér.

Præster, teologer, aktivister, lobbyister, hetoro- og homoseksuelle diskuterer.

Eller rettere, det gør vi ikke. Vi råber af hinanden og latterliggør hinanden. Det har efterhånden taget et omfang, som gør, at jeg ikke længere deltager i diskussionerne på nettet. Jeg anser det for spild af tid, og god energi.

I kirken er vi også ramt af det, som sker ude i verden, og som er meget tydeligt i det politiske.

Vi lever i en polariseret verden, hvor alt skal være sort eller hvidt. Synspunkter skal stilles hårdt op overfor hinanden og nuancerne synes at være fraværende.

jeg savner helt enkelt noget gråt i alt det sorte og hvide.

2 af 6

Der sker også det, når vi diskuterer på dette lave niveau, at vi bliver godt og grundigt trætte af hinanden.

Man bliver træt, når man bliver vrænget af, kaldt øgenavne – homopræsten er et af dem. Når man bliver beskyldt for ikke at tro rigtigt, for ikke at kunne læse bibelen, for ikke at være bibeltro.

Med hensyn til kommentaren bibeltro, som man nogen gange kan læse i debatsider – også udenfor Metodistkirken – så er det rigtigt. Jeg er absolut ikke bibeltro. Jeg tror ikke på en bog.

Jeg tror på Gud, Jesus og Helligånden. I trosbekendelsen siger vi, Jeg tror på Gud Fader, Jeg tror på Jesus Kristus, Jeg tro på Helligånden….. Vi siger ikke jeg tror på bibelen…..

Religionsfænomenologisk set er kristendommen er en åbenbaringsreligion. Gud åbenbarer sig for Moses, Gud åbenbarer sig i Jesus, Guds Ånd åbenbarer sig for mennesker.

Jeg tror på den levende åbenbarende Gud, som elsker os uden betingelser.

Jeg elsker bibelen og alle historierne i den, og jeg mener de i sig selv rummer kraft til menneskers frelse. Det er den eneste bog som jeg i snart fyrre år igen og igen er vendt tilbage til, men det er Gud, jeg tror på.

Jeg har på grund af offentlige udtalelser, hvor jeg ikke tager afstand fra homoseksulle, hvor jeg ikke udelukker homoseksuelle fra Guds kærlighed, eller fra at kunne tjene som præster og alt muligt andet i vores kirke, fået

3 af 6

trusler, smædebreve, og oplevet at mennesker vender mig ryggen.

Men det værste er næsten, at jeg selv oplever at blive så træt af diskussionerne af jeg opgiver.

Relationerne bliver så slidte, at der også er mennesker, som jeg ikke orker at være sammen med. Jeg magter ikke at høre mere. Jeg magter ikke deres afstandstagen og den afstandstagen, jeg faktisk selv har.

Derfor rammer det mig også hårdt i nakken, når jeg hører de meget radikale ord, som udgår fra Jesus.

Passagerne, som Lukas skriver her, er nogle af de mest profkerende og udfordrende Jesus-ord overhovedet.

Vi vil alle gerne elskes. Det mener vi nærmest er en rettighed, men samtidigt har vi så utroligt svært ved at gøre det selv. Det er da paradoksalt.

Jesus er klar i mælet: “Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.”1

1 Lukas 6,27b-31

page3image33545728

4 af 6

Det er udfordringen, som han giver os, hverken mere eller mindre. Det kan ikke gradbøjes, vi kan ikke nøjes med at gøre det overfor udvalgte. Der er ingen undtagelser.

Elsk og gør godt!

Det er lige her, det bliver svært at kalde sig en kristen, og det er lige her, at kæden hopper af.

Man kan finde mange undersøgelser på nettet. Noget af det, som går igen, når man spørger unge mennesker, som ikke kalder sig kristne, eller går i kirke, hvad der er årsagen til det. Så handler deres svar ikke om, at det er forkert musik, eller at præsternes og lægprædikanternes prædikener er ringe. Der handler ikke om, at søndag formiddag er et dumt tidspunkt.

Det handler om de kristne. Det handler om de mennesker, som de møder i kirken.

Det handler om dem, som i deres øjne er fulde af fordomme og ikke selv er i stand til at leve op til det, som de har så travlt med at prædike for andre.

Jeg kan ikke sige andet, at det er jeg skyldig i.

Tænk en gang, hvordan vores verden kunne se ud, hvis enhver aggression blev mødt med kærlighed, hvis enhvert angreb blev mødt med den anden kind vendt til. Hvis de pegende fordømmende fingre kun pegede indad mod os selv.

5 af 6

Dette er uden tvivl det mest radikale Jesus nogen sinde har sagt. Men det er også det, som har mest potentiale i sig til at kunne forandre menneskers liv og dermed, hvis vi drømmer stort, kan forandre hele verden.

Tænk, hvis vi kunne tale sammen uden at vi følte os fordømt, og uden at fordømme.

Tænk hvis vi virkelig kunne anstrenge os for at se synspunkter fra den andens perspektiv.

Tænk hvis vi kunne sige og vise til et menneske, som vi er uenige med, at vi elsker og respekterer vedkommende, selvom vi ikke er enige.

Tænk hvis vores kirke i hele verden kunne vise, at vi vil sammenholdet og den fælles tro, og det er ok, hvis det kommer til udtryk på forskellig vis i Congo, i Sibirien og i Danmark.

Tænk hvis vores kirke kunne vise det, som de gamle metodister kalder Holy Conferencing. Der hvor man gennem en konferencens samtaler oplever sig ledt at Guds Ånd, så kærligheden hele tiden er det baggrundstæppe som er bag alt.

Tænk hvis vores kirke, og hvis vi i vores liv, kunne vise verden, at der er en anden vej, hvor kærligheden er svaret, som binder sammen og bygger fro over uenighed fjendskab.

Tænk hvis du og jeg tog Jesus på ordet og turde elske selv vores værste fjende.

6 af 6

Tænk hvis verden så, at vi var dem, der gør som Jesus siger. At verden så det ske, som Jesus bad sine disciple om som noget af det sidste. Nemlig at hele verden ser at vi er hans disciple, ikke på grund af hvad vi siger, men på grund af den kærlighed vi lever ud.2

Kærlighed er svaret. Den er ikke længere den det. Amen

page6image33342400

2 JF Joh 13,31-35.

Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Guds Gaver – Fællesskabet

I dag fortsætter serien om Guds gaver, og denne gang pakker vi fællesskabet ud. I kirken taler vi om fællesskabet som et af de såkaldte nådemidler, hvilket betyder at fællesskabet blandt andet kan være helende.

Men som i alle andre fællesskaber, så kan fællesskabet også i en kirke være både udfordret og udfordrende. Hvad kræves der egentlig af mig for at være en del af et menighedsfællesskab? For fællesskabet uden forpligtelser findes ikke – heller ikke i kirken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid vil være afvigelser mellem det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 8

Prædiken søndag d. 27. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 4,16-30 & 1. Kor 13,1-13
Guds gaver – fællesskab

I dag kører vi ud over rampen med den tredje af talerne om Guds gaver. Dette er serien, hvor vi gerne vil gøre Guds gaver så konkrete, at de faktisk bliver synlige for os.

Vi har pakket dåben ud, og vi har hørt, at dåben er Guds gave, og at den er en indledning til et liv i tjeneste.

Sidste uge talte vi om Guds gaver som nådegaver. Her havde vi fokus på at nådegaverne, uanset hvordan de ser ud, skal pege på Jesus og de skal tjene fællesskabet. Hvis man har fået givet et talent – en nådegave – er det aldrig for at man selv skal fremhæves.

I dag skal vi se på den Guds gave som fællesskabet er.

Det er måske lidt morsomt at gøre det i en meget individualistisk kultur, hvor vi ikke er bange for at sætte jeg i centrum. Men kirken sætter ikke det enkelte jeg – individet i centrum – her sætter vi os i centrum. Her er påstanden nemlig at vi er uløseligt forbundet med hinanden og det, der holder os sammen er Guds kærlighed.

Og skal vi tale om et jeg, så vil det altid handle om at finde ud af, hvor dette jeg finder ind i et fællesskab og hvordan dette jeg kan komme til at tjene Gud og mennesker ud fra vores kirke her i Alexandragade. For det os, vi taler om i kirken er større end vores medlemslister. Det er større end vores kontaktkreds, og det er større end vores by.

Det er præcis det, som menigheden i Nazareth synagoge ikke havde forstået og som fik dem til næsten at drive Jesus ud over en skrænt.

2 af 8

Da Jesus læste op fra profeten Esajas’ Bog om at han kommer for at bringe et godt budskab for fattige, give frigivelse til fanger, udråbe et nådeår fra Herren, lade de blinde se, og sætte de undertrykte i frihed.1 Da kunne de alle se nogen fra deres umiddelbare kreds, som de kunne se, havde brug for den befrielse, Jesus talte om.

Måske oplevede mennesker i menigheden, at han talte direkte til dem og ind i deres liv. Så da Jesus sagde i dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse, var det intet mindre end sød musik. Det gjalt jo netop dem.

De var vokset op i en kultur, hvor dem, der troede på den rigtige måde, var dem, som Gud belønnede. Derfor troede de, at Jesus ord kun gjalt deres tætte fællesskab.

Men de kom til at høre på den hårde måde, at Jesus så et bredere fællesskab end blot deltagerne i synagogen, eller begrænsningen til det jødiske folk for den dags skyld.

Han minder dem lige om, at selvom det jødiske folk i perioder har lidt, har det ikke forhindret Gud i at komme til mennesker, som de ikke anså som medmennesker, og så koger vreden over hos dem.

Hvordan kan han sige sådan noget provokerende ævl, tænker de. Vi skal da først tage os af vore egne, synes de at mene.

Jeg kan ikke lade være med at tilføje, at jeg synes jeg ofte hører noget, der ligner i den offentlige debat i Danmark.

De bliver så vrede, at de drev Jesus op på kanten af et bjerg med den hensigt, at drive ham ud over kanten. Men de havde undervurderet Jesu myndighed. Han baner sig bare vej gennem dem og gik.

1 Luk 4,18-19 & Es 61,1-2

page2image19860288

3 af 8

Jesus talte til en menighed, en menighed ligesom vi, der er her i dag. De havde nok ikke lige helt så fedt et kor i synagogen i Nazareth, men et fællesskab, det havde de.

I parentes bemærket, så kunne det da være fedt, at sige noget der provekede fællesskabet så meget, at jeg blev drevet ud over kanten af Bolbro Bakke.

Når jeg indleder med at sige, at vi ikke taler som meget om jeget, men om os, så er det fordi at vi i kirken omfavner ideen om, at vi har brug for hinanden. Ideen om, at vi alle har en plads, som er vores i fællesskabet.

Det er ret tydeligt f.eks. I et gospelkor. Her er vi delt op i stemmer, hvor vi som undergrupper i koret – sopran, alt, tenor, som hvis ellers vi hver især kan holde vore stemmer, bidrager til en smuk treklang, som skaber den fine musik.

Det kan godt være, at der er en enkelt sanger, som synger exceptionelt godt, det kan man jo ikke udelukke, men det handler ikke om individet, men om den lyd koret, som helhed kan lave.

Desværre er det sådan, at man ikke kan definere et fællesskab, uden at man siger noget om, hvem som er med, og hvem som ikke er. Man kan gå meget op i, at tale om, hvem som er med og hvem, som er ude.
Det prøver vi på, at fokusere mindst muligt på her.

Når man er optager af, hvem som er med, og hvem som ikke er, så er man vendt mod periferien og ikke mod centrum. En kirke skal gerne være optaget af centrum. I sidste uge hørte vi jo, at Paulus skrev til menigheden i Korinth bl.a. fordi de havde glemt at fokus for enhver kirke, bør være historien om Jesus.

I 1. Korintherbrev taler Paulus om fællesskabet som et legeme.

4 af 8

Han siger:
“For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.
Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. ………

……..Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”2

I kirken er det sådan at man kan blive medlem, hvis man er døbt, hvis man tror på Gud, og man vil være med til at udvikle og opretholde kirken med sine bønner, gaver, tjeneste, nærvær og vidnesbyrd.

Man skal altså bede for kirken, for mennesker, som har brug for det, man skal betale til fællesskabet, og man skal yde sit ind i fællesskabet, og ja, så skal man være tilstede.

Det lyder noget forpligtende, og det er det også. Men det er alle fællesskaber. Der findes ikke uforpligtende fællesskab.

Jamen i kirken skal vi da alle have lov at være, kan man sige. Og ja, sådan er det. Kirken er åben for alle, men der er ingen som har så lidt at give, at de ikke kan bidrage til fællesskabet

2 1. Kor 12, 12-15 & 24-26

page4image19867200

5 af 8

her, og her kan alle gøre en forskel. Alle har noget at give, og det er der brug for.

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup siger:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”3

Med andre ord, vi mennesker er forbunde. Den nok mest kendte lægprædikant i Metodistkirken vidste godt dette og han talte ofte om det.
Nu tænker du nok, at det har du aldrig rigtigt hørt Helge Munk sige, men det er faktisk Nelson Mandela, som ved siden af at være lægprædikant i Metodistkirken også var den første præsident efter apartheid i Sydafrika. Han talte om den afrikanske tankegang at alle menesker er forbundne og totalt afhængige af hinanden. Det er det, er kaldes Ubuntu.

Det er også det Paulus udtrykker i Bibelen, hvor han beskriver kirkens fællesskab som et legeme. Lettere omskrevet, så siger han at uanset, hvad vi synes om vores næse, så er den en del af hvem vi er. Vi kan ikke bare se bort fra næsen, eller foden for den sags skyld. Det hører med og udgør et hele, og de fleste af os vil ikke være komplette uden vores næse eller for den sags skyld vores næste.

Andre steder i bibelen omtaler Paulus kirken som et legeme, hvis hovede er Jesus.4

Fællesskabet er altså vigtigt. Jeg er helt overbevist om, at man kan finde gode fælllesskaber rigtigt mange steder. Det har jeg da oplevet i fitnesscenteret, i sejlklubben, og der er helt sikkert gode steder, som du tænker på, når tanken strejfer fællesskaber.

3 K.E. Løgstrup: Den Etiske Fordring4 Ef 5,23 og Kol 1,18

page5image19872000

6 af 8

Men hvis jeg skal pege på fællesskaber, som er noget ganske særligt, så er det fællesskabet omkring kirken, i Emmaus, og i Nardus, i smågrupperne, at jeg virkelig oplever fællesskabets styrker.

Her i huset er der plads til alle. Ja, man kan bliver medlem, hvis man ønsker det, men det er absolut ikke et krav for at træde ind af døren, eller for at engagere sig i alt det, der sker her. Det er er heller ikke et krav at du tror, eller at du forelsker dig i en af det modsatte køn. Du er velkommen som du er.

I kirkens vision taler vi om fælleskabet.
Vi er et omsorgsfuldt fællesskab, hvor mennesker bliver set og hørt. Her er du velkommen og værdsat, som du er. Vi er åbne over for omverdenen og byder både tro og tvivl velkommen.

Noget af det, som binder fællesskabet sammen og gør det til noget helt særligt er i mine øjne, den kærlighed som er her.

Det er den som gør, at vi rummer tro, tvivl, og menneskers udfordringer. Det den, som gør at vi rummer forskelligheden, for vi er ikke ens, og vi er ikke en kirke, som ønsker vi er det. Det er det som gør, at vi hjælper hinanden med at holde fast i håbet, når alt ser håbløst ud. Det er det der gør, at vi tager os af hinanden i livet og i døden.

Det lyder helt fantastisk, og det er det. Men det er også en virkelighed, at mennesker nogen gange oplever at fællesskabet ikke er godt, og at de er udfordret af og selv udfordrer fællesskabet.

Vi er ikke en sekt, så man kan gå. Og det er helt ok, hvis det er det som er den bedste løsning.
Som jeg sagde indledningsvis, så er der ingen uforpligtende fællesskab. Og dette fælleskab er det heller ikke.

Kærlighed er meget mere end en følelse. Kærlighed er også nogen gange et valg. Et valg om at ville have en plads og et

7 af 8

valg om at tage den – også selvom man måske er skuffet over mennesker. Jeg siger ikke, at det kan være ens egen skyld, men hvis ikke man åbner munden, eller aktivt siger til sig selv, at man vil være med, så bliver det svært. Det bliver svært fordi vi er mange.

Man er nødt til selv at søge sin plads i fællesskabet. Alle er nemlig velkomne.
Det sker, at der er menesker som forlader os. Det er vi altid kede af. For virkeligheden er, at så mærker vi at der mangler et lem på legement. Dette gælder uanset om man er sådan én alle kender navnet på eller om man er den som ikke mange kender.

Hvis fællesskabet mangler et led, er vi ufuldkomne.

Lidt barsk sagt så har en amputeret fod ingen kontrakt til legemet, men derfor vil legemet savne foden. Og der kan endda være fantomsmerter…. Sådan kan det også være her, hvis nogen ikke er her længere. Det gør ondt.

I oldkirkens nadverfejring gjorde man meget ud af, at man som Jesus siger det, altid skal forsøge at forsones med sin bror, hvis der har været uenigheder. Det skal gøres mens man er på vej sammen med ham. Det kan altså ikke vente.5

Først når man er forsonet, kan man komme med sin gave til kirken, eller tage mod nadveren.

5 Matt 5, 23-25: Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel.

page7image19908096

8 af 8

Derfor udviklede man det system, at man inviterede menigheden til at hilse på dem omkring sig ved at give hånd og sige: “Guds fred!”

Det vil jeg invitere dig til at være med til nu. Det er ikke tanken at vi skal hilse på alle. Jeg er også med på, at for nogen af os, er dette i modstrid med at vi kan være lidt indadvendte af natur og det er helt i orden.

Men tanken er, at man sikrer sig, at alle bliver set og hørt ved at nogen af de andre fra fællesskabet rækker ud, og det vi selv kan gøre er at række hånden frem. Tage mod den udstrakte hånd, der også et tegn på Guds udstrakte hånd til os, og høre ordene: “Guds fred” og svare med et Guds fred.

Det er det synlige tegn på, at kærlighed er meget mere end følelser. Der ligger dybt i kærligheden en viljesagt om at ville hinanden. Der ligger et ansvar for den anden og det må vi ikke løbe fra.

Derfor inviteres du nu til at bringe en fredshilsen til nogle stykker i fællesskabet. Du er en vigtig del af fællesskabet og tak for at du er her i dag. Det er kærligheden som holder os sammen og det er stærke sager!

Amen

Guds gaver – Dåben, du er elsket

I dag indleder jeg en ny prædikenserie. Guds Gaver handler om at opdage, hvordan Guds kærlighed bliver konkret for os. Den første søndag fokuserer på historien om Jesu dåb og hedder:
“Guds gaver – Dåben, du er elsket!”

Du kan også læse talen her. Læg mærke til, at der ofte er forskel på det talte ord og det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 13. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 43,1-7 & Salme 29 & Apg 8,14-17 Luk 3,15-17&21-22
Guds gaver – Du er min elskede!

Julen er lige overstået, men jeg vil alligevel gerne invitere dig til at tænke på jul. Men vi skal tilbage i tiden. Tilbage til din barndoms jul.

Jeg vil invitere dig til at tænke tilbage på dengang julen handlede om spændingen ved julegaverne. Hvilken gave mon er der til mig i år. Jeg ønsker mig så brændende det elektriske tog, eller dampmaskinen.

Forventningens glæde var enorm. Det kunne kilde i maven alene ved, at gå og tænke på de ting, man havde skrevet på ønskesedlen.
Man kunne jo tro, at hele livet så anderledes ud, hvis man fik f.eks. en flot dampmaskine.

Jeg husker stadig fornemmelsen af at pakke en meget ønsket gave ud. Glæden ved at få den var så stor, at man straks gik i gang med at lege, og glemte de andre gaver.

Dernæst var det også væsentligt at fortælle kammeraterne om, hvad man havde fået. Der var ikke noget praleri i det, men bare det at kunne dele glæden og oprigtigt glæde sig over deres gaver.

På et tidspunkt skifter det med gaverne. Nu synes jeg mere det handler om at finde den helt rigtige gave at give. Glæden ved at give en gave og se, at folk bliver glade for at modtage den, er i dag langt mere værd.

2 af 7

Forventningens glæde har noget over sig. Glæden ved at give, er også noget helt særligt.

I det første vers, som blev læste fra Lukasevangeliet hører vi to væsentlige ting. Det er klassisk bibelkomprimering, som jeg kalder det.

  1. Folket var fyldt med forventning
  2. Folk tænkte i deres stille sind om Johannes mon varKristus.

Forventningen genkender vi. Den har vi lige tænkt os tilbage til. De glade minder fra vores barndoms jul.

Forventningen, som Lukas beskriver her, handler om nyt liv. Folket har vidst, at noget helt nyt – et paradigmeskifte – var undervejs.

De havde hørt Johannes Døbers meget radikale forkyndelse, men den var jo helt i tråd med de gamle profetier om en Kristus, som skulle komme og gøre alting godt igen.
Livet var ikke let, faktisk var det ret håbløst, så folkets håb var knyttet til, profetierne om at Gud ikke havde glemt sit folk. At han havde hørt dem og havde set dem.

De huskede alle historierne om Moses, som havde ført sit folk ud af det hårde liv i Egypten og ind i det forjættede land.
Det var en stor del af deres identitet, at Gud havde før grebet ind og sendt et menneske, der gjorde en kæmpe forskel. Det skete den gang, det kan ske igen!

3 af 7

Derfor fik Johannes også enorm lydhørhed. Der var mange mennesker som var optaget af hans forkyndelse og de fulgte ham ud i ørkenen.

Heldigvis havde de stadig deres kritiske sans i behold. Det er nemlig altid vigtigt at bruge hovedet også. Hoved og hjerte, begge dele er vigtigt.

For det andet, det som blev slået fast allerede i det første vers er nemlig, at folk i deres stille sind tænkte på om Johannes mon var den, de ventede på.
I deres stile sind, siger Lukas på dansk, mens der i det græske slås fast, at de i deres hjerter overvejer om Johannes mon selv er den Kristus, de alle sammen venter på.

Er det virkelig ham?
Det er sunde overvejelser at have. Personligt glæder det mig, at der i bibelen er medtaget en beretning, hvor de mennesker der følger, tænker alvorligt over hvem det er de følger efter.

Guds bedste børn ruller på tv. Dette er bare en lille parentes om det. Johannes Døbers disciple får lov at undre sig og tænke selv. Det er noget, der i den grad mangler i de miljøer som skildres på tv for tiden. Tænk selv…. Glem aldrig at tænke selv, især hvis en religiøs autoritet fortæller dig, hvordan du skal leve!

Johannes gør ikke krav på at være guddommelig og understreger skarpt, at han ikke er Kristus.

Johannes siger: “»Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at

4 af 7

løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.”1

Jesus er så meget større end Johannes, at Johannes anser, at han ikke engang overfor Jesus er værdig til at udføre slavarbejde – nemlig at løsne hans skorem.

Så er perspektivet på plads. Johannes er skarp, provokerende og helt sikkert i stand til at sige noget, som gør folk interesserede, men der en bagvedliggende ydmyghed, som er sund.

Jesus kommer til Johannes. Hele folket lader sig døbe og dermed indvi til en ny tid. Også Jesus bliver døbt og under bønnen lader Lukas os vide, himlen åbnede sig, Og en røst lød. “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”2

Johannes sagde, at han døbte med vand, men at jesus skulle døbe med Helligånd. Det er det, vi ser og hører ske i forbindelse med Jesu dåb. Himlen er åben, og det er netop det, der er tegnet på at Guds ånd er tilstede. Himlen er åben.

Denne prædikenserie handler om Guds gaver. Vi siger ofte, at Gud giver os så meget. Men hvad er det helt konkret, at Gud giver os. I denne serie, pakker vi gaverne ud og gør det meget konkret. Hvad er det Gud giver os.

Dåben er klart en af Guds gaver. Men lad mig klart sige, at du er elsket af Gud uanset om du er døbt eller ej.

1 Luk 3,16 2 Luk 3,22

page4image8880320

5 af 7

Det samme gælder uanset om du er døbt som barn eller som voksen og ligegyldigt, hvilket kirke det er sket i. Kirken her har det synspunkt, at vi alle er Guds børn allerede fra undfangelsen. Vi mener, at det er uafhængigt af dåben, men samtidigt fornægter vi bestemt ikke, at himlen er åben i dåben og noget helt særligt er på spil.

Det er lige her, at vores dåbssyn adskiller sig fra i, i hvert fald nogle af kredsene i folkekirken.
I øvrigt er det en ret hidsig debat i Kristeligt Dagblad for tiden. Lars Sandbeck spørger retorisk: “Er folkekirkens præster villige eller ikke villige til at stå på mål for det synspunkt, vi finder i Den Augsburgske Bekendelse: at Gud fordømmer det udøbte barn til ”evig død” og ”pine uden ophør”?

Jeg ved godt, hvad det lille missionske mindretal vil svare. Men nu spørger jeg alle de andre.”3

Vi vil sige, klart nej, sådan tror vi ikke det er!

Vi er Guds børn uanset. Den gave er forbundet med det, vi kalder en forekommende nåde. Nemlig at Gud elsker os betingelsesløst og gør det før vi skænker ham en tanke.

Guds gaver gives os hele tiden. Dåben er en af de konkret måder, som disse gaver er synlige på. Men Gud er synlig på mange måder.

I dag var det dåben, og det betyder noget ganske særligt.

3 https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/tilbage-paa-sporet-i-daabsdebatten-tak-mener-

folkekirkens-praester-virkelig-udoebte

page5image8882048page5image8881856page5image8882432

6 af 7

Noget af det bedste ved mit job er, at få lov at døbe. Det er stort at være med til, når Maria eller andre præster døber. Men det er helt vildt at gøre det selv. Jeg er helt på det rene med at jeg, ligsom Johannes kun døber med det vand, som kirkeværten har hældt op, men det er intenst og tiden står stille, for som præst mærker du, at himlen ved hver eneste dåb står åben og Guds stemme lyder….

Jeg har også oplevet dåben som en stor gave selv. En gave, som I har været med til at give mig.

I har taget mod mine børn og I har bevidnet deres dåb. Som far er et en helt utrolig stor ting, at vide, at I beder for mine børn. At I er den landsby, som det i følge et gammelt afrikansk ordsprog kræver, at opdrage et barn.

Dåben er en af de mange gaver, som Gud giver, der også forpligter. Den skal som alle andre gaver bruges og sættes i arbejde. For dåben handler ikke bare om noget vi har fået, det handler også om det vi giver i vores videre liv. Dåben er indledningen till et liv i tjeneste, fuldstændigt, som vi ser det med Jesus.

Men det handler de kommende søndage om,,,,,

Det er ligesom på netflix. Det stopper lige, hvor man tænker, havd nu…. Men så tager man jo lige et afsnit til…..

Velkommen igen på søndag. Amen

7 af 7
Salme: Alle mine kilder

 

Fælles gudstjeneste med Sankt Hans Kirke (folkekirken) og Metodistkirken

Én tro, én dåb, én nåde
Fælles gudstjeneste i Skt. Hans kirke
Søndag d. 18. november kl. 10:00

Folkekirken og Metodistkirken har efter mange års tæt samarbejde indgået en bilateral aftale. Det vil sige at kirkerne nu fuldt ud anerkender hinanden som ligeværdige kirker, herunder anerkendelse af hinandens dåb, nadver og embede, og kirkerne bekræfter, at man kan holde gudstjeneste sammen. Desuden skal man ikke ordineres på ny, hvis man som præst ønsker at skifte embede fra den ene kirke til den anden.

Denne aftale om gensidig anerkendelse bliver fejret med en fælles gudstjeneste i Skt. Hans Kirke søndag den 18/11 kl. 10:00. Thomas Risager taler, og præsterne Peter Jakobsen, Marie Bræstrup Aaskov og Knut Bjarne Jørgensen er også med. Desuden medvirker Metodistkirkens juniorgospelkor, Young Souls, og der er også barnedåb.

Der sker en masse for børnene, for det er nemlig en såkaldt Supersøndag i Skt. Hans Kirke, og det betyder kirke i børnehøjde med sjove aktiviteter for børn i Skt. Hans Kirkes menighedshus.

Du kan læse aftalen i sin fulde ordlyd her http://www.metodistkirken-odense.dk/wp-content/uploads/2018/11/Aftale-mellem-folkekirken-og-Metodistkirken-endelig-2.pdf

 

Talen vil kunne høres her, når den lægges på nettet hos Sankt Hans Kirke.

 

Den tale, som jeg holdt kan du læse her:

Tale manuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Sankt Hans Kirke i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 1,20-33.
Særligt: Fælles gudstjeneste med folkekirken i forbindelsen med aftalen: En tro, én dåb, én nåde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas Musik
Læsning Lukas 17,20-33
——

Tusind tak for indbydelsen til at komme og være med til at fejre gudstjeneste i dag. Det er en stor glæde, at opleve, at to menigheder, som begge er bevidste om hver vores egenart, i dag kan fejre gudstjeneste sammen og fokusere på alt det, som samler os frem for det som til dagligt ser ud, som om det skiller os.

Det er dejligt at være gæst i Sankt Hans kirke.

Det er muligvis lidt gammeldags, men noget at det første jeg gør, når jeg er gæst i et hjem, hvor jeg ikke har været før, er at gå til bogreolen sig se, hvad der står på hylderne.

Når man ser på bøgerne, så ser man måske titler og forfattere, som man også selv har læst. Man ser en masse man villle ønske, man havde læst. Der er fælles interessepunkter, og der er mulighed for, at få en god samtale igang.

2 af 7

Når man går på opdagelse her hos Jer, så synes jeg jo nok, at der er en del fælles stof i salmebøgerne, i måden vi tænker og tror på, i nogle af de drømme vi har for vores liv, verden og for Odense. Bibelen er jo fuldstændigt den samme. Vi bør om nogen kunne tale sammen!

Vi lever i en kultur, hvor forskelle frem for ligheder, hvor uenigheder frem for enighed, dyrkes i medierne.

Vi ser det i det polittiske, hvor vi stort set er delt op i blå og røde. Politikerne har travlt med at forklare os, hvor de er forskellige.
Journalisterne elsker det, og vi positionerer os i høj grad i forhold til hinanden. Hvor er vi forskellige?

For mange år siden var jeg med som ung leder i en bibelgruppe, hvor vi diskuterede meget. Her var en ung mand, som virkelig satte sig for at læse bibelen og forholde sig kritisk til den.

Det synes jeg også, at vi skal. Lad os igen og igen dykke ned i bibelen og forholde os til den og lad os endelig diskutere, hvad vi tror, Jesus mente, og hvad det betyder os i dag.

Den unge mand i gruppen havde det sådan, at når han stødte på noget i bibelen, som han ikke forstod, noget som måske er lidt i modstrid til andet, noget som han var uenig i, så hev han ganske simpelt siden ud. Hans bibel var efterhånden temmelig tynd.

Når vi læser indgående i bibelen støder vi da på ting, som vi ikke altid forstår, men løsningen er jo ikke at hive

3 af 7

siden ud, men at fortsætte diskussionen, og læse videre. Det giver ikke mening at have en tynd bibel, men det kan bestemt give mening, at have en tyndslidt bibel.

Når vi diskuterer og søger samtalen tror jeg, vi kommer til at opleve, at vi er enige om langt mere end vi selv tror.

Og skulle vi finde uenigheder, så er det sådan, tror jeg, at de mennesker vi kan lære mest af er, ikke dem vi er fuldstændigt enige med, men netop dem, som udfordrer os. Dem som et kort øjeblik får os til at overeveje at hive sider ud af vores bibel.

I kirkerne kan vi godt have den kedelige tendens, at vi lukker os lidt om os selv, og diskuterer indbyrdes, hvordan vi syntes verden ser ud. For der er noget trygt i, at vi forstår hinanden. Noget rart i, at den vi sidder ved siden af, synes verden ser ud som jeg.

Men så sker der præcis det, som bekymrer mig meget med de sociale medier. Algoritmerne gør, at vi hele tiden på baggrund af, hvad vi har set på og hvad vi har liket, hele tiden præsenteres for mere af det samme.

Jeg frygter, at vi får et indskrænket verdensbillede – og det må aldrig ske for kirken – eller dens folk.

For noget af det, som gør det så godt med at være her hos jer i Sankt Hans er jo, at jeg føler mig hjemme. Vi læser det samme, vi tror det samme og så skal vi ikke underkende, at Guds rige er midt i blandt os. At Guds rige er her, hvor vi er.

4 af 7

Jesus siger, at Guds rige ikke kommer så man kan iagttage det.1 Der ligger en dobbelthed i dette. På den ene side er der den eskatologiske tankegang i dette, at Gud en dag griber endegyldigt ind, og gør alting nyt.2
At dommes dag kommer, og der står det endelige opgør med al denne verdens elendighed og Kristus vinder den endelige sejr.

Der er Lukas nok rigtigt på den, når han lader Jesus sige, at det kommer som et lyn over himlen og vi vil være uforberedte på det. Men når det sker, så er der intet andet der betyder noget.

Så skal vi ikke gå ned i huset og hente vores ting, og vi skal ikke se os tilbage på vore gamle liv.3 Så er der kun det nye liv, der ligger forude, som har betydning.

På den anden side, er Guds rige allerede iblandt os, eller måske ligefrem i os. Det kan i hvert fald diskuteres, når man læser den græske grundtekst.

Det er det, vi kan se og kan mærke, at Guds rige ikke kun er noget der ligger forude på den anden side af dette liv, men i høj grad også er her og nu!

Vores verden – og den kan vi tale længe om – kan vi ikke bare blive enige om, at der er masser af udfordringer, klima, polarisering, grådighed, sult, krig, flygtninge, bare for at nævne nogle af udfordringerne.

1 Luk 17,20
2 Åb21,5
3 JF Luk 16,31-33,

page4image15092352

5 af 7

Vores verden har brug for, at vi kristne taler frygten ned, og håbet op.

For Guds rige KOMMER og Guds rige ER. Guds rige bliver synligt, hvor vi holder sammen, hvor vi hjælper den fattige, hvor vi løfter korset højt og taler om Guds nåde, Guds kærlighed og Guds fred.

Guds rige kommer, men vi får lov at leve i en forsmag af det allerede her og nu, for Guds rige er.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at nedtone uenighederne, og pege på enighederne. Ved at nedtone forskellene og pege på fælleskabet, ved at nedtone diskussionen og polarieseringen og føre samtalen.

Guds rige er midt i blandt os.

Jesus udfordrer os i Matthæusevangeliet til først at søge Guds rige og hans retfærdighed.4 Det vil vi gøre.

Metodisternes kirkefader John Wesley (vores Luther) var ikke bange for at diskutere. Jeg fristes næsten til at kalde ham diskussionslysten. Personligt er jeg glad for, at han ingen twitter konto havde, så ville Trump få kamp til stregen.

Noget af det vi fra Metodistkirken har arvet efter Wesley er en lang række prædikener, som alle metodistteologer får langt tid til at gå med at studere.

4 Matt 6,33

page5image15102912

6 af 7

I en af prædikerne – Økumenisk sindelag5 tager han fat i en historie fra 2. Kongebog 10 om Jehu, der møder Jenadab. Historien i sig selv er ganske voldsom, så den gentager vi ikke her, men de to mænd, som har meget der skiller dem, stor pludselig ansigt til ansigt.

“Er du lige så oprigtig mod mig, som jeg er mod dig? Da Jonadab svarer ja, siger Jehu: “Så giv mig hånden!”6

I dag fejrer vi, at teologer og biskopper fra folkekirken og Metodistkirken har talt sammen og nået frem til at de ting, som vi ikke er enige om er småting, at der er mere der samler end der skiller. At vi er fælles om at pege på det Guds rige, som er midt i blandt os og fælles i håbet om at Guds rige kommer igen.

At vi står sammen om at tale frygten ned og håbet op. At vi alt vi gør, peger frem mod Jesus.
At vi kan være oprigtige og af ét hjerte overfor hinanden.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at vi er samlet her til bøn, lovsang, dåb, brød og vin.

Vi siger til hinanden: “Godt, så giv mig hånden!” Guds rige kommer, Guds rige er nær!

Bøn:

5 John Wesley: Standard Sermon 39 – Catholic Spirit6 2. Kong 10,15

page6image14944320

7 af 7

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

 

Lad os med apostlene tilønske hinanden: Herren Jesu Kristi nåde
Og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle! (2. Korintherbrev 13.13)

Amen

 

Ny begyndelse – Juleaften 2017.

Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.

Glædelig jul til dig!

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF

1 a f 6

Prædiken søndag d. 24. december 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 2,1-20.
Ny begyndelse

Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.

Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.

Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.

Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.

Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.

Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.

Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.

Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.

2 a f 6

Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.

Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.

Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.

Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.

Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.

Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.

Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!

Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.

3 a f 6

Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.

Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.

For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

….
v5 For et barn er født os,

en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1

Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.

Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.

1 Esajas 9,1&5

4 a f 6

De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.

At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.

Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.

Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.

Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.

5 a f 6

Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2

Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!

Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.

v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.

Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.

2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14

6 a f 6

Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.

Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.

Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen

 

Better – Gospelgudstjeneste med Emmaus – Christian Syversen

Har du prøvet at være et sted, hvor der var virkelig mørkt, og hvor håbet nærmest syntes usynligt? Måske er du der endnu. Måske fandt du ud på den anden side, hvor der er lys og håb og glæde. ♥

Emmaus giver dig et stemningsfuldt pusterum – og en skøn kuldegysende oplevelse, som vil smøre dine øre med mælk og honning.

Kom og lyt!
Kom og vær med!

Dørene er åbne for alle, der har lyst, og det er ganske gratis at lytte med. 🙂

Emmaus ledes af Mette Risager
Christian Syversen taler

Hør mere her:

 

 

For alle – For dig! – Juletalen 2016, Thomas Risager

Det er jo jul. Kirken var fyldt til bristepunktet med glade børn og voksne.

Her kan du læse eller høre talen, som de fik med sig fra kirken i dag.

Glædelig jul til dig!

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

 

Prædiken juleaften d. 24. december  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 2, 1-20.

For alle – for dig.

Så blev det jul igen, og vi samles i kirkerne og senere omkring juletræerne og synger med på julens kendte og fine salmer.

Jo, det er sandelig jul.

Når man kigger rundt her i kirken, kan man godt få den ide, at vi er ganske enige om, at det der med jul er en god ide.

Det har vi også for nyligt bestemt, at det er. I hvert fald nåede Bertel Haarder lige, som det allersidste inden han måtte stoppe som kirke- og kulturminister, at sætte danskere til at stemme om hvilke værdier, vi er formet og dannet af, og hvilke vi ønsker at tage med ind i fremtidens samfund.

Resultaterne var en Danmarkskanon, hvor danskerne har stemt på flg. væsentlige værdier:

Velfærdssamfundet,

tillid,

Det danske sprog,

foreningsliv og frivillighed,

frihed,

frisind,

hygge,

kønsligestilling,

lighed for loven

og endelig den kristne kulturarv.

Den kristne kulturarv, er altså noget, som mange mener former os. Her juleaften er det også så dejligt, at tænke på det lille Jesusbarn, der ligger i krybben i stalden.

Mange gange tænker vi, at lige præcis den historie med Gud, der fødes som et lille barn virker så hyggelig. Det er så nuttet, når der er noget med små børn. Et eller andet sted, er det helt i orden, at det har været med til at forme vores kultur. Vi er en nation af kultur-kristne.

Det siger jo noget om, hvem vi er og hvad vi er rundet af. Det er sådan set fint.

Men jeg tror altså, at der er så meget mere i det med Jesus. Der er livsforvandlende kraft i den hyggelige historie.

Jeg kendte et menneske, som var formet af misbrug og svigt. Denne mand sad samme med sin bror, ligeledes en misbruger, i en lille tarvelig lejlighed en juleaften.

Når misbruget vinder i ens liv, bliver man ofte ensom, for ikke en gang ens nærmeste kan blive ved med, at håndtere løgn og svigt.

De to mænd kommer i deres brandert til at tale om, hvad det der jul, som alle har så travlt med, egentlig handler om.

De husker, at det i hvert fald er noget med Gud, og et eller andet sted, er der en bibel. Det kan de da huske.

De leder og roder indtil de finder den støvede bibel.

Heromme bag i bibelen finder de historien om Jesus fødsel.

“Og det skete i de dage…

Og hun fødte sin søn den førstefødte, svøbte ham og lagde ham i en krybbe…

I den samme egn var der hyrder…

Herrens engel stod foran dem: “Frygt ikke, se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser… Han er Kristus Herren…..”

De samme ord, som vi for lidt siden hørte læst op. Hyggelige og fine ord, som hører juleaften til. Hyggelige og fine ord, som har formet vores kultur.

Men i den snavsede lejlighed blev de selvsamme ord livsforvandlende.

Den ene af mændende forstod, at dette her var langt mere end kultur. Han fangdede at dette var dybt personligt, og at det lille hjælpeløse barn var Guds gave til netop ham.

Lige dér, den juleaften forstod han, at Guds kærlighed gjaldt ham og han begyndte at tro.

Lang historie kort, han blev en kristen og kom ud af sit misbrug, fandt vejen tilbage til livet, fik uddannelse og blev én af mine kollegaer. Et meget fint menneske og en meget dygtig præst.

Min pointe med at fortælle den historie i dag er, at vise at det med tro og kristendom er langt mere end blot noget, der har formet vores kultur, det er også noget dybt vekommende, som kan påvirke menneskers liv.

Gud vender op og ned på tingene, når han vælger at Jesus skal komme til jord, ikke ligesom et menneske, men som et menneske. Som en af os.

Det er ikke os, som skal komme til Gud, men Gud, der vælger at komme til os.

Han kommer ind i en verden, hvor vi måler hinanden på, hvad vi gør og på hvordan alting ser ud. Det er altså helt paradoksalt at Gud, som er mægtigere end alt andet, kommer som et afmægtigt barn.

Men alting ER vendt på hovedet med Gud og hans måde at vise os sin kærlighed.

I den mørke nat sidder hyrderne og vogter dyrene.

Hyrderne er på mange måder lidt skæve eksistenser. Nogen af dem, der passer bedre blandt får end blandt mennesker.

Der var ikke nogen, der regnede dem for noget. Men det var dem, der julenat stod ansigt til ansigt med englen. Det var dem, som var ved at tage benene på nakken af bare rædsel. Men  alligevel lyttede de  på englens ord:

“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden. Jeg tror ikke, at Maria syntes, at det var den allerbedste ide, at få gæster umiddelbart efter, at hun har født, og så hyrder.

Men hun lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Det er præcis det, som ordene i denne histore kan. Historien, der er for alle folk – ingen er altså undtaget. Heller ikke to skæve stofmisbrugere i en lejlighed juleaften.

Ordene om jesus, som kommer til os, er ord, som vi kan gemme i hjertet. Når vi gør det så forbliver troen på Jesus ikke bare kulturarv, men så bliver det dybt personligt.

Så kan det forvandle livet.

I det gospelkor, som jeg synger i, har vi for nyligt lært en smule tegnsprog.

Tegnene for “jeg går mod Gud for at være sammen med ham” ser således ud:

Jeg går op mod Gud, men han kommer mig i møde….

Det er præcis det, som julen handler om.

Gud kommer dig i møde!

Glædelig jul!

Amen.