By our Love – Thomas Risager

By our love – Gospelmeditation
Metodistkirken i Odense inviterer til forårets Gospelmeditation. Denne gang med udgangspunkt i temaet om, hvordan vi kan blive den bedste udgave af os selv.
Her kan du komme præcis, som du er og lade musikken omfavne dig og give dig ro – og plads til eftertanke.

Hør talen her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der altid er afvigelser mellem den tale, som er forberedt og den tale, som faktisk er holdt.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 18. marts 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 13,31-35, Matt 25,31-41, 1.Joh 3,18
Gospelmeditation – By our Love

Hver morgen, når vores mindste datter skal i skole, skal hun krydse Klaragade, lige ved broen, for at komme over i Munke Mose.
Sådan en hverdagsmorgen er der en del trafik og der er ingen fodgængerovergang eller lysregulering. Enhver curlingfars mareridt.

Faktisk er man helt afhængig af, at der er nogen i en af de mange biler, som skal forbi, der forbarmer sig, og stopper, for at lade Kamille kommer over vejen.

Dette er et konkret eksempel på, at vi har brug for, at få hjælp fra andre, som kan vise lidt ekstra tålmodighed, eller kærlighed, om du vil. Det er et eksempel på, at uanset om vi vil det eller ej, så er vi afhængige af hinanden.

I et af vores gospelkor, har vi udfordret hinanden til at være dem, der stopper for andre. Til at være den, der lader damen, der kun skal have en pose gulerødder, komme foran i køen i fakta. Og så kan det da godt være, at det tager seks minutter og ikke de lovede fem.

Vi har forsøgt at være venlige og ekstra smilende, og tilbagemeldingerne ret overvældende. Mennesker er tilsyndeladende ikke vant til så meget kærlighed. Vi har hørt en del historier om mennesker, som er blevet helt overrumplede.

Et eller andet sted er det lidt ærgerligt, at mennesker kan overrumples af kærlighed og egentlig bare almindelig høflig opførsel. For det burde give sig selv i alle fællesskaber.

2 a f 5

Måske gør det ikke det? Faktisk har TV2 udskrevet en konkurrence, som går på at finde Danmarks bedste fællesskab.
Jeg er ikke i tvivl om, at tilstedeværelsen af kærlighed er en afgørende faktor for kvaliteten af ethvert fælleskab. Det gælder det nære, men faktisk også de store fællesskaber. Egentlig hele samfundet. At mennesker føler sig set, hørt og elsket betyder noget.

Jesus siger faktisk noget om kærlighed og fællesskab.
Når man ved, hvad der ligger forud for, at han siger det, får hans ord lidt større vægt.

Det er påske, og de fleste af os ved, at vi fejrer påske, fordi Jesus døde på på et kors og opstod igen, for at vise os, at Guds kærlighed til mennesker er langt mere end tomme ord.

Noget af det, som sker er, at Jesus forrådes af en af sine bedste venner, Judas, der kommer til at udpege ham for romerne, så de kan tage ham til fange. Det er ligesom det, der sætter hele påskens lidelseshistorie igang.

Jesus har lige vist sine tolv disciple, at kærlighed er handling og han har gjort det ved at sætte sig selv til side gennem symbolsk at vaske sine disciples fødder.
Dette er en uhørt handling, fordi alle ved, at han er deres leder og det ikke var ham, der burde tage denne opgave, som egentlig er en opgave for en tjener, på sig.

Efter fodvaskningen spiser Jesus sammen med disciplene og mens de gør det, siger Jesus, at han godt ved, at Judas kommer til at forråde ham. Judas stormer ud af rummet og sætter det i gang, som kun kan beskrives som forræderi.

Efter dette giver Jesus sig til at fortælle dem nogle retningslinjer, som skal gælde for deres fællesskab. Ovenpå den sammenhæng, mener jeg, at hans ord får lidt mere vægt.

3 a f 5

Han bruger ordene et nyt bud giver jeg jer. Det betyder at dette ikke er noget, som de kan vælge, men noget, som de skal vælge. De har intet valg, så vigtigt et dette for ham.

“Et nyt bud giver jeg jer; I skal elske hinanden. Som jeg har elsket Jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

De fleste af de fælleskaber, vi møder hinanden i, er fællesskabet styret af love, regler eller vedtægter.
I vores store fælleskab, Danmark, er vi reguleret at loven, af noget etik og en masse uskrevne regler.
Hvis man falder udenfor i forhold til loven, falder straffen. Hvis man ikke kan finde ud af det med etik eller de uskrevne regler, kan man opleve af få en kold skulder – at blive sat udenfor.

Når jesus taler lyder det anderledes. Han sætter ikke grænser, sådan en lov gør. Du må max køre 130 km/t. Det er faktisk til at forholde sig til. Men det er lov. Noget andet er kærlighedens udfordring.

Jesus gør udfordringen større. I skal elske hinanden, sådan som jeg har elsket jer.

Det er måske ikke så let. Det handler om opofrelse, om at sætte andre før sig selv.
Det er det man gør, når man holder tilbage for et barn, der skal krydse vejen, selvom man egenlig har retten til at fortsætte.

Her er kærligheden udfordrende, fordi den er forskellig fra det at kunne holde på sin ret.
Den tager ikke sit udgangpunkt i mig, men i den jeg møder på min vej. Den, som bibelen kalder vores næste.

1 Joh 13,34-35

4 a f 5

Prøv en gang at forestille dig, at vi i alle møder med mennesker, kæreste, kollega, medtrafikanter, altid ville være i stand til at se, hvordan alt ser ud fra deres perspektiv.

Prøv at forestille dig, at være i stand til at møde alle med smil, varme, imødekommenhed, ingen forudindtagede holdninger til den vanskelige kollega.
Tænk hvad det kunne gøre ved vores relationer?

Ville det forandre vores liv?

Det tror jeg. Men det er ikke for sjov, at Jesus understreger dette, som noget af det aller sidste han får lov at sige til sine disciple.

I skal elske hinanden. Som jeg har elsket Jer, skal I også elske hinanden.

Er det svært? Ja, det er det. Men der er styrke at hente i, at tro på, at den kærlighed Jesus har elsket med også må gælde os.

En af kirkens allerførste og største tænkere, Paulus, skriver til mennesker om, hvordan de skal tackle denne udfordring.

I Kolossenserbrevet skriver han til mennesker, som udfordre af Jesu bud om at elske hinanden, at de skal iføre sig kærligheden.2 Med andre ord, er der en viljesakt bag at tage kærligheden på sig.

C.S. Lewis, som har skrevet nogle af de bedste bøger om kristendom, skriver, at for at elske, må man handle i kærlighed.

2 JF. Kol 3,14.

5 a f 5

Når man gør noget igen igen, får man til sidste opbygget en vane. Det siges at det tager 21 dages bevidste valg at gøre noget til en vane.

Tænk hvilke forskel det vil gøre for mennesker – og i sidste ende også for os selv – hvis vi brugte de næste 21 dage til helt bevidst at iklæde os kærlighed, så vi kan elske hinanden.

Sådan at andre mennesker gennem vores kærlighed kan se, at der er en større kærlighed, som er givet af Gud.

Jeg tror det forvandler menneskers liv – vort eget inklusiv. Amen.

All my Hope – Thomas Risager

I al gospelmusik er håb et centralt tema.

I vores hverdag taler vi temmelig ofte om håb. Vi håber, vores ven, som er ramt af sygdom, snart bliver rask. Vi håber, den dumme dag vi har haft i dag, afløses af en god dag i morgen.

I al tro er håb også i centrum. Tro og håb er nært knyttet sammen. Du kan høre mere fra søndagens gospelgudstjeneste i Metodistkirken her.

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel på det skrevne ord og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 25. februar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Rom 8,24-32.
Nardus Gospelgudstjeneste: All my hope

Jeg håber, du får en god oplevelse ud af at være i kirken i dag.

Jeg håber, at det har været en berigelse at se på – og lytte til vores gospelkor Nardus.

Ved at bruge ordene “Jeg håber” udtrykker jeg et godt ønske for dig.

Egentlig gør vi ganske ofte det, at vi udtrykker håb. Mange gange gør vi det, sådan nærmest helt automatisk.

Jeg håber, du bliver rask snart.
Jeg håber, jeg snart får det job.
Jeg håber, ham manden jeg drømmer om, elsker mig.

Mange gange, når vi udtrykker håb, tænker vi ikke, at det også er et et udtryk for tro. Men det vil jeg påstå, at det kan det også være.

Vi kan faktisk ikke vide, om det vi håber på, sker. Dermed er det noget andet end fakta og viden.

2 a f 4

I bibelen finder vi en slags definition af, hvad tro er. Der står sådan her: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”1 Tro og håb er forbundet med hinanden.

Vi er mange her, som elsker at synge gospel. Det er der mange grunde til. Mange tror, at gospelmusikken er sådan en glad musik, og det er rytmerne og gentagelserne, der gør at der virkelig er fut i det, og så er det rigtigt fedt.

Når Torben så også flipper helt ud på klaveret, så hjælper det helt sikkert også.

Men mår man komme til at lytte til ordene i mange af de sange som koret synger, så er det nok et udtryk for over- optimisme at hævde at gospelmusikken er glad musik.

Der er mange tunge ting, i vores sangtekster. Gospelmusikkens rod er hos slaverne, hvis tilværelse var alt andet end let.

Vi kender alle historierne og ved, at det var urimeligt hårdt arbejde, det var under tvang og mishandling.

Mange var reelt blevet bortført fra deres eget land og revet væk fra deres kære. Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at deres liv pludselig kom til at se helt anderledes ud.
Derfor er meget af gospelmusikken skrevet fra et mørkt sted, et sted hvor ingen har lyst til at være.

1 Hebræerbrevet 11,1

3 a f 4

Rigtigt mange af teksterne giver udtryk for at der, hvor ingen har lyst til at være, der er Gud sammen med dem. De var ikke alene i slaveriet.

Der udtrykkes håb om at mørket skal blive til lys, at fangeskabet skal blive til frihed. At trængslerne som er nu, skal afløses af lethed og glæde.

Håb om en bedre fremtid, håb og drømme om lykke, ikke om ulykke2 træder frem, når vi fordyber os i gospelmusikken.

Håb er centralt i al tro. Håbet om, at fremtiden er lysere end fortiden. Det drømmer vi alle om, faktisk uanset om vi betegner os selv som troende eller ej.

Håb er noget mærkeligt noget, for som Paulus skriver i Romerbrevet, så er der ingen der håber på noget, man ser opfyldt. Håb handler som det, vi ikke ser.3
At have håb, om at tingene bliver bedre, er ikke en fornægtelse af virkeligheden, som vi står i. Det er heller ikke en overoptimistisk tilgang til verden. Eller pessimistisk for den sags skyld.

At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, uanset hvad vi står i er, at tro på de løfter, som igen og igen gives af Jesus i bibelens mange historier.

2 JF Jer 29,11: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.

3 JF. Rom 8,24-25.

4 a f 4

Nu er der ikke nogen af os, som direkte er slaver, men jeg tror bestemt mange af os kan relatere til det, at vi kan føle os fanget i livet, at der er nogle omstændigheder, som vi gerne vil på den anden side af.

Det at håbe på, at der er mere end vi kan se, at livet bliver godt igen, er helt væsenligt. Gud kan se mere end os.

Selvfølgelig kan det nogen gang være svært at holde fast i det håb, når alt ser virkelig sort ud.
Gospelmusikken, og mange af bibelens historier, har et vidst trods over sig.

Kort sagt, så går det ud på at blive ved med at læse om, tro på, og synge om håbet på at Gud har fat i den lange ende, og at det som vi står i nu, bliver bedre.

I det er der også budskabet om, at der er en Gud, som kender os og går med os gennem sumpen og ønsker at være sammen med i modgang og i medgang.

Paulus taler endda i Romerbrevet om, at Gud Ånd kommer os til hjælp med at holde fast i håbet om, at vi ikke er glemt.

Hold fast i håbet! For der intet, der skal skille os fra Guds kærlighed.4 Den gælder nu og altid.

Amen

4 JF. Rom 8,37-39

 

Halve Sandheder 4/4 – Elsk synderen, men had synden.

Vi er nu nået til den sidste gudstjeneste med temaet “Halve sandheder” i denne omgang, og søndagens tale vil vi reflektere over talemåden “Elsk synderen, men had synden,” og efter talen i dag, er det mit håb, at vi aldrig mere siger denne halve sandhed til hinanden.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talens manuskript her. Bemærk, at der altid er forskel på det skrevne og det talte ord.

Tale-manuskript i PDF-format

 

1 a f 7

Prædiken søndag d. 4. februar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,1-5
1/2 Sandheder: Elsk synderen, men had synden.

I løbet af den sidste måneds tid, har vi undersøgt nogle af de ting, som kristne menesker siger til hinanden i bedste mening. Det er ting, vi siger til hinanden med en slags indforståethed, der nærmest signalerer, at man er mere from, hvis man benytter nogle af disse udtryk.

Vi har set, at flere af dem, ikke er så nyttige, som vi går og tror. Faktisk er nogle af dem udtryk for, hvad vi kan kalde usund tro og det viser sig at være klicheer, som faktisk sket ikke har sin bagrund i noget vi tror, eller noget vi kan læse i bibelen.

Vi har set på:
Der er en mening med alt
Gud, hjælper den, der hjælper sig selv.
Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi undersøger dette, fordi vi gerne vil tage vores tro alvorligt.

Som kirke vil vi gerne have at biblen har autoritet, men så vil vi knageme også tillade os selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk.

Hvis du er nysgerrig på, hvad der er sagt eller skrevet de sidde søndag, så kan du finde lydoptagelser af talerne og manuskripter til dem via kirkens hjemmeside eller kirkens facebookside. Brug det endelig, for det ligger der faktisk for din skyld.

2 a f 7________________________

Elsk synderen, men had synden. Hvor mange af jer, har hørt det før?

Jeg spørger ikke, om I har sagt det til nogen, for det er for pinligt. Jeg afslører dog gerne, at det har jeg sagt! Og igen, jeg har sagt det i bedste mening, som et ønske om at hjælpe et menneske videre i livet.

Lad mig sige det med det samme. Dette står ikke i bibelen.

Faktisk har det sin oprindelse fra en af de gamle kirkefædre, Augustin. Augustin var på banen i år 354-430. Han skrev til et nonnekloster, hvor de havde lidt problemer med nonnernes løfte om at leve i cølibat. (Det kan man da godt forstå!) I det brev skriver han: “Kærlighed for menesket, had til synden.”

Det er yderst tvivlsomt at Augustin havde tænkt sig, at dette skulle udvikle sig til en frase, som beskriver afskyen ved menneskers synd.

I 1929 skriver Mahatma Ghandi noget lignende i sin selvbiografi. Han skrev: “Had synden, men ikke synderen.”

Det er det, som folk husker, men igen, der er mere. “Had synden, men ikke synderen er en ide, som er let nok, at forstå, men sjældent praktiseres, og derfor spredes had i verden.”

3 a f 7
Elsk synderen, men had synden, siger vi.

Nogen gange siger vi også, at alle synder er lige, underforstået, at jeg er en lige så stor synder som dig.

Dette har sin baggrund i Romerbrevet, hvor der står: “for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud,…”1

Men, faktisk hvis vi læser videre i det vers, så fortsætter Paulus: “og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”2

Med andre ord, i kraft af Jesus, er der håb om et opgør med synden, og dette er ganske ufortjent og det er for alle – uden undtagelser. Det er det, vi kalder nåde.

Det vender vi tilbage til. For øjenene kører rundt i hovedet på flere af jer, og jeg gætter på, at nogle af jer sidder og tænker, årh nej, al den snak om synd. Jeg troede denne kirke var anderledes.

Når en præst bringer ordet synd på bane, så er der ikke mange af os, som har lyst til at høre mere.
Vi er så bange for at blive peget fingre af, fordi vi er kede af at blive opfattet, som fordømmende. Men vi kommer ikke uden om lige at se på, hvad synd er.

Det oprindelige ord i det Nye Testamente er ηαρματια

Det er egentlig et ord, som i sin grundbetydning betyder at afvige fra stien. Bag det ligger den tanke, at udenfor

1 Rom 3,23 2 Rom 3,24

4 a f 7

stien, kan der være svært at komme fremad, det kan ligefrem være farligt.

En anden betydning kan være at afvige fra målet. At komme ud af kurs.

I det ligger også betydningen at undlade at handle der, hvor vi godt ved, vi burde have gjort noget. Der hvor vi ikke stopper op og hjælper, hvor der er brug for det.

Vi er dårlige til at tale om synd. En af grundene er, at vi godt ved, at hver gang vi åbner munden med dette emne, skubber vi fok fra os. Kristne der taler om synd, virker frastødende.

Lad os bare blive enige om, at vi alle sammen kender til det med synd.

Jeg synes, at jo ældre jeg bliver, jo bedre forstår jeg hvad Paulus taler om, når han siger: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”3

Så den del af udsagnet, der siger elsk synderen. Det er for så vildt i orden. Elsk mig bare….

Men så kommer det egenlige problem også til overfladen. For stemmer dette overens med den større helhed af de ting, jesus faktisk sagde?

3 Rom 7,19

5 a f 7

Hvis vi begynder at se på, de ting i hinandens liv, der ikke er perfekte, og der kan vi sagtens finde noget, for vi er helt almindelige mennesker.

Vi kan sagtens selv slå os selv oven i hovedet med de ting, i vores liv, som ikke er smarte, der hvor vi kommer til kort – med andre ord synd, altså at komme lidt ud af kurs.

Jesus forholder sig aldrig til menesker gennem det filter, som siger noget om alt det dumme, som er i menneskets liv.

I teksten fra Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til ikke at pege fingre af andre, men netop at prøve at forholde os til os selv og vore egne liv.

Jeg tror, vi alle sammen har mødt mennesker, som synes de skulle fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. Jeg ved ikke med dig, men de får sjældent min opmærksomhed ret længe.

Had synden blev der sagt. Ja, lad os da endelig tage afstand fra alle de ting, der kan ødelægge vores liv.

Når man som jeg, er far til en teenager, snart to, så kan man se mange potentielle farer, som kan ødelægge liv. Had er et stærkt ord, men lad os være beviste om alt det, der kan ødelægge livet.

Elsk synderen. Hvordan skal vi kunne se synderen for bjælken i vore egne øjne?

Hvis man skal opsummere, hvad Jesus siger, så siger han: “Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud,

6 a f 7

Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”4

Dette siger jesus til en ung mand, som gerne vil vide sådan ultrakoncentreret, hvordan han skal leve sit liv.

Elsk Gud, Elsk din næste. Der er ingen fordømmelse her. Der er ikke taget stilling til hvem næsten er. Det er kun Marie Krarup, der tror, hun kan det.

Det menneske, du står overfor, er den du skal elske – betingelsesløst – og uden at kende vedkommendes fortid, eller dårlige sider.
Jesus udfordrer os ikke til at tage stilling til det potentielt dårlige i det menneske og så elske.

Vi skal elske uden forbehold.

Det er det, som bedst beskriver nåden. Den måde Gud elsker os på. En kærlighed, som møder os, der hvor vi er, uden hensyntagen til, hvordan vi lever. En kærlighed, som vi aldrig har fortjent, men som bare gives.

Det er sådan set den udfordring, der er.

Lad være med at pege fingere. Hvis du endelig er nødt til det, så gør det mod dig selv. Men vid, at Gud er nådig mod dig.

4 Mark 12,29-31.

7 a f 7

Og så lad os skynde os at glemme den halve sandhed vi startede ud med.

Elsk Gud og elsk din næste.

For når vi elsker uden al den snak og tanke om synd, så er det et klart budskab om Guds kærlighed.

Amen.
Salme: Himlen er ikke et sted i det fjerne.

Kærlighed er svaret – Thomas Risager

Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret. Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.
Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.
Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Manuskript i PDF-format

 

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 10. september 2017. Metodistkirken i Odense.

©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,15-20. & Rom 13,8-14. Midt i blandt jer

Kærlighed er svaret!
Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret.

Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.

Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.

Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.1

Nogen af Jer ved, at jeg var et par uger i Oslo umiddelbart efter Breiviks angreb på regeringskvartalen i Oslo og massakren på Utøya.

Det var helt tydeligt allerede ved ankomsten til Oslo, at noget var helt helt anderledes.

Jeg husker at jeg trådte ud af flybussen, og blev slået af at der var helt fuldstændigt stille. Ingen trafiklarm, ingen fester eller glade gæster ved alle de mange udendørs restauranter. Der var stille.

1 Rom 13,10

2 a f 5

Jeg var ankommet til en by i sorg. Sorgen var massivt tilstede.

Blomsterhavet fyldte pladsen foran Domkirken, de bredte sig ud over vejene, så busser og biler kunne ikke passere. Domkirken var åben og mennesker bad og tændte lys, mens præsterne var synligt tilstede og igang med et trøste folk.

Selfølgelig var der også vrede mod Anders Breivik, men sorgen og ikke mindst værdigheden, hvormed Oslo bar dette var slående.

Jeg lagde mærke til et skilt midt i blomsterhavet, som talte til mig:

“Hvis én mand kan udvise så meget had, tænk hvor meget kærlighed, vi alle kan vise sammen.”2

Jeg ved ikke om det var den unge pige, som sagde de samme ord til CNN, der har lagt den buket.

Men her oplevede jeg, at mennesker i en situtation, der var konfliktfyldt og kunne være fyldt med hævntørst og had, bevidst valgte et andet svar.

De gjorde det, som Jesus udfordrer os til i Bjergprædiken. De vendte den anden kind til.3

Der var masser af vrede og det var ok, men man valgte kærlighedens vej.

2 Ukendt overlever til CNN

3 Matt 5,39

3 a f 5

150.000 mennesker var samlet i Oslo og den norske kronprins sagde de berømte ord:

“I aften er gaderne fulde af kærlighed. Vi har valgt at besvare grusomhed med nærhed. Vi har valgt at møde had med sammenhold. Vi har valgt at vise, hvad vi står for.”4

Jeg kender naturligvis ikke overvejelserne eller baggrundende hos de mennesker, som her siger de vise ord.

Set med mit perspektiv. Og det perspektiv er, hvis nogen skulle være i tvivl, et kristens perspektiv, hvor jeg føler mig alvorligt udfordret til at forsøge at efterligne Jesus.

Set fra mit perspektiv er disse kærlighedssvar åbenlyst rigtigt. Der er heller ingen tvivl om, at det er svar, som har krævet vilje til at afstå fra at lege med på onde præmisser, som blev sat med angrebene.

Kærligheden, som Jesus udfordrer os til ikke kun at tale om, men at udleve, virker.

Vær ikke nogen anden skyldig, end at elske hinanden, for den der elsker andre, har opfyldt loven.5

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan det egentlig ser ud, det der næstekærlighed og det med at efterfølge Jesus.

4 Kronprins Haakon af Norge

5 Rom 13,8.

4 a f 5

Selvfølgelig er vores liv og vores hverdag ikke så dramatiske som ugerne i 2011 var i Norge.

Men det er sådan det ser ud.

Et bevidst og reflekteret valg om at møde uretfærdighed og ondskab med kærlighed. Det er en kærlighed, der koster.

Måske tænker du, at det er at lade sig trampe på. Men det er jeg ikke enig i. Jeg vil sige tværtimod, for gengæld får ikke nogen til at standse op og tænke. Gengæld fanger ikke verdens opmærksomhed, for det er vi så vant til.

Kærlig vend den anden kind til, bemærkes i en verden, der er fyldt af så meget andet end kærlighed.

I Johannesevangeliet er Jesus samlet med sine disciple. Det er deres sidste aften sammen og han udfordrer dem.

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«6

Det er blandt andet noget af det, som I ser på billedet bag mig. Et billede som er taget en helt almindelig aften her i kirken.

Kærlighed er lovens fylde.

6 Joh 13,34-35

5 a f 5

Amen.

God Great God / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Gospelkoret Nardus runder sæsonen af med at invitere til Gospelgudstjeneste under temaet God Great God.

Det blev varmt og svedigt. Der blev også tid til en tale, som du kan høre her.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det ikke altid går, som præsten prædiker, forstået på den måde, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 5. juni 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 8,4-10.
Gospelgudstjeneste med Nardus – God Great God

I dag vil jeg dele et barndomsminde med Jer. Det er underlig vilkårlighed over, hvad man husker fra sin barndom. Der er utroligt meget mere, der er glemt, end der er husket. Hvorfor er det lige, man husker de ting, man gør? Det kommer jeg ikke til at svare på idag, men vi kan da tænke over det.

Vil I med tilbage til min barndom?

Jeg husker, at jeg var på jagtferie sammen med min far. Jeg har kke været ret gammel. Måske i virkeligheden for lille til at være med, men hans gode hjerte – eller min mors stærke vilje, gjorde udslaget. Jeg kom med på besøg hos noget fjernt familie på Læsø. For nu var jagten gået ind.

Jeg husker det som nogle gode dage, meget anderledes end det, jeg kendte fra min hverdag. Køerne skulle malkes, og vi drak den lune råmælk til morgenmaden. Grisene skule fodres og i det hele taget var der en hel del arbejde, som jeg blev rodet ind i. Det var f.eks. ret sjovt at hakke roer.

Vi var på Læsø, og gården, som vi var på havde det traditionelle tangtag. Så raske drenges opgave var med en luftbøsse, at skyde gråspurve, for de ødelagde taget.

Det måtte jeg i hvert fald ikke hjemme i vores egen have.

2 a f 4

Et af mine bedste barndomsminder er sejlturen fra Læsø til Frederikshavn. Vi har helt sikkert fået pommesfrites og røde pølser i færgens cafeteria, for det skulle man have!

Men det bedste af det hele var at stå på agterdækket med min far tæt ved og kigge på stjerner.

På havet er der ikke gadelys, så der kan man opleve, at det er mørkt. Rigtigt mørkt, så man faktisk kan se hvor fantastisk stjernehimlen er.

Jeg så stjernebilleder, mælkevejen og vi så helt vildt mange stjerneskud. Meteorer, som brød jodens atmosfære og brændte op af luftens friktion på deres vej mod jorden.

Det er overflødigt at sige, men det var vildt fascinerende. Og så var det jo et far søn moment, som hænger fast i mig.

Men det var også et af de øjeblikke, hvor jeg følte mig lille og forundret over, at midt i alt dette uendelige svimlende univers, skulle der være en Gud, som havde øje for netop mig og mit liv. – Ja, sådan tænkte jeg allerede, som lille dreng. – Og det gør jeg stadig!

Bibelen beskriver Gud, som skaberen af alt liv. Som ham, der satte stjernerne på himlen, som ham der gav os alle liv.

Jeg ved godt, at mange af os tror, at vi er centrum i verden, Men det er en del af processem med at blive voksen, at man indser, at man nok ikke er centrum, og at der også er andre mennesker, at tage hensyn til.

3 a f 4

For mig, er tanken om at Gud, som er almægtig, at han også skulle se og favne mig, en tanke, som får mig til at blive helt stille. Som får mig til at indse, at jeg nok ikke er centrum i hele verden.

Midt i det store hele kaos, som verden også er, ser Gud, hører Gud, favner Gud lille mig… og dig!

Paulus taler om Gud, som så tæt på os, at det er i ham lever vi, ånder vi og er vi.1

Jeg tager tit mig selv i at tænke alt for stort omkring Gud, og det er det her med, at han er almægtig og har styr på hele verden, det er ganske enkelt svært at trække ned over hvad jeg vil kalde en relation til et enkelt menneske som mig.

Jeg tror, at et af nøgleordene til at kunne forstå og rumme Gud ligger i at vi nemt kan overse, at forholdet til Gud er et intimt forhold.

Det ligger der slet ikke noget lummert i, men det ligger den betragning, at det er Gud og mig og at det er uendeligt fint.

VI fejrer i denne weekend pinse.

Det er begivenheden, hvor Guds Ånd falder over mennesker. Det lyder meget dramatisk.

1 Apg. 17,28

4 a f 4

Men det netop historien om, at Gud åbenbarer sig som Ånd i verden, som ingen længere var sikker på havde en fremtid.

Den store skaber Gud, er blevet menneske i Jesus. I pinsen fejrer vi, at han er ånd og er tilstede overalt og i alle mennesker i denne verden.

Det er stort, nærværende og underligt i at tænke på.

Vi kan opleve at Gud er helt nær ved. Fornemmelsen af ikke at være alene. Troen på, at selvom jeg ikke kan overskue mit liv, så går det nok alligevel.

Fornemmelsen af at være holdt af, at være være elsket, det er Gud, der giver den fornemmelse til dig.

Du er elsket og holdt af – og det er uendelig fint mellem Gud og dig!

Amen

 

GPS – Vejens folk – Thomas Risager

I dag er temaet for gudstjenesten “Vejens folk”, som de første kristne blev kaldt i Apostlenes Gerninger. Navnet symboliserer også, at tro ikke er statisk, men at det er en rejse, som vi alle i tro begiver os ud på. Thomas Risager tager udgangspunkt i historien om Paulus, der i bogstavelig forstand var på vej, da han fik en åbenbaring fra Gud.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 28. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 9,1-9 & Luk 5,27-32

Vi er godt i gang med vores gudstjeneste serie GPS.

For et menneske, som ikke kan finde vej, er en GPS en fantastisk ting. Jeg bruger den hele tiden. I sidste uge talte vi om, at det er ret vigtigt at have styr på destinationen. Det er ikke ligegyldigt, hvor man havner.

Nogen gange, når man bare taster en destination ind, og kører efter anvisningerne, kan det godt blive som om at turen bare skal overstås. I dag handler det om, at selv rejsen også er vigtig.

H.C. Andersen forstod vigtigheden, at han sagde: At rejse er at leve!”

I bibelens univers er det ganske ofte på vejen mod et eller andet, at Gud viser sig og mennesker må indse, at det skal noget andet end, der hvor de troede de skulle hen.

Mødet med Gud kan opleves som at blive slået en ud af kurs, men også gøre at man får et nyt mål.

Et godt eksempel er Paulus, som egentlig her stadig hedder Saulus. Han får en afgørende oplevelse på vejen. En oplevelse, som slår ham helt ud af kurs, men også en oplevelse, som giver ham et helt nyt mål. En oplevelse så epokegørende, at han må kalde sig noget nyt. Det er her han bliver til Paulus.

Ved ved, hvor Paulus er på vej hen. Han skal til Damaskus. Det som er hans ærinde er det ikke særligt noble, han vil arrestere nogle af de her nye kristne, som er begyndt at samles rundt om, fordi historien om Jesus for mange, som har hørt og set ham, oplever, at det forvandler deres liv. De må samles i fællesskaber og de må udleve den kærlighed, de er blevet mødt med. Det gør jo at de f.eks. tager sig af de fattigste. Og den slags mennesker, er farlige!

Han var på vej til Damaskus for at fængsle de, der hørte til VEJEN.

Hørte de ikke til kiren? Jo, men de første disciple havde hørt prædiken fra sidste uge, så de forstod at kirken ikke er destinationen. Desuden var kirken, som vi kender den ikke opfundet.

De første kristne kaldte sig vejens folk. Det at de havde fundet tro, havde nemlig givet dem opelvelsen af, at der var retning i livet. Men også den opfattelse, at de hele tiden var på vej i deres iver, for at gøre godt for mennesker.

I Kaperanum sad Levi, der var tolder. Han var en af dem, som mange ikke brød sig om, fordi han opkrævede told af de varer, som gik forbi hans toldbod.

Pludselig står Jesus foran ham. Jesus siger noget til ham.

Jesus siger ikke: “Tro på mig!” Nej, Jesus siger: “Følg mig!”

Jesus udfordring til Levi, er ikke en udfordring til at sidde i en kirke søndag formiddag. Det er ikke en udfordring til at synge gospel hver torsdag. Det er ikke en udfordring til at finde et fællesskab, hvor man er holdt af som man er.

Det er en udfordring til at begynde et nyt liv, et  nyt liv, hvor man følger efter Jesus. Man ser på ham, og efterligner hvad han gør. Det er faktisk sådan man er er kristen.

Når jeg tænker over det, så lyder det ikke umiddelbart tillokkende, men ikke desto mindre er der mennesker, som vælger det.

Det gjorde Levis også. Han lod alt ligge, rejste sig for fulgte Jesus. Levi skiftede altså retning i sit liv. Det er det vi med et noget slidt og misforstået udtryk kalder omvendelse.

At skifte retning i livet.

Saulus var på vej til Damaskus for at arrestere alle dem, der fulgte efter jesus på vejen.

På vejen oplever Saulus imidlertid, at han blændes af et lys, der er så stærkt at han falder til jorden og ikke kan se.

Saulus var en klog og veluddannet mand. Det er en af grundende til at vi har hans breve i bibelen. Det var ikke almindeligt at kunne læse og skrive som ham.

En stemme lød: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?«

v5  Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. v6  Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.«”

Når Saulus forfølger Vejens folk, forfølger han Jesus.

Jesus siger ikke til ham, at han skal rejse sig op og begynde at tro. Jesus siger rejs dig og gå ind til byen.

Lang historie kort, så ændrer denne oplevelse fuldstændigt Saulus’ perspektiver på tilværelsen. Han begynder at tro og erfarer selv, at det at tro på Jesus, er at være i bevægelse. At være på vej.

Det er præcis det samme, vi udfordres til.

Ikke til at sidde i en kirke og have det hyggeligt. Men til at efterfølge Jesus. Han siger ikke tro på mig! Han siger: “Følg mig!”

Vi udfordres – kaldes –  til bevægelse og det at efterleve Jesus. Tro kan ikke kun klares med tanker og ord, det kræver handling.

Det kræver at vores kirke hele tiden er i forandring. Der er derfor at Vision 2020 er så vigtig for den siger noget om, hvor vi skal hen. Den målet. Ultimativt er det naturligvis himlen, der er målet, men indtil da sigter vi efter Vison 2020.

Vi er en kirke, som er på vej. Du og jeg er på vej på vores trosrejse.

Vi aner ikke hvad vejen bringer. Kun at Jesus siger følg mig.

Og det gør vi gerne med alle de knubs, som det kan give.

Navnet på vores kirke er egentlig et navn givet som øgenavn. Metodist er et ordspil på vejens folk. Men det vidste de, som gjorde nar af de første nok ikke.

Men den historie må du få på et andet tidspunkt.

Vi er vant til at GPS siger. ved næste afkørsel hold til højre.

Men den stemme, som vi skal lytte til siger: Følg mig!

Amen.

I am – Thomas Risager

Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmuas.

Sangene og temaet kredser omkring temaet: I am.

Hvem er jeg?
Hvem er jeg i menneskers øjne?
Hvem er jeg i Guds øjne?

podcast-large

Kirke med Kroppen – Maria Bræstrup Aaskov og Søren Jantzen

Søndagens generations gudstjeneste var en afslutningens af Børnekirkens tema om at være “kirke med kroppen” – om at det er vi mennesker, som ER kirken i fællesskab og at kirke er andet og meget mere end at sidde på stolerækker og kigge hinanden ind i nakken.
Denne Bibeltekst fra 1. korintherbrev kapitel 12 blev læst som oplæg til samtalen.

v12  For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. v13  For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

v14  Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. v15  Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, v16  og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. v17  Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? v18  Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. v19  Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? v20  Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. v21  Øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,« eller hovedet til fødderne: »Jeg har ikke brug for jer.« v22  Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, v23  og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; v24  de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, v25  for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. v26  Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.

v27  I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.

Bibelteksten fra 1. Korintherbrev 12:12-27 handlede om hænder og fødder, øjne og øre og vi syntes det var lidt svært at forstå, men så var der heldigvis en fysioterapeut i kirken (i kittel og med medbragt ekstra skulder), som kunne hjælpe os. Det kom der denne samtale ud af – med pointen om at der er brug for os alle sammen, vi er alle vigtige dele af kirken, af kirke kroppen, om man vil.
Maria B. Aaskov
Du kan høre talen her:
podcast-large

Joy is here – WAKE UP! Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Joy is here – WAKE UP!

Bliv rusket igennem på den skønneste og mest livsbekræftende måde … Og det blev vi i kirken i dag.

Vi taler om at favne glæden og give sig selv tid og plads til at se alt det gode i livet. Selv i det mørkeste mørke, er der altid, hvis man giver sig tid til at kigge efter, lys.

Hør mere her….

podcast-large

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large