Klar til at blive klar/Hvad er det vi ser? – Thomas Risager

Oppe på bjerget kan alt ske i det bibeleske univers. I dagens tale tager vi med Peter, Jakob og Johannes op på et bjerg, hvor de går op for at bede sammen  med Jesus, men der sker underlige ting og sager for øjenene af dem.

Du kan høre mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. februar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 9,28-36. Forklarelsen på bjerget.

Vi kan godt lide at tage på storbyferie. Når vi en gang i mellem gør det, så kan jeg stensikkert regne med, at børnene og jeg af vores rejseguide (Mette) slæbes op i det højeste tårn, eller op på det lokale udsigtspunkt.

Vi skal op hvor vi kan danne os et overblik.

Det at komme på og få overblik er bare så godt.

Ikke kun på ferien, men også når man oplever, at man står i problemer til halsen, så er det godt at komme op og få lidt fugleperspektiv.

I bibelens univers sker der mange ting på bjergenes top.

Det ligger ligesom i luften, at bjerget er et sted, hvor man kan møde Gud. Det finder vi flere beretninger, som kan bekræfte. Blandt andet er det på Sinajs Bjerg, at Moses er sammen med Gud. Her taler Gud til ham og giver ham loven, som jøderne hylder. Her får Moses de 10 bud. På bjerget kan man møde Gud.

Der, hvor vi i dagens læsning fra Lukasevangeliet møder Jesus, er netop på toppen af et bjerg.

Her er Jesus gået op sammen med de tre disciple, Jakob, hans bror Johannes og Peter. På bjerget var de alene.

Det var ret almindeligt at Jesus trak et par af disciplene til side, for at drøfte et eller andet med dem. De har på det her tidspunkt i historien bevæget sig rundt i landet i 3 måske fire år, så disciplene har set Jesus helbrede de syge, oplevet ham omgås toldere og syndere, som alle de rettroende jøder foragtede. De har oplevet ham i passionerede diskussioner med de selvretfærdige skriftlærde og farisæerne.

De har også hørt Jesus tale om at de nu er på vej mod Jerusalem, hvor han kommer til at give sit liv, for at de skal leve. For at mennesker skal se, at Gud handler gennem Jesus og at kærligheden ikke kender grænser.

Et eller andet sted, kan man måske godt forstå, hvis det ikke rigtigt siver ind hos de her disciple, som må mange måder nyder at være at være sammen med Jesus.

Vi kender det egentlig godt. Hvis der er noget ubehageligt i vente, så er faktisk helt utroligt, så gode vi kan være til at ignorere det og lade som om det ikke sker for os.

Her på bjerget, kommer disciplene ud for en øjenåbner, som gør at de virkelig får alle chancer for at forstå. Og så måske alligevel ikke.

Pludselig står et skær af lys omkring Jesus. Lukas siger ligefrem, at Jesus blev forvandlet for øjenene af dem. Hans tøj bliver skinnende hvidt.

Som om det ikke var nok, så dukker de gamle kendte skikkelser Moses, som førte jøderne ud af af fangeskabet i Egypten og profeten Elias op og var der sammen med Jesus.

Jesus ansigt lyste som solen. Og de talte sammen med Jesus om den udgang han skulle opfylde i Jerusalem. Med andre ord, de talte om, hvordan han skulle give sit liv, for at vi skal leve.

Disciplene blev overvældet af søvn midt i det hele. Da de vågner igen, ser de stadig den lysende Jesus sammen med de to mænd.

Prøv lige en gang at sætte dig selv i den situation. Hvad i alverden skal man mene og tænke om det?

Der sker noget helt vildt for øjnene af de her disciple.

Hvis jeg skal tænke over, hvad jeg ville gøre, så havde jeg nok hevet min telefon op af lommen og givet mig til at tage billeder.

Jeg tror, jeg ville fornemme, at det her er stort, også selvom jeg ikke forstår det.

Sådan er det ofte med tro, at man godt kan vide, at det er stort og fedt, mens man samtidigt må erkende, at man ikke kan forstå det.

Jeg ville tage billeder. Når vi tager billeder, så er det tit for at kunne fastholde det fede vi oplever, så vi kan sidde og se tilbage og glæde os igen.

I lyset af det, er det måske slet ikke dumt, som det lyder, da Peter siger: “Lad os bygge tre hytter, en til dig, en til Moses og én til Eilas.”

Det er Peters måde at fastholde dette herlige øjeblik, men det kan man ikke med Guds tilstedeværelse. Den er flygtig….

Lukas siger også lidt sarkastisk: “Men han vidste ikke, hvad det var han sagde!”

Straks som Peter synes, at han ser det hele klart, indhylles hele bjerget i en tæt sky. Og nu blev de bange, men der lød en stemme fra himlen. En stemme som de kendte, og som de havde hørt før, da Jesus blev døbt.

Det er min udvalgte søn, hør ham!”

Så var der kun Jesus at se, og disciplene holdt mund med,hvad de havde set.

Det her er altså en underlig historie, men den siger os måske noget om, at når det kommer til tro, så kan man opleve, sanse og erfare Gud på måder, som man aldrig havde forestillet sig.

Det gælder gospelsangeren, som egentlig ikke synger gospel, fordi det har noget med Gud at gøre, som pludselig oplever gåsehud på hele kroppen og midt i musikkens intensitet oplever den her totale fred, som flere beskriver.

Det kan være fornemmelsen af at Gud elsker mig, og det er dejligt. Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forklare det, men jeg tror det.

Jeg tror, Gud er, hvor vi er. Og hvis jeg skal lære noget af denne indviklede historie, så tror jeg det må være, at være tilstede, sanse og opleve og så lade lysten til at fastholde og forklare være ligegyldig.

Guds kærlighed gælder dig, uanset om vi forstår det eller ej.

Der er ingen grund til at bygge det væk.

Amen.

Klar til at blive klar, Vand til vin – Thomas Risager

Klar til at blive klar?

Ved gudstjenesten indleder Thomas Risager en talerække, som løber frem til Palmesøndag.

Hele formålet er at belyse en række begivenheder i Jesus liv og forkyndelse, som gradvist afslører hvem han virkelig er. I første omgang overfor hans disciple, men også overfor os. Dermed kan vi blive klar til påskens fantastiske historier.

Johannesevangeliets fremstilling af Jesus begynder i det små med miraklerne. Det er nok meget godt, at han giver folk lidt tid, inden de stumme taler, de lamme går og de døve hører.
Folk får en stille introduktion til miraklerne, men selvom det er lidt stille, så forandrer det med et slag disciplenes liv, da vandet ved brylluppet pludselig bliver til vin.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det talte.

Prædiken søndag d. 17. Januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 2,1-11.

I sidste uge var jeg så heldig at få lov at besøge Africa University som ligger ude på landet ved byen Mutare i Zimbabwe.

Det er langt væk!

Vi havde gået rundt et par timer og fået en flot rundvisning på universitetet, som kirken godt kan være stolt af. Et stort universitet med 1500 fuldtidsstuderende. Altsammen opstået på baggrund af kirkens vision om et verdensklasse universitet der udvikler ledere til Afrika. Og det gør de, foreløbig på 23. år.

Der var varmt, og alle svedte så det løb af os. Svært at forestille sig, når der er januar, men der er altså sommer på de kanter. Varmt som i de områder, Jesus vandrede.

Det var tid at få lidt frokost.

I forhold til os, så er det naturligvis et fattigt område, men gæstfriheden er enorm. Så da vi kom ind i universitets madsal, stod der naturligvis en medarbejder klar med balje, sæbe og kander med lunkent vand, så vi kunne vakse hænder inden måltidet. En til trængt luksus, vil jeg sige og et symbol på gæstfrihed.

Det var samme gæstfrihed, som mødte gæsterne til brylluppet i Kana.

Bryllupper varede ofte syv dage, og folk kom dumpende gennem hele ugen og blev mødt med gæstfrihed.

Der stod seks vandkar af sten klar til gæsterne. Her var det meningen, at de inden der blev serveret, kunne vaske støvet fra rejsen af sig. Der var også de jødiske renselses -regler, som talte for at man vaskede hænder og fødder, når man gæstede et hus. Smart hygiejne er der dog også.

Festen var godt i gang. Noget tyder på, at det har den været i tre dage.

Jeg forestiller mig at snakken gik. Pludselig begynder der en hvisken i krogene. Folk bliver stille og ved instinktivt, at noget er galt. Det som man ikke kan sige højt, bliver hvisket. “De er løbet tør for vin!”

Det er ikke bare pinligt. Det er en skandale, som ikke må ske i en kultur, hvor gæstfriheden er i højsædet.

Jesu mor ved, hvor alvorligt dette er, så hun går til Jesus: “De har ikke mere vin!” Underforstået, så gør dog noget ved det søn.

Jesus protesterer: “Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endu ikke kommet.”

Som så mange andre mødre ignorerer Maria Jesu indvendiger.

Bare gør som han siger…siger hun til tjenerne, så er han jo ligesom nødt til at gøre noget.

Vi ved ikke om Jesus og disciplene har været nogen af de sidste gæster, men de seks store kar til vask er tomme. Jesus beder tjenerne fylde dem igen med vand.

Det gør de.

“Øs op og bær det hen til skafferen. Det gør de, og miraklet er sket. Det er ikke længere vand i kanden, men vin. Ovenikøbet så god vin, at brudgommen må belæres i gæstfrihed. Man sætter den gode vin frem først og så når gæsterne er ved at være mætte, den lidt ringere vin.

Det var ikke bare et par flasker vin. Det seks store kar fyldt til randen. Der var vin til mange dages fest.

Jesus lavede dette mirakel i det, som for Johannes bliver hans første tid, hvor han ligesom giver sig til kende. Det begyndt med dåben. Her er han til bryllup og på søndag skal vi høre hans programerklæring i synagogen.

Dette handler ikke om et bryllup, med pinlig mangel på vin. Perspektivet er langt større.

Johannes skriver i vers 1, at dette gjorde Jesus som begyndelsen på sine tegn. På den måde åbenbarede sin herlighed, som Johannes siger det.

I sammenligning med blinde, som ser, døve der hører, og lamme, der går, er det ikke noget vildt mirakel. Måske er det ovenikøbet sådan, at det er de færreste af gæsterne, der overhovedet opdagede, hvad der skete.

Han lavede vand til vin. Ja ja, fuldemandssnak. Vi ved det ikke. Men festen var god.

Men historien afsluttes med bemærkningen om, at disciplene troede ham.

På dansk er det en noget underspillet linje. De troede på ham. Den underliggende betydning er ikke bare at de troede han var for real, men at de troede, så de lagde deres liv i hans hænder efter dette.

I det ligger der en klar udfordring også til os, om ikke bare at tage troen på Jesus til os, som et appendix til livet, men tværtimod forstå at troen på ham er fundamentet i vores liv.

Dette her handler om langt mere end en god fest med masser af vin. Det handler om invitationen til at leve med troen på ham i dagligdagen, for ligesom disciplene, kan vi lægge vore liv i hans hænder.

Amen.

Tro er….Store løfter – Thomas Risager

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Jesus taler om de sidste tider, og giver løfter om, at han er der, når alt er sort. Derfor giver det også mening i dagens tale at se på hvad terror i Paris gør ved os.

Hør mere her:

podcast-large

 

Læs evt. talen her, men bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 13,1-8.

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Dette har han forberedt disciplene på, men det er som om de ikke rigtigt vil se det i øjenene. De har sagt ja ja, det forstår vi, men det gør de ikke alligevel.

For de bliver grebet af stemningen, mens de går rundt der på tempelpladsen og ser de prægtige bygninger. Jeg kan næsten høre, at de tænker: Nu er alle vore problemer ovre. Herfra og frem bliver det kun triumftog, og det var også sådan de var blevet modtaget i Jerusalem. Egentlig er det ikke så mærkeligt at de tænker, som de gør.

Store bygninger og flotte byer har altid fascineret os. Når jeg er ude i verden og ser nogle af de ikoniske bygninger, som alle kender. Eifeltårnet, Empire State, Peterskirken… Så synes jeg det er fantastisk.

Templet i Jerusalem var i sig selv en helt vanvittig bygning, selv efter vore dages målestok ville den være fantastisk. Ingen har fantasi til at forestille sig, at der sker noget med disse bygninger. De bliver da stående uanset hvad, tænker man.

Men verden er ikke usårlig. Nogen vælter det, som vi troede ville stå altid. World Trade Center i New York. Ingen havde fantasi til at forestille sig at fanatiske terrorrister ville kunne få det til at synke i grus.

Vi ved godt, at vores verden kan påvirkes i løbet af få sekunder. Men det er som med disciplene, der har ået at vide, at Jesus skal give sit liv, det vil ikke helt rigtigt sive ind. Vi lader som vi ikke har hørt det. Og det er nok godt nok…..

For at lave vores liv er vi nødt til ikke at lade frygten få taget i os. Men det kommer tæt på – uhyggeligt tæt på – når man ser hvad som er sket i Paris, hvor langt over hundrede mennesker mister livet i vanvittige terror-angreb.

Vi føler selvfølgelig med det franske folk og senere i gudstjenesten vil vi bede for de ramte og give muligheden for at vi kan tænde lys. Så har vi dog gjort et eller andet.

Når det sker i Paris. I de gader, hvor mange af os har gået, så bliver vi klar over, at også vores hverdag kan ændres lynhurtigt. Jeg skal være den første til at indrømme, at frygten for fremtiden kommer snigende.

Det kommer tæt på.

Samtidigt så hører vi i dag Jesus, tale om noget af det, som disciplene regnede for helt sikkert, vil falde til jorden. Der kommer en dag, hvor end ikke templet i Jerusalem længere står. (Den dag er kommet. Templet blev smadret af romerne i år 70, som en terrorhandling for at standse det jødiske oprør mod den romerske besættelsesmagt.)

Jesus taler om al elendigheden når verdens ende nærmer sig. Helt ærligt – det virker altså langt væk og vanskeligt at forholde sig til.

Omvendt, så er måske netop når vi ser folk rejser sig mod folk helt tæt på, når vi i oplever terror i Beirut, Bomber i Bagdad, tøndebomber i Damaskus, at det måske alligevel giver mening at lytte til hvad Jesus siger.

Mange gange siger Jesus: Frygt ikke!

Jesus mener, at vi ikke behøver at være bange.

Ikke at onde ting ikke kommer til at ske for os. Det lover han ikke, men han lover at han er med os uanset, hvad der sker. Det betyder trofasthed længere end livet, som vi kender det. Det betyder at han er med os længere end vores sidste åndedrag.

Jesus er kommet op til Jerusalem og med sine handlinger viser han, at kærligheden vil triumfere.

Det kan godt være, at alt vælter sammen, da Jesus dør på korset.

Tankegangen om at døden er det allersidste er så indgroet i os, at alt falder sammen omkring os, når døden rykker tæt på.

VI skal huske på, at på trediedagen opstår Jesus fra de døde. Et synligt og magtfuldt tegn på, at Guds kærlighed og magt er stærkere end alt andet – også det døden.

Kærligeden kommer til at sejre i den sidste ende.

Jesus siger, at når folk rejser sig mod folk, når vi hører krigslarm, så er det begyndelsen på veerne.

Når en kvinde har veer kommer der noget godt ud af det. Der kommer nyt liv!

Det er det, som Jesus lover os, at der hvor det hele falder sammen om ørerne på os, der kommer der nyt liv. Der holder han fast. Han som vil os det godt.

Det må vi tro på og holde fast i. Uanset hvad der er forude, så er der ingen grund til at være bange. Jesus er med os, og der er nyt liv i vente.

Det er et af de helt store løfter, som han giver os.

Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Amen

Tro er…. at kunne se! – Thomas Risager

Alle der har børn, kan genkende dette!
Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, men kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

I søndagens tale tager vi til Jeriko, hvor vi møder en blind tigger. Tro handler om at kunne se. Det kan man ikke altid, heller ikke selvom man ikke er blind, som tiggeren.

Hør mere Her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen. Bemærk venligst, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 25. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 10,46-52.

Tro er… at kunne se!

Alle der har børn, kan genkende dette!

Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, man kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

Nogen gange er vi blinde, også selvom vi faktisk kan se.

Gud gør nogen gange gode ting, lige for næsen af os, men vi ser det ikke.

Det er ærgerligt, for Gud er der, hvor vi er. Ikke bare om søndagen, men hver dag. Alle dage. Hele tiden, Men vi kan ikke altid se det.

Selvfølgelig var det noget helt særligt, at få besøg af Jesus. Og det fik de, i Jeriko, som Jesus kommer igennem på sin vej ind til Jerusalem.

Vi ved ikke, hvor længe han har været der. Men på dette tidspunkt, hvor Jesus har bevæget sig rundt i Israel i tre måske endda fire år og nu nærmer sig rejsens mål, Jerusalem, har alle hørt om ham.

Det har Bartimæus også. Det kan godt være, at han er blind. Men han sidder der ved Byport,hvor alle ,der går ind og ud kommer forbi. Det er et godt sted at tigge, men det er også der, hvor man for alvor kan følge med i hvad der sker i byen.

Jeg undrer mig over, at Bartimæus ikke giver sig til kende, da Jesus går ind.

Vi ved ikke, hvor længe Jesus var i byen, eller hvad han lavede. Men jeg tror at alle i en forholdsvis lille by, som Jeriko har vidst alt om, hvad der skete. – Også Bartimæus.

Det er lidt samme mekanisme, som når man kommer helt hen mod slutningen af en koncert, og først dér kommer publikum på benene. Det kan selvfølgelig være fordi koncerten er ringe, men der er en aller anden mekanisme med, at vi først “overgiver” når det er ved at være sidste chance.

Først da Jesus er ved at gå ud af byen giver Bartimæus sig til at råbe. Måske ved han, at det er absolut sidste chance.

Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!«

v48  Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« v49  Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!

Disciplene truer af ham. Det gør de, fordi de anser Jesus som religiøs leder, og de kan ikke rigtigt slippe det paradigme, som de er vokset op med, nemlig at blindhed, sygdom og elendighed i livet, alt sammen er selvforskyldt. Hvis man er blind bliver man holdt på afstand, for det må jo være fordi, man ikke har levet anstændigt.

Vi ved heldigvis bedre, og det gør Jesus også.

Bartimæus kalder endnu engang. Han er så sikker på, at Jesus, hvis han altså bare hører ham, vil ham det godt. Der skal alligevel tro til, for hvis Jesus ignorer ham, er han til grin i hele byen.

Jesus Davids søn forbam dig over mig.

Jesus vender op og ned op alt, da han kalder Bartimæus til sig. “Det kan man da ikke!” Siger folk. Men det kan Jesus og han gør det.

Bertimæus ved, at nu er det nu, så han smider kappen fra sig, springer op og kommer hen til Jesus.

Jesus ser ham og spørger, hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?

Det er jo ikke fordi, jesus ikke vidste, hvad der skete i Bartimæus’ liv eller vidste at han var blind. Det havde han helt styr på, men det er sådan med Guds kærlighed, at den ikke bare sparker hjertets døre ind, vi må give lov.

Mester, at jeg må kunne se?

Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, kommer Bartimæus til at se.

Det første hans øjne ser, er manden foran ham. Han ser Jesus.

Og dér beslutter han sig for at følge ham på vejen.

At tro handler om at kunne se.

Så vidt jeg ved, er der ingen af os, der som Bartimæus er blinde. Men jeg har i hvert fald i mit liv perioder, hvor det er fair at sige, at jeg ikke kan se.

Perioder, hvor jeg ikke synes, at jeg kan se Gud og alt det gode han gør mit liv.

Jeg har læst mig til, at bare fordi jeg ikke kan se Gud, så er det ikke detr samme, som at han ikke er der.

Så hvis Jesus spørger mig: “Hvad kan jeg gøre for dig?”

Så vil mit svar være: “At jeg må kunne se!”

Amen

Tro er… at tage imod – Thomas Risager

Det handler om at vinde!
Andenpladser tæller ikke!
Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For mange mennesker er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Thomas Risager prædikenserien “Tro er…” Denne søndag taler han om, at tro er at tage imod … Og i troens verden er der nogle helt andre værdier på spil.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en del fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 20 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 9,20-37 & Jak 3,13-4,3, 7-8a, Od 31,10-31 & Salme 1.

Tro er at tage imod!

Det handler om at vinde!

Andenpladser tæller ikke!

Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For rigtigt mange mennesker, er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Det ligger dybt i vores kultur, at vi alle sammen vil gøre alt for ikke at være almindelige – vi er nemlig alle sammen noget helt særtligt.

Skulle man være i tvivl om det, så kan man bare kaste et blik på Facebook og Instagram og hvad det hedder alt sammen, for det er der vi flasher vores fantastisk liv. Der viser vi alle sejrene….

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om de andre aldrig har nederlag. Er der aldrig nullermænd under sofaen, streger i toilettet, mikroovnsret på bordet, en krøllet skjorte, ikke flere rene sokker, umulige børn og en muggen kæreste?

Jeg spørger bare.

For det ved jeg jo godt inderst inde også er en del af livet for os alle sammen. Det er bare ikke det, vi viser.

Det er også det der gør, at langt de fleste af os ikke bryder os om at få uventede gæster, for det er ikke rart, når der nogen, der ser at ligger madrester i vasken.

Vi vil helst at folk ser det perfekte. Vi ønsker kun at dele vores sejre og guldmedaljer med hinanden.

Ganske vist var der ikke Facebook, selfiestænger og mobilkameraer på disciplenes tid, men en stor del af mentaliteten var den samme.

Disciplene tænkte ligesom så mange andre, at med Jesus ville en ny tid komme, sådan som de gamle profetier sagde. En ny tid, der ville få Kong Davids kongetid til at ligne et lille øjeblik med succes og sejr, for med Jesus blev alting bedre og større. Jesus ville sejre, og et helt nyt liv ville begynde. Han sagde allerede, at himmerige var kommet nær.

Jesus har lige fortalt dem, at han skal lide, dø og opstå igen på trediedagen. Markus skriver, at de forstod ham ikke, og de var bange for at spørge ham.

Det er ret tydeligt, at det kniber med forståelsen.

De mener sig sikre på at være på det sejrende hold.

Der er ikke noget federe end at være på vinderholdet. Det ved man ikke noget om, hvis man holder med det stribede OB-ere.

Disciplene er på vinderholdet, men ikke sådan som de tror det.

Jeg kan næsten hære dem sige det: “Uhm. Det bliver godt det her. – We are the champions!”

Derfor er det også helt naturligt, at de, mens de går på vejen gennem Gallilæa mod Kaparnaum, lige får sig den der snak, som vi også godt kender.

Snakken, hvor vi afslører at vi har gået og sammenlignet os med hinanden. Hvem har det vigtigste job? Hvem får mest i løn? Hvem har de vigtigste venner. Hvem har størst indflydelse?

Eller blandt præster: hvem har flest medlemmer.

Der er sjovt nok ingen konkurrence i at have flest begravelser. Det kender vi jo godt!

Jesus spørger disciplene, hvad var det I talte om på vejen og ingen af dem, havde den store lyst til at afsløre overfor ham, hvad det handlede om. For de havde lige haft snakken om hvem der var den største.

Pinligt – ikke sandt?

Med Jesus og disciplene er det lidt, som med forældre og børn. Man ved godt, hvad der er foregået – om ikke andet, kan man godt se på dem, at noget er galt.

Jesus ved, hvad de talte om. Han ved også, at de bare er mennesker, ligesom du og jeg.

Jesus gør noget utraditionelt.

Han siger til disciplene at hvis nogen vil være den største, skal han være den sidste af alle og alles tjener. Hvad blev der lige af: We are the campions?

Jesus er ikke færdig med at være anderledes.

Han tager et barn og stiller det i deres midte.

Jeg minder lige om, at børn dengang ikke var curlignbørn, ønskebørn, livsrealiseringsprojekter for forældrene.

Børn var noget som dukkede op en gang imellem, og dybest set var de bare i vejen indtil de var i stand til at tjene penge til hjemmet. Deres status var lig nul.

Nogle af os er vokset op med at børn skal ses, de skal ikke høres. På Jesu tid skulle de hverken ses eller høres. I sociale sammenhænge regnede man dem for intet.

Her i kirken glæder vi os over, at børnene fylder for de er tegn på liv og fremtid, altså helt anderledes end på Jesu tid.

Jesus tager barnet til sig og siger til disciplene.

“Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.” (Mark 9,37)

Tro er altså at tage imod. Det lyder umiddelbart vældigt passivt, men helt så mageligt er det ikke.

Tag i mod oversættes i Jesus sprog med.

Vær der for de svageste, de usynlige, de som ingen gider at være sammen med.

Tal dem op, værdsæt dem, spis sammen med dem. For når vi tager mod vores næste, tager vi mod Jesus, og så tager vi mod ham, som har sendt ham.

Og det er ikke så ringe endda!

Tro er at tage imod.

Amen

 

Tro er handling – Thomas Risager

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet:

Prædiken søndag d. 30 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Højsangen 2,8-13 & Salme 45,1-2,6-9 eller Salme 72 & Jakobs Brev 1,17-27 & Mark 7,1-8, 14-15, 21-23,

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Al tro handler om Gud, Jesus, Helligånden og din næste. Det handler ikke om dig.

Det er det, som kommer til udtryk i Markusevangeliets historie, hvor Jesus konfronteres med, at hans disciple spiser uden at have vasket hænderne.

Jøderne havde religiøse regler for, hvordan man gør det. Derfor handler det ikke kun om bakterier, men også om, at disciplene i menneskers øjne ikke har gjort det de burde i forhold til Gud.

I den jødiske kultur har man et kollektivt mindset, så derfor var deres manglende overholdelse af reglerne en konkret trussel mod dem alle sammen.

Lidt på samme måde, som i parcelhus-kvarteret, hvis der én som formaster sig til ikke at have klippet hækken til skt. Hans elller ikke gider luge op til skellet. Så er alle de andre forargede.

I forhold til verdens flygtninge, den som sidder ensom, enken og de faderløse børn, er det vel ligegyldigt, hvis vi lige skal have lidt perspektiv.

Jesus giver de forargede en lektion, som de sent glemmer.

“»Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,   v7  forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.

v8  I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.”

(Mark 7,6-7)

På almindeligt dansk: Jesus siger til dem. Al den ydre fromhed, som er så nem at bryste sig af. Det er noget mennesker – farisæer og præster-  der har misforstået det hele, har lagt ned over jer. Det har intet med Gud at gøre.

Personligt glæder det mig, for den der kristne polerede pænhed, det er noget at det mest kvalmefremkaldende, jeg kan støde på.

Selvfølgelig skal vi behandle hinanden og mennesker ordentligt, men motivet skal være, at man vil hinanden godt, ikke at man skal vise verden sin godhed.

Det er lige præcis det, Jesus taler imod her. Drop alt det ydre fis, det handler om at have hjertet hos Gud.

Hvordan kan man vide, om ens hjerte er nært ved Gud?

I Johannesevangeliet finder vi historien om fodvaskningen. Det er den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple inden han lader sig fange af romerne.

Her bryder han alle traditioner og normer, da han bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. En handling som er så ydmygende at udføre, at man ikke kan bede andre end en træl om at gøre det.

Jesus som er den, de alle ser op til. Ham som kan frelse verden, han sætter sig på knæ foran hver enkelt af dem og vasker deres fødder. Det er uhørt, men måske giver det ham lidt ekstra opmærksomhed, da han siger til dem at de skal elske hinanden:

“»Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? v13  I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14  Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. v15  Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” (Joh 13,12-15.)

Jesus fortsætter:

v34  Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35  Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)

Så hvis du tænker mere på andre end dig selv. Hvis kan hjælpe andre uden at tænke på, hvad det koster dig. Hvis du kan mærke at du går i stykker indeni, når du hører om en lastbil fyldt med døde flygtninge i Wien, Hvis du ikke kan holde ud at se på billedet her af Laith Majid fra Syren, der sammen med sin søn og datter netop er ankommet til Kos i Grækenland.

Eller hvis du oprigtigt kan glæde dig over rent vand i Congo-

Hvis du ikke er selv er centrum for al tanke i dit liv, så er det en rimelig god indikation på, at Gud fylder i dit liv. At dit hjerte er tæt på Gud.

Den uselviske kærlighed er nemlig en kærlighed givet af Gud. Gennem den udfordres vi til handling, ikke på den måde at vi får dårlig samvittighed på samme måde som vi kan få det over den snavsede bil, for dette fylder langt mere og er langt vigtigere.

Der er mennesker, som trænger til at møde mennesker som du og jeg –  mennesker som bringer Guds kærlighed, accept og håb med os.

Det betyder noget.

En lille note, inde vi slutter.

Hvis du tænker, at du slet ikke er der, så vil mit råd til dig, være at kaste dig ud i at elske, også selvom du måske ikke synes, at du har overskuddet til det, for erfaringerne er entydige, gennem handlingerne hvor du elsker, kan det ikke undgåes, at der falder kærlighed tilbage på dig. – og tro ikke, at det kommer fra dig. Det kommer kun et sted fra!

Lad os være en kirke der handler og gør en forskel for mennesker – for vores by.

“Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.” (1. Joh 3,18)

Amen.

Er du provokeret? – Thomas Risager

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogle ting om tro, eller fordømt andre mennesker. Kristne, der har sagt ting, der får os til at tænke, at den tro han står for, skal jeg aldrig have med at gøre!

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster – og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på. Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

Hør mere her:

podcast-large

 

Hvis du hellere vil læse talen, kan du gøre det her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 23. august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,56-69.

Paulus siger “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Når det kommer til livets store spørgsmål om liv og død, meningen med livet. Så kan det godt føles som om man hele tiden leder efter en brik i et puslespil, som bare ikke vil give mening, før man har fundet den manglende brik.

Det er også sådan, at nogen gange, når man faktisk får fat i den brik, som man synes mangler, så kan man absolut ikke lide, hvad man ser.

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogen ting om tro, eller fordømt andre mennesker, på en sådan måde, den tro, han står for, har mand aldrig nogen sinde lyst til at have med at gøre.

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på.

Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Så står jeg helt af.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.

Har jeg ret, når jeg siger, at Gud elsker alle.

Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

I dag skal vi se på en bibeltekst fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fortsætter sin tale om livets brød.

Vi er nu igang med den fjerde søndag, hvor vi hænger fast i Kapitel 6 i Johannesevangeliet.

Det betyder at jeg, efter talen i dag, samlet har talt om dette i 1 time.

Så hvis nogen af jer tænker, som disciplene, beskrevet i kapitel 6 vers 60… “Hvem kan holde ud at høre på det?”

Så forstår jeg det godt.

Jesus taler om sig selv i billeder fra dagligdagen.

Billeder, som alle kan forstå. Alle spiser brød, og selv den mest enfoldige ved, at der skal mad til for at leve.

Jesus siger, at han ikke er som det almindelige brød, som man kan spise og så stadig være sulten kort tid efter.

Det er heller ikke sådan med almindeligt brød, at man kan spise, og spise, og så forvente at leve evigt.

Faktisk er det nok en dårlig ide, at spise sig til livet i almindeligt brød.

Jesus taler om almindeligt brød, men alligevel er det helt almindelige, i ham, helt anderledes.

Jesus siger at den, der spiser af hans brød skal leve i kraft af ham.

Det er så moderne at spise sundt. De færreste af os kan forklare præcis, hvordan det er, at maden er god for os. Men uanset om vi kan forklare det eller ej, er sund mad god for os.

På samme måde er det med troen på ham.

Hvis man vil spise må man komme til måltiderne. Man er nødt til at komme maden i munden og spise den. Men virkningen af den, har vi så at sige intet med at gøre.

Det sker bare.

Jesus siger: “Den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid!”

Tanken om at det er Jesus, som gør noget i de mennesker, som tager mod hans kærlighed, er så fornærmende at en hel flok disciple siger:

“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?”

Jesus ord lyder ind i en kultur, man er sin egen lykkes smed. Man er selv ansvarlig for alt.

Overhold reglerne, så vil det går dig godt, synes at være mantraet.

Jeg ved godt, at vi ikke er jødisk kultur, men jeg synes alligevel at det ligner vores liv. Vi kan måske ikke ret godt med regler. Men det med at være mega ansvarlig for at lykkes og leve godt. Det ligger i vores tid.

Jeg tror vi har brug for høre igen og igen, at tro handler om at lade sig elske, så gør Gud resten i os, også selvom vi måske ikke forstår det.

Hvis det budskab er så provokerende at du har lyst til at rejse dig og gå, så er jeg ked af det, men døren er der.

Der er en Gud, der elsker os og gør godt i os.

Hvis det er provokerende, så tænker jeg, at det er fordi, at det er alt andet en ligegyldigt.

Hvis det var ligegyldigt, var det vel ikke provokerende.

Jesus siger: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.”

Amen

Mangler du en brik 3 ? – Thomas Risager

Noggen gange så synes jeg, at det kan være svært at få troen til at give helt mening. Det er som, at sidde med et puslespil, hvor der mangler en brik. Man kan egentlig godt se, hvad motivet i puslespillet er, men man fokuserer bare på den brik, der mangler.

Jeg tror, når det kommer til tro, at man skal passe på med, at fokusere for meget på det man ikke forstår, men i stedet søge at se helhed, også selv om billedet man har måske ikke er helt perfekt.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Men hvis du har lyst til at høre mere, kan du gøre det her:

podcast-large

 

Prædiken søndag d. 16.august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,51-58.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Jesus taler kryptisk, men alligevel klart. Hvis du nogen gange tænker, jeg fatter intet. Så skal du vide, at du ikke er alene.

Der er så mange små historier i Ny Testamente, hvor Jesu disciple, som jo lever sammen med ham hver eneste dag, ikke forstår, hvad manden siger.

De mangler ganske enkelt at brikkerne falder på plads.

Jesus taler om brød, som vi alle kender det. Langt de fleste mennesker på kloden spiser brød hver eneste dag.

Når vi beder fadervor, siger vi “Giv os idag vort daglige brød!” må vi huske, at der Jesus, som har lært os/sine disciple at bruge disse ord.

Det er vigtigt at have i baghovedet, når Jesus taler om det levende brød.

De sidste to søndage har fokus fra denne del af Johannesevangeliet ligget på ordene:

“Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

og i sidste uge:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Der er ingen grænser for løfterne. Vi kender det egentlig godt, for nogen gange er der nogle tilbud, der  bare er for gode til at være sande. Så bliver vi skeptiske – og heldigvis for det.

For sund fornuft er godt. Faktisk også når det kommer til tro.

Men det er også en af grundene til at det nogen gange kan være svært. Tro og fornuft er ikke hinandens modsætninger, selvom de nogen gange modsiger hinanden. Der er ofte dér, hvor det føles som om, at der mangler en brik.

Jesus forstår dette.

Han ved jo godt, at han kommer med et helt ny forståelse af tro. Hans betoninger, af at troen er en relation og ikke lov-religion, vil tage tid, langt tid, før mennesker forstår.

Det er jo godt, for hvis man hele livet har troet, at livet hang sammen må en bestemt måde, og man så hører at det man har troet hele tiden faktisk er forkert, så tror jeg Jesus er helt ok med at man tager sig lidt tid til at tænke sig om.

Og så siger han noget, som er helt nyt:

Han siger:

v56  Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57  Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58  Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.”

Jøderne har været vant til tænkningen om, at Guds gunst var afhængig af deres levevis. Hvis de levede rigtigt, gik det dem godt, syntes at være logikken.

Nu siger Jesus. Se på mig, løft hovedet fra regelbogen, se på mig. Jeg lever i kraft af faderen, men den der spiser skal leve i kraft af mig.

Vi kan slippe tøjlerne lidt, vi lever i kraft af en anden. I kraft af Jesus, som giver sit liv, for at vi skal leve.

Så når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, så er det ikke bare mad vi beder om. Det er liv vi beder om.

I Jesus er der liv, masser af liv også til dig.

Amen

Mangler du en brik 2 ?- Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, og den, der spiser af det, skal leve til evig tid.

Hør mere her:

podcast-large

 

Læs evt. talen her:

Prædiken søndag d. 9 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,53, 41-51.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Så kan man gøre, som jeg også nogen gange gør, nemlig at give sig til at læse i sin bibel.

Man kan sige utroligt meget godt om bibelen, men bibellæsning på egen hånd, især hvis det er nyt for én, skaber sjældent overblik og klarhed.

Faktisk oftest tværtimod, fordi bibelen i sin opbygning af historierne hele tiden tager for givet, at læseren har en masse baggrundsviden idet, der hele tiden refereres til gammel testamentelige historier. Den jødiske historie.

Og har man prøvet, at tage bibelen fra side 1 for at læse sig igennem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i et hug for at få overblik, så er chancerne for at komme igennem det på egen hånd, ret små.

Et godt eksempel på at der forudsættes baggrundsviden er stedet i dagens tekst, hvor Jesus siger: “Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46  Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48  Jeg er livets brød. v49  Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.”

Her er der ikke mindre en to steder, hvor man skal kende baggrunden for at forstå.

De første vers henviser til at Jødedommen har været en lov-religion, men allerede hos dem forudsiges det, at Gud vil ændre alle præmisser. Profeten Jeremias siger:

v33  Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”

Jerremias profeterer, populært sagt, at gudsforholdet ikke længere skal handle om kunne huske alle de rigtige regler og kunne leve efter dem. Det vil komme til at handle om en relation, hvor Gud er den, som giver, hvor mennesket ikke længere skal gøre sig fortjente til hans kærlighed. Den er givet, i Jesus.

I søndags og i dag dukker der henvisninger op til manna i ørkenen. Det peger på en historie, som alle jøder kender, nemlig at Moses har ført israelitterne ud af egypternes fangeskab og vandret med dem i ørkenen, fået de ti bud undervejs, til sidste ledt dem over Jordan og ind i det forjættede land. Teknisk set var det nu Josva, der tog dem det eller sidste stykke, men pyt.

Undervejs sulter folket og de klager til til Moses, og der i ørkenen lader Gud manna regne ned over dem, så de kan spise sig mætte. I den jødiske kulturarv er dette et superstærkt billede på Guds omsorg.

Jøderne som står omkring ham bliver skeptiske. Ham der kender vi jo. Det er Josefs og Marias søn. Han har vist lidt høje tanker om sig selv.

Hvorfor bliver de så skeptiske? Måske fordi Jesus med sine ord “Jeg er livets brød!” forsøger at forklare dem, at der er meget mere af Gud og hans kærlighed end de tror, og Jesus selv er billedet på det. Og iøvrigt mere end et billede og et symbol, han er Guds kærlighed.

Den, der tror, har evigt liv siger Jesus. På en måde ganske provokerende. Nu lover han også evigt liv. Hvad bliver det næste?

Jesus provokerer dem helt vildt. I kan godt huske at jeres forfædre spiste manna i ørkenen, men de er jo alle døde.

Han siger: “v50  Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51  Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Jesus giver dem en nye realitet, nemlig at det er ved tro på ham, som livets brød, at livet, ved tro, skal være til evig tid.

Disse ord gælder stadig, også for du og jeg. Også – selvom vi måske ikke kan forstå dem, så er vores håb, hos ham, som driller jøderne lidt.

Han ord gælder dem, og de gælder os.

Jeg er livets brød. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.

Amen