I vores hverdag taler vi temmelig ofte om håb. Vi håber, vores ven, som er ramt af sygdom, snart bliver rask. Vi håber, den dumme dag vi har haft i dag, afløses af en god dag i morgen.
I al tro er håb også i centrum. Tro og håb er nært knyttet sammen. Du kan høre mere fra søndagens gospelgudstjeneste i Metodistkirken her.
Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel på det skrevne ord og den tale, som faktisk blev holdt.
Jeg håber, du får en god oplevelse ud af at være i kirken i dag.
Jeg håber, at det har været en berigelse at se på – og lytte til vores gospelkor Nardus.
Ved at bruge ordene “Jeg håber” udtrykker jeg et godt ønske for dig.
Egentlig gør vi ganske ofte det, at vi udtrykker håb. Mange gange gør vi det, sådan nærmest helt automatisk.
Jeg håber, du bliver rask snart.
Jeg håber, jeg snart får det job.
Jeg håber, ham manden jeg drømmer om, elsker mig.
Mange gange, når vi udtrykker håb, tænker vi ikke, at det også er et et udtryk for tro. Men det vil jeg påstå, at det kan det også være.
Vi kan faktisk ikke vide, om det vi håber på, sker. Dermed er det noget andet end fakta og viden.
2 a f 4
I bibelen finder vi en slags definition af, hvad tro er. Der står sådan her: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”1 Tro og håb er forbundet med hinanden.
Vi er mange her, som elsker at synge gospel. Det er der mange grunde til. Mange tror, at gospelmusikken er sådan en glad musik, og det er rytmerne og gentagelserne, der gør at der virkelig er fut i det, og så er det rigtigt fedt.
Når Torben så også flipper helt ud på klaveret, så hjælper det helt sikkert også.
Men mår man komme til at lytte til ordene i mange af de sange som koret synger, så er det nok et udtryk for over- optimisme at hævde at gospelmusikken er glad musik.
Der er mange tunge ting, i vores sangtekster. Gospelmusikkens rod er hos slaverne, hvis tilværelse var alt andet end let.
Vi kender alle historierne og ved, at det var urimeligt hårdt arbejde, det var under tvang og mishandling.
Mange var reelt blevet bortført fra deres eget land og revet væk fra deres kære. Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at deres liv pludselig kom til at se helt anderledes ud.
Derfor er meget af gospelmusikken skrevet fra et mørkt sted, et sted hvor ingen har lyst til at være.
1 Hebræerbrevet 11,1
3 a f 4
Rigtigt mange af teksterne giver udtryk for at der, hvor ingen har lyst til at være, der er Gud sammen med dem. De var ikke alene i slaveriet.
Der udtrykkes håb om at mørket skal blive til lys, at fangeskabet skal blive til frihed. At trængslerne som er nu, skal afløses af lethed og glæde.
Håb om en bedre fremtid, håb og drømme om lykke, ikke om ulykke2 træder frem, når vi fordyber os i gospelmusikken.
Håb er centralt i al tro. Håbet om, at fremtiden er lysere end fortiden. Det drømmer vi alle om, faktisk uanset om vi betegner os selv som troende eller ej.
Håb er noget mærkeligt noget, for som Paulus skriver i Romerbrevet, så er der ingen der håber på noget, man ser opfyldt. Håb handler som det, vi ikke ser.3
At have håb, om at tingene bliver bedre, er ikke en fornægtelse af virkeligheden, som vi står i. Det er heller ikke en overoptimistisk tilgang til verden. Eller pessimistisk for den sags skyld.
At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, uanset hvad vi står i er, at tro på de løfter, som igen og igen gives af Jesus i bibelens mange historier.
2 JF Jer 29,11: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.
3 JF. Rom 8,24-25.
4 a f 4
Nu er der ikke nogen af os, som direkte er slaver, men jeg tror bestemt mange af os kan relatere til det, at vi kan føle os fanget i livet, at der er nogle omstændigheder, som vi gerne vil på den anden side af.
Det at håbe på, at der er mere end vi kan se, at livet bliver godt igen, er helt væsenligt. Gud kan se mere end os.
Selvfølgelig kan det nogen gang være svært at holde fast i det håb, når alt ser virkelig sort ud.
Gospelmusikken, og mange af bibelens historier, har et vidst trods over sig.
Kort sagt, så går det ud på at blive ved med at læse om, tro på, og synge om håbet på at Gud har fat i den lange ende, og at det som vi står i nu, bliver bedre.
I det er der også budskabet om, at der er en Gud, som kender os og går med os gennem sumpen og ønsker at være sammen med i modgang og i medgang.
Paulus taler endda i Romerbrevet om, at Gud Ånd kommer os til hjælp med at holde fast i håbet om, at vi ikke er glemt.
Hold fast i håbet! For der intet, der skal skille os fra Guds kærlighed.4 Den gælder nu og altid.
Kirkens præst, Thomas Risager, holder en velfortjent vinterferie, sår dag er gudstjenesten lagt i hænderne på lægprædikant Helge Munk.
Helge Munk vil tale om tilgivelse, og om det fantastiske, at Gud gør tingene nye. Når mennesker gør dårlige eller onde ting, lægger vi ofte skylden på svigt under opvæksten eller på andres negative påvirkning. Og vi tænker først og fremmest på straf og konsekvenser. Men Gud elsker os så meget at han i stedet for straf sætter os fri og bygger os op til at komme ud af det negative. Derfor bliver tilgivelse og kærlighed så meget vigtigere end straf og konsekvens. Vi får Guds tilgivelse, hvis vi vil have den.
Vi er nu nået til den sidste gudstjeneste med temaet “Halve sandheder” i denne omgang, og søndagens tale vil vi reflektere over talemåden “Elsk synderen, men had synden,” og efter talen i dag, er det mit håb, at vi aldrig mere siger denne halve sandhed til hinanden.
Du kan høre mere her:
Du kan også læse talens manuskript her. Bemærk, at der altid er forskel på det skrevne og det talte ord.
Tekster: Matt 7,1-5
1/2 Sandheder: Elsk synderen, men had synden.
I løbet af den sidste måneds tid, har vi undersøgt nogle af de ting, som kristne menesker siger til hinanden i bedste mening. Det er ting, vi siger til hinanden med en slags indforståethed, der nærmest signalerer, at man er mere from, hvis man benytter nogle af disse udtryk.
Vi har set, at flere af dem, ikke er så nyttige, som vi går og tror. Faktisk er nogle af dem udtryk for, hvad vi kan kalde usund tro og det viser sig at være klicheer, som faktisk sket ikke har sin bagrund i noget vi tror, eller noget vi kan læse i bibelen.
Vi har set på:
Der er en mening med alt
Gud, hjælper den, der hjælper sig selv.
Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.
Vi undersøger dette, fordi vi gerne vil tage vores tro alvorligt.
Som kirke vil vi gerne have at biblen har autoritet, men så vil vi knageme også tillade os selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk.
Hvis du er nysgerrig på, hvad der er sagt eller skrevet de sidde søndag, så kan du finde lydoptagelser af talerne og manuskripter til dem via kirkens hjemmeside eller kirkens facebookside. Brug det endelig, for det ligger der faktisk for din skyld.
2 a f 7________________________
Elsk synderen, men had synden. Hvor mange af jer, har hørt det før?
Jeg spørger ikke, om I har sagt det til nogen, for det er for pinligt. Jeg afslører dog gerne, at det har jeg sagt! Og igen, jeg har sagt det i bedste mening, som et ønske om at hjælpe et menneske videre i livet.
Lad mig sige det med det samme. Dette står ikke i bibelen.
Faktisk har det sin oprindelse fra en af de gamle kirkefædre, Augustin. Augustin var på banen i år 354-430. Han skrev til et nonnekloster, hvor de havde lidt problemer med nonnernes løfte om at leve i cølibat. (Det kan man da godt forstå!) I det brev skriver han: “Kærlighed for menesket, had til synden.”
Det er yderst tvivlsomt at Augustin havde tænkt sig, at dette skulle udvikle sig til en frase, som beskriver afskyen ved menneskers synd.
I 1929 skriver Mahatma Ghandi noget lignende i sin selvbiografi. Han skrev: “Had synden, men ikke synderen.”
Det er det, som folk husker, men igen, der er mere. “Had synden, men ikke synderen er en ide, som er let nok, at forstå, men sjældent praktiseres, og derfor spredes had i verden.”
3 a f 7
Elsk synderen, men had synden, siger vi.
Nogen gange siger vi også, at alle synder er lige, underforstået, at jeg er en lige så stor synder som dig.
Dette har sin baggrund i Romerbrevet, hvor der står: “for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud,…”1
Men, faktisk hvis vi læser videre i det vers, så fortsætter Paulus: “og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”2
Med andre ord, i kraft af Jesus, er der håb om et opgør med synden, og dette er ganske ufortjent og det er for alle – uden undtagelser. Det er det, vi kalder nåde.
Det vender vi tilbage til. For øjenene kører rundt i hovedet på flere af jer, og jeg gætter på, at nogle af jer sidder og tænker, årh nej, al den snak om synd. Jeg troede denne kirke var anderledes.
Når en præst bringer ordet synd på bane, så er der ikke mange af os, som har lyst til at høre mere.
Vi er så bange for at blive peget fingre af, fordi vi er kede af at blive opfattet, som fordømmende. Men vi kommer ikke uden om lige at se på, hvad synd er.
Det oprindelige ord i det Nye Testamente er ηαρματια
Det er egentlig et ord, som i sin grundbetydning betyder at afvige fra stien. Bag det ligger den tanke, at udenfor
1 Rom 3,23 2 Rom 3,24
4 a f 7
stien, kan der være svært at komme fremad, det kan ligefrem være farligt.
En anden betydning kan være at afvige fra målet. At komme ud af kurs.
I det ligger også betydningen at undlade at handle der, hvor vi godt ved, vi burde have gjort noget. Der hvor vi ikke stopper op og hjælper, hvor der er brug for det.
Vi er dårlige til at tale om synd. En af grundene er, at vi godt ved, at hver gang vi åbner munden med dette emne, skubber vi fok fra os. Kristne der taler om synd, virker frastødende.
Lad os bare blive enige om, at vi alle sammen kender til det med synd.
Jeg synes, at jo ældre jeg bliver, jo bedre forstår jeg hvad Paulus taler om, når han siger: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”3
Så den del af udsagnet, der siger elsk synderen. Det er for så vildt i orden. Elsk mig bare….
Men så kommer det egenlige problem også til overfladen. For stemmer dette overens med den større helhed af de ting, jesus faktisk sagde?
3 Rom 7,19
5 a f 7
Hvis vi begynder at se på, de ting i hinandens liv, der ikke er perfekte, og der kan vi sagtens finde noget, for vi er helt almindelige mennesker.
Vi kan sagtens selv slå os selv oven i hovedet med de ting, i vores liv, som ikke er smarte, der hvor vi kommer til kort – med andre ord synd, altså at komme lidt ud af kurs.
Jesus forholder sig aldrig til menesker gennem det filter, som siger noget om alt det dumme, som er i menneskets liv.
I teksten fra Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til ikke at pege fingre af andre, men netop at prøve at forholde os til os selv og vore egne liv.
Jeg tror, vi alle sammen har mødt mennesker, som synes de skulle fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. Jeg ved ikke med dig, men de får sjældent min opmærksomhed ret længe.
Had synden blev der sagt. Ja, lad os da endelig tage afstand fra alle de ting, der kan ødelægge vores liv.
Når man som jeg, er far til en teenager, snart to, så kan man se mange potentielle farer, som kan ødelægge liv. Had er et stærkt ord, men lad os være beviste om alt det, der kan ødelægge livet.
Elsk synderen. Hvordan skal vi kunne se synderen for bjælken i vore egne øjne?
Hvis man skal opsummere, hvad Jesus siger, så siger han: “Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud,
6 a f 7
Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”4
Dette siger jesus til en ung mand, som gerne vil vide sådan ultrakoncentreret, hvordan han skal leve sit liv.
Elsk Gud, Elsk din næste. Der er ingen fordømmelse her. Der er ikke taget stilling til hvem næsten er. Det er kun Marie Krarup, der tror, hun kan det.
Det menneske, du står overfor, er den du skal elske – betingelsesløst – og uden at kende vedkommendes fortid, eller dårlige sider.
Jesus udfordrer os ikke til at tage stilling til det potentielt dårlige i det menneske og så elske.
Vi skal elske uden forbehold.
Det er det, som bedst beskriver nåden. Den måde Gud elsker os på. En kærlighed, som møder os, der hvor vi er, uden hensyntagen til, hvordan vi lever. En kærlighed, som vi aldrig har fortjent, men som bare gives.
Det er sådan set den udfordring, der er.
Lad være med at pege fingere. Hvis du endelig er nødt til det, så gør det mod dig selv. Men vid, at Gud er nådig mod dig.
4 Mark 12,29-31.
7 a f 7
Og så lad os skynde os at glemme den halve sandhed vi startede ud med.
Elsk Gud og elsk din næste.
For når vi elsker uden al den snak og tanke om synd, så er det et klart budskab om Guds kærlighed.
Udsagnet om at Gud ikke lægger flere byrder på os end vi kan bære, tages under kærlig behandling under overskriften” Halve sandheder”. Hvis dette skulle være sandt, hvorfor er stress, så nærmest en folkesygdom? Hvorfor er der så mange af os, som føler alt vi kun lige hænger fast i tilværelsen med det yderste af neglene?
Hvor er Gud i det? Kan tro have noget at sige ind i dette?
Hør mere her:
Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk, at der ofte sniger sig lidt ekstra ind i det talte ord. Så der er ikke 100% overenstemelse mellem den forberedte tale og den faktisk tale.
Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.
I denne måned undersøger vi nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.
Nogen gange, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.
Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.
Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne talerække. ________________________
Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.
2 a f 5
Hvem har fået det sagt til sig – i bedste mening?
Jeg husker, at jeg har hørt det, på tidspunkter, hvor jeg har syntes at livet var urimeligt hårdt. Jeg har hørt præster trøste hinanden med dette – med undertonen, du skal være glad for at du har det hårdt. Det er fordi Gud bruger dig.
Alt dette er sagt med de bedste intentioner og med den bedste mening for øje.
Læser man på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og det gør præster jo, så finder man faktisk også en side, der handler om dette. Det er en udbredt blandt kristne, men det er ikke det samme, som det er sundt. Lad os tænke lidt over tingene.
Udsagnet står ikke direkte i bibelen, men mange mener at inspirationen til dette kommer fra 1. Korintherbrev kapitel 10 vers 13, som blev læst for os før:
“v13 De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”
Det græske ord for fristelser, peirasmos, kan også oversættes med prøvelser, eller test. Engelske bibeloversættelser benytter ofte ordet testning.
Paulus skriver her til den menighed i den græske havneby Korinth som han grundlagde omkring år 51 på en af sine missionsrejser.
Korinth var et af de mere levende steder i datidens verden, så den konkrete teksts kontekst, er at der er en menighed bestående primært at hedninge-kristne, som
3 a f 5
forsøger at lægge deres gamle liv bag sig. Livet som kristen var ikke nemt, fordi der overalt var alle muligeder for at forlade det nye liv, man havde fået. De mange templer, de mange tempelprostituerede. Der var alle muligheder for at blive fristet.
Det Paulus siger til dem her, er imidlertid, at der hvor fristelsen rammer dem hårdt, er det ikke Guds ønske, at man bukker under. Paulus taler om at Gud skaber en udvej.
De var den konkrete kontekst. Nu vrider vi lidt på tingene, og det kan man altid diskutere rimeligheden i.
Lad os bruge ordet prøvelser i stedet for fristelser.
““v13 De fristelser prøvelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes prøves over evne, men vil sammen med fristelsen prøvelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”
Igen er løftet, at der er en vej ud – eller måske mere korrekt gennem prøvelsen.
Intet sted står der, at vi ikke vil komme ud for prøvelser i livet, men løftet er, at der er en vej ud af det.
Lad os lige vende tilbage til den første del af sætningen. Gud lægger ikke større byrder på dig, end du kan bære.
Her antyder vi, at alle fristelser, prøvelser, tæsk i livet, skulle komme fra Gud. Dette medfører, at hvis din arbejdssituation er sådan, at du ikke magter det. Eller dit liv fisker sig sådan, at der bare er så meget bøvl, at det ikke er til at bære, så er den overordnede mening, at det
4 a f 5
er Gud, der giver dig dette, for at prøve dig. Det bliver Gud ved med at gøre indtil punktet lige før du knækker.
Giver det mening?
Det vil jeg tillade mig, at være ganske kristisk overfor. Især set i lyset at de ting, vi talte om i den første af talerne i denne serie, hvor vi gjorde op med ideen om at alt har en mening.
Hvis ellers Gud gav dig alt det, der tynger, så skulle Gud blive ved med at smide ting på dine skuldre indtil lige sekundet før, du bukker under.
Årh – mon det er sådan det er?
Kigger man overordnet på, hvad vi kan læse os til i bibelen, så slipper vi ikke for modgang og bekymring.
Gang på gang siger Jesus, at vi ikke skal være bekymrede og rigtigt meget siger han, at vi ikke skal være bange. Løftet er, at uanset om det er optur eller nedtur, så ønsker Gud at være vores tilflugt og hjælp.
1. Petersbrev 5,7 opsummerer dette: “v7 og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer
Med andre ord behøver vi ikke over for Gud at lade som om, at alt er godt. Vi kan være dem, vi er på godt og ondt.
For Gud ønsker at være sammen med os, også på de dage, hvor vi er langt fra perfekte.
5 a f 5
Gud vil være med os, også når vi intet kan, og vi kan stole på, at han vil hjælpe os.
Jeg vil faktisk foreslå, at vi i stedet for at sige: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære. siger
Gud hjælper dig altid med at bære.
Overfor Gud er det ok at være slidt og træt. Læg mærke til, at Jesus på det tispunkt faktisk kalder dem til sig, som er trætte og bære tunge byrder, og han vil give dem hvile.1
Man må hvile sig. Det er helt ok, og når man rejser sig igen, er der hjælp til at gå videre.
Gud hjælper dig altid med at bære.
Den erfarne sangskriver fra Salmernes Bog får det sidste ord:
Salme 46,1-2
v2 Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
v3 Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb,
v4 når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver.
I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”
I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.
Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?
I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.
Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.
I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.
Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?
Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.
Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.
Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.
2 a f 8
Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.
Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.
________________________
Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.
Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.
Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!
Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.
Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?
3 a f 8
Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?
En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.
Der er en mening med alt?
Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.
Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?
Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?
Er det virkelig sådan verden hænger sammen?
4 a f 8
Så det nu, vi går ind i teologien.
Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …
Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.
Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:
Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.
Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.
Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.
Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.
5 a f 8
John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.
Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.
Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.
Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.
Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.
Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…
Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.
6 a f 8
Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.
Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.
Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.
Hvordan styrer Gud så?
Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.
Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.
En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.
Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.
Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.
7 a f 8
Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?
Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.
Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.
Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.
Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.
Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.
Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.
Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.
1 Rom 8,28
8 a f 8
Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.
Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?
Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.
Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.
Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.
Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.
Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.
Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.
Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.
Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.
For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.
Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.
Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.
Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.
2 a f 4
De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.
Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.
Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.
De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.
Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.
Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.
Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.
De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.
3 a f 4
Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.
Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1
Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.
Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.
Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.
De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2
1 Esajas 60,6B
2 Mika 5,1-3
4 a f 4
Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.
Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.
De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.
Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.
Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.
Glædelig jul til dig!
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.
Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.
Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.
Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.
Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.
Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.
Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.
Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.
Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.
2 a f 6
Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.
Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.
Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.
Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.
Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.
Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.
Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!
Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.
3 a f 6
Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.
Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.
For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.
….
v5 For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1
Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.
Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.
1 Esajas 9,1&5
4 a f 6
De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.
At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.
Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.
Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.
“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«
Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.
Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.
5 a f 6
Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2
Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!
Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.
v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3
Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.
Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.
Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.
2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14
6 a f 6
Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.
Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.
Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen
I fredags det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved, er, at i dag er sidste søndag i kirkeåret.
Vi fokuserer på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu, hvis det faktisk er noget, man kan glæde sig til?
Du kan høre mere her:
Du kan også læse talen her. Der er altid lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.
Fredag var det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved er, at det i dag er sidste søndag i kirkeåret.
I dag fokuserer vi på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu hvis det faktisk er noget man kan glæde sig til?
Men føst, så lad os tænke tilbage i tiden.
Jeg vil have dig helt tilbage til din folkeskoletid og tiden lige inden eksamen i niende klasse.
Tanken om at skulle ind til bordet med det grønne klæde og trække spørgsmål, forebrede sig, være til eksamen, og endelig blive bedømt og få sin karakter. Det er er ikke nødvendigvis gode minder.
For det er trods alt de færreste af os, som synes at det er fedt, at blive stillet til regnskab for de bøger, vi aldrig lige fik læst. Det er heller ikke fedt, at skulle til eksamen i fag, hvor vi ved, at her har vi huller i vores viden.
Men omvendt, så er det jo knapt så belastende at skulle til eksamen i ynglingsfaget. Der, hvor man har styr på alt. Faget, hvor man har læst ekstra bøger, og føler sig rigtigt
2 a f 4
godt rustet. Der kan det ligefrem blive en fest, at skulle ind og blive bedømt.
Selvom de fleste af os tænker ikke særligt positivt om eksamen og bedømelse, så kan vi vel næsten blive enige om, at det er rimeligt nok, med en eller anden form for undersøgelse af, om man har styr på det.
Det er f.eks. rimeligt nok, at man skal til køreprøve inden man slippes løs i trafikken i en bil.
Verdensdommen er en slags eksamen. Og sandheden om verdensdommen og sandheden om eksamen er, at der jo er et liv bagefter. Livet går videre, selvom man kan tænke, at det gør det ikke.
Når Jesus kommer igen og holder dom, er det en god ting. Her sidste søndag inden advent begynder, minder vi hinanden om at advent på én gang er glæden over at Jesus kom til jord, og dermed er advent optakt til jul.
Advent er også knyttet til håbet om, at Jesus faktisk ikke er færdig med os. Vi tror og håber at han kommer igen, og vi får lov at se kærligheden for alvor få magt i verden.
Det er en god ting, for så betyder det enden på alle de problemer, som vi tilsyneladende ikke er i stand til at løse.
Slut med os og dem, flygtningestrømmen får en ende, sult ophører, freden indfinder sig, våbenene bliver tavse, undertrykkere sætter fri, menneskelige relationer går ikke i stykker, de fattige får det de har brug for, voldtægt og sexuelt misbrug er en saga blot, lyset vinder endeligt over
3 a f 4
mørket. Verden bliver et paradis, som det var tænkt til at blive fra begyndelsen.
Og ja, som Matthæusevangeliet fremstiller det her i kapitel 25, så skal der være en udvælgelse. Jeg er ikke sikker på, at det er udvælgelse der går på, om man har læst og forstået bibelen rigtigt, om man synger med på slamerne, eller synger gospel, om man kommer i Metodistkirken eller folkekirken, om …
Dette er ikke en test.
Det er retfærdighed på Guds måde.
Når vi tænker på verdensdommen, er det væsentlig at huske på, at Jesus er verdens frelser. At det var ham, som gav sig selv på et kors. At han døde og opstod igen for en gang for alle at gøre op med denne verdens synd. Synd er som bekendt det, der skiller mennesker fra Gud, men det er der gjort op med. Jesus har taget en for holdet.
Gud tvinger ikke nogen, som ikke ønsker det, til at være sammen med ham i kærlighedens rige, derfor er der to veje at gå.
Jesus siger: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for Jer, siden verden blev grundlagt.”1
Han fortsætter, for I gav mig noget at spise, I tog i mod mig, I klædte mig. Måske har vi ikke lige stået ansigt til
1 Matt 25,35
4 a f 4
ansigt med Jesus. Men det vi har gjort med et andet menneske, har vi gjort mod ham.
Jesus taler om almindelig næstekærlighed, ikke om “Mother Theresa agtig” adfærd, men om almindelig medmenneskelig adfærd, hvor vi alle sammen kan være med.
Det er Guds ønske og drøm for os, at vi må være med.
Jeg glæder mig til at stå ansigt til ansigt med Gud. Jeg har selvfølgelig sommerfugle i maven, som var det en eksamen, men det er det jo ikke.
Det er Guds kærlighed i fuldt flor. Det er lyset, som vinder over mørket.
Black sunday bliver til happy monday and blessed eternity.
Vi lever i en x-factor-kultur, hvor vi langsomt har vænnet os til, at nogle bliver udvalgt – og at andre som den naturlige følge heraf bliver fravalgt. Det er fedt at føle sig særligt udvalgt. Men følelsen af at blive fravalgt, måske endda gang på gang, kan gnave i vores sjæl og æde vores følelse af værd.
Gospelkoret Emmaus og præst Thomas Risager fortæller historien om at være særligt udvalgt af Gud. Ikke på grund af noget du kan eller gør, men ganske enkelt fordi, du er DIG. DU er et værdigt menneske. Også selvom du måske ikke altid selv kan mærke det.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det som er planlagt i forberedelsen, og det som faktisk siges under talen i gudstjenesten.
Alle os, der ikke er superstjerner med en bold, kan tænke tilbage på skoletiden. Det var en førstevælger og en andenvælger, og så blev klassekammeraterne ellers udvalgt én for én. Der blev tænkt nøje over, hvem man skulle have. Svend kan løbe hurtigt. Hvis ellers Kirsten tager det flade boldtræ, så rammer hun hver gang….
Kammerat efter kammerat blev taget og og til sidst blev der sagt… ok, vi tager Thomas.
Videre frem i livet, oplever man, at de andre finder en sød kæreste, de bliver færdige med at læse og lander det ene fede job efter andet, mens man selv er evighedstudent, på udkig efter den rette hylde i livet.
Når man følger gamle klassekammerater på Facebook eller ser hvad de spiser på Instagram, så smager endnu en færdigret fra Fakta, ikke videre godt.
Vi kan ikke lade være med, at sammenligne os med hinanden, men vi glemmer ofte, at den dag vores venner på Instagram sidder på den lokale grillsnask, fordi de ikke orker at lave mad, der ser vi intet opslag. Vi flasher nemlig aldrig vores liv, når det er helt almindelig kedelige leverpostejsdage eller når der er pomfritter med remoulade i bakken.
2 a f 5
Det skal vi huske når vi sammeligner hinandens perfekte liv, som kan få os til at føles os helt bagud i forhold til alle de andre.
Vi sammenligner os sjældent med virkeligheden, men med en opstyltet iscenesættelse.
Hvis vi er mere end, dem vi er på de sicoale medier, hvem er vi så?
Vi har et pas, og der står sort på hvidt, hvad vi hedder, hvor høje vi er, om vi er mand eller kvinde, hvor vi er født.
En del af os har en profil på Facebook. Her kan man se de mest flatterende billeder vi har af os selv. Nogle af os praler ligefrem med vores børn, og vi husker at tage billeder og skrive om det, når vi er med til noget fedt. Som her i aften f.eks.
Vi har alle sammen familier, nogle har meget med dem at gøre, mens andre har det stik modsat. Men vores familier udgør vores baggrund. Vi har nogle gener og noget miljøarv med os. Også selvom det måske er noget, vi mest af alt ikke ønsker at slæbe med os.
Vi har også evner og kundskaber, som vi kan bruge til at sælge os selv på arbejdsmarkedet. Nogle af os har tætpakkede CV, hvor vi ikke holder os tilbage med at fortælle om alle vore fortræffeligheder. Vi gør os så lækre, som vi kan blive.
Nogle af os er så heldige at vi også kan smykke os med titlen: far, mor, onkel, tante, bror, søster, mormor,
3 a f 5
farmor…. Nogle af os synes alt i livet er helt vildt fedt lige nu. Andre synes, at glæden og lyset er langtlangt borte.
Vi er egentlig så utroligt meget. At sige kort, hvem vi er, tror jeg ikke kan lade sig gøre.
Vi lever i en kultur, hvor vi på mange måder konkurrerer mod hinanden. På den ene side, elsker vi det, men vi på den anden side frastødes af det. Vi følger med i store tv- shows, hvor mennesker sorteres fra, for der skal findes en vinder. Det er programmer som x-factor, Vild med Dans, Robinson, Bagdedysten, hvor en af Emmaus- sangerne faktisk er med. Hele tiden sker der en udvælgelse. Det er fedt at blive valgt, knapt så fedt at blive vraget. Det er underholdning, men de føles ogs som virkelighed for rigtigt mange mennesker.
I bibelens univers findes Facebook, Instagram og x-factor ikke. Af gode grunde selvfølgelig, det var jo ikke opfundet. Men der er en helt række historier, som siger noget helt grundlæggende i forståelsen af, hvad et menneske er. Jeg vil vove den påstand, at der er noget i det, som vi kunne bruge.
Det første vi skal have fat i er selve skabelsesberetningen. Bibelens historie om, hvordan vi mennesker er blevet til.
Gud skaber mennesket. I sit billede skaber han os. Som mand og kvinde skabes vi.1 Vi ligner altså Gud, og sikke en mangfoldighed, vi er jo langt fra ens. Men vi er fælles
1 JF. 1. Mos 1,27
4 a f 5
om at være skabt i Guds billede. Det handler ikke om, hvad vi kan, men om den vi er.
I bibelen gør Jesus meget ud af at forklare mennesker, at Gud er en himmelsk far.
Hvis Gud er en himmelsk far, må vi altså være børn. Jeg ved godt, at mange af os er voksne, men vi er stadig nogens børn. Vi er også Guds børn.
Hvordan er det med børn. Elsker forældre dem, fordi de er gode til at spille harmonika? Eller bliver valgt først i, når der skal vælges hold til rundbold?
Nej, børn er elsket, alene fordi de er til. Børn er elsket for dem, de er, ikke for det de kan!
Bibelens univers er ikke historier fyldt med mennesker, som har styr på alting, mennesker som spiser rigtigt, motionerer rigtigt, mener alle de korrekte ting. Her afløser den ene historie om uperfekte menesker den anden.
Der er mennesker, som Moses, Abraham, som er i Bibelens univers er stampersoner til os alle. Vi har de tolv disciple, som blev enormt vigtigt for Jesus og den første kirke. Fælles for dem alle er, at de gang på gang ikke forstår, hvad der foregår omkring dem. Men også at der gang på gang fortælles en historie om at Gud vil dem, og ikke vender dem ryggen, selvom de ikke er videre perfekte. Gud bruger uperfekte mennesker.
Gud er der, ikke fordi de har vundet noget som helst, ikke fordi de synger godt, ikke fordi…. Vi er skabt af Gud og Gud har allerede udvalgt os til at være elsket. Han vælger ikke nogen fra, men vælger alle til.
5 a f 5
Du er udvalgt – bare fordi….
Hvordan ser sådan et udvalgt uperfekt menneske ud?
Sådan et menneske, der er elsket alene fordi det er til, og er udvalgt.. Hvordan ser sådan et menneske ud?
