Jeg kender ingen, som går gennem livet uden at blive udsat for fristelser.
Fristelser, som vi giver efter for, har det med at få magt i vores liv. Derfor er det vigtigt at kende fristelsen, når vi møder den.
Selv Jesus blev fristet. Han modstod fristelsen. Hør mere om hvordan Jesus gjorde det i dagens tale.
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 14. februar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 4,1-14. Jesu fristelse
Fristelserne lurer overalt, og derfor skal man hele tiden være på vagt og passe på.
Vi skal endelig skærme vore børn for verdens ondskab. Sådan er der kristne, som siger. Verden er farlig og man skal passe på.
Sådan siger vi ikke her. Vi bliver altid bekymrede for kirkelig tænkning, som deler verden op i os og dem. En opfattelse, som hylder at kirken og kristne på en eller anden måde er verden overlegen.
Hvis denne overlegenhed var sand, så var der aldrig nogle af vi, som tror på Gud, eller vi, der kommer i kirke, der kom galt af sted.
Vi HAR hørt om folk fra andre kirker, som faldt for fristelser…. 🙂
Verden er ikke farlig, men at tro, at man er immun overfor fristelse, er at være naiv.
Når vi tænker på fristelser, bliver det ofte de dramatiske fristelser, som dukker op i vores hoveder. Noget med kvinder, mænd, penge….
Men blandt de daglige fristelser, som jeg ser det, er det mere fristelser i retning af, at have lysten til at gå fra en konflikt. At vende ryggen til en, som har mere brug for at blive mødt med en omfavnelse og forståelse.
At drømme sig væk fra problemer i stedet for at arbejde med dem.
At mene, at alt der går skidt for en, altid har sin rod i andre mennesker. Det er deres skyld.
At tro at kritikere eller mennesker, som man ikke nødvendigvis er helt enige med, er dårlige mennesker.
…og så er der naturligvis alle de materielle fristelser…..
Jeg har på fornemmelsen, at hvis først vi kommer i gang med at lave lister, så bliver de lange. Længere, end vi har tid til i dag.
I Hebræerbrevet siges det med svulstige ord om Jesus, at han er vor ypperstepræst.
“Ja vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15 For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16 Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”
Jesus forstår fristelsen, hvilket jeg tænker er meget betryggende. Men jeg lægger lige mærke til bemærkningen: “Dog uden synd.” Jesus faldt ikke i.
Historien om Jesu fristelse er det, som sidder i baghovedet af Hebræerbrevets forfatter, der skriver formodentligt omkring år 80, i et forsøg på i den spirende kirke, at forklare Jesus og hans rolle. En rolle han fik, fordi hans liv, død og opstandelse mildest talt var spektakulært. – Og så selvfølgelig fordi han var Guds søn.
Et er, at han efter sin dåb var i ørkenen i 40 dage og til slut led sult, som Lukas tørt konstaterer det.
I et ørkenland er der enorm respekt for det. Solen banker ned om dagen og natten er iskold.
Det gjorde af Jesus var et menneske, man lyttede til. Faktisk er han så dan lidt BS Christiansen agtig.
Noget andet var, at han i sin svaghed, sulten og træt, står ansigt til ansigt med djævelen.
Hvis jeg havde sultet i 40 dage, tror jeg tanken om nybagt brød ville være ganske massivt til stede hos mig.
“Hvis du er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød!”
Hvis en fristelse er én vi falder i, så er det gerne sådan at fristelsen vinder magten over os.
Jesus ved og gennemskuer, at han vil være djævelsens lakaj, hvis han giver efter.
Fristelsen om at få al magt og herlighed i denne verden står også i skærende kontrast tl den skæbne, som Jesus vidste han var på vej mod.
Mennesker lyttede til ham, fordi han var 40 dage i ørkenen og klarede den. Men det at modstå de tre fristelser, er endnu mere sejt. Dette var en stærk indgang til det, som jesus efter går i gang med.
Jesus modstår fristelsen – sejt!
Det var ikke sidste gang, Jesus mødte fristelse i sit liv. I Matthæus 16 finder vi historien, hvor Jesus har delt med disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide og dø.
Peter stille sig foran ham: “Gud bevare dig Herre. Sådan må det aldrig gå dig!” Jesus svarer meget voldsomt: “Vig bag mig, Satan.”
Det har ofte undret mig, men jeg forstår at svaret indikerer, at han ser Peters udsagn, som en reel fristelse.
Jesus møder fristelse gennem sit liv, og vi møder fristelser gennem vore.
Hvad er det, der gør, at Jesus vinder (og vi ofte taber)?
For det første negligerer Jesus ikke fristelsen, men forstår alvoren og konsekvenserne af djævelens fristerier.
For det andet, er han så kendt med Gud, at han ikke et sekund tvivler på, hvad der er Guds vilje med ham.
For det tredje, så er han åben for at fristelser er en mulighed, så han forventer det.
For det fjerde, så er han fyldt af Helligånden, Gud er med ham.
Fristelser er reelle, vi skal ikke frygte dem, for Gud er med os i dem, men vi skal heller ikke være naive. Så der er god grund til bede med, når vi i Fadervor beder: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”
Amen
