Halve Sandheder 1/4 – Der er en mening med det.

Et udpluk fra dagens illustrationer

I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.

Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.

Tale – manuskript i PDF-Format

1 a f 8

Prædiken søndag d. 14. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Der er en mening med det

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.

I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

2 a f 8

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.

Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.

Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!

Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.

Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?

3 a f 8

Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?

En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.

Der er en mening med alt?

Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.

Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?

Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?

Er det virkelig sådan verden hænger sammen?

4 a f 8

Så det nu, vi går ind i teologien.

Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …

Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.

Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:

Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.

Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.

Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.

Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.

5 a f 8

John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.

Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.

Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.

Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.

Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…

Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.

6 a f 8

Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.

Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.

Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.

Hvordan styrer Gud så?

Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.

Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.

En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.

Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.

Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.

7 a f 8

Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?

Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.

Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.

Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.

Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.

Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.

Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.

1 Rom 8,28

8 a f 8

Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.

Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?

Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.

Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.

Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.

Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.

Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.

Amen

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

 

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Kærlighed er svaret – Thomas Risager

Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret. Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.
Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.
Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Manuskript i PDF-format

 

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 10. september 2017. Metodistkirken i Odense.

©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,15-20. & Rom 13,8-14. Midt i blandt jer

Kærlighed er svaret!
Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret.

Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.

Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.

Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.1

Nogen af Jer ved, at jeg var et par uger i Oslo umiddelbart efter Breiviks angreb på regeringskvartalen i Oslo og massakren på Utøya.

Det var helt tydeligt allerede ved ankomsten til Oslo, at noget var helt helt anderledes.

Jeg husker at jeg trådte ud af flybussen, og blev slået af at der var helt fuldstændigt stille. Ingen trafiklarm, ingen fester eller glade gæster ved alle de mange udendørs restauranter. Der var stille.

1 Rom 13,10

2 a f 5

Jeg var ankommet til en by i sorg. Sorgen var massivt tilstede.

Blomsterhavet fyldte pladsen foran Domkirken, de bredte sig ud over vejene, så busser og biler kunne ikke passere. Domkirken var åben og mennesker bad og tændte lys, mens præsterne var synligt tilstede og igang med et trøste folk.

Selfølgelig var der også vrede mod Anders Breivik, men sorgen og ikke mindst værdigheden, hvormed Oslo bar dette var slående.

Jeg lagde mærke til et skilt midt i blomsterhavet, som talte til mig:

“Hvis én mand kan udvise så meget had, tænk hvor meget kærlighed, vi alle kan vise sammen.”2

Jeg ved ikke om det var den unge pige, som sagde de samme ord til CNN, der har lagt den buket.

Men her oplevede jeg, at mennesker i en situtation, der var konfliktfyldt og kunne være fyldt med hævntørst og had, bevidst valgte et andet svar.

De gjorde det, som Jesus udfordrer os til i Bjergprædiken. De vendte den anden kind til.3

Der var masser af vrede og det var ok, men man valgte kærlighedens vej.

2 Ukendt overlever til CNN

3 Matt 5,39

3 a f 5

150.000 mennesker var samlet i Oslo og den norske kronprins sagde de berømte ord:

“I aften er gaderne fulde af kærlighed. Vi har valgt at besvare grusomhed med nærhed. Vi har valgt at møde had med sammenhold. Vi har valgt at vise, hvad vi står for.”4

Jeg kender naturligvis ikke overvejelserne eller baggrundende hos de mennesker, som her siger de vise ord.

Set med mit perspektiv. Og det perspektiv er, hvis nogen skulle være i tvivl, et kristens perspektiv, hvor jeg føler mig alvorligt udfordret til at forsøge at efterligne Jesus.

Set fra mit perspektiv er disse kærlighedssvar åbenlyst rigtigt. Der er heller ingen tvivl om, at det er svar, som har krævet vilje til at afstå fra at lege med på onde præmisser, som blev sat med angrebene.

Kærligheden, som Jesus udfordrer os til ikke kun at tale om, men at udleve, virker.

Vær ikke nogen anden skyldig, end at elske hinanden, for den der elsker andre, har opfyldt loven.5

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan det egentlig ser ud, det der næstekærlighed og det med at efterfølge Jesus.

4 Kronprins Haakon af Norge

5 Rom 13,8.

4 a f 5

Selvfølgelig er vores liv og vores hverdag ikke så dramatiske som ugerne i 2011 var i Norge.

Men det er sådan det ser ud.

Et bevidst og reflekteret valg om at møde uretfærdighed og ondskab med kærlighed. Det er en kærlighed, der koster.

Måske tænker du, at det er at lade sig trampe på. Men det er jeg ikke enig i. Jeg vil sige tværtimod, for gengæld får ikke nogen til at standse op og tænke. Gengæld fanger ikke verdens opmærksomhed, for det er vi så vant til.

Kærlig vend den anden kind til, bemærkes i en verden, der er fyldt af så meget andet end kærlighed.

I Johannesevangeliet er Jesus samlet med sine disciple. Det er deres sidste aften sammen og han udfordrer dem.

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«6

Det er blandt andet noget af det, som I ser på billedet bag mig. Et billede som er taget en helt almindelig aften her i kirken.

Kærlighed er lovens fylde.

6 Joh 13,34-35

5 a f 5

Amen.

Hvem er det nu, du er? – Thomas Risager

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Men om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder. Men man ved, at man kender ham!

Hør mere her, hvor Thomas Risager taler ud fra en bibeltekst fra Matthæusevangeliet kapitel 16 vers 13-20:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 27. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 16,13-20 – Hvem er det nu du er?

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder.

Men man ved, at man kender ham!

Sådan en oplevelse havde jeg for en del år siden på en café i Aarhus. Den rare unge mand hilste venligt på mig. Det var så kronprinsen! Jeg syntes nok, at jeg kendte ham!

Jeg tror mange mennesker har en fornemmelse af Gud, der er lidt som at møde det menneske, som forekommer en at være en, man kender. Men man kan ikke lige helt huske sammenhængen eller navnet, for den sags skyld. Men der er noget bekendt.

Når man møder et menneske, som man ikke lige kan genkende, skyldes det ganske ofte, at man møder dem i en halt anden kontekst, et helt andet sted, den der, hvor man sidst mødte dem.

Jeg tror mange forventer, at der hvor Gud findes, er i kirken, og den måde vi holder gudstjenester på, gør ikke nødvendigvis, at man har oplevelsen af, at nu har man mødt Gud i kirken.

2 a f 5

Slevfølgelig kommer vi men en forventning om, at Gud er her. Og det vil jeg gerne slå fast at han er. Gud er her! Det kan godt være at vores tro er lille, usikker eller fremmed for os. Men Gud er her – også her!

Men der er trods alt to nye forældre, som er kommet med deres lille pige i dag. To forældre, som kommer her og beder os – og det er os alle sammen – om at være sammen med dem om, at bede til Gud for Ane og for hendes liv.

De har ovenikøbet bedt deres venner og familie møde op, så I kan være med til det.

Det gør de, fordi dette er vigtigt for dem.

De vil selvfølgelig gerne se Jer alle sammen til en lille hyggelig fest, men de vil også gerne have jeres hjælp og Guds hjælp, så de kan være bedst mulige forældre for det barn, som de har fået ansvaret for.

Når et forældrepar bærer et barn ind i kirken sker det på en forventning om, Gud vil høre vores bøn og være tilstede i dåben.
Når vi i dag beder med, og glæder os sammen med Line og Rune, så er det et stort udtryk for tro.

Det er et udtryk for tro, hvor der måske ikke er så mange ord, men et udtryk for tro, det er det.

Her i kirken der det en forventning, at Gud velsigner, Ane i dag. At han lover, at være med hende alle dage i al evighed.

3 a f 5

Vi forventer også, at Gud ikke kun velsigner her i kirken, men at han i høj grad gør det i den helt almindelige kedelige hverdag, når den kommer.

Gud er nemlig ikke begrænset til kirken. Gud er ikke engang begrænset til livet.

Så selvfølgelig kan man møde Gud på steder, hvor man aldrig havde forventet, at det ville ske.

Det er også derfor, at vi nogen gange kan ende med, at blive ganske overraskede over, at vi har oplevet at Gud var nær. Der er et eller andet, som er helt ok, men vi kan ikke lige sætte ord på det.

Vi har oplevelsen af, at selvom livet måske er møgsvært, så har vi den der underfundige fornemmelse, at det skal nok gå. Den her oplevelse af, at vi ikke er alene.

En følelse af at være elsket og holdt af. Det kommer midt i arbejdsdagen. I Søstrene Grenes snørklede gange.

Gud kan vise sig i den samtale vi har med et andet menneske. En af de samtale, hvor ordene virkelig har vægt, og vi oplever forståelse og at vi forstår. Ikke at vi nødvendigvis er enige, men vi ved, hvordan verden ser ud med et andet meneskes øjne.

Hvis jeg spurgte ud i kirken i dag. Hvornår har du sidst tænkt, at Gud må være nær.
Jeg ved godt at det er mærkeligt spørgsmål at få. Det er måske en smule udansk, fordi vi ikke er vant til at dele vore inderste tanker om tro med hinanden.

4 a f 5

Det er faktisk meget lettere for os at tale med hinanden om sex…

Vi må hellere komme tilbage til Gud. Hvornår har du sidst tænkt: “Gud er nær?”

Jeg tror, vi vil høre en del forskellige svar, og vi vil blive nødt til at konkludere noget i retning af: OK, Gud møder menesker på alle mulige og mulige steder og tidspunkter.

Det er der ikke noget nyt i. Jesus går sammen med de tolv disciple, og han kan ikke dy sig for at spørge dem om, hvem folk tror han er.

Det er der alle mulige bud på. Alle buddene går på bibelske personligheder, som disciplene og alle har hørt om. Men det er Peter, som slår hovedet på sømmet. For han ved hvad han har set og hvad han har hørt.

Han er ikke et sekund i tvivl: “Du er Kristus, den levende Guds søn.”1

Peter har fattet at Jesus er ham, som Gud har sendt til verden for at give verden endnu en chance for at forstå bredden og dybden af hans kærlighed til os.

Læg mærke til at dette ikke handler om forstand. Jesus siger til Peter: “»Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.”2

1 Matt 16,16 2 Matt 16,17

5 a f 5

Med andre ord. Det har du ikke selv fundet på Peter. Det er Gud, der har vist dig det.

Sådan er det med tro. Det er noget Gud viser os, og det kan ske hvor som helst i livet.

Mit håb for dig og for Ane er, at når det sker, så kan du genkende det.

Gud er ikke fremmed for os. Evnen til at genkende Gud ligger dybt i os. Det er måske det der gør, at vi fornemmer noget, uden rigtigt at kunne sætte ord på det.

Faktisk er det ligesom at møde det der menneske, som man godt ved at man kender, men man kan bare ikke lige ……

Amen.

 

En kærlighedens stemme – Thomas Risager

Ikke særlig Jesus-agtigt …

“Nogle gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse. Jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til. Så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Den diskussion får kæmpe indflydelse på, hvordan vi som kristne forholder os til mennesker med anden tro og baggrund end vores. Vi er slet ike så snæversynede, som man måske kunne tro.”

 

Du kan høre mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der i dag er flere afvigelser i det talte ord fra det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 20. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matthæus 15,21-28

Nogen gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse, som jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til, så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Jesus er gået ind i områderne ved Tyros og Sidon. De navne siger måske ikke os så meget, men for Matthæusevangeliets oprindelige læsere, som var jødekristne, vil dette sige dem, at Jesus har forladt jødernes land.

Han er gået derind, hvor de fremmede bor. Hedningerne, de ikke jødiske. Dem som jøderne den gang i ikke flatterende vendinger kaldte for hunde.

En af dem, som Matthæusevangeliet er skrevet til vil være på vagt her.

Nu kommer kvinden og trænger sig på. Matthæus siger ovenikøbet, at hun er kanaaæer. Dermed er det stadfæstet, at hun ikke blot er upopulær, men direkte uren. Et undermenneske set med datidens øjne.

2 a f 5

“Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.”1

Jesus ignorerer hende. Han lader som om, hun ikke eksisterer.
Den jødiske eller jødekristne læser vil vil blive bekræftet i, at hun får som hun har fortjent. Vi kan nemlig ikke have med den slags mennesker at gøre. Deres verdenssyn og tro er direkte skadelig. Hvor er det godt, at Jesus ignorerer hende.

Og disciplene, de har også forstået det, da de vil sende hende væk.
Jesus bekræfter dem i det. Han svarede: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.”2 Senere i Matthæusevangeliet er det slået fast, at evangeliet skal prædikes i hele verden.3 Men her i begyndelsen af evangeliet er det Jesu opfattelse, at det er jøderne først, og så hedninger.

Det gjaldt kvindens syge datter. Så hun kastede sig ned og bad om hjælp.
“Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.”4

Det er meget nedværdigende opførsel og sprog. Kvinden taler tidens sprog, ligesom Jesus gør det.

Det sker et skifte her, som er væsentligt.

1 Matt 15,22

2 Matt 15,24

3 Matt 24,14

4 Matt 15,27

3 a f 5

Jeg hævder ikke, at vide, hvad der er foregået i hovedet på Jesus.

Vi skal huske at Jesus er opdraget jøde, og hele sit liv, har han fået at vide, at de, som tror og tænker som ham og hans familie er rigtige. De andre er helt enkelt forkert på den. De tager fejl, så alvorligt, at vi kalder dem for hunde. Ignorer dem, og lader som om de ikke findes.

Det er den baggrund han har med, men han ser en mor, der tigger for sin datters liv. Han ser hendes frygt og mærker hendes tro og længsel. Lige der sammen med den kanaánæiske kvinde bryder han med alt, hvad han tidligere har lært. Alt hvad han troede var sandt og rigtigt omkring kaananæere skiftede han synspunkt på.

Han kunne ikke længere omtale hende som en ussel hund. Nu så han bag facaden og alt det han har lært at holde afstand fra. Her så han et menneske og fandt en tro.

Denne diskussion får kæmpe indlydelse på hvordan vi som kristne bør forholde os til mennesker med anden tro og baggrund end vores.

Vi lever i en verden, som i tiltagende grad bliver polariseret. Vi hører andre mennesker omtalt på langt værre måder, end det vi er vidner til, Jesus gør her.

Vi oplever at mennesker begår terror i Guds navn. Vi hører at Islamisk Stat med stolthed påtager sig ansvaret for enhver idiot, der kører ind i mennesker med en bil.

Det fylder os naturligvis med afsky og det skal det.

4 a f 5

Jeg tager afstand fra enhver form for vold, diskriminering og had. Det er naturligvis de ekstreme ytringer, jeg tager afstand fra. Jeg fordømmer det, hver gang, der står muslimer bag det, hver gang der står jøder bag det og hver gang der står kristne bag det.

Det er så nemt bare at sige og mene at de andre er nogle hunde, for nu at bruge Jesu ord.

Vi hører meget om ekstreme muslimer. Vi læser om ekstreme jøder, og tro mig, der findes også masser af forskruede kristne.

De mennesker vi ikke hører om, er de fornuftige muslimer, jøder og kristne. De udgør langt hovedparten i alle tre grupperinger. Det tavse flertal.

I vores måde at forholde os til andre mennesker og måske anderledes tro, er det utroligt vigtigt, at vi bruger et sprog, der ikke øger polariseringen og dermed giver brændstof til den frygt og fremmedgørelse, som så nemt kommer til at råde.

I begyndelsen af denne beretning, havde Jesus et mindset, som var polariserende. Men han opdager at han står overfor et menneske, der ikke lever op til alle de fordomme, havn havde fået.
Han så kvinde, som den hun var med de længsler og den tro hun havde. Det forandrede alt. – Ikke bare for kvinden, hvis datter blev rask, men også for Jesus og alle os, der forsøger at følge efter ham.

Når vi læser om, hører om, taler om en, som vi betragter som fremmed, så udfordrer det, at vi gerne vil efterfølge

5 a f 5

Jesus, os til at se, at vi står ansigt til ansigt med en næste, som vi jo er forpligtet til at elske.

Det er muligt at de holdninger, vi står overfor er onde, men der er altid et menneske bag.

I Romerbrevets afsnit om livet efter Guds vilje, udfordrer Paulus de kristne. Han siger: “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”5

Kærligheden skal have det sidste ord!
Amen
Salme: Inden jeg har søgt dig, har du fundet mit hjerte

5 Rom 12,21

 

Kom ud! – Thomas Risager

I sommer var vi i bjergområderne nede i Harzen. En dag skulle vi op på et bjerg, og turen derop gik med en kabinebane. Sådan én hvor man sidder i en kabine, som hænger i et kabel. Gulvet i kabinen var lavet af glas.  Der var en smuk udsigt, men der er også et element af tillid involveret i at tage sådan en tur. Tillid til at kablet kan bære. Tillid til at gulvet, selvom det er af glas, kan bære.

Tro handler også om tillid. I dag kal vi se på en historie, hvor Peters tillid og tro sættes på en prøve. Det går faktisk ikke særligt godt, men det er der også pointer i.”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er lidt forskel på, hvad der er skrevet i forberedelsen, og hvad der er sagt under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 13. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33

Kom ud!

I sommer var vi i bjergområderne nede i Harzen. En dag skulle vi op på et bjerg, og turen derop gik med en kabinebane. Sådan én hvor man sidder i en kabine, som hænger i et kabel. Gulvet i kabinen var lavet af glas. Der var en smuk udsigt, men der er også et element af tillid, involveret i at taget sådan en tur.

Tillid tillid til at kablet kan bære. Tillid til at gulvet, selvom det er af glas kan bære. Hver gang vi kom til sådan en mast, hvor bærehjulene sidder rokkede det hele, og det hjalp ikke, hvis man er lidt bange.

Til sidst turde vi alle – i hvert fald børnene – at stå på glasgulvet. Til vores store lettelse holdt det.

Faktisk så er hverdage fulde af ting vi gør, som kræver at vi har tillid til ting og til hinanden. Når vi bevæger os i trafikken, er vi nødt at have tillid til at alle de andre opfører sig efter reglerne, ellers kan det utroligt nemt gå galt. Det gør vi noget i tillid.

Når jeg sætter mig ind i et fly, har jeg tillid til at piloterne ved, hvad de laver. Når jeg lader en læge operere i et mint knæ, har jeg tillid til ham. Når jeg overlader mine børn til skolen, har jeg tillid til lærerne og pædagogerne.

Sådan kan vi blive ved med eksemplerne. Hver eneste dag, handler vi rigtigt ofte på en måde, som fordrer, at vi

2 a f 4

har tillid til andre. Vi er afhængige at konstruktioner, teknik og andre menneskers adfærd omkring os.

For at kunne leve, er vi nødt til at have tillid…. Tillid og tro hænger sammen.

Hvis jeg vælger at tro på, at Guds kærlighed gælder mig. At da jesus døde på korset, og opstod fra de døde igen, at det er sket for mig, og det er det endelige sejrstegn på, at Guds kærlighed er stærkere end alt andet, selv døden. Så er jeg jo nødt til at at have tillid til at det faktisk er sandt.

Så tror jeg jo på, at uanset hvad der sker i mit liv, så får Gud det sidste ord.

Det er det jeg tror. Tilliden kommer ind i billedet, når jeg også tør leve efter det.

Tilliden kommer ind i billedet, når jeg tør lade være med at frygte for dagen i morgen.

Det er tillid, når jeg slippe frygten og uroen for døden.

Jeg har tillid, når jeg tør elske min næste uden frygt for afvisningen, eller bekymringen for, hvad det mon kommer til at koste mig.

Det er et spørgsmål om tillid, når jeg tør stole på, at uanset om jeg selv har dummet mig, når jeg kommer galt af sted, så griber Gud mig.

3 a f 4

Jesus disciple er taget ud på søen for sejle på den anden bred og gøre klar til at Jesus kommer.

Vejret er blevet dårligt og vinden er i mod. Mørket er faldet på og bølgerne bliver højere og højere. Det nærmer sig, der hvor disciplene bliver bekymrede.

Midt om natten ser de en skikkelse på vandet. Det er Jesus, som kommer gående på søen. Hvis ikke de var bange, så blev de det dér.

Jesus går på vandet. Det kan da ikke lade sig gøre. Nej, med naturvidenskabelige briller på, giver det ikke mening. Det kan ikke forklares. Men der er så mange ting, Jesus gør, der heller ikke kan lade sig gøre. Lamme der går, blinde der ser, stumme der taler, døve der hører, døde der vågner. Det er et spørgsmål om tro, og det giver ikke altid mening.

Disciplene er rædselsslagne. Jesus siger, som han ofte gør, når mennesker er bange: “Frygt ikke!”

Peter, som jo er handlingens mand, udbryder: “Hvis det virkelig er dig Jesus, så byd mig, at komme ud på vandet til dig!”

Der er to ing i dette. På den ende side, har Peter brug for bekræftelsen, på den anden side, så har Peter så stor tillid til sin tro på Jesus, at han i en situation, hvor han allerede er bange, kan gå på vandet, hvis Jesus siger, han kan.

En vigtig pointe, som vi tit overser, når vi kigger på denne historie er, at Peter faktisk går på vandet.

4 a f 4

Peter går på vandet hen til Jesus.

Peter har tillid til Jesus. Han ser på Jesus og bevæger sig hen mod ham. En væsentlig del af det at tro, er at se på Jesus. En væsentlig del af tro, er at bevæge sig mod Jesus.

Peter går på vandet mod Jesus.

Men da han kigger væk fra Jesus og ser hvor oprørt vandet egentlig er, så ryger hans tillid til at dette kan lade sig gøre, og han synker.

Som skræmt barn råber han: “Herre, frels mig!”

Selvfølgelig rækker Jesus hånden ud og redder Peter, selvom Peters tillid og tro et øjeblik svigtede ham.

Tro og tillid er det, der i første omgang gør, at vi tør leve livet, hoppe ud af båden og tage skridt ud i det usikre. Det skal vi endelig gøre.

Men det er også befriende at se, at det i sidste ende ikke handler om vores tro. Når vi synker, handler det om, at Jesus rækker ud efter os og hiver os op.

Det ønsker jeg at have tillid til, ligesom jeg er nødt til at have tillid til at wiren holder, når jeg sætter mig i en kabinelift sammen med min familie.

Amen.

 

Begrænsinger eller muligheder – Thomas Risager

Er du pessimist eller optimist? Eller påstår du, at du er realist, til stor irritation for optimisterne? Kan intet lade sig gøre, eller kan alt klares med et snuptag?

Eller med en anden formulering: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Hvad ville du tænke, hvis Jesus bad dig om at bespise fem tusind mennesker med fem brød og to fisk?

Hør mere her….

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 6. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,13-21.
Begrænsinger eller muligheder

Er du pessimist eller optimist? Eller påstår du, at du er realist til stor irritation for optimisterne?
Kan intet lade sig gøre, eller kan alt klares med et snuptag?
Eller en anden formulering er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Mig bekendt har Jesus aldrig foretaget en personlighedstest. Han ved ikke hvilke bogstavkombinationer, Meyers Briggs vil efterlade ham med. Han lever formodentligt fint uden den viden.

I begyndelsen af dagens historie fra Matthæusevangeliet ved vi, at det Jesus hører dette, drog han bort for at være alene.

Jesus er formodentligt ked af det, for det han har hørt er, at hans fætter Johannes Døberen er blevet slået ihjel.

Jesus har gjort sig bemærket i en sådan grad, at folk ganske enkelt følger efter ham. De vil høre mere og de vil se mere. Mange af dem har hørt ham fortælle lignelser, som de måske ikke forstod i alle detaljer, men de fornemmede i hvert fald, at når Jesus fortalte om Gud, så lød det faktisk som om, at Gud er kærlig, elskende og én, som ikke bare sidder i himlen og fordømmer mennesker.

De har kunne se på Jesus, de kunne mærke på Jesus, at der var noget, som de meget gerne ville høre mere om.

2 a f 4
Og nå ja, så er der jo også lige alle historierne om mennesker, som bliver helbredt for alle mulige dårligdomme, der ødelagde deres liv.

No wonder, at der var trængsel for at se og høre, hvad Jesus havde at sige.

Vi kender godt det, at når vi har gang i noget, som optager os helt vildt, så glemmer vi alt om, at vi egentlig er sultne og pludselig er klokken alt for mange.

Det er præcis det, som sker for de mange mennesker, som er samlet omkring Jesus.

Pludselig lyder en stemme: “Det er sent! Send dem bort, så de kan købe mad. Det er snart mørkt!” Realisten, ham som under alle forholde bevarer jordforbindelsen, har talt. Sådan én var der også blandt Jesu disciple. De tolv var lige så forskelige som vi, der er i kirken i dag.

Nej. siger Jesus, I kan give dem noget at spise.

Pessimisten, sådan var der også, siger Jamen, vi har da kun fem brød og to fisk.

Igen, så ved vi ikke om Jesus er glasset som halvtomt eller halvt fyldt. Men Jesus havde forståelse for, at der hvor Gud velsigner, der der der det, der for os ikke ser ud af meget, noget, der kan få uendelig stor betydning.

Få dem til at sætte sig, giv mig de fem brød og de to fisk.

Jesus takkede for brød og fisk og velsignede det. Brød brødet og gav de skeptiske disciple det, og lod dem dele ud til de fem tusind mennesker.

3 a f 4

Miraklet skete. Alle havde spist og der var mad – maser af mad til overs.

Dette er virkelig en mærkelig historie.

Pessimisten vil sige: Jamen, det kan jo ikke lade sig gøre. Der mp have været masser af mennesker, som har haft mad, som de har delt mellem sig. Måske, det ved vi jo ikke.

Optimisten vil sige: Jamen selvfølgelig er der nok. Folk har heller ikke brug for så meget, så har holdt sig lidt tilbage. Måske er det sådan, det er foregået. Det kan vi ikke vide.

Det er, i mine øjne, en af skønhederne ved bibelens historier, at det, ligesom med kunst, er op til os selv at finde ud af, hvad vi får ud af det.

Tro har egentlig ikke noget med optimisme eller pessimisme, at gøre

Jeg vil sige, at tro ikke rigtigt deler os op i optimister eller pessimister, selvom bibelen er fyldt med beretninger, hvor de også optræder.

Tro er facitløst. Jeg kan f.eks. ikke stå her og sige, hvad der er rigtigt for dig.

Jeg kan heller ikke fortælle dig, hvordan du skal forstå denne historie.

Men jeg vil gerne have lov til at fortælle dig, hvad jeg tænker.

4 a f 4

Føst vil jeg gerne sige, at have tro er ikke et udtryk for overdreven optimisme eller pessimisme for den sags skyld. Tro er et udtryk for et håb om mig, Asta, dig med er stærkere end alt andet jeg møder på min vej gennem livet. Ja, stærkere end døden.

Tro er heller ikke så meget et spørgmål om døden og livet efter døden. Mest af alt er tro et spørgsmål om livet her og nu. Det er derfor, at vi igen igen støder på Jesus, som ud fra hverdagssituationer fortæller om Guds kærlighed og omsorg.

Tro er et håb om og en tillid til, at der er mere end det jeg kan se.

Det er håbet om, at når vi døber Asta og alle sammen lover at bede for hende og gøre hvad vi kan for familien, at Guds kærlighed er meget mere end det vi kan se.

Det er tilliden til at det, som for os er fem brød og to fisk, i Guds hænder kan være så meget mere.

Det er det, jeg vælger at tro på, og når jeg hører at fem tusind mennesker, foruden kvinder og børn, bliver mætte, ja, så fyldes jeg med håb og tro.

Og der er nok til, at vi kan deles om det!

Amen.

 

Det er vigtigt at hvile – Thomas Risager

Den sidste søndag inden sommerferien handler om hvile. Hvile er en god ting, som er helt nødvendig for os mennesker.

Da Gud skabte verden, lagde han hvilen ind på syvendedagen. Han havde brug for det, og han ved, at vi har brug for det. Derfor er det faktisk også et af de ti bud.

På søndag giver Thomas Risager et par bibelske principper for balance i livet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF

1 a f 4

Prædiken søndag d. 9. juli 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 2,1-4 & Matt 11, 25-30

Jesus siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.“1
Jeg tror, at mange mennesker kan nikke genkendende til det med at være træt og slidt, og synes, at man i hverdagen bærer mange tunge byrder.

Faktisk møder jeg i mit arbejde, foruroligende mange mennesker, som føler sig presset af deres hverdag.

Arbejdspladserne og kirkerne er fulde af mennesker, som har det sådan. På arbejdspladsen bider vi tænderne sammen og siger til os selv, at når denne opgave er overstået, bliver det bedre. Så kommer der mere luft i kalenderen.

Samtidigt skriver aviserne også, vi har en utrolig høj arbejdsmoral, det på mange måder er et tveægget sværd, fordi det er jo er supergodt, at vi kan arbejde igennem, men antallet af mennesker på arbejdsmarkedet, der går ned med stress er rekord højt. Det koster kassen for vort samfund og de menneskelige omkostninger for de ramte familier er enorme. Dette er et samfundsproblem, som er reelt for rigtigt mange mennesker.

I går sagde de ti tv-avisen, at ingeniørforeningen har lavet en undersøgelse, der afslører at 15 procent af

1 Matt 11,28)

2 a f 4

medarbejderne står til rådighed for arbejdspladsen i ferien.

En anden undersøgelse viste at 1 million danskere tjekker arbejdsmailen på mobilen, selvom de har ferie.

Jeg bliver faktisk bekymret, når jeg ser sådanne tal. Jeg tror helt enkelt ikke, at det er sundt, at vi tror vi er så uundværlige, at vi er nødt til at tjekke mail i ferien.

Det er ikke kun på arbejdspladserne, at dette er et problem. Det er det også i kirkerne.

Her siger vi med stolthed til hinanden, at Gud ikke giver os større byrder, end vi kan bære. Underforstået: du må være stærk, siden du får betroet så mange byrder.
Vi lukker nogen gange øjenene for, at præster, ledere og frivillige i kirkerne ofte er endog meget trætte og på kanten af udbrændthed. Men hvis jeg ikke får mere end jeg kan bære, er der så noget galt med mig når jeg føler mig mast?

Nogen af os siger også. at det er Gud, som kalder os til at gøre de ting, vi gør i kirken. Derfor kan man ikke bare lade være eller holde pause, fordi vi kan jo ikke svigte Guds kald, når nu opgaverne står i kø. Og opgaverne er mange, næsten altid er der mere vi følger vi bør gøre, end vi faktisk har tid og ressourcer til.

Men når man er træt, bliver man mismodig, for alle de andre bliver ved og ved, og tager opgaver på sig i en uendelighed. De efteruddanner sig og deres have vidner om, at de også har tid til havearbejde. Det kan jeg jo se på linkedin og på Facebook.

3 a f 4

De andre kan klare alt, mens jeg oplever mig helt mast. Hvad er der galt med mig?

Nej, det er ikke noget galt med dig! Du er menneske, skabt i Guds billede. Du er netop ikke en robot ude fra robotklyngen her i Odense, men menneske, præcis som du skal være.

I vores moderne samfund, hvor vi alle skal være på informationsstrømmen 24/7 og ikke tør slukke telefonen i ren angst for at blive hægtet af, der slider vi uforholdsmæssigt meget på hinanden.

Vi lukker øjenene for den gamle bibelske visdom om at holde sabbat. Om at lukke totalt ned og give vores hjerne, sind og krop et pusterum og give Gud plads. Det er det, Jesus inviterer til, når han siger: Kom til mig….og jeg vil give jer hvile.

Søren Pind har i den sidste tid gjort sig bemærket ved, at han ganske enkelt har forbudt sine medarbejdere, at sende mails om søndagen. Som han siger, det er fint at vi arbejder hårdt og meget, men ingen skal være tvunget til at være på om søndagen, så der sender vi ikke mails.

Vi er så utroligt dårlige til at hvile og puste ud. Det er ikke noget nyt.
Faktisk har det, siden mennesket kom til, været en udfordring. En udfordring så stor, at Gud fandt det nødvendigt, at påbyde hvilen som et krav i de ti bud: “Husk sabbatsdagen og hold den hellig.” (2. Mos 20,8)

4 a f 4

Vi taler meget om reformation i disse dage. Jeg tror, at vi trænger til at reformere vores måde at arbejde på – og ikke mindst vores måde at prioritere hvile og ro.
Der er afgrundsdyb visdom i, at der er en hviledag en gang om ugen, og stor værdi i de længere pauser, som sommeren kan give.

Vi svigter ingen ved at holde fridag og ferier. Faktisk ødelægger vi os selv og vores arbejdspladser og vore kirker, hvis ikke vi gør det.

Så herfra skal der lyde: God ferie! Det er vigtigt – mindst lige så vigtigt som at gøre det godt på jobbet.

Amen

Sæt din tro i spil – Thomas Risager

Når vi udfordrer vores tro, har det gerne den positive bivirkning, at vores tro vokser og udvikler sig.

Jesus giver i Matthæusevangeliet nogle gode råd til sine disciple.

Det kan du høre her, hvor Rune Lomholt og Julian Levin læser dagens bibeltekster:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 2. juli 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 10,40-42 & Romerbrevet 6,12-23
I helliges

Når man skal ud og flyve med lidt forskellige flyselskaber, så mærker man virkelig, at der en enorm forskel på, hvordan man bliver modtaget som kunde hos dem.

I gennerelle vendinger, så oplever jeg, når jeg er mad SAS i hvert fald på de lange ruter, så er man gæst og man er så velkommen også selvom man har en af de helt billige billetter. De gør alt, havd de kan for, at du får en god oplevelse.

Hvis man så f.eks. skal videre i USA, og havner hos United, så er det en ganske anden sag. Her er man nærmest i vejen og bliver behandlet som et stykke kvæg, som de faktisk genner rundt med.

Hvad tror du jeg foretrækker?

Jeg foretrækker selvfølgelig, der hvor jeg er velkommen. Der hvor jeg ikke er til besvær. Naturligvis da!

Det lille tekst stykke fra Matthæusevangeliet taler om det her med at blive taget imod.

Inden vi går dybere ind i det, skal vi lige se sammenhængen, som det står i. Det er altid klogt med at bibelstykke, at man lige ser, hvad der står før og efter, så man har en eller anden ide om kontekst og sammenhæng.

2 a f 4

Vi er, som vi har været de sidste to søndage stadig i den del af Matthæusevangeliet, der har overskriften Udsendelsestalen.

Dette er altså de sidste formanende ord disciplene får, inden Jesus faktisk sender dem afsted med mandatet til at gå ud og forkynde. Han sagde til dem: “Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! v8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.”1

Når Jesus instruerer dem her til sidst, så er det ikke fordi de skal nyde gæstfriheden, de steder, hvor de oplever det. Det er faktisk ikke for deres skyld.

Men fordi disciplene skal huske i hvis ærinde det er, at de går. Og på vegne af hvem det er, at de modtages. Det er nemlig ikke dem, der i centrum. Det er den Gud, som har sendt dem, og når de modtages vel, er det Gud, der modtages godt.

Så alene en god modtagelse, en gæstfri modtagelse af af en udsendt discipel, så er vi langt, for det menneske skal i følge Matthæus ikke gå glip af sin løn.2

De sidste søndage har vi fokuseret på, at vi må se os selv som udsendte, fordi vi må antage, at gælder udfordringer Jesu disciple, så gælder de også os.

Jeg tror der er en vigtigt pointe i at lægge mærke til, hvad Jesus faktisk anvender som succeskriterie. Han taler ikke

1 Matt 10,7-8.
2 JF. Matt 10,42.

3 a f 4

om, at folk skal sige, at de tror. Han siger ikke noget om, at disciplene skal få folk til at melde sig ind i en kirke, men han siger blot at I tages godt i mod, så er vi langt.

Det er jo rigtigt, og det er sagt mange gange, at tro ikke handler om os selv, men om andre.

Men lad os lige afslutningsvis se på, hvad det er Paulus siger i Romerbrevets 6. kapitel.

For tanken i al tro, er jo også, at det gør noget godt ved os, noget fint i os.

I kirken her taler vi om, at frelse er en proces, som ikke er færdig, fordi man bestemmer sig for at tro. Men at troen medfører, at Gud kan få en til at ligne Jesus mere og og mere i tanke, ord og handling.

Den proces kalder vi helliggørelse med et rigtigt metodistord. Det er et udtryk for at vort indre menneske gradvist bygges op, så vi kan rumme mere og mere af Guds kærlighed i os, og at det så må flyde over og komme andre mennesker til gavn.

Paulus taler om at vi ved tro er blevet befriet fra synden, som vi var trælle for. Underforstået, at den havde magt i vores liv. Det tror jeg de færrest af os kan undslå os fra.

Men nu er det gennem nåden, retfærdigheden, der råder.

Ligesom man kan være underlagt synd, kan vi også være underlagt retfærdighed og dermed trælle for Gud i stedet for synden.

4 a f 4

Når vi er udsendt. Når vi sætter vores tro i arbejde, som trælle, det udtryk Paulus bruger, så får vi faktisk den løn, at vi helliges.

Ud over at det er godt for andre, at høre om Guds kærlighed, så gør det også noget godt i os selv.

Det er da totalt win win!
Amen.
Salme: Jesus ved dit bord du bænker

 

…Giv det for intet… – Maria Bræstrup Aaskov

Maria Bræstrup Aaskov siger om søndagens gudstjeneste:

“Jesus gik omkring, og hvor han kom, tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed. På samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud. Som reglerne til et stjerneløb gav han dem instrukser om, hvor de skulle gå hen, og hvilken opgave de skulle løse undervejs. Og som start på stafetten mindede han dem om, at: “I har fået det for intet, giv det for intet”. Hvordan kan vi tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Tale “…giv det for intet”

Jesus havde det med at beskrive, så menneskerne der lyttede, så et billede for sig – ofte tog han udgangspunkt i det som var deres virkelighed. I dette tilfælde er udsigten en frodig mark.
Der er endnu lidt tid, men om få uger kan en tur på landet fremkalde det samme syn på disse breddegrader, marker, der venter på at blive høstet. Og Jesus forklarer i dette tilfælde, hvad han tænker på og ser – han sammenligner marken, høsten, med de mennesker der stå klar, klar til høre og få del i Guds kærlighed, og videre beskriver Jesus hvordan høsten er stor, men antallet af arbejderne er få, de som skal høste og bringe byttet ind hus – i overført betydning, de som skal tage sig af og sørge for de endnu ikke kristne, så de kan komme i hus, finde hjem.

Jesus disciple var de første Jesus sendte ud – som arbejdere til høsten – Jesus sendte sine 12 venner af sted med en pep talk og opmuntring til at dele ud af det de selv havde fået del i – og bringe Guds rige med sig. I de vers, som kommer i forlængelse af dem vi har delt i dag, beskriver Jesus hvordan disciplene skal bringe fred med sig hvor de kommer frem, og hvor freden ikke bliver taget imod, skal de blot gå videre – tro kan ikke påduttes mennesker, men skal tages imod på eget initiativ.

 

Jesus selv, kom også vidt omkring, og hvor han kom frem tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed – og på samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud – som reglerne til et stjerneløb, gav han dem instrukser om hvor de skulle gå hen og hvilken opgave de skulle løse undervejs – og som start på stafetten mindede han dem om “I har fået det for intet, giv det for i intet”.

 

Måske det kan ligge fjernt for os, at skulle gå ud og prædike, at Himmerige er kommet nær! Men som sidste søndags pointe var, er vi, som disciplene, også kaldet, til at gå – sendt af Gud, som sendebud, der bringer det med os, vi har fået del i.

 

Hvordan kan vi mon tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?

I dele af verden ”koster” det mere at blive kristen, end i vores andedam, for nogle er det med livet som indsats at bekende sin tro – hvilket kan være svært for os at sætte os ind i – men det får mig, til at påskønne at vi trods alt kan tænke og tale frit, hvor vi bor. Det er ikke en selvfølge!

 

Hvad vil det sige at være i mission i dag, for os?
Falder det dig naturligt – eller et det noget du skal anstrenge dig for? I forskellige sammenhænge opvejer vi sikkert alle, om vi finder det oplagt at tale om det der betyder noget og er afgørende i vores liv, eller om vi i andre tilfælde nedtoner og undlader, for ikke at blive sat i bås og være genstand for fordomme og spørgsmål – det er en balancegang, mange af os sikkert forsøger at meste.

Når vi tænker på vores familie, omgangskreds, venner eller kolleger, ved vi i mange tilfælde hvad de står for, og måske om de betragter sig selv om troende – selv om det for mange er en privat sag, skinner det ofte igennem! Hvordan oplever du at kunne bringe det med dig, du har fået, og give det videre…?

Vi har fået det for intet, og vi skal give det for intet  –
Gud hjælpe os til at være i hans kærlighed og bringe den med os, så den gør godt og gøre noget ved de mennesker vi omgås.
Amen!