Opstandelsens betydning – Thomas Risager

Dette er skrevet for at I skal have tro!

Sådan skriver Johannesevangeliet i afslutningen på kapitlet om Jesu opstandelse fra de døde. Thomas Risager taler om opstandelsen og dens helt bærende betydning for al tro.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er forskel mellem dette skrevne forberedte materiale og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 8. april 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.

Der hvor vi lander i Johannesevangeliet i dag, slås det fast med syvtommersøm, at det stadig er opstandelsesdagen. Men det er blevet aften og Johannes siger, at disciplen holdt sig ind bag lukkede døre af frygt for jøderne.

Måske skal vi lige prøvet at sætte os i disciplenes sted, ved at forestille os, hvordan de må have det.

Prøv en gang at forestille dig, hvad disciplene har været igennem de sidste dage.
De har oplevet jesus ride ind i Jerusalem. Godtnok har han sagt at han skal lide og dø, men vi siger jo så tit til hinanden at livet er hårdt. Pjat med dig jesus det her går jo godt, se på folket. De er glade for at se dig. De vifter med palmegrenene og jubler over at se dig. Det her det bliver fedt mand!

De tror du kommer for at gøre deres liv bedre. Det tror vi også.

Disciplene har været på en total optur først på ugen. De har jo set Jesus som verdens frelser og de ser, at alle andre også ser det, Selvom man skal være forsigtig med at bruge ordene, at dette er historisk, så er det den fornemmelse de har. De er med til noget helt vidt fantaststisk. Det er de faktisk også, men det kommer til at se anderledes end de ha ved forestillet sig.

2 af 5

Vi kender påskens drama og husker, at Jesus på skærtorsdage fortæller om nadveren som en måde at mindes ham på, hver gang vi spiser. Det bliver Judas, der kommer til at forråde Jesus. Det er helt ufatteligt, at en af deres egne kan gøre det. Det er mærkeligt, at Jesus ikke er rasende på ham, men lader ham være med ved måltidet, når han nu ved det. Men Jesus er ikke som folk er flest. Og efter få minutter stormer Judas pludselig ud.

Efter måltidet går de ud og Judas kommer pludselig tilbage og kysser Jesus, og inden de ved af det, er de omringet af romerne, som tager Jesus med sig.

Vi ved, at han blev pin og plaget, slæbt fra Herodes til Pilatus, for til sidst at dø på et kors på Golgatha.

MEN vi ved også, at kvinderne tidligt om morgenen fandt graven tom. Han var opstået, sådan som han havde sagt det.

Det er dér de er. Det er midt i det vakuum og følelseskaos det hele sker. Er dette den bedste eller den værste dag i deres liv? Kan vi tro, at han virkelig er opstået? Kommer de efter os? Frygt, angst, glæde, kaos.

Midt i det kommer Jesus til dem og står pludselig midt iblandt dem, som Johannes skriver det. Fred være med Jer, siger han. Ordene han siger og synet af Jesus, der viser dem sine sår, får dem til at falde fuldstændigt til ro.

Jesus kommer til dem, når de er allermindst imponerende og allermest bange. Han vender ikke ryggen til det, som vi nogen gange ser som svaghed, der er han: Fred være

3 af 5

med Jer. Disciplene bliver glade, siger Johannes. Det kan jeg godt forstå.

Til gengæld kan jeg også godt forstå at Thomas lider under det ret moderne FOMO (Fear Of Missing Out) Han var der ikke, da Jesus stod der.
Snak om at gå glip af noget vigtigt.

Det er præcis det man risikerer, hvis man en søndag vælger ikke at komme i kirke.

Jeg forstår Thomas, når han siger til de andre, at det kan godt være, at I har set og I fortæller mig det nu. Men beklager. Det der, der jeg nødt til selv at se, selv at opleve.

På mange måder har jeg det som Thomas, det kan godt være at I siger, men jeg er nødt til at se det selv. Jeg har brug for at danne mig mit eget indtryk.

Der går en uge, og så er det præcis hvad der sker.

Da stod Jesus pludselig midt i blandt dem igen: Fred være med Jer!

Thomas bliver kaldt frem. Der hvor mennesker er bange og forvirrede, der hvor mennesker ikke kan tro, står Jesus og siger: Fred være med Jer.

Det gør han der, hvor mennesker er meget langt fra de rådende idealer. Jeg tænker, at det er godt at vide. Det er jo ikke smart at været tvivlende, rådvild eller bange. Det er jo ikke det vi flasker på Instagram. Men Thomas står ved, hvordan han har det. Jeg synes han er en helt.

4 af 5

Endda siger han til Thomas “»Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”1

Jesu opstandelse er det mest utrolige og samtidigt troværdigt.

Opstandelsen fra de døde er det underligste og samtidigt det vidunderligste.

Opstandelsen fra de døde er kernen i al kristen tro, fordi den viser at kærligheden ikke var tomme ord.
Fordi den viser at kærligheden sejrer over alt andet.
Fordi jesus viser sig efter opstandelsen for mennesker og han giver fred, når vi er bange, håb, når vi er modløse, og liv, når vi skal dø.

Opstandelsen er nær ved umuligt at forstå. Det kan Thomas ikke, men den kan tros. Og det kan den på en måde, så man kan mærke det.

Johannes sagde, at der er liv i hans navn gennem tro. Også gennem “ringe” tro.

Johannes slutter af med at skrive:

v31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Dette er talt for at vi skal have liv i hans navn ved tro.

1 Joh 19,27-28.

page4image1622368page4image1622576page4image1622784

5 af 5

Amen
Salme: Jesus som iblandt os står

Han er opstanden, Ja Han er sandelig opstanden – Thomas Risager

Påskedag er kommet og i kirken fejrer vi, at Jesus opstod fra de døde.

Dermed ser vi at hans kærlighed ikke blot var tomme ord, men sejr over alt tænkeligt mørke i livet. Kærligheden sejrer – selv over dødens kulde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken Påskedag d. 1. April 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 16, 1-8.
Jesu opstandelse – Påskedag

Men I, hvem siger I, at jeg er?

Sådan spørger Jesus sine disciple. Han vil gerne vide, hvad de tænker om ham.

Vil vi ikke alle det, gerne vide, hvad mennesker tænker om os?

Et er, hvad vi tænker om os selv, men det giver ikke det fulde billede af, hvem vi er. Noget andet er, at vi er afhængige af at høre, hvad andre siger, og det de siger er med til at forme os danne os.

Ingen af os kan stå alene. Vi formes og dannes af vore relationer. De som er tæt på os, er med til at gøre os til dem, vi er. Alene bliver vi aldrig fuldendte.

I fastetiden har vi – eller en del af os – læst os gennem et materiale, som påstår, at vi nemt kommer til at gøre Gud, for lille i vore tanker og snakke om, hvem Gud egentlig er.

Det kan der bestemt være noget om. Vi har lært at Gud kan være alt fra en hallalhippie til en piberygende kumbayah Gud. Han kan sikkert også være alt derimellem og ud over de definitioner.

Hvordan kender vi Gud?

2 a f 5

Det gør vi gennem det, vi læser i Bibelen, gennem det vi hører i kirken. Og selvfølgelig også gennem det, vi hører og danner os en mening om i samtalerne f.eks. i smågrupperne, eller i de dybe samtaler i stearinlysets skær, mens der kun er en slat vin tilbage i glasset.

Og så er der lige den underlige detalje, at Gud jo er en åbenbaringsgud, som vi siger.
Det betyder at Gud ikke bar viste sig, for de bibelske personer, hvis historier blev skrevet ned, men at Gud stadig viser sig for mennesker. At Gud ønsker at være i en relation til os.

Her bliver det unægteligt en lille smule langhåret. Men jeg tror mennesker oplever Gud i deres liv. Det tør jeg godt sige, at jeg selv gør.
Ikke på samme dramatiske måde som journalisten Charlotte Rørth, har oplevet det, og som hun har skrevet om i sin bog “Jeg mødte Jesus,” men mere som en stille overbevisning om at jeg ikke er alene.

Tiderne skifter. Hvis en person som Charlotte Rørth for ti år siden var stået frem med den historie, var hun blevet udstillet som værende helt væk fra vinduet.
Men i dag er det interessant og det viser sig også, at er er mange mennesker, som faktisk står frem med lignende historier. Det er der nu kommet en ny bog ud af af. “Vi har mødt Jesus.”

I de kommende uger skal vi høre historier om, hvordan disciplene har mødt Jesus. Det er vel at mærke efter hans død og efter hans opstandelse, men han lever, og de møder ham. De ser ham, de hører ham, de rører ved ham og de ser ham spise. Med andre ord sker alle de

3 a f 5

ting, der skal til, for at man kan have en relation stadig, efter opstandelsen.

Og hvordan var det med en relation? Den er med til at præge os og gøre os til dem, vi er.

Relationerne er også noget af det, som er på spil, når det er påske.

Jesus led og døde – han gav sig selv – Langfredag. Inden solen gik ned, blev han lagt i en klippehule, som skulle være hans grav. En kæmpe sten blev lagt for indgangen, så graven var forseglet.

Alle, der har prøvet at miste en man elsker til døden, ved at det gør ondt og man er ude af sig selv. Der er en relation, som er brudt.

Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen, hvor solen lige var stået op, gik Maria Magdalene, Maria og Salome ud til graven for at salve ham. Det var en måde at vise den sidste ære, men også den endelige afslutning på begravelseshandlingen.

Markus gør en del ud af, at fortælle at stenen for graven er tung, og kvinderne tænker meget over, hvordan de mon skal få den væk, så de kan komme ind i graven med deres salver. Vi skal forstå, at det er nær ved umuligt med mindre man er en hel flok mænd, der kan skubbe stenen væk.

Men stenen var væltet fra. Jesus var ikke i graven. I stedet ser de en ung mand i hvide klæder, her skal vi tænke Guds sendebud – en engel – sidde inde i graven.

4 a f 5

“Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«1

Men de blev forfærdede! De var rystede og flygtede fra graven. De var helt ude af sig selv, og de kunne ikke tro, hvad der var sket. Så i følge Markus siger de ikke et ord til nogen.

De andre tre evangelier er kvinderne de første, som forkynder at Jesus er opstået, men ikke hos Markus.

De kan ikke forstå det.

Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem kan egenlig det? Når mennesker siger, jeg har set Jesus, så bliver jeg altså lidt skeptisk, og tænker ja ja…. men jeg bliver også lidt nysgerrig.

Måske skal jeg lige i parantes sige, at Jesus, her hos Markus, viser sig for dem, som ikke kan finde ud af at tro. Er det egentlig ikke en rar tanke? Det er hans initiativ, og det sker igen og igen. Læs eventuelt selv videre i kapitel 16.

Men nu er det altså påske, så vi siger det højt og er lige glade med om mennesker, tror vi er skøre.

Jesus ER opstået – graven ER tom!

1 Mark 16,6-7

5 a f 5

Det er sket som han har sagt. Dermed ved vi, at hans kærlighed ikke var tomme ord. Han gav sit liv. Der er gjort op med det onde, med lidelsen, med ensomheden, med synden, med tomheden og med døden.

Der er gjort op med alt det, som vi frygter. Intet af det kan slå den kærlighed, som gives i påsken.

Jesus er opstået.

Der er ingen grund til at betvivle at den historiske Jesus har levet, og at han blev modtaget i Jerusalem, at han led og døde og at graven på tredjedagen var tom.

Det ved vi!

Tro handler om, hvorvidt vi tør tro på, at det har med os og vort liv at gøre.

Tro handler om at Jesus / Gud har ønsker at have en relation til dig. Han har gjort det fornødne.

Spørgsmålet står tilbage: “Hvem siger du, at Jesus er?”

Glædelig påske!

Amen.

Halve Sandheder 1/4 – Der er en mening med det.

Et udpluk fra dagens illustrationer

I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.

Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.

Tale – manuskript i PDF-Format

1 a f 8

Prædiken søndag d. 14. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Der er en mening med det

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.

I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

2 a f 8

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.

Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.

Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!

Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.

Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?

3 a f 8

Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?

En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.

Der er en mening med alt?

Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.

Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?

Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?

Er det virkelig sådan verden hænger sammen?

4 a f 8

Så det nu, vi går ind i teologien.

Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …

Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.

Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:

Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.

Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.

Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.

Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.

5 a f 8

John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.

Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.

Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.

Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.

Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…

Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.

6 a f 8

Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.

Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.

Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.

Hvordan styrer Gud så?

Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.

Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.

En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.

Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.

Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.

7 a f 8

Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?

Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.

Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.

Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.

Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.

Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.

Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.

1 Rom 8,28

8 a f 8

Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.

Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?

Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.

Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.

Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.

Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.

Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.

Amen

Hvem savner du? – Thomas Risager

I dag er det Alle Helgens Søndag. Det er tradition i kirken, at man under gudstjenesten nævner navnene på de, som er døde. På dem som vi savner og er taknemmelige over har været i vores liv.

I dag mindes vi undervejs i gudstjenesten de, som vi savner.

Der vil være plads til at mindes, tænde lys og glæde os over de menneskers betydning i vores liv.

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 6. november  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 6, 20-31 & Åb 21,3-5.

Alle Helgen

Salige er I som græder, Salige er I som er fattige, Salige er i som sulter….. Med lidt specielle ord lover Jesus, at det skal blive godt igen.

Gud har nemlig en drøm for sin verden. En drøm, hvor alt det, der gør ondt, skal afløses af sine prægtigste modstykker. Sådan afslører Desmond Tutu, at han tænker om Guds kærlighed til verden.

Den er ikke bare et klap på skulderen og en kleenex til at tørre tåren, der må falde. Nej, den er en helt ny verden. Guds kærlighed er et helt nyt liv.

Et nyt liv, som man kan få del i efter livet. Men sandelig også et nyt liv, som man kan tage hul på her og nu i dette liv, i dag og i morgen.

Et nyt liv, der begynder med at man tror, håber, holder fast i eller forventer, at den kærlighed, Gud møder verden med, ikke er en upersonlig kærlighed, men en dybt personlig kærlighed, der tager sit udgangspunkt i den elskede – i dig.

Gud har set dig, Gud har hørt dig, Gud elsker dig.

Nu ved jeg godt, at man kan sidde og tænke, at jeg har intet gjort for at fortjene dette. Jeg er uværdig. Jeg har gjort så meget dumt i mit liv.

Så vil jeg sige, at dette handler ikke om kvalifikationer, for det kommer fra Gud, men du er alligevel rimeligt velkvalificeret.

For nogen gange er de fattige i ånden, som i første omgang ser Guds rige.

Det er ikke en opfordring til at gå ud og lave mere bøvl. Det vil Paulus iøvrigt også advare mod. Men en opfordring til at tage imod.

For det er den kærlighed, der giver modet, styrken og viljen til at gøre det radikale, som jesus opfordrer til. Nemlig til at elske vore fjender, gøre godt mod dem, der hader os. Til at velsigne dem, der forbander os. Til at vende den anden kind til, hvis nogen slår os.

Det er noget af det sværeste i denne verden. For en uges tid siden, hvad vi en mand i kirken, som var langt ude. Han var der, hvor det eneste, han magtede var konfrontationen med vold og trusler om at ville både skade og slå ihjel.

Jeg er ikke bedre menneske, end at jeg havde så meget lyst til, at klappe ham en på skrinet. Men hvad havde det hjulpet?

Så havde jeg (og Max) jo bare været ligesom verden, og måske som han, havde forventet.

I stedet blev han ganske vist håndfast ledt ud af kirken. Han lovede at han ville komme igen og slå os ihjel. Alle er jo velkomne i kirken, for her er plads til alle.

Jeg tror, eller jeg håber på, at når han kommer til sig selv, så vil han alligevel tænke, at dette var underligt. Her blev den anden kind vendt til. Og hvem ved, om det kan blive begyndelsen til forandring.

Når vi tager Jesus på ordet her, så er det radikalt anderledes end det denne verden byder. Men det kan skabe et fredsrige på jord. Jeg taler ikke om et hippierige med fri kærlighed. For vi ved, at også i Guds rige, i kirken, der slipper vi ikke for konflikter og uenigheder. Hvis man håndterer den slags efter den udfordring Jesus giver, så ødelægger det ikke, for så indser man, at man nok er uenige, men er af et hjerte….

Det er det, Jesus lover skal være på den anden side af livet, men som han udfordrer os til, at tage fat på nu i dette liv, på denne dag i dette øjeblik.

I dag er det Alle Helge Søndag. Dette er dagen, hvor mange af os indser, at vi savner mennesker, som er døde fra os.

Når vi mærker det som en sorg, så er det jo fordi de ikke var ligegyldige for os, og slet ikke ligegyldige for Gud.

Når jeg tænker tilbage på nogen af dem, jeg savner, så er det nogen af dem, der med deres liv har vist mig tro. Det er dem, der har elsket de umulige – elsket mig. Det er dem, der med deres liv har investeret i mig. Og været med til at gøre mig til den, jeg er.

Vore måde at være overfor hinanden betyder ikke kun noget nu, det får længere betydning end bare her og nu.

I dag har jeg talt om, at Guds rige kan være her, hvor vi er, og at vi kan se det, når vi lever i det, ved at tage Jesus på ordet.

Guds rige har ikke grænser, hverken i rum eller tid. Jesus er gået foran for at berede en plads til os, og vi må tro på, at dem vi savner, er Guds hænder, for så radikal er hans kærlighed til os.

I Guds rige er alting godt. Her er der fred og ingen fare.

Den sidste bog i bibelen taler om dette, når der står:

v3  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

v4  Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.

v5  Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!

Se han gør alting nyt.

I dag fejrer vi at det må gælde dem vi savner.

Vi mindes:

Elin Madsen

Frida Nordtorp Bendixen

Svend Aage Pedersen

Pelle Kofoed

Louise Jonassen

Heidi

Anna og Niels

Susanne & Jeanne

Amanda Thomsen Risager Sorensen

Ingelise

Henrik

Kirsten

Benedikte Owens Marqversen

Lisbeth Henriksen

Erik Lorentzen

Anette

Bartolo Suarez Santana

 

Bøn og Lys…… stille musik…..

 

Bøn:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv.

Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker

dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din

hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter

om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit

evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre.

Amen.

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet – Thomas Risager

Alle kommer ud for stormvejr i livet. Tro handler om at holde fast i håbet om, at alt bliver godt igen på den anden side. For Gud har styr på alt det, vi er bange for. Når vi falder, griber han.

Talen på i dag fortsætter rækken af prædikener under temaet “Lev stærkt”.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger lidt fra manuskriptet.

G20160814 (Talen i pdf-format)

Prædiken søndag d. 14. august  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,49-56 & Rom 8,24-25.

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet.

Hvis ikke man er interesseret i sport, så er det hårdt at være til for tiden. Man kan jo ikke tænde et tv uden at sendefladen er dækket af alle mulige, mere eller mindre underlige sportsgrene, fra OL i Rio. Hvor er det herligt, at atleter fra hele verden er samlet, og så er alle verdens konflikter og modsætninger sat på hold, for nu skal der dystes i ærlig kappestrid.

Nåe ja, så gør det jo heller ikke noget at vi i nat lige fik Gud til Danmark, da Pernille Blume lige gav alle andre baghjul i svømning.

Noget af det, som man finder i Rio og andre steder i Sydamerika, hvis man skulle finde på at gå i kirke, er herlighedsteologi.

Meget kort fortalt går det ud på, at hvis det går dig godt i livet. Hvis du er succesfuld og har mange penge. Hvis du hele tiden flyder ovenpå, så er det fordi Gud belønner dig for din troskab.Fordi du er god til at stole på Gud og tro på ham, er belønningen, at du ikke bliver syg, at du kører og bor godt, at du er rig.

Det er jo også meget herligt, bare ikke for de, som ikke klarer sig godt. Skulle du være i tvivl om, hvad jeg mener, så synes jeg, der er mange ting at forholde sig kritik til i herlighedsteologien.

I kritikken fæster jeg mig selv ved de mange historier i bibelen, hvor Jesus gør op med farisæernes fastlåste synspunkter, at man selv skulle være skyld i sin ulykke.

At ting i livet går skævt, at ulykken og sygdommen rammer, kan vi aldrig løfte os ud over. Det er et grundvilkår, som vi må leve under. Et grundvilkår, som har sin rod i, at vi lever i en brudt verden. En verden, hvor ondskaben og meningsløsheden også findes. Og indtil Jesus kommer igen, vil det være en realitet.

Skulle sygdommen og ulykken ramme, kan det aldrig skyldes at vi tror for lidt eller forkert.

Nogen gange sker elendige ting bare for gode mennesker. Det gør ondt. Det har vi oplevet på nært hold i denne uge, og det skræmmer os, fordi vi ikke kan håndtere meningsløshedens vilkårlighed.

Når vi ser på den bibeltekst, som vi har foran os i dag, så kan jeg godt forstå, hvis du ikke helt kan følge sammenhængen med det, jeg har sagt indtil nu, med den mærkelige bibeltekst, som blev læst inden talen.

I versene inden dette, forbereder Jesus disciplene på, at der kommer en dag, hvor brudgommen kommer igen.

I “Bibelsprog” betyder det, at nu er det endelige opgør mod ondskabens magt umiddelbart forestående. Der hvor Guds rige endeligt slår igennem er på vej. Der hvor alting er utopisk godt bliver virkelighed.

Det kan ske i dag, i morgen eller næste sommer. Men det er snart.

Jesus taler dunder her. “ Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.”

Disciplene synes egentlig, at det er fint nok, at de sådan kan være sammen med Jesus og hygge om deres tro.

(Sådan tror jeg egentlig mange kristne har det. At det med tro, er sådan tradition i familien. Det er sådan noget dejligt musik, og det er så hyggeligt i kirken. Vi får det så godt af det.)

Jesus banker i bordet for at få dem til at fatte, at der er meget meget mere på spil her. Det handler ikke om hygge.

Disciplene kan godt forstå, at når vinden kommer fra syd, så kommer varmen. Men de kan ikke se, at når de stumme taler, de lamme de går og de døve de hører, så er det tegnene på at nu kommer Guds rige nær.

Derned afviser de egenlig, at tro også er at håbe på, at tingene bliver gode igen. Jesus er frustreret over det. De har jo allerede set en flig af det, men de kan ikke lave koblingen til Så deres egne liv. At de står overfor en ny virkelighed.

Når Guds rige kommer endeligt, så skal der ikke være ulykke, så skal der ikke være sygdom, så skal der ikke være tårer, lidelse, og død.

Vi lever, endnu !!, i en verden hvor sådan noget rammer os. Det ramte også Jesus, som gav sig hen til det, men levede sig gennem det i opstandelsen.

Det som vi må ende op med, er modet til, at turde håbe på, at selvom alting ser sort ud, så skal det nok ende godt

Det håb er nogen gange fornuftsstridigt. Det er nogen gange i modstrid med alt, hvad vi ellers ved.

Tro er netop håbet om, at alting bliver godt.

At holde fast i håbet er at acceptere, at vi ikke ved præcis, hvordan det bliver eller hvad der kommer.

Håb er ikke blind optimisme. Det er heller ikke pessimisme. Det er at forestille sig livet, som det kan blive. Det er ikke kun at se det, som er. Håb anerkender alt der sker med os, men det bifalder ikke alt. Håbet glatter ikke ud på det uacceptable, men det fastholder troen på en bedre fremtid.

I en kirke som vores håber vi på, i fællesskab, at alting ender godt. Det skaber solidariet.

Vi kan ikke argumentere os frem til at holde fast i håbet, men vi bekender os til, at vi håber og tror.

At tro er ikke at være blind for det faktum at shit happends. Men der er at åbne øjenene for, at uanset hvad, så er vi ikke alene.

At uanset hvad, så bliver det godt på den anden side.

Igen, det er ikke din egen fejl eller din egen triumf. Det er Guds kraft, som bærer igennem.

Slutteligt vil jeg minde om, hvad Paulus siger om håb: “v24  Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25  Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”

Amen

Hvorfor tro på en gud? – Thomas Risager, Yvonne Brandt & Anders Flinck

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille.

Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Ved dagens gudstjeneste giver vi vores svar på spørgsmålet. Hvorfor tro på en gud?

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 17. april  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Yvonne Brandt, Anders Flinck, Sine Åkerman.

Tekster: Apg. 9,36.43 & Sl 23 & Åb 7,9-17 & Joh 10,22-30

Hvorfor tro på en Gud?

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille. Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Men lad os lige se på en historie fra bibelen først.

Vi er i den første kirkes tid. Jesus er opstået fra de døde, faret til himmels, har givet disciplene missionsbefalingen: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Disciplene ventede ti dage i Jerusalem, og så faldt Guds ånd over dem, og mennesker, der hørte dem tale om Guds kærlighed gennem Jesus, oplevede det så stærkt, at de begyndte at tro. Mange blev døbt og den første kirke var en realitet.

Det var ikke en kirke, som vi tror det skal være i Danmark, men en kirke, som var et fællesskab af mennesker, som levede sammen, delte alt og tog sig af de fattige og de svage. Samtidigt tog de missionsbefalingen fuldstændigt alvorligt. De missionerede helt vildt.

Hvis vi synes Ateistisk Selskab er missionerende for deres sag, så er det ingenting at regne i forhold til den måde som de første kristne gik til den på.

En af datidens første og største kristne Paulus skiver selv: v19  Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20  For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21  For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22  Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23  Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.”

Paulus siger ligeud her at alle kneb gælder.

Når vi ser på den første kirke, er det vigtigt at have i baghovedet, at man levede i en såkaldt eskatologisk tidsalder, man forventede simpelthen at den tid, hvor Jesus var borte ville være kort.

Lige om lidt, måske i morgen, ville Jesus komme tilbage og gøre endeligt op med denne verdens ondskab, og så gjaldt det om at være klar.

Det er den tankegang, som ligger bag historier om mennesker, som solgte alt, hvad de ejede for at give det til fællesskabet.

Den første kirkes tid, var en vild tid.

Apostlen Peter er på missionsrejse, for at forkynde evangeliet og han kommer til Lydda, hvor han helbreder en lam mand. Det lyder som en vild historie, men i den første kirkes tid, var det hverdag. Rundt om i verden er denne side af den kristne tro ikke fremmed.

Nu kaldes Peter til Joppe, hvor der var en kvindelig discipel. (Læg lige mærke til det! Det er ikke længere kun mændene, som kan være disciple)

Tabitha gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. Bibelsprog for at hun var en meget trofast og god kvinde – en forbildelig disciplel.

Men nu er hun død.

Disciplene – de kristne – i Joppe sendte bud efter Peter, som kom til byen. Han gik op til liget, faldt på knæ og bad til Gud: “Tabitha, stå op!” Så blev Tabitha levende og mange der hørte det kom til tro på Herren, som der skrives i Apostlenes Gerninger.

Jeg tror på Gud, og tænker sikke en fantastisk historie.

Men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, hvordan dette lyder for et menneske, som ikke tror.

Et menneske, som har bestemt sig for at Gud ikke findes, eller i bedste fald er et produkt af menneskers egen fantasi.

Hvordan lyder sådan en historie i deres ører?

Hvis man ser isoleret på historien om opvækkelsen af Tabitha, så kan jeg måske godt forstå det ikke troende menneske, som ikke lige køber sådan en historie.

Jeg synes faktisk, at der er flere historier i bibelen, som er så vilde, at jeg også spørger, gad vide om det helt holder vand?

Det er lige der, hvor vi skal minde hinanden om, at bibelen ikke er en videnskabelig tekstbog, men en fortælling om Guds åbenbaring for mennesker. Det er her, hvor jeg minder mig selv om, at det er Gud jeg tror på, og tilbeder, ikke bibelen.

Jeg ved godt, fra mine samtaler med mennesker, som ikke tror, at det er vanskeligt for dem, at jeg ikke betragter bibelen som den absolutte og endelige SANDHED. Bibelen er modsætningsfuld og det lever jeg faktisk fint med. Jeg tror alligevel. Og jeg tror Gud taler til os gennem bibelen, så den er uvurderlig.

Min tro er naturligvis præget af, hvad jeg har læst i bibelen.

Men den er rigtigt meget præget af, hvad jeg har oplevet!

Troen er noget, jeg oplever og erfarer, og ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så er den nogen gange i modstrid med min beskedne forstand. Det lever jeg med. For tro foregår ikke kun i hovedet, men sandelig også i hjertet.

Jeg kan ikke bevise Gud findes. Det er der ikke nogen der har gjort. Og nej, for ikke troende, er det der står i bibelen ikke et argument og det er slet ikke et bevis.

Men jeg tror stadig, og jeg tror det er bedst for mig, at tro på, at der er en Gud som elsker mig, tilgiver mig, udfordrer mig, bruger mig og sender mig.

En Gud, som ville mig, og dig,  så meget, at han lod Jesus dø på korset og opstå igen. Ikke for, at det skal være bevis, men for at vi må se, tro og erfare.

Det er det, som det handler om: at tro – ikke bevise, ikke vide, men at tro.

Hebræerbrevet i bibelen siger: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Min tro bekræftes og vokser, når jeg hører mennesker fortælle om deres tro. Så ser jeg den levende Gud bag det.

Vi skal slutte af med at høre et par menesker fortælle om deres tro.

 

Yvonne, hvorfor tror du på Gud?

“Jeg troede faktisk ikke at jeg kunne tro igen.

Efter en del år med et kaotisk liv med en psyke der drillede, kom min tro dog tilbage til mig da jeg begyndte at gå til gospel og teksterne dér hjalp mig i min hverdag. Gospel blev mit åndehul og tirsdag aften ugens højdepunkt, hvor jeg mentalt blev tanket op.

Efter ret kort tid til gospel begyndte jeg også at komme i kirken om søndagen, begyndte også at tænde lys og at be’.

Mit liv ændrede sig radikalt til det bedre.

For et par år siden vendte mine døtre hjem til Fyn – som jeg havde bedt for. De gir mit liv mening og jeg er slet ikke i tvivl om at det er min tro på Gud der her hjælper mig.

Jeg takker dagligt for det min tro gir mig og at mine bønner blir hørt.

Jeg har nu et liv, der er værd at leve og igen noget at stå op til hver dag: en familie, venner, træning, job og ikke mindst min tro på det gode i livet!

Derfor gir det mening for mig at tro!”

 

Anders Flinck, hvorfor tror du?

At tro på Gud eller at vælge at tro på

Det er lidt svært at beskrive, når jeg ikke har prøvet ikke at tro på Gud. Hvilket ikke er det samme som at tvivle, jeg kan jo kun tvivle på noget jeg tror, er der. Viste jeg med sikkerhed at der ikke var en gud, kunne jeg ikke tvivle på ham.

Det betyder bla. at jeg prøver pga Jesus eksempel, at se på mig selv lige som jeg se på andre, at når jeg ønsker retfærdighed for mig, at jeg også nærer det samme ønsker om retfærdighed for andre.

Det betyder at når jeg fyldes af glæde over naturen, livet og kærligheden kan rette takken mod gud, det betyder også at jeg retter utilfredsheden mod gud.

Jeg har svært ved at se hvad der skulle inspirer mig til at være mere medmenneskelig, mere tålmodig og have empati osv. Uden troen på en gud som opfodrer os til at leve med og for vores næste.

Skeptikeren kun sige at bøn til gud bare er samtale med en usynlig psykolog, at tankerne kommer ud at jeg kan lægge dem fra mig. Måske er det det, en gang imellem, andre gange er som et berusende nærvær, opmuntring til at klø på, opmuntring til at fortsætte vilje fast med de vigtige ting i livet også i modgang og håbløshed. Og så har oplevet mirakuløse ændringer mit og andres liv og helbred uden bøn. Jeg tillægger gud æren, en god ateist kunne måske finde god forklaring på det uforklarlige.

Jeg frygter slet ikke døden, jeg ønsker selvfølgelig heller ikke at dø, jeg har ingen forestilling om en himmel eller et helvede efter døden. Der imod føler jeg at gud vil have sine disciple til at skabe en flig af paradis og ikke det helvede som egoisme, magtbegær og grådighed skaber for mennesker.

Don’t have the inclination to look back on any mistake
Like Cain, I now behold this chain of events that I must break
In the fury of the moment I can see the Master’s hand
In every leaf that trembles, in every grain of sand

I gaze into the doorway of temptation’s angry flame
And every time I pass that way I always hear my name
Then onward in my journey I come to understand
That every hair is numbered like every grain of sand

I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of san

Sine Åkerman siger:

Jeg tror på Gud fordi Gud er håb og Gud er ubetinget kærlighed.

Min tro hjælper mig til at acceptere, at jeg begår fejl og rummer ting, jeg ikke er stolt af. At jeg er ok alligevel.

Min tro giver mig styrke, vilje og mod til, at være noget for andre. 

Min tro forhindrer mig i at miste forstanden, når jeg møder verdens elendighed. Jeg accepterer, at jeg er lille og Gud er stor. Gud kender mig, men jeg kender ikke hans veje.

Gud giver mig glæde og frihed til, at være mig.

Derfor tror jeg på Gud.

Amen

 

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

podcast-large

 

 

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

 

Prædiken søndag d. 27. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

 

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om  at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.

 

Klar til at blive klar / Hyldest til kvinden, der salver Jesus fødder – Thomas Risager

Forleden var det kvindernes internationale kampdag.

Det har ikke umiddelbart noget med Jesus at gøre. Men i dag taler jeg over en historie fra Johannesevangeliet, hvor en kvinde kommer i centrum. Det gør hun i en mandsdomineret verden, hvor kvinder ikke havde nogen plads, men Jesus lader hende komme til. Umiddelbart ser det ud til, at hun betjener Jesus ved at salve hans fødder med olie og tørre dem med sit hår, men hun gør langt mere end det. Hun viser med sin handling, at hun i sandhed har forstået, hvad der ligger forude i påsken.

Hun lægger også et eksempel: At sandt discipelskab er at elske i gerning. Noget som hidtil havde været forbeholdt mændene.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 13. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannes 12, 1-8.

Forleden var det kvindernes internationale kampdag.

Jeg ved godt at nogle mænd griner lidt af det. Jeg kan godt komme i tanke om en enkelt joke eller to, som kunne fyres af blandt mænd på lige den dag.

Det har jeg selvfølgelig ikke gjort! 🙂

Men der er stadig noget at kæmpe for. Kvinder får statistisk set mindre i løn end mænd. I Danmark i 2016 – Virkelig?

I den kirkelige verden er der stadig mennesker, som argumenterer mod at kvinder kan være præster. Jeg har læst argumenter som, at det er svært at koncentrere sig om at modtage nadveren, når man kan ane kvindes barm under præstekjolens stof. I Danmark i 2016 – Virkelig?

I metodistkirken kan vi nogen gange forfalde til at lidt selvgodhed, fordi vi ret tidligt accepterede kvindelige ledere og præster. Men alene sprogbrugen viser, der stadig er noget at arbejde på. Det burde jo være en selvfølgelighed. I Danmark i 2016 – Virkelig?

Hos Jesus var det helt anderledes. Hos ham skulle kvinderne ikke kæmpe for deres plads. Det skulle de med en del af de andre mænd, men ikke hos Jesus.  I Jerusalem i 33 – Virkelig!

Det var seks dage før den jødiske påskfejring. Jesus og hans følge var kommet til Betania ganske få km. øst for Jerusalem.

Her boede Lazarus.

Måske tænker du Lazarus. Det navn har jeg da hørt før. Hvad er der lige med ham?

Det skal vi da lige have med. I Johannes kapitel 11 finder vi historien om to søstre Martha og Maria, som sender bud til Jesus fordi deres bror er syg.

Da Jesus hørte det, udbrød han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

Sådan bliver det. Guds søn bliver herliggjort ved den. Lazarus bliver hovedperson i en af de mest spektakulære historier i bibelen.

Da Jesus kommer til Betania får han at vide, at Lazarus allerede har ligget fire dage i graven.

Johannes slår fast med syvtommersøm: Lazarus er død!

Lang historie kort: Jesus kalder Lazarus ud af graven. Vaklende, viklet ind i de traditionelle ligklæder, kommer Lazarus gående ud af graven.

Nu sidder jesus sammen med Lazarus, hans søstre Martha og Maria. De holder et festmåltid for Jesus.

Mens de gør der sker det underlige, at Maria tager et pund, hvilket er rigtigt meget, ægte Nardus-salve.

Hun salver, som bibelen siger, Jesu fødder. Hun smører altså Jesus fødder ind i den meget velduftende olie.

Det bliver ikke mindre underligt af, at hun tørrer hans fødder med sit hår.

Der er tre ting, vi skal lægge mærke til ved det.

Det at salve et menneske fylder i bibelens univers to formål. Det ene er, at en profet/præst sendes af Gud, for at udpege, den nye konge over landet. Den konge, som Gud udvælger. Det mennesker bliver konge ved at  præsten/profeten smører salve på hans hovede. Vi ser det bl.a. da den rødmossede hyrdedreng af Samule salves til konge.

Så man kan ud af dette læse den betydning, at Maria har fattet og set, at Jesus er den udvalgte konge. Han er Messias.

Hun ved måske også, at Jesus ikke bliver konge, sådan som de, der tager imod ham med hyldestråb og palmegrene håber det. Måske, er der derfor hun ikke salver hans hovede, men hans fødder?

Den traditionelle anden brug af salven understøtter måske denne teori, at Maria har forstået, hvordan dette kommer til at ende for Jesus.

Traditionelt bruges salven, når et menneske er afgået ved døden, så er der kvindernes opgave, at salve den døde.

Den tredje ting, er at Maria tørrer Jesus fødder med sit hår. Når kvinder var sammen med mænd, så var der meget strenge omgangsformer. Som hovedregel rører en kvinde ikke ved en mand, som hun ikke er gift med.

En kvinde har heller ikke sit hår slået ud sammen med en mand, der ikke er hendes egen.

Maria er trods alt nødt til at slå sit hår ud, for at tørre Jesus fødder.

Vi skal lægge mærke til, at alle konventioner brydes. Mange af de lærde bruger dette som et tydeligt tegn på, at mænd og kvinder var lige i omgangskredsen om Jesus.

Der var ikke kun de tolv disciple, som fulgtes med Jesus. Der var en langt større gruppe, som også var med. Det er beskrevet i Lukasevangeliets kapitel 8. Disse kvinder var altså ikke reduceret til at være hustruer for nogle mænd, men selvstændige kvinder, som fulgte med rundt. På dette tidspunkt var det altså ganske uhørt.

Judas, som senere skal forråde Jesus, reagerer. Han reagerer ikke på, at hun som kvinde omgås Jesus på en for den tid, ganske særlig måde. Han er pengegrisk, og det salvens værdi, han reagerer på.

Det vi ser her er, at det er en kvinde, som viser hvad discipelskab er. På trods af, at Jesus mange gange har forsøgt at forberede disciplene på, at han skal lide og dø. Og det at efterfølge ham betyder, at man skal fornægte sig selv, tage sit kors op, og følge ham. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af ham, skal finde det. Det er det, han siger.

Mændene har stadig travlt med hvem, der er den største. Maria har set sin bror gå ud af graven, hun forstår, at Gud gennem Jesus kommer til at gøre en kærlighedsgerning, som denne verden får svært ved at forstå omfanget af.

Hun ved, at hun kan gøre det lille, hun kan gøre, og at det gør en forskel.

Hun salver Jesus, og viser med sit eksempel på, hvordan man lever sin tro ud, at ord alene gør det ikke.

Amen

Jesus går med på vejen – Thomas Risager

Kirkens præst Thomas Risager tager os med på en vandring mod Emmaus. I Lukasevangeliet er der en historie om to disciple, som oplever at den opstandne Jesus kommer til dem og går sammen med dem. Kan det mon ske i dag?

Hør mere her:

podcast-large

Han er opstået – Ja, Han er sandelig opstået – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.
Why do you cry? he has risen.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med.
Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de fedeste påskesalmer. Kirkens præst Thomas Risager taler om opstandelsen og hvad det betyder i vores liv.

Hør mere her:

podcast-large