First Loved / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket. Når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst. Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. “First loved me” er temaet for søndagens gospelgudstjeneste.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord, som opstod i situationen.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 8. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Joh 4,7-12, 19.
Gospelgudstjeneste med Nardus: First Loved Me.

Vi er så heldige at leve i et land, hvor vi siger, at vi er kristne.

Med det mener vi, at vi lever i et kristent land, hvor der også er plads til at have et lidt distanceret forhold til det med tro. Hvem af os, har egentlig helt fuldstændigt styr på det?

Mon ikke de fleste af os, når det kommer til stykket, vil have en vis sympati for kristendommens kernebudskaber og mon ikke de fleste af os, synes at det her med næstekærlighed lyder temmeligt godt, ja ligefrem fornuftigt.

Kirken har prædiket næstekærlighed i knapt 2000 år, men når man kigger rundt i i verden, så kan man godt få den tanke, at det er et budskab, som ikke har sat sig helt vildt godt fast.

Jeg siger ikke, at I ikke hører efter, men jeg vil alligvel hævde, at der er et stykke vej at gå endnu, før vi kan sige at næstekærligheden for alvor rykker i verden.

Næstekærligheden er et af kirkens absolutte kernebudskaber.
Det var noget af det, som Jesus lagde allermest vægt på, og faktisk var det noget af det, som han gav sit liv for, at vi skulle fatte.

2 a f 5

Næstekærlighedens hensigt er større end blot, at det skal være dejligt mellem to mennesker.
Næstekærlighedens hensigt og Jesu formål med at give sig selv, er intet mindre, end at verden skal blive et bedre sted.

Selvom det er mange år siden, Jesus kom til jord, vil jeg hævde at de ting, han sagde og viste os, stadig gælder og stadig kan gøre vores verden bedre.

Men næstekærlighed, hvordan gør mand et?

Det er et godt spørgsmål, og som med mange gode spørgsmål, så er der ikke et simpelt svar.

Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket! Du er elsket!

Måske har du aldrig tænkt, at du skulle være elsket af Gud. Det er måske heller ikke sådan noget, som mange af os går at tænker på, midt i hverdagens travle liv. Bare fordi vi ikke tænker på det, er jo ikke det samme, som at det ikke er.

I kirkens første tid, i det første 100 år efter Jesu opstandelse, gjorde man meget ud af at forklare kærligheden. Bibelteksten, som jeg læste, er et rigtigt godt eksempel på det.

Sagt ganske kort, siges der, at når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst.

3 a f 5

Måske har du prøvet at være forelsket og have sommerfugle i maven.
Det kan være enormt usikkert, for man ved jo ikke, om man er den eneste, som har sommerfugle i maven. Hvad nu, hvis den man forelsker sig i, sket ikke gengælder de varme følelser?
Man tager sig sammen og siger, hvad man føler, eller man skriver det, og så er der lang ventetid.
Nu er ordene ude, og de kan ikke hænge i luften. Hvad siger hun til det?
Er min kærlighed gengældt?

Med Gud er det lidt på samme måde, og alligvel sket ikke.

Tanken er, at længe inden vi tænker på, om Gud overhovedet er. Før vi overvejer om Gud mon skulle kunne elske os, så er Gud på spil med sin kærlighed i vores liv.

Vi opdager det måske sket ikke, men i enhver relation mellem Gud os os, er det Gud der er på banen først. Initiativet er hans.

Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. Det gælder uanset om det er kærlighed til Gud, eller kærlighed til medmennesker.

Evnen til at kunne elske er lagt i os af Gud, grundlagt af hans kærlighed til os. Du behøver ikke tvivle på, om du er elsket, for det er du! – Og dermed er du givet evnen til at kunne elske!

4 a f 5

Det meget interessante ved Guds kærlighed er, at den kan gøre forhærdede kolde hjerter til varme bankende hjerter. Den kan gøre os i stand til at være næstekærlige.

Det er Guds kærlighed, som giver os kræfter og styrke til at kunne elske.

At være elsket gør noget ved os, især hvis vi opdager, at vi er elsket. Det går noget ved os.

Nu er det jo blevet efterår.
Om et øjeblik får vi alle en kastanje, med et lille hjerte på.

Måske tænker du, at det bare er en kastanje. Men hvad nu, hvis jeg siger dig, at den er et symbol på dig.

Alle der har samlet kastanjer med børn, ved at børnene ser uendelige muligheder i kastanjer, og at de bestemt ikke er ens for børnene. Der bliver lagt mærke til forskellen og inden vi får set os om, har børnene gang i at lave kastanjedyr, som i deres hænder får får helt liv.

Børnene ser ikke hvad de har mellem hænderne, de ser, hvad de kan få, og så udvikler legen sig derfra.

Sådan er det med Gud, når han ser kærligt på os. Han kærlighed og kreativitet, gør os til bedre mennesker.

Hans kærlighed gør os i stand til at elske, for vi er elskede, sådan som vi.

Vi er endda elsket først!

5 a f 5

Lad os gøre verden til et bedre sted, mine kære, lad elske….

Amen

 

My World needs You – Thomas Risager

Gospelgudstjeneste
MY WORLD NEEDS YOU

Nardus er oplagt og helt fremme på beatet. Vi er velsyngende og fylde af liv.

Vi inviterer indenfor til en hjertevarm gospel gudstjeneste. Der er risiko for at du bliver smittet med gospelglæde og at du går derfra med nye tanker og toner i hovedet.

Hør dagens tale her:

podcast-large

Du kan også læse talen her:

Manuskript i PDF-format

Bemærk at det skrevne ord kan afvige fra det talte.

 

Prædiken søndag d. 12. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Rom 5,7-8 & Fil 2,1-14

Gospelgudstjeneste med Nardus. My world needs you.

Der er bare nogle mennesker, som overkommer at være så utroligt hjælpsomme, så følsomme, så uselviske. Det er der bare, når nogen har brug for dem.

Det er som om de aldrig bliver trætte og altid er fyldt med overskud.

Kender du sådan et menneske? Jeg kender adskillige!

De er næsten ikke til at holde ud, fordi vi kan føle, at de sætter os andre i et dårligt lys.

Men vi har brug for den slags mennesker – de uselviske.

Hvis denne verden skal blive en bedre verden, er der brug for dem, som går forrest, uden at tænke på sig selv. De uselviske.

Der er er mange grunde til, at ønske sig en bedre verden.

Jeg har det sådan, at det løber mig koldt ned ad ryggen, stort set hver gang Donald Trump er på TV.

Når jeg læser, at nu er temperaturstigningerne så store, at den onde cirkel formodentligt ikke kan brydes.

Når jeg samtidigt ser på tv, at verdens største stykke is er ved at løsne sig på sydpolen. Så bliver jeg helt kold om hjertet.

Jeg tænker også, at verden er af lave, når vi kan glæde os over, at der kun er ca. 5000 flygtninge, der er døde i Middelhavet i år.

Det er da ikke noget at glæde os over. KUN!

Det er stadig 5000 for mange.

Nu skal vi ikke blive deprimerede, så jeg stopper opremsningen, men jeg er sikker på, at vi kan finde på alle mulige kedelige ting, uden at vi behøver anstrenge os for det.

Vi er vokset op med en velfærdsstat.

Bare det navn siger noget om, hvor priviligerede vi er, og ofte uden at vi egentlig tænker særligt meget over det.

Jeg tror vores virkelighed fremover er, at vi ikke længere kan læne os tilbage, lægge armene over kors, og sige, at det er ikke vores problem. Dette her må staten tage sig af.

Vi er nødt til selv at smøge ærmerne op, og tage os af hinanden. Vi er jo nødt til at have omsorg for hinanden. Ægte omsorg og næstekærlig kan ikke komme udefra, det kommer fra vore egne relationer.

Det kan godt være, at du og jeg sådan på egen hånd ikke kan forandre verden. Det er simpelthen for stort.

Men vi kan helt sikkert ændre verden, for dem, vi møder på vores vej. Det skal ikke så meget til som vi tror.

Det kræves ikke af os, at vi er supermænd, Jesus selv, eller superkvinder, for at gøre en forskel i menneskers liv.

Det er nok, bare at være menneske. Det er de fleste af os faktisk kvalificeret til at være

Faktisk er er det så let at være selvisk.

Jeg har for nyligt været selvisk i en sådan grad, at det har være ved at drive min familie til vanvid. Jeg har nægtet at tage nødvendigt medicin, fordi, jeg ikke bryder mig om bivirkningerne.

Jeg har pollenallergi og lad os bare sige, at de sikre tegn på, at foråret er på vej, dem kan jeg bekræfte og det har jeg kunnet i en måneds tid.

Jeg bliver så træt, og det betyder at lunten bliver meget kort. Jeg bliver hidsig og utålmodig og i det hele taget lidt en pestilens.

Jeg lægger ikke selv mærke til det, men bemærkede dog, at min kone bankede i bordet forleden og sagde: “Nu tager du til lægen og får den indsprøjtning!”

Det har jeg været, så jeg håber I kan mærke forskel. Det kan min familie i hvert fald. Min surhed helt klart præget mine børn og relationerne i min familie.

Når jeg ser, hvor meget det har præget mine omgivelser, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad tålmodighed, tid, positive ord, ægte næstekærlighed, kunne have gjort….

Når man selv er lidt presset, kan man komme til at forvente at andre skal give en ekstra. Så er det vi sidder med hænderne i skødet og forventer, at andre gør noget.

Piet Hein fanger den meget godt:

“Uselviskhed er dog det bedste, man kan ønske for sin næste!”

Det er jo rigtigt, selvom det også vender forkert. Vi har brug for hinanden, men det betyder jo, at andre har brug for os. Andre har brug for min omsorg, mine hænder.

Den danske filosof Løgstrup siger det sådan her:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Når vi siger min verden har brug for dig, så er det en erkendelse af, at vi hænger sammen.

Hvordan mine omgivelser gør og handler, har afgørende betydning for mig, både i det mindre og i det store perspektiv.

En af dem, som virkelig har fattet dette er Jesus, som hele tiden taler om næstekærlighed.

Den uselviske kærlighed, som ikke har sit udgangspunkt i den, der elsker, men i den, der elskes. I os. I dig!

De allerførste kristne forstod den kraft, der var i næstekærligheden. De fangdede, at det ikke bare var noget, som gjorde den enkeltes liv lidt federe, men at det faktisk i næstekærligheden var substans til at forandre verden.

Det er derfor min verden behøver dig!

En af de første kristne, Paulus, skriver sådan her:

Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, v2  så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. v3  Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. v4  Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. v5  I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,

v6  han, som havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

v7  men gav afkald på det,

tog en tjeners skikkelse på

og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

v8  ydmygede han sig

og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors.

Amen!

 

Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Waiting here for You – Thomas Risager

Drøner dit liv også derudad? Har du også brug for en gang i mellem at stoppe op og bare lige trække vejret dybt et par gange?

Det får du chancen for, når vores store gospelkor Nardus indbyder til gospelgudstjeneste søndag den 25. september kl 19.00 med temaet “Waiting here for you”.

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Talen i pdf-format

Prædiken søndag d. 25. september 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Kong 19,1-16.

Gospelgudstjeneste med Nardus: Waiting here for You.

Livet buldrer derudaf og hvem har egentlig tid til at tænke på det der med Gud midt i en travl hverdag med arbejde, eksamen, fritidsinteresser og alt det andet, som vi beskæftiger os med?

Nu står jeg jo ikke her og siger, at der er noget galt med dig. Men meget ofte, når mennesker kommer i kirke for første gang i lang tid, så er tit fordi, der er et eller andet, som ikke er som det skal være i deres liv.

Det er ikke altid, når livet bare kører derudaf, at vi lægger mærke til, at vi længes… Måske er det ikke ordet Gud, vi bruger, men den her fornemmelse, af at længes. Den tror jeg godt vi kender, når vi en sjælden gang standser op og bare er.

Måske er nu, sådan et tidspunkt, hvor du er standset op og egentlig ikke tænker på så meget, men bare er?

I bibelens 1. Kongeborg møder vi Elias. Han er et sted i livet, hvor han er standset op. Ikke bare sådan, at det lige går lidt langsomt, men han er kommet til det, jeg vil kalde et fuldt stop.

Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at han har smadret sit liv i en sådan grad, at han er på selvmordets rand. Det er et mørkt sted at være.

Samtidigt er han på en vild flugt, fordi der er mennesker, som vil slå ham ihjel. Det kan vel ikke blive værre end det?

Han satte sig under en gyvelbusk og opgav alt. “Nu, er det nok Herre! Tag mit liv!”

Så lagde han sig til at sove under busken.

Så sker der det, at en engel kommer og rører ved ham. Englen giver ham vand og brød. Helt basale livsfornødenheder, som Elias udfordrers til at spise, for ellers bliver vejen forude for lang for ham. Han må styrke sig. Det er nok det sidste han selv tænkte på, for han havde jo ingen fremtid.

Der hvor han er længst nede, kommer Gud til ham i form af en engel.

Nu er dette ikke en udfordring til at bringe dig selv ud, hvor du ikke kan bunde.

Men jeg synes, det er værd at bemærke, at englen kommer til ham, da han rammer bunden. Da han kommer til et fuldt stop. Måske er vi mennesker mest åbne, når vi er på den?

Her fra bunden sendes han af sted. Han skal ud af mørket. Rent fysisk er han nødt til at flytte sig, så han går i fyrre dage og fyrre nætter.

Nu er han ikke længere på flugt. Men han er på vej mod et nyt liv.

Det er ikke bare gjort med et fingerknips. Det kræver en indsats af ham.

Det kender vi godt. Når vi er langt nede, så kræver det, selvom vi får hjælp, ofte en kraftanstrengelse af os selv, at finde tilbage til livet. Men stadig kan der være langt til målet.

Nu er Elias nået frem til en klippehule, hvor han overnatter. Om natten hører han Gud tale til ham, og han får det løfte at han skal gå ud af hulen og stå på bjergets top, så vil Gud komme forbi.

Hvis der er noget Elias har brug for på detet tidspunkt i sit liv, så var det lige præcis den bekræftelse af, at Gud ikke bare var en fantasi, en længsel, men virkelighed.

Elias stiller sig foran hulen og han ved fra det han har lært, at Gud er stærk, mægtig og til tider ganske voldsom.

Så da der kommer en kraftig storm, der knuser klipper og splintrer bjerge, er det oplagt at Gud er at finde dér. Det er der Elias mest vil forvente det. Men Gud er ikke i stormen.

Så kommer der et kraftigt jordskælv. Der må han være,  men det er Gud ikke.

Endelig kom der ild. Der er mange historier i bibelen, hvor Gud viser sig i ilden. F.eks. fulgte jøderne i ørkenen en søjle af ild, da de var på vej mod det forjættede land. Der må Gud være, men det er Gud ikke.

Der hvor Elias tager for givet, at Gud er, finder han ham ikke. Men her står Elias og venter. Jeg tænker, at han sikkert har været tæt på at opgive.

Men så pludselig er der en sagte susen. En susen, som Elias helt sikkert ikke ville høre, hvis han var på farten. Netop fordi han giver sig selv lov til at vente og lytte, overhører han det ikke, da Gud viser sig for ham den dag.

“Hvad vil du her?” spørger Gud.

Gud viser sig for Elias, men ikke der hvor han venter det.

Er det virkelig nødvendigt for ham at gå fyrre dage og fyrren nætter? Jeg tror ikke, at det er nødvendigt, for rent fysisk, at kommer derhen, hvor Gud er.

Men det er sikkert nødvendigt, for at få ham til at slippe alt det, der lå bag ham, så han faktisk kan være opmærksom, mens han venter og længes.

Gud dukker op, men nogen gange er vi nødt til at vente – og være helt stille – for faktisk at se det.

Amen

Wanna be Happy – Thomas Risager

Alle ønsker vel at være lykkelige. Det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os. Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

Hør talen fra gospelgudstjenesten med Nardus her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk dog, at at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 29. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 16,16-22 & 1. Mos 27 & Jer 29,11

Wanna be happy – Gospelgudstjeneste med Nardus

Wanna be happy – Vil du være lykkelig?

Alle ønsker vel at være lykkelige, det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu er alt fantastisk. Jeg er glad, ja nærmest lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os? Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

For at svare teologisk på det spørgsmål, skal vi tilbage til bibelen.

Jeg er helt på det rene med, at du måske ikke synes, at det mest begavede sted at lede efter svar på livet store spørgsmål er i bibelen. Jeg vil hævde, det er godt sted at lede, men samtidigt er jeg bestemt åben for at det er vældigt intelligent at stille sine store spørgsmål bredt.

Det første vi skal lægge mærke til er, at Gud i skabelsen siger: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. ( 1. Mos 1,27)

Når Gud i følge bibelen siger os, så er det ikke den samme pluralis majestætis, som kongelige bruger, men et udtryk at mennesket, både som mand og kvinde, ligner Gud.

Vi ligner altså Gud.

Jeg hører mennesker opfatte Gud, som sur og dømmende. Jeg må bare sige, at jeg tror Gud er glæde, fest og farver. Jeg opfatter, at Gud er meget mere en far, end en sur dommer.

Ret hurtigt i skabelseshistorien sker der det, at mennesket fristes af slangen (djævelen) til at spise af frugten, der som det eneste var forbudt. Mennesket har en fri vilje, vi er er ikke Guds marionetdukker, så vi valgte at give efter. Derved fik ondskaben en fod indenfor i menneskelivet.

Teologisk set lever mennesket derfor konstant i spændingsfeltet mellem godt og ondt. Vi er ikke usårlige. Ulykker, sygdom og død kan ramme os.

På et tidspunkt er det jødiske folk for alvor ramte af ulykke. De er fanget i eksil i Babylon.

De er simpelthen blevet bortført fra deres hjemland og anbragt i det nuværende Irak. Her er de fanget i 70 år. I den periode sender profeten Jeremias et brev til dem og og bringer dem et ord fra Gud. Gennem Jeremias taler Gud: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” ( Jer 29,11)

Midt i al elendigheden får de denne opmuntring. Gud har kke glemt jer, selvom alt er elendigt rundt om jer. Jeg er ikke sikker på, at det umiddelbart var opmuntrende, for de ville sikkert hellere bare hentes ud af elendigheden.

Det er meget menneskeligt. Når vi står i skidt til halsen, så drømmer vi os alle sammen væk fra det. Men hvis man tør tage det ind, at Gud også er med midt i elendigheden, så tør man måske at være i det. Så kan trygheden i det, måske gøre, at man faktisk kan leve sig gennem udfordringen og komme ud på den anden side, som et nyt menneske.

Jesus er også opmuntrende i forhold til fremtiden, da han sidder sammen med disciplene. Det er før påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet. Han giver sig liv, for vi mennesker, kan leve, vel vidende, at hans kærlighed er den stærkeste magt i denne verden, stærkere end døden.

I situatinen ved han godt, hvad der ligger forude, alligevel giver han sig tid til at forberede sine disciple, som ganske enkelt ikke fatter, hvad han taler om.

Han siger til dem, at forude ligger tider, hvor de skal klage sig og græde. Hvor de ligesom en kvinde, der skal føde, skal gå gennem noget hårdt. Noget hårdt, som når det er overstået, skal erstattes af total glæde, hvor man glemmer, det som var hårdt.

Jesus siger: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” ( Joh 16,22)

Jesus taler om, at han skal komme igen og gøre alting godt. Han kommer med det endelige opgør over det onde. Det gode, kærligheden, vil sejre.

Hvem vil ikke gerne være lykkelig?

Det vil vi alle, og jeg tror Guds intention fra skabelsen var at det skulle vi være.

De ondskaben kom ind i verden, åbnedes muligheden for det modsatte sig også.

Vi mennesker er indrettet sådan, at vi ser og hører det vi er opmærksomme på.

Når noget er blevet væk for os, så er det lettest for os at finde det vi leder efter, hvis vi har et klart billede af, hvordan det ser ud.

Man kan ikke sætte sit barn til at finde piskeriset, hvis ikke barnet ved, hvordan det ser ud.

På samme måde er det med Guds kærlighed. Den Gud, som gennem Jesus siger, at ingen skal tage vores glæde fra os.

Positiv psykolog får skyld for meget, og nogen gange er det berrettiget, men der er nu noget om, at det er godt for os at fokusere på det postive, som der nu engang er.

Derfor minder jeg om, at vi er skabt i Guds billede. Der er noget i os, der ligner Gud.

At Gud sender bud til dem, som sidder fanget i Babylon og er midt i elendigheden, at Gud ikke har glemt dem. Han har stadig planer om lykke, ikke om ulykke.

At Jesus til disciplene, på tærsklen til de tre værste døgn i deres liv, siger, at efter sorgen, skal deres hjerter glæde sig, og ingen skal tage den glæde fra dem.

Wanna be happy? Ja tak.

Jeg har tænkt mig, at huske at Gud vil det sådan. Jeg vel være opmærksom på hans kærlighed, for den er rundt om os.

Ja tak!

Amen.

Lys i mørket – Thomas Risager

November sænker sine tunge mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svider. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus og Thomas Risager vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her, men bemærk venligst at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Esajas 9, 1

v1  Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

Johannes 1,1-9

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

v6  Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. v7  Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. v8  Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

v9  Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.

Prædiken søndag d. 1. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9, 1 & Joh 1, 1-9 & Salme 139, 1, 11-12

Lys i Mørket

Et lille stearinlys ser ikke ud af så meget i forhold til de lamper, som hænger i loftet her i kirken.

Tidligere, da Emmaus begyndte at synge med kirken henlagt i totalt mørke, da så vi hvad manglende lys gør – det giver mørket magten.

Vi sidder sammen i kirken. De fleste af os sammen med mennesker, som vi kender. Det gør, at mørket er næsten trygt og næsten ikke skræmmende.

Alligevel lagde jeg mærke til, at noget skete i rummet, da vi tændte det første stearinlys. Selvom jeg lige har sagt, at mørket ikke var farligt, så giver det alligevel mere ro, at der tændes blot en smule lys.

Så falder skuldrene lige en tand længere ned  og man sætter sig lidt mere til rette på stolene.

Det bliver det, som vi danskere kalder det, hyggeligt.

Det er rigtigt at lyset gør det hele hyggeligt, og det længes vi efter her i den mørke årstid.

Der kommer lys frem i lysestagerne og vi sætter os ike i sofaen uden, at der brænder lys, men der er mere end hygge forbundet med lyset.

Langt mere…..

Lyset giver tryghed, fordi vi kan se, hvem vi er sammen med. Vi kan se, hvor vi kan komme ud og vi kan se og  finde vej.

Lyset giver liv. Vi ved, at planterne ikke kan vokse uden sollyset, som i bogstaveligste forstand gennem fotosyntesen tilfører dem energi.

Vi mennesker kan ikke lave fotosyntese, men vi har brug for lyset. Det frigiver vitaminer og giver energi.

Det tænker vi måske ikke over om sommeren, men når vi mangler lyset, så lægger vi mærke til det.

Når det bliver efterår og november, så kan mange af os mærke, at det er som, at energien siver ud af os. For rigtigt mange er det også sådan, at humøret forsvinder og erstattes af egentlig depression.

Et tæppe på sofaen, en kop varm kakao og endeløse serier på Netflix, bliver nogen gange det eneste, vi kan overkomme, alt det andet kan vi lave i morgen. Når der bliver rigtigt mørkt og koldt, kan mønsteret gentage sig i ugevis. Mørket får langsomt magten.

Når det går os dårligt, taler vi ofte om det som mørke tider. Jeg vil tro, at mange mennesker i Syrien taler om mørke tider.

Det er netop i de mørke tider, at Gud lover, at vi ikke skal være alene. Det er når livet er aller mest utrygt. Der hvor vi ikke ser nogen fremtid og håbet forsvinder, at Gud vil være der.

Vi ser det i profetien fra Esajas Bog, en tekst, som man læser i kirkerne op mod jul. Det er løfter om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket. De skal se et stort lys!

Da jeg var barn var jeg bange for mørket – Decideret mørkeræd. Selv som spejder, så hadede jeg, når vi skulle på natløb. Det var spændende nok, men i hver eneste grøft, eller bag hvert træ så jeg alt muligt uhyggeligt i mørket.

Så hvis der var noget, jeg havde lyst til, så var det at få et stort lys, som virkelig kunne oplyse alt.

Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys. Det er ikke noget så simpelt, som et lys, der hjælper os med at kunne se, Esajas taler om. Perspektivet er langt større end at give en lille spejderdreng tryghed.

Når Johannesevangeliets kryptiske indledning, taler om lyset, det sande lys, der oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden, så taler han om Jesus.

Om Gud som griber ind i verden på en måde, som vi nok aldrig fuldt og helt kommer til at fatte omfanget af.

Det er det endelig opgør med mørket, med lidelsen, med sygdom, krig, elendighed, fattigdom, værdiløshed, præstationsangst, frygt, depression, klimakrise, ja selv døden.

Lyset skal komme. Ikke bare som et lys, der oplyser mørket. Det vi oplever, når vi tænder lys er, at mørket jo kommer tilbage, når lyset slukkes. Det lys vi tænder kan kun for en tid holde mørket væk.

De løfter, Gud giver til folket, som vandrer i mørket, og dermed også til du og jeg, er løfter om et lys, som ikke bare kan fortrænge mørket i den tid, som der nu er olie på lampen.

Det er et lys, som ikke kan slukke.

Et lys som gennemtrænger mørket, så natten er lys som dagen.

Det er et lys, som vinder over mørket, sådan at mørket for evigt og altid vil være på flugt.

Mørket kommer aldrig tilbage. Guds lys vil vinde. Det er det Jesus selv understreger et andet sted i bibelen. Her siger han:

Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys!” (Joh 8,12)

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er også givet for dig.

Amen

Joy is here – WAKE UP! Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Joy is here – WAKE UP!

Bliv rusket igennem på den skønneste og mest livsbekræftende måde … Og det blev vi i kirken i dag.

Vi taler om at favne glæden og give sig selv tid og plads til at se alt det gode i livet. Selv i det mørkeste mørke, er der altid, hvis man giver sig tid til at kigge efter, lys.

Hør mere her….

podcast-large

O store Gud. Gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus – Thomas Risager

Hvor er verden dog kæmpestor!

I forhold til det store univers er jorden dog uendelig lille. Midt i al skabningen ser Gud alligevel mig. Nej, stop nu, jeg bliver helt svimmel ved tanken.

Ved dagens gudstjeneste synger gospelkoret Nardus og temaet er O, store Gud. Vi forundres over Guds storhed.

podcast-large