Halve Sandheder 4/4 – Elsk synderen, men had synden.

Vi er nu nået til den sidste gudstjeneste med temaet “Halve sandheder” i denne omgang, og søndagens tale vil vi reflektere over talemåden “Elsk synderen, men had synden,” og efter talen i dag, er det mit håb, at vi aldrig mere siger denne halve sandhed til hinanden.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talens manuskript her. Bemærk, at der altid er forskel på det skrevne og det talte ord.

Tale-manuskript i PDF-format

 

1 a f 7

Prædiken søndag d. 4. februar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,1-5
1/2 Sandheder: Elsk synderen, men had synden.

I løbet af den sidste måneds tid, har vi undersøgt nogle af de ting, som kristne menesker siger til hinanden i bedste mening. Det er ting, vi siger til hinanden med en slags indforståethed, der nærmest signalerer, at man er mere from, hvis man benytter nogle af disse udtryk.

Vi har set, at flere af dem, ikke er så nyttige, som vi går og tror. Faktisk er nogle af dem udtryk for, hvad vi kan kalde usund tro og det viser sig at være klicheer, som faktisk sket ikke har sin bagrund i noget vi tror, eller noget vi kan læse i bibelen.

Vi har set på:
Der er en mening med alt
Gud, hjælper den, der hjælper sig selv.
Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi undersøger dette, fordi vi gerne vil tage vores tro alvorligt.

Som kirke vil vi gerne have at biblen har autoritet, men så vil vi knageme også tillade os selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk.

Hvis du er nysgerrig på, hvad der er sagt eller skrevet de sidde søndag, så kan du finde lydoptagelser af talerne og manuskripter til dem via kirkens hjemmeside eller kirkens facebookside. Brug det endelig, for det ligger der faktisk for din skyld.

2 a f 7________________________

Elsk synderen, men had synden. Hvor mange af jer, har hørt det før?

Jeg spørger ikke, om I har sagt det til nogen, for det er for pinligt. Jeg afslører dog gerne, at det har jeg sagt! Og igen, jeg har sagt det i bedste mening, som et ønske om at hjælpe et menneske videre i livet.

Lad mig sige det med det samme. Dette står ikke i bibelen.

Faktisk har det sin oprindelse fra en af de gamle kirkefædre, Augustin. Augustin var på banen i år 354-430. Han skrev til et nonnekloster, hvor de havde lidt problemer med nonnernes løfte om at leve i cølibat. (Det kan man da godt forstå!) I det brev skriver han: “Kærlighed for menesket, had til synden.”

Det er yderst tvivlsomt at Augustin havde tænkt sig, at dette skulle udvikle sig til en frase, som beskriver afskyen ved menneskers synd.

I 1929 skriver Mahatma Ghandi noget lignende i sin selvbiografi. Han skrev: “Had synden, men ikke synderen.”

Det er det, som folk husker, men igen, der er mere. “Had synden, men ikke synderen er en ide, som er let nok, at forstå, men sjældent praktiseres, og derfor spredes had i verden.”

3 a f 7
Elsk synderen, men had synden, siger vi.

Nogen gange siger vi også, at alle synder er lige, underforstået, at jeg er en lige så stor synder som dig.

Dette har sin baggrund i Romerbrevet, hvor der står: “for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud,…”1

Men, faktisk hvis vi læser videre i det vers, så fortsætter Paulus: “og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”2

Med andre ord, i kraft af Jesus, er der håb om et opgør med synden, og dette er ganske ufortjent og det er for alle – uden undtagelser. Det er det, vi kalder nåde.

Det vender vi tilbage til. For øjenene kører rundt i hovedet på flere af jer, og jeg gætter på, at nogle af jer sidder og tænker, årh nej, al den snak om synd. Jeg troede denne kirke var anderledes.

Når en præst bringer ordet synd på bane, så er der ikke mange af os, som har lyst til at høre mere.
Vi er så bange for at blive peget fingre af, fordi vi er kede af at blive opfattet, som fordømmende. Men vi kommer ikke uden om lige at se på, hvad synd er.

Det oprindelige ord i det Nye Testamente er ηαρματια

Det er egentlig et ord, som i sin grundbetydning betyder at afvige fra stien. Bag det ligger den tanke, at udenfor

1 Rom 3,23 2 Rom 3,24

4 a f 7

stien, kan der være svært at komme fremad, det kan ligefrem være farligt.

En anden betydning kan være at afvige fra målet. At komme ud af kurs.

I det ligger også betydningen at undlade at handle der, hvor vi godt ved, vi burde have gjort noget. Der hvor vi ikke stopper op og hjælper, hvor der er brug for det.

Vi er dårlige til at tale om synd. En af grundene er, at vi godt ved, at hver gang vi åbner munden med dette emne, skubber vi fok fra os. Kristne der taler om synd, virker frastødende.

Lad os bare blive enige om, at vi alle sammen kender til det med synd.

Jeg synes, at jo ældre jeg bliver, jo bedre forstår jeg hvad Paulus taler om, når han siger: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”3

Så den del af udsagnet, der siger elsk synderen. Det er for så vildt i orden. Elsk mig bare….

Men så kommer det egenlige problem også til overfladen. For stemmer dette overens med den større helhed af de ting, jesus faktisk sagde?

3 Rom 7,19

5 a f 7

Hvis vi begynder at se på, de ting i hinandens liv, der ikke er perfekte, og der kan vi sagtens finde noget, for vi er helt almindelige mennesker.

Vi kan sagtens selv slå os selv oven i hovedet med de ting, i vores liv, som ikke er smarte, der hvor vi kommer til kort – med andre ord synd, altså at komme lidt ud af kurs.

Jesus forholder sig aldrig til menesker gennem det filter, som siger noget om alt det dumme, som er i menneskets liv.

I teksten fra Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til ikke at pege fingre af andre, men netop at prøve at forholde os til os selv og vore egne liv.

Jeg tror, vi alle sammen har mødt mennesker, som synes de skulle fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. Jeg ved ikke med dig, men de får sjældent min opmærksomhed ret længe.

Had synden blev der sagt. Ja, lad os da endelig tage afstand fra alle de ting, der kan ødelægge vores liv.

Når man som jeg, er far til en teenager, snart to, så kan man se mange potentielle farer, som kan ødelægge liv. Had er et stærkt ord, men lad os være beviste om alt det, der kan ødelægge livet.

Elsk synderen. Hvordan skal vi kunne se synderen for bjælken i vore egne øjne?

Hvis man skal opsummere, hvad Jesus siger, så siger han: “Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud,

6 a f 7

Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”4

Dette siger jesus til en ung mand, som gerne vil vide sådan ultrakoncentreret, hvordan han skal leve sit liv.

Elsk Gud, Elsk din næste. Der er ingen fordømmelse her. Der er ikke taget stilling til hvem næsten er. Det er kun Marie Krarup, der tror, hun kan det.

Det menneske, du står overfor, er den du skal elske – betingelsesløst – og uden at kende vedkommendes fortid, eller dårlige sider.
Jesus udfordrer os ikke til at tage stilling til det potentielt dårlige i det menneske og så elske.

Vi skal elske uden forbehold.

Det er det, som bedst beskriver nåden. Den måde Gud elsker os på. En kærlighed, som møder os, der hvor vi er, uden hensyntagen til, hvordan vi lever. En kærlighed, som vi aldrig har fortjent, men som bare gives.

Det er sådan set den udfordring, der er.

Lad være med at pege fingere. Hvis du endelig er nødt til det, så gør det mod dig selv. Men vid, at Gud er nådig mod dig.

4 Mark 12,29-31.

7 a f 7

Og så lad os skynde os at glemme den halve sandhed vi startede ud med.

Elsk Gud og elsk din næste.

For når vi elsker uden al den snak og tanke om synd, så er det et klart budskab om Guds kærlighed.

Amen.
Salme: Himlen er ikke et sted i det fjerne.

Halve Sandheder 3/4: Gud lægger ikke mere på vores skuldre, end vi kan bære

Udsagnet om at Gud ikke lægger flere byrder på os end vi kan bære, tages under kærlig behandling under overskriften” Halve sandheder”. Hvis dette skulle være sandt, hvorfor er stress, så nærmest en folkesygdom? Hvorfor er der så mange af os, som føler alt vi kun lige hænger fast i tilværelsen med det yderste af neglene?

Hvor er Gud i det? Kan tro have noget at sige ind i dette?

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk, at der ofte sniger sig lidt ekstra ind i det talte ord. Så der er ikke 100% overenstemelse mellem den forberedte tale og den faktisk tale.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 28. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Kor 10,13, Salme 46,1-2, Matt 11,28-30
1/2 Sandheder: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

I denne måned undersøger vi nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Nogen gange, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne talerække. ________________________

Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

2 a f 5
Hvem har fået det sagt til sig – i bedste mening?

Jeg husker, at jeg har hørt det, på tidspunkter, hvor jeg har syntes at livet var urimeligt hårdt. Jeg har hørt præster trøste hinanden med dette – med undertonen, du skal være glad for at du har det hårdt. Det er fordi Gud bruger dig.

Alt dette er sagt med de bedste intentioner og med den bedste mening for øje.

Læser man på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og det gør præster jo, så finder man faktisk også en side, der handler om dette. Det er en udbredt blandt kristne, men det er ikke det samme, som det er sundt. Lad os tænke lidt over tingene.

Udsagnet står ikke direkte i bibelen, men mange mener at inspirationen til dette kommer fra 1. Korintherbrev kapitel 10 vers 13, som blev læst for os før:
“v13 De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Det græske ord for fristelser, peirasmos, kan også oversættes med prøvelser, eller test. Engelske bibeloversættelser benytter ofte ordet testning.

Paulus skriver her til den menighed i den græske havneby Korinth som han grundlagde omkring år 51 på en af sine missionsrejser.
Korinth var et af de mere levende steder i datidens verden, så den konkrete teksts kontekst, er at der er en menighed bestående primært at hedninge-kristne, som

3 a f 5

forsøger at lægge deres gamle liv bag sig. Livet som kristen var ikke nemt, fordi der overalt var alle muligeder for at forlade det nye liv, man havde fået. De mange templer, de mange tempelprostituerede. Der var alle muligheder for at blive fristet.

Det Paulus siger til dem her, er imidlertid, at der hvor fristelsen rammer dem hårdt, er det ikke Guds ønske, at man bukker under. Paulus taler om at Gud skaber en udvej.

De var den konkrete kontekst. Nu vrider vi lidt på tingene, og det kan man altid diskutere rimeligheden i.

Lad os bruge ordet prøvelser i stedet for fristelser.
““v13 De fristelser prøvelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes prøves over evne, men vil sammen med fristelsen prøvelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Igen er løftet, at der er en vej ud – eller måske mere korrekt gennem prøvelsen.

Intet sted står der, at vi ikke vil komme ud for prøvelser i livet, men løftet er, at der er en vej ud af det.

Lad os lige vende tilbage til den første del af sætningen. Gud lægger ikke større byrder på dig, end du kan bære.

Her antyder vi, at alle fristelser, prøvelser, tæsk i livet, skulle komme fra Gud. Dette medfører, at hvis din arbejdssituation er sådan, at du ikke magter det. Eller dit liv fisker sig sådan, at der bare er så meget bøvl, at det ikke er til at bære, så er den overordnede mening, at det

4 a f 5

er Gud, der giver dig dette, for at prøve dig. Det bliver Gud ved med at gøre indtil punktet lige før du knækker.

Giver det mening?

Det vil jeg tillade mig, at være ganske kristisk overfor. Især set i lyset at de ting, vi talte om i den første af talerne i denne serie, hvor vi gjorde op med ideen om at alt har en mening.

Hvis ellers Gud gav dig alt det, der tynger, så skulle Gud blive ved med at smide ting på dine skuldre indtil lige sekundet før, du bukker under.

Årh – mon det er sådan det er?

Kigger man overordnet på, hvad vi kan læse os til i bibelen, så slipper vi ikke for modgang og bekymring.

Gang på gang siger Jesus, at vi ikke skal være bekymrede og rigtigt meget siger han, at vi ikke skal være bange. Løftet er, at uanset om det er optur eller nedtur, så ønsker Gud at være vores tilflugt og hjælp.

1. Petersbrev 5,7 opsummerer dette: “v7 og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer

Med andre ord behøver vi ikke over for Gud at lade som om, at alt er godt. Vi kan være dem, vi er på godt og ondt.

For Gud ønsker at være sammen med os, også på de dage, hvor vi er langt fra perfekte.

5 a f 5

Gud vil være med os, også når vi intet kan, og vi kan stole på, at han vil hjælpe os.

Jeg vil faktisk foreslå, at vi i stedet for at sige: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære. siger
Gud hjælper dig altid med at bære.

Overfor Gud er det ok at være slidt og træt. Læg mærke til, at Jesus på det tispunkt faktisk kalder dem til sig, som er trætte og bære tunge byrder, og han vil give dem hvile.1

Man må hvile sig. Det er helt ok, og når man rejser sig igen, er der hjælp til at gå videre.

Gud hjælper dig altid med at bære.

Den erfarne sangskriver fra Salmernes Bog får det sidste ord:

Salme 46,1-2
v2 Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
v3 Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb,
v4 når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver.

Amen.
1 JF. Matt 11,28-30

Stjernen er hele verdens håb

Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.

Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12. Stjernen er håbets lys.

Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.

For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.

Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.

Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.

Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.

2 a f 4

De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.

Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.

Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.

De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.

Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.

Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.

Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.

De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.

3 a f 4

Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.

Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1

Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.

Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.

Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.

De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2

1 Esajas 60,6B

2 Mika 5,1-3

4 a f 4

Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.

Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.

De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.

Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.

Det håb er for alle – det håb er for dig!

 

Amen

 

 

Black Sunday / Verdensdommen – Thomas Risager

I fredags det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved, er, at i dag er sidste søndag i kirkeåret.

Vi fokuserer på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu, hvis det faktisk er noget, man kan glæde sig til?

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Der er altid lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 26. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,31-41.

Fredag var det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved er, at det i dag er sidste søndag i kirkeåret.

I dag fokuserer vi på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu hvis det faktisk er noget man kan glæde sig til?

Men føst, så lad os tænke tilbage i tiden.

Jeg vil have dig helt tilbage til din folkeskoletid og tiden lige inden eksamen i niende klasse.

Tanken om at skulle ind til bordet med det grønne klæde og trække spørgsmål, forebrede sig, være til eksamen, og endelig blive bedømt og få sin karakter. Det er er ikke nødvendigvis gode minder.

For det er trods alt de færreste af os, som synes at det er fedt, at blive stillet til regnskab for de bøger, vi aldrig lige fik læst. Det er heller ikke fedt, at skulle til eksamen i fag, hvor vi ved, at her har vi huller i vores viden.

Men omvendt, så er det jo knapt så belastende at skulle til eksamen i ynglingsfaget. Der, hvor man har styr på alt. Faget, hvor man har læst ekstra bøger, og føler sig rigtigt

2 a f 4

godt rustet. Der kan det ligefrem blive en fest, at skulle ind og blive bedømt.

Selvom de fleste af os tænker ikke særligt positivt om eksamen og bedømelse, så kan vi vel næsten blive enige om, at det er rimeligt nok, med en eller anden form for undersøgelse af, om man har styr på det.

Det er f.eks. rimeligt nok, at man skal til køreprøve inden man slippes løs i trafikken i en bil.

Verdensdommen er en slags eksamen. Og sandheden om verdensdommen og sandheden om eksamen er, at der jo er et liv bagefter. Livet går videre, selvom man kan tænke, at det gør det ikke.

Når Jesus kommer igen og holder dom, er det en god ting. Her sidste søndag inden advent begynder, minder vi hinanden om at advent på én gang er glæden over at Jesus kom til jord, og dermed er advent optakt til jul.

Advent er også knyttet til håbet om, at Jesus faktisk ikke er færdig med os. Vi tror og håber at han kommer igen, og vi får lov at se kærligheden for alvor få magt i verden.

Det er en god ting, for så betyder det enden på alle de problemer, som vi tilsyneladende ikke er i stand til at løse.

Slut med os og dem, flygtningestrømmen får en ende, sult ophører, freden indfinder sig, våbenene bliver tavse, undertrykkere sætter fri, menneskelige relationer går ikke i stykker, de fattige får det de har brug for, voldtægt og sexuelt misbrug er en saga blot, lyset vinder endeligt over

3 a f 4

mørket. Verden bliver et paradis, som det var tænkt til at blive fra begyndelsen.

Og ja, som Matthæusevangeliet fremstiller det her i kapitel 25, så skal der være en udvælgelse. Jeg er ikke sikker på, at det er udvælgelse der går på, om man har læst og forstået bibelen rigtigt, om man synger med på slamerne, eller synger gospel, om man kommer i Metodistkirken eller folkekirken, om …

Dette er ikke en test.

Det er retfærdighed på Guds måde.

Når vi tænker på verdensdommen, er det væsentlig at huske på, at Jesus er verdens frelser. At det var ham, som gav sig selv på et kors. At han døde og opstod igen for en gang for alle at gøre op med denne verdens synd. Synd er som bekendt det, der skiller mennesker fra Gud, men det er der gjort op med. Jesus har taget en for holdet.

Gud tvinger ikke nogen, som ikke ønsker det, til at være sammen med ham i kærlighedens rige, derfor er der to veje at gå.

Jesus siger: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for Jer, siden verden blev grundlagt.”1

Han fortsætter, for I gav mig noget at spise, I tog i mod mig, I klædte mig. Måske har vi ikke lige stået ansigt til

1 Matt 25,35

4 a f 4

ansigt med Jesus. Men det vi har gjort med et andet menneske, har vi gjort mod ham.

Jesus taler om almindelig næstekærlighed, ikke om “Mother Theresa agtig” adfærd, men om almindelig medmenneskelig adfærd, hvor vi alle sammen kan være med.

Det er Guds ønske og drøm for os, at vi må være med.

Jeg glæder mig til at stå ansigt til ansigt med Gud. Jeg har selvfølgelig sommerfugle i maven, som var det en eksamen, men det er det jo ikke.

Det er Guds kærlighed i fuldt flor. Det er lyset, som vinder over mørket.

Black sunday bliver til happy monday and blessed eternity.

Amen.

ER du klar? – Thomas Risager

Scene i en helt almindelig familie: 

Er alle klar? 

Ja! 

Godt så kører vi! 

Nej, vent lige. Jeg skal lige finde …

Vi er ikke altid så klar, som vi tror vi er. Ved dagens gudstjeneste jeg, over en bibeltekst fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus gør det klart, at det er vigtigt at være klar, for vi ved ikke, hvornår Gud pludselig viser sig vores liv, og så er det lidt dumt, at man lige skal …

Hør mere her:

Du kan også læste alen her. Bemærk, at der ofte er små afvigelser mellem det planlagte manuskript og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 12. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,1-13.

Er alle klar til afgang kl. 10?

Inden jeg går videre, skal jeg lige nævne, at det eksempel, som kommer her er opdigtet og ikke har nogen som helst lighed med min egen familie. Det er et udtryk for fri fantasi.

Ja, siger både, mor, far, barn 1 og barn 2. Alle er klar til afgang i god tid inden kl. 10.

Faderen læser avis, og skal lige have 2 sektion med. Han kan lige nå det.

Moderen har en deadline på jobbet, som lige kan presses ind inden kl. 10. Det vil være så godt, at være fri for at tænke på det.

Barn 1 skal lige se en Youtube-video færdig, mens barn 2 lige klarer sine streaks på snappen.

2 minutter i afgang, råber faderen, så er der afgang. Men han skal lige tisse af, børste tænder og lave sig en kop køre-kaffe. Konen mangler lige og uploade noget, barn 1 og barn 2 kommer i tanke om, at de lige skal have lidt mad med og foresten er opladerene til telefonerne væk.

Nu er det et tænkt eksempel, men er der nogen der kan genkende det?

2 a f 4

Alle gav udtryk for, at være klar, men da det kom til stykket var der ingen, som var klar.

Jeg fortæller selvfølgelig den historie, som en optakt til en snak om Matthæusevangeliets kapitel 25, som vi har foran os i dag. Det store tema i dag er spørgsmålet om du er klar?

Det som vi skal være klar til, afspejler sig i, hvor vi er henne i kirkeåret. Det lakker mod enden, og snart er det første søndag i advent, hvor vi glæder os over, at Jesus kom til jord og håber på, at han en dag faktisk kommer igen. Så skal denne verdens lidelse og uretfærdighed få sådan en på hatten, at kærligheden skal for alvor få magt verden. Alt det onde skal elskes godt.

Vi skal helst opdage det, når han kommer igen. Derfor handle tro også om at være klar.

Kapitel 25 i Matthæus rummer i slutningen afsnittet om verdensdommen. Mange skælver lidt ved den ide, at Gud skal holde dom.
Men det er jo en god ting, fordi vi får lov at se retfærdigheden vinde den endelige sejr. Det er sådan set det, vi længes efter. En verden, som udelukkende er god.

Vi har intet at frygte.

I evangelierne ser vi en eskatologi, som præger opfattelsen i den første kirkes liv. Eskatologi er læren om verdens ende, og Kristi genkomst.

3 a f 4

Baseret på de ting, som Jesus har sagt. Bl.a. denne tekst om de ti brudepiger, så regnede man med, at Jesus ville komme igen. Det kunne være i morgen.

Det har vi som bekendt ventet på i nogen tid, men hele kapitel 25 handler om at forberede mennesker til, at nu kommer dagen, hvor Jesus kommer igen.

Ordet brudgom er et billede på Jesus og bryllupssalen er et billede på himmelen.

Tankegangen i al kristen tro er, at der kommer en dag, og vi ved ikke hvornår det er, hvor vi skal være klar. Det handler også o, at kunne se Gud, i de glimt, vi får lov at opleve ham i vores liv.

Det gælder både den store fortælling, hvor Jesus kommer tilbage, men det gælder også den dag, hvor vi har taget vores sidste åndedræt på jorden og der den, der står ved døren til bryllupssalen.

Vi ved ikke hvornår det er.

Hvad skal du nå at have på plads, for at du er virkelig klar?

Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt. Er du klar? Hvis ikke du er klar, og hvem af os er egentlig det?

Så er kirken her faktisk et sted, hvor vi med alt hvad vi gør, forsøger at være at klart budskab om Guds kærlighed, og det budskab, hvad enten, det er i ord eller handlinger, er et budskab, som har det sigte, at lade

4 a f 4

mennesker vide, opleve, tro og håbe at Guds kærlighed gælder lige netop dem. Vi prøver på at træne opmærksomheden mod Guds kærlighed, så vi opdager det, når den er lige for næsen af os.

Vi udruster hinanden til at have olie på lamperne, sådan at vi hver især er klar.

For dagen kommer, før vi aner det. Er du klar?
Amen.

 

Allehelgen/sammenhængskraft – Thomas Risager

De amerikanske skikke omkring Halloween med udskårne græskar, uhyggelige udklædninger og “slik eller ballade” ser efterhånden ud til at være kommet for at blive – også i Danmark. Men vidste du, at det herhjemme faktisk hedder Alle Sjælesaften d. 31. oktober og Allehelgen d. 1. november?

Første søndag efter Allehelgen,altså i dag, er den dag, hvor vi mindes de døde, som mangler i vore liv. Vi nævner dem ved navn og vi tænder lys for dem. Allehelgen er også dagen, hvor vi indser, at livet er større end døden. Guds kærlighed og nåde er på spil, og det gør, at døden kan blive til liv.

Hvis du ønsker, at et menneske, du savner, bliver nævnt i gudstjenesten, er du meget velkommen til at skrive det til Thomas Risager. Det betyder ikke noget om vedkommende var medlem af kirken eller ej. Hvis det er et menneske, som du savner, deler vi gerne savnet med dig.

Ud over at mindes dem, der gik forud for os, har vi på søndag også den store glæde at kunne holde fest og fejre hele to nye liv. Vi skal nemlig døbe Malene Damm Priess’ dejlige tvillinge-piger, og det endda på deres et års fødselsdag.

Thomas Risager taler over temaet sammenhængskraft.

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er forskel mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk bliver holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5
Prædiken søndag d. 5. november 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 5,3-12. Allehelgen
Flere gange har jeg hørt polikere udtrykke bekymring for sammenhængskraften i samfundet. Det er et ord, der brugers om forskellige grupperingers, eller klassers tilknytning til fællesskabet.
Som borgere i dette land hænger vi sammen. Det gør vi på tværs af etniske, politiske og økonomiske skel. Sammen udgør vi Danmark. Vi har et rødbedefarvet pas med Jellingstenens Jesus på den allerførste side.
Jesus taler ofte om det med at høre til i et rige, for som han siger: “Guds rige er kommet nær!”
Det er ikke et rige, som er defineret at grænser, eller som udsteder et pas. Det er ikke et rige for mennesker, som er født på et bestemt sted, eller for mennesker, der tænker ens om alt muligt. Her er det ikke væsentligt om du er socialdemokrat eller stemmer på Dansk Folkeparti. Her er det ikke væsentlig om du er rig eller fattig, om du er mand eller kvinde, om du er lykkelig eller ulykkelig.
Jesus taler også om et rige, som ikke defineres af de succesfulde, af de som hele tiden er på TV, eller af dem, som alle andre tilsynelandende lytter til.
Maria læste et styke fra Bibelen fra os, og det siger os her del om, hvem vi er Guds øjne. For i Guds øjne ser vi ganske anderledes ud, end verden ser os.

2 a f 5
De ting, vi tillægger værdi og tilskriver succes, er helt anderledes I Guds øjne.
I dag har vi indledningen til Bjergprædikenen foran os.
I den, Matthæusevangeliets kapitel 5,6 og syv finder vi nogle af de allervigtigste ting, Jesus har sagt.
Hvis du vil vide, hvad jesus står for, og hvad hans mærkesager er, så kan jeg anbefale at læse bjergprædikenen.
Jesus siger: “v3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden……” og sådan gentages
salige er de… en her del gange.
Salige er et ord, som vi ikke længere bruger så meget.
Disse ord er oprindeligt formuleret på græsk, som er Det
Nye Testamentes originalsprog.
En mere korrekt oversættelse af ordet er, at man siger
rodfæstet i stedet.
Disse mennesker, som Jesus fremhæver, er mennesker,
som ikke er rodfæstede i de ydre ting, som verden
tillægger stor værdi.
De er rodfæstede i indre værdier, uafhængige af det som
ses af andre eller efterstræbes af andre.

3 a f 5
De er som salmernes Bog siger det, som et træ, der er
rodfæstet ved bækken. Det bærer meget frugt, fordi
deres rødder når dybt og holder det fast, når det blæser.
Ser du, Guds rige lader sig ikke begrænse, af de ting,
som vi kan forestile os.
Guds rige er et kærlighedsrige, som overskrider alle
grænser, vi overhovedet kan komme i tanke om.
Det er et rige, hvor alle er velkomne og man kan være
den man er.
Der er helt andre værdier på spil, end i denne verden,
hvor det ydre og overfladiske i den grad hyldes. Her
handler det om at være rodfæstet. Rodfæstet i Guds
kærlighed.
I Guds rige er vi rodfæstet i Gud. Det er ham vi er
forbundet med. Vi har lige set et, eller rettere to, meget
stærke eksempler på det, da vi døbte Klara og Viola. Vi
døber dem, fordi vi ankerkender at de tilhører Guds rige,
for det er de også en del af.
Guds rige er man en del af, før man fødes og længere
end livet. For Guds rige begrænses ikke af, hverken
fødsel eller død.
I dag fejrer vi livet, og er taknemmelig over at vi kan døbe
to dejlige piger. Men vi rammes også af, at på festdage
som denne, bliver det klart at der er nogen, som mangler
blandt os.

4 a f 5
Der er menneske blandt os, som fester og sørger på
samme tid, fordi i dag også er dagen, hvor vi mindes de,
som er døde.
Vi mærker savnet og sorgen over dem, og måske indser
vi, at selvom de er døde, så påvirker det forhold, vi har
haft til dem stadig vores liv. De betyder stadig noget. Vi
hænger også sammen med dem.
Måske kan det være en trøst, at Jesus taler om at de
saliges løn er stor i det himmelske, i Guds rige.
Jesus taler om Guds rige, som et sted, der ikke
begrænses af liv og død. Han kalder os til et håb, om at
vi en dag skal ses med alle de, som er gået foran os til
Guds rige. En dag skal vi opstå til nyt liv sammen med
ham.
Et liv, som Åbenbaringen i Bibelen omtaler således:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være
mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.1
I Guds rige er sammenhængskraften Guds uendelige
kærlighed, som er stærkere end alt andet. – Selv døden.
Og den kærlighed gør at vi hænger sammen i livet og i
døden.
1 Åb 21,3b-4

5 a f 5
I dag vil vi mindes:
Sigrid Juul
Antonio Ribeiro
Elin Askholm Carlsen Hans Otto Hansen
Marie Nordtorp Bendixen Kaj Vilner Priess
Aksel Thorsen
Jens Christian Rønning Villy Kähne
Kurt Kristiansen

 

 

Du er indbudt – Thomas Risager

Der kommer en indbydelse med posten. Det er tid til en fest, og der er mennesker, som gerne vil have dig med til en væsenlig begivenhed i deres liv.

I dag er du inviteret med til en fest. Festen er en gudstjeneste, hvor Kirkebandet spiller god musik, og Thomas Risager taler om at være indbudt – ud fra Matthæusevangeliet kapitel 22,1-14.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det skrevne ord fra forberedelserne og den tale, som faktisk blev holdt i gudstjenesten.

Tale manuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 15. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 22,1-14. Barnedåb: Hampus Kronlund Brik.

Må jeg ønske Jer varmt velkommen i kirken.

Det har jeg sådan set allerede gjort én gang, men alligevel, så er det vigtigt for mig, for os, at du ved, at du er velkommen.

Laura og Nicolai har tænkt meget over dagen i dag og, jeg ved, at de er glade for at så mange af deres gæster faktisk kunne komme og være med til dåben. Når der sker store ting i vores liv, vil vi gerne dele dem med familie og venner. Netop fordi vi gerne vil, at I er vidner, men også at I ved, at I er vigtige for hinanden. Det er helt enkelt vigtigt, at I er med.

På de store dage i livet, er de venskabsbånd og slægtsbånd, som er i mellem os helt vildt betydningsfulde.

I dag fejrer vi også de bånd, som vi måske ikke så ofte tænker på, men som trænger sig på i tankerne ved de store begivenheder i livet. Nemlig båndet mellem Gud og mennesker – båndet mellem Gud og os.

For vi er inviteret, ikke bare til en dåb og en fest, men inviteret til at være i relation til Gud.Inviteret til at lade ham være en del af vores tilværelse.

Det kan selvfølgelig føles lidt akavet. Det sker jo man får en invitation til et eller andet, hvor man tænker, hvorfor er

2 a f 4

jeg inviteret til dette? Det kan jeg sket ikke forstå, så godt kender vi da ikke hinanden.
Det vil jeg sket ikke kunne føle mig hjemme i. Det er for mærkeligt.

I Matthæusevangeliet finder vi historien om kongen, som skulle have sin søn gift. En stor begivenhed, som han gerne vil dele med slægt og venner.

Kongen sendte tjenere ud for at kalde til fest. Vi skal lige huset at dette sker før Post Nords og før Facebooks tid, så dette var den smartes måde at gøre det på. Måske skal vi overveje om ikke det, at sende tjenere ud, faktisk er det smarteste i dag også?

Gæsterne ville ikke komme. Vi ved ikke hvorfor, men kongen sender et nyt hold tjenere ud. Men gæsterne havde så travlt med deres eget, at de bare gik til deres marker og forretninger. Enkelte blev så sure over invitationerne, at de ligefrem slog tjeneren ihjel.

Så sendte kongen sine tjenere ud til alle de almindelige mennesker – også dem hvor vejene ender. Udkantsdanmark ville vi nok sige. Men alle blev indbudt – både de onde og de gode. Med andre ord alle!

Det er en utrolig vigtig pointe, for bryllupsfest ligner jo Guds rige. Det er det, Jesus taler om, når han fortæller denne historie.
Det er sådan Jesus gør. Han fortæller historier om ting, som de alle sammen kan forholde sig til, men historiererne har alle et tvist, som gør at de også handler om noget helt andet samtidigt.

Historien om kongesønnens bryllup er ingen undtagelse.

3 a f 4

Du er indbudt til Guds rige.
Guds rige. Det kræver måske lidt forklaring.

Guds rige, er ikke som et rige med grænser og grænsekontrol. Der vil være enkelte af vore politikere, som ikke kan lide den tanke.
Når Jesus taler om Guds rige, så er det udryk for en anerkendelse af de bånd, som er mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Med andre ord et fællesskab omkring det, at Gud på en eller anden måde hører med i livets ligning. Det fællesskab kan man ikke være for fin til eller for … hvad ved jeg … til. Alle kan være med. Alle er indbudt. Du er indbudt.

Måske husker du de sidste linjer af den tekst, Rune læste op og tænker på, at vi nok alle sammen skulle have taget lidt pænere tøj på i dag. Det er ikke hovedpointen i talen i dag, men I får alligevel et par ord om det.

Kongen går glad gennem bryllupssalen og hilser på alle sine gæster. Der er glæde og fest. Også hos en af gæsterne, som godtnok ikke lige er i bryllupsklæderne.

Kongen spurgte ham direkte: “Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Matthæus skriver han tav. Der er ikke noget godt svar.

Ved et bryllup på denne tid var det også almindelig praksis, at gæsterne fik bryllupstøjet udleveret ved ankomsten.

4 a f 4

Det handlede ikke om at det skulle være specielt fornemt, men det handlede om at ingen skulle føle sig udenfor. Ingen skulle føle sig for ringe.

Kongen ser en gæst, som mæsker sig i maden, men som ikke gør sig den anstrengelse at være den del af fællesskabet ved at iklæde sig bryllupstøjet. Han vil sit eget og ikke fællesskabet. På mange måder signalerer han, at han tror han er bedre end alle andre her.

Netop det, at være en del af noget større. At anerkende båndende mellem mennesker og båndet til Gud er væsentligt i denne historie om Guds rige. For det er i fælleskabet at Guds kærlighed bedst erfares og bedst udleves.

Lige netop det har den unge mand misforstået. Tonen i hele det nye tstament er, at han er velkommen igen en anden gang.

Siden tidernes morgen har denne festberetning været en historie om Guds rige. Et Guds rige, hvor alle er indbudt – både gode og onde.

En historie, som siger. Kom og vær med. Du har også plads ved bordet.

Varmt velkommen.

Amen!

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

 

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Hvem er det nu, du er? – Thomas Risager

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Men om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder. Men man ved, at man kender ham!

Hør mere her, hvor Thomas Risager taler ud fra en bibeltekst fra Matthæusevangeliet kapitel 16 vers 13-20:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 27. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 16,13-20 – Hvem er det nu du er?

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder.

Men man ved, at man kender ham!

Sådan en oplevelse havde jeg for en del år siden på en café i Aarhus. Den rare unge mand hilste venligt på mig. Det var så kronprinsen! Jeg syntes nok, at jeg kendte ham!

Jeg tror mange mennesker har en fornemmelse af Gud, der er lidt som at møde det menneske, som forekommer en at være en, man kender. Men man kan ikke lige helt huske sammenhængen eller navnet, for den sags skyld. Men der er noget bekendt.

Når man møder et menneske, som man ikke lige kan genkende, skyldes det ganske ofte, at man møder dem i en halt anden kontekst, et helt andet sted, den der, hvor man sidst mødte dem.

Jeg tror mange forventer, at der hvor Gud findes, er i kirken, og den måde vi holder gudstjenester på, gør ikke nødvendigvis, at man har oplevelsen af, at nu har man mødt Gud i kirken.

2 a f 5

Slevfølgelig kommer vi men en forventning om, at Gud er her. Og det vil jeg gerne slå fast at han er. Gud er her! Det kan godt være at vores tro er lille, usikker eller fremmed for os. Men Gud er her – også her!

Men der er trods alt to nye forældre, som er kommet med deres lille pige i dag. To forældre, som kommer her og beder os – og det er os alle sammen – om at være sammen med dem om, at bede til Gud for Ane og for hendes liv.

De har ovenikøbet bedt deres venner og familie møde op, så I kan være med til det.

Det gør de, fordi dette er vigtigt for dem.

De vil selvfølgelig gerne se Jer alle sammen til en lille hyggelig fest, men de vil også gerne have jeres hjælp og Guds hjælp, så de kan være bedst mulige forældre for det barn, som de har fået ansvaret for.

Når et forældrepar bærer et barn ind i kirken sker det på en forventning om, Gud vil høre vores bøn og være tilstede i dåben.
Når vi i dag beder med, og glæder os sammen med Line og Rune, så er det et stort udtryk for tro.

Det er et udtryk for tro, hvor der måske ikke er så mange ord, men et udtryk for tro, det er det.

Her i kirken der det en forventning, at Gud velsigner, Ane i dag. At han lover, at være med hende alle dage i al evighed.

3 a f 5

Vi forventer også, at Gud ikke kun velsigner her i kirken, men at han i høj grad gør det i den helt almindelige kedelige hverdag, når den kommer.

Gud er nemlig ikke begrænset til kirken. Gud er ikke engang begrænset til livet.

Så selvfølgelig kan man møde Gud på steder, hvor man aldrig havde forventet, at det ville ske.

Det er også derfor, at vi nogen gange kan ende med, at blive ganske overraskede over, at vi har oplevet at Gud var nær. Der er et eller andet, som er helt ok, men vi kan ikke lige sætte ord på det.

Vi har oplevelsen af, at selvom livet måske er møgsvært, så har vi den der underfundige fornemmelse, at det skal nok gå. Den her oplevelse af, at vi ikke er alene.

En følelse af at være elsket og holdt af. Det kommer midt i arbejdsdagen. I Søstrene Grenes snørklede gange.

Gud kan vise sig i den samtale vi har med et andet menneske. En af de samtale, hvor ordene virkelig har vægt, og vi oplever forståelse og at vi forstår. Ikke at vi nødvendigvis er enige, men vi ved, hvordan verden ser ud med et andet meneskes øjne.

Hvis jeg spurgte ud i kirken i dag. Hvornår har du sidst tænkt, at Gud må være nær.
Jeg ved godt at det er mærkeligt spørgsmål at få. Det er måske en smule udansk, fordi vi ikke er vant til at dele vore inderste tanker om tro med hinanden.

4 a f 5

Det er faktisk meget lettere for os at tale med hinanden om sex…

Vi må hellere komme tilbage til Gud. Hvornår har du sidst tænkt: “Gud er nær?”

Jeg tror, vi vil høre en del forskellige svar, og vi vil blive nødt til at konkludere noget i retning af: OK, Gud møder menesker på alle mulige og mulige steder og tidspunkter.

Det er der ikke noget nyt i. Jesus går sammen med de tolv disciple, og han kan ikke dy sig for at spørge dem om, hvem folk tror han er.

Det er der alle mulige bud på. Alle buddene går på bibelske personligheder, som disciplene og alle har hørt om. Men det er Peter, som slår hovedet på sømmet. For han ved hvad han har set og hvad han har hørt.

Han er ikke et sekund i tvivl: “Du er Kristus, den levende Guds søn.”1

Peter har fattet at Jesus er ham, som Gud har sendt til verden for at give verden endnu en chance for at forstå bredden og dybden af hans kærlighed til os.

Læg mærke til at dette ikke handler om forstand. Jesus siger til Peter: “»Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.”2

1 Matt 16,16 2 Matt 16,17

5 a f 5

Med andre ord. Det har du ikke selv fundet på Peter. Det er Gud, der har vist dig det.

Sådan er det med tro. Det er noget Gud viser os, og det kan ske hvor som helst i livet.

Mit håb for dig og for Ane er, at når det sker, så kan du genkende det.

Gud er ikke fremmed for os. Evnen til at genkende Gud ligger dybt i os. Det er måske det der gør, at vi fornemmer noget, uden rigtigt at kunne sætte ord på det.

Faktisk er det ligesom at møde det der menneske, som man godt ved at man kender, men man kan bare ikke lige ……

Amen.

 

En kærlighedens stemme – Thomas Risager

Ikke særlig Jesus-agtigt …

“Nogle gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse. Jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til. Så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Den diskussion får kæmpe indflydelse på, hvordan vi som kristne forholder os til mennesker med anden tro og baggrund end vores. Vi er slet ike så snæversynede, som man måske kunne tro.”

 

Du kan høre mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der i dag er flere afvigelser i det talte ord fra det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 20. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matthæus 15,21-28

Nogen gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse, som jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til, så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Jesus er gået ind i områderne ved Tyros og Sidon. De navne siger måske ikke os så meget, men for Matthæusevangeliets oprindelige læsere, som var jødekristne, vil dette sige dem, at Jesus har forladt jødernes land.

Han er gået derind, hvor de fremmede bor. Hedningerne, de ikke jødiske. Dem som jøderne den gang i ikke flatterende vendinger kaldte for hunde.

En af dem, som Matthæusevangeliet er skrevet til vil være på vagt her.

Nu kommer kvinden og trænger sig på. Matthæus siger ovenikøbet, at hun er kanaaæer. Dermed er det stadfæstet, at hun ikke blot er upopulær, men direkte uren. Et undermenneske set med datidens øjne.

2 a f 5

“Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.”1

Jesus ignorerer hende. Han lader som om, hun ikke eksisterer.
Den jødiske eller jødekristne læser vil vil blive bekræftet i, at hun får som hun har fortjent. Vi kan nemlig ikke have med den slags mennesker at gøre. Deres verdenssyn og tro er direkte skadelig. Hvor er det godt, at Jesus ignorerer hende.

Og disciplene, de har også forstået det, da de vil sende hende væk.
Jesus bekræfter dem i det. Han svarede: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.”2 Senere i Matthæusevangeliet er det slået fast, at evangeliet skal prædikes i hele verden.3 Men her i begyndelsen af evangeliet er det Jesu opfattelse, at det er jøderne først, og så hedninger.

Det gjaldt kvindens syge datter. Så hun kastede sig ned og bad om hjælp.
“Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.”4

Det er meget nedværdigende opførsel og sprog. Kvinden taler tidens sprog, ligesom Jesus gør det.

Det sker et skifte her, som er væsentligt.

1 Matt 15,22

2 Matt 15,24

3 Matt 24,14

4 Matt 15,27

3 a f 5

Jeg hævder ikke, at vide, hvad der er foregået i hovedet på Jesus.

Vi skal huske at Jesus er opdraget jøde, og hele sit liv, har han fået at vide, at de, som tror og tænker som ham og hans familie er rigtige. De andre er helt enkelt forkert på den. De tager fejl, så alvorligt, at vi kalder dem for hunde. Ignorer dem, og lader som om de ikke findes.

Det er den baggrund han har med, men han ser en mor, der tigger for sin datters liv. Han ser hendes frygt og mærker hendes tro og længsel. Lige der sammen med den kanaánæiske kvinde bryder han med alt, hvad han tidligere har lært. Alt hvad han troede var sandt og rigtigt omkring kaananæere skiftede han synspunkt på.

Han kunne ikke længere omtale hende som en ussel hund. Nu så han bag facaden og alt det han har lært at holde afstand fra. Her så han et menneske og fandt en tro.

Denne diskussion får kæmpe indlydelse på hvordan vi som kristne bør forholde os til mennesker med anden tro og baggrund end vores.

Vi lever i en verden, som i tiltagende grad bliver polariseret. Vi hører andre mennesker omtalt på langt værre måder, end det vi er vidner til, Jesus gør her.

Vi oplever at mennesker begår terror i Guds navn. Vi hører at Islamisk Stat med stolthed påtager sig ansvaret for enhver idiot, der kører ind i mennesker med en bil.

Det fylder os naturligvis med afsky og det skal det.

4 a f 5

Jeg tager afstand fra enhver form for vold, diskriminering og had. Det er naturligvis de ekstreme ytringer, jeg tager afstand fra. Jeg fordømmer det, hver gang, der står muslimer bag det, hver gang der står jøder bag det og hver gang der står kristne bag det.

Det er så nemt bare at sige og mene at de andre er nogle hunde, for nu at bruge Jesu ord.

Vi hører meget om ekstreme muslimer. Vi læser om ekstreme jøder, og tro mig, der findes også masser af forskruede kristne.

De mennesker vi ikke hører om, er de fornuftige muslimer, jøder og kristne. De udgør langt hovedparten i alle tre grupperinger. Det tavse flertal.

I vores måde at forholde os til andre mennesker og måske anderledes tro, er det utroligt vigtigt, at vi bruger et sprog, der ikke øger polariseringen og dermed giver brændstof til den frygt og fremmedgørelse, som så nemt kommer til at råde.

I begyndelsen af denne beretning, havde Jesus et mindset, som var polariserende. Men han opdager at han står overfor et menneske, der ikke lever op til alle de fordomme, havn havde fået.
Han så kvinde, som den hun var med de længsler og den tro hun havde. Det forandrede alt. – Ikke bare for kvinden, hvis datter blev rask, men også for Jesus og alle os, der forsøger at følge efter ham.

Når vi læser om, hører om, taler om en, som vi betragter som fremmed, så udfordrer det, at vi gerne vil efterfølge

5 a f 5

Jesus, os til at se, at vi står ansigt til ansigt med en næste, som vi jo er forpligtet til at elske.

Det er muligt at de holdninger, vi står overfor er onde, men der er altid et menneske bag.

I Romerbrevets afsnit om livet efter Guds vilje, udfordrer Paulus de kristne. Han siger: “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”5

Kærligheden skal have det sidste ord!
Amen
Salme: Inden jeg har søgt dig, har du fundet mit hjerte

5 Rom 12,21