ER du klar? – Thomas Risager

Scene i en helt almindelig familie: 

Er alle klar? 

Ja! 

Godt så kører vi! 

Nej, vent lige. Jeg skal lige finde …

Vi er ikke altid så klar, som vi tror vi er. Ved dagens gudstjeneste jeg, over en bibeltekst fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus gør det klart, at det er vigtigt at være klar, for vi ved ikke, hvornår Gud pludselig viser sig vores liv, og så er det lidt dumt, at man lige skal …

Hør mere her:

Du kan også læste alen her. Bemærk, at der ofte er små afvigelser mellem det planlagte manuskript og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 12. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,1-13.

Er alle klar til afgang kl. 10?

Inden jeg går videre, skal jeg lige nævne, at det eksempel, som kommer her er opdigtet og ikke har nogen som helst lighed med min egen familie. Det er et udtryk for fri fantasi.

Ja, siger både, mor, far, barn 1 og barn 2. Alle er klar til afgang i god tid inden kl. 10.

Faderen læser avis, og skal lige have 2 sektion med. Han kan lige nå det.

Moderen har en deadline på jobbet, som lige kan presses ind inden kl. 10. Det vil være så godt, at være fri for at tænke på det.

Barn 1 skal lige se en Youtube-video færdig, mens barn 2 lige klarer sine streaks på snappen.

2 minutter i afgang, råber faderen, så er der afgang. Men han skal lige tisse af, børste tænder og lave sig en kop køre-kaffe. Konen mangler lige og uploade noget, barn 1 og barn 2 kommer i tanke om, at de lige skal have lidt mad med og foresten er opladerene til telefonerne væk.

Nu er det et tænkt eksempel, men er der nogen der kan genkende det?

2 a f 4

Alle gav udtryk for, at være klar, men da det kom til stykket var der ingen, som var klar.

Jeg fortæller selvfølgelig den historie, som en optakt til en snak om Matthæusevangeliets kapitel 25, som vi har foran os i dag. Det store tema i dag er spørgsmålet om du er klar?

Det som vi skal være klar til, afspejler sig i, hvor vi er henne i kirkeåret. Det lakker mod enden, og snart er det første søndag i advent, hvor vi glæder os over, at Jesus kom til jord og håber på, at han en dag faktisk kommer igen. Så skal denne verdens lidelse og uretfærdighed få sådan en på hatten, at kærligheden skal for alvor få magt verden. Alt det onde skal elskes godt.

Vi skal helst opdage det, når han kommer igen. Derfor handle tro også om at være klar.

Kapitel 25 i Matthæus rummer i slutningen afsnittet om verdensdommen. Mange skælver lidt ved den ide, at Gud skal holde dom.
Men det er jo en god ting, fordi vi får lov at se retfærdigheden vinde den endelige sejr. Det er sådan set det, vi længes efter. En verden, som udelukkende er god.

Vi har intet at frygte.

I evangelierne ser vi en eskatologi, som præger opfattelsen i den første kirkes liv. Eskatologi er læren om verdens ende, og Kristi genkomst.

3 a f 4

Baseret på de ting, som Jesus har sagt. Bl.a. denne tekst om de ti brudepiger, så regnede man med, at Jesus ville komme igen. Det kunne være i morgen.

Det har vi som bekendt ventet på i nogen tid, men hele kapitel 25 handler om at forberede mennesker til, at nu kommer dagen, hvor Jesus kommer igen.

Ordet brudgom er et billede på Jesus og bryllupssalen er et billede på himmelen.

Tankegangen i al kristen tro er, at der kommer en dag, og vi ved ikke hvornår det er, hvor vi skal være klar. Det handler også o, at kunne se Gud, i de glimt, vi får lov at opleve ham i vores liv.

Det gælder både den store fortælling, hvor Jesus kommer tilbage, men det gælder også den dag, hvor vi har taget vores sidste åndedræt på jorden og der den, der står ved døren til bryllupssalen.

Vi ved ikke hvornår det er.

Hvad skal du nå at have på plads, for at du er virkelig klar?

Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt. Er du klar? Hvis ikke du er klar, og hvem af os er egentlig det?

Så er kirken her faktisk et sted, hvor vi med alt hvad vi gør, forsøger at være at klart budskab om Guds kærlighed, og det budskab, hvad enten, det er i ord eller handlinger, er et budskab, som har det sigte, at lade

4 a f 4

mennesker vide, opleve, tro og håbe at Guds kærlighed gælder lige netop dem. Vi prøver på at træne opmærksomheden mod Guds kærlighed, så vi opdager det, når den er lige for næsen af os.

Vi udruster hinanden til at have olie på lamperne, sådan at vi hver især er klar.

For dagen kommer, før vi aner det. Er du klar?
Amen.

 

Allehelgen/sammenhængskraft – Thomas Risager

De amerikanske skikke omkring Halloween med udskårne græskar, uhyggelige udklædninger og “slik eller ballade” ser efterhånden ud til at være kommet for at blive – også i Danmark. Men vidste du, at det herhjemme faktisk hedder Alle Sjælesaften d. 31. oktober og Allehelgen d. 1. november?

Første søndag efter Allehelgen,altså i dag, er den dag, hvor vi mindes de døde, som mangler i vore liv. Vi nævner dem ved navn og vi tænder lys for dem. Allehelgen er også dagen, hvor vi indser, at livet er større end døden. Guds kærlighed og nåde er på spil, og det gør, at døden kan blive til liv.

Hvis du ønsker, at et menneske, du savner, bliver nævnt i gudstjenesten, er du meget velkommen til at skrive det til Thomas Risager. Det betyder ikke noget om vedkommende var medlem af kirken eller ej. Hvis det er et menneske, som du savner, deler vi gerne savnet med dig.

Ud over at mindes dem, der gik forud for os, har vi på søndag også den store glæde at kunne holde fest og fejre hele to nye liv. Vi skal nemlig døbe Malene Damm Priess’ dejlige tvillinge-piger, og det endda på deres et års fødselsdag.

Thomas Risager taler over temaet sammenhængskraft.

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er forskel mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk bliver holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5
Prædiken søndag d. 5. november 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 5,3-12. Allehelgen
Flere gange har jeg hørt polikere udtrykke bekymring for sammenhængskraften i samfundet. Det er et ord, der brugers om forskellige grupperingers, eller klassers tilknytning til fællesskabet.
Som borgere i dette land hænger vi sammen. Det gør vi på tværs af etniske, politiske og økonomiske skel. Sammen udgør vi Danmark. Vi har et rødbedefarvet pas med Jellingstenens Jesus på den allerførste side.
Jesus taler ofte om det med at høre til i et rige, for som han siger: “Guds rige er kommet nær!”
Det er ikke et rige, som er defineret at grænser, eller som udsteder et pas. Det er ikke et rige for mennesker, som er født på et bestemt sted, eller for mennesker, der tænker ens om alt muligt. Her er det ikke væsentligt om du er socialdemokrat eller stemmer på Dansk Folkeparti. Her er det ikke væsentlig om du er rig eller fattig, om du er mand eller kvinde, om du er lykkelig eller ulykkelig.
Jesus taler også om et rige, som ikke defineres af de succesfulde, af de som hele tiden er på TV, eller af dem, som alle andre tilsynelandende lytter til.
Maria læste et styke fra Bibelen fra os, og det siger os her del om, hvem vi er Guds øjne. For i Guds øjne ser vi ganske anderledes ud, end verden ser os.

2 a f 5
De ting, vi tillægger værdi og tilskriver succes, er helt anderledes I Guds øjne.
I dag har vi indledningen til Bjergprædikenen foran os.
I den, Matthæusevangeliets kapitel 5,6 og syv finder vi nogle af de allervigtigste ting, Jesus har sagt.
Hvis du vil vide, hvad jesus står for, og hvad hans mærkesager er, så kan jeg anbefale at læse bjergprædikenen.
Jesus siger: “v3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden……” og sådan gentages
salige er de… en her del gange.
Salige er et ord, som vi ikke længere bruger så meget.
Disse ord er oprindeligt formuleret på græsk, som er Det
Nye Testamentes originalsprog.
En mere korrekt oversættelse af ordet er, at man siger
rodfæstet i stedet.
Disse mennesker, som Jesus fremhæver, er mennesker,
som ikke er rodfæstede i de ydre ting, som verden
tillægger stor værdi.
De er rodfæstede i indre værdier, uafhængige af det som
ses af andre eller efterstræbes af andre.

3 a f 5
De er som salmernes Bog siger det, som et træ, der er
rodfæstet ved bækken. Det bærer meget frugt, fordi
deres rødder når dybt og holder det fast, når det blæser.
Ser du, Guds rige lader sig ikke begrænse, af de ting,
som vi kan forestile os.
Guds rige er et kærlighedsrige, som overskrider alle
grænser, vi overhovedet kan komme i tanke om.
Det er et rige, hvor alle er velkomne og man kan være
den man er.
Der er helt andre værdier på spil, end i denne verden,
hvor det ydre og overfladiske i den grad hyldes. Her
handler det om at være rodfæstet. Rodfæstet i Guds
kærlighed.
I Guds rige er vi rodfæstet i Gud. Det er ham vi er
forbundet med. Vi har lige set et, eller rettere to, meget
stærke eksempler på det, da vi døbte Klara og Viola. Vi
døber dem, fordi vi ankerkender at de tilhører Guds rige,
for det er de også en del af.
Guds rige er man en del af, før man fødes og længere
end livet. For Guds rige begrænses ikke af, hverken
fødsel eller død.
I dag fejrer vi livet, og er taknemmelig over at vi kan døbe
to dejlige piger. Men vi rammes også af, at på festdage
som denne, bliver det klart at der er nogen, som mangler
blandt os.

4 a f 5
Der er menneske blandt os, som fester og sørger på
samme tid, fordi i dag også er dagen, hvor vi mindes de,
som er døde.
Vi mærker savnet og sorgen over dem, og måske indser
vi, at selvom de er døde, så påvirker det forhold, vi har
haft til dem stadig vores liv. De betyder stadig noget. Vi
hænger også sammen med dem.
Måske kan det være en trøst, at Jesus taler om at de
saliges løn er stor i det himmelske, i Guds rige.
Jesus taler om Guds rige, som et sted, der ikke
begrænses af liv og død. Han kalder os til et håb, om at
vi en dag skal ses med alle de, som er gået foran os til
Guds rige. En dag skal vi opstå til nyt liv sammen med
ham.
Et liv, som Åbenbaringen i Bibelen omtaler således:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være
mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.1
I Guds rige er sammenhængskraften Guds uendelige
kærlighed, som er stærkere end alt andet. – Selv døden.
Og den kærlighed gør at vi hænger sammen i livet og i
døden.
1 Åb 21,3b-4

5 a f 5
I dag vil vi mindes:
Sigrid Juul
Antonio Ribeiro
Elin Askholm Carlsen Hans Otto Hansen
Marie Nordtorp Bendixen Kaj Vilner Priess
Aksel Thorsen
Jens Christian Rønning Villy Kähne
Kurt Kristiansen

 

 

Du er indbudt – Thomas Risager

Der kommer en indbydelse med posten. Det er tid til en fest, og der er mennesker, som gerne vil have dig med til en væsenlig begivenhed i deres liv.

I dag er du inviteret med til en fest. Festen er en gudstjeneste, hvor Kirkebandet spiller god musik, og Thomas Risager taler om at være indbudt – ud fra Matthæusevangeliet kapitel 22,1-14.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det skrevne ord fra forberedelserne og den tale, som faktisk blev holdt i gudstjenesten.

Tale manuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 15. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 22,1-14. Barnedåb: Hampus Kronlund Brik.

Må jeg ønske Jer varmt velkommen i kirken.

Det har jeg sådan set allerede gjort én gang, men alligevel, så er det vigtigt for mig, for os, at du ved, at du er velkommen.

Laura og Nicolai har tænkt meget over dagen i dag og, jeg ved, at de er glade for at så mange af deres gæster faktisk kunne komme og være med til dåben. Når der sker store ting i vores liv, vil vi gerne dele dem med familie og venner. Netop fordi vi gerne vil, at I er vidner, men også at I ved, at I er vigtige for hinanden. Det er helt enkelt vigtigt, at I er med.

På de store dage i livet, er de venskabsbånd og slægtsbånd, som er i mellem os helt vildt betydningsfulde.

I dag fejrer vi også de bånd, som vi måske ikke så ofte tænker på, men som trænger sig på i tankerne ved de store begivenheder i livet. Nemlig båndet mellem Gud og mennesker – båndet mellem Gud og os.

For vi er inviteret, ikke bare til en dåb og en fest, men inviteret til at være i relation til Gud.Inviteret til at lade ham være en del af vores tilværelse.

Det kan selvfølgelig føles lidt akavet. Det sker jo man får en invitation til et eller andet, hvor man tænker, hvorfor er

2 a f 4

jeg inviteret til dette? Det kan jeg sket ikke forstå, så godt kender vi da ikke hinanden.
Det vil jeg sket ikke kunne føle mig hjemme i. Det er for mærkeligt.

I Matthæusevangeliet finder vi historien om kongen, som skulle have sin søn gift. En stor begivenhed, som han gerne vil dele med slægt og venner.

Kongen sendte tjenere ud for at kalde til fest. Vi skal lige huset at dette sker før Post Nords og før Facebooks tid, så dette var den smartes måde at gøre det på. Måske skal vi overveje om ikke det, at sende tjenere ud, faktisk er det smarteste i dag også?

Gæsterne ville ikke komme. Vi ved ikke hvorfor, men kongen sender et nyt hold tjenere ud. Men gæsterne havde så travlt med deres eget, at de bare gik til deres marker og forretninger. Enkelte blev så sure over invitationerne, at de ligefrem slog tjeneren ihjel.

Så sendte kongen sine tjenere ud til alle de almindelige mennesker – også dem hvor vejene ender. Udkantsdanmark ville vi nok sige. Men alle blev indbudt – både de onde og de gode. Med andre ord alle!

Det er en utrolig vigtig pointe, for bryllupsfest ligner jo Guds rige. Det er det, Jesus taler om, når han fortæller denne historie.
Det er sådan Jesus gør. Han fortæller historier om ting, som de alle sammen kan forholde sig til, men historiererne har alle et tvist, som gør at de også handler om noget helt andet samtidigt.

Historien om kongesønnens bryllup er ingen undtagelse.

3 a f 4

Du er indbudt til Guds rige.
Guds rige. Det kræver måske lidt forklaring.

Guds rige, er ikke som et rige med grænser og grænsekontrol. Der vil være enkelte af vore politikere, som ikke kan lide den tanke.
Når Jesus taler om Guds rige, så er det udryk for en anerkendelse af de bånd, som er mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Med andre ord et fællesskab omkring det, at Gud på en eller anden måde hører med i livets ligning. Det fællesskab kan man ikke være for fin til eller for … hvad ved jeg … til. Alle kan være med. Alle er indbudt. Du er indbudt.

Måske husker du de sidste linjer af den tekst, Rune læste op og tænker på, at vi nok alle sammen skulle have taget lidt pænere tøj på i dag. Det er ikke hovedpointen i talen i dag, men I får alligevel et par ord om det.

Kongen går glad gennem bryllupssalen og hilser på alle sine gæster. Der er glæde og fest. Også hos en af gæsterne, som godtnok ikke lige er i bryllupsklæderne.

Kongen spurgte ham direkte: “Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Matthæus skriver han tav. Der er ikke noget godt svar.

Ved et bryllup på denne tid var det også almindelig praksis, at gæsterne fik bryllupstøjet udleveret ved ankomsten.

4 a f 4

Det handlede ikke om at det skulle være specielt fornemt, men det handlede om at ingen skulle føle sig udenfor. Ingen skulle føle sig for ringe.

Kongen ser en gæst, som mæsker sig i maden, men som ikke gør sig den anstrengelse at være den del af fællesskabet ved at iklæde sig bryllupstøjet. Han vil sit eget og ikke fællesskabet. På mange måder signalerer han, at han tror han er bedre end alle andre her.

Netop det, at være en del af noget større. At anerkende båndende mellem mennesker og båndet til Gud er væsentligt i denne historie om Guds rige. For det er i fælleskabet at Guds kærlighed bedst erfares og bedst udleves.

Lige netop det har den unge mand misforstået. Tonen i hele det nye tstament er, at han er velkommen igen en anden gang.

Siden tidernes morgen har denne festberetning været en historie om Guds rige. Et Guds rige, hvor alle er indbudt – både gode og onde.

En historie, som siger. Kom og vær med. Du har også plads ved bordet.

Varmt velkommen.

Amen!

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

 

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Hvem er det nu, du er? – Thomas Risager

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Men om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder. Men man ved, at man kender ham!

Hør mere her, hvor Thomas Risager taler ud fra en bibeltekst fra Matthæusevangeliet kapitel 16 vers 13-20:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 27. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 16,13-20 – Hvem er det nu du er?

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder.

Men man ved, at man kender ham!

Sådan en oplevelse havde jeg for en del år siden på en café i Aarhus. Den rare unge mand hilste venligt på mig. Det var så kronprinsen! Jeg syntes nok, at jeg kendte ham!

Jeg tror mange mennesker har en fornemmelse af Gud, der er lidt som at møde det menneske, som forekommer en at være en, man kender. Men man kan ikke lige helt huske sammenhængen eller navnet, for den sags skyld. Men der er noget bekendt.

Når man møder et menneske, som man ikke lige kan genkende, skyldes det ganske ofte, at man møder dem i en halt anden kontekst, et helt andet sted, den der, hvor man sidst mødte dem.

Jeg tror mange forventer, at der hvor Gud findes, er i kirken, og den måde vi holder gudstjenester på, gør ikke nødvendigvis, at man har oplevelsen af, at nu har man mødt Gud i kirken.

2 a f 5

Slevfølgelig kommer vi men en forventning om, at Gud er her. Og det vil jeg gerne slå fast at han er. Gud er her! Det kan godt være at vores tro er lille, usikker eller fremmed for os. Men Gud er her – også her!

Men der er trods alt to nye forældre, som er kommet med deres lille pige i dag. To forældre, som kommer her og beder os – og det er os alle sammen – om at være sammen med dem om, at bede til Gud for Ane og for hendes liv.

De har ovenikøbet bedt deres venner og familie møde op, så I kan være med til det.

Det gør de, fordi dette er vigtigt for dem.

De vil selvfølgelig gerne se Jer alle sammen til en lille hyggelig fest, men de vil også gerne have jeres hjælp og Guds hjælp, så de kan være bedst mulige forældre for det barn, som de har fået ansvaret for.

Når et forældrepar bærer et barn ind i kirken sker det på en forventning om, Gud vil høre vores bøn og være tilstede i dåben.
Når vi i dag beder med, og glæder os sammen med Line og Rune, så er det et stort udtryk for tro.

Det er et udtryk for tro, hvor der måske ikke er så mange ord, men et udtryk for tro, det er det.

Her i kirken der det en forventning, at Gud velsigner, Ane i dag. At han lover, at være med hende alle dage i al evighed.

3 a f 5

Vi forventer også, at Gud ikke kun velsigner her i kirken, men at han i høj grad gør det i den helt almindelige kedelige hverdag, når den kommer.

Gud er nemlig ikke begrænset til kirken. Gud er ikke engang begrænset til livet.

Så selvfølgelig kan man møde Gud på steder, hvor man aldrig havde forventet, at det ville ske.

Det er også derfor, at vi nogen gange kan ende med, at blive ganske overraskede over, at vi har oplevet at Gud var nær. Der er et eller andet, som er helt ok, men vi kan ikke lige sætte ord på det.

Vi har oplevelsen af, at selvom livet måske er møgsvært, så har vi den der underfundige fornemmelse, at det skal nok gå. Den her oplevelse af, at vi ikke er alene.

En følelse af at være elsket og holdt af. Det kommer midt i arbejdsdagen. I Søstrene Grenes snørklede gange.

Gud kan vise sig i den samtale vi har med et andet menneske. En af de samtale, hvor ordene virkelig har vægt, og vi oplever forståelse og at vi forstår. Ikke at vi nødvendigvis er enige, men vi ved, hvordan verden ser ud med et andet meneskes øjne.

Hvis jeg spurgte ud i kirken i dag. Hvornår har du sidst tænkt, at Gud må være nær.
Jeg ved godt at det er mærkeligt spørgsmål at få. Det er måske en smule udansk, fordi vi ikke er vant til at dele vore inderste tanker om tro med hinanden.

4 a f 5

Det er faktisk meget lettere for os at tale med hinanden om sex…

Vi må hellere komme tilbage til Gud. Hvornår har du sidst tænkt: “Gud er nær?”

Jeg tror, vi vil høre en del forskellige svar, og vi vil blive nødt til at konkludere noget i retning af: OK, Gud møder menesker på alle mulige og mulige steder og tidspunkter.

Det er der ikke noget nyt i. Jesus går sammen med de tolv disciple, og han kan ikke dy sig for at spørge dem om, hvem folk tror han er.

Det er der alle mulige bud på. Alle buddene går på bibelske personligheder, som disciplene og alle har hørt om. Men det er Peter, som slår hovedet på sømmet. For han ved hvad han har set og hvad han har hørt.

Han er ikke et sekund i tvivl: “Du er Kristus, den levende Guds søn.”1

Peter har fattet at Jesus er ham, som Gud har sendt til verden for at give verden endnu en chance for at forstå bredden og dybden af hans kærlighed til os.

Læg mærke til at dette ikke handler om forstand. Jesus siger til Peter: “»Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.”2

1 Matt 16,16 2 Matt 16,17

5 a f 5

Med andre ord. Det har du ikke selv fundet på Peter. Det er Gud, der har vist dig det.

Sådan er det med tro. Det er noget Gud viser os, og det kan ske hvor som helst i livet.

Mit håb for dig og for Ane er, at når det sker, så kan du genkende det.

Gud er ikke fremmed for os. Evnen til at genkende Gud ligger dybt i os. Det er måske det der gør, at vi fornemmer noget, uden rigtigt at kunne sætte ord på det.

Faktisk er det ligesom at møde det der menneske, som man godt ved at man kender, men man kan bare ikke lige ……

Amen.

 

En kærlighedens stemme – Thomas Risager

Ikke særlig Jesus-agtigt …

“Nogle gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse. Jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til. Så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Den diskussion får kæmpe indflydelse på, hvordan vi som kristne forholder os til mennesker med anden tro og baggrund end vores. Vi er slet ike så snæversynede, som man måske kunne tro.”

 

Du kan høre mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der i dag er flere afvigelser i det talte ord fra det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 20. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matthæus 15,21-28

Nogen gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse, som jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til, så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Jesus er gået ind i områderne ved Tyros og Sidon. De navne siger måske ikke os så meget, men for Matthæusevangeliets oprindelige læsere, som var jødekristne, vil dette sige dem, at Jesus har forladt jødernes land.

Han er gået derind, hvor de fremmede bor. Hedningerne, de ikke jødiske. Dem som jøderne den gang i ikke flatterende vendinger kaldte for hunde.

En af dem, som Matthæusevangeliet er skrevet til vil være på vagt her.

Nu kommer kvinden og trænger sig på. Matthæus siger ovenikøbet, at hun er kanaaæer. Dermed er det stadfæstet, at hun ikke blot er upopulær, men direkte uren. Et undermenneske set med datidens øjne.

2 a f 5

“Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.”1

Jesus ignorerer hende. Han lader som om, hun ikke eksisterer.
Den jødiske eller jødekristne læser vil vil blive bekræftet i, at hun får som hun har fortjent. Vi kan nemlig ikke have med den slags mennesker at gøre. Deres verdenssyn og tro er direkte skadelig. Hvor er det godt, at Jesus ignorerer hende.

Og disciplene, de har også forstået det, da de vil sende hende væk.
Jesus bekræfter dem i det. Han svarede: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.”2 Senere i Matthæusevangeliet er det slået fast, at evangeliet skal prædikes i hele verden.3 Men her i begyndelsen af evangeliet er det Jesu opfattelse, at det er jøderne først, og så hedninger.

Det gjaldt kvindens syge datter. Så hun kastede sig ned og bad om hjælp.
“Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.”4

Det er meget nedværdigende opførsel og sprog. Kvinden taler tidens sprog, ligesom Jesus gør det.

Det sker et skifte her, som er væsentligt.

1 Matt 15,22

2 Matt 15,24

3 Matt 24,14

4 Matt 15,27

3 a f 5

Jeg hævder ikke, at vide, hvad der er foregået i hovedet på Jesus.

Vi skal huske at Jesus er opdraget jøde, og hele sit liv, har han fået at vide, at de, som tror og tænker som ham og hans familie er rigtige. De andre er helt enkelt forkert på den. De tager fejl, så alvorligt, at vi kalder dem for hunde. Ignorer dem, og lader som om de ikke findes.

Det er den baggrund han har med, men han ser en mor, der tigger for sin datters liv. Han ser hendes frygt og mærker hendes tro og længsel. Lige der sammen med den kanaánæiske kvinde bryder han med alt, hvad han tidligere har lært. Alt hvad han troede var sandt og rigtigt omkring kaananæere skiftede han synspunkt på.

Han kunne ikke længere omtale hende som en ussel hund. Nu så han bag facaden og alt det han har lært at holde afstand fra. Her så han et menneske og fandt en tro.

Denne diskussion får kæmpe indlydelse på hvordan vi som kristne bør forholde os til mennesker med anden tro og baggrund end vores.

Vi lever i en verden, som i tiltagende grad bliver polariseret. Vi hører andre mennesker omtalt på langt værre måder, end det vi er vidner til, Jesus gør her.

Vi oplever at mennesker begår terror i Guds navn. Vi hører at Islamisk Stat med stolthed påtager sig ansvaret for enhver idiot, der kører ind i mennesker med en bil.

Det fylder os naturligvis med afsky og det skal det.

4 a f 5

Jeg tager afstand fra enhver form for vold, diskriminering og had. Det er naturligvis de ekstreme ytringer, jeg tager afstand fra. Jeg fordømmer det, hver gang, der står muslimer bag det, hver gang der står jøder bag det og hver gang der står kristne bag det.

Det er så nemt bare at sige og mene at de andre er nogle hunde, for nu at bruge Jesu ord.

Vi hører meget om ekstreme muslimer. Vi læser om ekstreme jøder, og tro mig, der findes også masser af forskruede kristne.

De mennesker vi ikke hører om, er de fornuftige muslimer, jøder og kristne. De udgør langt hovedparten i alle tre grupperinger. Det tavse flertal.

I vores måde at forholde os til andre mennesker og måske anderledes tro, er det utroligt vigtigt, at vi bruger et sprog, der ikke øger polariseringen og dermed giver brændstof til den frygt og fremmedgørelse, som så nemt kommer til at råde.

I begyndelsen af denne beretning, havde Jesus et mindset, som var polariserende. Men han opdager at han står overfor et menneske, der ikke lever op til alle de fordomme, havn havde fået.
Han så kvinde, som den hun var med de længsler og den tro hun havde. Det forandrede alt. – Ikke bare for kvinden, hvis datter blev rask, men også for Jesus og alle os, der forsøger at følge efter ham.

Når vi læser om, hører om, taler om en, som vi betragter som fremmed, så udfordrer det, at vi gerne vil efterfølge

5 a f 5

Jesus, os til at se, at vi står ansigt til ansigt med en næste, som vi jo er forpligtet til at elske.

Det er muligt at de holdninger, vi står overfor er onde, men der er altid et menneske bag.

I Romerbrevets afsnit om livet efter Guds vilje, udfordrer Paulus de kristne. Han siger: “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”5

Kærligheden skal have det sidste ord!
Amen
Salme: Inden jeg har søgt dig, har du fundet mit hjerte

5 Rom 12,21

 

Kom ud! – Thomas Risager

I sommer var vi i bjergområderne nede i Harzen. En dag skulle vi op på et bjerg, og turen derop gik med en kabinebane. Sådan én hvor man sidder i en kabine, som hænger i et kabel. Gulvet i kabinen var lavet af glas.  Der var en smuk udsigt, men der er også et element af tillid involveret i at tage sådan en tur. Tillid til at kablet kan bære. Tillid til at gulvet, selvom det er af glas, kan bære.

Tro handler også om tillid. I dag kal vi se på en historie, hvor Peters tillid og tro sættes på en prøve. Det går faktisk ikke særligt godt, men det er der også pointer i.”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er lidt forskel på, hvad der er skrevet i forberedelsen, og hvad der er sagt under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 13. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33

Kom ud!

I sommer var vi i bjergområderne nede i Harzen. En dag skulle vi op på et bjerg, og turen derop gik med en kabinebane. Sådan én hvor man sidder i en kabine, som hænger i et kabel. Gulvet i kabinen var lavet af glas. Der var en smuk udsigt, men der er også et element af tillid, involveret i at taget sådan en tur.

Tillid tillid til at kablet kan bære. Tillid til at gulvet, selvom det er af glas kan bære. Hver gang vi kom til sådan en mast, hvor bærehjulene sidder rokkede det hele, og det hjalp ikke, hvis man er lidt bange.

Til sidst turde vi alle – i hvert fald børnene – at stå på glasgulvet. Til vores store lettelse holdt det.

Faktisk så er hverdage fulde af ting vi gør, som kræver at vi har tillid til ting og til hinanden. Når vi bevæger os i trafikken, er vi nødt at have tillid til at alle de andre opfører sig efter reglerne, ellers kan det utroligt nemt gå galt. Det gør vi noget i tillid.

Når jeg sætter mig ind i et fly, har jeg tillid til at piloterne ved, hvad de laver. Når jeg lader en læge operere i et mint knæ, har jeg tillid til ham. Når jeg overlader mine børn til skolen, har jeg tillid til lærerne og pædagogerne.

Sådan kan vi blive ved med eksemplerne. Hver eneste dag, handler vi rigtigt ofte på en måde, som fordrer, at vi

2 a f 4

har tillid til andre. Vi er afhængige at konstruktioner, teknik og andre menneskers adfærd omkring os.

For at kunne leve, er vi nødt til at have tillid…. Tillid og tro hænger sammen.

Hvis jeg vælger at tro på, at Guds kærlighed gælder mig. At da jesus døde på korset, og opstod fra de døde igen, at det er sket for mig, og det er det endelige sejrstegn på, at Guds kærlighed er stærkere end alt andet, selv døden. Så er jeg jo nødt til at at have tillid til at det faktisk er sandt.

Så tror jeg jo på, at uanset hvad der sker i mit liv, så får Gud det sidste ord.

Det er det jeg tror. Tilliden kommer ind i billedet, når jeg også tør leve efter det.

Tilliden kommer ind i billedet, når jeg tør lade være med at frygte for dagen i morgen.

Det er tillid, når jeg slippe frygten og uroen for døden.

Jeg har tillid, når jeg tør elske min næste uden frygt for afvisningen, eller bekymringen for, hvad det mon kommer til at koste mig.

Det er et spørgsmål om tillid, når jeg tør stole på, at uanset om jeg selv har dummet mig, når jeg kommer galt af sted, så griber Gud mig.

3 a f 4

Jesus disciple er taget ud på søen for sejle på den anden bred og gøre klar til at Jesus kommer.

Vejret er blevet dårligt og vinden er i mod. Mørket er faldet på og bølgerne bliver højere og højere. Det nærmer sig, der hvor disciplene bliver bekymrede.

Midt om natten ser de en skikkelse på vandet. Det er Jesus, som kommer gående på søen. Hvis ikke de var bange, så blev de det dér.

Jesus går på vandet. Det kan da ikke lade sig gøre. Nej, med naturvidenskabelige briller på, giver det ikke mening. Det kan ikke forklares. Men der er så mange ting, Jesus gør, der heller ikke kan lade sig gøre. Lamme der går, blinde der ser, stumme der taler, døve der hører, døde der vågner. Det er et spørgsmål om tro, og det giver ikke altid mening.

Disciplene er rædselsslagne. Jesus siger, som han ofte gør, når mennesker er bange: “Frygt ikke!”

Peter, som jo er handlingens mand, udbryder: “Hvis det virkelig er dig Jesus, så byd mig, at komme ud på vandet til dig!”

Der er to ing i dette. På den ende side, har Peter brug for bekræftelsen, på den anden side, så har Peter så stor tillid til sin tro på Jesus, at han i en situation, hvor han allerede er bange, kan gå på vandet, hvis Jesus siger, han kan.

En vigtig pointe, som vi tit overser, når vi kigger på denne historie er, at Peter faktisk går på vandet.

4 a f 4

Peter går på vandet hen til Jesus.

Peter har tillid til Jesus. Han ser på Jesus og bevæger sig hen mod ham. En væsentlig del af det at tro, er at se på Jesus. En væsentlig del af tro, er at bevæge sig mod Jesus.

Peter går på vandet mod Jesus.

Men da han kigger væk fra Jesus og ser hvor oprørt vandet egentlig er, så ryger hans tillid til at dette kan lade sig gøre, og han synker.

Som skræmt barn råber han: “Herre, frels mig!”

Selvfølgelig rækker Jesus hånden ud og redder Peter, selvom Peters tillid og tro et øjeblik svigtede ham.

Tro og tillid er det, der i første omgang gør, at vi tør leve livet, hoppe ud af båden og tage skridt ud i det usikre. Det skal vi endelig gøre.

Men det er også befriende at se, at det i sidste ende ikke handler om vores tro. Når vi synker, handler det om, at Jesus rækker ud efter os og hiver os op.

Det ønsker jeg at have tillid til, ligesom jeg er nødt til at have tillid til at wiren holder, når jeg sætter mig i en kabinelift sammen med min familie.

Amen.

 

Begrænsinger eller muligheder – Thomas Risager

Er du pessimist eller optimist? Eller påstår du, at du er realist, til stor irritation for optimisterne? Kan intet lade sig gøre, eller kan alt klares med et snuptag?

Eller med en anden formulering: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Hvad ville du tænke, hvis Jesus bad dig om at bespise fem tusind mennesker med fem brød og to fisk?

Hør mere her….

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 6. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,13-21.
Begrænsinger eller muligheder

Er du pessimist eller optimist? Eller påstår du, at du er realist til stor irritation for optimisterne?
Kan intet lade sig gøre, eller kan alt klares med et snuptag?
Eller en anden formulering er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Mig bekendt har Jesus aldrig foretaget en personlighedstest. Han ved ikke hvilke bogstavkombinationer, Meyers Briggs vil efterlade ham med. Han lever formodentligt fint uden den viden.

I begyndelsen af dagens historie fra Matthæusevangeliet ved vi, at det Jesus hører dette, drog han bort for at være alene.

Jesus er formodentligt ked af det, for det han har hørt er, at hans fætter Johannes Døberen er blevet slået ihjel.

Jesus har gjort sig bemærket i en sådan grad, at folk ganske enkelt følger efter ham. De vil høre mere og de vil se mere. Mange af dem har hørt ham fortælle lignelser, som de måske ikke forstod i alle detaljer, men de fornemmede i hvert fald, at når Jesus fortalte om Gud, så lød det faktisk som om, at Gud er kærlig, elskende og én, som ikke bare sidder i himlen og fordømmer mennesker.

De har kunne se på Jesus, de kunne mærke på Jesus, at der var noget, som de meget gerne ville høre mere om.

2 a f 4
Og nå ja, så er der jo også lige alle historierne om mennesker, som bliver helbredt for alle mulige dårligdomme, der ødelagde deres liv.

No wonder, at der var trængsel for at se og høre, hvad Jesus havde at sige.

Vi kender godt det, at når vi har gang i noget, som optager os helt vildt, så glemmer vi alt om, at vi egentlig er sultne og pludselig er klokken alt for mange.

Det er præcis det, som sker for de mange mennesker, som er samlet omkring Jesus.

Pludselig lyder en stemme: “Det er sent! Send dem bort, så de kan købe mad. Det er snart mørkt!” Realisten, ham som under alle forholde bevarer jordforbindelsen, har talt. Sådan én var der også blandt Jesu disciple. De tolv var lige så forskelige som vi, der er i kirken i dag.

Nej. siger Jesus, I kan give dem noget at spise.

Pessimisten, sådan var der også, siger Jamen, vi har da kun fem brød og to fisk.

Igen, så ved vi ikke om Jesus er glasset som halvtomt eller halvt fyldt. Men Jesus havde forståelse for, at der hvor Gud velsigner, der der der det, der for os ikke ser ud af meget, noget, der kan få uendelig stor betydning.

Få dem til at sætte sig, giv mig de fem brød og de to fisk.

Jesus takkede for brød og fisk og velsignede det. Brød brødet og gav de skeptiske disciple det, og lod dem dele ud til de fem tusind mennesker.

3 a f 4

Miraklet skete. Alle havde spist og der var mad – maser af mad til overs.

Dette er virkelig en mærkelig historie.

Pessimisten vil sige: Jamen, det kan jo ikke lade sig gøre. Der mp have været masser af mennesker, som har haft mad, som de har delt mellem sig. Måske, det ved vi jo ikke.

Optimisten vil sige: Jamen selvfølgelig er der nok. Folk har heller ikke brug for så meget, så har holdt sig lidt tilbage. Måske er det sådan, det er foregået. Det kan vi ikke vide.

Det er, i mine øjne, en af skønhederne ved bibelens historier, at det, ligesom med kunst, er op til os selv at finde ud af, hvad vi får ud af det.

Tro har egentlig ikke noget med optimisme eller pessimisme, at gøre

Jeg vil sige, at tro ikke rigtigt deler os op i optimister eller pessimister, selvom bibelen er fyldt med beretninger, hvor de også optræder.

Tro er facitløst. Jeg kan f.eks. ikke stå her og sige, hvad der er rigtigt for dig.

Jeg kan heller ikke fortælle dig, hvordan du skal forstå denne historie.

Men jeg vil gerne have lov til at fortælle dig, hvad jeg tænker.

4 a f 4

Føst vil jeg gerne sige, at have tro er ikke et udtryk for overdreven optimisme eller pessimisme for den sags skyld. Tro er et udtryk for et håb om mig, Asta, dig med er stærkere end alt andet jeg møder på min vej gennem livet. Ja, stærkere end døden.

Tro er heller ikke så meget et spørgmål om døden og livet efter døden. Mest af alt er tro et spørgsmål om livet her og nu. Det er derfor, at vi igen igen støder på Jesus, som ud fra hverdagssituationer fortæller om Guds kærlighed og omsorg.

Tro er et håb om og en tillid til, at der er mere end det jeg kan se.

Det er håbet om, at når vi døber Asta og alle sammen lover at bede for hende og gøre hvad vi kan for familien, at Guds kærlighed er meget mere end det vi kan se.

Det er tilliden til at det, som for os er fem brød og to fisk, i Guds hænder kan være så meget mere.

Det er det, jeg vælger at tro på, og når jeg hører at fem tusind mennesker, foruden kvinder og børn, bliver mætte, ja, så fyldes jeg med håb og tro.

Og der er nok til, at vi kan deles om det!

Amen.

 

Gå derfor ud…..- Thomas Risager

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme, at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, at jeg bliver helt pinligt berørt. Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud … Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig. Så har vi et problem. Det taler jeg om i dagens tale.

Ved gudstjeneste blev fem mennesker også optaget i kirken, dette præger også talen i dag.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 2,14-24 & Matt 28,16-20..Medlemsoptagelser
Derfor gå….

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, og jeg bliver helt pinligt berørt.

Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud….. Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig.

Har vi et problem?

Vi har også hørt fire mennesker aflægge medlemsløfterne til Metodistkirken – og hvilken glæde det er! – De har sagt ja til at være med til at opretholde og udvikle metodistkirken med deres bønner, gaver, nærvær, tjeneste og vidnesbyrd.

Deres vidnesbyrd…. Ifølge ordbogen er et vidnesbyrd beretningen om, hvad en person har været vidne til.

Det er lige præcis det, der sker på Tempelpladsen i Jerusalem på pinsedage, da Peter stiller sig frem og fortæller folkemængden, at disciplene ikke er fulde, de er bare glade fordi Jesus lovede dem, at de skulle have Helligånden. Det er nu sket.

De oplever, hvordan mennesker med andre sprog og kulturer forstår, hvad de taler om, i hvert fald, når de taler om Gud.

2 a f 4

Som vi hørte til indledning af gudstjenesten, så fortæller Peter sit vidnedsbyrd, det han har oplevet med Jesus. Det bliver en sejersfortælling, fordi Peter kan fremhæve, at jesus opstod fra de døde, og dermed viste, at intet i denne verden kan overgå hans kærligheds magt.

Peter er øjenvidne og har oplevet Jesus både in real life, som opstået, og nu også Gud som ånd,
Gud helt tæt på. Det er klart, at hans historie gør indtryk. Faktisk gør den så stort indtryk at der er tre tusind menesker, der spørger hvad så nu?

Hvortil Peter siger I må tro og lade jer døbe og det gør de så. 3000 mennesker på én gang. Det er derfor man også omtaler Pinsen som kirkens fødselsdag.

Ligesom Peter har en historie at fortælle, så har du og jeg det også. Du og jeg har et vidnesbyrd.

Vi har alle sammen mødt mennesker, som enten med det liv, de har levet, de ord de har sagt, den sang, de har sunget, har fået os til at tænke over det med tro på Gud. Måske har Gud ovenikøbet selv haft en finger med i spillet.

Vi har mærket efter – for eller imod. Nogen har været ganske hurtige til at beslutte sig, mens andre tænker det meste af et liv. Eller som nogle af os gør, skubber det fra os med et løfte til os selv, om at overveje det på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro på i livet.

I dag er der ikke tre tusind, som tilslutter sig, men fem mennesker, som tilkendegiver, at det her med tro på Gud, det er ikke ligegyldigt.

3 a f 4
Jeg synes, de er modige!

Det er stort og det fejrer vi i dag.

Vi er måske ikke dem, som standser mennesker i Vestergade, og siger til dem, at de må omvende sig.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi faktisk er i mission.

At være kirke handler om, at være et klart budskab om Guds kærlighed. Det sagde en af konfirmanderne i begyndelsen af maj.

VI har måske ikke den aggressive facon, men vi tror jo faktisk, at det med at have en spirende – eller en stor – tro på Gud med i livet, er en rigtig god ting.

For min del, så kan jeg da sige, at selvom jeg nogen gange kan være ganske forvirret over Gud, og nogle af de ting, jeg læser i bibelen, så vil jeg meget nødigt leve uden det fundament i mit liv, som min til beskedne tro, er.

Jeg tror vi alle sammen kan inspirere mennesker med vores historie om, hvad tro er for os. Med vores vidnedsbyrd.

Faktisk tror jeg, at min og din historie har så meget sprængstof i sig, at det potentielt kan forandre et andet menneskes liv.

Det er i lyset af det, at vi siger derfor gå!
Gå fordi, det vi går med, er verdens bedste historie.

4 a f 4

Hvordan det så går for sig, er helt sikkert en af de udfordringer, som vi hver i sær står med.

Men tag ikke fejl
– DU er er klart budskab om Guds kærlighed.

Amen
Salme: Gå i min fred

 

Better – Gospelgudstjeneste med Emmaus – Christian Syversen

Har du prøvet at være et sted, hvor der var virkelig mørkt, og hvor håbet nærmest syntes usynligt? Måske er du der endnu. Måske fandt du ud på den anden side, hvor der er lys og håb og glæde. ♥

Emmaus giver dig et stemningsfuldt pusterum – og en skøn kuldegysende oplevelse, som vil smøre dine øre med mælk og honning.

Kom og lyt!
Kom og vær med!

Dørene er åbne for alle, der har lyst, og det er ganske gratis at lytte med. 🙂

Emmaus ledes af Mette Risager
Christian Syversen taler

Hør mere her: