Giv kampen et los bagi!

Vi skal se, hvad man oplever, hvis man er modig nok til at forlade sin komfortzone og lade sig lede af en stjerne. Thomas Risager taler om, hvad der kan ske, hvis man giver kamelen et los bagi.

PS. I Metodistkirken er vi god mod dyrene – også mod kameler.

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 5. januar 2019 – Helligtrekonger

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 60,1-6 & Salme 72,1-7,10-14 & Ef 3,1-12 & Matt 2,1-12.

Julen står ikke længere for døren, da vi er ved at komme igennem den. Men den er ikke overstået endnu.

Faktisk er det sådan i den ortodokse del af kristenheden, at det er nu det for alvor trækker op til julefejring. Der bruger man nemlig stadig den gregorianske kalender, om tilsiger, at julen falder d. 6. januar. Man er enig om at juledag er Jesu fødselsdag, men her fejrer man Jesu dåbsdag, som man regner med er omkring den 6. januar.

Måske skal jeg lige indskyde, at Jesus ikke blev døbt som barn, men som voksen. Han har formodentligt være omkring 30 år, da han blev døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden.

Tilbage til Jesus fødsel.
Juleevangeliet læser vi fra Lukasevangeliet. Lukasevangeliet ved vi, eller også ved vi det nu, er et dobbeltværk, som hænger uløseligt sammen med Apostlenes gerninger.
Lukas indleder sin lange fortælling med at sige, at evangeliet er en gennemgang af historien, sådan så Theofilus kan få hele øjenvidneberetningen, som han allerede er undervist i, på skrift.

Lukasevangeliet stadfæster tiden efter den romerske besættelsesmagt. Det var fra kejseren, der udgik en betaling om en folketælling.

3 af 7

Det var mens Kvirinius var statholder i Syren… og så kender vi resten af historien, ellers er I velkomne igen den 24. december.

Nu hopper vi til Matthæusevangeliet, og lægger med det samme mærke til, at der er forskel. Her lyder det, at da Jesus var født i Betlehem i Kong Herodes dage.
Nu er det de jødiske magthavere, som tiden regnes efter. Og egenarten hos Matthæus er klar, her skrives der til jødekristne.

Det ses f.eks. tydeligt i bjergprædiken, hvor vi har de klassiske, I har hørt det er sagt, men jeg siger Jer. Alting hos Matthæus har en referencen til en jødisk forståelsesramme.

Derfor er det også så underligt, at Matthæusevangeliet faktisk har historien om de de tre vise mænd, der kommer fra en helt anden kultur og ikke mindst fra en anden tro. For hvis der er et skrift, som er centreret omkring de jødekristne, så er det Matthæus.

Ikke desto mindre er det her vi er. I den mest jødefokuserede evangeliefortælling om Jesus finder vi historien med de tre fremmede, som kom til Jesus.

De vise mænd, de hellige tre konger, de går under begge betegnelser. I det græske hedder de magoi… magere, så der er helt sikker noget mystisk ved dem. Sansynligvis har de besiddet viden indenfor både astrologi og astronomi. Disse vidensområder var ikke adskilte på Jesu tid, det er noget vi har fundet på i moderne tid.

Så ved vi om dem, at de har haft udsyn for andet end deres egen kultur og de har kendt profetierne om en

4 af 7

konge, som skulle fødes. Måske har de oven i købet kendt Esajas 60,61 siden de kommer med guld og røgelse.

De så stjernen fra deres hjemegn, og drog af sted. Det var modigt gjort, for en rejse på dette tidspunkt var kostbar og ikke mindst farlig. Der var ingen garantier for, at de kom tilbage.

Men dette var vigtigt, så de tog afsted. Så vigtigt at de var parate til at risikere livet, for at se hvad, eller rettere hvem, stjernen ledte dem frem til.

Jeg kan ikke vide, hvad der har ledt dig til kirke i dag. Måske et fremragende nyhedsbrev i fredags, som bare gjorde, at du måtte af sted. Men der er næppe med livet som indsats, at du er her.

Vismændende fik ikke et nyhedsbrev, men de så et lys i form af en stjerne på himlen, og den gjorde, at de bare måte afsted. Op på kamelerne, og så af sted.

De skulle se og tilbede jøderne nyfødte konge. Men han var ikke født på slottet, så da de bankede på der, mødte de en frustreret Herodes.

Der var ingen ny konge født hos ham. Han blev urolig, for han ville sidde på magten for enhver pris, og vi ved, at han satte gang i barnemordet i Betlehem, da vismændene snød ham og rejste hjem uden at give ham besked om, hvor barnet var.

1 Es 60,6: Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse;

de forkynder Herrens pris.

page4image66185920

5 af 7
Vismændene oplevede at stjernen klart ledte dem.

Den flyttede sig på himlen og stod stille over huset, hvor Marie, Josef og Jesus var. Bemærk at Matthæus lader os vide, at mændene faldt på knæ og tilbad Jesus. Disse fremmede kom altså ikke bare som turister, der skulle tage den obligatoriske selfie, men de kom og tilbad, også selvom de langt fra var jøder – de var så fremmede, og religiøst urene, som man kunne være.

Egentlig er det tankevækkende at Maria og Josef lader dem komme i nærheden af deres barn. Men der har været en åbenhed for anderledes tænkende hos dem. Vismændene engagerede sig i historien om Gud, der ønsker at frelse verden.

Gaverne var der også. Guld, røgelse og myrra. Gaver, som ikke er typiske barselsgaver.
Her er tale om symbolske gaver, gaver som gives til kongelige.

Guld, røgelse og myrra bruges blandt andet i den katolske kirke som symboler på Jesusbarnets natur. Guld symboliserer hans status som jødernes konge, mens røgelsen er et tegn på Kristi guddommelige natur: vi kan bede til Jesus og lade vore bønner stige op med røgelsen. Og endelig ses myrraen som symbolet på, at Guds søn også er menneske og dermed dødelig.
Men guld, røgelse og myrra var især tidens og regionens kosteligste gaver, der sømmede sig som gaver fra tre konger/vismænd til et barn, der var noget helt særligt som de.

6 af 7

Der er god grund til at tro, at disse kostbare gaver finansierede familiens flugt – og ja, de var flygtninge – til Egypten, hvor Jesus levede sine første år.

Vi ved ikke meget om vismændene. Men intet menneske, der ikke er dybt berørt falder på knæ og tilbeder et spædbarn, med mindre man føler sig ansigt til ansigt med Gud.

Det tror jeg vismændene gjorde.

Da de, med deres baggrundsviden så stjernen lyse på himlen, da vidste de, at dette ville de for alt i verden ikke gå glip af. Det var så vigtigt for dem, at de var villige til at risikere livet for det.

Jeg synes, at vi her ved årets begyndelse kan lære af dem.

De ved, at det er vigtigt at følge stjernen, så de kaster sig på på kamelen, giver den et klask bagi og så går det ellers afsted.

De har en ide om, hvad de leder efter, men de ved det ikke, for når det handler om Gud, er der ingen som virkelig kan vide det, før vi står ansigt til ansigt.

Det fik de lov til. Og de faldt på knæ, og havde måske deres livs oplevelse.

De kom med deres kostbare orientalske gaver, som på mange måder var så forkerte i øjeblikket, men som måske var med til at gøre, at jesus overhovedet overlevede længe nok til at blive verdens frelser.

7 af 7

Så min udfordring er, at vi hver især kigger op og ud. Hvad er vores ledestjerne?

Jeg vil også udfordre til en tænkning, hvor tro er mere end hygge og menesker, man holder af at være sammen med. Jeg vil opfordre os til at tro, som gælder det livet, hvad det faktisk gør.

Til sidst vil jeg udtrykket mit håb om, at vi som kirke, menighed, enkeltpersoner tør følge vismændendes eksempel når vi ser stjernen.

Det er det eksempel, som siger op på kamelen og ud over stepperne.

Hvem ved, hvor vi ender, eller hvem vi kommer til at stå ansigt til ansigt med?

Amen.
Salme: O, Gud ske lov for håbet

Jesus er for stor en kamel at sluge på en gang.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os. For det, at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Jeg taler om Johannes Døberen, som baner vej for Jesus, og dermed hjælper mennesker med at forstå, hvad der er ved at ske. I små bidder. 

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. december 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 11,2-11

Som forældre skærmer vi nogen gange vores børn fra verden. Vi bestemmer, hvad de må se på TV, men glemmer i øvrigt at tjekke op på, hvad de ser på deres telefoner på Youtube.

Vi fortæller dem om verden, om dårlige og gode nyheder, på en måde, som vi mener passer til, hvad de kan rumme på deres udviklingstrin.

Sådan gør vi, når vi er bange for, at den fulde sandhed, vil vælte vores børns opfattelse af verden. Det er det, der sker, når vi vurderer, at de ikke er modne til at håndtere den fulde sandhed.

Selv om voksne har vi nogen gange brug for at få sandheden serveret lidt i etaper, så vi faktisk kan rumme den.
Egentlig er det et bibelsk princip, som Paulus anvender, der beskrives i 1. Korintherbrev: “Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu;”1

Det tror jeg imidlertid godt vi kan tåle, så nu går vi til historien om Johannes Døberen.

1 1. Kor. 3,1-2.

page2image26421376

3 af 7

Det er også en historie om at servere nyheder lidt af gangen, således at menensker kan rumme hele omfanget.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå, omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os, for det at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Adventstiden rummer profetierne fra Esajas, som minder os om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket og at vi skal se et stort lys.2 Gud vil gribe os.

I adventstiden mindes vi, hvordan Gud kom til os. Men samtidigt er det en forberedelses tid, som peger frem mod, at det vil ske igen. Det har vi brug for. Jeg længes efter det, for der er ingen tvivl om, at mørket findes i vores verden.

På årsdagen for krystalnatten, blev jødiske begravelsepladser vandaliseret. En jødisk familie fik sat en jude-stjerne på postkassen ved deres hjem. Antisemitismen viser sit grimme fjæs. Man kunne håbe, at vi i Europa havde lært af vores dystre fortid!

Statministeren bekendtgør, at syrienskrigere og deres børn intet har at gøre i Danmark. Siden hvornår er vi i Danmark begyndt at lade forældres synd gå i arv til uskyldige børn?

2 Es. 9,1.

page3image26386688

4 af 7

En mand helt uden moralsk kompas leder verdens supermagt. Man kunne tro, at det var et reality-show på TV, men ak, det er virkelighed.

I vort land stiger andelen af børn, der mistrives og kæmper med angst og ensomhed. Mange danske børn har oplevelsen af, at deres travle forældre, hverken ser eller hører dem.

Tilsyneladende er der også grobund for islamistisk terror i vort land. Mennesker slås med sygdom og døden er en realitet.

Det er let nok at få øje på mørket.

Men der er også lys.
Lyset er dog nødt til at komme gradvist, ellers blændes vi af det vi ser.

Johannes Døberens rolle er præcis, at pege på den Jesus, som kommer efter ham. At pege på lyset.

Det gør han ved forberede folk på, at Jesus er på vej. En af forberedelserne, som folk gør er, at blive døbt af ham i Jordanfloden til deres synders forladelse og til et nyt liv. Johannes er meget tydeligt. Der kommer en efter mig, siger han, som er stærkere end mig.3

Der var mange menensker, som var samlet omkring Johannes og levede sammen med ham ude i ørkenen, mens de ventede på Jesus. I dag ville vi nok have set på det, og omtalt det som noget sekterisk.

3 Matt 3,11.

page4image26585600

5 af 7

Johannes har været den stemme i samfundet og dermed har han også været en trussel mod magthaverne. Den slags menensker har man det stadig med, i nogle sammenhænge, at fængsle. Så der var Johannes Døberen havnet.

Han havde brugt sit liv på at forberede menensker på Jesus komme.

Men nu sidder han i fængslet og bliver i tvivl om, hvad det lige er, der sker omkring ham.

Vi ved godt at forventninger til Jesus var, at han ville brage ind i Jerusalem og smide romerne ud. Men han gjorde jo ikke helt som folk forventede. Det er som om, at på det her tidspunkt i Matthæusevangeliet, at der er sket et skifte i folks opfattelse af jesus. Det er som om, at nu begynder de kristiske røster at pippe frem.

Nu er Johannes også kommet i tvivl om, hvad det lige er, som sker.

Det må jo være frygteligt, når man som Johannes faktisk har haft en mission i livet, og så komme i tvivl om det hele.

Han sender to af sine disciple til Jesus og de spørger ham: “Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?”4

4 Matt 11,3.

page5image26586560

6 af 7

Jesus kunne bare have sagt ja, og dermed givet Johannes fred i sindet.

Jesus tvister det hele, således at Johannes’ tvivl bliver til proklamation af Kristus.

Han siger til de to disciple: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser.
Hvad er det, de ser omkring Jesus?

Det er netop tegnene på, at Guds rige er kommet nær, at alting er vendt på hovedet. Nu ser de blinde.5 De døve hører. De spedalske bliver rene.6 De lamme går.7 De døde opstår8 og evangeliet forkyndes for fattige.9

Svaret er ja, Johannes, Guds riger kommet nær. Men det er ikke kun for dig, men for alle, som trænger.

Det er det, vi gennemlever her i adventstiden.

Vi hjælper hinanden med at få øje på de små tegn på, at Jesus er i verden.

For lyset er her også! Om kort tid vil vi atter opleve, at lyset trænger mørket tilbage, og dagene bliver længere. Det er et godt vidnesbyrd om, at lyset vinder frem, og at det altid vil være stærkere end mørket. Sandheden i dette

5 Matt 9,28-32. 6 Matt 8,1-4.
7 Matt 8,5-13. 8 Matt 8,1-4.

9 Matt 5,3-12

page6image26588096

7 af 7

minder Johannesevangeliet os om: “Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Joh.1,5.

Om lidt kommer tiden, hvor vi igen skal forkynde om Gud, der i Jesus blev menneske. Han, som er verdens lys, kommer til os. Mørket må vige, for “lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er ved at komme ind i verden.” Joh.1,9.

Amen
Salme: Det er så mørkt omkring advent.

I dag skal du være med mig i Paradis

Det er sidste søndag i kirkeåret. Lige rundt om hjørnet venter adventstiden, hvor vi glæder os over, at lyset (Jesu komme) begynder at bryde frem. I sin tale ved gudstjenesten på søndag maler jeg et billede af Jesus som konge. Men det er en anderledes konge, for han hænger på et kors og er tilsyneladende fuldstændig afmægtig. Ved hans side hænger to forbrydere, som også korsfæstes. Den ene af dem forstår hvem jesus er.

Men hvad er det, han ser, som gør, at han pludselig forstår og tror på en sådan måde, at Jesus lover ham en plads i paradis?

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Gudstjeneste søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.
Musik: Anders Gustavsen-Sprotte. Finn Hansen Trøjgaard. Sang: Emma Berghuis Stokholm, Rikke Roland Honoré  & Søren Jantzen.
Teknik: Julian Felix-Levin

Emma: Peace in Christ
Velkomst
Salme: Hil dig frelser og forsoner
Bøn – Fadervor
Børnekirke
Indslag om indien
Omtaler og indsamling
Salme: Glæd dig, din Herre Gud
Bibellæsning
Tale
Taizé: Jesus, Guds søn, du lys i mit indre (flyder over i….) Bøn og lys
Rikke: Remembrance
Salme: Der er noget i luften
Velsignelse
Søren: He Lives

2 af 8

Prædiken søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.

Der hang to mænd på et kors…

Det kun lyde som indledningen til en joke, men det er det ikke i dag. Det er indledningen til den sidste tale i dette kirkeår.

Denne sidste søndag inden, adventstiden begynder, fokuserer vi på Jesus, som kongen, den almægtige, verdens frelser. For der ingen tvivl om, at frelsen kom med den mand, som er hele verdens lys.

Så er spørgsmålet bare om vi faktisk har brug for frelse?

Er der mere i historien om to mænd, der hang på et kors?

De to mænd, der hang på et kors, var i en situation, hvor de havde brug for frelse. Det var ret åbenbart at, de havde brug for det – ret desperat endda.

For er man først i romerriget blevet dødsdømt, og hamret fast til at kors, så man kunne hænge der i vanvittig lidelse, og på den måde blevet en del af datidens syge reality-shows, så var man sådan cirka så langt ude, som man overhovedet kan komme som menneske.

Vi ved ikke andet om de to mænd på koret, end at de var forbrydere. Faktisk betyder det græske ord (κακοῦργοι) “de, som gør det onde.” I Matthæus1 og Markus2 beskrives de som røvere. Det er sikkert derfor mange af os mener, at det er to røvere.

1 Matt 27,38 2 Mark 15,27

page2image9781248

3 af 8

Forbryder er ikke noget man bliver sådan over night. Der ligger sikkert en lang opvækst fyldt med svigt og bristede muligheder bag de to mænd, på korset. Der er ganske givet en lang række af forbrydelser, og mennesker de har forudrettet bag dem. Helt sikkert er det, at deres liv har ikke være let. og der er løbet meget vand i åen, før man kommer til at ende sit liv, som dødsdømt, selv i datidens grusomme romerige.

Med det siger jeg, det som ene røver bekræfter, da han nævner, at de to kriminelle får løn som forskyldt.3 De har selv bragt sig i en situation, hvor de faktisk får som de har fortjent. Med andre ord, de er sådan cirka så langt fra at kunne kalde sig Guds bedste børn, som man kan være.

Der hænger to mænd på et kors, og de er så langt ude, som man overhovedet kan være. De er i helvede! Når man er i helvede, kan man ikke redde sig selv. Da har man brug for frelse.

Mellem dem hænger en tredje mand. Han er ligesom dem selv, blevet slået, sparket og pisket. Det er ham al opmærksomheden er omkring. Det er ham de mange menesker, som er forsamlet gør nar af. Det er ham de råber af. Det er ham de er kommet for at se.

Over ham på korset hænger et skilt: INRI
Det er besættelsesmagtens ydmygelse på deres latin: Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum”
Jesus fra Nazaret – Jøderne konge.

Ydmygelsen var total- Ingen kongelig er henrettet ved korsfæstelse. Hvis man var kongelig, hvad man selv i døden privilegier, som gjorde dødstraffen mindre smertefuld.

3 Luk 23,41.

page3image9774464

4 af 8
Soldaterne håner ham

Jesus har på intet tidspunkt i sit liv hævdet, at være fornem eller kongelig på den måde, andre er. Tværtimod har han altid opsøgt de fattige, de udstødte, de forhadte, de glemte, de oversete, de kriminelle, de prostituerede. Ofte er Jesus af de fromme, præsterne og farisæerne, blvet kritiseret for at omgås alle de urene. Underforstået, at han da burde være samen med dem, for de har jo med deres ydre fromhed vist, at de har gjort sig fortjent til hans opmærksomhed.

På Golgata er Jesus også sammen med de nederste, de forhadte og de udstødte. To røvere, der sammen med ham skulle lide og dø.

Vi ved ikke meget om dem. Men det er overvejende sandsynligt, at de har hørt om jesus.
Det havde alle.
De ved, at han har helbredt syge, at han har en tendens til at spise sammen med alle dem, de andre hader. De kender sikkert nogen, som er blevet det i Jordan af Johannes Døberen, som forberedte folk på frelsens som Esajas har profeteret om.”

Så de ved godt, hvem Jesu er. De ved, at han har sagt at man skal elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én.4

Nu oplever de, at Jesus faktisk gør det, han har sagt andre skal gøre. korsene er lige blevet rejst og midt i jublen fra masserne og smerten og lidelsen Jesus selv var i, udbryder han.”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”5

Røverne ser en mand, der er nærmest nedbrudt, men også en mand, som holder fast i det, han tror på.

4 Matt 5,44 5 Luk 23,34

page4image9773696

5 af 8

Den ene røver spotter ham og siger: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!”6 Når vi selv er på spanden, kan vi afledes os fra vores eget rod, ved at finde andre, der også er på den. Det er meget menneskeligt.

Den anden begynder at forstå, at Jesus er for real. Så han flytter fokus røveren, der mobbede Jesus. Han irettesætter den mobbende røver. Vi to får det vi har fortjent. Det er helt galt, men retfærdigt. I bibelsk sprogbrug: Vi er syndere og får det vi har fortjent. Men på peger han; Jesus er helt uskyldig!

Midt i deres værste elendighed, har de fået noget at tænke over. Når de ser op, opdager de, at Jesus er med dem i deres lidelse. Måske er det desperation, måske er det sidste håb. Der er i alt fald ikke et langt livs studier af bibelen, eller mange besøg i synagogen, eller ofringer i templet.
Med sine sidste kræfter udbryder han: “Jesus, Husk mig, når du kommer i dit rige!”7

Ordet husk mig8, betyder ikke bare husk, for det er et ord, som i det bibelske univers betyder mere end det. Det betyder “Hjælp mig, frels mig.”

Jesus ser ikke på den døende mands meritter, hans tro, hans hellighed, men han hører hans råb, og dermed hans tro. Han ser hans behov for frelse. Måske er hans tro ikke større end et sennepsfrø9, men den er der, ellers havde han ikke råbt.

Nu bliver det interessant: jesus siger: “I dag skal du være med mig i Paradis!”10 I dag betyder lige nu.

6 Luk 23,39 7 Luk 23,42

8 Gud glemte ikke Noa 1. Mos 8,1, Gud huskede Abraham og reddede Lot i 1. Mos 19,29

9 JF. Matt 17,20 10 Luk 23,43

page5image9772928

6 af 8

Hvad sker der med os, når vi dør? Baseret på min læsning af bibelen, bl.a. præcis dette stykke, er det min tro, at når vi dør, oprejses vi umiddelbart i Guds rige. Jeg tror sådan fordi jeg læser, at Jesus har samtaler med Moses og Elias i evangelierne11. Jeg tror sådan fordi Paulus indikerer, at hvis han dør, skal han være sammen med Gud.12 Jeg tror det, fordi Jesus siger i dag skal du være sammen med mig i Paradis. Jeg tror sådan fordi menneskers nærdødsoplevelser viser os, at det nye liv begynder umiddelbart.

Jeg tror sådan, fordi jeg har oplevet menensker finde dyb fred og tillid ind i døden. Min mors gamle faster, som hele tiden i øvrigt har sagt til min familie, at jeg endte som præst, døde med et smil på læben og et tak Jesus.

I dag skal du være med mig i Paradis.

Paradis er et gammelt persisk ord, der betyder kongens have. Den største belønning man kunne få, var at blive lukket ind i kongens have og nyde skønheden og freden der. Der var intet smukkere sted på jord. Med tiden blev Paradis overtaget af den jødiske kultur og begyndte at henføre til Edens have, som er kongens have – Guds have.

Haven som Gud har skabt os til at være i., Og ja, det er rigtigt, at menesket på grund af Adams og Evas synd, blev smidt ud af haven og dermed fremmedgjort for Gud. Men det er den have, der peges på, når Jesus siger, I dag skal du være med mig i Paradis.

Gud ønsker at vi skal leve i Paradis, og indtil da er det vores opgave at skabe et Paradis, som kan være på jorden, blandt menensker i vores verden. Men der kommer en dag, hvor vi skal være med Jesus i Paradis.

11 Mark 9,2-13, Luk 9,28-36 og Matt 17,1-10. 12 Bl.a.Fill 1,20

page6image9772736

7 af 8

Jeg siger ikke, at bibellæsning, bøn, næstekærlighed, dåb, nadver, gudstjenester, ikke er vigtige. Det er det. Det er vigtigt for at skærpe vores sanser og vores tro, så vi ser Gud midt i vores liv, så vi finder kræft og styrke til at elske Gud og vores medmenesker, sådan som Jesus gjorde, for på den måde peget vi på Guds kærlighed, som en forvandlende kraft i verden og i menneskers liv.

På den måde kan vi være dem, som er der, hvor menesker, har brug for at møde nåde, kærlighed og barmhjertighed, for det er vi kaldet til at vise og til at gøre.

Det er præcis det Jesus viser på koret overfor de to røvere. Det er det jesus viser du og jeg på korset. Det er en helt central begivenhed i al kristen tro og tanke, for på korset og med ordene til i dag skal du være med mig i Paradis, gøres der op med at al synd, som kan skille et menneske fra Gud og for et evigt liv i Paradis.

Jesus spørger ikke forbryderen om han tror, om han er døbt om han vil være med til at opretholde… han ser ham for den han er.

Det er lige snart adventstid, og vi skal gøres klar til at fejre, at Jesus kom, at Gud vil frelse os og denne verden fra alt ondt og fra vores egen selvoptagethed.

I dag er grunden lagt, og jeg vil slutte af med at sige at vi kan tage mod og bringe Guds kærlighed frem overalt. For uanset hvad, så er vi aldrig et sted, hvor vi kan sige, at vi har gjort os fortjent til den.

Nåden er for alle. For røveren i elendighed på korset, for du og jeg, uanset hvilket elendighed, eller hvilken fest, du måtte begynde dig i.
Jeg har brug for frelse, og det tror jeg også, at du har.

8 af 8
Jesus er med dig. Lad os byde adventstiden velkommen.

Som Paulus så fint siger det: “For at nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke Jer selv, gaven er Guds.”13

Amen.

page8image9771776

13 Ef 2,8

Gud er gud for de levende… Om opstandelsen

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Du kan høre mer her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid af afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

2 af 8

Prædiken søndag d. 10. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 20, 27-38.

Uenigheder om alle mulige emner har siden tidernes morgen været et vilkår for eksistensen af religiøse og politiske grupperinger.

Mange mennsker lever i den vildfarelse, at mennesker i kirken er enige om alt. Når man diskuterer i kirkelige kredse, så er det næsten pinligt, for ofte er synspunktet, at vi i kirken da burde være ét.

Vi, der har været en del af kirken i en årrække, eller vi der følger lidt med i Metodistkirkens globale forhold, vi har opdaget, at vi ikke er enige om alt. … Heldigvis!

På mit kontor har jeg en plakat hængende. Der står: “Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at have ret!”

Egenlig er den en reklame for et reklamebureau, og der er en masse tekst.
Som fremhævet tekst siger den videre: “Og pludselig bliver man en gammel forstokket nar. Man gentager bevidstløst sine forudindfattede meninger.”

Reklamen er en klar opfordring til, at opsøge mennesker, man er uenig med, for dermed at strække sin hjerne og sine synspunkter. Den er en klar advarsel mod at blive det, som nemt sker for en kirke, nemlig en samling af menensker, som alle mener det samme. Og dermed er helt overbevist om, at vi ved, hvordan verden hænger sammen.

3 af 8

Følger man lidt med globalt, så ved man at The United Methodist Church er ude i en enorm diskussion – desværre i virkeligheden en konflikt – om synet den menneskelige seksualitet.

Det var den pæne måde at sige det på. Vi diskuterer om bøsser, lesbiske, og andre sensuelle minoriteter kan være præster, og om de kan blive viet i vores kirker.

Det er helt tydeligt, at hvad der er en selvfølglighed for et flertal af os i Danmark, er en hån mod Gud og en ligegyldiggørelse af Bibelens ord for store dele af af vores gode kristne brødre og søstre i mange af de afrikanske lande og i Østeuropa.

Det er en kæmpe uenighed. Desvære ser vi også den effekt i kirken, at man samler sig med dem, man er enig med, og så begynder man at tale om de andre, i stedet for at tale med de dem.

Det er ikke den model, vi ser Jesus anvende i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Det er meget passende, når det var Alle Helgen Søndag i sidste uge, at så diskuterer Jesus i dagens tekst opstandelsen.

Vi kommer ikke uden om, at det er det mest centrale teologiske element i al kristen tro. Jesus viger ikke udenom en diskussion med dem, han er uenige med – heller ikke om dette emne. Han opsøger dem.

I følge Lukasevangeliet er Jesus nu for sidste gang ankommet til Jerusalem. Han er blevet modtaget som konge og frelser. Han red ind i Jerusalem under viftende palmegrene og folkets jubel. Så det store påskedrama,

4 af 8

der ender med jesus død på korset og hans opstandelse er i gang. Momentum i Lukasevangeliet bygges op.

Forud for vores tekststykke i dag, kan vi læse hvordan Jesus går direkte ind på tempelpladsen. Han opsøger altså med det samme de menensker, som er mest truede af alt, det han har sagt og gjort.

I Lukasevangeliet læser vi, hvordan han rydder bulen, da han smider alle vekselererne og handlende ud fra tempelpladsen.

Herefter underviser Jesus hver dag på tempelpladsen. Det gør han på en sådan måde, at de politiske og religiøse ledere – i øvrigt ofte de samme – begyndte at lægge planer for at få ham ryddet af vejen. For de almindelige menesker samlede sig omkring Jesus. De ville høre mere.1

I kapitel 20 hos Lukas finder vi Jesu diskussion med menensker på tempelpladsen. De diskuterer Jesu myndighed. Jesus fortæller lignelsen om de onde vingårdsbønder med slet skjul reference til, hvad de menensker han står og taler til, kommer til at gøre mod ham.

Der skriftkloge og ypperstepræsterne forsøgte hele tiden at sætte en fælde for ham, bl.a. med spørgsmålet om skat til kejseren, men Jesus gennemskuer dem på stedet og det er dem selv, og deres rigide forståelse af Moseloven, der bliver udstillet.

1 JF. Lukas 19,47-48.

page4image46491392

5 af 8

Helt grotesk bliver det, da en flok saddukæere træder ind på pladsen.

Saddukæerne var en konservativ religiøs retning, omkring det jødiske præsteskab i Jerusalem. De var så at sige et præste-aristokrati, som bl.a. afviste enhver tanke om opstandelse. Her må vi forstå, at der i jødedommen faktisk har været plads til forskellige forståelser om opstandelsen. Dermed har der også blandt præsterne og farisæerne diskussioner om dette.

For saddukæerne er det imidlertid en absurd tanke, hvilket også afspejles i deres løben linen helt ud i samtalen med Jesus.

Moseloven, siger, at en families mænd har pligt til at gifte sig med en brors enke, hvis hun er barnløs. Familien skal give denne kvinde afkom.
Broderen har syv brødre, som alle efterlader enken barnløs. Så hvem skal enken nu være sammen med i det himmelske?

Saddukæernes spørgsmål er i virkeligheden indlæg i debatten. De siger faktisk, se, hvor absurd ideen om de opstandelsen er. Det kan man ikke tro på og samtidigt være sund i hovedet.

Men for Jesus er tanken langt fra absurd. Den er det helt centrale håb, Jesus ønsker at efterlade til os, når han selv er død og opstået fra de døde, for bare sådan at sætte trumf på. Alt dette ved folk på tempelpladsen jo ikke. Jesus har godt nok forudsagt det, men det preller ligesom af.

6 af 8

Vi ved, at de nok skal lægge mærke til det, når Jesus selv opstår fra de døde.

Det skal ikke kun de, men en hel verden.

Jesus påpeger, at i historien om Moses, som de kender så godt, der lyder det fra Gud selv inde fra den brændende tornebusk, at han er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.2

Abraham, Isak og Jakob er for længst døde, men det er dem, Gud er gud for.
Logikken her siger at Gud ikke er Gud for døde, for alle er levende for ham, ergo er opstandelsen en realitet.

Gud er Gud for de levende,3og for Gud er livet mere end det liv, vi lever.

Så var sadukkæerne sat til vægs, og ingen turde spørge ham om mere.

Opstandelsen er helt central, og den er svær at forholde sig til, men derfor kan vi godt tro det.

Den diskuteres og teologer er ikke nødvendigvis enige om, hvad opstandelsen fra de døde helt nøjagtigt indebærer. I de senere år, har vi set at enkelte præster i folkekirken har sat spørgsmålstegn ved hele tanken om opstandelsen. Det har vant postyr og kirken har kaldt dem til orden.

2 2. Mos 3,6 & Luk 20,37. 3 Luk 20,38.

page6image46580864

7 af 8

Vi kan diskutere nuancerne, men vi mister selve kernen i kristentro, hvis vi sår tvivl om selve tanken om opstandelsen i det hele taget.

Det er den grund vi står på.

Paulus siger i sin fantastiske redegørelse for opstandelsestro i 1. Kor 15, at hvis Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken og vores tro tom.4

“Vi står på en tro, der siger:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”5

Det tror og håber jeg på! Amen

page7image46581632

4 1. Kor 15,13-14. 5 1. Kor 15,54b-58.

8 af 8

Gud er Gud for de levende

På søndag samles vi til gudstjeneste igen. Der er en kop kaffe, når du dukker op.
Musikteamet har øvet og er klar til at introducere os til en nye sang, som vi tror bliver et hit.

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Der vil være nadver og mulighed for at tænde et lys. Der er børnekirke for alle børn.
Du er så utroligt velkommen.

Den anden side – Alle Helgen gospelgudstjeneste

Ved sagens gudstjeneste taler vi om døden, som en del af livet. Vi mindes de, som vi savner og det hele er lagt i en kulisse af dejlig gospelmusik med gospelkoret Emmaus.

Desværre er det kun talen, som kan gengives. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 103 & Præd 3,1-20 & Joh 11,1-44. & Åb 21,1-8. Gospelgudstjeneste med Emmaus
Den anden side – Alle Helgen

Når jeg handler, så holder jeg meget øje med datomærkningerne på de varer, som jeg køber. Det er ikke ligegyldigt om rugbrødet kan holde sig til i morgen, eller om det har udløbsdato om fem dage.

Jeg ser en del stå og rode inde bagerst på supermarkedets hylder, så jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Vi er meget bevidste om, at varerne har en udløbsdato.

Indtil vi står ansigt til ansigt med døden, fordi én vi elsker dør fra os, eller hvis vi selv rammes af alvorlig sygdom, så fylder tanken om, at vi selv har en udløbsdato ikke videre meget i vores liv.

Det er en sandhed, at noget af det, som vi alle er 100% fælles om er, at vi en dag skal dø. At der kommer en dag, da vores tid i livet er forbi.

Der er mange måder at forholde sig til det døden på, en af dem, er den skik, som vi ser omkring os i disse dage, der som så meget andet er importeret fra USA, nemlig Haloween.

Ved Haloween klæder vi os ud og vi pynter op. Forleden kom jeg forbi en forhave, hvor man roligt kan sige, at man var gået all in på Haloween. Der var

2 af 5

simpelthen etableret grave, hvorfra der stak legemsdele op af jorden. Den fik så at sige hele armen.

I den fest, gør vi grin med og latterliggør døden. Vi lever i uhyggen og viser, at det kan vi sagtens magte. På mange måder er det fint, at man beskæftiger sig med det, som kan være svært at rumme gennem uhygge og ved at skræmme livet af hinanden.

(Jeg er lige nødt til at sige, at jeg ikke er sådan en sur præst, der synes, at dette er helt forfærdeligt. Den slags optræder så rigeligt i medierne for tiden. Sure præster, det er virkelig skræmmende.)

En anden måde, at forholde sig til døden på, er at se døden i øjnene, gennem det liv vi lever. Til det vil jeg rigtigt gerne tilføje nogle ord om, hvad kristendommen har at sige om døden.

For lige præcis omkring døden, og dermed også om livet, har kristendommen, synes jeg, nogle fantastiske input.

Den kristne tro, taler ikke udenom døden, men den forholder sig til døden, som en del af livet. Et eksempel på det er fra Salmernes Bog i Bibelen, hvor der står: “..som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. For han ved, vi er skabt, husker på, at vi er støv. Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det ikke mere. Der hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herren troskab varer fra evighed til evighed…”1

1 Salme 103, 13-17a.

page2image2027712

3 af 5

Når man i livet forholder sig til døden, er der stor forskel på, om man mener at døden er et absolut slutpunkt, og så var det det. Eller om man kan læne sig ind i en tro på, livet ikke er slut i døden, men at døden faktisk er begyndelsen på noget nyt.

Når vi i kirkerne byder ind til Alle Helgen, som er den kirkelige halloween, så ser vi døden i øjnene, og det er muligt vi bæver lidt, og tvivler en smule, men vi gør det med et håb om, at døden ikke er enden på livet, men et komma i livet, og at livet fortsætter på den anden side af døden.

I kirkerne fortæller vi historien om Jesus som opvækker Lazarus2 fra de døde. Superkort fortalt er Lazarus en af Jesu venner. Han er syg og dør. Der går fire dage, før Jesus når frem. Her mødes han af den dødes søster, som bebrejder ham, at han har været så længe om at nå frem. Johannesevangeliet nævner, at Lazarus allerede stinker, så vi skal forstå, at han ikke bare er død, men at han faktisk er meget død.

I samtalen med den sørgende søster siger Jesus om sig selv: “Jeg er opstandelsen og livet!”3

Læg mærke til rækkefølgen. Opstandelsen og livet. Jesus siger her, at opstandelsen går før livet. Han peger på, at der er mere. Så kalder han på Lazarus. Han vågner fra døden, kommer vaklende ud af graven og ind i livet igen.

2 Johannes 11,1-44. 3 Joh. 11, 25.

page3image1990336

4 af 5

Ser man sammenhængen omkring historien i Johannesevangeliet, er der ingen tivivl om, at dette sker fordi Jesus ønsker, at give mennesker omkring ham chancen for at kunne tro på det, som er så svært at forstå. Nemlig, at døden aldrig vinder over livet.

Selvfølgelig er det en helt central begivenhed i al tale om kristen tro, at Jesus også selv gik vejen gennem døden og på tredjedagen selv opstod fra de døde. Dermed viste Gud, at hans kærlighed har magt over alt – også over døden.

Mit gæt er, at vi alle sammen er stødt på historier om menesker, som har haft nær-dødsoplevelser. Det er utroligt spændende, og der er mange lighedspunkter mellem de oplevelser, som folk har. Disse lighedspunkter går på tværs af alle mulige kulturelle skel, men faktisk også på tværs af trosskel.

Nærdødsoplevelserne er ikke forbeholdt de, som før de næsten døde, har sagt at de troede på Gud.
Det som disse oplevelser fortæller mig er, at der noget i døden, som vi ikke kan forstå. Personligt fascineres jeg af, at beretningerne ganske ofte er i overensstemmelse med de tanker, som Bibelen og dermed den kristne tro, giver os at håbe på og tro på.

De tanker går samstemmende på, at døden ikke er det sidste. At der efter døden er et liv sammen med Gud, hvor alt er godt. Hvor der ikke er sygdom, nød, klage, smerte eller gråd, ja heller ikke død, som der siges i bibelens sidste bog.4

4 JF. Åb. 21, 1-8.

page4image2064768

5 af 5
Med andre ord, så er der noget godt i vente.

Jeg vil mene, at det gør noget ved måden vi lever og dør på, at vi tør håbe på, at døden ikke får det sidste ord.

Vi må naturligvis gerne sørge og savne over tabet af vores kære. Det gør ondt at miste. Det er prisen for at have elsket og være elsket.
Dem vi savner og elsker, er også elsket af Gud. Budskabet er, at de alle er omfavnet af Gud og er sammen med Gud i det evige liv, hvor alt er godt.

Det er præcis det, jeg gerne vil tro på.

Blandt de navne vi har nævnt, er min svigermor, som døde pludseligt og uventet i sommer.

Da vi, chokramte, som vi var, stod omkring hende, da må jeg sige, at fyldtes med taknemmelighed over, at kunne tro på, at det ganske vist ser ud som om døden råder, men at her vinder Guds kærlighed, og livet går videre på en anden side.

For som Paulus siger det:
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.5

Amen.

5 Rom 8, 38-39.

page5image2066112

 

Elsk Gud OG elsk din næste

Hvad er det vigtigste?

Elsk Gud OG elsk din næste!

Sådan svarer Jesus, da han bliver spurgt om, hvad der er vigtigst. Ved gudstjenesten udfolder Thomas Risager vigtigheden af det lille ord OG. For hvordan er det lige, man gør begge dele? Hvad skal have størst vægt? Hvad er meningen egentlig?
Du kan høre talen her:
Du kan også læse talen her.
Bemærk dog, at at der kan være lidt afvigelser mellem den skrevne tale, og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

 

1 af 5

Prædiken søndag d. 13. oktober 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Jer 29,1+4-7 & Mark 12,28-31.
Tema: Elsk gud OG din næste

Svaret på livet, universet og alting er 42.
Det er i alt fald svaret i den meget meget nørdede bog The Hitchhikers Guide to the Galaxy.

Problemet er bare, at det svar ikke rigtigt kan bruges til noget. Svaret på alt er 42. Hvad skal vi med det?
Der er mange, der mener at vi i kirken kender meningen med livet. Det er jeg ikke helt overbevist om, men jeg ved at vi vil gå med hinanden igennem livet, og hvem ved måske kan vi finde en mening.

Dygtige ledere, har ikke svarene, men de kan stille de rigtig sprøgsmål, siges det.

Jeg synes faktisk, det er et supergodt spørgsmål, den skriftkloge i dagens tekst stiller Jesus. Han spørger hvad er det allervigtigste. Nu er han skriftklog, så han tænker i bud. Hos ham er det sådan, at verden kun kan fungere efter regler og bud, så hvad er det største bud?

Jesus svarer, og I kender det: “…du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”1

Det er det, som er det allervigtigste, elsk Gud OG elsk mennesker.

1 Mark 12, 30-31

page1image54475392

2 af 5

Elsk Gud er på mange måder let nok, for fra ham mødes vi med en kærlighed og en accept, som er helt udenfor denne verdens fatteevne.
Det er ikke sikkert vi bruger de ord, men jeg tror faktisk vi er skabt til at høre Gud til, skabt til at leve i hans kærlighed.

Det tror jeg vi gør, også selvom vi ikke lige ved. Det er det, som metodistkirken kalder forekommende nåde.

Jeg er selvfølgelig også nødt at sige, at der er en enorm frihed i, at opdage det. Det er noget af det, vi som kirke gerne vil hjælpe mennesker med – at opdage at de er elsket af Gud.

Min påstand er, at selvom vi måske ikke tænker over det til dagligt, så ligger det os naturligt og lige for, fordi vi er skabt i Guds billede.

Problem er, at der er et og….elsk Gud OG elsk vores næste.

Det er let nok at elske menesker, som elsker eller holder af os. Men det er jo ikke begrænset til det. Det siger Jesus meget klart i Matt 5: “Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”2

2 Matt 5,46-48

page2image54461376

3 af 5

Så Jesus ved godt, at det er en udfordring at elske sin næste. Dette går langt, og det understreges i bibelteksten fra det gamle testamente.

Her skriver Jeremias til til landflygtige i Babylon. De skal bosætte sig for alvor, få børn, tage del i livet i Babylon. De skal stræbe efter lykke og fremgang for den by, de er ført til. Går det den godt, vil det gå Jer godt, sluttes der af med.

Det er noget af en opgave.

Baggrunden finder vi i historien, til år 587 før Kristus. Vi skal til Jerusalem, hvor jødedommen trives. Templet fungerer. Men der er bare den detalje, at byen er belejret og har været det i to år. Murene er faldet, og byen er invaderet af Babylonerne, som er vore dages irakere.

I stedet for at besætte Jerusalem, så henretter de kongefamiliens medlemmer, stikker øjnene ud på kongen og fører alle samfundets intellektuelle og religiøse og politiske ledere i tvunget eksil i Babylon. På den måde sikrer de sig, at Israel ikke har en chance for at komme på fode igen.

Dem, som Jeremias skriver til for at bede dem om at slå rod og engagere sig og gøre deres til, at det må gå godt for byen, de er i, er altså de bortføre, som faktisk er blandt fjender.

Det kan ikke være let, ikke destomindre, var det det, som de blev bedt om. Når Jesus beder os om at elske Gud, og vores næste, så er der ikke tvivl om, at det er et krav, der er udfordrende og at han kender denne historie.

4 af 5

For lige at gøre historen færdig med eksilet i Babylon. Så var det der, under maksimalt tryk, at jødedommen udviklede sig. Det var der man bl.a. udviklede synagogerne og gudstjenesterne i dem.

Dette trimmede jødedommen til at blive en global religion og ikke bare en sekt, der kun kune eksistere i Israel. Det er den arv, vi som kriste står på. Både i hensynet til at kunne være globale, men også hele måden vi fejrer gudstjeneste. Det er udviklet under fangeskabet i Babylon.

Vi skal elske Gud og vore medmennesker, også dem, der ikke nødvendigvis elsker os.

I det ligger der også, synes jeg, en helt lavpraktisk udfordring til at engagere os i den by, vi bor i. Mange kirker lukker sig om sig selv. Det har vi ikke tradition for her.

Vi er ikke ført i eksil i Odense, men det er her vi bor.

At elske vores næste, kunne være at engagere sig i vores by og være med til at tage ansvar.

Vi er – heldigvis – i perioder ganske synlige i bybilledet. I næste uge, skræmmer Emmaus f.eks. livet af byens børn i forbindelse med Magiske dage. Gospelkorene Emmaus og Nardus har en kæmpe koncert på Posten for at samle ind og gøre opmærksom på Knæk Cancer. Dette er bare for et par eksempler.

Jeg tror,det er godt at minde os om vores by og kaldet til at elske Odense, her på kanten til en ny visionsproces.

5 af 5

Hvad er da det vigtigste? Det er at elske God og elske vore medmenesker.

Til det kan vi ikke bruge 42 til noget, men vi kan bruge kærligheden. Det må være svaret. Kærlighed.

Amen.

 

In the shelter of Your presence – Gospelmeditation

Dagens gudstjeneste var en gospelmeditation.

Det er en anderledes gudstjeneste, hvor man kan ligge på gulvet eller sidde på stole. Sangere og pianist fra kirkens musikteam synger stille sange og  gospelnumre. Man kan synge med, eller man kan lytte.

Undervejs kan man benytte bønnestationer, tænde lys, skrive bønner, lægge sten eller blomster. Kort sagt, så kan man bare være. Man kan være aktiv, eller passe, man kan endda tage en lur, hvis det er det man har allermest brug for.

Der er også altid en tale. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 1. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 23. Gospelmeditation. In the shelter of Your presence. Om at finde helle.

Jeg gætter på, at du kender til det at være så træt og så udkørt, at du er kommet forbi der, hvor man virkelig mærker det.

Man har bare lyst til at at få lov at være i fred.
Man har lyst til at man ikke skal taget stilling til noget som helst.
Man hører sig selv sige. Jeg skal bare lige have lov til at være mig. Bare lige få lov til kun at være…..

Det er lige præcis det, som du kan her. Det er netop formålet med denne gospelmeditation. At du kan få lov til bare at være.

Hvem af os er ikke godt og grundigt trætte af e-mails om ligegyldigheder, hvor vi bare er sat på cc.
Jeg gætter på, at vi er mange, som farer sammen, hver gang telefonen eller computeren siger pling.

Jeg tror også, vi er mange som har prøvet det med at række ud efter telefonen i lommen, fordi vi troede at den vibrerede, men det var noget vi bildte os ind.

Vi lever på mange måder i en tid, hvor kravene til vores generation ser markant anderledes ud, end de gjorde til vores forældre. Jeg siger ikke at det er hårdere, for det tror jeg ikke selv på, men det er anderledes.

Vi skal være på, og helt fremme i skoene – hele tiden.

2 af 6

Det med bare at passe sine pligter, duer ikke. Vi skal være proaktive. Vi skal være udviklende. Vi må endelig ikke gå i stå. Folk, der har spurgt os om noget på mail eller SMS, de skal have svar med det samme.

På en eller anden måde, har vi bildt os selv ind, at vi skal være på, også når vi ikke er på arbejde.

Sidste weekend tog jeg mig selv i at svare en mail, som den der havde sendt den, havde skrevet haster på, kl. 0.30 søndag morgen. Mest af alt er jeg tosset på mig selv, fordi jeg overhovedet tjekkede mail på det tidspunkt. Det er da for dumt.

Så den her fornemmelse af, at trænge til en pause, hvor der ikke er noget som helst, jeg skal forholde mig til. Den kender jeg, og jeg gætter på, at det gør du også.

Det er ikke et nyt behov, der er skabt af vores tidsalder, eller af vores teknologi.

Det er et alment menneskeligt behov, som vi har lært at ignorere, eller værre endnu, forbinde med svaghed.

Selv i meget gamle dage, under Kong Davids tid var dette kendt.

Kong David, som tilskrives en stor del af salmerne i Bibelen, levede ca. 1000 år før Jesus blev født, så ordene vi hørte læst og som jeg referer til, er altså tre tusind år gamle.

Tiden var en anden, men menneskets behov for at finde hvile og ro, var præcis det samme, som i dag.

3 af 6

I deres verden, var det naturligt at forbinde den totale oplevelse af ro, med et nærvær af Gud.

Når man kender historien om Kong David, så er det ikke så svært, at forestille sig, at han også kunne komme i den situation, at nu var det hele bare for meget.

David lægger navn til en hel del af de 150 salmer, som er i bibelen.

Salmerne er fantastiske, fordi de løfter sløret for menneskers erfaringer med Gud.
De er ikke et udtryk for universitets-teologi.
De er ikke lærde prædikener, som vil fortælle folk, hvordan de skal tro.

De er menneskers oplevelse af Gud.
Mange af dem er på ingen måde polerede, de er deciderede klagesalmer, som udtrykker håbløshed opgivenhede og tvivl.
I salmernes bog finder vi alle mulige ufriserede udtryk for tro og for tvivl.

Salme 23 er én af dem, der udtrykker tro. Måske er den meget kendt, fordi den vældigt ofte citeres på film i forbindelse med begravelser.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt,

4 af 6

for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

David er et mangefacetteret menneske. Han er en af de største helte i Bibelen, og det pointeres stærkt, at Jesus er i slægt med ham. Samtidigt står han for en del historier, som ikke tåler dagens lys.

Han er hyrdedrengen, der som ganske ung bliver konge. Det at han bruge billedet, at Gud er hans hyrde, afslører ret meget, hvad han er rundet at. Hyrden.
David er kriger og klarer sig med stor succes på fronterne hele vejen rundt om sit rige. Personligt overvinder han kæmpen Goliath med en stenslynge.

I hele sin regeringsperiode er han i stand til at holde fjenden ude, og der opstår tryghed og velstand i hans rige.
Det er hans søn Salomon, der kommer til at opbygge det store jødiske tempel i Jerusalem. Større kan det ikke blive.

Men David var også ham, der fik en officer dræbt, så han kunne komme til at stjæle hans kone. Der er mange historier om, hvordan David kommer galt af sted.
Med andre ord, han var et menneske, som du og jeg. Han er sandelig også et menneske, der hele tiden er presset på alle mulige områder. Magt, krig, kærlighed, overfældende krav, manglende kompetencer, kan det blive ved med at gå godt? Der har været utroligt meget tryk på hele tiden.

I salmen her giver han udtryk for hvor meget han har brug for hvilen. Han ved, at Gud giver ham muligheden for at hvile ud på den grønne eng.

5 af 6

Som gammel hyrde forstår David, at dem som man er hyrde over, er nødt til at stole 100 procent på at hyrden, har deres ryg.

Hyrden beskytter dem om alt ondt, og vil dem godt.

Jesus bruger faktisk den gode hyrde som et billede på sig selv.

Så det er et bibelsk princip introduceret af David i det Gamle Testamente, og faktisk videreført at Jesus i det Nye Testamente, at tillid og tro på Gud, kan lede én til stille vand og ind i grønne enge, hvor man kan få lov at hvile og få kraft på ny.

Så det er gammel visdom, at tro på Gud ikke er forbundet med præstation, men med tryghed, hvile og restitution.

Den gode hyrde er billedet på Gud, der elsker os, alene fordi vi er til, ikke i kraft af hvad vi kan eller gør. Ikke i kraft af hvad vi lykkes med eller kikser totalt.

Den gode hyrde er billedet på Gud, som minder os om, at vi bare kan være, at det er ok at hvile.

Gud, som når vi hviler, giver os nye kræfter og leder os videre i livet.

Ind i en verden, hvor vi tror vi skal præstere som aldrig før, tror jeg, at der er noget utroligt vigtigt i, at forstå og turde tro, at det også er okay bare at være.

At det ligefrem er klogt at standse op og hvile.

6 af 6
For der er faktisk en Gud, som elsker os fordi vi er.

Ham stolede David på ville give ham hvile.

Jesus bruger samme billede. Han siger: Jeg er den gode hyrde1.

Det stoler jeg på. Men det er også noget jeg konstant arbejder på.

Dette er helt i tråd med jesus, som i Matthæusevangeliet siger: Kom til mig alle I, der er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”2

I aften har jeg et sted, hvor jeg bare kan være. Hvor der er helle. Hvor jeg kan hvile.

Du er også meget velkommen. Amen.

page6image7603904

1 Joh 10,112 Matt 11,28

 

Følg den røde tråd i bibelen 3/4

Den røde tråd
– fra gammelt til nyt

I dag fortsætter vi august måneds talerække om Den Røde Tråd i Bibelen. Som vi allerede har hørt, går der en rød tråd gennem hele Bibelen, og noget af det, som binder alt sammen, er ideen om, at Gud vil mennesker godt.

På søndag er det Thomas Risager, der tager tråden op: Her skal det handle om, hvordan Jesus ret kraftigt markerer, at nu kommer der noget nyt. På den ene side bekræfter han, at alt det gamle ikke skal forsvinde, men det er helt tydeligt, at det med Jesus vil få en anden betydning.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er forskelle mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Prædiken søndag d. 18. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 28,16-20.
Følg den røde tråd i bibelen 3/4.

Det kan næppe overraske nogen, at vi har gang i at følge den røde tråd gennem bibelen. Hvis det alligevel er en overraskelse, så kan du høre de to første taler fra kirkens hjemmeside. De ligger nede i bunden af forsiden på www.metodistkirken-odense.dk

Allerførst en superkort opsummering, så vi alle kan tage fat i tråden, der hvor vi er nu.

Den første søndag talte jeg om, at en kerneforståelse af bibelen er, at Gud vil os, og at han vil os det godt. Fra skabelsen er vi udset tl at være under Guds kærlighed. Mennesket er skabt sådan, at vi ikke tvinges til at tage imod Guds kærlighed. Mennesket er i stand til at blive fristet, så de første mennesker faldt i, og spiste af den forbudte frugt. Konsekvensen udeblev ikke. Mennesket blev smidt ud af Edens have og må leve et liv, hvor vi skal kæmpe for føden, hvor vi ligger under for synd, og slutteligt må dø.

Det gamle testamente er fyldt med Guds anvisninger og bud til os, sådan at vi ikke kommer galt afsted. Det var noget af det, som Maria sagde i sidste uge.

Hun lagde også vægt på at Det gamle testamente i meget høj grad har været med til præge vores måde, at indrette samfundet på.

Pagtens ark, som indeholdt tavlerne med de ti bud, har været centrum for hele tilbedelsen af Gud i og med, at

page1image28897280

2 af 8

den blev placeret i Salomons tempel. Jerusalem blev stedet, hvor Gud boede og regerede fra.

Som både Maria sagde i søndags, og som jeg sagde i en første tale, så skal vi i vores læsning af tekster fra det gamle testamente, hvis vi ønsker at uddrage trosmæssige konklusioner fra det læste, hele tiden se tilbage på teksten gennem det, som vi ved, Jesus har sagt og gjort.

Det er rigtigt forstået, når vi siger, at Jesus bygger videre på mange af teksterne i det gamle testamente. Det er det fundment, han står på.

For det første er det sådan at Jesus er jøde. Han er jo ikke kristen. Det er slet ikke opfundet endnu.
For det andet, vil Jesus tale en ny tro til mennesker, der allerede har en tro. I hvert fald til den del af hans mission, som er rettet mod jøderne. Vi ved at Jesus havde en del konflikter, fordi han ikke lod sig begrænse til at kun at tale til jøderne.

Han bygger til dels på hvem han er, men også på, hvem de, der lytter, er.

Jesus forkaster ikke loven, og de gamle fortællinger. I begyndelsen af bjergprædikenen, citeres han for at sige: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.”1

1 Matt 5,17

page2image28899776

3 af 8

Men resten af kapitel fem er et voldsomt oprør brugen af loven. Et opgør mod lovenes brug – ikke mod loven i sig selv.

Det er her jesus igen og igen siger. I har hørt det er sagt, men jeg siger jer. Her gør han op med begreber som vrede, ægteskabsbrud, at sværge, skilsmisse, gengældelse. Og måske den mest udfordrende: “I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer,.”2

Jesus forkaster ikke Loven, Profeter, salmerne, men han indvarsler en ny brug af det.

Med Jesus kommer der noget nyt.
I har hørt, men jeg siger….
Lidt mere konkret, hvad er det der er nyt? Jesus taler om Gud som en himmelsk far.

Vi ser det i begyndelsen af bjergprædiken, når Jesus introducerer det, der måske der måske er den mest intime bøn, fordi vi ofte beder den sammen, fadervor.

Den indledes med at du og jeg, og ja, alle andre også, kan tiltale Gud med Vor Fader3

2 Matt 5,43.3 JF. Mat 5,9

page3image28899392

4 af 8

Det nye er, at det kan vi gøre hvor som helst, og vi behøver heller ikke præsters mellemkomst.
Forholdet mellem Gud og dig, er blevet et direkte forhold. Et personliget forhold. Du og Gud.

I det gamle testante er det Gud, der gennem Abraham, laver en aftale, om at Abrahams folk skal være Guds folk, Gud vil være deres Gud.4 Det er kollektivt.
Senere ser vi at folket, er det folk, som Moses leder ud af fangeskabet. Det folk, som Gud initierer fællesskab med, ved at give dem de 10 bud,5 som Maria i sidste uge tale om, blev opbevaret i pagtens ark.

Det er altså gammeltestamentlig tankegang, at forholdet mellem Gud og mennesker laves af et enkelt menneske, på vegne af hele folket. Hermed ser vi også, at folket alene ved sit tilhørsforhold til folket, kollektivet, er omsluttet af Guds pagt.

Det er folket, som senere dyrker Gud i templet.6 Det er folket, som bringer ofre til præsterne, som slagter dyrene i templet, således at dyrenes blod, når det løber ud over alteret renser folket for al dårligdom. Dette er en lovpraksis om syndoffer7 som er helt tilbage fra da folket under Moses vandrede i ørkenen.

4 JF. 1. Mos 155 2. Mos 20
6 2. Krøn 5
7 3.Mos4

page4image28901120

5 af 8

Fast forward, så er det mest centrale som Jesus gør i tråd med denne tankegang, men samtidigt et opgør med den.

For vi har en Jesus, Guds søn, Messias, Verdens frelser, som lader sig slå ihjel på et kors.

Det er en radikal anderledes fremstilling i af Gud, end den vi ser i det gamle testamente. Indtil nu har historien om Gud været en historie med en stærk, krigerisk, rethaverisk, retfærdig, dømmende, skabende, almægtig Gud.

Men Jesus viser os afmagt!8Jesus viser os død. Opstandelse.
Nåde.

Jesus er det offer, som bringes én gang for alle.

Det er sådan set det, som er kernen i i den nye forståelse af Gud, som det beskrives i det nye testamente.

Når vi har nadver, synger vi se Guds lam, som bærer alverdens synd, forsoner, befrier og døber med ånd.9 Vi synger sådan, fordi Jesus har afløst offerlammet i templet.

8 2. Kor 12,10
9 Tomas Bostrøm: Se, Guds lam. Salmer & Sange 2006.

page5image29046656

6 af 8

Vi anerkender det, når vi tager mod brød og vin, givet med de samme ord, som Jesus selv brugte, da han række brødet og vinen til sine disciple.

“Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”10

Igennem hele bibelen er det sådan, at hver gang noget nyt er sket mellem Gud og mennesker, så er initiativet kommet fra Gud.

Jesus er et så radialt påfund fra Guds side, at der er et før, og der er et efter.

Derfor er det også vigtigt at forstå, at nu er der noget andet på spil. Det betyder ikke at vi bare skal rykke det gamle testamente ud af vores bibeler. For der finder vi vore historie, den kultur og den tro, vi bygger på.

Men med Jesu er noget nyt begyndt, derfor skal vi læse gamle testamentelige tekster, gennem hvad vi ved om Jesus.

Noget nyt er kommet til, og det er det, som kommer til udtryk i den tekst, som var oplægget til denne tale, nemlig missionsbefalingen.

10 Matt 26,26-29.

page6image29048384

7 af 8

Måske husker du, hvad Jesus indleder med at sige…… : “Mig er givet al magt i himlen og på jorden..”11

Magten ligger hos Jesus, den ligger ikke længere i loven. Herefter siger Jesus til disciplene, at de skal gå ud…. Det går ikke umiddelbart så godt med det, men det tager vi på søndag…. og så skal de lære folk at holde alt det som jeg har befalet jer.12”

De skal dele det, som Jesus har sagt. Loven – mange af lovteksterne fra det gamle testamente, er afløst af Jesu lære.

Det betyder ikke at loven er ligegyldigt, men det viser at der er en udvikling. Den udvikling er også tilstede gennem det gamle testamente. Forståelsen af Gud har været under udvikling fra de første skrifter, hvor vi er omkring 3900 år tilbage i tiden og frem.

Der sker noget hele tiden, for Gud er ikke statisk. Det er præcis derfor det stadig er nødvendigt at bedrive teologi, hvor man bruger alt det man overhovedet kan trække på i en jagt på forståelsen af hvem Gud er.

Den rejse er vi også på, men vi rejser med den viden, at kernen i al kristen tro må og skal være Kristus.

Amen.

11 Matt 28,16
12 JF- Mat 28,20.

page7image29047040

8 af 8

Måske bruge billede af gammel mobil, som vi jo ikke bærer med os. Den ligger hjemme i skuffen, for den er blevet afløst af en mere tidssvarende model.

Følg den røde tråd i Bibelen 1/4

Velkommen tilbage i kirke efter sommerferien! På søndag indleder vi vores nye prædikenserie “Følg den røde tråd i Bibelen.”

I de kommende fire uger vil vi forsøge at danne os et overblik over den fortælling, som binder Bibelen sammen. Kom og vær med fra starten! Den overordnede plan er, at Gud vil mennesker det godt. Han vil frelse mennesket. I dag taler jeg om, hvordan det hele begynder med at gå galt. Så vi starter op efter sommerferien med en rigtig gyser!

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid vil være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 8

Prædiken søndag d. 4. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 1, 26-31 & 1. Mos 3,1-7 & Åb 21,1-4.

I dag indleder vores nye prædikenserie “Følg den røde tråd i Bibelen.”

I de kommende fire uger, skal vi danne os et overblik over den fortælling, som binder bibelen sammen. Den overordnede plan er, at Gud vil mennesker det godt. Han vil frelse mennesket, fra os selv, og fra den ondskab, som også råder i verden.

Det er altid godt at begynde ved begyndelsen, så det vil vi gøre.

Allerførste vers i bibelen, slår tonen an: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.”1

Vi kan altid diskutere big bang og evolutionsteori. De videnskabelige forklaringer på verdens skabelse hører med til enhver tanke om livets opståen.

Uanset, hvordan detaljerne i verdens skabelse hænger sammen, så er det, som vi skal fange her i begyndelsen, at Gud står bag. Verden er til, og senere vi er til, fordi Gud vil det sådan.

Guds tanke med verden er, at den er paradis på jord.

1 1. Mos 1,1

page1image25921216

2 af 8

Hver gang et delelement i skabningen er fuldført læner Guds sig trilfreds tilbage og ser at det er godt. Gud er tilfreds!
Verden er et sted i harmoni og balance, et sted hvor alt ånder fred og idyl.

Det er temmelig lagt fra, hvordan verden er i dag. Det vender vi tilbage til.

Det er det, som begyndelsen af den røde tråd er bundet fast i. Og det er herfra vi følger tråden videre.

På sjettedagen i skabelsen sker det noget helt afgørende.

Jeg læser fra 1. Mos. 1,26-31:
“Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.”

3 af 8

Gud skaber menesket, så vi ligner ham. Eller os, som der står. Gud er altså mangefacetteret, Gud er treenighed, allerde her. Som mand og kvinde, så forskellige, som vi nu er, så farverige, som vi nu er, så ligner vi Gud. Det er lige til at blive helt svimmel over.

Det bliver mennesket sådan set også ret hurtigt. At vi er skabt i Guds billede indebærer, at vi har en fri vilje. Vi kan beslutte hvad vi vil, også hvis det er decideret dumt. Jeg gætter på, at ingen af os kan sige os frie fra, at have taget den dum beslutninger i løbet af vores liv.

Men det er vi frie til. Frie til at gøre som vi selv vill, også selv om det skulle være både dumt og skadeligt for os.

Dermed har vi selvfølgelig også et ansvar for eget liv, et ansvar, som ikke forsvinder fordi vil faktisk tror på en almægtig Gud, der er i verden. Gud griber ikke ind og ændrer de evt. kedelige konsekvenser af vores dumme valg. Han har netop givet os friheden. Med frihed kommer altid ansvar. Det er helt enkelt en del af skabelsens orden. Men det er også et ansvar, som vi ikke er efterladt alene med. Det kommer jeg tilbage til.

Det er blandt andet noget af det, som vi skal lære at håndtere, når vi bevæger os fra barndommens ubekymrethed til voksenlivet.

For os er faldgruberne, fristelserne, mulighederne for dumheder enorme, for sådan er verden blevet, som en konsekvens af de første menneskers fejl – synd, om du vil.

4 af 8

De første mennesker levede i paradis, alt var godt og trygt. De var helt tæt på Gud og havde alt, hvad man kunne ønske sig.

Der var dog én fristelse, nemlig kundskabens træ, der bugnende af frugt, og som stod midt i haven.

Kapitel 2 i 1. Mosebog fortæller os: Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«“2

Alt var så fint, men der var én fristelse i hele haven.

Alle store dramaer i litteraturen og filmen er som regel bygget op af ligningen hvor komponenterne fristelse, og menneske indgår.
Historien om verdens skabelse er ingen undtagelse.

Vi kender det alle sammen. Der sker nok ikke noget ved det. Der er ingen, der ser det. Jeg fortjener lidt af det her.

“Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag, I spiser af

2 1. Mos 2, 15-17

page4image25537792

5 af 8

den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.”3

Som jeg sagde, vi lever med konsekvenserne, og de konsekvenser remser bibelen også op. I flæng kan nævnes, at mennesket blev forvist fra haven, at vi skal dø, at vi skal kæmpe for at skaffe os føden, at kvinder skal føde i smerte, og at agerjorden skal være hård at skaffe føden fra. Og endelig er en af konsekvenserne at Gud er fremmed for mennesket.4

Det er vigtigt at lægge mærke til, at Gud sætter en begrænsing på varigheden af dette. I vers 19, siges der “indtil du vender tilbage til jorden.

Måske er det optimistisk, men jeg ser en nåde allerede i den straffen. Lidt ligesom, når vi har haft lyst til at give børnene stuearrest resten af måneden, men ender med 10 minutter.

Det er det, som vi må leve med. Hvordan ser det så ud i virkelighedens verden? Jeg tilskriver konsekvenser som: fattigdom, krig, kriminalitet, folkemord, mismod, sygdom, klimakrise, knas i relationer…. vi kan sagtens finde på mere.

3 1. Mos 3,1-8.4 1. Mos 3, 8-19

page5image25538752

6 af 8

For mig er der ingen tvivl om at livet som sådan er svært at navigere i, og jeg anerkender blankt mit behov for hjælp. Faktisk må jeg indrømme, at jo ældre jeg bliver, jo mere tydelig bliver min afhængighed af Guds hjælp for mig.

Gud forsøger virkelig at få os i tale, fordi han vil os det godt. Det er noget af det, som Maria vil tale om i næste uge.

Allerede næste generations børn, taler Gud til med nåde. I historien om Kain og Abel taler Gud om syndens og ondskabens magt hos mennesker, siger han faktisk: “at synden vil begære dig, men du skal herske over den.”5

Vi kender historien og ved, at Kain mildest talt havde begrænset succes med det. Det skal vi forstå to ting ud af. For det første mennesket kan ikke stå mod synden, de onde impulser, alene. For det andet, at Guds hensigt med os ikke er et sygt eksperiment for at, hvad der sker, når vi ødelægger det for andre og os selv. Gud vil at vi skal lykkes og leve et godt liv. Det er Guds hensigt.

Det er det der ligger i hele helliggørelsestanken, som der desværre ikke er tid til at udfolde komplet her. Men tanken om at mennesket kan udvikle sig til at leve et liv, hvor vi, i kraft af Guds kærlighed til os, kan udvikle os til at leve et liv, hvor vi bliver mere og mere tiltrukket af det gode frem for det onde.

5 1.Mos4,7.

page6image25533952

7 af 8

Det er det, som vi ser Jesus udfolde gennem hele sin gerning, og det kan i glæde jer til, for det sker søndag d. 18. august.

Næste uge skal vi høre, hvordan Gud rækker ud, og Maria trækker den røde tråd gennem highlights i Det gamle testamente.

Jeg vil slutteligt pege på, at den råde tråd går gennem bibelens sidste bog, hvor der drømmes om en ny himmel og en ny jord. Der hvor der endeligt er gjort op med synd og ondskab. Der hvor Guds kærlighed har sejret af himlen til.

Der, hvor vi kaldes til et lave et liv i frihed.

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster,

8 af 8

vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.6

Amen.

page8image25533568

6 Åb 21, 1-7

 

Trinitatis – Gud er, hvor du er.

Tiden efter Pinse kaldes Trinitatis-tiden. I søndags fejrede vi, at Guds ånd faldt over disciplene. I dag skal vi tale om Åndens sammenhæng med Gud, som også er Gud Fader og Gud Søn.

Det er et emne, som utroligt nemt kan blive langhåret (det var Jesus sandsynligvis …).

Kernen i gudstjenesten bliver, at vores Gud ikke kun er en Gud, som er stor og mægtig. Han er faktisk også en Gud, som vi kan have en relation til. Pinsens Ånd handler om, at Gud er, hvor vi er, og vil være sammen med os, sådan at vi faktisk kan opleve det.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 16. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Ord 8,1-4,22-31 & Joh 16,12-15.
Trinitatis – Gud er, hvor du er!

I dag begynder det, vi i kirken kalder trinitatistiden. Det er det lange seje træk i tekstrækkerne, hvor der ikke rigtigt sker noget ekstraordinært før første søndag i advent. Det er alle præsters skræk, for nu skal rugbrødsmotoren i forkyndelsen til at arbejde. Hvordan holder vi den gående indtil 1. søndag i Advent?

Hov, stop lige en gang. Tænker man virkelig, at nu sker det ikke noget ekstraordinært i historien om Jesus, som skulle være værd at fortælle de næste 27 søndage?

Det er jo noget sludder!
Historien er ekstraordinær hver eneste søndag!

Vi, der har læst store dele af bibelen, vi der kommer til gudstjeneste jævnligt, vi vænner os til de begivenheder, som er bibelens historie, så man næsten kan sige, at vi lulles en lille smule i søvn, og overser det ekstraordinære, som sker lige for næsen af os.

Det er ligesom med gourmet-mad, man vænner sig til det, og så glemmer man at påskønne det.(Det er jo det, min familie oplever.)

I søndags fejrede vi pinse, og vi glædede os over, at Ånden faldt over disciplene, så mennesker på tværs af alle skel og grænser, kunne forstå det, når disciplene talte om Guds storværker.

2 af 4

Det er let, at komme til at se det, som en isoleret mega- begivenhed, men som vi skal se i dag, så er det ikke nogen isoleret begivenhed, men en event, på et langt sejt træk, som Gud har gang i. For Gud kender om nogen til det lange seje træk.

Det er det, som afspejles i dagens læsning fra Ordsprogenes Bog. En lidt underlig bog, som vi ikke ret ofte benytter os til at prædike ud fra.

Ordsprogenes Bog er den del af den bibelske litteratur, som vi kalder visdomslitteratur. Bibelen er jo en samling bøger, med en masse forskellige egenarter.
I Det Gamle Testamente, finder vi ud over visdomslitteratur, bl.a. profetlitteratur, historiske værker, lovtekster, salmedigtning og apokalyptisk litteratur.

Visdom dækker over en urgammel orientalsk tradition, som på hebræisk kaldes “Chåkmā.”
Dette dækker både over intelligens, håndværksmæssig snilde, livsklogskab, kunstnerisk blik, sagkundskab og verdensklogskab. Det er altså vide begreber.

Måske lagde du også mærke til, at visdommen omtales som hun i vers 4. Hun forsøger at få alle mændene i tale.

Den moderne teologi – og med moderne, så mener jeg Ny Testamentes teologi omkring Helligånden – bygger videre på dette begreb. Det kan godt være at Ånden faldt i pinsen, men vi må forstå, at Ånden er en del af treenigheden, hvor vi siger at Gud på én og samme gang er Fader, Søn og Ånd.

Ånden = Visdommen har altså været i verden siden før verdens skabelse, ligsom Gud og Jesus dermed også har været før verden.

3 af 4

Gud Herren skabte visdommen, Ånden, som en af de første af sine handlinger tilbage i evigheden.
Tilbage i evigheden, sagde jeg virkelige det. Ja, det gjorde jeg for evigheden går ikke kun fremad, den må nødvendigvis også gå bagud.

Vi ser det faktisk også i de allerførste ord, som er i bibelens begyndelse, hvor der skrives som verdens skabelse.
“I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”1

Gud har med sin Ånd hele tiden være tilstede. Endda fra før verden blev til, og han vil være tilstede længere end tiden går.

Nu er vi på vej ind i trinitatis tiden, og bare rolig Maria og jeg skal nok finde på et par prædikenserier inden vi kommer til advent.
Men det er vigtigt, at få med os, at Ånden – visdommen om du vil – er den nøgle som troens døre i hjerte og i hoved låses op med.

Uden Ånd, kunne vi ikke forstå Kristus. Uden Ånd, vil vi ikke kunne tro og tage mod den gave, som troen er. Uden Ånd, ville vi ikke kunne formidle tro til andre.

Ånden er Sandhedens Ånd, som Johannesevangeliet ynder at kalde den. Den Ånd, som skal vejlede os i hele sandheden.

1 1. Mos 1,1-2.

page3image20579456

4 af 4

Ånden gør, at vi kan tro, også selvom vi ikke nødvendigvis forstår. Personligt må jeg sige, at jeg synes, det er uvurderlig gave, som gives os.

Det er også det, som ligger ligefor i Johannesevangeliets fremstilling af de Ord, Jesus siger til sine disciple. At nu er de kommet til et punkt, hvor de ikke kan rumme mere.

Men der er jo mere. Efter Jesus er borte, er det Ånden, som skal formidle Guds løfter og kærlighed til disciplene, og til os.

Hver gang vi er samlet i kirken til gudstjeneste, hver gang du og jeg folder vore hænder i bøn, hver gang vi åbner vores bibel, hver gang vi istemmer en salme eller en gospelsang, hver gang vi er en næste, så åbner vi os for Guds Ånd, som taler til os og ikke mindst gennem os.

Guds Ånd er levende, nærværende og altid tilstede. Guds Ånd er der, hvor du er. Også gennem det lange seje træk i kirkeåret, der ligger foran os.

Jeg fristes næsten til at sige Gudskelov. Amen.
Salme: Kom Helligånd, mit hjerte fyld.