Trinitatis – Gud er, hvor du er.

Tiden efter Pinse kaldes Trinitatis-tiden. I søndags fejrede vi, at Guds ånd faldt over disciplene. I dag skal vi tale om Åndens sammenhæng med Gud, som også er Gud Fader og Gud Søn.

Det er et emne, som utroligt nemt kan blive langhåret (det var Jesus sandsynligvis …).

Kernen i gudstjenesten bliver, at vores Gud ikke kun er en Gud, som er stor og mægtig. Han er faktisk også en Gud, som vi kan have en relation til. Pinsens Ånd handler om, at Gud er, hvor vi er, og vil være sammen med os, sådan at vi faktisk kan opleve det.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 16. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Ord 8,1-4,22-31 & Joh 16,12-15.
Trinitatis – Gud er, hvor du er!

I dag begynder det, vi i kirken kalder trinitatistiden. Det er det lange seje træk i tekstrækkerne, hvor der ikke rigtigt sker noget ekstraordinært før første søndag i advent. Det er alle præsters skræk, for nu skal rugbrødsmotoren i forkyndelsen til at arbejde. Hvordan holder vi den gående indtil 1. søndag i Advent?

Hov, stop lige en gang. Tænker man virkelig, at nu sker det ikke noget ekstraordinært i historien om Jesus, som skulle være værd at fortælle de næste 27 søndage?

Det er jo noget sludder!
Historien er ekstraordinær hver eneste søndag!

Vi, der har læst store dele af bibelen, vi der kommer til gudstjeneste jævnligt, vi vænner os til de begivenheder, som er bibelens historie, så man næsten kan sige, at vi lulles en lille smule i søvn, og overser det ekstraordinære, som sker lige for næsen af os.

Det er ligesom med gourmet-mad, man vænner sig til det, og så glemmer man at påskønne det.(Det er jo det, min familie oplever.)

I søndags fejrede vi pinse, og vi glædede os over, at Ånden faldt over disciplene, så mennesker på tværs af alle skel og grænser, kunne forstå det, når disciplene talte om Guds storværker.

2 af 4

Det er let, at komme til at se det, som en isoleret mega- begivenhed, men som vi skal se i dag, så er det ikke nogen isoleret begivenhed, men en event, på et langt sejt træk, som Gud har gang i. For Gud kender om nogen til det lange seje træk.

Det er det, som afspejles i dagens læsning fra Ordsprogenes Bog. En lidt underlig bog, som vi ikke ret ofte benytter os til at prædike ud fra.

Ordsprogenes Bog er den del af den bibelske litteratur, som vi kalder visdomslitteratur. Bibelen er jo en samling bøger, med en masse forskellige egenarter.
I Det Gamle Testamente, finder vi ud over visdomslitteratur, bl.a. profetlitteratur, historiske værker, lovtekster, salmedigtning og apokalyptisk litteratur.

Visdom dækker over en urgammel orientalsk tradition, som på hebræisk kaldes “Chåkmā.”
Dette dækker både over intelligens, håndværksmæssig snilde, livsklogskab, kunstnerisk blik, sagkundskab og verdensklogskab. Det er altså vide begreber.

Måske lagde du også mærke til, at visdommen omtales som hun i vers 4. Hun forsøger at få alle mændene i tale.

Den moderne teologi – og med moderne, så mener jeg Ny Testamentes teologi omkring Helligånden – bygger videre på dette begreb. Det kan godt være at Ånden faldt i pinsen, men vi må forstå, at Ånden er en del af treenigheden, hvor vi siger at Gud på én og samme gang er Fader, Søn og Ånd.

Ånden = Visdommen har altså været i verden siden før verdens skabelse, ligsom Gud og Jesus dermed også har været før verden.

3 af 4

Gud Herren skabte visdommen, Ånden, som en af de første af sine handlinger tilbage i evigheden.
Tilbage i evigheden, sagde jeg virkelige det. Ja, det gjorde jeg for evigheden går ikke kun fremad, den må nødvendigvis også gå bagud.

Vi ser det faktisk også i de allerførste ord, som er i bibelens begyndelse, hvor der skrives som verdens skabelse.
“I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”1

Gud har med sin Ånd hele tiden være tilstede. Endda fra før verden blev til, og han vil være tilstede længere end tiden går.

Nu er vi på vej ind i trinitatis tiden, og bare rolig Maria og jeg skal nok finde på et par prædikenserier inden vi kommer til advent.
Men det er vigtigt, at få med os, at Ånden – visdommen om du vil – er den nøgle som troens døre i hjerte og i hoved låses op med.

Uden Ånd, kunne vi ikke forstå Kristus. Uden Ånd, vil vi ikke kunne tro og tage mod den gave, som troen er. Uden Ånd, ville vi ikke kunne formidle tro til andre.

Ånden er Sandhedens Ånd, som Johannesevangeliet ynder at kalde den. Den Ånd, som skal vejlede os i hele sandheden.

1 1. Mos 1,1-2.

page3image20579456

4 af 4

Ånden gør, at vi kan tro, også selvom vi ikke nødvendigvis forstår. Personligt må jeg sige, at jeg synes, det er uvurderlig gave, som gives os.

Det er også det, som ligger ligefor i Johannesevangeliets fremstilling af de Ord, Jesus siger til sine disciple. At nu er de kommet til et punkt, hvor de ikke kan rumme mere.

Men der er jo mere. Efter Jesus er borte, er det Ånden, som skal formidle Guds løfter og kærlighed til disciplene, og til os.

Hver gang vi er samlet i kirken til gudstjeneste, hver gang du og jeg folder vore hænder i bøn, hver gang vi åbner vores bibel, hver gang vi istemmer en salme eller en gospelsang, hver gang vi er en næste, så åbner vi os for Guds Ånd, som taler til os og ikke mindst gennem os.

Guds Ånd er levende, nærværende og altid tilstede. Guds Ånd er der, hvor du er. Også gennem det lange seje træk i kirkeåret, der ligger foran os.

Jeg fristes næsten til at sige Gudskelov. Amen.
Salme: Kom Helligånd, mit hjerte fyld.

Ånden falder

I dag fejrer vi pinse. Det er dagen, hvor vi fokuserer på, at Helligånden faldt over disciplene, som gemte sig i Jerusalem.

Det er en mærkelig historie. Der er tunger af ild, og lyden af et voldsomt stormvejr. Der er en mængde mennesker, som egenlig taler andre sprog, men som alligevel forstår disciplene, når de fortæller om Gud og alt, hvad de har oplevet sammen med Jesus. Der er de, som fejer det hen og tror at disciplene er fulde.

Men der er mere på spil i Jerusalem. Det er den begivenhed, som åbner kristendommen op, så den i stedet for at ende som en nyreligiøs sekt indenfor Jødedommen i dag er en global tro på en god og en kærlighed Gud, som vil mennesker som du og jeg. Jeg håber virkelig, at vi er fulde af lige præcis den ånd, som faldt i pinsen.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 2,1-13. Pinsen.

Kristne er alle dage blevet beskyldt for at være lidt specielle eller ligefrem mærkelige. Det er der intet nyt i.

Se blot på, de sidste linier den tekst, som Amanda læste for os. “Andre spottede, og sagde”De har drukket sig fulde i sød vin.””1

Folk fattede ikke, hvad der skete med de her disciple, som havde tunger af ild siddende på sig, som var i et rum, vor lyden af kraftige vindstød fyldte hele huset. Og hvor snakken gik højt. Meget højt.

Disciplene talte de ord, som Ånden indgav dem, at sige. Hvad var det de talte om, jo de talte om Gud storværker, for det var det, som fyldte hos dem.

Tænk en gang, hvad de gennem de sidste par år har oplevet sammen med Jesus.
Jeg kan godt tage mig selv i, at blive lidt misundelig. De har fået lov at gå sammen med Jesus, og de har fået lov at lære direkte af ham. Sikke et privilegium.

Så har de selvfølglig også oplevet at han blve taget til fange, at han døde på korset. Den oplevelse tænker jeg godt, at de kunne have undværet.

På den anden side har de jo været med til at han opstod fra de døde. De har troet og tvivlet.

1 Apg 2,13

page1image27997888

2 af 5

De har fået lov at stå ansigt til ansigt med ham igen efter opstandelsen, og de har fået lov at forstå, at det ikke var tomme ord, men at Gud sejrer over alt ondskab, ja selv over døden.

For ti dage siden var det Kristi Himmelfart, og de så Jesus blive løftet op i skyen, og forsvinde fra dem. Mens hans sidste ord til dem kørte rundt i hovedet på dem. De skule gå op til Jerusalem og og vente på noget, som Jesus kaldte både talsmanden og kraften fra det høje.

Nu er de i Jerusalem, hvor de faktisk gemmer sig. Men nu går det i opfyldelse her, hvor Guds ånd falder over disciplene. De har så meget på hjerte og der er sket så meget i deres liv, at de sket ikke kan holde mund med det.

Det, som er miraklet er, at Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker fra alle mulige steder og derfor har de andre sprog, og de kan faktisk forstå hvad det er disciplene taler om.

Du og jeg ved jo godt, at nogen gange, når noget kommer for tæt på, så kan vi finde på at slå det hen i en joke eller en dumsmart bemærkning.

De er jo fulde…. Så behøver vi ikke forholde os til det.

Her sker præcis det, som Jesus advarer om i forbindelse med lignelsen om sædemandet. Jesu siger: “De skal se og se, men intet forstå. De skal høre og høre, men intet fatte.”2

2 Mark 4,11

page2image27772800

3 af 5

Pinsen er underet, hvor Gud viser sig på en ny og overraskende side. Ånden har ganske vist været i verden, siden begyndelse, men nu falder Ånden over disciplene på en måde, som ingen kan være overhørig. Helligånden er Guds ultimative kommunikation. En kommunikation, der lige som Guds agapekærlighed, tager sit udgangspunkt i modtageren.

Det er Gud, der gennem disciplene kommunikerer sin nåde og kærlighed, på tværs af alle barrierer, der måtte være. Om så det kræver alle mulige sprog, så er det muligt også at krydse den grænse, for budskabet om Guds kærlighed, er stærkere end noget andet, og det lader sig ikke begrænse af noget som helst.

Vi har døbt Bjørn. Vi bad om, at han ikke bare måtte blive døbt med vand, men også med Helligånden. At Gud måtte tage sin bolig i ham, og være med ham alle dage. Der er en vis sandsynlighed for at Bjørn, ikke forstår det med sin forstand, hverken i dag eller om fem år, men ikke destomindre, er det det, der i dag ved Åndens kraft er kommunikeret, ikke bare til Bjørn, men til os alle. At Gud kærlighed er gældende fra før Bjørn og efter Bjørns liv rinder ud. Guds kærlighed er gældende nu og altid. Og den er gældende overalt.

I pinsen falder Guds ånd. Det skete for ca. 1990 år siden, men det har stadig betydning for os i dag.

Hvis ikke Ånden var faldet verdens centrum, som var Jerusalem, så var kristendommen sandsynligvis et et slags nyreligiøst appendix til jødedommen. En tro, som var forbeholdt et bestemt folk, en bestemt kultur og et

4 af 5

bestemt sprog. Den ville måske ovenikøbet være bundet til et bestemt sted.

Med pinsens under, tunger af ild, og lyden af en storm, åbent kirstendommen op for alle mennesker, alle kulturer og alle sprog.
Det er det, som gør at kristendommen er blevet et globalt fænomen, som går gennem tid og sted og på tværs af mennesker.

Hvis ikke Ånden var faldet, var troen på jesus sansynligvis ikke kommet uden for Israels grænser. Nu er der kristne i Argentina, Alaska, Nordnorge, Sydafrika, Australien, Japan, Sibirien, Japan, Filipinerne, Portugal, Danmark.

Det er et mirakel, og det har gjort verden til et bedre sted.

Det er den kærligheds Ånd, som vi fejrer overalt, og som Bjørn også er en del af.

Na ja, du er selvfølgelig også en del af det.

Det er pinsens under, at det kan være sådan, selvom du – eller jeg for den sags skyld – ikke helt kan forstå det.

Men derfor kan det godt være sandt.

Jeg håber virkelig at vi er fulde – helt fulde af den Ånd, som faldt i pinsen.

Så må alle andre tænke lige, hvad de vil.

 

Amen.

Never Alone. Gospelgudstjeneste med Nardus.

Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus. Temaet “Never Alone” blev belyst på mange måder også gennem talen, som jeg fik lov til at holde.

Du kan høre talen her:

Der er også muligheden for at læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. Maj 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 139,1-12.
Gospelgudstjeneste med Nardus. Never alone, and that’s why I am dancing.

Jeg synes selv, at jeg er godt selskab.

I hvertfald så elsker jeg at være alene hjemme. Så har jeg mine helt egne egoistiske rutiner, og det er helt utroligt, så doven jeg kan blive. Men det må I ikke sige til Mette.

Jeg elsker det. Og jeg har et klart behov for indimellem, bare at være mig selv.

Sådan tror jeg ikke, at jeg ville have det, hvis ikke jeg vidste, at den periode, hvor jeg er alene, er begrænset. Kone og børn har det jo med at komme hjem igen – heldigvis!

For det er ofte er, hvor man har været alene nogen tid, at man indser, at man faktisk savner selskabet.

Det en gang i mellem at være alene, det er noget helt helt andet, end det at være ensom.

At være ensom, er når man er alene altid, og der aldrig er pauser i det. Samt selvfølgelig, at man ikke nyder det.

Når man læser i det fire evangelier om Jesus, så er det ret tydeligt, at han indimellem træk sig tilbage fra de mange mennesker, som altid fulgte efter ham, for at være alene.

2 af 6

Det var ganske ofte Jesus ikke lykkedes med det, fordi mennesker trængte sig ind på ham. Han var så interessant, at de bare ville vide mere.

Alene-tiden var vigtig for Jesus.
For det var der i alene-heden at han virkelig var sammen med sin himmelske far. Der var dér han og Gud var sammen. Og det er dér han fandt ro og perspektiv.

Spørgsmålet er dog, om man ligesom Jesus, er nødt til at tage til et øde sted og være alene, for at kunne møde Gud?

Nej, det tror jeg ikke, man er nødt til.

Jeg tror, og det er understøttet af utallige beretninger i bibelen, at Gud er tilstede hos os, uanset om vi er helt alene eller om vi står midt i et gospelkor.

Gud er hos os, når vi fester for fuld skrald på A-bar. Gud er hos os, når vi passer vores studier og arbejde. Gud er der, når vi elsker, når vi græder, når vi sidder i sofaen og Netflix spørger om man stadig ser med. Gud er med, der hvor man knapt orker at række ud efter fjernbetjeningen for at svare, at man stadig ser med, og det er i virkeligheden lidt pinligt.

Gud er der, og du er aldrig helt alene. Også selvom vi ikke opdager det.

Der er forskellige ting, man kan gøre for at opleve det. Jeg tror f.eks, man kan bede. Og hvordan gør man lige det?

3 af 6

Man behøver ikke bruge ord. Man kan bare være stille. Man behøver heller ikke sidde stille, eller folde hænderne. Man kan f.eks. gå.

Man kan også finde et salmevers, eller vers fra bibelen, eller en frase fra en gospelsang, som man gentager igen og igen, eller ligefrem synger.

Man kan selvfølgelig også være ekstrem sådan som vi er flere der er i dag. Man kan prøve at gå i kirke.

Salme 139 som jeg læste for jer, taler netop om det med at uanset hvor jeg er, så er Gud med. Uanset hvor jeg er, om så det er på kanten af livet, eller i dødsriget, så er Gud dér.

Den, som i sin tid har skrevet denne gamle jødiske tekst, siger sådan her: “Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”1

Det er svært at forstå, at i denne store verden, som vrimler med liv, at så skulle Gud have interesse og omsorg for mig?

De tanker kan jeg godt dele. Det er lige til at blive helt svimmel over.
Ikke destomindre tror jeg, at det er sådan det er.

Hvis jeg må være lidt personlig, så er det også min oplevelse og min erfaring.

1 Salme 139,6.

page3image23764096

4 af 6

I 2018 var jeg kun på arbejde halvdelen af året. Jeg havde et halvt år, hvor jeg ikke kunne passe mit arbejde. Der have været for meget fart på. Lyset var brændt i begge ender, og alt det der klassiske, som alt for mange mennesker i vores samfund oplever.

Noget gik simpelthen i stykker indeni, og jeg kunne bogstaveligt talt ikke finde ud af noget som helst.

Hvis der var noget positivt, følte jeg ingenting, Hvis der var lys så jeg det ikke. Hvis nogen sagde til mig, at jeg jo kan så meget, og at det nok skal gå, så troede jeg ikke på det.
Jeg var i et mørke, som jeg aldrig havde troet at jeg skulle havne i.

Men der var jeg!

Når man ikke synes, at man kan noget som helst, så er dagen lang. Så jeg begyndte at gå. Den ene fod foran den anden, og det var ligesom det eneste, jeg skulle tage stilling til. Og det var dejligt. Det gav ro.

Jeg må have været meget udfordret, for jeg kan se på min telefon, at jeg sidste år gik 4000 km.

En dag mens jeg gik i Munke Mose, blev jeg stoppet af en af der her irriterende facere.
Han var ret ihærdig (irriterende) og begyndte at gå med mig og blev ved med at tale til mig.

Pludselig hørte jeg mig selv sige: “Jeg har ikke noget mod dig, men jeg har noget i mod at blive forstyrret, når jeg går og beder!”

5 af 6

Lige dér gik det op for mig, at noget af det, der skete når jeg gik, var at jeg havde – og har – oplevelsen af ikke at være alene.

Det var når jeg gik, at ordene fra Salme 139 blev min virkelighed. At Gud var der i det værste mørke, jeg nogen sinde har været i.

Jeg fangede, at Gud ville mig,
selvom jeg ikke kunne arbejde,
selvom jeg ikke kunne være sammen med ret mange mennesker,
selvom jeg var i tvivl om jeg nogen sinde kom til at arbejde igen.
Gud var der, når jeg frygtede om jeg nogensinde igen ville få det godt.

Jeg siger dig: Du er aldrig alene!

Jeg har oplevet det. Bare rolig! Du behøver ikke at have det dårligt, for at opleve det. For det er ikke noget vi skal kvalificere os til, hverken negativt eller positivt.
Det er heller ikke noget man skal tro på Gud på en eller anden bestemt måde, for at opleve det.

Det er bare sådan det er. Du er ikke alene!
Jeg er ikke alene.

6 af 6

“Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”

Men derfor kan det jo godt være sådan! Amen.

 

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048page2image52879808page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.

Han er opstanden!

Det er påskedag. Den vigtigste dag for alle, der kalder sig kristne, eller gerne vil kunne tro. Det er nemlig dagen, hvor vi fejrer det helt centrale, nemlig at Jesus opstod fra de døde. Dette er dagen, hvor det viser sig, at alt det Jesus sagde og gjorde, ikke var tomme ord….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her: Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

1 af 6

Prædiken Påskedag d. 21. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: joh 20,1-18.

Det er påskedag, og ligesom julen, den anden store kristne højtid, så er det det de samme historier, som går igen. Ganske vist har vi i påsken, i modsætning til juleaften, hele fire evangelietekster om opstandelsen af vælge imellem.

Som præst kan det godt være lidt svært, at skulle tage fat i opstandelsen igen og igen, år efter år. Det er jo den kendte historie, som alle, der går bare lidt regelmæssigt i kirke, har hørt mange gange.

Udfordringen er ikke at gøre denne historie levende, for den er i sig selv fuld af liv. Dødens rammer er sprængt.

Udfordringen er, at fortælle historien, som gjaldt det liv og død for dig og mig. For det er lige nøjagtig det, som er på spil påskemorgen – også i år. Det gælder liv og død, intet mindre.

I Johannesevangeliets udgave af opstandelsesberetningen er det sådan, at det i begyndelsen af historien er tydeligt, at det er døden, der råder.

Den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magadalene ud til graven.

Frasen “mens det endnu var mørkt”, har både en overført og en direkte betydning.

2 af 6

Ja, det var mørkt, men det var også mørkt i den forstand at mørket rådede, døden havde talt. Og nu var det tredjedagen, og som efter alle andre dødsfald, hvor man vitterligt har mistet, er det også her som om, at dagen aldrig kan komme igen. Mørket har sejret, og det virker som om, det er for altid.

Maria Magdalene er på vej ud til graven. Vi ved, at hun også var tilstede ved korsfæstelsen, det hævder i hvertfald Matthæus-, Markus- og Johannesevangeliet. Markus og Matthæus fortæller også, at hun overværede gravlæggelsen. I alle af evangeliernes beretninger om opstandelsen, er det også hende, som er den første der ser den tomme grav.

Det er endnu mørkt, hører vi, og nu ser Maria Magdalene, at stenen er væltet fra graven. Den sten, der er så stor, at intet menneske kunne gøre det alene.

Der er lidt forskellige tolkninger om, hvem denne Maria Magadalane egentlig er, en af dem siger, at hun er den Maria, som er søster til Martha og dermed også søster Lazarus og dermed allerede vidne til opvækkelsen af af en død.

Hvis det er rigtigt, så viser det os med al tydelighed, at det er svært med forstanden, at rumme opstandelsen. Maria Magdalene har set det med egene øjne, da hendes bror Lazarus kom vaklende ud af graven. Alligevel er hendes første tanke, da hun ser den tomme grav, at løbe hen til Peter og fortælle ham, og en af de andre disciple, at de har flyttet Jesus.

3 af 6

Tanken om, at han skulle være opstået, sådan som han havde sagt det, er fremmed for hende, for det var stadig mørket, der rådede.

Og når mørket råder, kan intet menneske se klart. Det er Kun Gud der kan det.1 I dagene efter Jesu død er det mørket, der råder. Verden er fanget i mørket. Intet menneske har håb. Selv håber er dødt.

De to mandlige disciple løber nærmest om kap ud til graven. Simon Peter kommer ikke først ud til graven, men den anden discipel lader alligevel Peter gå ind først. Peter ser linnedklæderne ligge der, og klædet som den døde Jesus havde over hovedet, lå rullet sammen på et sted for sig selv.

Den anden discipel kommer ind i graven. Da han så den tomme grav, lader Johannes os vide, at han så og troede.2 Dette er et vigtig vendepunkt, for indtil da havde de nemlig ikke forstået skriftens ord ord om, at Jesus skulle opstå fra de døde.

Mørket er begyndt at vige for lyset.

Mændene går hjem, men Maria står ude ved graven og græder. Hun bøjer sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidder der, hvor Jesus burde have ligget.

De spørger hende: “Kvinde, hvorfor græder du?”3

1 JF. salme 139,12.2 JF. joh 20,8
3 Joh 20,13.

page3image25248512

4 af 6

Hun gentager det, hun tror, er sandt, at de har flyttet Jesus og mest af alt er hun nok ked af, at hun ikke ved, hvor han er.

Da hun vender sig om, står hun ansigt til ansigt med Jesus. Men da mørket stadig råder, ser hun ikke, at det faktisk er Jesus, hun står overfor.

Han bruger nøjagtigt de samme ord, som englene: “Kvinde, hvorfor græder du?”4

Hun tror stadig ikke på, at Jesus er opstået, så hun begynder atter på sin forklaring om, at de har flyttet…. “Maria,” Siger Jesus.

Da er mørket helt væk, lyset råder. Da ser hun, da tror hun! “Rabbuni – Mester!”

Maria talte med den opstandne. Han delte sine planer med hende og hun blev den første til at se Jesus. Hun blev den første, som kunne sige, som hun gjorde til discpilene: “Jeg har set Herren!”5

Mørket er erstattet af lyset, håbløsheden afløses af håb, afmagten bliver til styrke, døden bliver til liv, kærligheden har sejret.

4 Joh 20,15.5 joh 20,18

page4image25249088

5 af 6

Det er præcis det, som er påskens budskab, at alt det Jesus sagde, at den kærlighed han talte om, ikke er tomme ord, men at den har styrken, og kraften i sig til, at bringe død til liv.

Vi får lov at se, at han gav sig selv på korset, for at vi skal leve, at det var et endeligt opgør med synden, som kan smadre liv, men også, at det ikke slutter på korset, i mørket eller i graven.

Det er der, det begynder. Det er der, det nye liv opstår.

Læg mærke til, at det er i mørket, at de ser, at graven er tom. Det er i mørket, englene taler til Maria.
Det er i mørket, at Jesus møder hende, og kalder hende ved navn.

Det er svært med forstanden alene, at rumme opstandelsen fra de døde. Det er så nemt, at komme til at begrænse sin tro til en tro, som er baseret på, at Jesus da bør være i graven. Nogen gange lever vi, som om det er sådan det er, men det er ikke sådan det er.

Han er opstået sådan som han har sagt det, og den tro, der er baseret på, at han er opstået er en tro, der sætter fri og en tro, der giver liv.

Det er påskedag. Det betyder at naglerne som bandt Jesus til korset er trukket ud.
Det er påskedag. Det betyder at døden, som holdt Jesus i graven har sluppet sit tag.

Påsken er frihed. Den er frihed fra nagler, der holder fast.

6 af 6

Den er frihed fra at leve i skyggen af det, som vi tror, er dødt.

Det er i dag, vi kigger op og ser at lyset har vundet. det er afgørende, at vi forstår at den tro vi har, er et spørgsmål om liv eller død.

Troen på den opstandne Jesus er liv.

Det er i lyset af den tro, at vi hver dag, hver eneste dag, beslutter at tro på,
at håbet er stærkere end håbløsheden,
at kærlighed er stærkere end døden.

Det er det, denne histore handler om. Liv eller død, intet mindre. Velkommen til livet. Glædelig påske.

 

Velkommen hjem

I dag ser vi på en gammel historie fra Bibelen, om to brødre, som har meget forskelige tilgange til livet. Den ene skejer temmeligt meget ud, men det hele går galt for ham, så han vender nedslået hjem.

Jeg udfolder historien om den fortabte søn, og viser hvordan en gammel Bibelsk fortælling kan være meget aktuel i vores hverdag.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærke at der ofte er afvigelser mellem det, som er skrevet i forberedelsen ved skrivebordet og det som faktisk siges i kirken under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 31. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 15,1-3,11-22. Velkommen hjem.

Langt borte her fra ligger et hus muret i gule mursten. Et rigtigt 70’er parcelhus. Vi skal næsten helt op i toppen af Danmark, hvor der ligger et lille fiskerleje. Lige i svinget på villavejen, der ligger nummer 49.

Nummer 49 er det sted i verden, hvor jeg er sikker på, at uanset hvad, så er jeg altid velkommen. For der bor min far, og der er altid blå cirkel på kanden. Den kan man nemlig også byde uventede gæster.

Idag har vi en historie fra bibelen, som handler om præcis dette med, at have et sted at vende hjem til uanset hvad.

Historien om den fortabte søn, er en af de absolutte kernefortællinger i bibelen, og som så ofte før, når Jesus fortæller en historie, så er der et dybere lag.

Konceptet med at fortælle historier er den smarte ide, at mennesker husker bedre. I dag vil vi nok sige, at det er da underligt, når nu vi ved at masser af toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre, hvad han havde at sige, at han så giver sig til at fortælle historier.

I dag ville man forvente noget med powerpoint og korte pointer, så folk kan huske det. Men hvis vi nu skal være ærlige, så virker det måske ikke særligt godt.

Jesus fortæller historier, og han var en mester til det. På Jesus tid, var det supersmart, for kunne folk ikke bare dele på de sociale medier, men en historie, som den

2 af 4

Jesus fortæller her, blev genfortalt igen og igen. Lignelsen om den fortabte søn, står i vores bibel, men den har haft et liv som mundligt overleveret historie i op til 60 år, før den faktisk blev skrevet ned.

Sagt på en anden måde, så er det nok sådan, at de historier vi har fra Jesus, er de allermest markante. Jeg står ikke her og siger, at han indimellem sagde noget sludder, men i alt fald tør jeg godt sige, at de historier vi har, er de væsentligste. Og den vi har foran os i dag, er en af de allermest væsentlige, fordi den siger langt mere end selve historien. Det er nemlig en historie, Jesus bruger til at fortælle mennesker en ny historie om Gud. En historie, som viser en anden side af Gud, end den nidkære og skræmmende Gud, som jøderne havde hørt om gennem farisæerne og de skriftkloge.

En mand havde to sønner. Den yngste, og det er jo altid den yngste, der skejer ud, siger til sin far, at nu vil han have alt, det som han har krav på, når en gang han skal arve, og han vil have det nu.

Istedet for at blive vred og jage sønnen på porten, sørger faderen for at udrede sønnen alt det han ønsker, og han giver ham friheden til at gå, hvorhen han vil.

Og sikke en fest sønnen har. Endelig fri…. Fest, farver og masser af venner. Det er nemt at være midtpunktet, når man altid er den, der betaler gildet. Det er et helt andet liv, end det ansvarsfulde liv med pligter hjemme på familiens gård.

Alle gode fester får en ende, hvor hverdagen igen banker på.

3 af 4

Pengene, som faderen har knoklet for hele sit liv, er brugt på kvinder, Bacardi og internetpoker, og samtidigt rammer krisen. Festen slutter brat for den unge mand. Han begynder helt enkelt med at sulte. Han ender med at passe svin, og drømmer om at spise svinenes foder.

Vi tænker måske, ja ja, det er da et arbejde. Men de som hører Jesus fortælle her, bliver chokeret. Grisen er i jødisk kultur et urent dyr, og ender man med at passe svin, så er det helt oplagt, at så kan man ikke synke dybere i livet. Da er det gået helt og aldeles galt.

Nogen gange skal vi mennesker ramme bunden, for at kunne se sandheden i øjenene. Det er præcis, hvad der sker her. Sønnen går i sig selv, sådan for formuleres det hos Lukas, han tænker at han i det mindste må kunne få lov at arbejde for føden som arbejdsmand hos sin far. Han ved, at han har behandlet sin far skidt og at hele situationen ikke er godt, men han begiver sig af sted mod det hjem, han forlod.

Hvad han ikke ved er, at faderen har længtes efter sin sin søn hver eneste dag siden, han gik.

Hver gang der har været en pause i arbejdet har faderen rettet sig op og kigget hele vejen rund i horisonten for at se om sønnen mon var på vej hjem. Og hver gang han har kunnet konstatere, at det ikke var tilfældet, har sorgen ramt ham, som en hammer. Han savnede sin søn, også selvom der stadig var en søn i huset, så savnede han hver dag.

En dag, da han kigger op fra arbejdet går drømmen i opfyldelse, på lang afstand kan han kende sin søn.

4 af 4

Bibelen lader os vide, at faderen løber sønnen i møde, kysser ham af glæde, sætter ringen tilbage på hans finger. Den ring, der symboliserer hans plads i familien. Fedekalven, som var gemt til en helt særlig anledning slagtes, for nu skal der være fest. Sønnen var vendt hjem.

Så bliver det ikke større!

Det med at løbe, når man er voksen, det er noget vi har fundet på. Så igen er det sådan, at de der hører historien spidser ører. En voksen, der løber. Det sker bare ikke, fordi det er uværdigt. De fanger at faderens glæde over at se sin søn igen, er så stor, at den bare ikke kan tøjles.

I det gule murstenshus i nr. 49, tror jeg ikke, at der går en fedekalv, og jeg er ikke sikker på, at der bliver sat en ring på min finger, hvis jeg går ind ad indkørslen. Jeg mener heller ikke at jeg sådan lever et liv fyldt med udskejelser, eller at jeg har betragtet min far som død. Men jeg er helt hundrede procent sikker på, at træder jeg ind ad døren, så bliver jeg mødt med åbne arme og stor glæde.

Jeg ved, hvad det betyder for mig, at vide, at der et sted, hvor jeg er så velkommen. Det gælder både i nr. 49 oppe i Nordjylland og det gælder hos min himmelske far.

Sikke en glæde.

Nå ja, så gælder det i øvrigt også for dig. for dette er en fortælling Jesus giver til toldere og syndere, og så skal vi i dag forstå, at så er det virkelig for ALLE.

Amen.

 

Radikal og udfordrende kærlighed

I dagens gudstjeneste, som finder sted samtidigt med at The United Methodist Church holder ekstraordinær generalkonference med det ene formål at finde ud af, hvordan vi som verdensvid kirke rummer vores homoseksuelle brødre og søstre, taler jeg om noget af det mest udfordrende Jesus har sagt.

Jesus udfordrer os til at elske vores fjender, så er udfordringen ligesom også sat på spidsen. Det er svært, meget svært. Men sikke et budskab vi kan være, hvis vi tør tage Jesus på ordet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der er altid forskel på det talte og det skrevne ord. Det sker jo, at man som præst bliver lidt revet med, og andre gang kunne man ønske, at det skete.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 6, 27-38.
Radikal og udfordrende kærlighed

I dag begynder Metodistkirkens ekstraordinære General Konference i St. Louis. 864 delegater fra hele verden er samlet for at diskutere og forhåbentlig finde ud af, hvordan vi som kirke i hele verden skal forholde os til vielser af homoseksuelle samt om homoseksuelle mennesker kan være præster i vores kirke.

Forud for dette er gået 40 års drøftelser i Metodistkirken. De seneste år, har diskussionerne været meget meget intense og med fremkomsten af de sociale medier er diskussioneren også tilstede dér.

Præster, teologer, aktivister, lobbyister, hetoro- og homoseksuelle diskuterer.

Eller rettere, det gør vi ikke. Vi råber af hinanden og latterliggør hinanden. Det har efterhånden taget et omfang, som gør, at jeg ikke længere deltager i diskussionerne på nettet. Jeg anser det for spild af tid, og god energi.

I kirken er vi også ramt af det, som sker ude i verden, og som er meget tydeligt i det politiske.

Vi lever i en polariseret verden, hvor alt skal være sort eller hvidt. Synspunkter skal stilles hårdt op overfor hinanden og nuancerne synes at være fraværende.

jeg savner helt enkelt noget gråt i alt det sorte og hvide.

2 af 6

Der sker også det, når vi diskuterer på dette lave niveau, at vi bliver godt og grundigt trætte af hinanden.

Man bliver træt, når man bliver vrænget af, kaldt øgenavne – homopræsten er et af dem. Når man bliver beskyldt for ikke at tro rigtigt, for ikke at kunne læse bibelen, for ikke at være bibeltro.

Med hensyn til kommentaren bibeltro, som man nogen gange kan læse i debatsider – også udenfor Metodistkirken – så er det rigtigt. Jeg er absolut ikke bibeltro. Jeg tror ikke på en bog.

Jeg tror på Gud, Jesus og Helligånden. I trosbekendelsen siger vi, Jeg tror på Gud Fader, Jeg tror på Jesus Kristus, Jeg tro på Helligånden….. Vi siger ikke jeg tror på bibelen…..

Religionsfænomenologisk set er kristendommen er en åbenbaringsreligion. Gud åbenbarer sig for Moses, Gud åbenbarer sig i Jesus, Guds Ånd åbenbarer sig for mennesker.

Jeg tror på den levende åbenbarende Gud, som elsker os uden betingelser.

Jeg elsker bibelen og alle historierne i den, og jeg mener de i sig selv rummer kraft til menneskers frelse. Det er den eneste bog som jeg i snart fyrre år igen og igen er vendt tilbage til, men det er Gud, jeg tror på.

Jeg har på grund af offentlige udtalelser, hvor jeg ikke tager afstand fra homoseksulle, hvor jeg ikke udelukker homoseksuelle fra Guds kærlighed, eller fra at kunne tjene som præster og alt muligt andet i vores kirke, fået

3 af 6

trusler, smædebreve, og oplevet at mennesker vender mig ryggen.

Men det værste er næsten, at jeg selv oplever at blive så træt af diskussionerne af jeg opgiver.

Relationerne bliver så slidte, at der også er mennesker, som jeg ikke orker at være sammen med. Jeg magter ikke at høre mere. Jeg magter ikke deres afstandstagen og den afstandstagen, jeg faktisk selv har.

Derfor rammer det mig også hårdt i nakken, når jeg hører de meget radikale ord, som udgår fra Jesus.

Passagerne, som Lukas skriver her, er nogle af de mest profkerende og udfordrende Jesus-ord overhovedet.

Vi vil alle gerne elskes. Det mener vi nærmest er en rettighed, men samtidigt har vi så utroligt svært ved at gøre det selv. Det er da paradoksalt.

Jesus er klar i mælet: “Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.”1

1 Lukas 6,27b-31

page3image33545728

4 af 6

Det er udfordringen, som han giver os, hverken mere eller mindre. Det kan ikke gradbøjes, vi kan ikke nøjes med at gøre det overfor udvalgte. Der er ingen undtagelser.

Elsk og gør godt!

Det er lige her, det bliver svært at kalde sig en kristen, og det er lige her, at kæden hopper af.

Man kan finde mange undersøgelser på nettet. Noget af det, som går igen, når man spørger unge mennesker, som ikke kalder sig kristne, eller går i kirke, hvad der er årsagen til det. Så handler deres svar ikke om, at det er forkert musik, eller at præsternes og lægprædikanternes prædikener er ringe. Der handler ikke om, at søndag formiddag er et dumt tidspunkt.

Det handler om de kristne. Det handler om de mennesker, som de møder i kirken.

Det handler om dem, som i deres øjne er fulde af fordomme og ikke selv er i stand til at leve op til det, som de har så travlt med at prædike for andre.

Jeg kan ikke sige andet, at det er jeg skyldig i.

Tænk en gang, hvordan vores verden kunne se ud, hvis enhver aggression blev mødt med kærlighed, hvis enhvert angreb blev mødt med den anden kind vendt til. Hvis de pegende fordømmende fingre kun pegede indad mod os selv.

5 af 6

Dette er uden tvivl det mest radikale Jesus nogen sinde har sagt. Men det er også det, som har mest potentiale i sig til at kunne forandre menneskers liv og dermed, hvis vi drømmer stort, kan forandre hele verden.

Tænk, hvis vi kunne tale sammen uden at vi følte os fordømt, og uden at fordømme.

Tænk hvis vi virkelig kunne anstrenge os for at se synspunkter fra den andens perspektiv.

Tænk hvis vi kunne sige og vise til et menneske, som vi er uenige med, at vi elsker og respekterer vedkommende, selvom vi ikke er enige.

Tænk hvis vores kirke i hele verden kunne vise, at vi vil sammenholdet og den fælles tro, og det er ok, hvis det kommer til udtryk på forskellig vis i Congo, i Sibirien og i Danmark.

Tænk hvis vores kirke kunne vise det, som de gamle metodister kalder Holy Conferencing. Der hvor man gennem en konferencens samtaler oplever sig ledt at Guds Ånd, så kærligheden hele tiden er det baggrundstæppe som er bag alt.

Tænk hvis vores kirke, og hvis vi i vores liv, kunne vise verden, at der er en anden vej, hvor kærligheden er svaret, som binder sammen og bygger fro over uenighed fjendskab.

Tænk hvis du og jeg tog Jesus på ordet og turde elske selv vores værste fjende.

6 af 6

Tænk hvis verden så, at vi var dem, der gør som Jesus siger. At verden så det ske, som Jesus bad sine disciple om som noget af det sidste. Nemlig at hele verden ser at vi er hans disciple, ikke på grund af hvad vi siger, men på grund af den kærlighed vi lever ud.2

Kærlighed er svaret. Den er ikke længere den det. Amen

page6image33342400

2 JF Joh 13,31-35.

Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Guds gaver – Dåben, du er elsket

I dag indleder jeg en ny prædikenserie. Guds Gaver handler om at opdage, hvordan Guds kærlighed bliver konkret for os. Den første søndag fokuserer på historien om Jesu dåb og hedder:
“Guds gaver – Dåben, du er elsket!”

Du kan også læse talen her. Læg mærke til, at der ofte er forskel på det talte ord og det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 13. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 43,1-7 & Salme 29 & Apg 8,14-17 Luk 3,15-17&21-22
Guds gaver – Du er min elskede!

Julen er lige overstået, men jeg vil alligevel gerne invitere dig til at tænke på jul. Men vi skal tilbage i tiden. Tilbage til din barndoms jul.

Jeg vil invitere dig til at tænke tilbage på dengang julen handlede om spændingen ved julegaverne. Hvilken gave mon er der til mig i år. Jeg ønsker mig så brændende det elektriske tog, eller dampmaskinen.

Forventningens glæde var enorm. Det kunne kilde i maven alene ved, at gå og tænke på de ting, man havde skrevet på ønskesedlen.
Man kunne jo tro, at hele livet så anderledes ud, hvis man fik f.eks. en flot dampmaskine.

Jeg husker stadig fornemmelsen af at pakke en meget ønsket gave ud. Glæden ved at få den var så stor, at man straks gik i gang med at lege, og glemte de andre gaver.

Dernæst var det også væsentligt at fortælle kammeraterne om, hvad man havde fået. Der var ikke noget praleri i det, men bare det at kunne dele glæden og oprigtigt glæde sig over deres gaver.

På et tidspunkt skifter det med gaverne. Nu synes jeg mere det handler om at finde den helt rigtige gave at give. Glæden ved at give en gave og se, at folk bliver glade for at modtage den, er i dag langt mere værd.

2 af 7

Forventningens glæde har noget over sig. Glæden ved at give, er også noget helt særligt.

I det første vers, som blev læste fra Lukasevangeliet hører vi to væsentlige ting. Det er klassisk bibelkomprimering, som jeg kalder det.

  1. Folket var fyldt med forventning
  2. Folk tænkte i deres stille sind om Johannes mon varKristus.

Forventningen genkender vi. Den har vi lige tænkt os tilbage til. De glade minder fra vores barndoms jul.

Forventningen, som Lukas beskriver her, handler om nyt liv. Folket har vidst, at noget helt nyt – et paradigmeskifte – var undervejs.

De havde hørt Johannes Døbers meget radikale forkyndelse, men den var jo helt i tråd med de gamle profetier om en Kristus, som skulle komme og gøre alting godt igen.
Livet var ikke let, faktisk var det ret håbløst, så folkets håb var knyttet til, profetierne om at Gud ikke havde glemt sit folk. At han havde hørt dem og havde set dem.

De huskede alle historierne om Moses, som havde ført sit folk ud af det hårde liv i Egypten og ind i det forjættede land.
Det var en stor del af deres identitet, at Gud havde før grebet ind og sendt et menneske, der gjorde en kæmpe forskel. Det skete den gang, det kan ske igen!

3 af 7

Derfor fik Johannes også enorm lydhørhed. Der var mange mennesker som var optaget af hans forkyndelse og de fulgte ham ud i ørkenen.

Heldigvis havde de stadig deres kritiske sans i behold. Det er nemlig altid vigtigt at bruge hovedet også. Hoved og hjerte, begge dele er vigtigt.

For det andet, det som blev slået fast allerede i det første vers er nemlig, at folk i deres stille sind tænkte på om Johannes mon var den, de ventede på.
I deres stile sind, siger Lukas på dansk, mens der i det græske slås fast, at de i deres hjerter overvejer om Johannes mon selv er den Kristus, de alle sammen venter på.

Er det virkelig ham?
Det er sunde overvejelser at have. Personligt glæder det mig, at der i bibelen er medtaget en beretning, hvor de mennesker der følger, tænker alvorligt over hvem det er de følger efter.

Guds bedste børn ruller på tv. Dette er bare en lille parentes om det. Johannes Døbers disciple får lov at undre sig og tænke selv. Det er noget, der i den grad mangler i de miljøer som skildres på tv for tiden. Tænk selv…. Glem aldrig at tænke selv, især hvis en religiøs autoritet fortæller dig, hvordan du skal leve!

Johannes gør ikke krav på at være guddommelig og understreger skarpt, at han ikke er Kristus.

Johannes siger: “»Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at

4 af 7

løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.”1

Jesus er så meget større end Johannes, at Johannes anser, at han ikke engang overfor Jesus er værdig til at udføre slavarbejde – nemlig at løsne hans skorem.

Så er perspektivet på plads. Johannes er skarp, provokerende og helt sikkert i stand til at sige noget, som gør folk interesserede, men der en bagvedliggende ydmyghed, som er sund.

Jesus kommer til Johannes. Hele folket lader sig døbe og dermed indvi til en ny tid. Også Jesus bliver døbt og under bønnen lader Lukas os vide, himlen åbnede sig, Og en røst lød. “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”2

Johannes sagde, at han døbte med vand, men at jesus skulle døbe med Helligånd. Det er det, vi ser og hører ske i forbindelse med Jesu dåb. Himlen er åben, og det er netop det, der er tegnet på at Guds ånd er tilstede. Himlen er åben.

Denne prædikenserie handler om Guds gaver. Vi siger ofte, at Gud giver os så meget. Men hvad er det helt konkret, at Gud giver os. I denne serie, pakker vi gaverne ud og gør det meget konkret. Hvad er det Gud giver os.

Dåben er klart en af Guds gaver. Men lad mig klart sige, at du er elsket af Gud uanset om du er døbt eller ej.

1 Luk 3,16 2 Luk 3,22

page4image8880320

5 af 7

Det samme gælder uanset om du er døbt som barn eller som voksen og ligegyldigt, hvilket kirke det er sket i. Kirken her har det synspunkt, at vi alle er Guds børn allerede fra undfangelsen. Vi mener, at det er uafhængigt af dåben, men samtidigt fornægter vi bestemt ikke, at himlen er åben i dåben og noget helt særligt er på spil.

Det er lige her, at vores dåbssyn adskiller sig fra i, i hvert fald nogle af kredsene i folkekirken.
I øvrigt er det en ret hidsig debat i Kristeligt Dagblad for tiden. Lars Sandbeck spørger retorisk: “Er folkekirkens præster villige eller ikke villige til at stå på mål for det synspunkt, vi finder i Den Augsburgske Bekendelse: at Gud fordømmer det udøbte barn til ”evig død” og ”pine uden ophør”?

Jeg ved godt, hvad det lille missionske mindretal vil svare. Men nu spørger jeg alle de andre.”3

Vi vil sige, klart nej, sådan tror vi ikke det er!

Vi er Guds børn uanset. Den gave er forbundet med det, vi kalder en forekommende nåde. Nemlig at Gud elsker os betingelsesløst og gør det før vi skænker ham en tanke.

Guds gaver gives os hele tiden. Dåben er en af de konkret måder, som disse gaver er synlige på. Men Gud er synlig på mange måder.

I dag var det dåben, og det betyder noget ganske særligt.

3 https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/tilbage-paa-sporet-i-daabsdebatten-tak-mener-

folkekirkens-praester-virkelig-udoebte

page5image8882048page5image8881856page5image8882432

6 af 7

Noget af det bedste ved mit job er, at få lov at døbe. Det er stort at være med til, når Maria eller andre præster døber. Men det er helt vildt at gøre det selv. Jeg er helt på det rene med at jeg, ligsom Johannes kun døber med det vand, som kirkeværten har hældt op, men det er intenst og tiden står stille, for som præst mærker du, at himlen ved hver eneste dåb står åben og Guds stemme lyder….

Jeg har også oplevet dåben som en stor gave selv. En gave, som I har været med til at give mig.

I har taget mod mine børn og I har bevidnet deres dåb. Som far er et en helt utrolig stor ting, at vide, at I beder for mine børn. At I er den landsby, som det i følge et gammelt afrikansk ordsprog kræver, at opdrage et barn.

Dåben er en af de mange gaver, som Gud giver, der også forpligter. Den skal som alle andre gaver bruges og sættes i arbejde. For dåben handler ikke bare om noget vi har fået, det handler også om det vi giver i vores videre liv. Dåben er indledningen till et liv i tjeneste, fuldstændigt, som vi ser det med Jesus.

Men det handler de kommende søndage om,,,,,

Det er ligesom på netflix. Det stopper lige, hvor man tænker, havd nu…. Men så tager man jo lige et afsnit til…..

Velkommen igen på søndag. Amen

7 af 7
Salme: Alle mine kilder

 

Ledestjernen

I dag er det Helligtrekongers søndag, som afslutter julen i kirken.

Ved gudstjenesten, der har fået overskriften “Ledestjernen”, vil Thomas Risager uddybe fortællingen om de tre vise mænd, der besøgte Josef og Maria i Betlehem. De fulgte stjernen, og kom frem til Jesus.

I salmen Dejlig er den himmel blå, synger vi om, hvordan vi har fået den samme ledestjerne, som vi kan følge. Men hvordan gør man lige det? Skal man kigge op fra sin telefon?

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er afvigelser mellem det forberedte nedskrevne ord og den tale, der faktisk er blevet holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 6. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 60,1-6 & Matt 2,1-12 & Ef 3,1-12 & Sl 72,1-7&10-14. Helligtrekongers søndag – Ledestjernen.

i dag slutter julen. Ja, jeg ved godt, at for de flereste af os er julepynten og julen for længst fortid. Sådan er det blevet i vores samtund. Det er ikke sådan, at jeg begræder det, men det er faktisk først i dag, at julen slutter.

Det betyder at vi i perioden frem til påske tager fat på, at fokusere på en masse nedslag i Jesu liv og vi vil tale om nogle af de helt centrale begivenheder, så stay tuned og vær velkommen i kirken hver søndag.

I dag har vi hørt historien om de tre vise mænd, senere traditioner har ophøjet dem til konger, og samme tradition siger, at deres jordiske rester findes under domkirken i Køln. Det er nu forbundet med lidt usikkerhed.

Det er Mattæus, der fortæller historien. I modsætning til Lukas, som fortæller evangeliet til juleaften, hvor vi får at vide, at det var den første første folketælling mens Kvirinius var statholder i Syrien og Kejseren var Augustus, altså de romerske magthavere. Så hører vi her hos Matthæus om den jødiske konge, Herodes. Allerede her er tonen hos Matthæus, der skriver til jøde-kristne, slået an. Det er Jesus liv set i relation til det jødiske liv, der er i fokus.

Derfor er det så meget mere interessant at Matthæus vælger at lade historien om tre fremmede være med til at indlede hele historien om Jesus.

2 af 6

Vi ved ikke meget om dem, andet end at de formodentlig har interesseret sig for astronomi, eller lige frem astrologi.

De har haft udsyn for andet end deres egen kultur og de har kendt profetierne om en konge, som skulle fødes. Måske har de oven i købet kendt Esajas 60,61 siden de kommer med guld og røgelse.

De så stjernen fra deres hjemegn, og drog af sted. Det var modigt gjort, for en rejse på dette tidspunkt var kostbar og ikke mindst farlig. Der var ingen garantier for, at de kom tilbage. Men dette var vigtigt, så de tog afsted.

De skulle se og tilbede jøderne nyfødte konge. Men han var ikke født på slottet, så da de bankede på der, mødte de en frustreret Herodes. Der var ingen ny konge født hos ham. Han blev urolig, for han ville sidde på magten for enhver pris, og vi ved, at han satte gang i barnemordet i Betlehem, da vismændene snød ham og rejste hjem uden at give ham besked om, hvor barnet var. Senere slog han i sine egene sønner ihjel, sådan at de ikke truede hans magt. Han var gal i hovedet.

Men vismændene oplevede at stjernen klart ledte dem. Den flyttede sig på himlen og stod stille over huset, hvor Marie, Josef og Jesus var. Bemærk at Matthæus lader os vide, at de faldt på knæ og tilbad Jesus. Disse fremmede kom altså ikke bare som turister, der skulle være tilskuere, men de kom og tilbad. De engagerede sig i historien om Gud, der ønsker at frelse verden.

1 Es 60,6: Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.

page2image24302464

3 af 6

Gaverne var der også. Guld, røgelse og myrra. Gaver, som ikke ligefrem kommer fra fætter BR. Her er tale om symbolske gaver, gaver som gives til kongelige.Der er god grund til at tro, at disse kostbare gaver finansierede familiens flugt – og ja, de var flygtninge – til Egypten, hvor Jesus levede sine første år.

Vore forfædre, de kære vikinger navigerede ved hjælp af et kendskab til stjernehimlen, og jeg tror vi alle fascineres af en stjerneklar nat, når vi en sjælden gang har anledning til at opleve det. Så det burde ikke være så fjernt for os, at vismændene finder vej ved hjælp af en stjerne.

Hvis vi skal tage Matthæus for pålydende, så var der ingen tivl om at vismændene fulgte en stjerne, og at den flyttede sig undervejs.

Er det bare mig, eller er det ikke lidt vildt?

Der er dog paralleller til denne historie i bibelen. Jøderne falder sikkert ikke så meget på halen over det, for de husker, hvordan en søjle af røg om dagen, og en søjle af ild om natten ledte Moses og hele det jødiske folk ud af egypternes fangeskab og ind i det forjættede land.

Faktisk afslører historien endnu et plan, hvor Gud faktisk leder vismændene. Igen, så bør vi lige huske på, at de formodentlig ikke var jøder, men faktisk nok af en anden religion.

Ikke destomindre åbenbarer Gud i en drøm for dem, at de ikke skal sladre til Herodes. Med andre ord, tro er ikke en forudsætning for, at Gud kan tale til et menneske.

4 af 6

I salmen *Dejlig er den himmel blå”, som vi sang til indledning, synger vi, at vi og en ledestjerne og når vi den følger gerne kommer vi til Jesus krist.

Jeg gætter på, at det er de færreste af os, som har oplevet en stjerne helt bogstaveligt, som Guds tydelige tiltale eller åbenbaring til os.

Når det er sagt, så tror jeg mange har haft oplevelser, hvor de vil sige, at der blev jeg ledt. Der greb Gud ind.

Hvad nu, hvis der i overført betydning er så overskyet, at jeg ikke kan se nogen stjerne?

Hvad nu, hvis du aldrig har oplevet noget sådant, er jeg så en dårlig kristen?

Klar og tydeligt: Du er ikke en dårlig kristen, hvis du sidder og tænker, at sådan noget vildt noget har jeg da aldrig oplevet.

Dernæst vil jeg sige, at når Gud leder mennesker på vej, med en stjerne, en drøm, en ven, der siger det rette til dig, en hvisken, så er det fordi Gud har et behov for at gøre noget. Det er aldrig fordi du har et ønske om, at blive ledt. Eller fordi du synes, at det kunne da være meget rart.

Jeg har oplevet Gud tale til mig, det er en historie, som I kan få en anden god gang.

Langt de fleste dage, ser jeg ikke nogen tydelig stjerne, der viser vej.

5 af 6

Langt de fleste dage har jeg så travlt med at kigge ned i min telefon og følge med, eller se ind i min computer for at skrive lange lange prædikener eller svare på endeløse stramme af emails, at jeg sket ikke har tid til at opdage noget som helst. Der er rigeligt, der fylder min hverdag.

Vi kan aldrig tvinge Gud til at tale til os, eller ligefrem vise os vej ved hjælp af en stjerne, men vi kan gøre os lydhøre og åbne.

Det er der forskellige veje til. Nogen af dem virker fint for mig, men aldrig for dig, og omvendt.

Et gennemprøvet koncept er at rive sig selv ud af hverdagens trummerum og gå i kirke. Det er gammeldags ja, men det træner din åbenhed overfor Gud og din næste.

Fælleskabet, sangene og musikken, nadveren, bønnerne, stilheden, kirkekaffen, måske endda talen, siger pludselig noget, der inden i dig, giver mening.

Hvis du ikke umiddelbart synes at du kan se nogen stjerne, så se på en kristen du har tillid til, måske din mentor, og gør som ham eller hende.

Tag del i en smågruppe og indgå i samtalerne om tro, som finder sted der.

Læs i din bibel.
Syng gospel, syng salmer, spil musik. Løb en tur.

6 af 6 Vær stille.

Kig op fra telefonen.
Vær tilstede, vær lyttenende. ….

Jeg tror bestemt stadig, at Gud kan og vil mennesker, men han gør det sjældent for vores egen skyld, men netop oftest fordi du kan gøre noget for en anden eller ligefrem for Gud.

Slutteligt vil jeg sige, at jeg tror Gud hvisker mere end han råber.

Jo jo, vi har da en ledestjerne, men den kan være på mange mange måder.

Se op!

Amen.
Salme: Gud dit folk er vandringsfolket