Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

 

Fred være med jer – Thomas Risager

I mange kirker bliver kirkegængerne undervejs i gudstjenesten bedt om at hilse på hinanden med ordene: “Guds fred!” På engelsk taler om om “pasing the peace.”

Alt dette har sin rod i opstandelsen, hvor Jesus viser sig for disciplene og hilser på dem med ordene Fred være med Jer! Ved gudstjenesten taler Thomas Risager om Guds fred i hverdagens tumult.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 23. april 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Fred være med Jer!

I mange kirker bliver kirkegængerne undervejs i gudstjenesten bedt om at hilse på hinanden med ordene: “Guds fred!” På engelsk taler om om “pasing the peace.” Alt dette har sin rod i opstandelsen, hvor Jesus viser sig for disciplene og hilser på dem med ordene Fred være med Jer!

“Guds fred til dig!”

Fred være med Jer, siger Jesus til de totalt rundforvirrede disciple. Tidligere på dagen har disciplene fået at vide af kvinderne, som var på vej ud til graven, at stene var væltet væk, og at Jesus er opstået fra de døde.

Selvom Jesus havde forudsagt det, og gjort alt for at forberede dem på, at dette ville ske, så forstår de ikke det, som sker lige for næsen af dem. Det havde de aldrig forventet.

I søndags hørte vi om Maria Magdalene, som var kommet ud til graven hvor hun stod og græd. Hun møder Jesus og står ansigt til ansigt med ham, men hun tror det er havemanden.

Det kan jeg helt ærligt godt forstå, for hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig det?

Maria forventede ikke, at Jesus opstod, selvom han havde sagt det ville ske.

2 a f 4

Forventninger er noget mærkeligt noget. Hvis vi har lave forventninger til noget, skal der virkelig meget til, før vi synes, at noget er fantastisk.

Omvendt, hvis vi har høje forventninger, så opdager vi også det gode, som vi forventer at se.

En gang blev vores fodbold landstræner Richard Møller Nielsen berømt for sinde gode kommentar: “Screw down your expectations!” Utroligt fint engelsk, som knapt egner sig til brug i kirken.

Han syntes forventningerne til landsholdet lagde et kæmpepres på dem, som de godt kunne være foruden.

Når det kommer til tro kan man nemt komme til at sætte sine forventninger for lavt. Det tror jeg faktisk mange af os kommer til.

Det er det, som sker for Maria. Hun kan slet ikke forstå, det er Jesus hun ser, for hun har ikke forventning om kan ske.

Jesus var kommer til disciplene. De så ham og de troede, men Thomas, var ikke med. Vi ved ikke hvorfor, men han var gået glip af de støreste de andre disciple nogen sinde havde oplevet.

De havde set Jesus stå midt iblandt dem, de havde hørt Jesus: “Fred være med Jer!”1

1 Joh 20,19

3 a f 4

Thomas har begge ben på jorden og han er ikke bleg for at indrømme, at det der rækker hans forventninger ikke til. Med andre ord, han tror ikke på dem, når de påstår at jesus er opstået fra de døde.

Otte dage senere står Jesus igen foran dem. Fred være med Jer!

Thomas havde godtnok sagt, at han ville se med egne øjne, at han ville stikke hænderne i såret i Jesus side, men jeg tror ikke, han nogen siden havde forventet, at det ville ske. Men Jesus sprænger alle forventninger.

Jesus taler direkte til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”2

Det er nogle fantastiske beretninger, vi har foran os i dag. De er vilde, og de er dramatiske.

Men de afslører måske også, at vi, uanset om det med kirke og tro er nyt for os, eller det en gammel nyhed, at opstandelsen er svær at rumme, også selvom det er totalt kernebudskab.

Når vi taler om opstandelsen fokuserer vi ofte på, hvad Jesus gør for os i døden.

Men opstandelsen handler om livet.

2 Joh 20,27-28

4 a f 4

Når Gud kan gøre den døde levende, hvor meget mere kan hans kærlighed så ikke gøre i livet?

Opstandelsen viser os, at intet er umuligt for Gud, ikke kun i døden, men sandelig også i livet.

Faktisk midt i hverdagen. Midt i den daglige trummerum er Gud også, og midt i det hele siger han også til os: “Fred være emd Jer!”

Hvis vores forventninger er, at det kan ske, så ser og hører vi det også, når det sker.

Hele pointen med talen i dag, men også med Johannesevangeliets historie er at skubbe til den forventning. Her skal vi passe på med at have for lave foreventninger.

Så i dag vil jeg sige: Screw up your expectations!”

Johannes siger det sådan her:

Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.3

Amen
Salme: Jesus, som iblandt os står

3 Joh 20,31

 

Jer er …Opstandelsen og livet – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med, og for mange af os er det ikke påske, før vi har hørt Emmaus synge netop den.

Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de smukke påskesalmer. Der er naturligvis også en påskeprædiken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 16. april 2017. Påskedag

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,1-19 & !. kor 15,21-22.

Det er påskedag.

Det kulminationen på alt, hvad der har med kristen tro at gøre.

Jesus blev plaget, blev korsfæstet, han døde, Jesus blev begravet, men i dag på tredjedagen fejrer vi, at han opstod fra de døde.

Den døde blev levende! Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi hører i følge Johannesevangeliet, hvordan Maria Magdalene er kommet ud til graven, hvordan hun ser at stenen er væltet fra. Hun løber tilbage til Peter og den anden discipel, ham Jesus elskede. Formentlig er her tale om Johannes. Maria bliver den første overhovedet, som får lov at fortælle, at graven er tom.

De to løber ud til graven. Det går stærkt, de venter ikke på hinanden.
Det her vil de se med egne øjne, for det er alligevel for fantastisk tl at man rigtigt kan tro det. Selvom de adskillige gange har hørt Jesus fortælle om den skæbne der ventede ham, er det svært for dem at rumme det.

2 a f 5

På trods af, at de kendte profeten Esajas ́ord om Herrens lidende tjener1, så var det svært for dem at tro på det de hørte Maria Magdelene fortælle dem.

Peter er kommet frem til graven, han går ind, og ser linnedklæderne, som den døde Jesus var svøbt i, ligge i graven, mens klædet, som var lagt over Jesu ansigt, ligge for sig selv.

Den anden discipel, ham Jesus elskdede, gik også ind i graven. Johannes skriver, i øvrigt meget usædvanligt for Johannes, meget kort, at disciplen så og troede.2

Han så og troede! Han så den tomme grav og troede!

Maria er kommet tilbage til graven. Hun står udenfor og græder, hvilket ikke er mærkeligt, hun er midt i sit livs krise.

Midt i hendes dybeste mørke dukker englene i hvide klæder op. Vi husker at engle er sendebude fra Gud, og de spørger, som Emmaus sang ved gudstjenestens begyndelse: “Hvorfor græder du?”3

Bag hende står Jesus, og spørger, hvorfor græder du? Maria Magdalene roder sig ud i en lang forklaring, men Jesus afbryder hende ved at sige hendes navn: Maria! Da forstod hun, at hun have set Jesus. Da troede hun!

1 Es 53
2 Joh 20,8 3 Joh 20,13

3 a f 5

Johannes skriver levende, så vi skal forstå, at Jesus er opstået fra de døde. Det forstår vi og det tror vi, og alligevel siger vi nogen gange tjae…

Det er der ikke noget nyt i, og der er i og for sig heller ikke noget galt i, at forholde sig en anelse skeptisk. Det er en gammel sandhed at tro og tvivl følges ad.

Allerede i kirkens første tid, har Paulus behov for at italesætte dette. I første Korintherbrev, som er skrevet små tyve år efter Jesus død og opstandelse, kan vi læse at Paulus formaner sin menighed til at holde fast ved troen på opstandelsen.

For som han siger: “v12 Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? v13 Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; v14 men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.”4

Vores tro er ikke tom! Det er muligt at vi ind imellem tvivler, men tom, Nej, det er vores tro ikke. Vi står på 2000 års historie om Jesus, som døde og opstod for vores skyld.

Vi synger salmerne, lytter til gospelmusikken, som igen og igen, bekræfter den tro vi trods alt er samlet om i kirken i dag.

4 1. Kor 15,12-14

4 a f 5

Vi lytter til en prædiken, som slår fast at kirken bygger på den tomme gravs fundament.

Jesus opstod fra de døde.

Den døde blev levende!

Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi tvivler og tror, vi håber, men vi handler også, som om vi tror at Jesus opstod fra de døde.

I dag har vi gjort som de allerførste kristne gjorde. Vi har fulgt traditionen med, at påskemorgen døber vi.

I dag er det ikke bare Linette og Anders, der har båret et barn til dåben i troen på at Kristi opstandelse fra de døde ikke er tant og fjas, men liv og kærlighed.

Som vi forstår dåben her i kirken, har vi alle sammen været med til det. Vi er ikke bare passive vidner, vi er aktive forberede, for Bodil, for storebror Frederik Elias, for Linette og Anders, ja, for alle andre som er kommet her til kirken med deres barn og betroet os det ansvar at døbe barnet og bede for familien.

Det ansvar tager vi på os, og vi gør det med stor glæde, for dåben viser os med al tydelighed, at tro ikke kun er ord, men sandelig også handling.

Det er at tage del i håbet om at opstandelsens kraft, må være og blive virkelighed levendegjort i Bodils liv, i vores allesammens liv.

5 a f 5

Det er det, vi håber og tror, derfor er glæden også håndgribelig på en påskemorgen som denne.

Der er ingen grund til at græde, ja, det skulle da lige være af glæde, for Jesus opstod fra de døde, og det handler om dig!

Amen.
Bøn & Lys…..

Påskekirken, Generationsgudstjeneste – Maria Bræstrup Aaskov

“Påskekirken”
Ved generationsgudstjenesten fyldte vi kirken med påsken – vi fandt en plads mylderet palmesøndag da Jesus red på et æsel ind i Jerusalem, smagte på specialiteter som formentlig blev serveret skærtorsdag, tog hammer og søm i hænderne og fornemmer alvoren langfredag, og kravlede selv ind i den tomme gravhule – kunne det virkelig passe? Vi lod børnene få de første rækker og hvor der plejede at være “børnehjørne” i gudstjensten var der denne søndag et lille “voksenhjørne” – hør selv!
Bibelteksten til voksenhjørnet var fra Johannesevangeliet kapitel 12, vers 12-19.

Konge, men anderledes – Thomas Risager

Det er sidste søndag i kirkeåret, og det betyder at vi i søndagens tale peger frem mod adventstid og jul. Vi skal forberede os på at høre de fantastiske historier om Jesus, som bliver menneske igen.

Det er alt andet en blot en hyggelig historie, for perspektiverne er store. Ultimativt handler det om, at Gud ønsker at frelse verden og dermed frelse dig!

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 20. november  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 23,32-42 & Luk 1,67-79.

Konge, men anderledes.

Det virker mærkeligt, at vi i dag fokuserer på hvad der sker omkring Jesu død på korset, for det jo ikke den rigtige årstid til det. Det hører jo hjemme i påsken.

Vi ser på det i dag, fordi det i dag er den sidste søndag i kirkeåret. Det er måske kun de allermest nørdede kirkefolk, det betyder noget for.

Perspektivet her er, at det på søndag er første søndag i advent. Her varmer vi op til julens budskab om frelseren, der fødes.

Hvis skal forstå mere end blot den nuttede historie om et lille barn, som fødes i en stald i Betlehem, så er det større perspektiv med historien om Jesus kristus nødvendig at få med.

For der er et større perspektiv. Gud blander sig i verden på en sådan måde, at vi stadig taler om det.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre begivenheder, som er så interessante over to tusind år, at mennesker stadig taler om det og forsøger at sætte sig ind i, hvad der faktisk skete.

Det handler om frelse.

Det er det, som er perspektivet, og det kræver at vi ser på, hvad der skete på hovedskalsklippen – Golgatha.

 

Jesus bliver korsfæstet sammen med to andre. To forbrydere skal man forstå! To forbrydere, som i modsætning til Jesus er skyldige, Jesus er uskyldig.

På Jesu kors var der et skilt: “Han er jødernes konge”

Præcis det skilt var ikke grebet ud af den blå luft.

Folk forventede en ny konge, som skulle komme og gøre alting godt.

Vi er ikke vant til at en konge har egentlig magt, men på det tidspunkt var kongen den, som havde magten med stort M. Han kunne i princippet gøre som han ville, og der var ikke noget som kunne stoppe ham. Med mindre man selfølgelig besejrede ham i en lille rask krig.

Måske husker du Kong David. Ham den lille hyrderegn, som blev konge efter Saul. Det var David som nedlagde kæmpen Goliat med en sten i panden. Ud over at være god til at kæmpe, så var han konge ca. 1000 år før Jesus blev født.

Kong David var den sidste gode konge landet havde haft og i mellemtiden var flere af profterne begyndt at tale om en ny konge. En som skal gøre alting godt.

Det er de forventninger, Jesus er trådt ind i.

Men Jesus er ikke sådan en konge. Han taler godt nok om et nyt rige, men ikke om et rige med grænsekontrol og nationalitet. Noget af det første han siger offentligt er: “Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet!”

Evangeliet er ikke bogen, men et udtryk for de gode nyheder.

Hvad består de gode nyheder så i?

Dårlig nyheder er der jo helt generelt nok af. Ikke bare dengang, men så sandelig også nu. Men gode nyheder….

De havde ventet i 1000 år, men den gode nyhed er, at nu griber Gud ind i historien, nu kommer den konge, de alle venter på.

Men han er bare noget så anderledes. Han kommer til de undertrykte, de fattige, de udstødte, de syge… Sådan plejer konger ikke at gøre.

Han helbreder de syge, og løfter mennesker op over de rigide regler.

Han taler om tro på Gud, som en relation baseret på kærlighed fra Gud til mennesker.

Nu er han så sat fast på et kors på Golgatha sammen med to forbrydere. Her beder han til Gud: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!”

Det er så anderledes opførsel, at den ene af de to røvere gav sig til at moppe ham: “Hvis du er Kristus (kongen) så frels dig selv og os!”

Jeg kan godt forstå hans frustration, men den anden røver, har forstået, at ikke bare er Jesus anderledes. Han er the real thing. Han er verdens håb.

Røveren har også indset, at hans egen situation er helt og aldeles håbløs. Det er, underligt nok, nogen gange det, som skal til, før vi indser, at historien om Jesus er en god nyhed for os.

“Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!”

Jesus svarer ham fra korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!”

Det er et rigtigt godt løfte at få der hvor livet er allerværst. Der hvor der ikke er håb.

Når vi på søndag tænder det første lys i adventskransen så spreder det ikke bare hygge, for perspektiverne er langt større end det.

Lyset spreder også løfterne om at være med Jesus i Paradis. Det gælder ikke kun en røver på et kors, men det gælder os….

Amen.

Tro for ALLE – Thomas Risager

Forleden aften så jeg en debat på tv. Jeg forundrede mig over, at en af vores partilederes ord mindede mig utroligt meget om Jesus. Ud fra beretningen om Jesu møde med ti spedalske, som vi læser i Lukasevangeliet, kommer vi omkring både Søren Pape, Jesus, og en helbredt samaritaner i talen ved dagens gudstjeneste.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er variationer mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 9. oktober  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 17, 11-19.

Tro er for ALLE

Det er ikke tit, at man tænker på Jesus, når man hører en konservativ partileder tale. Men jeg tænktr på Jesus forleden, da jeg så lidt debat på TV.

Søren Pape lyder som Jesus!

Anledningen er det skammelige at kontanthjælpsloftet blev indført den første oktober og det giver selvfølgelig diskussioner om rimeligheden i størrelsen (eller det modsatte) i de indkomster, som samfundet tilbyder vore svageste.

Her var det så, at jeg hørte Søren Pape tordne over, at de som fik så mange penge fra vores fælleskasse burde være taknemmlige. De skal sige tak!

Her kom jeg til at tænke på Jesus, som stiller sig op overfor den ene af de ti helbredte spedalske, der kommer til ham for at sige tak for sit nye liv. Jesus spørger hvor er de andre 9, som blev helbredt, underforstået at en smule taknemmelighed ville være på sin plads her.

Det klassiske take på denne historie er, at vi skal læse den og forstå, at vi skal huske at være taknemmlige. Det er helt sikkert, at det kan de fleste af os, også blive bedre til.

Ud over at jeg har set tv med debat om kontanthjælpsloftet, så har jeg også haft tid til at være sammen med kirkens menighedsråd.

Til menighedsrådsmøderne har vi altid en indledning, hvor vi fokuserer os på Gud, og ganske ofte er afsættet en historie i bibelen. I onsdags var det historien om de ti spedalske, som vi talte om.

Vi læste teksten, tænkte os om, og sagde hver især, hvad der lige faldt os ind.

Det var langt mere opmuntrende end at høre på Søren Pape. For vores snak afslørede, at der er en rigdom i teksten. Mere rigdom end vi nogensinde selv havde fundet ud af på egen hånd.

Hvem siger f.eks. at de andre ni ikke er taknemmelige. De har måske travlt med at lade sig genforene med deres familier, som de ikke har set i årevis.

Når man blev spedalsk, som er en træls sygdom, hvor man faktisk kan miste sine fingre, tæer og andre yderlige kropsdel, isoleredes man fra alle andre.

Man blev sat i karantæne udenfor byen og blev derfor nødt til at leve af andres almisser. Så længe de nu huskede det komme ud med mad. De husker de sikkert de første fjorten dage.

De har som konsekvens, at man mister sin familie, hele sit sociale netværk og ikke længere kan arbejde. Man er er blevet uren, uønsket – man er levende død.

Jesus siger til de ti, der råber op, for at minde Jesus om, at han skal holde sig på afstand, at de skal gå hen til præsterne og lade sig syne. Myndigheden til at erklære dem raske og dermed rene, så de kan indtage deres gamle liv ligger hos præsterne.

Vi bemærkede i menighedsrådet. At de havde råbt til Jesus om at forbarme sig over dem. Jesu svar er, at sende dem et sted hen. I dette tilfælde hen til præsterne.

Jeg gætter på, at de har været afkræftede og måske ovenikøbet modløse. Skal vi virkelig selv gå helt derhen? Har de måske spurgt.

Men mens de går. Mens de bevæger sig rent fysisk, begynder miraklet at ske. De bliver raske. Præsterne kan med det samme se forvandlinge.

De kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på, at miraklet falder i deres turban.

Det kunne vi måske lære lidt af.

En anden sagde, at en mulig grund til at de ni ikke kom tilbage var fordi, de havde travlt med at fortælle alle andre om deres møde med Jesus. Det er bestemt en mulighed.

Tilbage til ham, som kommer tilbage til Jesus for at sige tak.

Lukasevangeliget bemærker, at den takkende mand er en fremmed. Han er en samaritaner, som jøderne traditionelt betragtede som det laveste afskum i menneskeskikkelse.

Det slår mig i denne historie, at det ofte er dem, som er på datidens kontanthjælp, Jesus gør mirakler for.

Det er netop de svageste.

Når man er spedalsk er man udenfor. Når man er samaritansk spedalsk er man totalt udenfor. Man kan ikke komme længere væk fra samfundet, livet, eller Gud.

Man er for at bruge et moderne udtryk helt væk fra vinduet. Opgivet af alle. Måske endda opgivet af sig selv. Den sidste af dem er måske opgivet af sit eget samaritanske folk og flygtet ind i en kultur, hvor han aldrig får lov at høre til, og nu er han ovenikøbet syg og dermed dobbelt udstødt og dobbelt foragtet.

Vi må se og forstå, at man ikke kan komme længere væk fra Gud eller alt andet, end denne ene mand er.

Jesus ser ikke sådan på ham.

Jesus er et menneske, der lider ubeskriveligt. Jesus giver ham livet tilbage.

Det viser med al tydelighed, at Jesus ikke gør forskel. Jesus giver nyt liv til dem, som ingen synes har fortjent det. Nyt liv til dem, som ikke selv synes de har fortjent det.

De, som tilsyneladende er længst væk, er i virkeligheden de, som er nærmest på Guds kærlighed.

Det er fedt.

Mod slutningen her, så lad os lige se på hvad der sker til allersidst.

Manden takker Jesus.

Jesus bekræfter at han ikke bare er helbredt og har fået livet igen. Men som Jesus siger: “Din tro har frelst dig!”

Han har fået Guds kærlighed, så det binder ham ind i evigheden. Frelsen!

Manden får ikke lov til at blive sammen med Jesus.

Tværtimod sendes han ud. Hvem ved, hvad der så kan ske. Sidste gang han gik, da Jesus bad ham om det, blev han helbredt og fik et nyt liv.

“Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!”

Amen

Salme: Midt i blandt os er Guds rige

Wanna be Happy – Thomas Risager

Alle ønsker vel at være lykkelige. Det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os. Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

Hør talen fra gospelgudstjenesten med Nardus her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk dog, at at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 29. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 16,16-22 & 1. Mos 27 & Jer 29,11

Wanna be happy – Gospelgudstjeneste med Nardus

Wanna be happy – Vil du være lykkelig?

Alle ønsker vel at være lykkelige, det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu er alt fantastisk. Jeg er glad, ja nærmest lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os? Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

For at svare teologisk på det spørgsmål, skal vi tilbage til bibelen.

Jeg er helt på det rene med, at du måske ikke synes, at det mest begavede sted at lede efter svar på livet store spørgsmål er i bibelen. Jeg vil hævde, det er godt sted at lede, men samtidigt er jeg bestemt åben for at det er vældigt intelligent at stille sine store spørgsmål bredt.

Det første vi skal lægge mærke til er, at Gud i skabelsen siger: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. ( 1. Mos 1,27)

Når Gud i følge bibelen siger os, så er det ikke den samme pluralis majestætis, som kongelige bruger, men et udtryk at mennesket, både som mand og kvinde, ligner Gud.

Vi ligner altså Gud.

Jeg hører mennesker opfatte Gud, som sur og dømmende. Jeg må bare sige, at jeg tror Gud er glæde, fest og farver. Jeg opfatter, at Gud er meget mere en far, end en sur dommer.

Ret hurtigt i skabelseshistorien sker der det, at mennesket fristes af slangen (djævelen) til at spise af frugten, der som det eneste var forbudt. Mennesket har en fri vilje, vi er er ikke Guds marionetdukker, så vi valgte at give efter. Derved fik ondskaben en fod indenfor i menneskelivet.

Teologisk set lever mennesket derfor konstant i spændingsfeltet mellem godt og ondt. Vi er ikke usårlige. Ulykker, sygdom og død kan ramme os.

På et tidspunkt er det jødiske folk for alvor ramte af ulykke. De er fanget i eksil i Babylon.

De er simpelthen blevet bortført fra deres hjemland og anbragt i det nuværende Irak. Her er de fanget i 70 år. I den periode sender profeten Jeremias et brev til dem og og bringer dem et ord fra Gud. Gennem Jeremias taler Gud: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” ( Jer 29,11)

Midt i al elendigheden får de denne opmuntring. Gud har kke glemt jer, selvom alt er elendigt rundt om jer. Jeg er ikke sikker på, at det umiddelbart var opmuntrende, for de ville sikkert hellere bare hentes ud af elendigheden.

Det er meget menneskeligt. Når vi står i skidt til halsen, så drømmer vi os alle sammen væk fra det. Men hvis man tør tage det ind, at Gud også er med midt i elendigheden, så tør man måske at være i det. Så kan trygheden i det, måske gøre, at man faktisk kan leve sig gennem udfordringen og komme ud på den anden side, som et nyt menneske.

Jesus er også opmuntrende i forhold til fremtiden, da han sidder sammen med disciplene. Det er før påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet. Han giver sig liv, for vi mennesker, kan leve, vel vidende, at hans kærlighed er den stærkeste magt i denne verden, stærkere end døden.

I situatinen ved han godt, hvad der ligger forude, alligevel giver han sig tid til at forberede sine disciple, som ganske enkelt ikke fatter, hvad han taler om.

Han siger til dem, at forude ligger tider, hvor de skal klage sig og græde. Hvor de ligesom en kvinde, der skal føde, skal gå gennem noget hårdt. Noget hårdt, som når det er overstået, skal erstattes af total glæde, hvor man glemmer, det som var hårdt.

Jesus siger: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” ( Joh 16,22)

Jesus taler om, at han skal komme igen og gøre alting godt. Han kommer med det endelige opgør over det onde. Det gode, kærligheden, vil sejre.

Hvem vil ikke gerne være lykkelig?

Det vil vi alle, og jeg tror Guds intention fra skabelsen var at det skulle vi være.

De ondskaben kom ind i verden, åbnedes muligheden for det modsatte sig også.

Vi mennesker er indrettet sådan, at vi ser og hører det vi er opmærksomme på.

Når noget er blevet væk for os, så er det lettest for os at finde det vi leder efter, hvis vi har et klart billede af, hvordan det ser ud.

Man kan ikke sætte sit barn til at finde piskeriset, hvis ikke barnet ved, hvordan det ser ud.

På samme måde er det med Guds kærlighed. Den Gud, som gennem Jesus siger, at ingen skal tage vores glæde fra os.

Positiv psykolog får skyld for meget, og nogen gange er det berrettiget, men der er nu noget om, at det er godt for os at fokusere på det postive, som der nu engang er.

Derfor minder jeg om, at vi er skabt i Guds billede. Der er noget i os, der ligner Gud.

At Gud sender bud til dem, som sidder fanget i Babylon og er midt i elendigheden, at Gud ikke har glemt dem. Han har stadig planer om lykke, ikke om ulykke.

At Jesus til disciplene, på tærsklen til de tre værste døgn i deres liv, siger, at efter sorgen, skal deres hjerter glæde sig, og ingen skal tage den glæde fra dem.

Wanna be happy? Ja tak.

Jeg har tænkt mig, at huske at Gud vil det sådan. Jeg vel være opmærksom på hans kærlighed, for den er rundt om os.

Ja tak!

Amen.

Bevægelse – Thomas Risager

Kristi himmelfart får mennesker i Odense til at løbe eventyrløb. Sjældent er de så mange, som bevæger sig så meget på én gang.

Men Kristi Himmelfart er mere end løb. Der er dog masser af bevægelse i den historie. Det ser vi på nu.

Tekstn, som blev læst er fra Lukasevangeliet kapitel 24, vers 44-53.:

v44  Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« v45  Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, v46  og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, v47  og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, v48  og I skal være vidner om alt dette. v49  Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Jesu himmelfart

v50  Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. v51  Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. v52  De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, v53  og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

 

Hør mere her.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 8. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 24,44-53.

Kristi himmelfart får mennesker i Odense til at løbe eventyrløb. Sjældent er de så mange, som bevæger sig så meget på én gang.

Men Kristi Himmelfart er mere end løb. Der er dog masser af bevægelse i den historie. Det ser vi på nu.

Der er gået fyrre dage siden folk blev klar over, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. I den periode viste han sig med jævne mellemrum for disciplene. Han spiste og drak sammen med dem og han lod den skeptiske Thomas få lov at stikker sine hænder i hans side, så han kunne mærke at Jesus virkelig var der sammen med dem.

Nu trækker Jesus disciplene til side. Her bruge Lukas en vending, som vi skal lægge mærke til. Jesus åbnede deres sind, så de kunne forstår skrifterne. Her peger Lukas frem mod pinsen, som ligger 10 dage fremme. Jesus lover, at han vil sende det, som hans fader har lovet dem. Men de skal blive i byen indtil det sker.

Det Jesus henfører til er Helligånden, som skal falde over disciplene og i den grad åbne menneskers sind, hjerter og hoved, for evangeliets historie om den Jesus, som led, døde og opstod igen.

Den historie lukker vi op på næste søndag, men nu er vi her i nuet, hvor Jesus har samlet disciplene foran sig.

Han har åbnet deres sind, så de kunne forstå skrifterne. Hvor kunne det være dejligt!

Han går gennem Moseloven, profterne og salmerne, som vi også har i Det Gamle Testamte.

Jesus understreger at han selv og alt, hvad der er sket er i tråd med linjen i de gamle skrifter, som alle kender.

Med andre ord, Jesus selv er en del af Guds frelsesplan og han har tænkt sig, at opfylde sin del.

Jesus giver den en opgave, en stor opgave. Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse i Jesu navn. Det skal ske til ALLE folkeslag begyndende i Jerusalem.

Derefter gik de ud af byen. Jesus løftede sine hænder og velsignede dem. De sang nok ikke Hans Christian Jochimsens fine melodi, men ordene var de samme.

Jesus blev båret op til himlen og forsvinder ud af deres syne.

Jesus er borte, men det er han jo kun for at blive allestedsnærværende. Han er ikke længere bundet af noget som helst. Det har disciplene egentlig haft fyrre dage til at vænne sig til, men de forstår det nok først for alvor i pinsen, som kommer.

Lad se lidt op opgaven, som han har givet dem.

Der skal forkyndes til alle folkeslag. Det er et opgør mod de tanker, at budskabet om Jesus i skulle være reserveret israelitter eller jøder.

Det er lige her, at vi ser, at troen på Jesus ikke skal være reserveret en regional menighed, men faktisk har potentiale allerede fra starten til at blive en global bevægelse.

Der er så meget krudt i budskabet om Jesus at det forandrer verden og fortsat i dag så mange år efter, stadig er en faktor i verden. Det er da dybt fascinerende.

Som jeg sagde til konfirmanderne i sidste uge, så er det gerne sådan, at hvis noget Jesus siger, gælder disciplene, så er det sådan, at vi ikke går galt i byen ved at antage, at det gælder os.

Med andre ord, er det os, som er efterladt med opgaven der hedder: “og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem”

Det er altså os, som må sætte os i bevægelse for at gøre det. Det er ikke en ti kilomenter, men et livslangt løb. Vi er i bevægelse.

Omkring Kristi himmelfart, så tror jeg lidt, det er sådan den almindelige dansker tror det er de kristne som er faret til himmels.

De ser dem jo aldrig. Og hvis de endelig gør, så er det oftest fordi, medierne synes, at nogle kristne har dummet sig.

Kristus for til himmels for at være allestedsnærværende. Guds rige er kommet nær.

Hvornår i alverden er det vi begynder at forkynde det for alverden og ikke kun for os selv?

Amen.

Tro er at gå og komme! – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag fokuserer jeg på en historie fra Johannesevangeliet kapitel 21,1-19. Her møder den opstandne Jesus disciplene, som kommer trætte og tomhændede hjem fra fiskeri. Jesus synes ikke, at de er færdige med at fiske, så han sender dem ud på søen igen. Selvom de vidste alt om at fiske, kunne han lære dem noget nyt.
Efter fiskeriet inviterer han dem til at være sammen med ham omkring et måltid fisk og brød.
På denne måde viser Jesus, at med tro er der både det aspekt at blive sendt ud, men også at få lov at komme tilbage til ham. Et balanceret trosliv er altid begge dele.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. I dag er det dog, en ganske anden tale, end den jeg havde planlagt, som jeg faktisk holdt. Sådan går det nogle gange 🙂

Prædiken søndag d. 10. April  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannes 21,1-20.

Gå og kom!

Det er stadig påske selvom påskekyllingerne er pakket væk og påskeæggene forlængst er spist.

Her i slutningen af Johannesevangeliet, hvor vi hopper ind i historien, er der stadig fuld gang i den.

Jesus er opstået. Han har gennem nogle dage, vist sig for disciplene ved flere lejligheder. Det er en mærkelig tid for disciplene og alle andre.

Vi kender det godt fra vore egne liv, at det er super godt, at denne her store ting, som vi har fokuseret på, er godt overstået, men vi må altså til at fokusere på hverdagen igen. Det er det, som sker, da Peter bryder tavsheden. “Jeg tager ud og fisker!”

Et eller andet sted, er det så befriende, at der endelig kan komme lidt normalitet ind i deres liv igen, men de bliver klogere, for med Jesus kan man aldrig vide.

Jeg tror ikke, de har glemt hvordan man gør, men da solen bryder frem og det er tid at komme til land igen, har de ikke fanget noget. Intet! Det er ikke fedt, at være fisker og komme til land med en tom båd.

Der står en mand på bredden. Det gør der tit, når fiskerne kommer ind. Måske kunne man lige få en fisk.

Det var Jesus, som stod der: “Børn, har i noget at spise?”

Jeg tror, han kendte svaret.

Kast nettet ud på den anden side, råber han til dem.

Helt ærligt, så er det bare dybt mærkeligt. Det er mærkelige, at han siger det til dem, fordi det bør ikke gøre nogen forskel. Og i øvrigt, så er det med at lave om på rutinerne på en båd, ikke altid en god ide, for det er vigtigt at alle ved, hvem der gør hvad, hvornår. I sær i pressede situationer.

Det er også mærkeligt, at disciplene gør som han siger. Måske er der bare noget over Jesus, men de ved faktisk ikke endnu, at det er ham.

De rigger hele båden om, der ganske tæt på land og smider nettet ud igen. Miraklet sker, uden at nogen af dem, kan forklare hvorfor, så er nettene ved at sprække og havet koger af fisk i vandoverfladen.

Peter, som gerne ville have hverdag igen, fatter at det er Jesus som står derinde, så væk med al besindighed, han kaster sig i vandet og svømmer ind til Jesus, mens de andre må kæmpe med at redde den enorme fangst.

Jesus har tændt bål beder om fisk. Der er 153 fisk i nettet. Et symbolsk tal for på den tid, var det opfattelsen, at der far 153 nationer i verden.

Jesus samler disciplene omkring sig og holder måltid med dem. Brød og fisk. Sikkert en af grundene til at nadveren ofte så således ud blandt de første kristne i Syrien.

Johannes er tydelig. Det var nu tredje gang Jesus viste sig for disciplene. Vi skal vide det og huske det. Ikke mindst skal vi lægge mærke til at Jesus spiser sammen med disciplene. Jesus er nær i måltidet.

Det er også tanken, at Jesus er nær, når vi i kirken samles om nadverbordet. Her er vi nemlig velkomne, også selvom vi kommer med vores fiaskoer, ligesom fiskerne, der intet har fanget, selvom de har prøvet hele natten.

De føler sig ikke som de mest fantastiske i det øjeblik. Men de er velkomne, som de er.

At have en tro, som gør en forskel i livet, handler ikke kun om, at må komme som man er, men også om at gøre en forskel for andre.

Jesus siger til et menneske, som spørger hvad han skal gøre med alt det tro.

“ og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

Hvad skal jeg gøre med min tro spørgsmålet, opstår først, når man virkelig opdager, at man får af Gud. Når man virkelig overvældes af hans kærlighed og velsignelse, kommer restløsheden. Hvad skal jeg så gøre? Det er måske først der, man er lydhør overfor tanken om, at Gud måske ligefrem vil bruge én.

Jesus spørger Peter om han elsker ham ikke mindre end tre gange. For hver gang Peter svarer ja, Herre, følger der en opgave. Vogt mine lam, vær hyrde for mine får, vogt mine får!

Peter får liv at være sammen med Jesus, men kærligheden er også sådan, at den driver ham ud. Kast nettet ud på den anden side, får de at vide. Vogt mine Lam får Peter at vide….

Peter får at vide, at hans tro kommer til at koste ham livet, og stadig siger Jesus: Følg mig!

Amen

 

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

podcast-large

 

 

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

 

Prædiken søndag d. 27. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

 

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om  at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.