Følg den røde tråd i Bibelen 1/4

Velkommen tilbage i kirke efter sommerferien! På søndag indleder vi vores nye prædikenserie “Følg den røde tråd i Bibelen.”

I de kommende fire uger vil vi forsøge at danne os et overblik over den fortælling, som binder Bibelen sammen. Kom og vær med fra starten! Den overordnede plan er, at Gud vil mennesker det godt. Han vil frelse mennesket. I dag taler jeg om, hvordan det hele begynder med at gå galt. Så vi starter op efter sommerferien med en rigtig gyser!

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid vil være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 8

Prædiken søndag d. 4. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 1, 26-31 & 1. Mos 3,1-7 & Åb 21,1-4.

I dag indleder vores nye prædikenserie “Følg den røde tråd i Bibelen.”

I de kommende fire uger, skal vi danne os et overblik over den fortælling, som binder bibelen sammen. Den overordnede plan er, at Gud vil mennesker det godt. Han vil frelse mennesket, fra os selv, og fra den ondskab, som også råder i verden.

Det er altid godt at begynde ved begyndelsen, så det vil vi gøre.

Allerførste vers i bibelen, slår tonen an: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.”1

Vi kan altid diskutere big bang og evolutionsteori. De videnskabelige forklaringer på verdens skabelse hører med til enhver tanke om livets opståen.

Uanset, hvordan detaljerne i verdens skabelse hænger sammen, så er det, som vi skal fange her i begyndelsen, at Gud står bag. Verden er til, og senere vi er til, fordi Gud vil det sådan.

Guds tanke med verden er, at den er paradis på jord.

1 1. Mos 1,1

page1image25921216

2 af 8

Hver gang et delelement i skabningen er fuldført læner Guds sig trilfreds tilbage og ser at det er godt. Gud er tilfreds!
Verden er et sted i harmoni og balance, et sted hvor alt ånder fred og idyl.

Det er temmelig lagt fra, hvordan verden er i dag. Det vender vi tilbage til.

Det er det, som begyndelsen af den røde tråd er bundet fast i. Og det er herfra vi følger tråden videre.

På sjettedagen i skabelsen sker det noget helt afgørende.

Jeg læser fra 1. Mos. 1,26-31:
“Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.”

3 af 8

Gud skaber menesket, så vi ligner ham. Eller os, som der står. Gud er altså mangefacetteret, Gud er treenighed, allerde her. Som mand og kvinde, så forskellige, som vi nu er, så farverige, som vi nu er, så ligner vi Gud. Det er lige til at blive helt svimmel over.

Det bliver mennesket sådan set også ret hurtigt. At vi er skabt i Guds billede indebærer, at vi har en fri vilje. Vi kan beslutte hvad vi vil, også hvis det er decideret dumt. Jeg gætter på, at ingen af os kan sige os frie fra, at have taget den dum beslutninger i løbet af vores liv.

Men det er vi frie til. Frie til at gøre som vi selv vill, også selv om det skulle være både dumt og skadeligt for os.

Dermed har vi selvfølgelig også et ansvar for eget liv, et ansvar, som ikke forsvinder fordi vil faktisk tror på en almægtig Gud, der er i verden. Gud griber ikke ind og ændrer de evt. kedelige konsekvenser af vores dumme valg. Han har netop givet os friheden. Med frihed kommer altid ansvar. Det er helt enkelt en del af skabelsens orden. Men det er også et ansvar, som vi ikke er efterladt alene med. Det kommer jeg tilbage til.

Det er blandt andet noget af det, som vi skal lære at håndtere, når vi bevæger os fra barndommens ubekymrethed til voksenlivet.

For os er faldgruberne, fristelserne, mulighederne for dumheder enorme, for sådan er verden blevet, som en konsekvens af de første menneskers fejl – synd, om du vil.

4 af 8

De første mennesker levede i paradis, alt var godt og trygt. De var helt tæt på Gud og havde alt, hvad man kunne ønske sig.

Der var dog én fristelse, nemlig kundskabens træ, der bugnende af frugt, og som stod midt i haven.

Kapitel 2 i 1. Mosebog fortæller os: Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«“2

Alt var så fint, men der var én fristelse i hele haven.

Alle store dramaer i litteraturen og filmen er som regel bygget op af ligningen hvor komponenterne fristelse, og menneske indgår.
Historien om verdens skabelse er ingen undtagelse.

Vi kender det alle sammen. Der sker nok ikke noget ved det. Der er ingen, der ser det. Jeg fortjener lidt af det her.

“Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag, I spiser af

2 1. Mos 2, 15-17

page4image25537792

5 af 8

den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.”3

Som jeg sagde, vi lever med konsekvenserne, og de konsekvenser remser bibelen også op. I flæng kan nævnes, at mennesket blev forvist fra haven, at vi skal dø, at vi skal kæmpe for at skaffe os føden, at kvinder skal føde i smerte, og at agerjorden skal være hård at skaffe føden fra. Og endelig er en af konsekvenserne at Gud er fremmed for mennesket.4

Det er vigtigt at lægge mærke til, at Gud sætter en begrænsing på varigheden af dette. I vers 19, siges der “indtil du vender tilbage til jorden.

Måske er det optimistisk, men jeg ser en nåde allerede i den straffen. Lidt ligesom, når vi har haft lyst til at give børnene stuearrest resten af måneden, men ender med 10 minutter.

Det er det, som vi må leve med. Hvordan ser det så ud i virkelighedens verden? Jeg tilskriver konsekvenser som: fattigdom, krig, kriminalitet, folkemord, mismod, sygdom, klimakrise, knas i relationer…. vi kan sagtens finde på mere.

3 1. Mos 3,1-8.4 1. Mos 3, 8-19

page5image25538752

6 af 8

For mig er der ingen tvivl om at livet som sådan er svært at navigere i, og jeg anerkender blankt mit behov for hjælp. Faktisk må jeg indrømme, at jo ældre jeg bliver, jo mere tydelig bliver min afhængighed af Guds hjælp for mig.

Gud forsøger virkelig at få os i tale, fordi han vil os det godt. Det er noget af det, som Maria vil tale om i næste uge.

Allerede næste generations børn, taler Gud til med nåde. I historien om Kain og Abel taler Gud om syndens og ondskabens magt hos mennesker, siger han faktisk: “at synden vil begære dig, men du skal herske over den.”5

Vi kender historien og ved, at Kain mildest talt havde begrænset succes med det. Det skal vi forstå to ting ud af. For det første mennesket kan ikke stå mod synden, de onde impulser, alene. For det andet, at Guds hensigt med os ikke er et sygt eksperiment for at, hvad der sker, når vi ødelægger det for andre og os selv. Gud vil at vi skal lykkes og leve et godt liv. Det er Guds hensigt.

Det er det der ligger i hele helliggørelsestanken, som der desværre ikke er tid til at udfolde komplet her. Men tanken om at mennesket kan udvikle sig til at leve et liv, hvor vi, i kraft af Guds kærlighed til os, kan udvikle os til at leve et liv, hvor vi bliver mere og mere tiltrukket af det gode frem for det onde.

5 1.Mos4,7.

page6image25533952

7 af 8

Det er det, som vi ser Jesus udfolde gennem hele sin gerning, og det kan i glæde jer til, for det sker søndag d. 18. august.

Næste uge skal vi høre, hvordan Gud rækker ud, og Maria trækker den røde tråd gennem highlights i Det gamle testamente.

Jeg vil slutteligt pege på, at den råde tråd går gennem bibelens sidste bog, hvor der drømmes om en ny himmel og en ny jord. Der hvor der endeligt er gjort op med synd og ondskab. Der hvor Guds kærlighed har sejret af himlen til.

Der, hvor vi kaldes til et lave et liv i frihed.

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster,

8 af 8

vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.6

Amen.

page8image25533568

6 Åb 21, 1-7

 

Velkommen hjem

I dag ser vi på en gammel historie fra Bibelen, om to brødre, som har meget forskelige tilgange til livet. Den ene skejer temmeligt meget ud, men det hele går galt for ham, så han vender nedslået hjem.

Jeg udfolder historien om den fortabte søn, og viser hvordan en gammel Bibelsk fortælling kan være meget aktuel i vores hverdag.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærke at der ofte er afvigelser mellem det, som er skrevet i forberedelsen ved skrivebordet og det som faktisk siges i kirken under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 31. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 15,1-3,11-22. Velkommen hjem.

Langt borte her fra ligger et hus muret i gule mursten. Et rigtigt 70’er parcelhus. Vi skal næsten helt op i toppen af Danmark, hvor der ligger et lille fiskerleje. Lige i svinget på villavejen, der ligger nummer 49.

Nummer 49 er det sted i verden, hvor jeg er sikker på, at uanset hvad, så er jeg altid velkommen. For der bor min far, og der er altid blå cirkel på kanden. Den kan man nemlig også byde uventede gæster.

Idag har vi en historie fra bibelen, som handler om præcis dette med, at have et sted at vende hjem til uanset hvad.

Historien om den fortabte søn, er en af de absolutte kernefortællinger i bibelen, og som så ofte før, når Jesus fortæller en historie, så er der et dybere lag.

Konceptet med at fortælle historier er den smarte ide, at mennesker husker bedre. I dag vil vi nok sige, at det er da underligt, når nu vi ved at masser af toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre, hvad han havde at sige, at han så giver sig til at fortælle historier.

I dag ville man forvente noget med powerpoint og korte pointer, så folk kan huske det. Men hvis vi nu skal være ærlige, så virker det måske ikke særligt godt.

Jesus fortæller historier, og han var en mester til det. På Jesus tid, var det supersmart, for kunne folk ikke bare dele på de sociale medier, men en historie, som den

2 af 4

Jesus fortæller her, blev genfortalt igen og igen. Lignelsen om den fortabte søn, står i vores bibel, men den har haft et liv som mundligt overleveret historie i op til 60 år, før den faktisk blev skrevet ned.

Sagt på en anden måde, så er det nok sådan, at de historier vi har fra Jesus, er de allermest markante. Jeg står ikke her og siger, at han indimellem sagde noget sludder, men i alt fald tør jeg godt sige, at de historier vi har, er de væsentligste. Og den vi har foran os i dag, er en af de allermest væsentlige, fordi den siger langt mere end selve historien. Det er nemlig en historie, Jesus bruger til at fortælle mennesker en ny historie om Gud. En historie, som viser en anden side af Gud, end den nidkære og skræmmende Gud, som jøderne havde hørt om gennem farisæerne og de skriftkloge.

En mand havde to sønner. Den yngste, og det er jo altid den yngste, der skejer ud, siger til sin far, at nu vil han have alt, det som han har krav på, når en gang han skal arve, og han vil have det nu.

Istedet for at blive vred og jage sønnen på porten, sørger faderen for at udrede sønnen alt det han ønsker, og han giver ham friheden til at gå, hvorhen han vil.

Og sikke en fest sønnen har. Endelig fri…. Fest, farver og masser af venner. Det er nemt at være midtpunktet, når man altid er den, der betaler gildet. Det er et helt andet liv, end det ansvarsfulde liv med pligter hjemme på familiens gård.

Alle gode fester får en ende, hvor hverdagen igen banker på.

3 af 4

Pengene, som faderen har knoklet for hele sit liv, er brugt på kvinder, Bacardi og internetpoker, og samtidigt rammer krisen. Festen slutter brat for den unge mand. Han begynder helt enkelt med at sulte. Han ender med at passe svin, og drømmer om at spise svinenes foder.

Vi tænker måske, ja ja, det er da et arbejde. Men de som hører Jesus fortælle her, bliver chokeret. Grisen er i jødisk kultur et urent dyr, og ender man med at passe svin, så er det helt oplagt, at så kan man ikke synke dybere i livet. Da er det gået helt og aldeles galt.

Nogen gange skal vi mennesker ramme bunden, for at kunne se sandheden i øjenene. Det er præcis, hvad der sker her. Sønnen går i sig selv, sådan for formuleres det hos Lukas, han tænker at han i det mindste må kunne få lov at arbejde for føden som arbejdsmand hos sin far. Han ved, at han har behandlet sin far skidt og at hele situationen ikke er godt, men han begiver sig af sted mod det hjem, han forlod.

Hvad han ikke ved er, at faderen har længtes efter sin sin søn hver eneste dag siden, han gik.

Hver gang der har været en pause i arbejdet har faderen rettet sig op og kigget hele vejen rund i horisonten for at se om sønnen mon var på vej hjem. Og hver gang han har kunnet konstatere, at det ikke var tilfældet, har sorgen ramt ham, som en hammer. Han savnede sin søn, også selvom der stadig var en søn i huset, så savnede han hver dag.

En dag, da han kigger op fra arbejdet går drømmen i opfyldelse, på lang afstand kan han kende sin søn.

4 af 4

Bibelen lader os vide, at faderen løber sønnen i møde, kysser ham af glæde, sætter ringen tilbage på hans finger. Den ring, der symboliserer hans plads i familien. Fedekalven, som var gemt til en helt særlig anledning slagtes, for nu skal der være fest. Sønnen var vendt hjem.

Så bliver det ikke større!

Det med at løbe, når man er voksen, det er noget vi har fundet på. Så igen er det sådan, at de der hører historien spidser ører. En voksen, der løber. Det sker bare ikke, fordi det er uværdigt. De fanger at faderens glæde over at se sin søn igen, er så stor, at den bare ikke kan tøjles.

I det gule murstenshus i nr. 49, tror jeg ikke, at der går en fedekalv, og jeg er ikke sikker på, at der bliver sat en ring på min finger, hvis jeg går ind ad indkørslen. Jeg mener heller ikke at jeg sådan lever et liv fyldt med udskejelser, eller at jeg har betragtet min far som død. Men jeg er helt hundrede procent sikker på, at træder jeg ind ad døren, så bliver jeg mødt med åbne arme og stor glæde.

Jeg ved, hvad det betyder for mig, at vide, at der et sted, hvor jeg er så velkommen. Det gælder både i nr. 49 oppe i Nordjylland og det gælder hos min himmelske far.

Sikke en glæde.

Nå ja, så gælder det i øvrigt også for dig. for dette er en fortælling Jesus giver til toldere og syndere, og så skal vi i dag forstå, at så er det virkelig for ALLE.

Amen.

 

Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet – Thomas Risager

Alle kommer ud for stormvejr i livet. Tro handler om at holde fast i håbet om, at alt bliver godt igen på den anden side. For Gud har styr på alt det, vi er bange for. Når vi falder, griber han.

Talen på i dag fortsætter rækken af prædikener under temaet “Lev stærkt”.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger lidt fra manuskriptet.

G20160814 (Talen i pdf-format)

Prædiken søndag d. 14. august  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,49-56 & Rom 8,24-25.

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet.

Hvis ikke man er interesseret i sport, så er det hårdt at være til for tiden. Man kan jo ikke tænde et tv uden at sendefladen er dækket af alle mulige, mere eller mindre underlige sportsgrene, fra OL i Rio. Hvor er det herligt, at atleter fra hele verden er samlet, og så er alle verdens konflikter og modsætninger sat på hold, for nu skal der dystes i ærlig kappestrid.

Nåe ja, så gør det jo heller ikke noget at vi i nat lige fik Gud til Danmark, da Pernille Blume lige gav alle andre baghjul i svømning.

Noget af det, som man finder i Rio og andre steder i Sydamerika, hvis man skulle finde på at gå i kirke, er herlighedsteologi.

Meget kort fortalt går det ud på, at hvis det går dig godt i livet. Hvis du er succesfuld og har mange penge. Hvis du hele tiden flyder ovenpå, så er det fordi Gud belønner dig for din troskab.Fordi du er god til at stole på Gud og tro på ham, er belønningen, at du ikke bliver syg, at du kører og bor godt, at du er rig.

Det er jo også meget herligt, bare ikke for de, som ikke klarer sig godt. Skulle du være i tvivl om, hvad jeg mener, så synes jeg, der er mange ting at forholde sig kritik til i herlighedsteologien.

I kritikken fæster jeg mig selv ved de mange historier i bibelen, hvor Jesus gør op med farisæernes fastlåste synspunkter, at man selv skulle være skyld i sin ulykke.

At ting i livet går skævt, at ulykken og sygdommen rammer, kan vi aldrig løfte os ud over. Det er et grundvilkår, som vi må leve under. Et grundvilkår, som har sin rod i, at vi lever i en brudt verden. En verden, hvor ondskaben og meningsløsheden også findes. Og indtil Jesus kommer igen, vil det være en realitet.

Skulle sygdommen og ulykken ramme, kan det aldrig skyldes at vi tror for lidt eller forkert.

Nogen gange sker elendige ting bare for gode mennesker. Det gør ondt. Det har vi oplevet på nært hold i denne uge, og det skræmmer os, fordi vi ikke kan håndtere meningsløshedens vilkårlighed.

Når vi ser på den bibeltekst, som vi har foran os i dag, så kan jeg godt forstå, hvis du ikke helt kan følge sammenhængen med det, jeg har sagt indtil nu, med den mærkelige bibeltekst, som blev læst inden talen.

I versene inden dette, forbereder Jesus disciplene på, at der kommer en dag, hvor brudgommen kommer igen.

I “Bibelsprog” betyder det, at nu er det endelige opgør mod ondskabens magt umiddelbart forestående. Der hvor Guds rige endeligt slår igennem er på vej. Der hvor alting er utopisk godt bliver virkelighed.

Det kan ske i dag, i morgen eller næste sommer. Men det er snart.

Jesus taler dunder her. “ Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.”

Disciplene synes egentlig, at det er fint nok, at de sådan kan være sammen med Jesus og hygge om deres tro.

(Sådan tror jeg egentlig mange kristne har det. At det med tro, er sådan tradition i familien. Det er sådan noget dejligt musik, og det er så hyggeligt i kirken. Vi får det så godt af det.)

Jesus banker i bordet for at få dem til at fatte, at der er meget meget mere på spil her. Det handler ikke om hygge.

Disciplene kan godt forstå, at når vinden kommer fra syd, så kommer varmen. Men de kan ikke se, at når de stumme taler, de lamme de går og de døve de hører, så er det tegnene på at nu kommer Guds rige nær.

Derned afviser de egenlig, at tro også er at håbe på, at tingene bliver gode igen. Jesus er frustreret over det. De har jo allerede set en flig af det, men de kan ikke lave koblingen til Så deres egne liv. At de står overfor en ny virkelighed.

Når Guds rige kommer endeligt, så skal der ikke være ulykke, så skal der ikke være sygdom, så skal der ikke være tårer, lidelse, og død.

Vi lever, endnu !!, i en verden hvor sådan noget rammer os. Det ramte også Jesus, som gav sig hen til det, men levede sig gennem det i opstandelsen.

Det som vi må ende op med, er modet til, at turde håbe på, at selvom alting ser sort ud, så skal det nok ende godt

Det håb er nogen gange fornuftsstridigt. Det er nogen gange i modstrid med alt, hvad vi ellers ved.

Tro er netop håbet om, at alting bliver godt.

At holde fast i håbet er at acceptere, at vi ikke ved præcis, hvordan det bliver eller hvad der kommer.

Håb er ikke blind optimisme. Det er heller ikke pessimisme. Det er at forestille sig livet, som det kan blive. Det er ikke kun at se det, som er. Håb anerkender alt der sker med os, men det bifalder ikke alt. Håbet glatter ikke ud på det uacceptable, men det fastholder troen på en bedre fremtid.

I en kirke som vores håber vi på, i fællesskab, at alting ender godt. Det skaber solidariet.

Vi kan ikke argumentere os frem til at holde fast i håbet, men vi bekender os til, at vi håber og tror.

At tro er ikke at være blind for det faktum at shit happends. Men der er at åbne øjenene for, at uanset hvad, så er vi ikke alene.

At uanset hvad, så bliver det godt på den anden side.

Igen, det er ikke din egen fejl eller din egen triumf. Det er Guds kraft, som bærer igennem.

Slutteligt vil jeg minde om, hvad Paulus siger om håb: “v24  Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25  Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”

Amen

Hovedpersonen 3/8: Jesus og den blinde – Maria Bræstrup Aaskov

Hovedpersonen i al tale om kristendom og tro er uden tvivl Jesus selv.

Vi er igang med en prædikenserie, som tager os med ind i bibelens verden og lader os opleve nogle af de helt centrale begivenheder og historier fra Jesus liv.

Mange af historierne er kendte, vi har hørt dem før.

I prædikenserien Hovedpersonen sættes alle de mange historier i perspektiv i forhold til påsken.

For hvis vi kun ser på påskens begivenheder uden sammenhæng med Jesu liv i øvrigt, så er der væsentlige pointer, som vi misser. Rigtigt mange af de begivenheder, som er i Jesu liv peger frem mod påsken.

I dag møder Jesus en blind mand. Det kommer der en spændende samtale ud af. Hør mere her, når Maria Bræstrup Aaskov taler.

podcast-large

Det tror vi 4: Nadver

Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

Vi midt i en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Og det er vi så heldige, at vi har fået lov at opleve igen i dag.

Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8  For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9  Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”

Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley nævner traditionelt 5 nådemidler:

Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.

Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.

I dag skal vi så tale om nadver, som jo er et af nådemidlerne. Men af de fem nådemidler, er der også to af dem, som er sakramenter.

Definitionen på et sakramente er: (af lat. sacramentum ‘sikkerhedsstillelse, ed’, afledn. af sacer ‘hellig’), nådemidler, )…. i kristen teologi, en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær.

Hvem af os kan forklare hvad der sker, når vi sidder sammen rundt om alterbordet og modtager lidt brød og lidt vin. Jeg vil alligevel forsøge mig.

Hør mere her:

 

podcast-large