Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet – Thomas Risager

Alle kommer ud for stormvejr i livet. Tro handler om at holde fast i håbet om, at alt bliver godt igen på den anden side. For Gud har styr på alt det, vi er bange for. Når vi falder, griber han.

Talen på i dag fortsætter rækken af prædikener under temaet “Lev stærkt”.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger lidt fra manuskriptet.

G20160814 (Talen i pdf-format)

Prædiken søndag d. 14. august  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,49-56 & Rom 8,24-25.

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet.

Hvis ikke man er interesseret i sport, så er det hårdt at være til for tiden. Man kan jo ikke tænde et tv uden at sendefladen er dækket af alle mulige, mere eller mindre underlige sportsgrene, fra OL i Rio. Hvor er det herligt, at atleter fra hele verden er samlet, og så er alle verdens konflikter og modsætninger sat på hold, for nu skal der dystes i ærlig kappestrid.

Nåe ja, så gør det jo heller ikke noget at vi i nat lige fik Gud til Danmark, da Pernille Blume lige gav alle andre baghjul i svømning.

Noget af det, som man finder i Rio og andre steder i Sydamerika, hvis man skulle finde på at gå i kirke, er herlighedsteologi.

Meget kort fortalt går det ud på, at hvis det går dig godt i livet. Hvis du er succesfuld og har mange penge. Hvis du hele tiden flyder ovenpå, så er det fordi Gud belønner dig for din troskab.Fordi du er god til at stole på Gud og tro på ham, er belønningen, at du ikke bliver syg, at du kører og bor godt, at du er rig.

Det er jo også meget herligt, bare ikke for de, som ikke klarer sig godt. Skulle du være i tvivl om, hvad jeg mener, så synes jeg, der er mange ting at forholde sig kritik til i herlighedsteologien.

I kritikken fæster jeg mig selv ved de mange historier i bibelen, hvor Jesus gør op med farisæernes fastlåste synspunkter, at man selv skulle være skyld i sin ulykke.

At ting i livet går skævt, at ulykken og sygdommen rammer, kan vi aldrig løfte os ud over. Det er et grundvilkår, som vi må leve under. Et grundvilkår, som har sin rod i, at vi lever i en brudt verden. En verden, hvor ondskaben og meningsløsheden også findes. Og indtil Jesus kommer igen, vil det være en realitet.

Skulle sygdommen og ulykken ramme, kan det aldrig skyldes at vi tror for lidt eller forkert.

Nogen gange sker elendige ting bare for gode mennesker. Det gør ondt. Det har vi oplevet på nært hold i denne uge, og det skræmmer os, fordi vi ikke kan håndtere meningsløshedens vilkårlighed.

Når vi ser på den bibeltekst, som vi har foran os i dag, så kan jeg godt forstå, hvis du ikke helt kan følge sammenhængen med det, jeg har sagt indtil nu, med den mærkelige bibeltekst, som blev læst inden talen.

I versene inden dette, forbereder Jesus disciplene på, at der kommer en dag, hvor brudgommen kommer igen.

I “Bibelsprog” betyder det, at nu er det endelige opgør mod ondskabens magt umiddelbart forestående. Der hvor Guds rige endeligt slår igennem er på vej. Der hvor alting er utopisk godt bliver virkelighed.

Det kan ske i dag, i morgen eller næste sommer. Men det er snart.

Jesus taler dunder her. “ Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.”

Disciplene synes egentlig, at det er fint nok, at de sådan kan være sammen med Jesus og hygge om deres tro.

(Sådan tror jeg egentlig mange kristne har det. At det med tro, er sådan tradition i familien. Det er sådan noget dejligt musik, og det er så hyggeligt i kirken. Vi får det så godt af det.)

Jesus banker i bordet for at få dem til at fatte, at der er meget meget mere på spil her. Det handler ikke om hygge.

Disciplene kan godt forstå, at når vinden kommer fra syd, så kommer varmen. Men de kan ikke se, at når de stumme taler, de lamme de går og de døve de hører, så er det tegnene på at nu kommer Guds rige nær.

Derned afviser de egenlig, at tro også er at håbe på, at tingene bliver gode igen. Jesus er frustreret over det. De har jo allerede set en flig af det, men de kan ikke lave koblingen til Så deres egne liv. At de står overfor en ny virkelighed.

Når Guds rige kommer endeligt, så skal der ikke være ulykke, så skal der ikke være sygdom, så skal der ikke være tårer, lidelse, og død.

Vi lever, endnu !!, i en verden hvor sådan noget rammer os. Det ramte også Jesus, som gav sig hen til det, men levede sig gennem det i opstandelsen.

Det som vi må ende op med, er modet til, at turde håbe på, at selvom alting ser sort ud, så skal det nok ende godt

Det håb er nogen gange fornuftsstridigt. Det er nogen gange i modstrid med alt, hvad vi ellers ved.

Tro er netop håbet om, at alting bliver godt.

At holde fast i håbet er at acceptere, at vi ikke ved præcis, hvordan det bliver eller hvad der kommer.

Håb er ikke blind optimisme. Det er heller ikke pessimisme. Det er at forestille sig livet, som det kan blive. Det er ikke kun at se det, som er. Håb anerkender alt der sker med os, men det bifalder ikke alt. Håbet glatter ikke ud på det uacceptable, men det fastholder troen på en bedre fremtid.

I en kirke som vores håber vi på, i fællesskab, at alting ender godt. Det skaber solidariet.

Vi kan ikke argumentere os frem til at holde fast i håbet, men vi bekender os til, at vi håber og tror.

At tro er ikke at være blind for det faktum at shit happends. Men der er at åbne øjenene for, at uanset hvad, så er vi ikke alene.

At uanset hvad, så bliver det godt på den anden side.

Igen, det er ikke din egen fejl eller din egen triumf. Det er Guds kraft, som bærer igennem.

Slutteligt vil jeg minde om, hvad Paulus siger om håb: “v24  Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25  Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”

Amen

Hovedpersonen 3/8: Jesus og den blinde – Maria Bræstrup Aaskov

Hovedpersonen i al tale om kristendom og tro er uden tvivl Jesus selv.

Vi er igang med en prædikenserie, som tager os med ind i bibelens verden og lader os opleve nogle af de helt centrale begivenheder og historier fra Jesus liv.

Mange af historierne er kendte, vi har hørt dem før.

I prædikenserien Hovedpersonen sættes alle de mange historier i perspektiv i forhold til påsken.

For hvis vi kun ser på påskens begivenheder uden sammenhæng med Jesu liv i øvrigt, så er der væsentlige pointer, som vi misser. Rigtigt mange af de begivenheder, som er i Jesu liv peger frem mod påsken.

I dag møder Jesus en blind mand. Det kommer der en spændende samtale ud af. Hør mere her, når Maria Bræstrup Aaskov taler.

podcast-large

Det tror vi 4: Nadver

Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

Vi midt i en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Og det er vi så heldige, at vi har fået lov at opleve igen i dag.

Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8  For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9  Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”

Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley nævner traditionelt 5 nådemidler:

Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.

Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.

I dag skal vi så tale om nadver, som jo er et af nådemidlerne. Men af de fem nådemidler, er der også to af dem, som er sakramenter.

Definitionen på et sakramente er: (af lat. sacramentum ‘sikkerhedsstillelse, ed’, afledn. af sacer ‘hellig’), nådemidler, )…. i kristen teologi, en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær.

Hvem af os kan forklare hvad der sker, når vi sidder sammen rundt om alterbordet og modtager lidt brød og lidt vin. Jeg vil alligevel forsøge mig.

Hør mere her:

 

podcast-large