Gud er gud for de levende… Om opstandelsen

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Du kan høre mer her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid af afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

2 af 8

Prædiken søndag d. 10. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 20, 27-38.

Uenigheder om alle mulige emner har siden tidernes morgen været et vilkår for eksistensen af religiøse og politiske grupperinger.

Mange mennsker lever i den vildfarelse, at mennesker i kirken er enige om alt. Når man diskuterer i kirkelige kredse, så er det næsten pinligt, for ofte er synspunktet, at vi i kirken da burde være ét.

Vi, der har været en del af kirken i en årrække, eller vi der følger lidt med i Metodistkirkens globale forhold, vi har opdaget, at vi ikke er enige om alt. … Heldigvis!

På mit kontor har jeg en plakat hængende. Der står: “Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at have ret!”

Egenlig er den en reklame for et reklamebureau, og der er en masse tekst.
Som fremhævet tekst siger den videre: “Og pludselig bliver man en gammel forstokket nar. Man gentager bevidstløst sine forudindfattede meninger.”

Reklamen er en klar opfordring til, at opsøge mennesker, man er uenig med, for dermed at strække sin hjerne og sine synspunkter. Den er en klar advarsel mod at blive det, som nemt sker for en kirke, nemlig en samling af menensker, som alle mener det samme. Og dermed er helt overbevist om, at vi ved, hvordan verden hænger sammen.

3 af 8

Følger man lidt med globalt, så ved man at The United Methodist Church er ude i en enorm diskussion – desværre i virkeligheden en konflikt – om synet den menneskelige seksualitet.

Det var den pæne måde at sige det på. Vi diskuterer om bøsser, lesbiske, og andre sensuelle minoriteter kan være præster, og om de kan blive viet i vores kirker.

Det er helt tydeligt, at hvad der er en selvfølglighed for et flertal af os i Danmark, er en hån mod Gud og en ligegyldiggørelse af Bibelens ord for store dele af af vores gode kristne brødre og søstre i mange af de afrikanske lande og i Østeuropa.

Det er en kæmpe uenighed. Desvære ser vi også den effekt i kirken, at man samler sig med dem, man er enig med, og så begynder man at tale om de andre, i stedet for at tale med de dem.

Det er ikke den model, vi ser Jesus anvende i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Det er meget passende, når det var Alle Helgen Søndag i sidste uge, at så diskuterer Jesus i dagens tekst opstandelsen.

Vi kommer ikke uden om, at det er det mest centrale teologiske element i al kristen tro. Jesus viger ikke udenom en diskussion med dem, han er uenige med – heller ikke om dette emne. Han opsøger dem.

I følge Lukasevangeliet er Jesus nu for sidste gang ankommet til Jerusalem. Han er blevet modtaget som konge og frelser. Han red ind i Jerusalem under viftende palmegrene og folkets jubel. Så det store påskedrama,

4 af 8

der ender med jesus død på korset og hans opstandelse er i gang. Momentum i Lukasevangeliet bygges op.

Forud for vores tekststykke i dag, kan vi læse hvordan Jesus går direkte ind på tempelpladsen. Han opsøger altså med det samme de menensker, som er mest truede af alt, det han har sagt og gjort.

I Lukasevangeliet læser vi, hvordan han rydder bulen, da han smider alle vekselererne og handlende ud fra tempelpladsen.

Herefter underviser Jesus hver dag på tempelpladsen. Det gør han på en sådan måde, at de politiske og religiøse ledere – i øvrigt ofte de samme – begyndte at lægge planer for at få ham ryddet af vejen. For de almindelige menesker samlede sig omkring Jesus. De ville høre mere.1

I kapitel 20 hos Lukas finder vi Jesu diskussion med menensker på tempelpladsen. De diskuterer Jesu myndighed. Jesus fortæller lignelsen om de onde vingårdsbønder med slet skjul reference til, hvad de menensker han står og taler til, kommer til at gøre mod ham.

Der skriftkloge og ypperstepræsterne forsøgte hele tiden at sætte en fælde for ham, bl.a. med spørgsmålet om skat til kejseren, men Jesus gennemskuer dem på stedet og det er dem selv, og deres rigide forståelse af Moseloven, der bliver udstillet.

1 JF. Lukas 19,47-48.

page4image46491392

5 af 8

Helt grotesk bliver det, da en flok saddukæere træder ind på pladsen.

Saddukæerne var en konservativ religiøs retning, omkring det jødiske præsteskab i Jerusalem. De var så at sige et præste-aristokrati, som bl.a. afviste enhver tanke om opstandelse. Her må vi forstå, at der i jødedommen faktisk har været plads til forskellige forståelser om opstandelsen. Dermed har der også blandt præsterne og farisæerne diskussioner om dette.

For saddukæerne er det imidlertid en absurd tanke, hvilket også afspejles i deres løben linen helt ud i samtalen med Jesus.

Moseloven, siger, at en families mænd har pligt til at gifte sig med en brors enke, hvis hun er barnløs. Familien skal give denne kvinde afkom.
Broderen har syv brødre, som alle efterlader enken barnløs. Så hvem skal enken nu være sammen med i det himmelske?

Saddukæernes spørgsmål er i virkeligheden indlæg i debatten. De siger faktisk, se, hvor absurd ideen om de opstandelsen er. Det kan man ikke tro på og samtidigt være sund i hovedet.

Men for Jesus er tanken langt fra absurd. Den er det helt centrale håb, Jesus ønsker at efterlade til os, når han selv er død og opstået fra de døde, for bare sådan at sætte trumf på. Alt dette ved folk på tempelpladsen jo ikke. Jesus har godt nok forudsagt det, men det preller ligesom af.

6 af 8

Vi ved, at de nok skal lægge mærke til det, når Jesus selv opstår fra de døde.

Det skal ikke kun de, men en hel verden.

Jesus påpeger, at i historien om Moses, som de kender så godt, der lyder det fra Gud selv inde fra den brændende tornebusk, at han er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.2

Abraham, Isak og Jakob er for længst døde, men det er dem, Gud er gud for.
Logikken her siger at Gud ikke er Gud for døde, for alle er levende for ham, ergo er opstandelsen en realitet.

Gud er Gud for de levende,3og for Gud er livet mere end det liv, vi lever.

Så var sadukkæerne sat til vægs, og ingen turde spørge ham om mere.

Opstandelsen er helt central, og den er svær at forholde sig til, men derfor kan vi godt tro det.

Den diskuteres og teologer er ikke nødvendigvis enige om, hvad opstandelsen fra de døde helt nøjagtigt indebærer. I de senere år, har vi set at enkelte præster i folkekirken har sat spørgsmålstegn ved hele tanken om opstandelsen. Det har vant postyr og kirken har kaldt dem til orden.

2 2. Mos 3,6 & Luk 20,37. 3 Luk 20,38.

page6image46580864

7 af 8

Vi kan diskutere nuancerne, men vi mister selve kernen i kristentro, hvis vi sår tvivl om selve tanken om opstandelsen i det hele taget.

Det er den grund vi står på.

Paulus siger i sin fantastiske redegørelse for opstandelsestro i 1. Kor 15, at hvis Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken og vores tro tom.4

“Vi står på en tro, der siger:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”5

Det tror og håber jeg på! Amen

page7image46581632

4 1. Kor 15,13-14. 5 1. Kor 15,54b-58.

8 af 8

Gud er Gud for de levende

På søndag samles vi til gudstjeneste igen. Der er en kop kaffe, når du dukker op.
Musikteamet har øvet og er klar til at introducere os til en nye sang, som vi tror bliver et hit.

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Der vil være nadver og mulighed for at tænde et lys. Der er børnekirke for alle børn.
Du er så utroligt velkommen.

Den anden side – Alle Helgen gospelgudstjeneste

Ved sagens gudstjeneste taler vi om døden, som en del af livet. Vi mindes de, som vi savner og det hele er lagt i en kulisse af dejlig gospelmusik med gospelkoret Emmaus.

Desværre er det kun talen, som kan gengives. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 103 & Præd 3,1-20 & Joh 11,1-44. & Åb 21,1-8. Gospelgudstjeneste med Emmaus
Den anden side – Alle Helgen

Når jeg handler, så holder jeg meget øje med datomærkningerne på de varer, som jeg køber. Det er ikke ligegyldigt om rugbrødet kan holde sig til i morgen, eller om det har udløbsdato om fem dage.

Jeg ser en del stå og rode inde bagerst på supermarkedets hylder, så jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Vi er meget bevidste om, at varerne har en udløbsdato.

Indtil vi står ansigt til ansigt med døden, fordi én vi elsker dør fra os, eller hvis vi selv rammes af alvorlig sygdom, så fylder tanken om, at vi selv har en udløbsdato ikke videre meget i vores liv.

Det er en sandhed, at noget af det, som vi alle er 100% fælles om er, at vi en dag skal dø. At der kommer en dag, da vores tid i livet er forbi.

Der er mange måder at forholde sig til det døden på, en af dem, er den skik, som vi ser omkring os i disse dage, der som så meget andet er importeret fra USA, nemlig Haloween.

Ved Haloween klæder vi os ud og vi pynter op. Forleden kom jeg forbi en forhave, hvor man roligt kan sige, at man var gået all in på Haloween. Der var

2 af 5

simpelthen etableret grave, hvorfra der stak legemsdele op af jorden. Den fik så at sige hele armen.

I den fest, gør vi grin med og latterliggør døden. Vi lever i uhyggen og viser, at det kan vi sagtens magte. På mange måder er det fint, at man beskæftiger sig med det, som kan være svært at rumme gennem uhygge og ved at skræmme livet af hinanden.

(Jeg er lige nødt til at sige, at jeg ikke er sådan en sur præst, der synes, at dette er helt forfærdeligt. Den slags optræder så rigeligt i medierne for tiden. Sure præster, det er virkelig skræmmende.)

En anden måde, at forholde sig til døden på, er at se døden i øjnene, gennem det liv vi lever. Til det vil jeg rigtigt gerne tilføje nogle ord om, hvad kristendommen har at sige om døden.

For lige præcis omkring døden, og dermed også om livet, har kristendommen, synes jeg, nogle fantastiske input.

Den kristne tro, taler ikke udenom døden, men den forholder sig til døden, som en del af livet. Et eksempel på det er fra Salmernes Bog i Bibelen, hvor der står: “..som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. For han ved, vi er skabt, husker på, at vi er støv. Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det ikke mere. Der hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herren troskab varer fra evighed til evighed…”1

1 Salme 103, 13-17a.

page2image2027712

3 af 5

Når man i livet forholder sig til døden, er der stor forskel på, om man mener at døden er et absolut slutpunkt, og så var det det. Eller om man kan læne sig ind i en tro på, livet ikke er slut i døden, men at døden faktisk er begyndelsen på noget nyt.

Når vi i kirkerne byder ind til Alle Helgen, som er den kirkelige halloween, så ser vi døden i øjnene, og det er muligt vi bæver lidt, og tvivler en smule, men vi gør det med et håb om, at døden ikke er enden på livet, men et komma i livet, og at livet fortsætter på den anden side af døden.

I kirkerne fortæller vi historien om Jesus som opvækker Lazarus2 fra de døde. Superkort fortalt er Lazarus en af Jesu venner. Han er syg og dør. Der går fire dage, før Jesus når frem. Her mødes han af den dødes søster, som bebrejder ham, at han har været så længe om at nå frem. Johannesevangeliet nævner, at Lazarus allerede stinker, så vi skal forstå, at han ikke bare er død, men at han faktisk er meget død.

I samtalen med den sørgende søster siger Jesus om sig selv: “Jeg er opstandelsen og livet!”3

Læg mærke til rækkefølgen. Opstandelsen og livet. Jesus siger her, at opstandelsen går før livet. Han peger på, at der er mere. Så kalder han på Lazarus. Han vågner fra døden, kommer vaklende ud af graven og ind i livet igen.

2 Johannes 11,1-44. 3 Joh. 11, 25.

page3image1990336

4 af 5

Ser man sammenhængen omkring historien i Johannesevangeliet, er der ingen tivivl om, at dette sker fordi Jesus ønsker, at give mennesker omkring ham chancen for at kunne tro på det, som er så svært at forstå. Nemlig, at døden aldrig vinder over livet.

Selvfølgelig er det en helt central begivenhed i al tale om kristen tro, at Jesus også selv gik vejen gennem døden og på tredjedagen selv opstod fra de døde. Dermed viste Gud, at hans kærlighed har magt over alt – også over døden.

Mit gæt er, at vi alle sammen er stødt på historier om menesker, som har haft nær-dødsoplevelser. Det er utroligt spændende, og der er mange lighedspunkter mellem de oplevelser, som folk har. Disse lighedspunkter går på tværs af alle mulige kulturelle skel, men faktisk også på tværs af trosskel.

Nærdødsoplevelserne er ikke forbeholdt de, som før de næsten døde, har sagt at de troede på Gud.
Det som disse oplevelser fortæller mig er, at der noget i døden, som vi ikke kan forstå. Personligt fascineres jeg af, at beretningerne ganske ofte er i overensstemmelse med de tanker, som Bibelen og dermed den kristne tro, giver os at håbe på og tro på.

De tanker går samstemmende på, at døden ikke er det sidste. At der efter døden er et liv sammen med Gud, hvor alt er godt. Hvor der ikke er sygdom, nød, klage, smerte eller gråd, ja heller ikke død, som der siges i bibelens sidste bog.4

4 JF. Åb. 21, 1-8.

page4image2064768

5 af 5
Med andre ord, så er der noget godt i vente.

Jeg vil mene, at det gør noget ved måden vi lever og dør på, at vi tør håbe på, at døden ikke får det sidste ord.

Vi må naturligvis gerne sørge og savne over tabet af vores kære. Det gør ondt at miste. Det er prisen for at have elsket og være elsket.
Dem vi savner og elsker, er også elsket af Gud. Budskabet er, at de alle er omfavnet af Gud og er sammen med Gud i det evige liv, hvor alt er godt.

Det er præcis det, jeg gerne vil tro på.

Blandt de navne vi har nævnt, er min svigermor, som døde pludseligt og uventet i sommer.

Da vi, chokramte, som vi var, stod omkring hende, da må jeg sige, at fyldtes med taknemmelighed over, at kunne tro på, at det ganske vist ser ud som om døden råder, men at her vinder Guds kærlighed, og livet går videre på en anden side.

For som Paulus siger det:
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.5

Amen.

5 Rom 8, 38-39.

page5image2066112

 

Elsk Gud OG elsk din næste

Hvad er det vigtigste?

Elsk Gud OG elsk din næste!

Sådan svarer Jesus, da han bliver spurgt om, hvad der er vigtigst. Ved gudstjenesten udfolder Thomas Risager vigtigheden af det lille ord OG. For hvordan er det lige, man gør begge dele? Hvad skal have størst vægt? Hvad er meningen egentlig?
Du kan høre talen her:
Du kan også læse talen her.
Bemærk dog, at at der kan være lidt afvigelser mellem den skrevne tale, og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

 

1 af 5

Prædiken søndag d. 13. oktober 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Jer 29,1+4-7 & Mark 12,28-31.
Tema: Elsk gud OG din næste

Svaret på livet, universet og alting er 42.
Det er i alt fald svaret i den meget meget nørdede bog The Hitchhikers Guide to the Galaxy.

Problemet er bare, at det svar ikke rigtigt kan bruges til noget. Svaret på alt er 42. Hvad skal vi med det?
Der er mange, der mener at vi i kirken kender meningen med livet. Det er jeg ikke helt overbevist om, men jeg ved at vi vil gå med hinanden igennem livet, og hvem ved måske kan vi finde en mening.

Dygtige ledere, har ikke svarene, men de kan stille de rigtig sprøgsmål, siges det.

Jeg synes faktisk, det er et supergodt spørgsmål, den skriftkloge i dagens tekst stiller Jesus. Han spørger hvad er det allervigtigste. Nu er han skriftklog, så han tænker i bud. Hos ham er det sådan, at verden kun kan fungere efter regler og bud, så hvad er det største bud?

Jesus svarer, og I kender det: “…du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”1

Det er det, som er det allervigtigste, elsk Gud OG elsk mennesker.

1 Mark 12, 30-31

page1image54475392

2 af 5

Elsk Gud er på mange måder let nok, for fra ham mødes vi med en kærlighed og en accept, som er helt udenfor denne verdens fatteevne.
Det er ikke sikkert vi bruger de ord, men jeg tror faktisk vi er skabt til at høre Gud til, skabt til at leve i hans kærlighed.

Det tror jeg vi gør, også selvom vi ikke lige ved. Det er det, som metodistkirken kalder forekommende nåde.

Jeg er selvfølgelig også nødt at sige, at der er en enorm frihed i, at opdage det. Det er noget af det, vi som kirke gerne vil hjælpe mennesker med – at opdage at de er elsket af Gud.

Min påstand er, at selvom vi måske ikke tænker over det til dagligt, så ligger det os naturligt og lige for, fordi vi er skabt i Guds billede.

Problem er, at der er et og….elsk Gud OG elsk vores næste.

Det er let nok at elske menesker, som elsker eller holder af os. Men det er jo ikke begrænset til det. Det siger Jesus meget klart i Matt 5: “Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”2

2 Matt 5,46-48

page2image54461376

3 af 5

Så Jesus ved godt, at det er en udfordring at elske sin næste. Dette går langt, og det understreges i bibelteksten fra det gamle testamente.

Her skriver Jeremias til til landflygtige i Babylon. De skal bosætte sig for alvor, få børn, tage del i livet i Babylon. De skal stræbe efter lykke og fremgang for den by, de er ført til. Går det den godt, vil det gå Jer godt, sluttes der af med.

Det er noget af en opgave.

Baggrunden finder vi i historien, til år 587 før Kristus. Vi skal til Jerusalem, hvor jødedommen trives. Templet fungerer. Men der er bare den detalje, at byen er belejret og har været det i to år. Murene er faldet, og byen er invaderet af Babylonerne, som er vore dages irakere.

I stedet for at besætte Jerusalem, så henretter de kongefamiliens medlemmer, stikker øjnene ud på kongen og fører alle samfundets intellektuelle og religiøse og politiske ledere i tvunget eksil i Babylon. På den måde sikrer de sig, at Israel ikke har en chance for at komme på fode igen.

Dem, som Jeremias skriver til for at bede dem om at slå rod og engagere sig og gøre deres til, at det må gå godt for byen, de er i, er altså de bortføre, som faktisk er blandt fjender.

Det kan ikke være let, ikke destomindre, var det det, som de blev bedt om. Når Jesus beder os om at elske Gud, og vores næste, så er der ikke tvivl om, at det er et krav, der er udfordrende og at han kender denne historie.

4 af 5

For lige at gøre historen færdig med eksilet i Babylon. Så var det der, under maksimalt tryk, at jødedommen udviklede sig. Det var der man bl.a. udviklede synagogerne og gudstjenesterne i dem.

Dette trimmede jødedommen til at blive en global religion og ikke bare en sekt, der kun kune eksistere i Israel. Det er den arv, vi som kriste står på. Både i hensynet til at kunne være globale, men også hele måden vi fejrer gudstjeneste. Det er udviklet under fangeskabet i Babylon.

Vi skal elske Gud og vore medmennesker, også dem, der ikke nødvendigvis elsker os.

I det ligger der også, synes jeg, en helt lavpraktisk udfordring til at engagere os i den by, vi bor i. Mange kirker lukker sig om sig selv. Det har vi ikke tradition for her.

Vi er ikke ført i eksil i Odense, men det er her vi bor.

At elske vores næste, kunne være at engagere sig i vores by og være med til at tage ansvar.

Vi er – heldigvis – i perioder ganske synlige i bybilledet. I næste uge, skræmmer Emmaus f.eks. livet af byens børn i forbindelse med Magiske dage. Gospelkorene Emmaus og Nardus har en kæmpe koncert på Posten for at samle ind og gøre opmærksom på Knæk Cancer. Dette er bare for et par eksempler.

Jeg tror,det er godt at minde os om vores by og kaldet til at elske Odense, her på kanten til en ny visionsproces.

5 af 5

Hvad er da det vigtigste? Det er at elske God og elske vore medmenesker.

Til det kan vi ikke bruge 42 til noget, men vi kan bruge kærligheden. Det må være svaret. Kærlighed.

Amen.

 

Syng en ny sang!

Velkommen til fantastisk, livsbekræftende og smittende gospel med Gospelkoret Nardus på søndag den 29. september kl. 17:00 – i dagens anledning med en helt særlig gæst: Nina Luna!

Nina Luna er en fantastisk dygtig sangerinde, korleder og sangskriver, som denne søndag lægger vejen forbi Odense for at arbejde med Nardus. Dagen rundes af med en gospelgudstjeneste, hvor vi viser, hvad vi har arbejdet med sammen med Nina – ligesom vi synger en masse godt fra vores normale repertoire.

Præst Thomas Risager vil tale om alle de steder i Bibelen hvor vi opfordres til at bryde ud i sang, og om hvad sang rent fysisk gør ved os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Som altid er der afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 29. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 98,4-9a & Salme139.

Gospelgudstjeneste med Nardus – Lift up your voice

For tiden er der en del artikler, som cirkulerer rundt på de sociale medier. De handler alle om, hvor sundt og hvor godt det er for mennesker at synge.
Jeg lægger selvfølgelig mærke til dem, fordi jeg selv synger. Artiklerne siger entydigt, at fællessang sundt for mennesker. Måske skal jeg være retfærdig og sige, at det også gælder fællessang, som ikke er gospelmusik.

Når man synger sammen med en gruppe mennsker, så sker der en helt masse, som vi ikke umiddelbart kan se.

Vi kan selvfølgelig høre tonerne. Vi får kuldegysninger når harmonierne sidder lige i skabet. Rytmen får tag vores kroppe og smilene breder sig, lyset kommer frem i øjnene, også selvom man måske ikke lige har haft så meget at glæde sig over i den seneste tid.

Vi der synger i gospelkor har alle prøvet at slæbe sig hen i kirken mandag aften. Man orker faktisk ikke rigtigt, men ingen slæber sig herfra ved ti-tiden, når øvelsen er overstået. Folk svæver næsten ud ad døren, som engle, der er fulde af kærlighed, og gerne spreder det over hele Odense. Kig bare forbi Alexandragade en mandag aften ved 21.45 tiden.

Så hvis du er træt og trist,
er du altid velkommen i den kirke, som hedder noget med Metodist.

2 af 6

Det er alt det man kan se, men der sker en hel masse som vi ikke kan se. Det er netop noget at det, som vi kan læse om i artiklerne, som jeg nævnte til at begynde med.

Når mennesker synger sammen bygger det f.eks. fællesskab hurigere end, hvis man ikke synger.

Prøv en gang at tænke over det. Hver gang vi er sammen i store grupper, og der er noget at fejre. Hvad gør vi så? Ja, vi synger.
Vi synger på stadion, når fodboldlandsholdet vinder. Vi kan ikke så godt bruge OB som eksempel lige for tiden. Når vi er samlet til fester, så synger vi. Vi kan slet ikke lade være.

Nogen af de beste barndomsminder jeg har, var når min farmor og bedstefar samlede hele familien til fest. De havde 8 børn, min far havde mange søskende. Så vi var hurtigst over 100. Jeg har mange fætre og kusiner. Så mange, så jeg ikke rigtigt ved, hvor mange.

Mindet som står klart tilbage hos mig, er at vi sang. Det gjorde vi ikke i mit barndomshjem, men når vi var sammen alle sammen, så sang vi.

Noget af det, der sker indeni, når man synger sammen, og det har været gavnligt for en del af mine onkler, er at blodtrykket falder, hjerterytmen falder, og immunforsvaret styrkes. Lykkehormonerne frigives i blodet.

Alt dette er der videnskabeligt belæg for. At synge sammen er alså sundt.

3 af 6

Bibelen rummer en af de ældste salmesamlinger, som vi overhovedet kender til, nemlig den del af bibelen, som hedder Salmernes Bog.

Lad mig læse et eksempel:
For korlederen. Salme af David.

Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.

Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger

og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,«

så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

4 af 6

Salmernes Bog gør præcis det, som salmer og sange gør i dag, nemlig at give udtryk for menneskers allerinderste længsler, tro, håb, følelser. Salmerne, både nutidens og datidens beskriver forholdet mellem Gud og mennesker.

Salmer og sange, der for alvor kommer under huden på os, gør det ofte, fordi de taler lige ind i vores liv. De sætter ord på noget af det, som vi ikke selv har været i stand til at udtrykke. De rammer os, og gør det ofte i nogle af de store udsving, som sker i vores liv.

Det er præcis derfor, at musik og sang får så stor betydning, når vi er ved livets markante begivenheder.

Sangene taler ekstra til os, når vi er glade, forelskede, i tvivl om det hele, og når vi har mistet.
Ofte udtrykker salmerne fra kiren og fra bibelen tro på en måde, som vi aldrig selv ville turde sige højt. Det er vigtigt at få sagt, at de sandelig også udtrykker tvivl og håbsløshed, ja ligefrem skæld ud på Gud.

Jeg er overbeviste om, at Guds skuldre er brede nok til at bære det. Jeg er også nødt til at sige, at hvis du er et sted i livet, hvor du skælder ud på Gud, så udtrykker du faktisk tro. For det er da en smule fjollet, at skælde ud i den blå luft.

Når vi skælder ud, udtrykker håbløshed, tro og tvivl gennem sang, så kan man sige, at vi låner ordene og gør dem til vores, når vi synger dem.
Når vi synger glemmer vi, hvad vi frygter andre vil tænke om os. Når vi synger er vi en del af en helhed, vi er i et

5 af 6

trygt fælleskab, hvor vi skaber musik sammen. Det er stort.

Når vi synger gospel eller salmer i kirken, så lagres ord om tro og håb og fortvivlelse indeni i os. Pludselig på en dag, hvor vi ikke kan bunde i livet, da kommer vi i tanke om noget, som vi sang en gang, som nu pludselig giver mening.

Når vi synger er det hjertesprog. Og hjertesprog har det med at gå dybt. Det bliver eksistentielt.

Der er ikke tilfældigt når der i Højskolesangbogen står: ““Så syng da Danmark, lad hjertet tale!”1

Det er så let, når livet bare drøner derud af, at helt glemme de stored, e de dybe tanker, længsler og tro.
Det er der helt enkelt ikke altid plads til. Men pludselig er vi i en situtation, hvor de trænger sig på, og så er det en uvurderlig gave, at have et hjertesprog, nogle sange, som sætter ord på det kaos, som vi kan opleve, at stå i, når livet er udfordrende.

Då er der jo lige den lille krølle, at gospelmusikkens tekster, mest af alt indeholder et budskab, om at uanset hvilke trængsler vi hænger fast i i livet, så er der en Gud, som elsker os og holder os i sin hånd, og holder sin hånd over os. Gud går med os. Det kan ikke altid forståes med hovedet, men det kan rummes i hjertet.

13. strofe fra “Den danske sang er en und blond pige”

page5image9281408

6 af 6

Det er derfor der er så meget fedt i at synge med, for så lagres det, indtil en dag, hvor det for alvor kommer til at give mening for os.

Så jeg vil sige, som metodismens gamle kirkefader John Wesley sagde det i sin instruktion til, hvordan der skulle synges:

“Syng frejdigt og med godt mod. Vogt dig for at synge
som var du halvdød
eller næsten faldet i søvn,

men opløft din stemme med kraft.”

John Wesley
Anvisning for salmer, 1761.

 

 

In the shelter of Your presence – Gospelmeditation

Dagens gudstjeneste var en gospelmeditation.

Det er en anderledes gudstjeneste, hvor man kan ligge på gulvet eller sidde på stole. Sangere og pianist fra kirkens musikteam synger stille sange og  gospelnumre. Man kan synge med, eller man kan lytte.

Undervejs kan man benytte bønnestationer, tænde lys, skrive bønner, lægge sten eller blomster. Kort sagt, så kan man bare være. Man kan være aktiv, eller passe, man kan endda tage en lur, hvis det er det man har allermest brug for.

Der er også altid en tale. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 1. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 23. Gospelmeditation. In the shelter of Your presence. Om at finde helle.

Jeg gætter på, at du kender til det at være så træt og så udkørt, at du er kommet forbi der, hvor man virkelig mærker det.

Man har bare lyst til at at få lov at være i fred.
Man har lyst til at man ikke skal taget stilling til noget som helst.
Man hører sig selv sige. Jeg skal bare lige have lov til at være mig. Bare lige få lov til kun at være…..

Det er lige præcis det, som du kan her. Det er netop formålet med denne gospelmeditation. At du kan få lov til bare at være.

Hvem af os er ikke godt og grundigt trætte af e-mails om ligegyldigheder, hvor vi bare er sat på cc.
Jeg gætter på, at vi er mange, som farer sammen, hver gang telefonen eller computeren siger pling.

Jeg tror også, vi er mange som har prøvet det med at række ud efter telefonen i lommen, fordi vi troede at den vibrerede, men det var noget vi bildte os ind.

Vi lever på mange måder i en tid, hvor kravene til vores generation ser markant anderledes ud, end de gjorde til vores forældre. Jeg siger ikke at det er hårdere, for det tror jeg ikke selv på, men det er anderledes.

Vi skal være på, og helt fremme i skoene – hele tiden.

2 af 6

Det med bare at passe sine pligter, duer ikke. Vi skal være proaktive. Vi skal være udviklende. Vi må endelig ikke gå i stå. Folk, der har spurgt os om noget på mail eller SMS, de skal have svar med det samme.

På en eller anden måde, har vi bildt os selv ind, at vi skal være på, også når vi ikke er på arbejde.

Sidste weekend tog jeg mig selv i at svare en mail, som den der havde sendt den, havde skrevet haster på, kl. 0.30 søndag morgen. Mest af alt er jeg tosset på mig selv, fordi jeg overhovedet tjekkede mail på det tidspunkt. Det er da for dumt.

Så den her fornemmelse af, at trænge til en pause, hvor der ikke er noget som helst, jeg skal forholde mig til. Den kender jeg, og jeg gætter på, at det gør du også.

Det er ikke et nyt behov, der er skabt af vores tidsalder, eller af vores teknologi.

Det er et alment menneskeligt behov, som vi har lært at ignorere, eller værre endnu, forbinde med svaghed.

Selv i meget gamle dage, under Kong Davids tid var dette kendt.

Kong David, som tilskrives en stor del af salmerne i Bibelen, levede ca. 1000 år før Jesus blev født, så ordene vi hørte læst og som jeg referer til, er altså tre tusind år gamle.

Tiden var en anden, men menneskets behov for at finde hvile og ro, var præcis det samme, som i dag.

3 af 6

I deres verden, var det naturligt at forbinde den totale oplevelse af ro, med et nærvær af Gud.

Når man kender historien om Kong David, så er det ikke så svært, at forestille sig, at han også kunne komme i den situation, at nu var det hele bare for meget.

David lægger navn til en hel del af de 150 salmer, som er i bibelen.

Salmerne er fantastiske, fordi de løfter sløret for menneskers erfaringer med Gud.
De er ikke et udtryk for universitets-teologi.
De er ikke lærde prædikener, som vil fortælle folk, hvordan de skal tro.

De er menneskers oplevelse af Gud.
Mange af dem er på ingen måde polerede, de er deciderede klagesalmer, som udtrykker håbløshed opgivenhede og tvivl.
I salmernes bog finder vi alle mulige ufriserede udtryk for tro og for tvivl.

Salme 23 er én af dem, der udtrykker tro. Måske er den meget kendt, fordi den vældigt ofte citeres på film i forbindelse med begravelser.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt,

4 af 6

for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

David er et mangefacetteret menneske. Han er en af de største helte i Bibelen, og det pointeres stærkt, at Jesus er i slægt med ham. Samtidigt står han for en del historier, som ikke tåler dagens lys.

Han er hyrdedrengen, der som ganske ung bliver konge. Det at han bruge billedet, at Gud er hans hyrde, afslører ret meget, hvad han er rundet at. Hyrden.
David er kriger og klarer sig med stor succes på fronterne hele vejen rundt om sit rige. Personligt overvinder han kæmpen Goliath med en stenslynge.

I hele sin regeringsperiode er han i stand til at holde fjenden ude, og der opstår tryghed og velstand i hans rige.
Det er hans søn Salomon, der kommer til at opbygge det store jødiske tempel i Jerusalem. Større kan det ikke blive.

Men David var også ham, der fik en officer dræbt, så han kunne komme til at stjæle hans kone. Der er mange historier om, hvordan David kommer galt af sted.
Med andre ord, han var et menneske, som du og jeg. Han er sandelig også et menneske, der hele tiden er presset på alle mulige områder. Magt, krig, kærlighed, overfældende krav, manglende kompetencer, kan det blive ved med at gå godt? Der har været utroligt meget tryk på hele tiden.

I salmen her giver han udtryk for hvor meget han har brug for hvilen. Han ved, at Gud giver ham muligheden for at hvile ud på den grønne eng.

5 af 6

Som gammel hyrde forstår David, at dem som man er hyrde over, er nødt til at stole 100 procent på at hyrden, har deres ryg.

Hyrden beskytter dem om alt ondt, og vil dem godt.

Jesus bruger faktisk den gode hyrde som et billede på sig selv.

Så det er et bibelsk princip introduceret af David i det Gamle Testamente, og faktisk videreført at Jesus i det Nye Testamente, at tillid og tro på Gud, kan lede én til stille vand og ind i grønne enge, hvor man kan få lov at hvile og få kraft på ny.

Så det er gammel visdom, at tro på Gud ikke er forbundet med præstation, men med tryghed, hvile og restitution.

Den gode hyrde er billedet på Gud, der elsker os, alene fordi vi er til, ikke i kraft af hvad vi kan eller gør. Ikke i kraft af hvad vi lykkes med eller kikser totalt.

Den gode hyrde er billedet på Gud, som minder os om, at vi bare kan være, at det er ok at hvile.

Gud, som når vi hviler, giver os nye kræfter og leder os videre i livet.

Ind i en verden, hvor vi tror vi skal præstere som aldrig før, tror jeg, at der er noget utroligt vigtigt i, at forstå og turde tro, at det også er okay bare at være.

At det ligefrem er klogt at standse op og hvile.

6 af 6
For der er faktisk en Gud, som elsker os fordi vi er.

Ham stolede David på ville give ham hvile.

Jesus bruger samme billede. Han siger: Jeg er den gode hyrde1.

Det stoler jeg på. Men det er også noget jeg konstant arbejder på.

Dette er helt i tråd med jesus, som i Matthæusevangeliet siger: Kom til mig alle I, der er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”2

I aften har jeg et sted, hvor jeg bare kan være. Hvor der er helle. Hvor jeg kan hvile.

Du er også meget velkommen. Amen.

page6image7603904

1 Joh 10,112 Matt 11,28

 

Følg den røde tråd i bibelen 3/4

Den røde tråd
– fra gammelt til nyt

I dag fortsætter vi august måneds talerække om Den Røde Tråd i Bibelen. Som vi allerede har hørt, går der en rød tråd gennem hele Bibelen, og noget af det, som binder alt sammen, er ideen om, at Gud vil mennesker godt.

På søndag er det Thomas Risager, der tager tråden op: Her skal det handle om, hvordan Jesus ret kraftigt markerer, at nu kommer der noget nyt. På den ene side bekræfter han, at alt det gamle ikke skal forsvinde, men det er helt tydeligt, at det med Jesus vil få en anden betydning.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er forskelle mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Prædiken søndag d. 18. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 28,16-20.
Følg den røde tråd i bibelen 3/4.

Det kan næppe overraske nogen, at vi har gang i at følge den røde tråd gennem bibelen. Hvis det alligevel er en overraskelse, så kan du høre de to første taler fra kirkens hjemmeside. De ligger nede i bunden af forsiden på www.metodistkirken-odense.dk

Allerførst en superkort opsummering, så vi alle kan tage fat i tråden, der hvor vi er nu.

Den første søndag talte jeg om, at en kerneforståelse af bibelen er, at Gud vil os, og at han vil os det godt. Fra skabelsen er vi udset tl at være under Guds kærlighed. Mennesket er skabt sådan, at vi ikke tvinges til at tage imod Guds kærlighed. Mennesket er i stand til at blive fristet, så de første mennesker faldt i, og spiste af den forbudte frugt. Konsekvensen udeblev ikke. Mennesket blev smidt ud af Edens have og må leve et liv, hvor vi skal kæmpe for føden, hvor vi ligger under for synd, og slutteligt må dø.

Det gamle testamente er fyldt med Guds anvisninger og bud til os, sådan at vi ikke kommer galt afsted. Det var noget af det, som Maria sagde i sidste uge.

Hun lagde også vægt på at Det gamle testamente i meget høj grad har været med til præge vores måde, at indrette samfundet på.

Pagtens ark, som indeholdt tavlerne med de ti bud, har været centrum for hele tilbedelsen af Gud i og med, at

page1image28897280

2 af 8

den blev placeret i Salomons tempel. Jerusalem blev stedet, hvor Gud boede og regerede fra.

Som både Maria sagde i søndags, og som jeg sagde i en første tale, så skal vi i vores læsning af tekster fra det gamle testamente, hvis vi ønsker at uddrage trosmæssige konklusioner fra det læste, hele tiden se tilbage på teksten gennem det, som vi ved, Jesus har sagt og gjort.

Det er rigtigt forstået, når vi siger, at Jesus bygger videre på mange af teksterne i det gamle testamente. Det er det fundment, han står på.

For det første er det sådan at Jesus er jøde. Han er jo ikke kristen. Det er slet ikke opfundet endnu.
For det andet, vil Jesus tale en ny tro til mennesker, der allerede har en tro. I hvert fald til den del af hans mission, som er rettet mod jøderne. Vi ved at Jesus havde en del konflikter, fordi han ikke lod sig begrænse til at kun at tale til jøderne.

Han bygger til dels på hvem han er, men også på, hvem de, der lytter, er.

Jesus forkaster ikke loven, og de gamle fortællinger. I begyndelsen af bjergprædikenen, citeres han for at sige: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.”1

1 Matt 5,17

page2image28899776

3 af 8

Men resten af kapitel fem er et voldsomt oprør brugen af loven. Et opgør mod lovenes brug – ikke mod loven i sig selv.

Det er her jesus igen og igen siger. I har hørt det er sagt, men jeg siger jer. Her gør han op med begreber som vrede, ægteskabsbrud, at sværge, skilsmisse, gengældelse. Og måske den mest udfordrende: “I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer,.”2

Jesus forkaster ikke Loven, Profeter, salmerne, men han indvarsler en ny brug af det.

Med Jesus kommer der noget nyt.
I har hørt, men jeg siger….
Lidt mere konkret, hvad er det der er nyt? Jesus taler om Gud som en himmelsk far.

Vi ser det i begyndelsen af bjergprædiken, når Jesus introducerer det, der måske der måske er den mest intime bøn, fordi vi ofte beder den sammen, fadervor.

Den indledes med at du og jeg, og ja, alle andre også, kan tiltale Gud med Vor Fader3

2 Matt 5,43.3 JF. Mat 5,9

page3image28899392

4 af 8

Det nye er, at det kan vi gøre hvor som helst, og vi behøver heller ikke præsters mellemkomst.
Forholdet mellem Gud og dig, er blevet et direkte forhold. Et personliget forhold. Du og Gud.

I det gamle testante er det Gud, der gennem Abraham, laver en aftale, om at Abrahams folk skal være Guds folk, Gud vil være deres Gud.4 Det er kollektivt.
Senere ser vi at folket, er det folk, som Moses leder ud af fangeskabet. Det folk, som Gud initierer fællesskab med, ved at give dem de 10 bud,5 som Maria i sidste uge tale om, blev opbevaret i pagtens ark.

Det er altså gammeltestamentlig tankegang, at forholdet mellem Gud og mennesker laves af et enkelt menneske, på vegne af hele folket. Hermed ser vi også, at folket alene ved sit tilhørsforhold til folket, kollektivet, er omsluttet af Guds pagt.

Det er folket, som senere dyrker Gud i templet.6 Det er folket, som bringer ofre til præsterne, som slagter dyrene i templet, således at dyrenes blod, når det løber ud over alteret renser folket for al dårligdom. Dette er en lovpraksis om syndoffer7 som er helt tilbage fra da folket under Moses vandrede i ørkenen.

4 JF. 1. Mos 155 2. Mos 20
6 2. Krøn 5
7 3.Mos4

page4image28901120

5 af 8

Fast forward, så er det mest centrale som Jesus gør i tråd med denne tankegang, men samtidigt et opgør med den.

For vi har en Jesus, Guds søn, Messias, Verdens frelser, som lader sig slå ihjel på et kors.

Det er en radikal anderledes fremstilling i af Gud, end den vi ser i det gamle testamente. Indtil nu har historien om Gud været en historie med en stærk, krigerisk, rethaverisk, retfærdig, dømmende, skabende, almægtig Gud.

Men Jesus viser os afmagt!8Jesus viser os død. Opstandelse.
Nåde.

Jesus er det offer, som bringes én gang for alle.

Det er sådan set det, som er kernen i i den nye forståelse af Gud, som det beskrives i det nye testamente.

Når vi har nadver, synger vi se Guds lam, som bærer alverdens synd, forsoner, befrier og døber med ånd.9 Vi synger sådan, fordi Jesus har afløst offerlammet i templet.

8 2. Kor 12,10
9 Tomas Bostrøm: Se, Guds lam. Salmer & Sange 2006.

page5image29046656

6 af 8

Vi anerkender det, når vi tager mod brød og vin, givet med de samme ord, som Jesus selv brugte, da han række brødet og vinen til sine disciple.

“Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”10

Igennem hele bibelen er det sådan, at hver gang noget nyt er sket mellem Gud og mennesker, så er initiativet kommet fra Gud.

Jesus er et så radialt påfund fra Guds side, at der er et før, og der er et efter.

Derfor er det også vigtigt at forstå, at nu er der noget andet på spil. Det betyder ikke at vi bare skal rykke det gamle testamente ud af vores bibeler. For der finder vi vore historie, den kultur og den tro, vi bygger på.

Men med Jesu er noget nyt begyndt, derfor skal vi læse gamle testamentelige tekster, gennem hvad vi ved om Jesus.

Noget nyt er kommet til, og det er det, som kommer til udtryk i den tekst, som var oplægget til denne tale, nemlig missionsbefalingen.

10 Matt 26,26-29.

page6image29048384

7 af 8

Måske husker du, hvad Jesus indleder med at sige…… : “Mig er givet al magt i himlen og på jorden..”11

Magten ligger hos Jesus, den ligger ikke længere i loven. Herefter siger Jesus til disciplene, at de skal gå ud…. Det går ikke umiddelbart så godt med det, men det tager vi på søndag…. og så skal de lære folk at holde alt det som jeg har befalet jer.12”

De skal dele det, som Jesus har sagt. Loven – mange af lovteksterne fra det gamle testamente, er afløst af Jesu lære.

Det betyder ikke at loven er ligegyldigt, men det viser at der er en udvikling. Den udvikling er også tilstede gennem det gamle testamente. Forståelsen af Gud har været under udvikling fra de første skrifter, hvor vi er omkring 3900 år tilbage i tiden og frem.

Der sker noget hele tiden, for Gud er ikke statisk. Det er præcis derfor det stadig er nødvendigt at bedrive teologi, hvor man bruger alt det man overhovedet kan trække på i en jagt på forståelsen af hvem Gud er.

Den rejse er vi også på, men vi rejser med den viden, at kernen i al kristen tro må og skal være Kristus.

Amen.

11 Matt 28,16
12 JF- Mat 28,20.

page7image29047040

8 af 8

Måske bruge billede af gammel mobil, som vi jo ikke bærer med os. Den ligger hjemme i skuffen, for den er blevet afløst af en mere tidssvarende model.

Skilt fra mig kan I slet intet gøre.

“Jeg er herre i mit eget liv. Jeg søger økonomisk frihed, så jeg selv kan vælge om, eller hvor jeg vil arbejdet. Det er mig, der bestemmer i mit liv.” Sådan lyder det blandt rigtigt mage af de menesker, som især vores unge følger på instagram.

I lyset af det, kan det lyde noget provokerende, at Jesus i historien om det sande vintræ udfordrer med et statement, der siger: Skilt fra mig, kan I sket intet gøre. Jesus taler altså denne individualitet i mod, han har en anden vej…

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det forberedte skrevne ord, og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5
Prædiken søndag d. 30. juni 2019.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 19,1-5 & Joh 15,1-5
Bliv i mig, og jeg bliver i Jer!
I disse tider, hvor vi erfarer, at mange af de internationale institutioner, som siden 2. verdenskrig har skabt og bevaret freden i Europa nedvurderes og af flere politiske samarbejder og frihandelsaftaler dømmes unødvendige, fordi insitutioner og lande ønsker, at klare sig selv fordi de vil stå alene, så lyder nogle af de ting, Jesus siger i denne tekst helt rigtige, eller i nogens øjne, som det glade vandvid.
I lyset af det kan det godt virke en smule provokerende, eller ligefrem profetisk, at læse teksten fra Johaneevangeliet, hvor Jesus siger os, at skilt fra mig kan I sket intet gøre.1
Det virker på mange måder som om at tidsånden, siger at vi ikke vil være ansvarlige for andre end os selv, samt at andre ikke skal blande sig.
Britterne har travlt med Brexit, eller hvad det nu egentlig er, de har så travlt med. Gad vide om nogen faktisk ved det?
USAs præsident Trump rokker ved musketereden i Nato- forsvarspagten. Ved folketingsvalget dukkede der nye partier op, som mildt sagt er anderledes end de andre, man kunne stemme på.
På mig virker det, som alliancer og velprøvede strukturerer ikke længere påskønnes.
1 Joh 15,5b.

2 af 5
Så har vi Jesus, der siger: “Skilt fra mig, kan I slet intet gøre.”
Individualitet og uafhængighed løftes op, som fine dyder. Dette er meget tydeligt f.eks. på Instagram, hvor nogle af de, mennesker, som vores unge følger, netop er selvstændige influencere, der ikke er bundet af faste ansættelsesforhold.
Dette fremstilles, som lykken. Mange af vores unge, går utroligt meget op i antallet af følgere, for det tror de man kan leve. Sandheden er jo, at det er der meget få, der kan.
Det er som om, vi er blevet allergiske overfor andre menneskers indblanding eller indflydelse i vores liv. Jeg er herre i mit eget liv. Hvad jeg gør og havd jeg beslutter, det er min sag.
Samtidigt er det interesant at se, at antallet af mennesker, som er ensomme, som har ondt i livet, eller som ikke rigtigt syntes, de passer ind nogen steder, er stigende. Der er temmeligt mange, især unge, som giver udtrykt for, at det bare er for meget, med alt det man skal tage stilling til.
I mit baghoved, har jeg stadig Jesu ord: “Skilt fra mig, kan I slet intet gøre.”
I en verden, hvor mange oplever ensomhed og utilstrækkelighed, men alligevel ønsker, at være helt uafhængige af andre, kan ordene fra Jesus lyde en smule provokerende, måske bedrevidende. Eller måske er der en profetisk stemme, som bør få os til at tænke.

3 af 5
Jesus siger: “Jeg er det sande vintre, og min fader er vingårdsmanden.”2
Vi skal huske på, at de som lytter til Jesus, selv er menesker, som er vokset op i en jordburgskultur, så de er helt med på betydningen af de billeder, som jesus anvender.
Så når Jesus siger, og I, I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til Jer, og kæder det sammen med, hvordan han selv har oplevet at hans himmelske far, har renset grenene for at de skal bære mere frugt, så er det billeder, som går rent ind.
De forstår, at vingårdsmanden bør have et større perspektiv end de selv har, og de er ok med det. De lever med det afhængighedsforhold, som er.
“I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer”…. og så fortsætter Jesus: “Bliv i mig, og jeg bliver i Jer!”3
Hov, er der en konflikt med, hvordan vi normalt forstår tingene? Metodistkirkens dogme om forekommende nåde beskriver, hvordan ethvert fællesskab mellem Gud og os, altid vil være blevet til på Guds initiativ.
Længe før vi har skænket Gud en tanke, har han tænkt på os. Længe inden vi har overvejet, om vi tror på ham, eller om vi hører ham til, så har Gud rakt ud, så har Gud ladet sin søn dø på korset og ladet ham opstå igen, for os.
2 Joh 15,1 3 Joh 15,5b

4 af 5
Initiativet og nåden er Guds. Pludselig er der anvisninger på, at vi skal gøre.
Hvordan rimer det?
Er der pludselig betingelser knyttet til, at kunne tro?
Det er vigtigt at se, at dette ikke er en betingelse, men en anvisning for at kunne leve troen ud.
Det er anvisning, som er givet, for at jeg kan bære frugt og gøre en forskel andre meneskers liv.
Jeg skal blive i ham, og løftet er, at han bliver i mig.
Tro er ikke et statisk forhold. I Johannesevangeliet beskrives troen, som dynamisk, som et forhold mellem Gud og jeg, hvor der er en gensidig afhængighed mellem Gud og mig.
Dette skal også ses i sammenhæng med det næste afsnit i kapitlet, hvor Jesus udfordrer sine disciple til at udleve radikal næstekærlighed.
At være en kristen, vil altid involvere en forbundethed. Vi er forbundet med hinanden og forbundet med Gud. At være en kristen er ikke et individuelt personligt udviklingsprojekt.
Helliggørelse finder altid sted, nært forbundet med Gud, og altid i rammerne af menighedens fællesskab. Vi har brug for hinanden.
Det er interessant at se, at tidligere i Johannes finder vi en del udsagn, hvor Jesus omtaler sig selv som…. f.eks.

5 af 5
livets brød.4 Bibelkyndige teologer foreslår at dette skal ses i sammenhængen, hvor Jesus her siger: Jeg er det sande vintræ.
Det lyder jo en hel del, som nadver, og det er ikke tilfældigt.
Jesus siger: “Bliv i mig, og jeg bliver i Jer.”
Det lyder som en ordre, men det er en opfordring. Om opfordring som gives os, for at vi kan bære mere frugt. Også en opfordring, som bærer løftet om at tage mod Jesus, på en sådan måde at vi lader troen på ham, være helt central i vore liv, for det er gennem det, at vi har muligheden for at bære meget frugt.
For skilt fra ham, kan vi slet intet gøre, og det vil da ærligt talt være lidt dumt, ville det ikke?
Amen
4 Joh 6,35

 

Trinitatis – Gud er, hvor du er.

Tiden efter Pinse kaldes Trinitatis-tiden. I søndags fejrede vi, at Guds ånd faldt over disciplene. I dag skal vi tale om Åndens sammenhæng med Gud, som også er Gud Fader og Gud Søn.

Det er et emne, som utroligt nemt kan blive langhåret (det var Jesus sandsynligvis …).

Kernen i gudstjenesten bliver, at vores Gud ikke kun er en Gud, som er stor og mægtig. Han er faktisk også en Gud, som vi kan have en relation til. Pinsens Ånd handler om, at Gud er, hvor vi er, og vil være sammen med os, sådan at vi faktisk kan opleve det.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 16. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Ord 8,1-4,22-31 & Joh 16,12-15.
Trinitatis – Gud er, hvor du er!

I dag begynder det, vi i kirken kalder trinitatistiden. Det er det lange seje træk i tekstrækkerne, hvor der ikke rigtigt sker noget ekstraordinært før første søndag i advent. Det er alle præsters skræk, for nu skal rugbrødsmotoren i forkyndelsen til at arbejde. Hvordan holder vi den gående indtil 1. søndag i Advent?

Hov, stop lige en gang. Tænker man virkelig, at nu sker det ikke noget ekstraordinært i historien om Jesus, som skulle være værd at fortælle de næste 27 søndage?

Det er jo noget sludder!
Historien er ekstraordinær hver eneste søndag!

Vi, der har læst store dele af bibelen, vi der kommer til gudstjeneste jævnligt, vi vænner os til de begivenheder, som er bibelens historie, så man næsten kan sige, at vi lulles en lille smule i søvn, og overser det ekstraordinære, som sker lige for næsen af os.

Det er ligesom med gourmet-mad, man vænner sig til det, og så glemmer man at påskønne det.(Det er jo det, min familie oplever.)

I søndags fejrede vi pinse, og vi glædede os over, at Ånden faldt over disciplene, så mennesker på tværs af alle skel og grænser, kunne forstå det, når disciplene talte om Guds storværker.

2 af 4

Det er let, at komme til at se det, som en isoleret mega- begivenhed, men som vi skal se i dag, så er det ikke nogen isoleret begivenhed, men en event, på et langt sejt træk, som Gud har gang i. For Gud kender om nogen til det lange seje træk.

Det er det, som afspejles i dagens læsning fra Ordsprogenes Bog. En lidt underlig bog, som vi ikke ret ofte benytter os til at prædike ud fra.

Ordsprogenes Bog er den del af den bibelske litteratur, som vi kalder visdomslitteratur. Bibelen er jo en samling bøger, med en masse forskellige egenarter.
I Det Gamle Testamente, finder vi ud over visdomslitteratur, bl.a. profetlitteratur, historiske værker, lovtekster, salmedigtning og apokalyptisk litteratur.

Visdom dækker over en urgammel orientalsk tradition, som på hebræisk kaldes “Chåkmā.”
Dette dækker både over intelligens, håndværksmæssig snilde, livsklogskab, kunstnerisk blik, sagkundskab og verdensklogskab. Det er altså vide begreber.

Måske lagde du også mærke til, at visdommen omtales som hun i vers 4. Hun forsøger at få alle mændene i tale.

Den moderne teologi – og med moderne, så mener jeg Ny Testamentes teologi omkring Helligånden – bygger videre på dette begreb. Det kan godt være at Ånden faldt i pinsen, men vi må forstå, at Ånden er en del af treenigheden, hvor vi siger at Gud på én og samme gang er Fader, Søn og Ånd.

Ånden = Visdommen har altså været i verden siden før verdens skabelse, ligsom Gud og Jesus dermed også har været før verden.

3 af 4

Gud Herren skabte visdommen, Ånden, som en af de første af sine handlinger tilbage i evigheden.
Tilbage i evigheden, sagde jeg virkelige det. Ja, det gjorde jeg for evigheden går ikke kun fremad, den må nødvendigvis også gå bagud.

Vi ser det faktisk også i de allerførste ord, som er i bibelens begyndelse, hvor der skrives som verdens skabelse.
“I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”1

Gud har med sin Ånd hele tiden være tilstede. Endda fra før verden blev til, og han vil være tilstede længere end tiden går.

Nu er vi på vej ind i trinitatis tiden, og bare rolig Maria og jeg skal nok finde på et par prædikenserier inden vi kommer til advent.
Men det er vigtigt, at få med os, at Ånden – visdommen om du vil – er den nøgle som troens døre i hjerte og i hoved låses op med.

Uden Ånd, kunne vi ikke forstå Kristus. Uden Ånd, vil vi ikke kunne tro og tage mod den gave, som troen er. Uden Ånd, ville vi ikke kunne formidle tro til andre.

Ånden er Sandhedens Ånd, som Johannesevangeliet ynder at kalde den. Den Ånd, som skal vejlede os i hele sandheden.

1 1. Mos 1,1-2.

page3image20579456

4 af 4

Ånden gør, at vi kan tro, også selvom vi ikke nødvendigvis forstår. Personligt må jeg sige, at jeg synes, det er uvurderlig gave, som gives os.

Det er også det, som ligger ligefor i Johannesevangeliets fremstilling af de Ord, Jesus siger til sine disciple. At nu er de kommet til et punkt, hvor de ikke kan rumme mere.

Men der er jo mere. Efter Jesus er borte, er det Ånden, som skal formidle Guds løfter og kærlighed til disciplene, og til os.

Hver gang vi er samlet i kirken til gudstjeneste, hver gang du og jeg folder vore hænder i bøn, hver gang vi åbner vores bibel, hver gang vi istemmer en salme eller en gospelsang, hver gang vi er en næste, så åbner vi os for Guds Ånd, som taler til os og ikke mindst gennem os.

Guds Ånd er levende, nærværende og altid tilstede. Guds Ånd er der, hvor du er. Også gennem det lange seje træk i kirkeåret, der ligger foran os.

Jeg fristes næsten til at sige Gudskelov. Amen.
Salme: Kom Helligånd, mit hjerte fyld.

Ånden falder

I dag fejrer vi pinse. Det er dagen, hvor vi fokuserer på, at Helligånden faldt over disciplene, som gemte sig i Jerusalem.

Det er en mærkelig historie. Der er tunger af ild, og lyden af et voldsomt stormvejr. Der er en mængde mennesker, som egenlig taler andre sprog, men som alligevel forstår disciplene, når de fortæller om Gud og alt, hvad de har oplevet sammen med Jesus. Der er de, som fejer det hen og tror at disciplene er fulde.

Men der er mere på spil i Jerusalem. Det er den begivenhed, som åbner kristendommen op, så den i stedet for at ende som en nyreligiøs sekt indenfor Jødedommen i dag er en global tro på en god og en kærlighed Gud, som vil mennesker som du og jeg. Jeg håber virkelig, at vi er fulde af lige præcis den ånd, som faldt i pinsen.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 2,1-13. Pinsen.

Kristne er alle dage blevet beskyldt for at være lidt specielle eller ligefrem mærkelige. Det er der intet nyt i.

Se blot på, de sidste linier den tekst, som Amanda læste for os. “Andre spottede, og sagde”De har drukket sig fulde i sød vin.””1

Folk fattede ikke, hvad der skete med de her disciple, som havde tunger af ild siddende på sig, som var i et rum, vor lyden af kraftige vindstød fyldte hele huset. Og hvor snakken gik højt. Meget højt.

Disciplene talte de ord, som Ånden indgav dem, at sige. Hvad var det de talte om, jo de talte om Gud storværker, for det var det, som fyldte hos dem.

Tænk en gang, hvad de gennem de sidste par år har oplevet sammen med Jesus.
Jeg kan godt tage mig selv i, at blive lidt misundelig. De har fået lov at gå sammen med Jesus, og de har fået lov at lære direkte af ham. Sikke et privilegium.

Så har de selvfølglig også oplevet at han blve taget til fange, at han døde på korset. Den oplevelse tænker jeg godt, at de kunne have undværet.

På den anden side har de jo været med til at han opstod fra de døde. De har troet og tvivlet.

1 Apg 2,13

page1image27997888

2 af 5

De har fået lov at stå ansigt til ansigt med ham igen efter opstandelsen, og de har fået lov at forstå, at det ikke var tomme ord, men at Gud sejrer over alt ondskab, ja selv over døden.

For ti dage siden var det Kristi Himmelfart, og de så Jesus blive løftet op i skyen, og forsvinde fra dem. Mens hans sidste ord til dem kørte rundt i hovedet på dem. De skule gå op til Jerusalem og og vente på noget, som Jesus kaldte både talsmanden og kraften fra det høje.

Nu er de i Jerusalem, hvor de faktisk gemmer sig. Men nu går det i opfyldelse her, hvor Guds ånd falder over disciplene. De har så meget på hjerte og der er sket så meget i deres liv, at de sket ikke kan holde mund med det.

Det, som er miraklet er, at Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker fra alle mulige steder og derfor har de andre sprog, og de kan faktisk forstå hvad det er disciplene taler om.

Du og jeg ved jo godt, at nogen gange, når noget kommer for tæt på, så kan vi finde på at slå det hen i en joke eller en dumsmart bemærkning.

De er jo fulde…. Så behøver vi ikke forholde os til det.

Her sker præcis det, som Jesus advarer om i forbindelse med lignelsen om sædemandet. Jesu siger: “De skal se og se, men intet forstå. De skal høre og høre, men intet fatte.”2

2 Mark 4,11

page2image27772800

3 af 5

Pinsen er underet, hvor Gud viser sig på en ny og overraskende side. Ånden har ganske vist været i verden, siden begyndelse, men nu falder Ånden over disciplene på en måde, som ingen kan være overhørig. Helligånden er Guds ultimative kommunikation. En kommunikation, der lige som Guds agapekærlighed, tager sit udgangspunkt i modtageren.

Det er Gud, der gennem disciplene kommunikerer sin nåde og kærlighed, på tværs af alle barrierer, der måtte være. Om så det kræver alle mulige sprog, så er det muligt også at krydse den grænse, for budskabet om Guds kærlighed, er stærkere end noget andet, og det lader sig ikke begrænse af noget som helst.

Vi har døbt Bjørn. Vi bad om, at han ikke bare måtte blive døbt med vand, men også med Helligånden. At Gud måtte tage sin bolig i ham, og være med ham alle dage. Der er en vis sandsynlighed for at Bjørn, ikke forstår det med sin forstand, hverken i dag eller om fem år, men ikke destomindre, er det det, der i dag ved Åndens kraft er kommunikeret, ikke bare til Bjørn, men til os alle. At Gud kærlighed er gældende fra før Bjørn og efter Bjørns liv rinder ud. Guds kærlighed er gældende nu og altid. Og den er gældende overalt.

I pinsen falder Guds ånd. Det skete for ca. 1990 år siden, men det har stadig betydning for os i dag.

Hvis ikke Ånden var faldet verdens centrum, som var Jerusalem, så var kristendommen sandsynligvis et et slags nyreligiøst appendix til jødedommen. En tro, som var forbeholdt et bestemt folk, en bestemt kultur og et

4 af 5

bestemt sprog. Den ville måske ovenikøbet være bundet til et bestemt sted.

Med pinsens under, tunger af ild, og lyden af en storm, åbent kirstendommen op for alle mennesker, alle kulturer og alle sprog.
Det er det, som gør at kristendommen er blevet et globalt fænomen, som går gennem tid og sted og på tværs af mennesker.

Hvis ikke Ånden var faldet, var troen på jesus sansynligvis ikke kommet uden for Israels grænser. Nu er der kristne i Argentina, Alaska, Nordnorge, Sydafrika, Australien, Japan, Sibirien, Japan, Filipinerne, Portugal, Danmark.

Det er et mirakel, og det har gjort verden til et bedre sted.

Det er den kærligheds Ånd, som vi fejrer overalt, og som Bjørn også er en del af.

Na ja, du er selvfølgelig også en del af det.

Det er pinsens under, at det kan være sådan, selvom du – eller jeg for den sags skyld – ikke helt kan forstå det.

Men derfor kan det godt være sandt.

Jeg håber virkelig at vi er fulde – helt fulde af den Ånd, som faldt i pinsen.

Så må alle andre tænke lige, hvad de vil.

 

Amen.

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048page2image52879808page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.