I dag skal du være med mig i Paradis

Det er sidste søndag i kirkeåret. Lige rundt om hjørnet venter adventstiden, hvor vi glæder os over, at lyset (Jesu komme) begynder at bryde frem. I sin tale ved gudstjenesten på søndag maler jeg et billede af Jesus som konge. Men det er en anderledes konge, for han hænger på et kors og er tilsyneladende fuldstændig afmægtig. Ved hans side hænger to forbrydere, som også korsfæstes. Den ene af dem forstår hvem jesus er.

Men hvad er det, han ser, som gør, at han pludselig forstår og tror på en sådan måde, at Jesus lover ham en plads i paradis?

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Gudstjeneste søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.
Musik: Anders Gustavsen-Sprotte. Finn Hansen Trøjgaard. Sang: Emma Berghuis Stokholm, Rikke Roland Honoré  & Søren Jantzen.
Teknik: Julian Felix-Levin

Emma: Peace in Christ
Velkomst
Salme: Hil dig frelser og forsoner
Bøn – Fadervor
Børnekirke
Indslag om indien
Omtaler og indsamling
Salme: Glæd dig, din Herre Gud
Bibellæsning
Tale
Taizé: Jesus, Guds søn, du lys i mit indre (flyder over i….) Bøn og lys
Rikke: Remembrance
Salme: Der er noget i luften
Velsignelse
Søren: He Lives

2 af 8

Prædiken søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.

Der hang to mænd på et kors…

Det kun lyde som indledningen til en joke, men det er det ikke i dag. Det er indledningen til den sidste tale i dette kirkeår.

Denne sidste søndag inden, adventstiden begynder, fokuserer vi på Jesus, som kongen, den almægtige, verdens frelser. For der ingen tvivl om, at frelsen kom med den mand, som er hele verdens lys.

Så er spørgsmålet bare om vi faktisk har brug for frelse?

Er der mere i historien om to mænd, der hang på et kors?

De to mænd, der hang på et kors, var i en situation, hvor de havde brug for frelse. Det var ret åbenbart at, de havde brug for det – ret desperat endda.

For er man først i romerriget blevet dødsdømt, og hamret fast til at kors, så man kunne hænge der i vanvittig lidelse, og på den måde blevet en del af datidens syge reality-shows, så var man sådan cirka så langt ude, som man overhovedet kan komme som menneske.

Vi ved ikke andet om de to mænd på koret, end at de var forbrydere. Faktisk betyder det græske ord (κακοῦργοι) “de, som gør det onde.” I Matthæus1 og Markus2 beskrives de som røvere. Det er sikkert derfor mange af os mener, at det er to røvere.

1 Matt 27,38 2 Mark 15,27

page2image9781248

3 af 8

Forbryder er ikke noget man bliver sådan over night. Der ligger sikkert en lang opvækst fyldt med svigt og bristede muligheder bag de to mænd, på korset. Der er ganske givet en lang række af forbrydelser, og mennesker de har forudrettet bag dem. Helt sikkert er det, at deres liv har ikke være let. og der er løbet meget vand i åen, før man kommer til at ende sit liv, som dødsdømt, selv i datidens grusomme romerige.

Med det siger jeg, det som ene røver bekræfter, da han nævner, at de to kriminelle får løn som forskyldt.3 De har selv bragt sig i en situation, hvor de faktisk får som de har fortjent. Med andre ord, de er sådan cirka så langt fra at kunne kalde sig Guds bedste børn, som man kan være.

Der hænger to mænd på et kors, og de er så langt ude, som man overhovedet kan være. De er i helvede! Når man er i helvede, kan man ikke redde sig selv. Da har man brug for frelse.

Mellem dem hænger en tredje mand. Han er ligesom dem selv, blevet slået, sparket og pisket. Det er ham al opmærksomheden er omkring. Det er ham de mange menesker, som er forsamlet gør nar af. Det er ham de råber af. Det er ham de er kommet for at se.

Over ham på korset hænger et skilt: INRI
Det er besættelsesmagtens ydmygelse på deres latin: Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum”
Jesus fra Nazaret – Jøderne konge.

Ydmygelsen var total- Ingen kongelig er henrettet ved korsfæstelse. Hvis man var kongelig, hvad man selv i døden privilegier, som gjorde dødstraffen mindre smertefuld.

3 Luk 23,41.

page3image9774464

4 af 8
Soldaterne håner ham

Jesus har på intet tidspunkt i sit liv hævdet, at være fornem eller kongelig på den måde, andre er. Tværtimod har han altid opsøgt de fattige, de udstødte, de forhadte, de glemte, de oversete, de kriminelle, de prostituerede. Ofte er Jesus af de fromme, præsterne og farisæerne, blvet kritiseret for at omgås alle de urene. Underforstået, at han da burde være samen med dem, for de har jo med deres ydre fromhed vist, at de har gjort sig fortjent til hans opmærksomhed.

På Golgata er Jesus også sammen med de nederste, de forhadte og de udstødte. To røvere, der sammen med ham skulle lide og dø.

Vi ved ikke meget om dem. Men det er overvejende sandsynligt, at de har hørt om jesus.
Det havde alle.
De ved, at han har helbredt syge, at han har en tendens til at spise sammen med alle dem, de andre hader. De kender sikkert nogen, som er blevet det i Jordan af Johannes Døberen, som forberedte folk på frelsens som Esajas har profeteret om.”

Så de ved godt, hvem Jesu er. De ved, at han har sagt at man skal elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én.4

Nu oplever de, at Jesus faktisk gør det, han har sagt andre skal gøre. korsene er lige blevet rejst og midt i jublen fra masserne og smerten og lidelsen Jesus selv var i, udbryder han.”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”5

Røverne ser en mand, der er nærmest nedbrudt, men også en mand, som holder fast i det, han tror på.

4 Matt 5,44 5 Luk 23,34

page4image9773696

5 af 8

Den ene røver spotter ham og siger: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!”6 Når vi selv er på spanden, kan vi afledes os fra vores eget rod, ved at finde andre, der også er på den. Det er meget menneskeligt.

Den anden begynder at forstå, at Jesus er for real. Så han flytter fokus røveren, der mobbede Jesus. Han irettesætter den mobbende røver. Vi to får det vi har fortjent. Det er helt galt, men retfærdigt. I bibelsk sprogbrug: Vi er syndere og får det vi har fortjent. Men på peger han; Jesus er helt uskyldig!

Midt i deres værste elendighed, har de fået noget at tænke over. Når de ser op, opdager de, at Jesus er med dem i deres lidelse. Måske er det desperation, måske er det sidste håb. Der er i alt fald ikke et langt livs studier af bibelen, eller mange besøg i synagogen, eller ofringer i templet.
Med sine sidste kræfter udbryder han: “Jesus, Husk mig, når du kommer i dit rige!”7

Ordet husk mig8, betyder ikke bare husk, for det er et ord, som i det bibelske univers betyder mere end det. Det betyder “Hjælp mig, frels mig.”

Jesus ser ikke på den døende mands meritter, hans tro, hans hellighed, men han hører hans råb, og dermed hans tro. Han ser hans behov for frelse. Måske er hans tro ikke større end et sennepsfrø9, men den er der, ellers havde han ikke råbt.

Nu bliver det interessant: jesus siger: “I dag skal du være med mig i Paradis!”10 I dag betyder lige nu.

6 Luk 23,39 7 Luk 23,42

8 Gud glemte ikke Noa 1. Mos 8,1, Gud huskede Abraham og reddede Lot i 1. Mos 19,29

9 JF. Matt 17,20 10 Luk 23,43

page5image9772928

6 af 8

Hvad sker der med os, når vi dør? Baseret på min læsning af bibelen, bl.a. præcis dette stykke, er det min tro, at når vi dør, oprejses vi umiddelbart i Guds rige. Jeg tror sådan fordi jeg læser, at Jesus har samtaler med Moses og Elias i evangelierne11. Jeg tror sådan fordi Paulus indikerer, at hvis han dør, skal han være sammen med Gud.12 Jeg tror det, fordi Jesus siger i dag skal du være sammen med mig i Paradis. Jeg tror sådan fordi menneskers nærdødsoplevelser viser os, at det nye liv begynder umiddelbart.

Jeg tror sådan, fordi jeg har oplevet menensker finde dyb fred og tillid ind i døden. Min mors gamle faster, som hele tiden i øvrigt har sagt til min familie, at jeg endte som præst, døde med et smil på læben og et tak Jesus.

I dag skal du være med mig i Paradis.

Paradis er et gammelt persisk ord, der betyder kongens have. Den største belønning man kunne få, var at blive lukket ind i kongens have og nyde skønheden og freden der. Der var intet smukkere sted på jord. Med tiden blev Paradis overtaget af den jødiske kultur og begyndte at henføre til Edens have, som er kongens have – Guds have.

Haven som Gud har skabt os til at være i., Og ja, det er rigtigt, at menesket på grund af Adams og Evas synd, blev smidt ud af haven og dermed fremmedgjort for Gud. Men det er den have, der peges på, når Jesus siger, I dag skal du være med mig i Paradis.

Gud ønsker at vi skal leve i Paradis, og indtil da er det vores opgave at skabe et Paradis, som kan være på jorden, blandt menensker i vores verden. Men der kommer en dag, hvor vi skal være med Jesus i Paradis.

11 Mark 9,2-13, Luk 9,28-36 og Matt 17,1-10. 12 Bl.a.Fill 1,20

page6image9772736

7 af 8

Jeg siger ikke, at bibellæsning, bøn, næstekærlighed, dåb, nadver, gudstjenester, ikke er vigtige. Det er det. Det er vigtigt for at skærpe vores sanser og vores tro, så vi ser Gud midt i vores liv, så vi finder kræft og styrke til at elske Gud og vores medmenesker, sådan som Jesus gjorde, for på den måde peget vi på Guds kærlighed, som en forvandlende kraft i verden og i menneskers liv.

På den måde kan vi være dem, som er der, hvor menesker, har brug for at møde nåde, kærlighed og barmhjertighed, for det er vi kaldet til at vise og til at gøre.

Det er præcis det Jesus viser på koret overfor de to røvere. Det er det jesus viser du og jeg på korset. Det er en helt central begivenhed i al kristen tro og tanke, for på korset og med ordene til i dag skal du være med mig i Paradis, gøres der op med at al synd, som kan skille et menneske fra Gud og for et evigt liv i Paradis.

Jesus spørger ikke forbryderen om han tror, om han er døbt om han vil være med til at opretholde… han ser ham for den han er.

Det er lige snart adventstid, og vi skal gøres klar til at fejre, at Jesus kom, at Gud vil frelse os og denne verden fra alt ondt og fra vores egen selvoptagethed.

I dag er grunden lagt, og jeg vil slutte af med at sige at vi kan tage mod og bringe Guds kærlighed frem overalt. For uanset hvad, så er vi aldrig et sted, hvor vi kan sige, at vi har gjort os fortjent til den.

Nåden er for alle. For røveren i elendighed på korset, for du og jeg, uanset hvilket elendighed, eller hvilken fest, du måtte begynde dig i.
Jeg har brug for frelse, og det tror jeg også, at du har.

8 af 8
Jesus er med dig. Lad os byde adventstiden velkommen.

Som Paulus så fint siger det: “For at nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke Jer selv, gaven er Guds.”13

Amen.

page8image9771776

13 Ef 2,8

Gud er gud for de levende… Om opstandelsen

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Du kan høre mer her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid af afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

2 af 8

Prædiken søndag d. 10. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 20, 27-38.

Uenigheder om alle mulige emner har siden tidernes morgen været et vilkår for eksistensen af religiøse og politiske grupperinger.

Mange mennsker lever i den vildfarelse, at mennesker i kirken er enige om alt. Når man diskuterer i kirkelige kredse, så er det næsten pinligt, for ofte er synspunktet, at vi i kirken da burde være ét.

Vi, der har været en del af kirken i en årrække, eller vi der følger lidt med i Metodistkirkens globale forhold, vi har opdaget, at vi ikke er enige om alt. … Heldigvis!

På mit kontor har jeg en plakat hængende. Der står: “Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at have ret!”

Egenlig er den en reklame for et reklamebureau, og der er en masse tekst.
Som fremhævet tekst siger den videre: “Og pludselig bliver man en gammel forstokket nar. Man gentager bevidstløst sine forudindfattede meninger.”

Reklamen er en klar opfordring til, at opsøge mennesker, man er uenig med, for dermed at strække sin hjerne og sine synspunkter. Den er en klar advarsel mod at blive det, som nemt sker for en kirke, nemlig en samling af menensker, som alle mener det samme. Og dermed er helt overbevist om, at vi ved, hvordan verden hænger sammen.

3 af 8

Følger man lidt med globalt, så ved man at The United Methodist Church er ude i en enorm diskussion – desværre i virkeligheden en konflikt – om synet den menneskelige seksualitet.

Det var den pæne måde at sige det på. Vi diskuterer om bøsser, lesbiske, og andre sensuelle minoriteter kan være præster, og om de kan blive viet i vores kirker.

Det er helt tydeligt, at hvad der er en selvfølglighed for et flertal af os i Danmark, er en hån mod Gud og en ligegyldiggørelse af Bibelens ord for store dele af af vores gode kristne brødre og søstre i mange af de afrikanske lande og i Østeuropa.

Det er en kæmpe uenighed. Desvære ser vi også den effekt i kirken, at man samler sig med dem, man er enig med, og så begynder man at tale om de andre, i stedet for at tale med de dem.

Det er ikke den model, vi ser Jesus anvende i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Det er meget passende, når det var Alle Helgen Søndag i sidste uge, at så diskuterer Jesus i dagens tekst opstandelsen.

Vi kommer ikke uden om, at det er det mest centrale teologiske element i al kristen tro. Jesus viger ikke udenom en diskussion med dem, han er uenige med – heller ikke om dette emne. Han opsøger dem.

I følge Lukasevangeliet er Jesus nu for sidste gang ankommet til Jerusalem. Han er blevet modtaget som konge og frelser. Han red ind i Jerusalem under viftende palmegrene og folkets jubel. Så det store påskedrama,

4 af 8

der ender med jesus død på korset og hans opstandelse er i gang. Momentum i Lukasevangeliet bygges op.

Forud for vores tekststykke i dag, kan vi læse hvordan Jesus går direkte ind på tempelpladsen. Han opsøger altså med det samme de menensker, som er mest truede af alt, det han har sagt og gjort.

I Lukasevangeliet læser vi, hvordan han rydder bulen, da han smider alle vekselererne og handlende ud fra tempelpladsen.

Herefter underviser Jesus hver dag på tempelpladsen. Det gør han på en sådan måde, at de politiske og religiøse ledere – i øvrigt ofte de samme – begyndte at lægge planer for at få ham ryddet af vejen. For de almindelige menesker samlede sig omkring Jesus. De ville høre mere.1

I kapitel 20 hos Lukas finder vi Jesu diskussion med menensker på tempelpladsen. De diskuterer Jesu myndighed. Jesus fortæller lignelsen om de onde vingårdsbønder med slet skjul reference til, hvad de menensker han står og taler til, kommer til at gøre mod ham.

Der skriftkloge og ypperstepræsterne forsøgte hele tiden at sætte en fælde for ham, bl.a. med spørgsmålet om skat til kejseren, men Jesus gennemskuer dem på stedet og det er dem selv, og deres rigide forståelse af Moseloven, der bliver udstillet.

1 JF. Lukas 19,47-48.

page4image46491392

5 af 8

Helt grotesk bliver det, da en flok saddukæere træder ind på pladsen.

Saddukæerne var en konservativ religiøs retning, omkring det jødiske præsteskab i Jerusalem. De var så at sige et præste-aristokrati, som bl.a. afviste enhver tanke om opstandelse. Her må vi forstå, at der i jødedommen faktisk har været plads til forskellige forståelser om opstandelsen. Dermed har der også blandt præsterne og farisæerne diskussioner om dette.

For saddukæerne er det imidlertid en absurd tanke, hvilket også afspejles i deres løben linen helt ud i samtalen med Jesus.

Moseloven, siger, at en families mænd har pligt til at gifte sig med en brors enke, hvis hun er barnløs. Familien skal give denne kvinde afkom.
Broderen har syv brødre, som alle efterlader enken barnløs. Så hvem skal enken nu være sammen med i det himmelske?

Saddukæernes spørgsmål er i virkeligheden indlæg i debatten. De siger faktisk, se, hvor absurd ideen om de opstandelsen er. Det kan man ikke tro på og samtidigt være sund i hovedet.

Men for Jesus er tanken langt fra absurd. Den er det helt centrale håb, Jesus ønsker at efterlade til os, når han selv er død og opstået fra de døde, for bare sådan at sætte trumf på. Alt dette ved folk på tempelpladsen jo ikke. Jesus har godt nok forudsagt det, men det preller ligesom af.

6 af 8

Vi ved, at de nok skal lægge mærke til det, når Jesus selv opstår fra de døde.

Det skal ikke kun de, men en hel verden.

Jesus påpeger, at i historien om Moses, som de kender så godt, der lyder det fra Gud selv inde fra den brændende tornebusk, at han er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.2

Abraham, Isak og Jakob er for længst døde, men det er dem, Gud er gud for.
Logikken her siger at Gud ikke er Gud for døde, for alle er levende for ham, ergo er opstandelsen en realitet.

Gud er Gud for de levende,3og for Gud er livet mere end det liv, vi lever.

Så var sadukkæerne sat til vægs, og ingen turde spørge ham om mere.

Opstandelsen er helt central, og den er svær at forholde sig til, men derfor kan vi godt tro det.

Den diskuteres og teologer er ikke nødvendigvis enige om, hvad opstandelsen fra de døde helt nøjagtigt indebærer. I de senere år, har vi set at enkelte præster i folkekirken har sat spørgsmålstegn ved hele tanken om opstandelsen. Det har vant postyr og kirken har kaldt dem til orden.

2 2. Mos 3,6 & Luk 20,37. 3 Luk 20,38.

page6image46580864

7 af 8

Vi kan diskutere nuancerne, men vi mister selve kernen i kristentro, hvis vi sår tvivl om selve tanken om opstandelsen i det hele taget.

Det er den grund vi står på.

Paulus siger i sin fantastiske redegørelse for opstandelsestro i 1. Kor 15, at hvis Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken og vores tro tom.4

“Vi står på en tro, der siger:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”5

Det tror og håber jeg på! Amen

page7image46581632

4 1. Kor 15,13-14. 5 1. Kor 15,54b-58.

8 af 8

Gud er Gud for de levende

På søndag samles vi til gudstjeneste igen. Der er en kop kaffe, når du dukker op.
Musikteamet har øvet og er klar til at introducere os til en nye sang, som vi tror bliver et hit.

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Der vil være nadver og mulighed for at tænde et lys. Der er børnekirke for alle børn.
Du er så utroligt velkommen.

Den anden side – Alle Helgen gospelgudstjeneste

Ved sagens gudstjeneste taler vi om døden, som en del af livet. Vi mindes de, som vi savner og det hele er lagt i en kulisse af dejlig gospelmusik med gospelkoret Emmaus.

Desværre er det kun talen, som kan gengives. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 103 & Præd 3,1-20 & Joh 11,1-44. & Åb 21,1-8. Gospelgudstjeneste med Emmaus
Den anden side – Alle Helgen

Når jeg handler, så holder jeg meget øje med datomærkningerne på de varer, som jeg køber. Det er ikke ligegyldigt om rugbrødet kan holde sig til i morgen, eller om det har udløbsdato om fem dage.

Jeg ser en del stå og rode inde bagerst på supermarkedets hylder, så jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Vi er meget bevidste om, at varerne har en udløbsdato.

Indtil vi står ansigt til ansigt med døden, fordi én vi elsker dør fra os, eller hvis vi selv rammes af alvorlig sygdom, så fylder tanken om, at vi selv har en udløbsdato ikke videre meget i vores liv.

Det er en sandhed, at noget af det, som vi alle er 100% fælles om er, at vi en dag skal dø. At der kommer en dag, da vores tid i livet er forbi.

Der er mange måder at forholde sig til det døden på, en af dem, er den skik, som vi ser omkring os i disse dage, der som så meget andet er importeret fra USA, nemlig Haloween.

Ved Haloween klæder vi os ud og vi pynter op. Forleden kom jeg forbi en forhave, hvor man roligt kan sige, at man var gået all in på Haloween. Der var

2 af 5

simpelthen etableret grave, hvorfra der stak legemsdele op af jorden. Den fik så at sige hele armen.

I den fest, gør vi grin med og latterliggør døden. Vi lever i uhyggen og viser, at det kan vi sagtens magte. På mange måder er det fint, at man beskæftiger sig med det, som kan være svært at rumme gennem uhygge og ved at skræmme livet af hinanden.

(Jeg er lige nødt til at sige, at jeg ikke er sådan en sur præst, der synes, at dette er helt forfærdeligt. Den slags optræder så rigeligt i medierne for tiden. Sure præster, det er virkelig skræmmende.)

En anden måde, at forholde sig til døden på, er at se døden i øjnene, gennem det liv vi lever. Til det vil jeg rigtigt gerne tilføje nogle ord om, hvad kristendommen har at sige om døden.

For lige præcis omkring døden, og dermed også om livet, har kristendommen, synes jeg, nogle fantastiske input.

Den kristne tro, taler ikke udenom døden, men den forholder sig til døden, som en del af livet. Et eksempel på det er fra Salmernes Bog i Bibelen, hvor der står: “..som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. For han ved, vi er skabt, husker på, at vi er støv. Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det ikke mere. Der hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herren troskab varer fra evighed til evighed…”1

1 Salme 103, 13-17a.

page2image2027712

3 af 5

Når man i livet forholder sig til døden, er der stor forskel på, om man mener at døden er et absolut slutpunkt, og så var det det. Eller om man kan læne sig ind i en tro på, livet ikke er slut i døden, men at døden faktisk er begyndelsen på noget nyt.

Når vi i kirkerne byder ind til Alle Helgen, som er den kirkelige halloween, så ser vi døden i øjnene, og det er muligt vi bæver lidt, og tvivler en smule, men vi gør det med et håb om, at døden ikke er enden på livet, men et komma i livet, og at livet fortsætter på den anden side af døden.

I kirkerne fortæller vi historien om Jesus som opvækker Lazarus2 fra de døde. Superkort fortalt er Lazarus en af Jesu venner. Han er syg og dør. Der går fire dage, før Jesus når frem. Her mødes han af den dødes søster, som bebrejder ham, at han har været så længe om at nå frem. Johannesevangeliet nævner, at Lazarus allerede stinker, så vi skal forstå, at han ikke bare er død, men at han faktisk er meget død.

I samtalen med den sørgende søster siger Jesus om sig selv: “Jeg er opstandelsen og livet!”3

Læg mærke til rækkefølgen. Opstandelsen og livet. Jesus siger her, at opstandelsen går før livet. Han peger på, at der er mere. Så kalder han på Lazarus. Han vågner fra døden, kommer vaklende ud af graven og ind i livet igen.

2 Johannes 11,1-44. 3 Joh. 11, 25.

page3image1990336

4 af 5

Ser man sammenhængen omkring historien i Johannesevangeliet, er der ingen tivivl om, at dette sker fordi Jesus ønsker, at give mennesker omkring ham chancen for at kunne tro på det, som er så svært at forstå. Nemlig, at døden aldrig vinder over livet.

Selvfølgelig er det en helt central begivenhed i al tale om kristen tro, at Jesus også selv gik vejen gennem døden og på tredjedagen selv opstod fra de døde. Dermed viste Gud, at hans kærlighed har magt over alt – også over døden.

Mit gæt er, at vi alle sammen er stødt på historier om menesker, som har haft nær-dødsoplevelser. Det er utroligt spændende, og der er mange lighedspunkter mellem de oplevelser, som folk har. Disse lighedspunkter går på tværs af alle mulige kulturelle skel, men faktisk også på tværs af trosskel.

Nærdødsoplevelserne er ikke forbeholdt de, som før de næsten døde, har sagt at de troede på Gud.
Det som disse oplevelser fortæller mig er, at der noget i døden, som vi ikke kan forstå. Personligt fascineres jeg af, at beretningerne ganske ofte er i overensstemmelse med de tanker, som Bibelen og dermed den kristne tro, giver os at håbe på og tro på.

De tanker går samstemmende på, at døden ikke er det sidste. At der efter døden er et liv sammen med Gud, hvor alt er godt. Hvor der ikke er sygdom, nød, klage, smerte eller gråd, ja heller ikke død, som der siges i bibelens sidste bog.4

4 JF. Åb. 21, 1-8.

page4image2064768

5 af 5
Med andre ord, så er der noget godt i vente.

Jeg vil mene, at det gør noget ved måden vi lever og dør på, at vi tør håbe på, at døden ikke får det sidste ord.

Vi må naturligvis gerne sørge og savne over tabet af vores kære. Det gør ondt at miste. Det er prisen for at have elsket og være elsket.
Dem vi savner og elsker, er også elsket af Gud. Budskabet er, at de alle er omfavnet af Gud og er sammen med Gud i det evige liv, hvor alt er godt.

Det er præcis det, jeg gerne vil tro på.

Blandt de navne vi har nævnt, er min svigermor, som døde pludseligt og uventet i sommer.

Da vi, chokramte, som vi var, stod omkring hende, da må jeg sige, at fyldtes med taknemmelighed over, at kunne tro på, at det ganske vist ser ud som om døden råder, men at her vinder Guds kærlighed, og livet går videre på en anden side.

For som Paulus siger det:
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.5

Amen.

5 Rom 8, 38-39.

page5image2066112

 

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048page2image52879808page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.

Han er opstanden!

Det er påskedag. Den vigtigste dag for alle, der kalder sig kristne, eller gerne vil kunne tro. Det er nemlig dagen, hvor vi fejrer det helt centrale, nemlig at Jesus opstod fra de døde. Dette er dagen, hvor det viser sig, at alt det Jesus sagde og gjorde, ikke var tomme ord….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her: Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

1 af 6

Prædiken Påskedag d. 21. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: joh 20,1-18.

Det er påskedag, og ligesom julen, den anden store kristne højtid, så er det det de samme historier, som går igen. Ganske vist har vi i påsken, i modsætning til juleaften, hele fire evangelietekster om opstandelsen af vælge imellem.

Som præst kan det godt være lidt svært, at skulle tage fat i opstandelsen igen og igen, år efter år. Det er jo den kendte historie, som alle, der går bare lidt regelmæssigt i kirke, har hørt mange gange.

Udfordringen er ikke at gøre denne historie levende, for den er i sig selv fuld af liv. Dødens rammer er sprængt.

Udfordringen er, at fortælle historien, som gjaldt det liv og død for dig og mig. For det er lige nøjagtig det, som er på spil påskemorgen – også i år. Det gælder liv og død, intet mindre.

I Johannesevangeliets udgave af opstandelsesberetningen er det sådan, at det i begyndelsen af historien er tydeligt, at det er døden, der råder.

Den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magadalene ud til graven.

Frasen “mens det endnu var mørkt”, har både en overført og en direkte betydning.

2 af 6

Ja, det var mørkt, men det var også mørkt i den forstand at mørket rådede, døden havde talt. Og nu var det tredjedagen, og som efter alle andre dødsfald, hvor man vitterligt har mistet, er det også her som om, at dagen aldrig kan komme igen. Mørket har sejret, og det virker som om, det er for altid.

Maria Magdalene er på vej ud til graven. Vi ved, at hun også var tilstede ved korsfæstelsen, det hævder i hvertfald Matthæus-, Markus- og Johannesevangeliet. Markus og Matthæus fortæller også, at hun overværede gravlæggelsen. I alle af evangeliernes beretninger om opstandelsen, er det også hende, som er den første der ser den tomme grav.

Det er endnu mørkt, hører vi, og nu ser Maria Magdalene, at stenen er væltet fra graven. Den sten, der er så stor, at intet menneske kunne gøre det alene.

Der er lidt forskellige tolkninger om, hvem denne Maria Magadalane egentlig er, en af dem siger, at hun er den Maria, som er søster til Martha og dermed også søster Lazarus og dermed allerede vidne til opvækkelsen af af en død.

Hvis det er rigtigt, så viser det os med al tydelighed, at det er svært med forstanden, at rumme opstandelsen. Maria Magdalene har set det med egene øjne, da hendes bror Lazarus kom vaklende ud af graven. Alligevel er hendes første tanke, da hun ser den tomme grav, at løbe hen til Peter og fortælle ham, og en af de andre disciple, at de har flyttet Jesus.

3 af 6

Tanken om, at han skulle være opstået, sådan som han havde sagt det, er fremmed for hende, for det var stadig mørket, der rådede.

Og når mørket råder, kan intet menneske se klart. Det er Kun Gud der kan det.1 I dagene efter Jesu død er det mørket, der råder. Verden er fanget i mørket. Intet menneske har håb. Selv håber er dødt.

De to mandlige disciple løber nærmest om kap ud til graven. Simon Peter kommer ikke først ud til graven, men den anden discipel lader alligevel Peter gå ind først. Peter ser linnedklæderne ligge der, og klædet som den døde Jesus havde over hovedet, lå rullet sammen på et sted for sig selv.

Den anden discipel kommer ind i graven. Da han så den tomme grav, lader Johannes os vide, at han så og troede.2 Dette er et vigtig vendepunkt, for indtil da havde de nemlig ikke forstået skriftens ord ord om, at Jesus skulle opstå fra de døde.

Mørket er begyndt at vige for lyset.

Mændene går hjem, men Maria står ude ved graven og græder. Hun bøjer sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidder der, hvor Jesus burde have ligget.

De spørger hende: “Kvinde, hvorfor græder du?”3

1 JF. salme 139,12.2 JF. joh 20,8
3 Joh 20,13.

page3image25248512

4 af 6

Hun gentager det, hun tror, er sandt, at de har flyttet Jesus og mest af alt er hun nok ked af, at hun ikke ved, hvor han er.

Da hun vender sig om, står hun ansigt til ansigt med Jesus. Men da mørket stadig råder, ser hun ikke, at det faktisk er Jesus, hun står overfor.

Han bruger nøjagtigt de samme ord, som englene: “Kvinde, hvorfor græder du?”4

Hun tror stadig ikke på, at Jesus er opstået, så hun begynder atter på sin forklaring om, at de har flyttet…. “Maria,” Siger Jesus.

Da er mørket helt væk, lyset råder. Da ser hun, da tror hun! “Rabbuni – Mester!”

Maria talte med den opstandne. Han delte sine planer med hende og hun blev den første til at se Jesus. Hun blev den første, som kunne sige, som hun gjorde til discpilene: “Jeg har set Herren!”5

Mørket er erstattet af lyset, håbløsheden afløses af håb, afmagten bliver til styrke, døden bliver til liv, kærligheden har sejret.

4 Joh 20,15.5 joh 20,18

page4image25249088

5 af 6

Det er præcis det, som er påskens budskab, at alt det Jesus sagde, at den kærlighed han talte om, ikke er tomme ord, men at den har styrken, og kraften i sig til, at bringe død til liv.

Vi får lov at se, at han gav sig selv på korset, for at vi skal leve, at det var et endeligt opgør med synden, som kan smadre liv, men også, at det ikke slutter på korset, i mørket eller i graven.

Det er der, det begynder. Det er der, det nye liv opstår.

Læg mærke til, at det er i mørket, at de ser, at graven er tom. Det er i mørket, englene taler til Maria.
Det er i mørket, at Jesus møder hende, og kalder hende ved navn.

Det er svært med forstanden alene, at rumme opstandelsen fra de døde. Det er så nemt, at komme til at begrænse sin tro til en tro, som er baseret på, at Jesus da bør være i graven. Nogen gange lever vi, som om det er sådan det er, men det er ikke sådan det er.

Han er opstået sådan som han har sagt det, og den tro, der er baseret på, at han er opstået er en tro, der sætter fri og en tro, der giver liv.

Det er påskedag. Det betyder at naglerne som bandt Jesus til korset er trukket ud.
Det er påskedag. Det betyder at døden, som holdt Jesus i graven har sluppet sit tag.

Påsken er frihed. Den er frihed fra nagler, der holder fast.

6 af 6

Den er frihed fra at leve i skyggen af det, som vi tror, er dødt.

Det er i dag, vi kigger op og ser at lyset har vundet. det er afgørende, at vi forstår at den tro vi har, er et spørgsmål om liv eller død.

Troen på den opstandne Jesus er liv.

Det er i lyset af den tro, at vi hver dag, hver eneste dag, beslutter at tro på,
at håbet er stærkere end håbløsheden,
at kærlighed er stærkere end døden.

Det er det, denne histore handler om. Liv eller død, intet mindre. Velkommen til livet. Glædelig påske.

 

Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Alle Helgen – Frihed til at leve

I dag er det Allehelgen søndag, hvor vi som altid vil fejre livet og mindes vore døde, dem vi savner, ved at nævne navnene på dem, vi mangler blandt os.

Ud fra beretningen om opvækkelsen ad Lazarus mindes vi om, at vi skal huske at leve livet…. også selvom vi en dag skal dø.

Hør mere her:

Du kan også vælge at læse talen. Bemærk at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 4. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 11,32-44 & Åb 21,1-6a
Alle Helgen Søndag.

Det siges, at man virkelig mærker, at man lever, når man ser døden i øjnene. I hvertfald er det et argumenterne, man hører hos såkaldte adrenalin-junkies, som laver alt muligt vildt for at føle sig i live.

Har nogen af Jer set døden i øjenene?

Jeg har en gang været tæt på. Lang historie kort. Vi var et par stykker, der var ude at sejle midt om natten i en meget hurtig jolle. De af Jer, der har prøvet at være på havet om natten ved, at hvis ikke månen er fremme, så er der bare kulsort.

Vi kom ræsende for fuld kraft og pludselig stod en af de store bøjer, der markerede sejlrendens begyndelse. Der var ikke lys på den, og vi havde ikke noget lys til at lyse forud, så det var bare fuld fart i mørket.

Det var i absolut sidste sekund, vi så den og det var med millimeter at vi strøg forbi den.

Hvis vi havde ramt den…… Så var I helt sikkert blevet sparet for mange prædikener.

Måske har nogle af Jer prøvet det med, at nu kører vi galt, og man når at se hele sit liv passerer revy i løbet af et splitsekund.

Man kan blive så taknemmelig, når man oplever det.

2 af 7

Man bliver lige mindet om, at livet ikke er en selvfølge. Vi mennesker kan være forskellige som nat og dag, men uanset hvor forskellige vore livsvilkår er, så har vi det til fælles, at vi en dag skal dø. Og vi har det til fælles, at vi ved det.

Alligevel er døden noget af det, som vi er allerbedst til at lade som om ikke er.

Den er et af de helt store tabuer, som virkelig mange af os, er ukomfortable ved at tale om.

En gang forsøgte min far at tale med mig om “blomsterne og bierne” som man siger. Det var interessant.

For ikke længe siden havde vi samtalen om, hvad han tænker omkring døden og hvad hans ønsker for begravelse er. Det var en intens snak. Men hvor er jeg glad for, at vi har haft den.

For vi ved, at vi en dag skal dø, og måske går vi faktisk glip af noget i livet, ved at fortrænge den tanke.Vi skal huske at påskønne livet, mens vi har det.

Kender du ikke det, at ved en koncert, så er det egentlig meget fedt, men når ekstranumrene kommer, så er det jo der, at hele salen er på benene. I bevidstheden om, at nu er oplevelsen faktisk slut, oplever vi endnu mere intenst.

Nu er det ikke sådan at vi skal være morbide, men måske skal vi lige mindes om, at musikken i livet – også før ekstranumrene.

3 af 7

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, som synes at tanken om at vi en dag skal dø ligefrem er tiltrækkende.

Omvendt har jeg som præst mødt masser af mennesker, som var afklarede med at døden ville komme – de var egentlig mætte af livet eller så trætte af sygdom, så tanken om at få lov at slippe livet faktisk var velkommen.

Det er ikke det samme, som at døden altid er velkommen. Den har det jo med at gribe ind i livet – og ganske ofte gøre det, uden at den var inviteret med til festen.

Vi der mister rammes af sorg og savn, og det er ubehageligt. Hvor var vi dog helst fri for det.

Populært sagt minder jeg dog om, at savnet og sorgen netop er tegn på, at man har fået lov at elske. Den er kærlighedens pris. Jeg er én af dem, som tror, at sorgen aldrig forsvinder, men at den på et tidspunkt finder sin plads i livet, så man lærer at leve med den.

Den side af livet kender Jesus. Vi ser det, da han kommer til huset, hvor der sørges over, at Lazarus er død. Alle er knuste af sorg og Jesus bebrejdes faktisk, at han ikke var kommet før, for så var Lazarus ikke død. De troede på, at Jesus kunne forhindre døden.

Men Lazarus er død. Jesus bryder sammen i gråd, for selvom han har andre perspektiver på døden end os, så savner han også Lazarus, og ikke mindst føler han med de efterladte. Jesus græder med dem.1

1 Joh 11,36.

page3image28193152

4 af 7

Gud selv græder sammen med dem. Aldrig i nogen religiøs historie er det set. Det er medfølelse.

Læg lige mærke til at Lazarus er begravet i en klippehule, hvor der er lagt en sten for. Der er, synes jeg, en klar henvisning her til det, som skal ske med Jesus.

Jesus befaler dem, at tage stenen væk. Martha, den dødes søster protesterer. Der var tro nok til at Jesus skulle forhindre døden, men at han skulle kunne vække én der var død. Der går grænsen.

“Herre, han stinker jo allerede. Han ligger her på fjerde dag!”2 Vi skal forstå, at Lazarus virkelig er død – helt død.

Jeg ved ikke om du tænker det, men jeg tænker på en anden, som kommer til at ligge i graven i tre dage.

Jesus taler til Martha: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”3

Kan det lade sig gøre, at vække en død?

Al forstand, al videnskab siger Nej. Når døden er indtruffet er det slut. Døden er endelig.

Det forstår jeg godt. Jeg er enig. Med min forstand kan jeg ikke se det på nogen anden måde. Jeg vil være som Martha: men han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede.

2 Joh 11,39.3 Joh 11,40.

page4image28210304

5 af 7

Det strider mod enhver fornuft, men det skal ikke forhindre mig i at tro, at døden ikke får det sidste ord.

Det skal ikke forhindre mig i at sørge, over de, som er døde og savne. For de er jo ikke her.

Min forstand skal ikke forhindre mig, at tro på, at der er mere end jeg forstår i tilværelsen.

Jeg tror der venter et liv, hvor Gud er hos menneskene og han vil bo sammen med os, og der ser livet radikalt anderledes ud end her. Hør hvordan Johannes’ Åbenbaring beskriver det:

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”

Jeg tror at vi alle en dag kommer til at høre Jesu stemme: “Kom herud!”4

4 Joh11,43

page5image28211072page5image28210688page5image28211264page5image28211840page5image28212032page5image28212224page5image28212416

6 af 7

I dag er det det håb, vi fokuserer på, når vi nu er stille og nævner navnene på dem, vi savner:

Antonio Ribeiro
Elin Tolstrup
Kaj Vilner Priess

Aksel Peter Thorsen

Annette Nahrstedt

Ivar Hansen

Erik Møller Jensen

Bartolo Santana

Gert Stein
Bo Thaisen

Heidi Einarsdottir

Lad os bede:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Amen

 

Han er opstanden, Ja Han er sandelig opstanden – Thomas Risager

Påskedag er kommet og i kirken fejrer vi, at Jesus opstod fra de døde.

Dermed ser vi at hans kærlighed ikke blot var tomme ord, men sejr over alt tænkeligt mørke i livet. Kærligheden sejrer – selv over dødens kulde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken Påskedag d. 1. April 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 16, 1-8.
Jesu opstandelse – Påskedag

Men I, hvem siger I, at jeg er?

Sådan spørger Jesus sine disciple. Han vil gerne vide, hvad de tænker om ham.

Vil vi ikke alle det, gerne vide, hvad mennesker tænker om os?

Et er, hvad vi tænker om os selv, men det giver ikke det fulde billede af, hvem vi er. Noget andet er, at vi er afhængige af at høre, hvad andre siger, og det de siger er med til at forme os danne os.

Ingen af os kan stå alene. Vi formes og dannes af vore relationer. De som er tæt på os, er med til at gøre os til dem, vi er. Alene bliver vi aldrig fuldendte.

I fastetiden har vi – eller en del af os – læst os gennem et materiale, som påstår, at vi nemt kommer til at gøre Gud, for lille i vore tanker og snakke om, hvem Gud egentlig er.

Det kan der bestemt være noget om. Vi har lært at Gud kan være alt fra en hallalhippie til en piberygende kumbayah Gud. Han kan sikkert også være alt derimellem og ud over de definitioner.

Hvordan kender vi Gud?

2 a f 5

Det gør vi gennem det, vi læser i Bibelen, gennem det vi hører i kirken. Og selvfølgelig også gennem det, vi hører og danner os en mening om i samtalerne f.eks. i smågrupperne, eller i de dybe samtaler i stearinlysets skær, mens der kun er en slat vin tilbage i glasset.

Og så er der lige den underlige detalje, at Gud jo er en åbenbaringsgud, som vi siger.
Det betyder at Gud ikke bar viste sig, for de bibelske personer, hvis historier blev skrevet ned, men at Gud stadig viser sig for mennesker. At Gud ønsker at være i en relation til os.

Her bliver det unægteligt en lille smule langhåret. Men jeg tror mennesker oplever Gud i deres liv. Det tør jeg godt sige, at jeg selv gør.
Ikke på samme dramatiske måde som journalisten Charlotte Rørth, har oplevet det, og som hun har skrevet om i sin bog “Jeg mødte Jesus,” men mere som en stille overbevisning om at jeg ikke er alene.

Tiderne skifter. Hvis en person som Charlotte Rørth for ti år siden var stået frem med den historie, var hun blevet udstillet som værende helt væk fra vinduet.
Men i dag er det interessant og det viser sig også, at er er mange mennesker, som faktisk står frem med lignende historier. Det er der nu kommet en ny bog ud af af. “Vi har mødt Jesus.”

I de kommende uger skal vi høre historier om, hvordan disciplene har mødt Jesus. Det er vel at mærke efter hans død og efter hans opstandelse, men han lever, og de møder ham. De ser ham, de hører ham, de rører ved ham og de ser ham spise. Med andre ord sker alle de

3 a f 5

ting, der skal til, for at man kan have en relation stadig, efter opstandelsen.

Og hvordan var det med en relation? Den er med til at præge os og gøre os til dem, vi er.

Relationerne er også noget af det, som er på spil, når det er påske.

Jesus led og døde – han gav sig selv – Langfredag. Inden solen gik ned, blev han lagt i en klippehule, som skulle være hans grav. En kæmpe sten blev lagt for indgangen, så graven var forseglet.

Alle, der har prøvet at miste en man elsker til døden, ved at det gør ondt og man er ude af sig selv. Der er en relation, som er brudt.

Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen, hvor solen lige var stået op, gik Maria Magdalene, Maria og Salome ud til graven for at salve ham. Det var en måde at vise den sidste ære, men også den endelige afslutning på begravelseshandlingen.

Markus gør en del ud af, at fortælle at stenen for graven er tung, og kvinderne tænker meget over, hvordan de mon skal få den væk, så de kan komme ind i graven med deres salver. Vi skal forstå, at det er nær ved umuligt med mindre man er en hel flok mænd, der kan skubbe stenen væk.

Men stenen var væltet fra. Jesus var ikke i graven. I stedet ser de en ung mand i hvide klæder, her skal vi tænke Guds sendebud – en engel – sidde inde i graven.

4 a f 5

“Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«1

Men de blev forfærdede! De var rystede og flygtede fra graven. De var helt ude af sig selv, og de kunne ikke tro, hvad der var sket. Så i følge Markus siger de ikke et ord til nogen.

De andre tre evangelier er kvinderne de første, som forkynder at Jesus er opstået, men ikke hos Markus.

De kan ikke forstå det.

Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem kan egenlig det? Når mennesker siger, jeg har set Jesus, så bliver jeg altså lidt skeptisk, og tænker ja ja…. men jeg bliver også lidt nysgerrig.

Måske skal jeg lige i parantes sige, at Jesus, her hos Markus, viser sig for dem, som ikke kan finde ud af at tro. Er det egentlig ikke en rar tanke? Det er hans initiativ, og det sker igen og igen. Læs eventuelt selv videre i kapitel 16.

Men nu er det altså påske, så vi siger det højt og er lige glade med om mennesker, tror vi er skøre.

Jesus ER opstået – graven ER tom!

1 Mark 16,6-7

5 a f 5

Det er sket som han har sagt. Dermed ved vi, at hans kærlighed ikke var tomme ord. Han gav sit liv. Der er gjort op med det onde, med lidelsen, med ensomheden, med synden, med tomheden og med døden.

Der er gjort op med alt det, som vi frygter. Intet af det kan slå den kærlighed, som gives i påsken.

Jesus er opstået.

Der er ingen grund til at betvivle at den historiske Jesus har levet, og at han blev modtaget i Jerusalem, at han led og døde og at graven på tredjedagen var tom.

Det ved vi!

Tro handler om, hvorvidt vi tør tro på, at det har med os og vort liv at gøre.

Tro handler om at Jesus / Gud har ønsker at have en relation til dig. Han har gjort det fornødne.

Spørgsmålet står tilbage: “Hvem siger du, at Jesus er?”

Glædelig påske!

Amen.

Gå derfor ud…..- Thomas Risager

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme, at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, at jeg bliver helt pinligt berørt. Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud … Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig. Så har vi et problem. Det taler jeg om i dagens tale.

Ved gudstjeneste blev fem mennesker også optaget i kirken, dette præger også talen i dag.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 2,14-24 & Matt 28,16-20..Medlemsoptagelser
Derfor gå….

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, og jeg bliver helt pinligt berørt.

Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud….. Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig.

Har vi et problem?

Vi har også hørt fire mennesker aflægge medlemsløfterne til Metodistkirken – og hvilken glæde det er! – De har sagt ja til at være med til at opretholde og udvikle metodistkirken med deres bønner, gaver, nærvær, tjeneste og vidnesbyrd.

Deres vidnesbyrd…. Ifølge ordbogen er et vidnesbyrd beretningen om, hvad en person har været vidne til.

Det er lige præcis det, der sker på Tempelpladsen i Jerusalem på pinsedage, da Peter stiller sig frem og fortæller folkemængden, at disciplene ikke er fulde, de er bare glade fordi Jesus lovede dem, at de skulle have Helligånden. Det er nu sket.

De oplever, hvordan mennesker med andre sprog og kulturer forstår, hvad de taler om, i hvert fald, når de taler om Gud.

2 a f 4

Som vi hørte til indledning af gudstjenesten, så fortæller Peter sit vidnedsbyrd, det han har oplevet med Jesus. Det bliver en sejersfortælling, fordi Peter kan fremhæve, at jesus opstod fra de døde, og dermed viste, at intet i denne verden kan overgå hans kærligheds magt.

Peter er øjenvidne og har oplevet Jesus både in real life, som opstået, og nu også Gud som ånd,
Gud helt tæt på. Det er klart, at hans historie gør indtryk. Faktisk gør den så stort indtryk at der er tre tusind menesker, der spørger hvad så nu?

Hvortil Peter siger I må tro og lade jer døbe og det gør de så. 3000 mennesker på én gang. Det er derfor man også omtaler Pinsen som kirkens fødselsdag.

Ligesom Peter har en historie at fortælle, så har du og jeg det også. Du og jeg har et vidnesbyrd.

Vi har alle sammen mødt mennesker, som enten med det liv, de har levet, de ord de har sagt, den sang, de har sunget, har fået os til at tænke over det med tro på Gud. Måske har Gud ovenikøbet selv haft en finger med i spillet.

Vi har mærket efter – for eller imod. Nogen har været ganske hurtige til at beslutte sig, mens andre tænker det meste af et liv. Eller som nogle af os gør, skubber det fra os med et løfte til os selv, om at overveje det på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro på i livet.

I dag er der ikke tre tusind, som tilslutter sig, men fem mennesker, som tilkendegiver, at det her med tro på Gud, det er ikke ligegyldigt.

3 a f 4
Jeg synes, de er modige!

Det er stort og det fejrer vi i dag.

Vi er måske ikke dem, som standser mennesker i Vestergade, og siger til dem, at de må omvende sig.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi faktisk er i mission.

At være kirke handler om, at være et klart budskab om Guds kærlighed. Det sagde en af konfirmanderne i begyndelsen af maj.

VI har måske ikke den aggressive facon, men vi tror jo faktisk, at det med at have en spirende – eller en stor – tro på Gud med i livet, er en rigtig god ting.

For min del, så kan jeg da sige, at selvom jeg nogen gange kan være ganske forvirret over Gud, og nogle af de ting, jeg læser i bibelen, så vil jeg meget nødigt leve uden det fundament i mit liv, som min til beskedne tro, er.

Jeg tror vi alle sammen kan inspirere mennesker med vores historie om, hvad tro er for os. Med vores vidnedsbyrd.

Faktisk tror jeg, at min og din historie har så meget sprængstof i sig, at det potentielt kan forandre et andet menneskes liv.

Det er i lyset af det, at vi siger derfor gå!
Gå fordi, det vi går med, er verdens bedste historie.

4 a f 4

Hvordan det så går for sig, er helt sikkert en af de udfordringer, som vi hver i sær står med.

Men tag ikke fejl
– DU er er klart budskab om Guds kærlighed.

Amen
Salme: Gå i min fred

 

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen