Det bliver godt igen #5

Peter, som lige har set Jesus dø og erfaret, at han er opstået fra de døde igen, tager ud og fiske.

Han længes efter hverdagen igen, så han tager til søs, men i et møde med Jesus oplever han, at han må genopfinde alt det han vidste, for en ny tid er kommet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne ord, og den tale, som faktisk holdes.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 21,1-14.
Gospelmeditation. Emmaus ultra Light. Det bliver godt igen.

Hold da fast, hvor jeg længes efter livet, som jeg kender det. Lige pludselig er den leverspostejs-kedelige hverdag, pludselig noget jeg længes efter.

Bevares, det er da meget hyggeligt, at vi alle sammen er hjemme. Det da sjovt at prøve at arbejde så meget hjemmefra, og det er imponerende, hvordan børnene klarer online skole.

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg ret imponeret over, hvordan vi som kirke i løbet af få dage har omstillet mange hundrede års vaner og virksomhed til online- gudstjenster og og kirke på nettet.

Det har været sjovt og spændende, at være med til. Hatten af for menigheder, kirker, musikere og præster, skolelærere og alle andre, som er så kreative og opfindsomme i disse tider.

Men jeg savner livet, som det var. Jeg savner, at der er menensker omkring mig. Det er så tomt, at stå i en tom kirke og tale. Normalt ville der være fyldt med mennesker.

Der er gode gensyn, og nye mennsker er velkommne, og I vil ligge på gulvet og være helt afslappede, enkelt vil endda snorke, sådan som det er normalt er til en gospelmeditation.

2 af 6
Forskellen fra det som var, til det som er, er enorm.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi er rigtigt mange, som har fået vendt op og ned på livet, som vi kendte det.

På den ene side, synes jeg, det er vildt fascinerende, hvor hurtigt vi kan indrette os på nyt, men det er også forbundet med sorg, utryghed og ikke mindst fornemmelsen af tab, fordi livet, som vi kendte det er væk.

Da Danmark lukkede ned, var jeg ret fortrøstningsfuld. Det ville vare en en kort periode, det klarer vi.
Men det er langsomt ved at gå op for mig, at det ikke er nogen kort periode, vi har gang i. Eller mere barskt sagt, livet som vi kendte det, kommer ikke tilbage. I alt fald ikke foreløbigt.

Det synes jeg faktisk er noget stramt.

Jeg må erkende at jeg længes efter noget, som ikke længere er, min hverdag.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at når livet slår en koldbøtte, så mærker man tabet af det, der var.
Og det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at glæde sig over det, der kommer i stedet.

På mange måder var det sådan Jesus disciple havde det, i tiden lige efter påsken, hvor Jesus var død og ikke mindst jo, opstået fra de døde.

3 af 6

Der er ingen tvivl om, at det de havde oplevet, at se deres ven dø på korset, er noget af det mest rædselsfulde, som der har prøvet nogensinde.

Da jesus på tredjedagen opstår fra de døde, og kvinderne, som har oplevet det, fortæller det til disciplenes, så har de ganske enkelt svært ved at rumme det. Særligt en af disciplene, ham der hedder Thomas, er meget skeptiske. Selvom Jesus, som opstået viser sig for dem flere gange og ligefrem taler til dem, så ved de ikke rigtigt hvad de skal stille op.

Måske har de det ligesom jeg, at de længes efter hverdagen, som de kendte.
Det kan stå i vejen for at indstille sig på, at livet bliver nyt.

I alt fald siger Peter, som jo levede af at fiske før han fik et livsforvandlende møde med Jesus: “”Jeg tager ud og fisker!” Det er den hverdag, han havde kendt, så den er der tryghed i. Det kan han finde ud af.

Så vidt jeg lige kan tælle i bibelteksten, er der seks andre disciple, som er helt med på den.

Der skal ske noget og de gør det, de kender så godt. Det gør de vel at mærke ind i en hverdag, som med Jesu død og opstandelse, er en helt anden.

Deres liv er blevet anderledes.

De ved, hvordan man fisker. De er på hjemmebane. De har styr på det.

4 af 6

På trods af at de fisker ihærdigt hele natten, med de trygge og gode metoder, med de redskaber, der plejer at fungere, fanger de intet.

Da de kommer ind under land, står en mand ved bredden. De forstår ikke, at det er Jesus.
Han siger til dem, at de skal kaste nettet ud på den anden side af båden. Af en eller anden grund gør de hvad han siger. Måske er de klar over, at det de ved, og kender ikke længer duer, fordi verden er forandret.

At kastet nettet ud på den anden side af båden, lyder som en lille ting. Men det er det ikke. Det er et brud med alle indlærte rutiner, som ellers er utroligt vigtige på en båd, for de sikrer at alle har fuldstændig klarhed over opgaverne og rækkefølgen, ting skal ske i. Det skaber sikkerhed.

Det er ikke en lille ting, Jesus beder dem om. Det er stort og krævende. Af en eller anden grund har de tillid til ham, så de gør det. De fisker på en helt ny måde, og nettet bliver så fyldt, at de faktisk ikke kan hive det op i båden, men må slæbe nettet efter sig ind til bredden.

Da de kommer ind, har jesus lavet bål. Han beder om at få lidt af de mange fisk, de har fanget.
Kom og spis siger Jesus til dem. Nu ved de, at det ham, og de får lov til igen at have det nære fællesskab med ham, som de kender så godt. Jesus selv rækker dem brødet og fisken. Han er også tilstede i den nye virkelighed.

5 af 6

Der er ingen tvivl om, at de i den tumultariske tid, som de pludselig lever i, har trængt til øjeblikket på stranden sammen med Jesus.
Det er dem virkelig vel undt.

I denne historie ser jeg disciple, som har oplevet, at alt det de kendte ved tilværelsen, holdt af og levede i, ikke er mere.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser mennesker, som tør lytte og handle på det, de hører, selvom det betyder, at de skal gøre neget de ellers kender fuldstændigt, anderledes.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser menensker, som på trods utryghed og længsel efter det, de kender, tør prøve nyt. De får fyldte net, stor fangst.
Det synes jeg godt jeg kan kende! Eller jeg kan i alt fald genkende fornemmelsen af, at nu er ting nødt til at gøres anderledes. Det vi gjorde for få uger siden, kan ikke fungere i dag.

Jeg kender længslen efter at Gud, at Jesus blander sig. Jeg føler mig ikke i kontrol, så jeg håber at Gud er.

Jeg er glad for at jeg tør tro, at i alt dette er Gud tilstede. Bibelen er fuld af historier om, mennesker, som føler sig fortabte, og Gud er ved deres side. Det er ikke altid, de kan se det, eller forstå det. Men det er han!

Det er det disciplene oplever, da vender tomhændede hjem, men jesus sender dem ud igen. Det er også min

6 af 6

erfaring gennem livet, at jeg er ikke alene, og da slet ikke, der hvor livet er stramt.

Det er muligt, at jeg er udfordret, og at jeg længes efter min hverdag, og livet som jeg kendte det. Men jeg er ikke alene.

Jeg ved, at dette ender godt, for jeg har tillid til at Gud er med i det. Det kan godt være, at jeg skal kaste nettet ud på den anden side. Men Gud er med.

Siden tidernes morgen, har regnbuen på himlen været et tegn på Guds løfter til Noa, om at Gud holder hånden over os.

Det ser ud til, at vi får regn i næste uge, måske er vi heldige at se en regnbue på himlen.

Ellers må vi kigge ned, og se at regnbuen er tegnet rigtigt mange steder rundt om i vores by sammen med #Detblivergodtigen.

Det gør det, for vi kan godt finde ud af livet og en ny hverdag, og vi gør det ikke alene. Gud er med. Det bliver godt igen.

Amen

Bekendtgørelser
Børnekirke på kirkens facebookside Mandag kl. 19.15: Nardus(@)live Søndag kl. 10.30: Online Gudstjeneste

Indsamling til kirkens arbejde. Mobile Pay 46 22 93

 

Det bliver godt igen #4

Disciplene gemmer sig bag låste døre af frygt for jøderne. Pludselig står jesus midt i blandt dem og siger: “Fred være med jer!”

Jeg fornemmer, at vi alle godt kunne bruge noget af Guds fred i denne tossede tid. Hør mere her, og hvem ved, måske oplever du Guds fred.

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Gudstjeneste Søndag d. 19. april 2020 – online

Det bliver godt igen #4 – Tekster: Joh 20,19-31. Tilstede: Mette Risager, Laura Juliane Bertelsen, Anders Gustavsen-Sprotte, Kim Johansen og Thomas Risager

Jesu disciple var i en situation, som for mange i vores land, er meget aktuel.

De holdt sig indendøre, bag lås og slå, fordi der var noget udenfor, som de frygtede.

I dag er det Johannesevangeliet, som vi tager udgangspunkt i, og Johannes fortæller os, at det stadig er opstandelsesdagen. Så det var altså tidligt om morgenen, at kvinderne kommer tilbage fra graven og fortæller, at Jesus er opstået fra de døde.

Man kunne tro, at det ville udløse eufori, masser af sang og dans på bordene.
Man kunne tro, at disciplene ville løbe fra hus til hus for, at fortælle den mest fantastiske nyhed, verden endnu har hørt. Men det er ikke det, der sker.

Det der sker er, at disciplene bliver helt vildt bange. Det ganske enkelt svært at tro og forholde sig til.
De reagerer ved at låse sig inde og blive indenføre, fordi de er bange for jøderne. Sådan siger Johannes, det som de er bange for er, at få den samme behandling, som Jesus fik.

De ved godt, at hvis de render rundt og fortæller, at Jesus er opstået, så vil det skabe så meget, ja undskyld udtrykket, opstandelse i Jerusalem, at man meget vel kan forestille sig, at det ville gå ud over disciplene.

2 af 5

Til deres forsvar, skal det sige, at de ikke er de eneste, som reagerer med frygt.
I søndags hørte vi fra Matthæus’ opstandelsenberetning at de, der holdt vagt faldt besvimede om. Man kan vel forvente lidt mere af vagter, i det mindste at det er en mænd, der vant til at håndtere lidt af hvert.

Men det er en udmærket illustration på, hvor vild nyheden om, og tanken om opstandelsen er.

Opstandelsen er ikke bare noget som skete engang, og så glider i ligesom i glemslen sammen med alt det andet, som var væsentligt da det skete, gør.

Vi taler jo faktisk om det den dag i dag.
Vi minder hinanden om det, hver eneste gang et menneske dør. Vi løfter håbet om opstandelsen og troen på, at det ender godt op hele tiden.
Det er det vi gør i kirkerne. Det er det vi gør i alle online- gudstjenesterne, som finder sted i denne tid.
Det siger også noget om, hvor vildt det er med Jesu opstandelse.

Når vi er pressede, som vi er jo, fordi der en virus, der forpester vores liv, så har vi virkelig brug for at blive mindet om, at også dette, vil ende godt.

For det er det, der er læren af opstandelsen. At vi, vores liv er i Guds hænder og ligegyldigt, hvad der rammer os, så er vi stadig i Guds hænder, falder vi, dør vi, så rejser Gud os op igen. Det ender godt. Det må vi minde hinanden om.

3 af 5

Seerteallene på de gudstjenester, som bliver holdt her i coronatiden, hvor vi holder os inde bag låste døre, vidner om, at der er brug for at løfte håbet op, og opstandelsen er løftestang for det.

Når disciplene bliver bange, låser de døren, holder sig indendøre. De gemmer sig.

Det er meget menneskeligt, når vi bliver bange og lever i frygtens univers, så lukker vi os om os selv. Bagefter kan vi godt selv blive overraskede over, hvor primitivt, vi faktisk reagerer.

Det kan ske for os alle sammen. Det var f.eks. det der var på spil, da statministeren lukkede landet, og rigtigt mange af os reagerede ved at styrte ud at handle.

Jeg peger ikke fingre af nogen. Og skulle jeg finde på det, er jeg helt sikker på, at min kone kan finde masser at torskerogn på dåse, som hun kan kaste efter mig.

Som jeg siger, det er meget menneskeligt.

Vi låser døren, gemmer os og samler os om os selv og vores eget. Det er præcis det, disciplene gør, da budskabet om at Jesus er opstået fra de døde, kommer til dem.

Det er mere end de kan rumme.
Så nu låser de dørene i et forsøg på at skabe overblik og kontrol.

At de ikke kan rumme det, eller forstå det, forandrer ikke på, at Jesus er opstået.

4 af 5

Midt i deres frygt og angst, står Jesus pludselig lige midt i rummet. Jeg ved ikke, om han kan se frygten i deres øjne,, men han er i alt fald ikke tilbageholdende overfor menensker der er bange, og måske ikke lige lever op til deres bedste.

Jeg forestiller mig, at panikken ligger lige under overfladen, da Jesus så at sige forstyrrer dem midt i deres frygt og angst.

De kender hans stemme og nu ikke bare ser de ham, men de hører ham også. “Fred være med Jer!” Siger han. Jeg tror de, midt i deres angst oplever at Guds fred.

Her taler jeg om underlige fred, som kun Gud kan give.

Den fred, hvor man oplever, at selvom det stormer hele vejen rundt om én, så er der alligevel en indre ro.

En tryghed og en vished, som overbeviser om, at uanset hvad, så skal dette her, nok blive godt. Det ender godt.

Disciplene falder til ro. De oplever at frygten forsvinder, og at håbet vinder.

De oplever at Guds fred har givet dem, at de kan være i deres liv, i alt det de oplever, uden frygt. Frygten er byttet ud med håbet.

Jesus siger endda til dem, at som faderen har udsendt mig, sender jeg jer!

5 af 5

Frygt er mere smitsomt end nogen virus, men håbet, som vi får set i opstandelsen, er et levende håb, som kan overvinde enhver frygt.

Jesus sender disciplene ud med Guds fred, sådan at alle hører, at der er håb, og sådan at menesker oplever det samme som disciplene, at Guds fred er midt i det hele.

Guds fred er givet du og jeg.

I denne tid, er det vores alle sammens opgave at pege på håbet, og bringe Guds fred.

Det begynder alt sammen med den Jesus, der opstod fra de døde, og den Jesus, som stor midt i blandt dem og siger: “Fred være med Jer!”

Amen.

 

 

Påskedag – Det bliver godt igen #3

Det er påskemorgen. Kirkerne er tomme i Danmark, men det skal ikke forhindre os i, at fejre Jesu opstandelse fra de døde.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Læg mærke til, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne, og det talte ord.

Tale i PDF-format

 

1 af 6

Prædiken Påskedag – søndag d. 12. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1+,34-43 & Salme 118,1-2,14-24 Koll 3,1-4 & Joh 20,1-18 eller Matthæus 28,1-10.

I dag begynder vi, hvor vi slap Palmesøndag. Jeg spoler tilbage til Johannesevangeliet kapitel 13, hvor Jesus i forlængelse af, at han har gjort det uhørte, at vaske disciplenes fødder, giver dem en kæmpe udfordring. Han siger: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. I sidste uge sluttede jeg af med at sige, at Det er

kærligheden, der bringer livet tilbage igen.

Der er sket meget siden Jesus blev modtaget som konge i Jerusalem. Han lærte disciplene, at hver gang de spiser brød eller drikker vin, så er er han tilstede sammen med dem. Dermed fik vi nadveren i arv.

Han blev forrådt af Judas, og blev fanget af de forhadte romerske besættere. Langfredag deler han skæbne med mange andre kriminelle på den tid. Han bliver slået ihjel naglet til et kors. Han lover den ene røver, at at han i dag skal være sammen med ham i Paradis.

Jesus dør, og bliver begravet samme eftermiddag.

1 Joh 13,34-35.

page1image5983808

2 af 6

Alle dem, som havde modtaget ham som konge i Jerusalem. Alle dem, der havde sat alt håb ind på, at han ville bringe nyt liv og nyt håb ind i deres verden er nu skuffede og modløse.

Jesus lignede ikke en, der kan leve op til deres håb. Måske burde de havde vidst det, da han vaskede disciplenes fødder, eller da han talte om, at elske sine fjender, bede for dem, der forfølger én, eller vende den anden kind til.

Måske burde man have vidst, at han var for langt ude. Det hele var bare for underligt og for urealistisk.
Men der var nu et eller andet over ham.

Det er dér vi er påskemorgen. På tredjedagen efter hans død.

Måske er det et megt godt billede på, hvor vi er lige nu i vores tid.
En virus forpester vore liv.
Kirkerne er tomme.

Samfundet er lukket ned.
Vi arbejder hjemmefra, hvis vi da ikke er blevet fyret. Samfundsøkonomien bløder, ligesom mange firmaer og familiers økonomier gør det.

Lige nu er vi i en ventetid, i usikkerhed, men også i et håb om, at vores samfund bliver vækket til live igen.

Vi har måttet overgive os til det ubekvemme faktum, at der faktisk er ting i livet, som vi ikke er usårlige overfor. Det er ikke alt vi bare lige kan fikse.

3 af 6

Vi har opdaget det, som har været sandt hele tiden, men som vi har tendens til at ignorere, nemlig at vi lever et liv, som faktisk er skrøbeligt. Vi bliver mindet om, at vi er dødelige. Vi bliver mindet om vores afmagt.

Selv verdens bedste velfærdssamfund, alverdens rigdom, al vores viden og al vores dygtighed må give fortabt.
Lige nu er der ikke noget vi kan gøre.

Det eneste vi kan er, at være sammen på afstand. Vi er faktisk ret magtsløse.

Det bryder det moderne menneske sig ikke om. Det kan jeg ikke lide, for det er virkelig uvant, men det er en del af livet.

Faktisk føler vi os så magtesløse, at vi kune have brugt Jesu egne ord fra korset: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”2

Håbet som er centralt i al kristen tro, er nært forbundet med magtesløsheden. En af de allerstørste teologer i hele kirkens historie, Paulus, har et helt afsnit i 2. Kor kapitel 12, hvor han gør rede for magtesløshedens styrke. Paulus kæmpede med hovmod, og han bad Gud om hjælp. I vers 9 svarer Gud hans bøn. Gud taler til ham og siger: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”3

I magtesløsheden står vi ikke i vejen for Guds nåde.

2 Matt 27,46, Mark 15,34 3 2. Kor 12,9

page3image6028096

4 af 6

Disciplene anede ikke, hvad de skulle gøre. Jesus var død. Alt håb var ude – Tilsyneladende…..
Mørket råder – Tilsyneladende….
Magtesløsheden er reel, men, …

Nu er det tredjedagen. Ofte er det dér man forsøger at tage sig sammen, når man har oplevet noget forfærdeligt. Noget af det, som gør, at livet aldrig blivet det samme igen. Det er tit dér, man tør se op, og forsøge at finde ud af, hvordan livet så kan se ud.

På den dag, er der nogle af kvinderne, som er gået ud til Jesu grav.

Kvindens oplever, at jorden skælver under dem. En lysende engel træder frem foran dem, og vælter stenen bort. Kvinderne kan se lige ind i den tomme grav. Mændene, der holdt vagt blev så bange at de besvimede.

Englen siger de helt centrale påskeord til kvinderne: “»Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”4

Englen – Guds sendebud – forkyndte, hvad der var sket.

Mathæus fortæller os, at kvinderne var fyldt af frygt og stor glæde. Det er ret modsatrettede følelser. Men de tror på det, de har hørt.

4 Matt 28,5-7.

page4image6028672

5 af 6

I magtesløshed bider håb og tro sig fast.

Nu er de på vej i løb til disciplene for, at fortælle dem, hvad englen har sagt til dem.

Men det bliver bedre endnu. Jesus selv, ham de havde håbet sådan på, ham de havde set dø, ham de havde været med til at begrave, kommer dem i møde og hilser dem, som om intet var hændt: “Godmorgen!”5

Kvinderne falder, forståeligt nok på knæ og tilbeder ham.

Jesus rejser dem op igen, beder dem om, og det gør han vel at mærke i den mest vanvittige situation noget menneske nogen sinde har stået i, om ikke at være bange. De skal sige til disciplene, at de skal se ham i Galilæa. Der vil han, som englen sagde, gå i forvejen til.

Påskens budskab er bøjet i neon. Der hvor der er magtsløshed og håbløshed, er der altid håb.

Der mærket råder, vinder lyset.
Der hvor vi ser døden i øjnene er der liv.

Med opstandelsen fra de døde, viser Gud os, at alt det Jesus sagde, og gjorde ikke var tomme ord.

Det er ny virkelighed.
Det er her, vi ser at kærligheden bringer livet tilbage.

5 Matt 28,9.

page5image5995712

6 af 6

Livet vinder på bagrund af den kærlighed Jesus har elsket med, men også med den kærlighed vi elsker med.

Vi har set og hørt Jesus elske.

Han sagde: “Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.”6

Han vaskede disciplenes fødder, Han gav sit liv for du og jeg. Og ikke mindst, han opstod til liv igen.

Vi for lov til at se, at kærligheden vinder.
Men vi får også lov til at se det i vore egne liv. Vi ser det, der hvor vi tør holde fast i håbet, der hvor vi tør elske,
der hvor vi tør give.
Der hvor vi tør tro.

Den er godt nok: Jesus er opstået. Kærligheden bringer livet tilbage.
Det ender godt!

Glædelig påske!

page6image5995328

6 Joh 13,34

En ny begyndelse – Gospelgudstjeneste med Nardus.

 

I dagens gospelgudstjeneste giver Nardus den gas. Desværre kan vi ikke gengive sangene pga. bestemmelser om copyright.

Men talen, den kan vi bringe. Den tager i dag udgangspunkt i historien fra Lukasevangeliet kapitel 34, hvor vi kan læse om vandringen til Emmaus.

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det talte ord, og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 8. marts 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 24,13-35.
Gospelgudstjeneste med Nardus – Ny begyndelse

I vores familie går vi en del op i at fotografere. Jeg tør godt vove den påstand at vores børn er nogle af de mest fotograferede unger i dette land.

Forleden faldt jeg over et billede af vores ældste datter. Hun sidder og tegner.

Det er ikke et billede af et barn, der hygger sig. Det er et bilede af et meget koncentreret barn, som er ked af det og frustreret over, at tegningen ikke bliver som hun gerne vil have det.

Tegningen her er en sol, men hun udbryder grædende: “Årh nej mor, det er ikke en sol, det er jo en bille!”

Mange gange har scenariet været at blyanten kastes hen af bordet og papiret krølles sammen. Og når hun lige er kommet sig, så begynder hun forfra.

Jeg tror, vi alle har set børn i den situation, og mon ikke vil som børn, alle har været der. “Dette kan ikke blive godt! Papiret krølles sammen og vi begynder forfra.

Som voksne tror jeg, at vi er mange, som har prøvet at være et sted i livet, hvor det føles ligesom den her tegning, der bare ikke vil blive til det, vi havde drømt om. Uanset hvad vi gør, så blive det bare ved med være noget skrammel.

2 af 6

Det kan ikke blive som vi havde drømt om. Lysten til at tage det hele, krølle det samme og betyde forfra, ligger lige under overfladen.

Vi er et sted, hvor vi ikke længere tror på, at det kan blive godt.
Det er ikke noget rart sted at være. Den gode nyhed er, at der efterlader Gud ikke et menneske alene.

For at givet et eksempel på det, hopper vi tilbage i tiden og ind i bibelens univers. Vi er i Lukasevangeliet kapitel 24 vers 13-25, så kan du finde historien, hvis du skulle få lyst til at læse den selv.

Vi møder to mænd, som har været tæt på Jesus. Det er på vej til en landsby, der hedde Emmaus, og det foregår på den måde, som det nu foregik på, de gik.

Når man går, så taler man så godt sammen. Og det gør de. Det som de taler om, er selvfølgelig alt det, som de har oplevet den senere tid.

På et tidspunkt har de mødt Jesus. De har hørt ham tale om sin himmelske far, Gud, der elsker menesker og som vil komme mennesker i møde i deres daglige liv. De har forstået, at Jesus med sit bud om næstekærlighed, sin radikale forståelse Guds forhold til menensker, ville revolutionere verden.

De har troet på den de så og hørte, og det har de gjort så meget, at de selv er begyndt et nyt liv, hvor de har sat alt ind på at efterleve det Jesus sagde.

3 af 6

De sidste tre dage har formodentlig været de værste i deres liv.

Nu går det der, og taler, bearbejder, og er frustrerede. For de havde sat alt de havde på, at Jesus ville give dem en ny start. Ikke bare dem personligt, men hele Israel.

Deres verden er sunket i grus, fordi de har oplevet at Jesus, af der egne præster, blev udleveret til romerne. De har set ham blive hånet og tortureret. De var der, da han døde på et kors og de har ganske givet været med da den døde jesus blev lagt i en grav.

Nu kommer der et menneske og går sammen med dem. Lukas lader os vide, at de ikke genkender den opstandne Jesus, som nu går sammen med dem. Deres øjne holdes til, siger Lukas.

Måske har de været så optaget af deres egen elendighed, at de slet ikke ville kunne rumme det. Jeg ved det ikke.
Men det bibelske billede står knivskarpt. Der hvor mennesker har det forfærdeligt, efterlades de ikke alene.

Hvad er det I går og taler om? Spørger Jesus.

Så fortæller de ellers, hvordan deres verden er brast i grus. Det er ikke blevet bedre af, at kvinderne tidligt i morges er kommet tilbage og har sagt at graven er tom. Der var engle som sagde til kvinderne, at Jesus lever igen.

Nu ved de stakkels mænd på vejen mod Emmaus ikke hvad de skal tænke eller tro. Tanken om at Jesus skulle være opstået, som han har sagt, han ville, er ikke til at

4 af 6

rumme. Det hele er for meget, og deres verden er sunket i grus.

Så taler Jesus ellers til dem, og det gær han i befriende direkte tale.

“I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profteren har talt.”1
Så fortæller jesus dem, hvordan alt det, der er sket med Jesus faktisk hænger sammen med alt det, de allerede har set og hørt. De hører, hvordan alt det der er sket, er en del af en større sammenhæng, og Gud har styr på det, de ikke kan overskue.

Da det bliver aften beder de Jesus om at blive hos dem. Det er for farligt at lade et andet menneske gå alene i mørket.

De sætter sig til måltidet og Jesus gjorde, som han havde gjort den sidste aften, hvor han var sammen med disciplene. Han tog brødet, takkede Gud for måltidet, brækkede brødet i stykker og rakte det til de to mænd.

Lige idet sekund indser de, at alt ikke er forbi, at en ny begyndelse er mulig.

I det øjeblik Jesus rækker ud til dem, forstår de hvem de er sammen med. I samme sekund, er han igen usynlig for dem.

1 Luk 24,25.

page4image60601856

5 af 6

De to mænd står overfor en ny begyndelse, der allerede gik i gang i de sekund, hvor Jesus i deres værste mørke og fortvivlelse, kom og slog følge med dem.

Når man er der, hvor man ikke kan se en nye begyndelse forude, er det ofte ved at ske, uden at man selv nødvendigvis kan se det.

De to mænd, der havde gået sammen med Jesus efterrationaliserer og spørger hinanden: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?”

Når de ser tilbage forstår de, at der var noget igang længe iden de selv forstod, da de stod i det. Jesus kom til dem og gik med dem. Dermed blev grundlaget for en ny begyndelse lagt.

I en hver tanke om kristen tro, ligger ideen om, at der hvor menensker er kørt fast, der hvor det hele ser sort ud, da er menensket ikke alene. Og det der for os er mørke, er for Gud lyst om dagen.2

I kraft af Guds nærver, vidnesbyrdet om Jesus opstandelse, ser vi at hans kærlighed er stærkere end alt andet i denne verden, selv døden. Ja, så må vi tro på, at en ny begyndelse altid er mulig.

Jeg mindes hele tiden om det, især i denne tid, hvor vi ser blomsterne skyde op af jorden, vintergækkerne der står så fint og foråret er på vej.

2 JF. Salme 139,12.

page5image60605376

6 af 6

Lyset er ved at vinde over mørket, og nu vinder varmen over kulden.

Alt det er for mig løfter om, at vi altid vil bliver givet en ny begyndelse fra den, Gud der i Bibelens sidste bog udbryder: “Se, jeg gør alting nyt!”3

Amen

page6image60604608

3 Åb 21,5.

 

I dag skal du være med mig i Paradis

Det er sidste søndag i kirkeåret. Lige rundt om hjørnet venter adventstiden, hvor vi glæder os over, at lyset (Jesu komme) begynder at bryde frem. I sin tale ved gudstjenesten på søndag maler jeg et billede af Jesus som konge. Men det er en anderledes konge, for han hænger på et kors og er tilsyneladende fuldstændig afmægtig. Ved hans side hænger to forbrydere, som også korsfæstes. Den ene af dem forstår hvem jesus er.

Men hvad er det, han ser, som gør, at han pludselig forstår og tror på en sådan måde, at Jesus lover ham en plads i paradis?

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Gudstjeneste søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.
Musik: Anders Gustavsen-Sprotte. Finn Hansen Trøjgaard. Sang: Emma Berghuis Stokholm, Rikke Roland Honoré  & Søren Jantzen.
Teknik: Julian Felix-Levin

Emma: Peace in Christ
Velkomst
Salme: Hil dig frelser og forsoner
Bøn – Fadervor
Børnekirke
Indslag om indien
Omtaler og indsamling
Salme: Glæd dig, din Herre Gud
Bibellæsning
Tale
Taizé: Jesus, Guds søn, du lys i mit indre (flyder over i….) Bøn og lys
Rikke: Remembrance
Salme: Der er noget i luften
Velsignelse
Søren: He Lives

2 af 8

Prædiken søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.

Der hang to mænd på et kors…

Det kun lyde som indledningen til en joke, men det er det ikke i dag. Det er indledningen til den sidste tale i dette kirkeår.

Denne sidste søndag inden, adventstiden begynder, fokuserer vi på Jesus, som kongen, den almægtige, verdens frelser. For der ingen tvivl om, at frelsen kom med den mand, som er hele verdens lys.

Så er spørgsmålet bare om vi faktisk har brug for frelse?

Er der mere i historien om to mænd, der hang på et kors?

De to mænd, der hang på et kors, var i en situation, hvor de havde brug for frelse. Det var ret åbenbart at, de havde brug for det – ret desperat endda.

For er man først i romerriget blevet dødsdømt, og hamret fast til at kors, så man kunne hænge der i vanvittig lidelse, og på den måde blevet en del af datidens syge reality-shows, så var man sådan cirka så langt ude, som man overhovedet kan komme som menneske.

Vi ved ikke andet om de to mænd på koret, end at de var forbrydere. Faktisk betyder det græske ord (κακοῦργοι) “de, som gør det onde.” I Matthæus1 og Markus2 beskrives de som røvere. Det er sikkert derfor mange af os mener, at det er to røvere.

1 Matt 27,38 2 Mark 15,27

page2image9781248

3 af 8

Forbryder er ikke noget man bliver sådan over night. Der ligger sikkert en lang opvækst fyldt med svigt og bristede muligheder bag de to mænd, på korset. Der er ganske givet en lang række af forbrydelser, og mennesker de har forudrettet bag dem. Helt sikkert er det, at deres liv har ikke være let. og der er løbet meget vand i åen, før man kommer til at ende sit liv, som dødsdømt, selv i datidens grusomme romerige.

Med det siger jeg, det som ene røver bekræfter, da han nævner, at de to kriminelle får løn som forskyldt.3 De har selv bragt sig i en situation, hvor de faktisk får som de har fortjent. Med andre ord, de er sådan cirka så langt fra at kunne kalde sig Guds bedste børn, som man kan være.

Der hænger to mænd på et kors, og de er så langt ude, som man overhovedet kan være. De er i helvede! Når man er i helvede, kan man ikke redde sig selv. Da har man brug for frelse.

Mellem dem hænger en tredje mand. Han er ligesom dem selv, blevet slået, sparket og pisket. Det er ham al opmærksomheden er omkring. Det er ham de mange menesker, som er forsamlet gør nar af. Det er ham de råber af. Det er ham de er kommet for at se.

Over ham på korset hænger et skilt: INRI
Det er besættelsesmagtens ydmygelse på deres latin: Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum”
Jesus fra Nazaret – Jøderne konge.

Ydmygelsen var total- Ingen kongelig er henrettet ved korsfæstelse. Hvis man var kongelig, hvad man selv i døden privilegier, som gjorde dødstraffen mindre smertefuld.

3 Luk 23,41.

page3image9774464

4 af 8
Soldaterne håner ham

Jesus har på intet tidspunkt i sit liv hævdet, at være fornem eller kongelig på den måde, andre er. Tværtimod har han altid opsøgt de fattige, de udstødte, de forhadte, de glemte, de oversete, de kriminelle, de prostituerede. Ofte er Jesus af de fromme, præsterne og farisæerne, blvet kritiseret for at omgås alle de urene. Underforstået, at han da burde være samen med dem, for de har jo med deres ydre fromhed vist, at de har gjort sig fortjent til hans opmærksomhed.

På Golgata er Jesus også sammen med de nederste, de forhadte og de udstødte. To røvere, der sammen med ham skulle lide og dø.

Vi ved ikke meget om dem. Men det er overvejende sandsynligt, at de har hørt om jesus.
Det havde alle.
De ved, at han har helbredt syge, at han har en tendens til at spise sammen med alle dem, de andre hader. De kender sikkert nogen, som er blevet det i Jordan af Johannes Døberen, som forberedte folk på frelsens som Esajas har profeteret om.”

Så de ved godt, hvem Jesu er. De ved, at han har sagt at man skal elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én.4

Nu oplever de, at Jesus faktisk gør det, han har sagt andre skal gøre. korsene er lige blevet rejst og midt i jublen fra masserne og smerten og lidelsen Jesus selv var i, udbryder han.”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”5

Røverne ser en mand, der er nærmest nedbrudt, men også en mand, som holder fast i det, han tror på.

4 Matt 5,44 5 Luk 23,34

page4image9773696

5 af 8

Den ene røver spotter ham og siger: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!”6 Når vi selv er på spanden, kan vi afledes os fra vores eget rod, ved at finde andre, der også er på den. Det er meget menneskeligt.

Den anden begynder at forstå, at Jesus er for real. Så han flytter fokus røveren, der mobbede Jesus. Han irettesætter den mobbende røver. Vi to får det vi har fortjent. Det er helt galt, men retfærdigt. I bibelsk sprogbrug: Vi er syndere og får det vi har fortjent. Men på peger han; Jesus er helt uskyldig!

Midt i deres værste elendighed, har de fået noget at tænke over. Når de ser op, opdager de, at Jesus er med dem i deres lidelse. Måske er det desperation, måske er det sidste håb. Der er i alt fald ikke et langt livs studier af bibelen, eller mange besøg i synagogen, eller ofringer i templet.
Med sine sidste kræfter udbryder han: “Jesus, Husk mig, når du kommer i dit rige!”7

Ordet husk mig8, betyder ikke bare husk, for det er et ord, som i det bibelske univers betyder mere end det. Det betyder “Hjælp mig, frels mig.”

Jesus ser ikke på den døende mands meritter, hans tro, hans hellighed, men han hører hans råb, og dermed hans tro. Han ser hans behov for frelse. Måske er hans tro ikke større end et sennepsfrø9, men den er der, ellers havde han ikke råbt.

Nu bliver det interessant: jesus siger: “I dag skal du være med mig i Paradis!”10 I dag betyder lige nu.

6 Luk 23,39 7 Luk 23,42

8 Gud glemte ikke Noa 1. Mos 8,1, Gud huskede Abraham og reddede Lot i 1. Mos 19,29

9 JF. Matt 17,20 10 Luk 23,43

page5image9772928

6 af 8

Hvad sker der med os, når vi dør? Baseret på min læsning af bibelen, bl.a. præcis dette stykke, er det min tro, at når vi dør, oprejses vi umiddelbart i Guds rige. Jeg tror sådan fordi jeg læser, at Jesus har samtaler med Moses og Elias i evangelierne11. Jeg tror sådan fordi Paulus indikerer, at hvis han dør, skal han være sammen med Gud.12 Jeg tror det, fordi Jesus siger i dag skal du være sammen med mig i Paradis. Jeg tror sådan fordi menneskers nærdødsoplevelser viser os, at det nye liv begynder umiddelbart.

Jeg tror sådan, fordi jeg har oplevet menensker finde dyb fred og tillid ind i døden. Min mors gamle faster, som hele tiden i øvrigt har sagt til min familie, at jeg endte som præst, døde med et smil på læben og et tak Jesus.

I dag skal du være med mig i Paradis.

Paradis er et gammelt persisk ord, der betyder kongens have. Den største belønning man kunne få, var at blive lukket ind i kongens have og nyde skønheden og freden der. Der var intet smukkere sted på jord. Med tiden blev Paradis overtaget af den jødiske kultur og begyndte at henføre til Edens have, som er kongens have – Guds have.

Haven som Gud har skabt os til at være i., Og ja, det er rigtigt, at menesket på grund af Adams og Evas synd, blev smidt ud af haven og dermed fremmedgjort for Gud. Men det er den have, der peges på, når Jesus siger, I dag skal du være med mig i Paradis.

Gud ønsker at vi skal leve i Paradis, og indtil da er det vores opgave at skabe et Paradis, som kan være på jorden, blandt menensker i vores verden. Men der kommer en dag, hvor vi skal være med Jesus i Paradis.

11 Mark 9,2-13, Luk 9,28-36 og Matt 17,1-10. 12 Bl.a.Fill 1,20

page6image9772736

7 af 8

Jeg siger ikke, at bibellæsning, bøn, næstekærlighed, dåb, nadver, gudstjenester, ikke er vigtige. Det er det. Det er vigtigt for at skærpe vores sanser og vores tro, så vi ser Gud midt i vores liv, så vi finder kræft og styrke til at elske Gud og vores medmenesker, sådan som Jesus gjorde, for på den måde peget vi på Guds kærlighed, som en forvandlende kraft i verden og i menneskers liv.

På den måde kan vi være dem, som er der, hvor menesker, har brug for at møde nåde, kærlighed og barmhjertighed, for det er vi kaldet til at vise og til at gøre.

Det er præcis det Jesus viser på koret overfor de to røvere. Det er det jesus viser du og jeg på korset. Det er en helt central begivenhed i al kristen tro og tanke, for på korset og med ordene til i dag skal du være med mig i Paradis, gøres der op med at al synd, som kan skille et menneske fra Gud og for et evigt liv i Paradis.

Jesus spørger ikke forbryderen om han tror, om han er døbt om han vil være med til at opretholde… han ser ham for den han er.

Det er lige snart adventstid, og vi skal gøres klar til at fejre, at Jesus kom, at Gud vil frelse os og denne verden fra alt ondt og fra vores egen selvoptagethed.

I dag er grunden lagt, og jeg vil slutte af med at sige at vi kan tage mod og bringe Guds kærlighed frem overalt. For uanset hvad, så er vi aldrig et sted, hvor vi kan sige, at vi har gjort os fortjent til den.

Nåden er for alle. For røveren i elendighed på korset, for du og jeg, uanset hvilket elendighed, eller hvilken fest, du måtte begynde dig i.
Jeg har brug for frelse, og det tror jeg også, at du har.

8 af 8
Jesus er med dig. Lad os byde adventstiden velkommen.

Som Paulus så fint siger det: “For at nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke Jer selv, gaven er Guds.”13

Amen.

page8image9771776

13 Ef 2,8

Gud er gud for de levende… Om opstandelsen

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Du kan høre mer her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid af afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

2 af 8

Prædiken søndag d. 10. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 20, 27-38.

Uenigheder om alle mulige emner har siden tidernes morgen været et vilkår for eksistensen af religiøse og politiske grupperinger.

Mange mennsker lever i den vildfarelse, at mennesker i kirken er enige om alt. Når man diskuterer i kirkelige kredse, så er det næsten pinligt, for ofte er synspunktet, at vi i kirken da burde være ét.

Vi, der har været en del af kirken i en årrække, eller vi der følger lidt med i Metodistkirkens globale forhold, vi har opdaget, at vi ikke er enige om alt. … Heldigvis!

På mit kontor har jeg en plakat hængende. Der står: “Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at have ret!”

Egenlig er den en reklame for et reklamebureau, og der er en masse tekst.
Som fremhævet tekst siger den videre: “Og pludselig bliver man en gammel forstokket nar. Man gentager bevidstløst sine forudindfattede meninger.”

Reklamen er en klar opfordring til, at opsøge mennesker, man er uenig med, for dermed at strække sin hjerne og sine synspunkter. Den er en klar advarsel mod at blive det, som nemt sker for en kirke, nemlig en samling af menensker, som alle mener det samme. Og dermed er helt overbevist om, at vi ved, hvordan verden hænger sammen.

3 af 8

Følger man lidt med globalt, så ved man at The United Methodist Church er ude i en enorm diskussion – desværre i virkeligheden en konflikt – om synet den menneskelige seksualitet.

Det var den pæne måde at sige det på. Vi diskuterer om bøsser, lesbiske, og andre sensuelle minoriteter kan være præster, og om de kan blive viet i vores kirker.

Det er helt tydeligt, at hvad der er en selvfølglighed for et flertal af os i Danmark, er en hån mod Gud og en ligegyldiggørelse af Bibelens ord for store dele af af vores gode kristne brødre og søstre i mange af de afrikanske lande og i Østeuropa.

Det er en kæmpe uenighed. Desvære ser vi også den effekt i kirken, at man samler sig med dem, man er enig med, og så begynder man at tale om de andre, i stedet for at tale med de dem.

Det er ikke den model, vi ser Jesus anvende i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Det er meget passende, når det var Alle Helgen Søndag i sidste uge, at så diskuterer Jesus i dagens tekst opstandelsen.

Vi kommer ikke uden om, at det er det mest centrale teologiske element i al kristen tro. Jesus viger ikke udenom en diskussion med dem, han er uenige med – heller ikke om dette emne. Han opsøger dem.

I følge Lukasevangeliet er Jesus nu for sidste gang ankommet til Jerusalem. Han er blevet modtaget som konge og frelser. Han red ind i Jerusalem under viftende palmegrene og folkets jubel. Så det store påskedrama,

4 af 8

der ender med jesus død på korset og hans opstandelse er i gang. Momentum i Lukasevangeliet bygges op.

Forud for vores tekststykke i dag, kan vi læse hvordan Jesus går direkte ind på tempelpladsen. Han opsøger altså med det samme de menensker, som er mest truede af alt, det han har sagt og gjort.

I Lukasevangeliet læser vi, hvordan han rydder bulen, da han smider alle vekselererne og handlende ud fra tempelpladsen.

Herefter underviser Jesus hver dag på tempelpladsen. Det gør han på en sådan måde, at de politiske og religiøse ledere – i øvrigt ofte de samme – begyndte at lægge planer for at få ham ryddet af vejen. For de almindelige menesker samlede sig omkring Jesus. De ville høre mere.1

I kapitel 20 hos Lukas finder vi Jesu diskussion med menensker på tempelpladsen. De diskuterer Jesu myndighed. Jesus fortæller lignelsen om de onde vingårdsbønder med slet skjul reference til, hvad de menensker han står og taler til, kommer til at gøre mod ham.

Der skriftkloge og ypperstepræsterne forsøgte hele tiden at sætte en fælde for ham, bl.a. med spørgsmålet om skat til kejseren, men Jesus gennemskuer dem på stedet og det er dem selv, og deres rigide forståelse af Moseloven, der bliver udstillet.

1 JF. Lukas 19,47-48.

page4image46491392

5 af 8

Helt grotesk bliver det, da en flok saddukæere træder ind på pladsen.

Saddukæerne var en konservativ religiøs retning, omkring det jødiske præsteskab i Jerusalem. De var så at sige et præste-aristokrati, som bl.a. afviste enhver tanke om opstandelse. Her må vi forstå, at der i jødedommen faktisk har været plads til forskellige forståelser om opstandelsen. Dermed har der også blandt præsterne og farisæerne diskussioner om dette.

For saddukæerne er det imidlertid en absurd tanke, hvilket også afspejles i deres løben linen helt ud i samtalen med Jesus.

Moseloven, siger, at en families mænd har pligt til at gifte sig med en brors enke, hvis hun er barnløs. Familien skal give denne kvinde afkom.
Broderen har syv brødre, som alle efterlader enken barnløs. Så hvem skal enken nu være sammen med i det himmelske?

Saddukæernes spørgsmål er i virkeligheden indlæg i debatten. De siger faktisk, se, hvor absurd ideen om de opstandelsen er. Det kan man ikke tro på og samtidigt være sund i hovedet.

Men for Jesus er tanken langt fra absurd. Den er det helt centrale håb, Jesus ønsker at efterlade til os, når han selv er død og opstået fra de døde, for bare sådan at sætte trumf på. Alt dette ved folk på tempelpladsen jo ikke. Jesus har godt nok forudsagt det, men det preller ligesom af.

6 af 8

Vi ved, at de nok skal lægge mærke til det, når Jesus selv opstår fra de døde.

Det skal ikke kun de, men en hel verden.

Jesus påpeger, at i historien om Moses, som de kender så godt, der lyder det fra Gud selv inde fra den brændende tornebusk, at han er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.2

Abraham, Isak og Jakob er for længst døde, men det er dem, Gud er gud for.
Logikken her siger at Gud ikke er Gud for døde, for alle er levende for ham, ergo er opstandelsen en realitet.

Gud er Gud for de levende,3og for Gud er livet mere end det liv, vi lever.

Så var sadukkæerne sat til vægs, og ingen turde spørge ham om mere.

Opstandelsen er helt central, og den er svær at forholde sig til, men derfor kan vi godt tro det.

Den diskuteres og teologer er ikke nødvendigvis enige om, hvad opstandelsen fra de døde helt nøjagtigt indebærer. I de senere år, har vi set at enkelte præster i folkekirken har sat spørgsmålstegn ved hele tanken om opstandelsen. Det har vant postyr og kirken har kaldt dem til orden.

2 2. Mos 3,6 & Luk 20,37. 3 Luk 20,38.

page6image46580864

7 af 8

Vi kan diskutere nuancerne, men vi mister selve kernen i kristentro, hvis vi sår tvivl om selve tanken om opstandelsen i det hele taget.

Det er den grund vi står på.

Paulus siger i sin fantastiske redegørelse for opstandelsestro i 1. Kor 15, at hvis Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken og vores tro tom.4

“Vi står på en tro, der siger:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”5

Det tror og håber jeg på! Amen

page7image46581632

4 1. Kor 15,13-14. 5 1. Kor 15,54b-58.

8 af 8

Gud er Gud for de levende

På søndag samles vi til gudstjeneste igen. Der er en kop kaffe, når du dukker op.
Musikteamet har øvet og er klar til at introducere os til en nye sang, som vi tror bliver et hit.

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Der vil være nadver og mulighed for at tænde et lys. Der er børnekirke for alle børn.
Du er så utroligt velkommen.

Den anden side – Alle Helgen gospelgudstjeneste

Ved sagens gudstjeneste taler vi om døden, som en del af livet. Vi mindes de, som vi savner og det hele er lagt i en kulisse af dejlig gospelmusik med gospelkoret Emmaus.

Desværre er det kun talen, som kan gengives. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 103 & Præd 3,1-20 & Joh 11,1-44. & Åb 21,1-8. Gospelgudstjeneste med Emmaus
Den anden side – Alle Helgen

Når jeg handler, så holder jeg meget øje med datomærkningerne på de varer, som jeg køber. Det er ikke ligegyldigt om rugbrødet kan holde sig til i morgen, eller om det har udløbsdato om fem dage.

Jeg ser en del stå og rode inde bagerst på supermarkedets hylder, så jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Vi er meget bevidste om, at varerne har en udløbsdato.

Indtil vi står ansigt til ansigt med døden, fordi én vi elsker dør fra os, eller hvis vi selv rammes af alvorlig sygdom, så fylder tanken om, at vi selv har en udløbsdato ikke videre meget i vores liv.

Det er en sandhed, at noget af det, som vi alle er 100% fælles om er, at vi en dag skal dø. At der kommer en dag, da vores tid i livet er forbi.

Der er mange måder at forholde sig til det døden på, en af dem, er den skik, som vi ser omkring os i disse dage, der som så meget andet er importeret fra USA, nemlig Haloween.

Ved Haloween klæder vi os ud og vi pynter op. Forleden kom jeg forbi en forhave, hvor man roligt kan sige, at man var gået all in på Haloween. Der var

2 af 5

simpelthen etableret grave, hvorfra der stak legemsdele op af jorden. Den fik så at sige hele armen.

I den fest, gør vi grin med og latterliggør døden. Vi lever i uhyggen og viser, at det kan vi sagtens magte. På mange måder er det fint, at man beskæftiger sig med det, som kan være svært at rumme gennem uhygge og ved at skræmme livet af hinanden.

(Jeg er lige nødt til at sige, at jeg ikke er sådan en sur præst, der synes, at dette er helt forfærdeligt. Den slags optræder så rigeligt i medierne for tiden. Sure præster, det er virkelig skræmmende.)

En anden måde, at forholde sig til døden på, er at se døden i øjnene, gennem det liv vi lever. Til det vil jeg rigtigt gerne tilføje nogle ord om, hvad kristendommen har at sige om døden.

For lige præcis omkring døden, og dermed også om livet, har kristendommen, synes jeg, nogle fantastiske input.

Den kristne tro, taler ikke udenom døden, men den forholder sig til døden, som en del af livet. Et eksempel på det er fra Salmernes Bog i Bibelen, hvor der står: “..som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. For han ved, vi er skabt, husker på, at vi er støv. Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det ikke mere. Der hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herren troskab varer fra evighed til evighed…”1

1 Salme 103, 13-17a.

page2image2027712

3 af 5

Når man i livet forholder sig til døden, er der stor forskel på, om man mener at døden er et absolut slutpunkt, og så var det det. Eller om man kan læne sig ind i en tro på, livet ikke er slut i døden, men at døden faktisk er begyndelsen på noget nyt.

Når vi i kirkerne byder ind til Alle Helgen, som er den kirkelige halloween, så ser vi døden i øjnene, og det er muligt vi bæver lidt, og tvivler en smule, men vi gør det med et håb om, at døden ikke er enden på livet, men et komma i livet, og at livet fortsætter på den anden side af døden.

I kirkerne fortæller vi historien om Jesus som opvækker Lazarus2 fra de døde. Superkort fortalt er Lazarus en af Jesu venner. Han er syg og dør. Der går fire dage, før Jesus når frem. Her mødes han af den dødes søster, som bebrejder ham, at han har været så længe om at nå frem. Johannesevangeliet nævner, at Lazarus allerede stinker, så vi skal forstå, at han ikke bare er død, men at han faktisk er meget død.

I samtalen med den sørgende søster siger Jesus om sig selv: “Jeg er opstandelsen og livet!”3

Læg mærke til rækkefølgen. Opstandelsen og livet. Jesus siger her, at opstandelsen går før livet. Han peger på, at der er mere. Så kalder han på Lazarus. Han vågner fra døden, kommer vaklende ud af graven og ind i livet igen.

2 Johannes 11,1-44. 3 Joh. 11, 25.

page3image1990336

4 af 5

Ser man sammenhængen omkring historien i Johannesevangeliet, er der ingen tivivl om, at dette sker fordi Jesus ønsker, at give mennesker omkring ham chancen for at kunne tro på det, som er så svært at forstå. Nemlig, at døden aldrig vinder over livet.

Selvfølgelig er det en helt central begivenhed i al tale om kristen tro, at Jesus også selv gik vejen gennem døden og på tredjedagen selv opstod fra de døde. Dermed viste Gud, at hans kærlighed har magt over alt – også over døden.

Mit gæt er, at vi alle sammen er stødt på historier om menesker, som har haft nær-dødsoplevelser. Det er utroligt spændende, og der er mange lighedspunkter mellem de oplevelser, som folk har. Disse lighedspunkter går på tværs af alle mulige kulturelle skel, men faktisk også på tværs af trosskel.

Nærdødsoplevelserne er ikke forbeholdt de, som før de næsten døde, har sagt at de troede på Gud.
Det som disse oplevelser fortæller mig er, at der noget i døden, som vi ikke kan forstå. Personligt fascineres jeg af, at beretningerne ganske ofte er i overensstemmelse med de tanker, som Bibelen og dermed den kristne tro, giver os at håbe på og tro på.

De tanker går samstemmende på, at døden ikke er det sidste. At der efter døden er et liv sammen med Gud, hvor alt er godt. Hvor der ikke er sygdom, nød, klage, smerte eller gråd, ja heller ikke død, som der siges i bibelens sidste bog.4

4 JF. Åb. 21, 1-8.

page4image2064768

5 af 5
Med andre ord, så er der noget godt i vente.

Jeg vil mene, at det gør noget ved måden vi lever og dør på, at vi tør håbe på, at døden ikke får det sidste ord.

Vi må naturligvis gerne sørge og savne over tabet af vores kære. Det gør ondt at miste. Det er prisen for at have elsket og være elsket.
Dem vi savner og elsker, er også elsket af Gud. Budskabet er, at de alle er omfavnet af Gud og er sammen med Gud i det evige liv, hvor alt er godt.

Det er præcis det, jeg gerne vil tro på.

Blandt de navne vi har nævnt, er min svigermor, som døde pludseligt og uventet i sommer.

Da vi, chokramte, som vi var, stod omkring hende, da må jeg sige, at fyldtes med taknemmelighed over, at kunne tro på, at det ganske vist ser ud som om døden råder, men at her vinder Guds kærlighed, og livet går videre på en anden side.

For som Paulus siger det:
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.5

Amen.

5 Rom 8, 38-39.

page5image2066112

 

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048page2image52879808page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.

Han er opstanden!

Det er påskedag. Den vigtigste dag for alle, der kalder sig kristne, eller gerne vil kunne tro. Det er nemlig dagen, hvor vi fejrer det helt centrale, nemlig at Jesus opstod fra de døde. Dette er dagen, hvor det viser sig, at alt det Jesus sagde og gjorde, ikke var tomme ord….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her: Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

1 af 6

Prædiken Påskedag d. 21. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: joh 20,1-18.

Det er påskedag, og ligesom julen, den anden store kristne højtid, så er det det de samme historier, som går igen. Ganske vist har vi i påsken, i modsætning til juleaften, hele fire evangelietekster om opstandelsen af vælge imellem.

Som præst kan det godt være lidt svært, at skulle tage fat i opstandelsen igen og igen, år efter år. Det er jo den kendte historie, som alle, der går bare lidt regelmæssigt i kirke, har hørt mange gange.

Udfordringen er ikke at gøre denne historie levende, for den er i sig selv fuld af liv. Dødens rammer er sprængt.

Udfordringen er, at fortælle historien, som gjaldt det liv og død for dig og mig. For det er lige nøjagtig det, som er på spil påskemorgen – også i år. Det gælder liv og død, intet mindre.

I Johannesevangeliets udgave af opstandelsesberetningen er det sådan, at det i begyndelsen af historien er tydeligt, at det er døden, der råder.

Den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magadalene ud til graven.

Frasen “mens det endnu var mørkt”, har både en overført og en direkte betydning.

2 af 6

Ja, det var mørkt, men det var også mørkt i den forstand at mørket rådede, døden havde talt. Og nu var det tredjedagen, og som efter alle andre dødsfald, hvor man vitterligt har mistet, er det også her som om, at dagen aldrig kan komme igen. Mørket har sejret, og det virker som om, det er for altid.

Maria Magdalene er på vej ud til graven. Vi ved, at hun også var tilstede ved korsfæstelsen, det hævder i hvertfald Matthæus-, Markus- og Johannesevangeliet. Markus og Matthæus fortæller også, at hun overværede gravlæggelsen. I alle af evangeliernes beretninger om opstandelsen, er det også hende, som er den første der ser den tomme grav.

Det er endnu mørkt, hører vi, og nu ser Maria Magdalene, at stenen er væltet fra graven. Den sten, der er så stor, at intet menneske kunne gøre det alene.

Der er lidt forskellige tolkninger om, hvem denne Maria Magadalane egentlig er, en af dem siger, at hun er den Maria, som er søster til Martha og dermed også søster Lazarus og dermed allerede vidne til opvækkelsen af af en død.

Hvis det er rigtigt, så viser det os med al tydelighed, at det er svært med forstanden, at rumme opstandelsen. Maria Magdalene har set det med egene øjne, da hendes bror Lazarus kom vaklende ud af graven. Alligevel er hendes første tanke, da hun ser den tomme grav, at løbe hen til Peter og fortælle ham, og en af de andre disciple, at de har flyttet Jesus.

3 af 6

Tanken om, at han skulle være opstået, sådan som han havde sagt det, er fremmed for hende, for det var stadig mørket, der rådede.

Og når mørket råder, kan intet menneske se klart. Det er Kun Gud der kan det.1 I dagene efter Jesu død er det mørket, der råder. Verden er fanget i mørket. Intet menneske har håb. Selv håber er dødt.

De to mandlige disciple løber nærmest om kap ud til graven. Simon Peter kommer ikke først ud til graven, men den anden discipel lader alligevel Peter gå ind først. Peter ser linnedklæderne ligge der, og klædet som den døde Jesus havde over hovedet, lå rullet sammen på et sted for sig selv.

Den anden discipel kommer ind i graven. Da han så den tomme grav, lader Johannes os vide, at han så og troede.2 Dette er et vigtig vendepunkt, for indtil da havde de nemlig ikke forstået skriftens ord ord om, at Jesus skulle opstå fra de døde.

Mørket er begyndt at vige for lyset.

Mændene går hjem, men Maria står ude ved graven og græder. Hun bøjer sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidder der, hvor Jesus burde have ligget.

De spørger hende: “Kvinde, hvorfor græder du?”3

1 JF. salme 139,12.2 JF. joh 20,8
3 Joh 20,13.

page3image25248512

4 af 6

Hun gentager det, hun tror, er sandt, at de har flyttet Jesus og mest af alt er hun nok ked af, at hun ikke ved, hvor han er.

Da hun vender sig om, står hun ansigt til ansigt med Jesus. Men da mørket stadig råder, ser hun ikke, at det faktisk er Jesus, hun står overfor.

Han bruger nøjagtigt de samme ord, som englene: “Kvinde, hvorfor græder du?”4

Hun tror stadig ikke på, at Jesus er opstået, så hun begynder atter på sin forklaring om, at de har flyttet…. “Maria,” Siger Jesus.

Da er mørket helt væk, lyset råder. Da ser hun, da tror hun! “Rabbuni – Mester!”

Maria talte med den opstandne. Han delte sine planer med hende og hun blev den første til at se Jesus. Hun blev den første, som kunne sige, som hun gjorde til discpilene: “Jeg har set Herren!”5

Mørket er erstattet af lyset, håbløsheden afløses af håb, afmagten bliver til styrke, døden bliver til liv, kærligheden har sejret.

4 Joh 20,15.5 joh 20,18

page4image25249088

5 af 6

Det er præcis det, som er påskens budskab, at alt det Jesus sagde, at den kærlighed han talte om, ikke er tomme ord, men at den har styrken, og kraften i sig til, at bringe død til liv.

Vi får lov at se, at han gav sig selv på korset, for at vi skal leve, at det var et endeligt opgør med synden, som kan smadre liv, men også, at det ikke slutter på korset, i mørket eller i graven.

Det er der, det begynder. Det er der, det nye liv opstår.

Læg mærke til, at det er i mørket, at de ser, at graven er tom. Det er i mørket, englene taler til Maria.
Det er i mørket, at Jesus møder hende, og kalder hende ved navn.

Det er svært med forstanden alene, at rumme opstandelsen fra de døde. Det er så nemt, at komme til at begrænse sin tro til en tro, som er baseret på, at Jesus da bør være i graven. Nogen gange lever vi, som om det er sådan det er, men det er ikke sådan det er.

Han er opstået sådan som han har sagt det, og den tro, der er baseret på, at han er opstået er en tro, der sætter fri og en tro, der giver liv.

Det er påskedag. Det betyder at naglerne som bandt Jesus til korset er trukket ud.
Det er påskedag. Det betyder at døden, som holdt Jesus i graven har sluppet sit tag.

Påsken er frihed. Den er frihed fra nagler, der holder fast.

6 af 6

Den er frihed fra at leve i skyggen af det, som vi tror, er dødt.

Det er i dag, vi kigger op og ser at lyset har vundet. det er afgørende, at vi forstår at den tro vi har, er et spørgsmål om liv eller død.

Troen på den opstandne Jesus er liv.

Det er i lyset af den tro, at vi hver dag, hver eneste dag, beslutter at tro på,
at håbet er stærkere end håbløsheden,
at kærlighed er stærkere end døden.

Det er det, denne histore handler om. Liv eller død, intet mindre. Velkommen til livet. Glædelig påske.

 

Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem